lørdag, januar 23, 2021

Stille morgen


Søvnen er ikke den bedste lige for tiden, men jeg ved hvorfor, så det er ok. Det skal nok blive godt igen. Jeg nyder morgenstunden, jeg nyder vaskemaskinens tumlen rundt med vasketøjet og er taknemlig for at jeg ikke skal stå i en vaskekælder og skrubbe på vasketøjet før vaskemaskinens opfindelse eller senere skulle stå og vride vandet ud af tøjet, efter det havde været i den halvautomatiske vaskemaskine, før det kunne blive lagt i centrifugen. Nu putter jeg det i vaskemaskinen og efter et stykke tid, tager jeg det rene vasketøj ud og hænger det til tørre. Fin arbejdsfordeling, hvis du spørger mig.

Hundene ligger i bryggerset, dem hører jeg intet fra, de nyder blot, at døren til kontoret står åben, så de kan være med i min gøren og laden. Jeg har nydt min morgenmad med masser af frugt og yoghurt. og om lidt vil jeg rejse mig og gå ind i køkkenet, fundere over hvilket tekrus, der skal ledsage mig på denne lørdag. Første valg i morges var hvilken te, der skulle være morgenteen i dag. Det blev grøn te med appelsin og brombær.

Pause

Da jeg gik ind i køkkenet for at finde et krus og te, så jeg på køkkenbordet. De sidste par dage har jeg ikke haft overskud til at tømme opvaskemaskine, så mine tallerkner var blot blevet efterladt på bordet, Nu var overskuddet der, og jeg tænkte med taknemlighed på min opvaskemaskine, som hjælper mig trofast med opvasken, mens jeg tømte og satte på plads.


Nu er jeg tilbage ved computeren, tekruset blev mit donorkeramikkrus fra Blodbanken. kruset er fra en lokal keramiker. Det her krus har jeg selv betalt, fordi jeg smadrede det, jeg fik fra blodbanken efter et vist antal tapninger. Sygeplejersken sagde, at jeg også kunne købe det hos Lange Kunsthåndværk, men der ville den fine røde dråbe ikke være på, så nu har jeg igen et bevis på at jeg tilhører bloddonorkorpset i Danmark. 

Der er mange, der ikke kan/må være donor, så derfor synes jeg, det er en pligt, at vi der kan/må donere blod eller plasma, gør det. Vi har brug for det. For nogle år siden stoppede jeg med at være bloddonor, fordi min blodprocent ofte var i den lave ende af normalen og så man ikke tappes. Det var irriterende for mig og blodbanken, at vi hver anden gang måtte afblæse tapningen. Så blev jeg plasmadonor, fordi det påvirker ikke blodprocenten og det gode er, at jeg må tappes hver 12. dag. Og for mig er de 40 - 50 minutter jeg ligger på den gode briks, ren afslapning. Her skal jeg blot være, jeg kan ikke andet end at drikke masser af saft og te, spise chokolade og læse i mit medbragte blad eller på min mobil. Som plasmadonor må man blive ved, til man er 70 år.


 Sniffe, sniffe, jeg dufter til min arm. Jeg fik den fineste julegave af vores medarbejder, lækker parfume og creme, jeg kan blot ikke beslutte mig til, om parfumen er den rigtige, så jeg tager lidt fra prøvepakningen på og dufter med mellemrum til armen. Og når det først sker nu, er det fordi jeg troede at Matas havde lukket og jeg kommer nærmest ikke i byerne, undtagen i supermarkederne. Så det var først forleden dag, det gik op for mig, at de havde åbent og fik hentet et lille prøveeksemplar af parfumen. Min egen Matas-butik sørger altid for, at der er en lille prøveflaske med, det er god skik, synes jeg.

Som overskriften siger, så er det en stille morgen. her sker ikke meget. Jeg tager lige en påfyldning te mere og så vil jeg tage en runde i huset og se, om alt er ok. Måske skulle jeg tage en halv times gåtur på vejen, det ville friske den søvnige hjerne lidt op, før dagen for alvor kommer op i omdrejninger.

Må du få en god weekend med tid til frisk luft, smil og latter. 

sidste søndag var jeg her i knitrende frostvejr - Svinklovene


onsdag, januar 20, 2021

Der er gode arbejdsdage og så er der rigtig gode arbejdsdage

og sneen er næsten væk, den lyste ellers op og gjorde mig glad

 Det er som om jeg lige for tiden rent faktisk kropsligt og mentalt forstår, når jeg får anerkendelse. Måske lidt trist, at jeg ikke altid gør det, men pyt.

Faktum er at jeg har haft en rigtig god dag. Jeg var træt i går aftes, gik tidligt i seng og faldt i søvn inden klokken ni. Var oppe ved elleve tiden og sov så uafbrudt til 4.19. Så var jeg vågen. men da jeg havde bestemt mig til at flekse og først møde klokken otte, blev jeg liggende hvis nu søvnen kom igen. Det gjorde den ikke, så jeg stod op klokken fem og 5.35 sad jeg ved computeren og arbejdede. Jeg nyder nattøjsarbejdspladsen, og det føltes anderledes end hvis jeg havde skyndt mig at køre ind på arbejde til klokken syv. Nu nåede jeg en time herhjemme, inden jeg mødte klokken otte. Til gengæld gik jeg så klokken 14 og fik flekset en af mine opsparede timer.

Min leder mener, at jeg skal møde klokken otte alle de dage, hvor det kan lade sig gøre. For hun oplever, at det gør noget godt for mig. Og hun har ret, jeg er selv kommet frem til den konklusion.

Mine tre højdepunkter fra en skøn arbejdsdag:

  • I dag læste jeg hele sygeplejejournalen på en patient med en lang og kompleks indlæggelse. Og midt i al den fantastiske sygepleje, mine kolleger havde beskrevet og ydet, så jeg et emne, hvor jeg tænkte, at mine mange års erfaringer kunne bidrage. Kollegaen, der havde patienten i dag, sagde ja tak til, at jeg tog den opgave på mig. Efter flere telefonsamtaler kunne jeg afslutte det punkt og da jeg fortalte kollegaen det, sagde hun, tak, du er en sveske.
  • I morges blev jeg bedt om at hjælpe med anlæggelse af en låseanordning ved en ernæringssonde. Det behøvede jeg så ikke, for da sygeplejersken på den stue mødte, var hun en af dem, som jeg har oplært til den funktion. Hun er superskrap til det, og da jeg ikke så tit mere har den opgave i hånden, var jeg glad for det. Dog blev jeg hentet, for det drillede hende, så hun ville høre om jeg kunne. Jeg tænkte, når hun ikke kan, så kan jeg heller ikke. Men efter at have prøvet et par gange, lykkedes det for mig. Min kollega sagde, tak, du er en snut. Og jeg var bare glad for at det lykkedes for mig. Andre gange er det mig, der beder hende eller en af de andre, der er oplært til det om hjælp. Vi ved nemlig alle sammen, at der er dage, hvor det lykkes og andre dage, hvor det ikke lykkes. Og det sker for os alle.
  • I forbindelse med at vi havde en faglig sygeplejedrøftelse om en patient, fortalte jeg, at jeg gik kl. 14, fordi det var et led i at strikke en god seniorordning sammen for mig. Herefter så en kollega på mig og sagde, seniorordning, det er da alt for tidligt. Hvorefter jeg kiggede på hende og svarede, at jeg kunne være gået på efterløn for et år siden. "Hvad! Jeg har da fået at vide at du er 58 år" Så grinte jeg højt og sagde tak fordi hun havde troet på det.
Og så gav min dejlige datter afsnittet sin skønne WinterWonderland uro. Hun syntes vi fortjente at få en gave. Herhjemme kommer den til at hænge februar ud, for den er for mig netop en vinter-uro og ikke en juleuro. Den gave blev min leder glad for, og jeg vil lade det være op til dem, der tager sig af udsmykning af afsnittet, om den også bliver en vinter-uro hos os.



mandag, januar 18, 2021

Vi flager igen

for en vis landmand, som allerhelst ikke vil fejres. Meget får han lov til at bestemme, men ikke om flaget bliver hejst eller om han får gaver. Gæster giver sig selv, det må vi jo ikke, udover datteren og medarbejderen, som er i vores coronaboble. Vi har hygget ved formiddagsteen med rundstykker og lidt længere pause for de kartoffelsorterende landmænd.

Jeg håber, at der bliver tid til snak med nordmændene i familien i aften. I går så datteren gamle videoer, og vi blev frygtelig sentimentale over at se de to små skønne mennesker, som sang og legede dagen lang. Især når man så tænker på, at den tilgang til livet ikke altid har kunnet lade sig gøre, de har begge haft det svært psykisk i perioder. De er heldigvis kommet igennem de perioder, men som forældre vender man altid fingrene mod sig selv, kunne vi have gjort mere? Kunne vi have forebygget, at nogle af de svære stunder i livet satte ar i sjælen? Det ved jeg selvfølgelig godt, at vi ikke kan, og når jeg ser de mange videoer, så ser jeg også et hjem, hvor der var plads til at være barn med masser af fantasi og kærlighed. Det sagde datteren spontant undervejs, og det vil jeg holde fast i.

Nu er hjemmet et gammelt hjem, vi har hver vores rutiner, der er ingen små børn, der udfordrer os til at gå ind i fantasiens og musikkens verden. Så er det godt, at datteren kan komme hjem og ruske op i os. Men det skal ikke være en hemmelighed, at jeg savner at kunne se min søn, se ham i øjnene, gå en tur med ham i hans nye land og nye by. Se min svigerdatter, som jeg ikke har set siden den skønne weekend i marts sidste år, hvor vi fik vores julegave. Mærke kropsligt, at de har det godt, for det ved jeg, at de har. Nu er det hendes familie, der er tættest på, og det er jeg taknemlig for.

Det sner udenfor, tætte vattotter daler ned fra himlen. Flaget skal vist tørre, før det lægges sammen. Egentlig skulle jeg gå en lille tur, men det må vente, for der er glat udenfor, og snart bliver det mørkt. En dårlig kombination for en gåtur.

Hjemmebag fra fryseren er taget op, teen er brygget, bordet er dækket til sen eftermiddagste og menuen fra i går aftes blev rykket til sen aftensmad i dag. Jeg flekser en time i morgen tidlig, det er vist meget godt. Vi to kvinder i huset har på skift været vågen i nat. Min datter frem til klokken tre og jeg fra klokken to. Heldigvis fik vi os en formiddagslur, og så satser vi på en ordentlig søvn i nat.






søndag, januar 17, 2021

Vandreture alene og sammen

 

”Tab for alt ikke lysten til at gå: Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den”
”Når man således bliver ved med at gå, så går det nok.”
(Søren Kierkegaard)

 Jeg har prioriteret mig selv og det jeg allermest havde lyst til i denne weekend, nemlig at vandre/gå. Landmanden orker ikke blot at gå, han elsker at gå med sine hunde, se dem få stand for en sneppe eller blot at se dem søge en mark af eller opleve naturen omkring os sammen med sine hunde. Han vil gerne med på vandreture, når vi er i udlandet, f.eks da vi besteg Brocken i Harzen eller i Dolomitterne gik omkring Die Drei Zinnen.


Det siger ham ikke noget at gå ud ad vejen, så det gør jeg alene. For mig er det et frirum, et frirum hvor tankerne får frit spil og hvor der på et tidspunkt bliver stille og fokus blot er på at sætte den en fod foran den anden. I går gik jeg ud ad vejen; da vejen sluttede ved hovedvejen kunne jeg have vendt om og gå hjem igen for herefter at krydse 6 km af. Jeg valgte at gå over vejen og fortsætte af grusvejen til næste hovedvej dukkede op ca. 500 meter længere henne. Havde jeg vendt om og gået hjem, havde jeg gået syv kilometer. Nu valgte jeg at svinge til venstre og følge hovedvejen op til den anden hovedvej og så følge den tilbage til min egen vej og så gå hjem. 8 kilometer blev det til.


Der var nok dem, der ville sige, at det ikke kunne være sundt, for bagefter brokker mine fødder sig højlydt (udtrykt gennem min stønnen og lidt langsomme gang) og lændesmerterne giver lyd fra sig. Fingrene og håndledet tier heldigvis stille og efter et stykke tid er alt ved det gamle. Udholdelige smerter pga. slidgigten og sådan er det bare. Hele kroppen har det til gengæld godt efter sådan en gåtur. Og jeg er langt gladere end da jeg gik hjemmefra.



I dag havde vi datteren på besøg og hun var frisk på en køretur og gåtur. Landmanden ville heller på sneppejagt med sine hunde på vores marker.


Inspireret af min mellemste lillesøsters billede på Instagram af sin og gemalens gåtur i går, kørte vi til Svinkløv badehotel og stillede bilen der. Vi valgte gåturen på 4,3 km gennem klitplantagen først op på skrænten og så følge den helt hen til Svinklovene med fantastisk udsigt. Indimellem gik stien lidt væk fra skrænten og vi gik blandt nåletræer i klitplantagen. Vi er begge vilde med det magiske univers som vesterhavskystens træer og anden bevoksning skaber. Her er ikke ranke bøgetræer eller høje nåletræer, næh de fleste træer er skæve, små, hælder sig væk fra vinden, træer der er døde og er værter for andre planter, og der er masser af små lavt krybende planter. Ved Svinklovene gik ruten ned til stranden og så hjem gennem klitterne. Havet var stille, kun helt nede ved vandet kunne vi høre dens susen.


Både på vejen ud og hjem kørte vi ad små veje for at give datteren et indtryk af dette område. Var det måske der boligen skulle findes? Hun elsker det øde, det vilde og det kreative univers som dette område indbyder til.


Nu er alle tre tilbage på gården, en taler i mobil, en sover og en skriver blogindlæg. Jeg har lovet lækker aftensmad i aften med dådyrryg skåret i bøffer, kartoffelrøsti og broccolisalat. Og som sædvanlig har jeg allermest lyst til at købe noget takeaway-mad. Men jeg må tage mig sammen og sørge for god aftensmad. Herhjemme er det gået rent ind, at Madpyramiden er lavet om til en mere klimavenlig udgave, og dermed har kartofler fået en fremtrædende plads, fordi det er en af de mest klimavenlige afgrøder, du kan spise.


Brændeovnens varme kombineret med kroppens varme gør mig døsig, så jeg må vist hellere komme i omdrejninger, inden jeg falder helt hen. God aften til dig.

fredag, januar 15, 2021

Plasmatapning, gaveindkøb, huskiggeri

 Egentlig må jeg gerne blive tappet hver 12. dag, men da jeg ikke kan booke ny tid før 3 dage efter sidste tapning, har jeg det med at glemme at få booket. I dag sørgede jeg for, at sygeplejersken bookede mig til ny tid, mens jeg alligevel slappede af i en time på briksen ( en meget behagelig briks). Men da det skal passe med fridage, fordi jeg har svært ved at nå fra det ene sygehus til det andet om eftermiddagen, blev det alligevel først om 21 dage. I dag sagde jeg ja til ekstra plasmatapning, så jeg blev tappet for 700 ml i stedet for 500 ml. Man skal veje over 70 kg for at måtte give så meget plasma, så det er da første gang, at jeg har været glad for den vægt.



I dag følte jeg mig mere svimmel end ellers, men jeg havde også været vågen i 2½ time i nat, så det var måske årsagen. Så er det skønt at kunne slappe af, lukke øjnene og blot lade alle lydene i rummet være en behagelig baggrundsstøj. Jeg skal også lige blive liggende et stykke tid efter tapning er slut, for jeg har prøvet en gang hurtigt at hoppe ned fra briksen og så gå ud. Da måtte jeg sætte mig i venteværelset og fylde væske på mig selv, før jeg kunne køre hjem.


En lidt uhyggelig hjerne. En af vores SOSAelever havde bagt den til afdelingen.

Landmanden fylder snart år og det jeg gerne ville give ham, ville jeg gerne købe i den gode butik med den høje service. Skulle du nogensinde være i Aalborg og har brug for noget til en jæger, lystfisker eller udendørsmenneske (også kaldet outdoor), så kan jeg varmt anbefale Mortens butik. I det første link kan du læse min hyldest til Morten og hans personale.

Nå men butikkerne er jo lukket, så hvad gør man så? Efterhånden har jeg fundet ud af, at mange fysiske butikker har varerne på deres hjemmeside (nogle har vinduesudstilling) og så tilbyder de, at man kan ringe til dem, handle via telefonen og afhente varerne ved døren, hvor man så betaler med Mobilepay. Lidt ligesom mit biblioteks servicetilbud.

Jeg ringede, da jeg kørte fra sygehuset. Mens jeg drejede hen til det nærmeste p-hus ved butikken, fandt den gode medarbejder frem til et par forslag til gaven. Da jeg holdt i p-huset, kunne jeg åbne min mail og kigge på dem. Så ringede jeg til medarbejderen, mens jeg gik hen til udgangen. Vi aftalte, hvad landmanden skulle have, og da jeg gik ringede på ringeklokken udenfor butikken, kom medarbejderen få minutter efter ud af bagdøren med en pose med min gave. Jeg sendte pengene og vi ønskede hinanden en god dag. Perfekt!

Søndagsgåtur til vandet


I går aftes hyggede landmanden og jeg os med at kigge på huse! 

Nåh tænker du nok, har landmanden overgivet sig, vil han godt ind til byen at bo? No way!!!

Vi så på huse i Trondheim til søn og svigerdatter. De er på udkig efter et hus og havde sendt os link til et hus, de skulle se på. De ville gerne høre vores mening. Så gik der sport i at finde andre huse. Vi fandt det skønneste hus med den skønneste udsigt, men et er billeder, et andet er virkeligheden, så nu er vi spændt på, om de kan komme til fremvisning på de to huse, vi fandt. Messenger er altså genialt (de andre muligheder ligeså). Vi havde landmandens mobil til at være bindeleddet mellem os og så kunne vi bruge computeren til at søge og klikke rundt, mens vi talte sammen. 

Men hvor jeg dog glæder mig til, at vi må køre derop.  Med til historien om huskiggeri hører også, at landmanden har fundet det skønneste fritidshus til os i Norge - langt ude i skoven, dog med mange naboer omkring. Det skal vi vist lige drøfte lidt mere, før det bliver aktuelt ;-)


Det er fredag, det er fridag fra sygeplejen, faktisk har jeg fire sammenhængende fridage. Regnskabet banker alvorligt på døren, det er svært at huske fakturaer, hvis jeg kommer for langt bagud med bogføring og kontering. Det må blive i morgen. Jeg har lyst til en gåtur, mens der er lyst, og så vil jeg hygge mig med mine to bøger i aften. 

Landmandens iPad var gået tør for strøm, og nu kræver den Apple-id og adgangskode. Og kan vi huske den? Nej! Det er vel 11 år siden, at jeg gav landmanden den og vi er for længst holdt op med at opdatere den, fordi vi fik at vide, at den ville holde længere på den måde. Jeg er den, der bruger den mest til Viaplay (vores abonnement tillader os at se udsendelser på de fleste af vores kanaler 24 timer forskudt) og Netflix . Landmanden elsker sin store fjernsynsskærm inde i fjernsynsstuen. Og med nyt smart-tv kan han gøre fuldstændig det samme, som han ellers brugte iPad eller computer til før (han ser meget YouTube-udsendelser eller lytter til god musik på YouTube).

Jeg har opgivet at finde ud af at komme ind på iPaden. Jeg har fundet en side, som kan hjælpe , hvis man har glemt sin adgangskode. Problemet er bare, at den side ikke kan finde vores Apple-id, måske fordi den er så gammel? Eller at vi ikke husker rigtigt ;-)  

Så nu kan jeg enten tage en god stol med ud til computeren på kontoret og se mine film/serier der, eller jeg kan overvinde mig selv til at se det samme som landmanden (jeg vælger nok det første ;-) 

God fredag/weekend til dig.

Jeg fandt et nyt gavlmaleri sidste gang, jeg havde ærinde til Aalborg.



tirsdag, januar 12, 2021

Skriv, slet, gem, opgiv

 Der ligger flere indlæg, som er skrevet de sidste par uger. De er skrevet i frustration, irritation, måske endda i vrede. Når jeg skriver på de følelser, lader jeg kladden ligge et stykke tid og læser den så igen. Ofte vælger jeg så ikke at udgive indlægget eller tager delelementer og "ælter" det ind i et andet indlæg. Denne gang lader jeg dem ligge, følelserne fik luft, og nu vil jeg hellere fokusere på det, der er godt.

Søndag besøgte vi datteren og gik tur først ned til stranden, hvorefter vi fik lækker valnøddelagkage med mokkacreme til teen hjemme i sommerhuset. Selv jeg, som normalt ikke kan fordrage kaffe i kage og andet mad, kunne lide kagen. 


De sidste par dage har jeg introduceret en kollega til stuegangsfunktionen. Jeg nyder de dage, hvor jeg både får plejet patienter og snakket sygepleje med en kollega. Indimellem kan det godt være svært at få enderne til at hænge sammen, fordi mine andre funktioner også "banker på" og skal varetages. Men i disse dage gik det fint.

Jeg havde et møde med en af mine kolleger, som skal afprøve webinarfunktionen for at kunne tale om livet efter Stroke (blodprop eller blødning i hjernen) med en gruppe patienter. Patienterne sidder hjemme og kan kun se og lytte. De kan ikke stille spørgsmål, og det er den største ulempe. Ofte oplever vi normalt til disse gruppevejledninger, hvor en gruppe patienter og pårørende er samlet i to timer, at ingen har spørgsmål, indtil vi har været på og fortalt om hvad vi ved , at man typisk oplever, når man kommer hjem. Så kommer spørgsmålene væltende. Et spørgsmål fra en patient/pårørende får en anden til at stille et nyt og så videre. Den anden store ulempe er, at patienter og pårørende går glip af gruppedynamikken, det at høre andre fortælle om hvordan de har taklet udfordringer/problemer, om det er angst for en ny Stroke eller bivirkninger ved medicin. Og vi bliver altid klogere efter sådan en aften.

Vi må ikke afholde disse vejledninger, og det giver heller ikke mening med et forsamlingsloft på 5 personer inklusiv to undervisere. Vores projekt sammen med to kommuner med et opfølgningsforløb på fire gange to timer er også sat på stand by, og jeg er spændt, hvornår det sidste forløb med et nyt hold patienter i projektet kan finde sted.


I dag var jeg træt på arbejde, i går aftes var jeg så træt, at jeg gik i seng klokken halvotte og sov inden kl otte. Jeg var som vanligt oppe for at tisse to timer efter, og vågnede så lidt i et og så kunne jeg ikke sove mere. Måske var jeg derfor lidt mere rørstrømsk sidst på arbejdsdagen. I hvert fald trængte tårerne sig på, da min kollega fortalte mig, at en af vores tidligere kollega havde skrevet til hende, at den person hun savnede allermest på sit nye arbejde, det var mig (og min funktion). Hun havde af familiehensyn valgt en arbejdsplads tættere på hjemmet, og hun savnede en, der kunne holde overblikket over den bedste pleje og behandling til patienterne og sørge for den viden kom alle til gode. Den person fandtes ikke på hendes nye arbejdsplads. Jeg havde hørt det fra andre, for hun har hjulpet os med nogle vagter, og der har hun fortalt det samme til dem, hun var i vagt med. Det var først, da hun kom væk, at hun kunne se, at det var en god investering med sådan en som mig. Det er jo ikke mig som person, men det at ledelsen har prioriteret at have en i denne funktion.


Jeg er aldrig i tvivl, når jeg er sammen med patienter og pårørende, om jeg har været en god sygeplejerske. Derimod har jeg svært ved at føle mig som en af årsagerne til, at mange patienter og pårørende skriver til os og takker for god sygepleje. Det er jo sjældent, at jeg har passet dem.

Min funktion er en blanding af, hvad hospitalet har beskrevet i min funktionsbeskrivelse (udviklings og undervisningsansvarlig) og så en funktion som specialeansvarlig for sygeplejen til mennesker med Stroke - oprettet af min ledelse. En funktion, som har udviklet sig gennem årene.

I aften prøver jeg en ny strategi, jeg tager pandelampen på, når det her indlæg er udgivet og går en lille tur på vejen. Så får vi at se, om jeg så bliver alt for vågen. Heldigvis flekser jeg og skal først møde klokken otte i morgen tidlig. Den friske luft gør forhåbentlig at jeg kan holde mig vågen til Kender du Typen. Og godnatlæsningen bliver en lydbog Fra hus til hus, som jeg tidligere har læst som bog. Ha! jeg lyttede også til den sidste gang, men den kan godt tåle en lytning mere.


Mit bibliotek har nu lanceret samme service som min søsters bibliotek, så jeg skal i morgen have skrevet mig op til at hente mine reserverede bøger på fredagsfridagen. Dejligt! Jeg vil i gang med en bog, som ikke er fiktion, men derimod en bog om psykologi og eksistens af Viktor E. Frankl. Jeg fik lyst til at læse den, da vores datter læste denne artikel op for os. Viktor E. Frankl og hans teori om det der giver livet mening, stødte jeg på, da jeg tog et modul i patientologi (læren om hvordan det er at være patient). Jeg håber at jeg bliver lige så opslugt af bogen som journalisten. Vi får se.

God aften til dig.

fredag, januar 08, 2021

12 år

 Datteren sagde det og jeg har tjekket de foregående 12 års blogindlæg på d. 8. januar. Hun har ret.

I 12 år har jeg sunget fødselsdagssang for min datter i telefonen. i 12 år har jeg ikke fysisk kunnet lykønske eller fejre hende på hendes fødselsdag.

I 12 år har København dannet rammen om hendes fødselsdag.

For 13 år siden sang vi fødselsdagssang for datteren tidligt om morgenen herhjemme på gården. Næste dag skulle hun af sted på højskole. Sønnen arbejdede herhjemme og vi havde grise, så han og landmanden skulle passe både grise og kartofler. Det betød tidligt morgenmad med tid for datteren og jeg til at slappe af bagefter, før dagen for alvor gik i gang.

Nu bor sønnen i Trondheim med sin forlovede. Datteren er flyttet tilbage til Nordjylland, og det gav mulighed for morgensang ved sengen. Vi dækkede fødselsdagsbord i folkerummet, og landmanden hentede rundstykker, så vi sammen med vores medarbejder kunne lykønske datteren og få en halv times hyggelig snak.


Det er en mangelvare at forsamles. Datteren havde inviteret to veninder til fødselsdagsweekend, alle tre har kun været sammen med deres familie siden jul, men alligevel valgte de at lytte til anbefalingen om at aflyse alt og kun være sammen med dem, man bor sammen med. Vi bor jo mere eller mindre sammen med datteren, så nu holder vi fødselsdag for hende.

Meget er sket i de tretten år, siden vi sidst fysisk var sammen med hende på fødselsdagen. 22 år var hun dengang, havde været i Paris i tre måneder for at opleve verden, arbejdet ved en bager, arbejdet ved landmanden og nu på vej til højskoleophold for kreative mennesker. Det var en god og barsk oplevelse. Der var mange med rundsave på albuerne, som allerede havde lært, at hvis du vil frem i det kreative miljø, så skal du "brænde" igennem og vise, at du er den, man skal satse på.

Sidenhen fulgte der år med forskellige veje, der skulle undersøges og udforskes for derefter først at tage en tekstilhåndværkeruddannelse og dernæst en uddannelse i visuel kommunikation. Fast arbejde blev afprøvet med succes og nedlukningen i marts gav så muligheden for at mærke efter, at freelancevejen var den vej, der var rigtigst at gå.


København blev forladt i sommer og nu er datteren nordjyde igen. Jeg er så stolt af hendes mod til at turde tro på sig selv og sine ideer. Det må være hårdt indimellem i et land, der er lukket ned, at bosætte sig alene langt væk fra byernes liv. Vennerne fra 13 år siden er spredt for alle vinde, og man kan ikke rigtig komme til at dyrke nye interesser og fællesskaber. Men hun klarer det godt.

Det giver os mulighed for at lære hinanden at kende på ny. Datteren er voksen og har sine meninger, og nu skal hun lære sine forældre at kende i dagligdagsperspektivet. Nu er vi ikke sådan nogen, man kun ser en gang imellem. 

Kære datter, hjertelig tillykke med de 35 år. Du er en kilde til inspiration for din mor. Du udfordrer mig, tvinger mig til at se verden på en anden måde og du får mig til at reflektere over livet. Tak fordi du er dig og at du har modet til at være dig. Må livet åbne sig på ny, så du kan få lov til at udfolde dig i fællesskab med andre.




fredag, januar 01, 2021

Godt nytår og velkommen verden

 Jeg har levet i min egen boble den sidste uge. Qua datterens halsbetændelse (hun er negativ (det mest positive ord i dette år) og frisk igen) afstod vi fra julekomsammen med andre, så vi har blot været os tre. 


Nu åbner min verden sig igen, jeg havde en tolvtimers dagvagt i går ( den er årsagen til at jeg ikke skulle arbejde i julen og den er selvvalgt). Den blev god, travl, men med tid til at være noget for patienter og hinanden. Min drillenisse havde pyntet mit omklædningsskab til Nytåret.


Da jeg kom hjem ved halv otte tiden i går aftes, havde datteren dækket smukt og festligt nytårsbord. Hun havde fravalgt sin nytårsferie til København, syntes ikke lige det var tiden til at tage derover, og så valgte hun at holde nytårsaften sammen med os. Vi havde købt en tre-retters menu fra Skulpturparkens cafe, det var lækkert og nemt at gå til. Landmanden sørgede for vine til menuen.

Det blev en dejlig aften med tid til snak. Vi nåede også en nytårssnak med søn og svigerdatter i Leksvika. Jeg tog mig en lille powernap før nytåret blev kimet ind med Rådhusklokkerne. Vi skålede i den gode champagne, en gave fra min region til mig og alle de øvrige ansatte i regionen. Udenfor var der overskyet, så havde naboejendommen ikke købt fyrværkeri, havde vi ikke set et eneste et af slagsen. Vi kunne høre det brage i byerne omkring mosen.


I klart vejr kan vi se  fyrværkeri i Aabybro, Brønderslev, Pandrup og Biersted. Vi bor nemlig i centrum for alle de omkringliggende byer. De blev grundlagt omkring den store ufarbare mose. Nu drøner biler på kryds og tværs gennem mosen. Meget af den er opdyrket og her avles de bedste kartofler. Om føje år er det nok også en saga blot, hvis man skal tro politikerne. De kan påvirke vores fremtid og gøre vores fremtid til en anden end den vi havde drømt om. Det gider jeg ikke bekymre mig om lige nu, endsige tænke på, nu vil jeg fokusere på det, der gør mig glad.


Juletræet byder mig velkommen i stuen hver dag, vinduernes pynt gør det hyggeligt at kigge rundt. Julekrybbens lys og den lille trækirkes lys lyser i mørket. Jeg elsker mit julepyntede hus, og jeg nyder at det ingen hast har med at fjerne pynten. #julenvarertilHelligtrekonger. 

Det nye år blev budt velkommen med noget, jeg har drømt om længe - en dukkert i Vesterhavet på årets første dag. Datteren var frisk og hjalp mig til at holde fast i min drøm og gøre den til virkelighed. Landmanden agerede chauffør og fotograf. Det var hundehamrende koldt, men ikke desto mindre gjorde vi det to gange - løb fra armene i bilen udi det kolde gys. Du kan se filmen på min instragramprofil og billedet nedenfor.


Vi nød det varme vand i bruseren og varmen fra brændeovnen herhjemme igen. Datteren havde i går lavet kartoffelblinis med rejer i dild, som hun og faderen nød til dronningens nytårstale. Heldigvis var der rigeligt, så jeg fik lov at smage dem til frokosten sammen med lækre hapser bestående af salatblade, laksemousse og granatæblekerner. Det blev nydt sammen med den sidste champagne.


Nu slapper vi af på hver sin måde, 2021 er i gang. Det er 21 år siden, at jeg startede på min arbejdsplads efter at have været væk fra sygeplejen i 11 år. Jeg synes selv, at det er en helt fantastisk rejse, jeg har været på. Og jeg er taknemlig for alt det den rejse har lært mig. I dag gik jeg ind på en af de største internationale databaser for medicin og sygepleje og søgte på vores artikel. Jeg blev så glad for, at den også dukkede op der. Det havde jeg ikke forestillet mig for 21 år siden, hvor jeg blot var så lykkelig for, at nogen ville have mig som sygeplejerske, en landmandskone, som havde arbejdet med landbrug, regnskab, børnegymnastik og FDF i de 11 år, hun ikke havde været sygeplejerske. 

Hvad mon året byder på? Hvor mon jeg er, når året rinder ud? Hvad vil jeg gerne fylde i mit liv? Der er flere spørgsmål end svar. Og det er helt i orden. Godt nytår til dig, og tak fordi du læser med her på trods af at blogsfæren er ved at være en gammel dinosaur, men vi holder ud og ved.