At lytte til sig selv og være fornuftig

Det lyder kedeligt at være fornuftig, men nogle gange må jeg erkende, at jeg ikke kan alt det, jeg gerne vil. Og så giver det mere ro at være fornuftig.

Vores udkast til artikel skal vi have vejledning på i morgen, vi sendte den af sted lige før min ferie. Mine kolleger gjorde den færdig til afsendelse, da jeg havde et møde. Hele ferien har jeg tænkt, at jeg da godt kunne læse den igennem, så jeg var forberedt til vejledning i morgen. Det havde jeg bare ikke lyst til, hvorimod jeg havde vældig lyst til artikellæsning i nattøj.

Jeg kan mærke, at jeg trænger til afslutning på projektet. At vi får sendt den artikel ind og forhåbentlig får den optaget. Vi er allerede i fuld gang med at følge op på vores resultater, skal have et møde med en kommune i morgen og en anden kommune i næste uge. Vi skal holde oplæg om det på en dansk konference og vi har fået en poster med præsentation optaget på den europæiske apopleksikonferencen i Milano i maj. Så jeg trænger til at kunne tænke på andet end den artikel. Jeg tror bare ikke, at vores vejledere mener, at vi er i mål.

At udskyde noget til jeg ikke kan udskyde længere, er en disciplin, jeg er rigtig god til. Min far undrede sig konstant over,  at jeg altid skulle gøre tingene i sidste øjeblik. Jeg øver mig, jeg forsøger at få overblik, jeg har forsøgt, men har også måttet erkende, at jeg ikke kan tage en ting ad gangen, som min arbejdspsykolog anbefalede. Jeg har tusinde ting i gang på samme tid (overdrivelse fremmer forståelsen), og indimellem kan jeg godt føle mig som jongløren, hvor alle bolde kommer ned på samme tid, så han kaster sig rundt for at gribe de fleste. Nu øver jeg mig på at fokusere på enkelte bolde, dem som skal gribes nu og her og dem som jeg har besluttet mig for at gribe og så lade de andre hoppe ned og op i luften igen, For sådan er mange af mine bolde heldigvis indrettet.

Ikke desto mindre kunne jeg godt mærke, at jeg ikke skulle til strikkecafe i aften, ja jeg skulle også have været til litteraturkreds i aften, begge dele er der meldt afbud til.

Her stoppede mit indlæg, for jeg overtalte mig selv til at få opgaverne gjort. Nu er der læst, tænkt og forberedt, så morgendagen kan bare komme an.

Jeg har endda nået at se Kender du typen og Den næste klassiker. Hold nu op som jeg grinte i aften. Flemming Møldrup og Mads Steffensen har jeg før været lidt trætte af, men nu fungerer det. De sidste gange har jeg klukket så højt af grin, at landmanden indimellem er kommet ud fra sin fjernsynshule for at tjekke, hvad jeg dog laver. De danske designere i Den næste Klassiker er spændende at følge i deres kreative proces, og i betragtning af at jeg ikke går særligt meget op i design og mærkevarer, så fik programmet alligevel givet mig lyst til en lækker lampe.

Nu lukker jeg ned for dagen, jeg tænker på de skønne tyve minutter med en kollegas fire måneder gamle baby, som jeg fik lov til at holde i dag. Det var ren meditativt at mærke hans små fingre undersøge mine arme og holde fast i dem. At mærke hvordan han først lænede sig tilbage og slappede af i min favn og siden hvordan han med hele sin krop kommunikerede til alle, at nu var han vågen og glad. Man skulle have lov til at holde en baby i sine arme en gang imellem. Jeg var fluks tilbage til mine børns babytid, tilbage til roen, der sænkede sig, når jeg ammede og ikke kunne andet. Heldigvis var der ingen smartphones opfundet dengang, men læse bøger gjorde jeg indimellem.

Jeg tænker også på weekenden, på en dejlig 50 års fødselsdagsfejring af en motorcykelkammerat og en dejlig lang gåtur oppe ved sommerhuset. Jeg var klar til hverdagen, men blev alligevel forbavset over, at jeg så hurtigt i kroppen følte en anspændthed, parat til at fange bolde. Det gjorde godt ikke at prøve at nå alting i aften, men fokusere på det, der giver ro. Jeg ser billedet af smukke farvestrålende bolde, som hopper op og ned og som klarer sig selv, indtil jeg er parat til at lege med dem. Det skal vist blive godnattegningen i aften.