Lige pludselig røg jeg tilbage i tiden, til den gang hvor jeg ammede mine børn. Jeg tog det meget alvorligt, hvad jordemoderen havde sagt.
Så jeg fandt en kop te, et glas vand, en bog og en baby frem, og så satte jeg mig i en god stol, mit barn fik lov til at ligge i fred og ro, ingen forstyrrelser, mobiltelefonen var ikke opfundet endnu, og jeg tog ikke telefonen, hvis den ringede.
Og den fornemmelse af fredfyldthed, når de efter arbejdet for føden faldt i søvn, og jeg sad der med deres rolige vejrtrækning som eneste musik, den fornemmelse fik jeg lige nu.
Udenfor er der ved at mørkne, herinde er lys tændt rundt omkring, fjernsynet kører sagte og landmanden sidder stille i lænestolen, af og til bliver åndedraget lidt dybere, roen er ved at sænke sig, det føles rart og trygt, lige som dengang.