søndag, marts 31, 2019

Snydt for en lys morgenstund

I disse dage trænger jeg til søvn, mere end vanligt, for jeg får faktisk mine syv timer de fleste nætter før arbejdsdage. Så weekendens fridage bruges til at gå tidligt i seng inden klokken 21, og så vågner jeg af mig selv ved seks tiden. I morges vågnede jeg, så på mobilen: 6.20, men lyset udenfor stemte ikke. I går var der lyst ved denne tid. Sammenhængen gik først op for mig, da jeg kom ud på badeværelset og så på det lille vækkeur. Det er ikke synkroniseret med verden udenfor gården, så det viste 5.25.

lørdagens morgenvandring

Nåh ja, i dag starter sommertiden. Øv, det betyder, at lyset først for alvor får magt, når jeg parkerer min bil på sygehusets parkeringsplads tyve i syv i morgen tidlig. Jeg har ellers nydt de lyse morgener herhjemme, efter vi kom hjem fra Finland. Heldigvis kommer de snart igen.

EU har taget en beslutning om at afskaffe de to tider, det mangler dog en afstemning i Minister-rådet, og det får først konsekvens i 2021, hvis det godtages. EUlandene må selv bestemme, om de vil holde sig til sommertiden eller vintertiden. Herhjemme er der delte meninger, om hvilken tid vi så skal holde fast i. DGI stemmer for sommertid, for det giver længere lyse aftener til fritidsaktiviteter. Dele af erhvervslivet stemmer for vintertid, for det giver flere lyse timer i vinterhalvåret. Jeg ved ikke, hvad jeg helst vil have. Hvilken tid ville du stemme for?

pause før der blev fejet
 I går blev gårdspladsen gået gennem for ukrudt, de sidste vinterkrukker blev tømt, højbedene fik fjernet vinterblomsterne, fliserne op langs stuehuset blev fejet, og det føltes godt at være ude i den friske luft. Samtidig har de tidlige morgener betydet morgenvandring på 4 km for mit vedkommende, det har været skønt.

God søndag til dig, hvad mon du fylder i din dag i dag?

søndagens morgenvandring




torsdag, marts 28, 2019

Det ku jeg godt have fortalt dem

Og så sad jeg der, det var tid for Kender du Typen. Og så zoomede de ind på huset og hunden, som hed Sonja. Og så vidste jeg, hvem der boede der. Og enten følger Anne Glad ikke med på typens blog/instagram eller også lod hun som om, hun ikke kendte typen. For selv om jeg kun følger bloggen, så har jeg hørt om Sonja, og at typen elsker Halloween. Og jeg vil sige, at som læser, så var der intet af det, der kom frem, som overraskede mig. Så typen måtte erkende som Bertel Haarder, at her går man og tror man er unik, og så er man en type.

Nu hvor Alene i Vildmarken er slut, savner jeg lidt landmandens og min hyggeaften foran fjernsynet, for det kunne vi begge godt lide at se. Sidste afsnit blev set i Finland på computeren efter dag 2 på snescooter. Det var dejligt afslappende, jeg havde dog så ondt af, at Mette måtte give op pga lægeligt råd. Det var klogt gjort, man skal ikke sætte sit liv på spil for en konkurrence. Men hold da op, hvor var hun bare sej, og sikke en kreativitet og målrettethed, hun besad. Og så nød jeg at læse hendes svar til seerne bagefter, hun fremstod så sympatisk. Jeg havde virkelig troet på, at hun ville vinde. Så det resultat ku jeg ikke have fortalt dig.

At jeg overvandt trætheden efter to hektiske dage og fik revet mig løs fra kabalerne på mobilen, var jeg ikke sikker på, før jeg stod ude på gårdspladsen. Så det ku jeg heller ikke have fortalt dig.Nu sidder jeg med en god fornemmelse i kroppen efter 25 minutters aftenvandring.

God aften til dig





tirsdag, marts 26, 2019

Vildmarkstur på snescooter, del 3 med sne og rener



Morgenen startede som alle de andre morgener med lækker morgenmadsbuffet, bagefter skulle vores bagage fragtes tilbage til det første hotel. Turlederne havde været nede og starte alle scooterne og banke dem fri for sne.

Turen denne dag skulle egentlig være startet med 40 km i natursne, altså spor, som ikke blev præpareret om morgenen, og over et bjerg. Det måtte de aflyse, der var kommet 15 cm sne om natten og sigtbarheden var ringere end dagen før, så det ville være for farligt.




Heldigvis kom vi til at køre lidt op ad bjerget, fordi vores turleder lige var lidt uopmærksom. Det gjorde ikke noget, skoven og træerne var så smukke med ny sne overalt.




Udover søen

Pga den ændrede rute måtte vi køre tilbage forbi ishotellet og derefter tog vi den udover tundraen og søerne. Det er ikke for ingenting, at Finland kaldes for de tusinde søers land.Undervejs hvor vi holdt pause for at vente på de andre, så jeg en hvid fugl under granerne. Det var kun, fordi den lige bevægede sig, mens vi holdt stille, at jeg så den. Ellers gik den i et med sneen.

pause



Vi var blevet lovet, at turen ikke ville være så fyldt med bump som forrige dag. Det holdt ikke stik, vi blev i den grad rystet, og selv om vi lagde os ned bagi i gruppen, så kørte vi også der med en hurtig fart. Det gjorde ikke noget, men det var godt med pauser til at få musklerne rystet på plads.

Frokosten denne dag blev inde i Kittilä. Egentlig må snescootere ikke køre på almindelige veje, men det var vi nødt til for at nå hotellet, som lå midt i byen. Igen fik vi en buffet med alskens godt, de var gode til at lave lækre grøntsager.


Vinterlandskab


På vej over endnu en sø

Turen fortsatte videre op mod Levi med kurs mod en samehytte og en rensdyrfarm. Det er sjældent, man ser vilde rener, de fleste rener er husdyr.




Jeg syntes, det var syd for renerne, at de var bundet til en pæl, men det skyldtes, at det var unge rener, som skulle gøres tamme. På den måde kunne samen komme rundt til dem og håndfodre dem og snakke med dem. Man kune også købe sig adgang til at fodre dem.

Inde i samehytten fik vi en kop varm kakao, og på en væg stod en fugl udstoppet, som godt kunne ligne den fugl, jeg havde set. Dog var den ikke hvid. Inden rejsen var slut, fandt jeg dog ud af, hvad fuglen hed, for i en tøjbutik så jeg den hvide fugl applikeret på luffer, og den unge mand løftede ikke et øjenbryn, da jeg spurgte ham, hvad den fugl hed. Han brugte google translate og kunne fortælle mig at navnet var willow grouse, på finsk en riekko, på dansk en dalrype.


rener i sigte




Efter besøg hos rensdyrfarmen kørte vi rundt om Levi/Sirrka, vi kom også ud på den store sø tæt på Sirrka. Her mødte vi både skiløbere og folk på snesko.

Hjemme på hotellet kunne vi skrive 150 km på dagens tur. Vi var godt mørbanket, og vi snuppede lige en lur, inden vi alle mødtes til fælles aftensmad. Bagefter tog vores turleder os med en tur rundt i byen, så vi næste dag kunne beslutte os for, hvad vi gerne ville foretage os.

Når man rejser i en gruppe, er det altid spændende, om man kan snakke sammen. Det var der ingen problemer med. Køreturene rystede os sammen og vi nød alle sammen de spændende ruter og en anderledes måde at opleve et land på.

der slappes af mens de andre får tanket deres scooter




søndag, marts 24, 2019

STOP


Jeg sidder og kigger billeder igennem til næste indlæg om Finland og får bare lyst til at sige stop, købe en billet og tage tilbage.

Hverdagen er tilbage for fuld hammer, jeg har haft arbejdsweekend. Det har været godt og hyggeligt, men også travlt, så jeg er træt. Dog ikke travlt på den måde, hvor jeg følte, at jeg konstant var bagud, men travlt som i at der var noget at se til hele tiden.

Jeg har været trombolysevagt, og har været af sted to gange i dag. Så får man gået nogle skridt. I morgen er der atter en arbejdsdag, tirsdag er fridag, onsdag er det kursusdag for mine nye kolleger med mig som eneunderviser fra 7-15, derefter skal jeg undervise patienter og pårørende fra 17 - 19. Torsdag er jeg af sted hele dagen til Hammel. Fredag er det projektdag med vejledning. Det vil sige på ni dage har jeg én fridag, det var prisen for at komme af sted til Finland. Men jeg gad stadig godt gøre det igen.




fredag, marts 22, 2019

Vildmarkstur på snescooter, del 2 med besøg på et ishotel

Advarsel: mange billeder, fordi jeg ikke kan vælge. Jeg ser ikke Game of Thrones, så jeg har ikke en chance for at kende motiverne.


Vores første dag på snescooter havde stop hos Finlands største ishotel, 200 km nord for polarcirklen. Her skulle vi have frokost. Heldigvis var restauranten opvarmet og ikke bygget af sne. Frokosten bestod af suppebuffet, vi kunne få tre forskellige slags supper, jeg nåede kun to, en lækker laksesuppe og en kyllingesuppe, begge med masser af grøntsager, og så var jeg mæt.

nej det var ikke her, vi spiste vores suppe
 Mens vi holdt udenfor, kom der store trucks med store isblokke hentet fra den dybfrosne sø. De blev kørt i kølehus, så var de klar til at blive skåret i, når frosten var tilstrækkelig i oktober til at bygge hotellet. Kunstnere fra hele verden kom for at hugge/skære i isblokkene og skabe årets tema for hotellet. Sammen med pulveriseret sne skaber det ishotellet. Sidste sæson og denne sæson var temaet Games of Thrones.




Mens vores turleder passede på vores bagage, gik vi på opdagelse i ishotellet. En del er reserveret til overnattende gæster, resten er beregnet til alle vi andre. Der var rigeligt at se på, den ene fantastiske skulptur efter den anden.






Billeder kan faktisk slet ikke gengive skønheden og detaljerne. Hvis man skulle overnatte, fik man en særlig slags sovepose og pude at sove i/på, men det ville nu være besværligt at komme på toilettet om natten. For først skulle man ud af sin sovepose, så skulle man have ekstra tøj og sko på, og til sidst skulle toilettet findes. Værelserne havde ingen døre, men to halvvægge forskudt for hinanden.



Man følte sig i en magisk verden, og overalt var der detaljer at kigge på. Som du måske kan se, er sengen bygget af is med en special madras lagt i.

jeg ville nu betakke mig for at vågne midt om natten med ham her stirrende på mig


Jeg var vild med træet midt i hotellet med de blodrøde blade, gad vide om det har et navn i serien?



til venstre i billedet kan du se glasdøren til et værelse

Hver gang vi troede, at nu var vi da færdige med at se værelser, dukkede nye op. Jeg har endda ikke vist jer alle billeder, for dem med rødt/gult lys på værelserne gjorde det svært at fange skulpturerne. Flere af værelserne rummede flere senge i forskellige variationer






Jeg har læst et sted, at der bruges 20 millioner tons sne og 350.000 kilo krystal-is til hotellet. Selv om vi forsøgte at nå vidt omkring, kom vi pludselig i tidsnød, da vi også gerne lige ville nå en kop varm kakao, inden vi skulle videre på vores tur. Hvis du vil læse mere om den første dag på snescooter, kan du gøre det her.




onsdag, marts 20, 2019

Vildmarkstur på snescooter , del 1 blandt andet med et bjerg som ikke blev besteget

Første dag gik med at rejse.  Først fløj vi fra Aalborg til København, derefter videre til Helsinki og så til Kittilä i Lapland. Det sidste stykke til Levi foregik i bus. Levi er Finlands største skiområde. Vi mødtes med vores danske turleder og indehaver af rejsebureauet Snescooterrejser.dk, Henrik i Kittilä. Vi havde haft forsinkelser, så efter finsk tid var vi tæt på midnat ( de er en time foran os). Vi fik instrukser om det overordnede i bussen. På hotellet blev vi indkvarteret, og så mødtes vi til en kort introduktion til næste dags tur, inden vi godt trætte faldt i søvn.

Denne udgave af snescooterrejser kaldes vildmarkstur, fordi vi ikke kørte ud fra samme hotel alle dage. Hvilket betød, at vi kunne komme længere væk fra byerne og køre steder, hvor der ikke kom så mange andre snescootere. Det betød også, at vi skulle have vores bagage fragtet til næste hotel om morgenen, mens vi prøvede termodragter, hjelme, handsker og inderhuer. Snart var alle klar til afgang. Jeg havde som den eneste af de fem kvinder valgt ikke at køre selv. Til gengæld havde vi valgt en større scooter med et behageligt bagsæde. Havde jeg ikke lyst til at prøve at køre? Jo hvis jeg havde kunnet prøve en kort køretur uden nogen foran og bag mig, men ikke to dage. Jeg elsker at sidde bagpå motorcyklen, jeg elsker at dele vilde oplevelser med landmanden. Hans vildskab kombineret med hans gode køreevner gør, at jeg er helt tryg og samtidig også føler mig lidt vild, f.eks. når vi lægger os næsten helt ned i hårnålesving i de sydeuropæiske bjerge.

Vores skønne køretøj, som flere af mændene godt gad køre.

Jeg ligner en ninja med min røde hjelmhue

Jeg var blevet advaret om, at det ville føles helt anderledes som bagsædepassager på en snescooter. Tro mig, det var det, men det var det også for landmanden. Vi bumpede af sted i god fart, turlederen kørte det, vi måtte, og selvom det kun er 60 km på sporene i skov og på tundraen og 80 km på søer, så føltes det som de vildeste ture på motorveje tilsat ujævnheder. Jeg havde nok at gøre med at holde mig fast, inderlårsmusklerne blev i den grad brugt for at finde balancen, og jeg opgav hurtigt visionen om at filme og fotografere i den fart. Det er dog blevet til enkle små film, godt rystet, og billeder.




Turen foregik ved, at vi kørte efter hinanden og indimellem blev der gjort små stop, så de sidste blev samlet op. Alle skulle køre i deres egen fart, så hurtigt kom de, der gerne ville køre stærkt, op foran, lige efter turlederen. Der var en ekstra turguide med, Mikkel, som dannede bagtrop. Den første dag kørte vi med foran, og den kvinde, der kørte bag os, kunne fortælle, hvordan hun først så landmandens hjelm hoppe, så hoppede min og til sidst kom min rygsæk. Ikke så sært at jeg var mørbanket i skuldre og lår.

Meget af turen foregik enten igennem skov eller over tundraen. På tundraen var der mange små søer eller meget fugtige områder, men det mærkede vi ikke noget til udover ujævnhederne. Til gengæld kunne jeg nemt se forskel på tundraen og skoven. På tundraen var der sparsom trævækst, træerne stod spredt, også der hvor der om sommeren var vand. Derudover kørte vi over regulære søer.  Vejret var overskyet og indimellem sneede det, men temperaturen var tæt på frysepunktet.

pause på tundraen



pause i skoven

på vej udover en sø


 Indimellem var det svært at se sporene. Sporene var kun beregnet til snescootere, de blev krydset af regulære veje til biler og spor til langrendsløbere. Så vi skulle holde godt øje, der var dog fint skiltet med stopskilte eller advarselsskilte.




En bilvej

Frokosten den dag blev indtaget ved et ishotel, Finlands største. Det var så flot og var en smuk oplevelse, så det får sit eget indlæg.

Derefter skulle vi op over Ylläs bjerget på vej til vores overnatningssted i Äkälompolo. Den første del af turen gik godt, sneen var løs, det var svært at se sporet og pludselig sænkede tågen sig. To af scooterne kørte fast i sneen, en anden væltede med sin scooter, fordi sneen var meget løs i siden af sporet. Alle kom dog op og alle fik vendt scooterne. Det var for farligt at forsøge at køre op over bjerget.

Ylläs bjerget i det fjerne

skiløbere på deres spor 

på vej opad bjerget


tågen sænker sig

udsigten udover søer, skove og tundraen




 I stedet for kørte vi rundt om bjerget. Undervejs holdt vi en kaffepause, de fleste af os fik dog varm kakao og jeg nød loftet i cafeen. Udenfor stod snescootere parkeret, ski stod i deres stativer og vandrere havde slæder med til deres børn. Et aktivt udeliv, som gav frisk luft og gjorde én naturligt træt. Vi kunne efterhånden alle mærke, at vi kun havde sovet fem timer om natten.  Det skulle blive godt at komme hen til hotellet.


Først skulle alle scooterne tankes. en efter en kørte deltagerne hen til tanken, hvor turlederen tankede op. Imens kunne vi andre se os omkring, blandt andet på den store udgave af et rensdyr.


Bagagen var ankommet til hotellet, og her fik jeg indviet saunaen på værelset. Det var der på begge hoteller, det blev dog kun denne ene gang, at jeg fik brugt den. Jeg havde taget for lidt strømper på og følte mig gennemkold, så jeg nød at blive gennemvarmet.

Alle aftener spiste vi sammen og vi faldt hurtigt i snak. Denne aften præsenterede vi os kort, så nu vidste vi, at der var 3 sjællændere, en fynbo, fire sønderjyder, seks midtjyder, en nordjyde (mig) og en vendelbo (landmanden) med på turen inklusiv de to turledere.

i det fjerne Ylläs bjerget


Mørbanket og trætte gik vi i seng efter 100 km på snescooter. Der var ingen problemer med at falde i søvn.