Så fik vi snestorm

 Det har ikke ændret, at jeg elsker sne, men den gav mig godt nok nogle problemer i går.

Jeg var beredt, kørte en halv time før i går morges og sad og smålo i bilen, for det regnede bare, ingen sne og ingen blæst. Hvor mon den snestorm blev af ? Varslet lød fra kl 6 i min kommune.

Der var som vanligt travlt på afdelingen med mange patienter, også på gangen og med brandvagt tilkoblet. I går fik jeg dog lov til at have min vanlige funktion og fik nogle opgaver ordnet.  Klokken blev lidt over 15, inden jeg kom ned og fik skiftet. 

Jeg kunne godt se at det blæste og der var kommet en del sneslud. Da jeg gik over til min bil, mærkede jeg vindens kraft og sneens mange fnug på mit ansigt. Men egentlig havde jeg stadig ikke forstået, hvor kaotisk det ville blive.

Først da jeg måtte bakke ned fra den lille bakke ud fra poarkeringspladsen og give bilen lidt mere gas for at komme op (og jeg har vinterdæk på), begyndte jeg at forstå. Der gik en halv time, fra jeg kørte ud på parkeringspladsen, til jeg var på Vesterbro ud for sygehuset. Det drejede sig om 200 meter.

Det meste af tiden holdt jeg stille, så kom jeg ca 10 meter frem og så fremdeles. Ambulanceførerne fik brug for alle deres kompetencer for at komme forbi biler, der ikke kunne køre til den ene eller anden side. Da der var gået 2 ½ time, var jeg rykket 1000 meter frem. Jeg drak te, spiste banan, skrev på instagram. Flere biler havde problemer med at komme frem, hjulene kørte blot rundt og rundt. I de biler, hvor de var flere, hoppede folk ud og skubbede for at holde gang i trafikken.

Der poppede beskeder op fra min datter, Liselotte og to kolleger, at de havde sovepladser klar. Men jeg ville gerne hjem.

3½ time efter jeg startede, var jeg nået over Limfjordsbroen, jeg måtte køre forbi en bil, en bus, en lastvil og en varevogn, som ikke kunne køre op ad den lille bakke til broen. På det tidspunkt havde jeg drukket en liter te , så resten af turen hjem kom knibemusklerne på overarbejde. De klarede jobbet!

Fra Nørresundby gik det stille og roligt. Det føg meget, der var glat og sigtbarheden var indmellem stærkt reduceret. Men frem kom jeg med 20 - 40 km i timen. 

4½ time efter kørte jeg fast på gårdspladsen. Nu kunne knibemusklerne næsten ike mere, så jeg lod bil være bil og styrtede ind  på toilettet. Landmanden fik lov til at køre lidt frem og tilbage for at kunne forcere snemasserne, så bilen kom i garage.

Jeg sank sammen i sofaen, fik min aftensmad og så en julefilm, inden det blev sengetid.

I dag stod jeg tidligt op, landmanden havde lovet at køre mig ind. 

Heldigvis havde blæsten lagt sig, og selv hen forbi os havde de ryddet vejen, hvilket normalt først sker om eftermiddagen. Så vi kørte 20 - 40 km i timen og jeg kom på arbejde til tiden. Flere kolleger fra aftenvagtholdet i går gik i dobbelt vagt, fordi nattevagter ikke kunne komme ind. Der var massiv overbelægning, fordi de patienter, der skulle have været videre i går, ikke kom det.

Der var også kolleger, der ikke kom hjem i går, en tog tilbage og arbejdede i aftenvagten og sov på et kontor i nat. En anden måtte vende om og finde logi i Aalborg. Jeg aflyste mit projektarbejde i dag og hjalp med at få patienterne givet mad og medicin samt fik nogen af dem gjort klar til overflytning.

Alle var trætte, da aftenvagterne mødte ind, og de så helt trætte ud, fordi de manglede faste folk og derfor havde vikarer med. Vikarerne gør, hvad de kan, men der er meget, de ikke kan. Og med en afdeling, hvor der er flere isolationsstuer med covid-patienter og mange på gangen, fordi folk heller ikke var blevet hentet, da vi gik, så forstår jeg godt, at de så trætte ud på forhånd (måske nogen af dem også havde haft den hårde vagt i går aftes). Jeg håber inderligt, at de får en god vagt.

Turen hjem gik også med 20 - 40 km i timen. Vi havde dog te med og jeg havde købt chokolade i sygehusets cafe, så vi hyggede os på hjemturen.

Der er smukt udenfor og lyskæderne/lystræerne tager sig godt ud sammen med sneen. Jeg elsker stadig sne.