Vildmarkstur på snescooter , del 1 blandt andet med et bjerg som ikke blev besteget

Første dag gik med at rejse.  Først fløj vi fra Aalborg til København, derefter videre til Helsinki og så til Kittilä i Lapland. Det sidste stykke til Levi foregik i bus. Levi er Finlands største skiområde. Vi mødtes med vores danske turleder og indehaver af rejsebureauet Snescooterrejser.dk, Henrik i Kittilä. Vi havde haft forsinkelser, så efter finsk tid var vi tæt på midnat ( de er en time foran os). Vi fik instrukser om det overordnede i bussen. På hotellet blev vi indkvarteret, og så mødtes vi til en kort introduktion til næste dags tur, inden vi godt trætte faldt i søvn.

Denne udgave af snescooterrejser kaldes vildmarkstur, fordi vi ikke kørte ud fra samme hotel alle dage. Hvilket betød, at vi kunne komme længere væk fra byerne og køre steder, hvor der ikke kom så mange andre snescootere. Det betød også, at vi skulle have vores bagage fragtet til næste hotel om morgenen, mens vi prøvede termodragter, hjelme, handsker og inderhuer. Snart var alle klar til afgang. Jeg havde som den eneste af de fem kvinder valgt ikke at køre selv. Til gengæld havde vi valgt en større scooter med et behageligt bagsæde. Havde jeg ikke lyst til at prøve at køre? Jo hvis jeg havde kunnet prøve en kort køretur uden nogen foran og bag mig, men ikke to dage. Jeg elsker at sidde bagpå motorcyklen, jeg elsker at dele vilde oplevelser med landmanden. Hans vildskab kombineret med hans gode køreevner gør, at jeg er helt tryg og samtidig også føler mig lidt vild, f.eks. når vi lægger os næsten helt ned i hårnålesving i de sydeuropæiske bjerge.

Vores skønne køretøj, som flere af mændene godt gad køre.

Jeg ligner en ninja med min røde hjelmhue

Jeg var blevet advaret om, at det ville føles helt anderledes som bagsædepassager på en snescooter. Tro mig, det var det, men det var det også for landmanden. Vi bumpede af sted i god fart, turlederen kørte det, vi måtte, og selvom det kun er 60 km på sporene i skov og på tundraen og 80 km på søer, så føltes det som de vildeste ture på motorveje tilsat ujævnheder. Jeg havde nok at gøre med at holde mig fast, inderlårsmusklerne blev i den grad brugt for at finde balancen, og jeg opgav hurtigt visionen om at filme og fotografere i den fart. Det er dog blevet til enkle små film, godt rystet, og billeder.

Turen foregik ved, at vi kørte efter hinanden og indimellem blev der gjort små stop, så de sidste blev samlet op. Alle skulle køre i deres egen fart, så hurtigt kom de, der gerne ville køre stærkt, op foran, lige efter turlederen. Der var en ekstra turguide med, Mikkel, som dannede bagtrop. Den første dag kørte vi med foran, og den kvinde, der kørte bag os, kunne fortælle, hvordan hun først så landmandens hjelm hoppe, så hoppede min og til sidst kom min rygsæk. Ikke så sært at jeg var mørbanket i skuldre og lår.

Meget af turen foregik enten igennem skov eller over tundraen. På tundraen var der mange små søer eller meget fugtige områder, men det mærkede vi ikke noget til udover ujævnhederne. Til gengæld kunne jeg nemt se forskel på tundraen og skoven. På tundraen var der sparsom trævækst, træerne stod spredt, også der hvor der om sommeren var vand. Derudover kørte vi over regulære søer.  Vejret var overskyet og indimellem sneede det, men temperaturen var tæt på frysepunktet.

pause på tundraen

pause i skoven

på vej udover en sø

 Indimellem var det svært at se sporene. Sporene var kun beregnet til snescootere, de blev krydset af regulære veje til biler og spor til langrendsløbere. Så vi skulle holde godt øje, der var dog fint skiltet med stopskilte eller advarselsskilte.

En bilvej

Frokosten den dag blev indtaget ved et ishotel, Finlands største. Det var så flot og var en smuk oplevelse, så det får sit eget indlæg.

Derefter skulle vi op over Ylläs bjerget på vej til vores overnatningssted i Äkälompolo. Den første del af turen gik godt, sneen var løs, det var svært at se sporet og pludselig sænkede tågen sig. To af scooterne kørte fast i sneen, en anden væltede med sin scooter, fordi sneen var meget løs i siden af sporet. Alle kom dog op og alle fik vendt scooterne. Det var for farligt at forsøge at køre op over bjerget.

Ylläs bjerget i det fjerne

skiløbere på deres spor 

på vej opad bjerget

tågen sænker sig

udsigten udover søer, skove og tundraen

 I stedet for kørte vi rundt om bjerget. Undervejs holdt vi en kaffepause, de fleste af os fik dog varm kakao og jeg nød loftet i cafeen. Udenfor stod snescootere parkeret, ski stod i deres stativer og vandrere havde slæder med til deres børn. Et aktivt udeliv, som gav frisk luft og gjorde én naturligt træt. Vi kunne efterhånden alle mærke, at vi kun havde sovet fem timer om natten.  Det skulle blive godt at komme hen til hotellet.

Først skulle alle scooterne tankes. en efter en kørte deltagerne hen til tanken, hvor turlederen tankede op. Imens kunne vi andre se os omkring, blandt andet på den store udgave af et rensdyr.

Bagagen var ankommet til hotellet, og her fik jeg indviet saunaen på værelset. Det var der på begge hoteller, det blev dog kun denne ene gang, at jeg fik brugt den. Jeg havde taget for lidt strømper på og følte mig gennemkold, så jeg nød at blive gennemvarmet.

Alle aftener spiste vi sammen og vi faldt hurtigt i snak. Denne aften præsenterede vi os kort, så nu vidste vi, at der var 3 sjællændere, en fynbo, fire sønderjyder, seks midtjyder, en nordjyde (mig) og en vendelbo (landmanden) med på turen inklusiv de to turledere.

i det fjerne Ylläs bjerget

Mørbanket og trætte gik vi i seng efter 100 km på snescooter. Der var ingen problemer med at falde i søvn.