Hvad skal jeg mene?

Hvad skal jeg mene?

Da jeg læste det, kunne jeg mærke dybt inde i mig, at det ikke er i orden. Ikke fordi det har en betydning for mig, for jeg kan til en hver tid fremvise corona-passet. 

Region Nordjylland har besluttet, at fra i morgen skal alle medarbejdere i region Nordjylland kunne fremvise Corona-pas på forespørgsel. Jeg har en formodning om, at der er sundhedspersonale, der ikke er vaccineret. Der kan være mange årsager til, at man ikke ønsker at lade sig vaccine. F.eks. at man har fundet studier, der underbygger hypotesen om, at har man haft covid, har man immunitet, så hvorfor så lade sig vaccine? Eller andre, der med studier og ordentlige forskere i ryggen, ikke mener, at vi alle skal lade os vaccinere, men at det er de sårbare grupper, der skal vaccineres. Blandt andet fordi vi ikke kender til langtidseftervirkningerne af vaccinen. Fuldstændig som vi gør ved influenzavaccinen.

Jeg vælger at følge de forskere, som anbefaler 3. stik og når vi er på den anden side af jul bestiller jeg tid (orker ikke at blive syg lige nu, som mange af mine kolleger blev efter 3. stik) Jeg har også haft covid efter mine to vacciner, så jeg anses i myndighedstankegang som værende immun i 6 måneder fra den positive testdag.

MEN kravet betyder, at regionens medarbejdere skal testes hver 3. døgn året rundt for at have et coronapas. Du kan hævde, at når man arbejder med sårbare mennesker, så er det et legitimt krav. men jeg oplever alle som værende dybt ansvarlige og forsøge at overholde alle krav og lader sig teste ved mindste mistanke. Jeg har mere regionen mistænkt for at ville undgå sygdomme/isolation blandt personale, fordi vi er så hårdt presset. Det er virkelig slemt på mit sygehus, og jeg tror at alle krydser fingre for, at der ikke sker alvorlige fejl på grund af arbejdspresset, mange nye (fordi de gamle rejser) og mange dårlige patienter.

Jeg står alene med denne holdning, når jeg drøfter det med mine tætteste sparringspartenere i sygeplejen, så jeg er også meget i tvivl. Det føles bare forkert på en eller anden måde.

Forventningens glæde forstyrres

Fordi landmanden ikke kan komme med til Norge, kan jeg skrive om min forestående rejse til Trondheim. Jeg glæder mig til at se den lille familie igen. Jeg glæder mig til at se min datter møde sin lille nevø for første gang. Jeg glæder mig til, at min søn og datter ser hinanden for første gang i over et år. Jeg glæder mig til at se min svigerdatter og datter finde hinanden igen efter ikke at have set hinanden i 1 år og 8 måneder.

Men tvivlen og angsten kommer krybende, fordi Norge har strammet deres indrejsekrav. Min datter og jeg har begge gyldigt coronapas, som Norge accepterer. Men det jeg pludselig kom i tanke om i brusebadet i går var: jeg har jo haft covid, det har udløst et coronapas, så ingen ko på isen der. MEN det siges, at man kan teste positiv op til 12 uger efter smitten. OG Norge forlanger, at alle testes, når man er kommet til Norge. I morgen er det 8 uger siden, jeg blev testet positiv for covid. Hvad nu hvis testen på fredag er positiv, så skal jeg i karantæne og kan så flyve hjem igen, inden jeg får lov at se den lille familie. Eller vil de norske myndigheder repræsenteret ved noget lufthavnspersonale rubricere det som relateret til min coronasygdom for 8 uger siden? Jeg har tænkt mig at ringe til nogen i morgen, som forhåbentlig kan hjælpe mig med min bekymring.

Lad som om ingenting sker

Det er min strategi lige nu, så jeg køber julegaver. Om ikke andet, så kan min datter tage de kufferter med , så den lille familie får deres julegaver. Forleden dag fik S min adventspakke langt om længe med en lille nissehuse og en undertrøje/vest. Jeg har ikke stor succes med at sende pakker til Norge. 2 ud af tre har der været bøvl med. Vi fik billede af den lille gut med nissehuen på. Han er krammeelskelig og jeg er vild med hans glimt i øjnene. Han ser så tillidsfuld ud og er nysgerrig på sin omverden. 

Nissehuen mangler en kvast, jeg kunne ikke nå at lave den (forstod ikke helt opskriften på det punkt), men den skal laves, inden jeg tager derop, for jeg satser på, at jeg selv kan sy den i huen. Ellers må datteren gøre det. Hvis du har en nem opskrift på at lave en kvast til en hue (ikke en pompon) må du meget gerne hjælpe mig til at finde den.

Dagene går med hast

Fredag fik jeg en af de dage, hvor livet bare vendte forkert, så jeg tog den med ro. Fyldte kærlig omsorg til mig selv i dagen og lidt efter lidt fik jeg humøret og energien tilbage, blandt andet med en gåtur og en shoppetur sammen med gemalen. Lørdag var vi til 50 års fødselsdag, den startede kl 13 og varede meget længere end jeg havde troet. Så vi var først hjemme sidst på aftenen. Det var en skøn fest med masser af indslag og god mad. 

Så i min vanlig tidsoptimistiske stil skulle min søndag bruges til utroligt meget. Jeg kommer frem, men ikke som hvis jeg havde skrevet en bog om en 64 årig kvinde, der pludselig forvandledes til en tornado og kunne se på et fint, rent julepyntet hjem med duften af nybagte småkager, da hun taknemlig sank ned i sofaen ved midnatstid med et krus te, en småkage og en god julefilm. Det kommer ikke til at ske, men det, der kommer til at ske, er at jeg nu trækker i varmt tøj og går en tur i skumringstimen. Det er noget, der dur og gør mig glad.

Må du få en dejlig adventssøndag med tid til dig og det, du synes er godt for dig.