Sov godt
mandag, november 30, 2015
Nu må jeg godt
Sov godt
Den sidste dag i november
Når livet viser tænder over for nogen, jeg holder af, får jeg samme reaktion hver gang. Jeg mister lysten til at skrive på bloggen, og samtidig ved jeg jo, at livet insisterer på at ville leves på godt og ondt. For noget tid siden mødte jeg en bekendt. Vi snakkede om livet og hvordan det gik. Vi arbejder begge på sygehuset og i disse dage mærkes besparelserne rundt omkring. Vi var begge gået fri, vedkommende fortalte, at mange allerede snakkede om næste år, for det har været et tilbagevendende tema de sidste år med fyringer og besparelser. Vedkommende kiggede på mig og sagde, det gider jeg ikke deltage i, det tager jeg til den tid. Livet skal leves, jeg vil ikke bruge min tid på at bekymre mig om noget, som jeg ikke kan gøre noget ved og som måske/måske ikke sker. Jeg forstod; vedkommende har oplevet den største sorg en forælder kan opleve, nemlig at miste sit barn. Det har været hårdt, det er hårdt, og dem, der siger, at sorgen går over, tror jeg ikke på! Sorgen bliver anderledes, den finder sin plads i hverdagen, i livet, men den forsvinder aldrig, den vil leve sammen med livet, måske ser du og jeg den ikke, men den er der. Den her familie har jeg været bekymret for, for modsat to andre familier, jeg kender, som på ca. samme tid for ni – ti år siden også mistede deres teenagebarn, så var denne families sorgproces så ødelæggende at se på udefra. Men de fandt deres måde at leve på, en måde så de kan være familie og skønne på livet, samtidig med at de savner. Det gjorde mig glad på den regnvåde novemberdag.
I dag er det den sidste novemberdag i år, regnfuld, stormfuld og absolut ikke elskelig, men denne dag skal også leves. Jeg starter med at sortere kartofler, så skal der læses artikler og er jeg rigtig flittig, må julekasserne komme ned fra loftet. Adventslyset blev tændt i går, godt nok er det kun lysene, der har fundet deres plads på adventsbakken, men lidt efter lidt finder andre ting deres plads.
Må du finde din plads i livet og må du få lov til at opleve stunder med glæde, lykke og kærlighed.
lørdag, november 28, 2015
Snapshots fra det sidste døgn
Landmanden og jeg sidder side om side i sofaen, han tjekker facebook, jeg skriver indlæg. Eftermiddagen i går sammen med min far og min søster blev hyggelig, vores far nød æbleskiver, gløgg og samværet. Mens vi hørte julemusik, pyntede min søster og jeg op i hans stue, og vores nynnen til musikken og vores snak fik vores far til at falde i søvn, så han fik et kys på panden og et hviskende farvel, inden vi drog hen til en 10 år ældre dame. Min søster er rigtig god til at besøge frk. R. Lungebetændelse og lav blodprocent havde gjort hende meget svag, min søster fik sidste gang snakket med hende, om hun var bange for at dø alene. Vi overvejede om man kunne få sat vågekoner på nattjans, men frk. R. finder ro i sin tro og venter blot tålmodigt på at blive kaldt hjem til Jesus, som hun siger. Så hun nød at der kom besøg og resten af tiden lever hun i sin seng med blade, aviser og fjernsyn omkring sig. I går tog jeg med, hun havde det langt bedre efter medicin havde virket og hun var begyndt at drikke mere væske. Når jeg sidder i hendes stue og mærker hendes taknemlighed for, at jeg kommer ned og besøger hende, så får jeg det så dårligt med, at jeg i hverdagen nemt glemmer, hvor godt det gør hende at få besøg. Der er heldigvis gamle lærerkollega, der besøger hende, gode hjemmehjælpere, nevø, der ringer hver eneste dag og så min dejlige søster. Det var skønt at mærke, hvordan de to har deres egen særlige rytme, når min søster er på besøg.
Morgenen startede tidligt for mit vedkommende, jeg havde booket tid hos frisøren klokken otte. Der er noget magisk over tidsrummet mellem lys og mørke, og lysene i træerne var med til at understrege stemningen. Nu er der hentet lys til adventsbakken, der er hentet bøger på biblioteket og jeg har downloadet en ny bog til at lytte til, når der strikkes. Vejret i dag skifter mellem solskin og regn, og regnbuen viste sit smukke farvespil på vej hjem fra byen.
Teen er ved at trække, eftermiddagslækkerierne er fundet frem, dadler, marcipan og brunkager. Langsommelig decemberspisning har svære kår, jeg glemmer det hele tiden, men får dog standset mig selv og forsøger at sanse maden. Og jeg ved godt, at det stadig er november, men jeg er gået i decemberstemning og har fundet julemusikken frem, købt gløgg og er klar til at hente julekasserne ned fra loftet. God lørdag til dig.
fredag, november 27, 2015
Kirurgen og lastbilchaufføren
Mad fylder meget i mit liv, det fylder meget, fordi det er mig, der står for alt omkring det herhjemme, og det har betydet, at efter 32½ år er jeg kørt træt i at finde på, handle ind og lave aftensmad, men vi får dog aftensmad, det bliver blot de nemme retter og mange genveje. Mad fylder også meget, fordi jeg elsker at spise, jeg kan glæde mig til min eftermiddagste efter arbejde, hvor jeg får knækbrød med ost nærmest hver dag. Jeg glæder mig til min morgenmad, jeg glæder mig til små anretninger med tørrede frugter, mandler og frisk frugt. Jeg elsker at sætte mig til et smukt dækket bord med lækker mad, som andre har kokkereret. Jeg spiser seks gange om dagen, og indimellem også hyppigere, jeg er udpræget belønningspiser. Jeg har før skrevet om det at tænke over, hvad man spiser, mens man spiser. Det er jeg ikke god til, for jeg spiser for hurtigt, jeg nærmest skovler maden ind og er færdig på fem minutter. Og det er blevet mere og mere tydeligt for mig, at det nok mere er tempoet end arten af mad, der er årsag til kiloene, der sidder på maven og min følelse af hele tiden at være oppustet. Jeg når ikke at opleve mæthedsfølelsen, og kostkloge folk fortæller også, at hurtigt tempo og store mundfulde gør, at man sluger meget mere luft, end hvis man spiser langsomt og i små bidder. Så var det, jeg kom til at tænke på min datter og mig sammen ved et spisebord, min datter er at sammenligne med kirurgen, der udfører operationer med små ting. Her er langsomhed, omhyggelighed og små bitte snit med kniven vigtig. Min datter kan dissekere et stykke kød i de mindste bidder og holder pauser mellem hver bid, bestikket bliver ofte lagt på bordet, mens hun taler med andre, men også når hun spiser alene. Jeg derimod er at sammenligne med lastbilchaufføren, som på en varm høstdag med en vejrmelding om mange regnvejrsdage skal have hentet korn hos landmændene. Den store skovl på traktoren skovler den ene skovlfuld korn op efter den anden, det bliver væltet over i lastbilen, og det går tjept, ingen tid til at fundere over kornet, livet eller til at snakke med andre. Jeg når dog at snakke med andre, samtidig med at jeg spiser hurtigt, det øger så bare sandsynligheden for, at der ryger masser af luft ned i fordøjelsessystemet og at jeg ikke når at smage maden eller mærke mætheden. Det vil jeg øve mig på i denne søde adventstid, jeg vil nyde maden, jeg vil nyde det søde julebag, jeg vil nyde min sylte med sennep og rødbeder, jeg vil koge et æg til min sildemad i dag, og jeg vil nyde det hele, langsomt!
Og så vil jeg nyde, at jeg kører ned og hygger hos min far sammen med min ene søster. Plejehjemmet adventshygger og sælger æbleskiver, småkager, kaffe og gløgg, de samler penge sammen til en bil.
God fredag til dig
torsdag, november 26, 2015
Lidt af hvert (et rammende udtryk for min hjernevirksomhed)
To arbejdsdage med hver sit indhold. Starten på begge dage var ikke den bedst ønskelige, jeg var dødhamrende træt i går morges, da jeg vågnede, og tanken om køretur på to timer hver sin vej med mig som chauffør og oplæg foran 70 mennesker om vores tværfaglige arbejde gjorde mig endnu mere træt. Trætheden var jeg selv skyld i, jeg havde inviteret kolleger til strikkeklub aftenen forinden, og vi hyggede os, så det blev sent, inden jeg kom i seng. Men da jeg så sad i bilen med gode kolleger, så gik snakken jo og jeg livede op. Det var dog en træt sygeplejerske, der skænkede sig en god kop te vel hjemme igen, før end jeg hoppede ud i bilen for at køre til udvidet korøveaften. Som altid letter trætheden, når jeg er der og synger af karsken bælg. Som altid kan jeg ikke finde ud af at finde min seng, når jeg kommer hjem, skulle jeg følge mit vanlige søvnmønster, skulle jeg gå direkte fra bilen og ind i seng. Nu blev det igen alt for sent, inden jeg kom i seng. Så i morges hamrede jeg mit skinneben ind i opvaskemaskinelågen og slog flis af et ildfast fad. Sådan fortsatte dagen heldigvis ikke, det blev en god dag, en rigtig god dag:
· Forberedelse til vores forskningsprojekt, fandt artikler til kollegerne og sendte mail om møder og plan for møderne
· Møde med min ledelse om indsatsområder i foråret
· Deltog i tværfaglig teamkonference og fik givet feedback til kolleger om gode sygeplejefaglige input i den tværfaglige debat.
· Forberedelse til et kursus i forår, hvor jeg bookede lokaler og sendte mail
· Møde i dokumentationsgruppen med en givende diskussion
· Referat og opfølgning på mødet
· Spørgsmål fra køkkenassistent om et ernæringsprodukt og opfølgning på dette
· God snak med min kollega i ernæringsteamet og vurdering af vores fokusområdetavle
· Frokost
· Forberedelse til en lille lærende konference med vores neuropsykolog
· Deltog i denne konference
· Møde med vores to sygeplejestuderende, som næste forår skal skrive bachelor. Når nu bachelordating på sygeplejeskolen blev aflyst, så datede jeg da vore egne studerende. Nu ved de, hvilke emner, vi gerne så undersøgt.
· Vi fik også snakket om, hvordan vi på afsnittet arbejder med udvikling og forskning. En rigtig god afslutning på dagen.
· En halv times overarbejde for at lukke løse ender, inden jeg nu er gået på ferie!
Og som indlæg, så også skribenten. Jeg elsker det impulsive, det afvekslende, det at lade sig inspirere, men jeg kan også arbejde struktureret og i punktform. Ferien begynder med arbejde, for jeg har ikke kunnet koncentrere mig om kritisk læsning af artikler til forskningsprojektet på arbejde, så nu snupper jeg den store afhandling før weekenden og dernæst en artikel om dagen efter weekenden, og så afspadserer jeg timerne på en decemberdag, hvor det giver god mening. God mening giver det at synke ned i sofaen, lade ørerne lytte til de sidste timer af Rosendyrkerne og så forsøge om min finger, som pludselig fremstod hævet i morges, vil være med til at strikke.
God aften til dig.
tirsdag, november 24, 2015
Min ganske almindelige hverdagsfridag i går
- stod op halv syv, havde sat uret til halv seks, ændrede det til seks og ignorerede det til halv syv
- bryggede te, ordnede post og regninger
- kørte til LOOP træning, købte lækkert brød til landmanden på hjemvejen
- skrev blogindlæg og spiste morgenmad
- strikkede og lyttede bog
- drak formiddagste med landmanden
- fjernede efterårskrukker, fandt fuglefoder og foderbræt frem
- mens andre fejede alle bladene væk fra fliserne foran stuehuset, strikkede og boglyttede jeg
- tjekkede mails
- spiste frokost med landmanden
- handlede ind
- strikkede og boglyttede
- drak eftermiddagste med landmanden (havde købt juleboller og klejner)
- fik sat gang i vaskemaskinen
- gik ca tre km
- tømte affaldssække
- vaskede bryggersgulvet (den lette udgave)
- lavede aftensmad OG dækkede bord
- så vi sad for en gangs skyld og spiste sammen, ofte ser landmanden fjernsyn og jeg ser viaplay, mens vi spiser i hver sin stue, dårlig vane, I know.
- tøj blev lagt sammen
- mere tøj blev vasket
- og derfor blev der også hængt nyt tøj op
- mens jeg lagde tøj sammen, fandt jeg en gammel julefilm på DVDharddisken
- den så jeg, mens jeg strikkede (og nu lyttede jeg altså ikke til bog)
- aftensteen med en ostemad blev nydt hver for sig, landmanden så fodbold, jeg spillede wordfeud
- klokken nærmede sig sovetid
- men en maskinfuld vasketøj skulle lige hænges op
- mens jeg ventede, planlagde jeg denne dags fridag, på programmet står en times fys, knap en times plasmatapning, indkøb i byen, bagning til gæster i aften og forberedelse til møde onsdag.
- sådan gik en ganske almindelig hverdagsfridag
God tirsdag til dig
mandag, november 23, 2015
Et lille land med store forskelle
Weekenden er brugt på motorvejene mellem København og Vendsyssel og ikke mindst sammen med min familie. Alle mine søskende med ægtefæller, vores børn med kærester på nær min ene niece, der er i Paris, var samlet i min bror og svigerindes nye hus til samvær og nærvær. Landmanden og jeg kørte ud fra gårdspladsen lørdag morgen med bevidstheden om, at en snestorm var varslet på Sjælland, men det afholdt os ikke fra turen.
Vi mødtes ved middagstid med datter og søn samt svigerdatter til frokost på cafe. Sneen var begyndt at falde som fnug, der forvandledes til slud, når det ramte vejene. Svigersønnens barbershop blev besøgt, men da der var kunder, og da det jo er et kvindefrit område med plads til mandehygge, hilste vi blot på og drog ud til Vanløse. Nu væltede sneen ned, vi rykkede sammen i det skønne byhus, drak te og spiste lagkage, mens sneen forvandlede omgivelserne. Landmanden faldt så lang han var, da han skulle hente svigersønnen, det var blevet frostvejr og glat.
Vi havde en skøn aften med tid til snak og pakkeleg, landmanden og jeg tog en stor andel af gaverne, vores svigerdatter og datter fulgte trop, så gad vide hvor mange pakker de andre familier egentlig fik. Sønnen fik køretjansen ind til Frederiksberg og Nørrebro, der var glat, masser af sne på vejen og fra oven. Men vi kom sikkert i hus. Landmanden og jeg stod op næste morgen og hentede godt brød fra bageren tæt på sønnens lejlighed, og sammen med søn, hans roommate og sønnens kæreste nød vi morgenmaden, før vi satte kurs mod Nordjylland.
Det blev en lang tur hjem, i København og omegn var der masser af sne, som nu blev forvandlet til vand. Efter Sorø var der fine veje, ingen vind og godt at køre. Vel over Storebæltsbroen tog blæsten til, der var snesjap, som dog var ryddet væk fra vejen. Godt forbi Odense kom vi helt ned i fart, der var glat, masser af sne, og trafikken sneglede sig af sted med 20 – 40 km i timen. Så forsvandt sneen, til gengæld tog blæsten kraftig til og lette køretøjer blev frarådet at køre over Lillebæltsbroen. Det rykkede godt i bilen, da vi kørte over. Nu gik det forholdsvis nemt, indtil vi hørte i radioen, at lastbiler hang fast på bakker ved Skanderborg. Stort spørgsmålstegn, der var jo ikke glat, så det måtte være over, når vi kom dertil. Ha, vi fik lige lagt yderlige 45 minutter oven i køretiden på en strækning på 6 km., vi sneglede os af sted i lange køer. Det viste sig så, at det var én lastbil, der havde vendt sig på tværs op ad en bakke, og der var faktisk glat lige der. Resten af vejen gik godt og i Nordjylland var der kun antydning af sne i kanten af vejene. Det var et træt landmandspar, der krøb sammen i den lune stue med tekrus og hver sine sysler, jeg strikkede og landmanden så fjernsyn.
Dagens fridag er skudt i gang, jeg hørte i radioen om nudging i forhold til omlægning af livsstilsvaner. Et af rådene var at trække i træningstøjet om morgenen, for så kom intention og handling oftere til at stemme overens. LOOP træning er overstået, senere skal efterårskrukkerne sættes ind i laden. De er formentlig frosne, så der kan ikke plantes vinterkrukker, før de er tøet op. Fuglene skal også fodres, der er jo bidende koldt udenfor. Sidste indlægs kommentarer skal besvares, jeg læste mange af dem undervejs i weekenden, men et sådant emne kræver tid til ordentlige svar, så de kommer senere.
Lige nu vil jeg nyde at kunne skænke en kop te, finde strikketøjet, sætte høretelefonerne på og lytte til en bog. God mandag til dig.
fredag, november 20, 2015
I tråd med mine tanker
Som lovet får I et indlæg om det foredrag, jeg var til i forgårs aftes, om aktiv dødshjælp eller aktiv livshjælp. Ulempen ved ikke at skrive noter, sådan som jeg ville gøre, hvis det var et arbejdsrelateret møde, er, at jeg nu har svært ved at huske de gode pointer. Men jeg lovede mig selv den aften, at jeg blot skulle være til stede og opleve, og det var jeg. Når man er enig om noget, så fæstner tingene sig ikke så godt, for man nikker og bliver så glad for, at en anden tænker de samme tanker som en, og så tænker man måske ikke så meget over det, så pointerne lagres. Foredragsholderen, som er hospicepræst, gjorde klar fra begyndelsen af, at han ikke var neutral, foredraget skulle derfor betragtes som et partsindlæg. Hospicefilosofien i Danmark harmonerer ikke med aktiv dødshjælp, aktiv dødshjælp vil sige at slå et andet menneske ihjel, at man hjælper et menneske til at dø, hvor hospicetanken er at hjælpe et menneske med at dø, det han kaldte aktiv livshjælp. Dø skal vi alle, det er et livsvilkår, det er der bare mange mennesker, der har svært ved at leve med, for man må da kunne gøre noget. Vi er så fokuseret på at være handlekraftige, at det strider mod alt i os ikke at have kontrol over dødstidspunktet. Lad det være sagt med det samme, jeg er også mod aktiv dødshjælp, så I får min version af foredraget.
Som sagt kan jeg slet ikke huske alle de kloge ting, foredragsholderen kom med, for han kiggede på ordene, vi brugte, han understregede med al den erfaring han havde som en del af det palliative team på hospice gennem over 30 år og den viden, der er i studier om dette emne, at vi kan rigtig mange ting i dag. Det som mange er bange for er smerter og uværdighed. Og det var de to emner, foredraget handlede om.
Lad os tage værdighed først. Jeg har skrevet om min holdning til dette før, og han sagde nøjagtig det samme. Om man føler sig værdig, om en situation opleves som værdigt, handler om de mennesker omkring os og om de møder os med værdighed. Han spurgte, hvorfor er det, at vi synes, at når et menneske ikke kan klare sig selv mere, at så er det ikke værdigt? Hvad er det, der gør, at vi sætter værdighed lig med færdighed, altså at vi skal selv kunne klare eksempelvis det at tørre sig bagi eller at vi ikke bare må ligge i sengen. Vi omtaler da ikke et barn som uværdigt, fordi barnet har brug for hjælp? Han viste tal fra Holland, hvordan aktiv dødshjælp stiger og stiger for hvert år, først var det mennesker med svære cancerforløb, som måtte bestemme deres dødsstidspunkt, nu er det mange flere sygdomme. I Belgien må børn fra 10 år også vælge døden. Foredragsholderen og hele hospicepersonalet i Danmark samt Etisk Råd mener, at hvis man tillader eutanasi, som er et mere korrekt ord end aktiv dødshjælp, så er det måske i første omgang retten til selv at bestemme sin død, men langsomt bliver det også en pligt til at dø. Han fortalte om et læserbrev fra en hollandsk kvinde, som skrev, at nu ville hun på plejehjem, for både hendes søn og hendes læge var begyndt at tale om, hvorvidt hun ikke skulle overveje eutanasi.
Om smerter sagde han, at man faktisk i dag kan dække langt de fleste smerter, der opstår i dødsforløbet, og at man i stedet for at ønske aktiv dødshjælp hellere skulle se på de vilkår, man byder sygehuse og hjemmeplejen, således at man til enhver tid kunne få fat i specialister i lindrende behandling. Foredragsholderne mente ikke, at vi skulle have flere hospicepladser, da 80 % af os ønsker at dø hjemme, det er der så bare kun 40 %, der rent faktisk får lov til. Han valgte at starte med tre fortællinger fra det virkelige liv, en af dem var hans egen oplevelse. For en af hans pointer var, at vi alle kan komme i situationer, hvor vi tænker, hvorfor kan vi ikke bare give en sprøjte og slutte denne svære dødsproces. Det foregår for en del år siden, hvor man ikke har den viden man har i dag om lindring af svære knoglesmerte. En mand først i 50erne lå på hospice, han var døende, hans kone og to halvvoksne børn var omkring ham, han havde smerter og derfor lå han hele tiden uroligt. Præsten (vores foredragsholder) havde holdt en andagt og havde spurgt patienten, om hvad han skulle bede for, og derfor blev det bedt om, at patienten snart måtte få lov til at dø. Patienten og præsten sagde farvel den aften og ønskede begge, at de ikke mere skulle ses. Sådan gik det ikke, patienten var der stadig næste eftermiddag, da præsten kom. Han var nu ikke ved bevidsthed, men havde stadig smerter. Familien blev aldrig ladt alene, hele tiden var der på skift tværfagligt personale, der støttede dem og sørgede for, at de fik mad og drikke. Døden kom næste dag. Nogle måneder senere havde præsten samtale med hustruen. Han spurgte hende, hvad hun ville have gjort, hvis der havde været mulighed for aktiv dødshjælp. Hvortil hun svarede, det ville jeg aldrig have valgt, for så var det jo mig, der valgte, han skulle dø. Og selv om hun i de sidste svære dage mange gange havde ønsket, at hendes mand skulle dø, så ville hun ikke kunne have levet med, at hun havde taget det valg. De fleste læger er mod aktiv dødshjælp, netop fordi de jo er dem, der skal slå patienten ihjel og hvad gør det ved forholdet mellem en læge og en patient, når man taler om muligheder i et behandlingsforløb eller når alle muligheder er udtømte. Vil patienten tænke som den gamle dame, der vil på plejehjem, fordi hun føler sig presset til at ønske aktiv dødshjælp? Ja, det kan være besværligt at være pårørende til et sygt menneske, men måske har en anden patient, som var døende, ret, når han sagde, vi døende har også noget at lære jer raske mennesker om livet. Den bog, han skrev sammen med en hospicesygeplejerske, har jeg skrevet om her. Og mine tanker om værdighed, selv når man er hjælpeløs og dybt afhængig af andre mennesker, har jeg skrevet om her.
Jeg kommer helt sikkert i tanke om flere gode ord fra foredraget, men dem lader jeg ligge og vil i stedet for ønske jer alle en god, velsignet weekend. Nu vil jeg køre ned til min far og nyde en god kage sammen med ham.
Og nej, jeg har ikke fundet julepynten frem, det er fra januar, hvor de sidste lys brændte ned, før julepynten blev pakket væk.
torsdag, november 19, 2015
En skøn aften og noget at glæde sig til
Kan man bruge ordet skøn, når aftenens emne var aktiv dødshjælp eller aktiv livshjælp? Men det var et godt foredrag med en spændende og engageret foredragsholder. I skal nok få min oplevelse af aftenen, men det må dog vente, for jeg skal til København hele dagen i dag. Jeg er med i en netværksgruppe for trombolysesygeplejersker, og denne gang skal mødet holdes på Rigshospitalet. Jeg skal heldigvis på tur med min gode kollega, så kan vi få tid til at drøfte stort og småt undervejs. Efter arbejdsdagen i dag har jeg fem fridage og to arbejdsdage, hvorefter jeg har 7 ferie/fridage, hvor der skal julepyntes, julebages og decemberhygges. Jeg glæder mig.
onsdag, november 18, 2015
Grin og gråd
Trætheden var så markant, da jeg kørte hjem en halv time senere end planlagt i dag, at jeg var tæt på tårer. Kender du den følelse, hvor man ryger tilbage til dengang man var barn og bare gerne vil trøstes? Der er ikke noget, jeg skal trøstes med, alt er godt, jeg er bare så træt dette efterår, så der skal ikke meget til at vælte mig, et forkert ord, en diskussion, og så alle mine forventninger. Og min første tanke i bilen var, hvorfor skrev jeg dog på bloggen, at jeg tog til foredrag i aften, men nu er jeg glad for det, for jeres kommentarer gør, at jeg tager af sted!
Hjemme er der drukket te, surfet på nettet, løst lidt wordfeud og lavet let aftensmad til landmanden, jeg har ikke lyst til varm mad. Og så sad jeg lidt træt ved computeren igen, læste den mail min søster havde sendt til alle, egentlig primært til landmanden, som er Elvisfan som hende, men hun syntes alligevel, vi andre skulle give os tid til at se den lille video på 5 minutter. det har jeg så gjort. Jeg har grinet og grinet, mens tårerne var bag øjenlågene, for hvor er det dog dejligt livsbekræftende at se den lille skønne pige synge. God aften til dig
Livets gang
Havde jeg fået min vilje dengang, så havde jeg ikke haft den stilling, jeg har nu. Mon jeg så havde været på afdelingen stadig? Det er ikke til at vide. Jeg er glad for min stilling, men jeg kan godt mærke dage som i går, hvor de knoklede for at give patienterne den bedste pleje, observation og behandling, at der er det svært at blive siddende på kontoret, fordi der var møde, mødeindkaldelser og instrukser, der skulle være færdige. Vi havde en aftale om, at koordinator tilkaldte mig, hvis enderne ikke kunne nå sammen mere. Så derfor måtte en gammel dame finde sig i blive hjulpet af to knap så gamle damer, men langt ældre end gennemsnitsalderen for sygeplejerskerne på afdelingen. Afdelingssygeplejersken og jeg gik i gang, og den gamle dame fik at vide af mig, at hun nu kom på min liste over mennesker,som jeg gerne vil være som, når jeg er midt i firserne. Mange synes, at det er trist, når yngre mennesker bliver ramt af en blodprop eller blødning i hjernen, det er det! Men det er faktisk lige så trist, når en gammel dame, som ellers har klaret sig selv i eget hjem, bliver ramt, for hun har langt sværere ved at få genoptrænet sig end den yngre.
I går aftes trænede jeg mit snakketøj og mit strikketøj. Der var strikkecafe hos Garnudsalg.dk og jeg stornød det. Sidste gang måtte jeg trods ferie melde afbud, fordi jeg småskrantede. I går var jeg bare træt, men det forsvandt under "træningen". Jeg blev dog nødt til at være den første til at gå, for når uret ringer klokken fem, nytter det ikke at stornyde aftenen så meget, at jeg glemmer sengetiden. Onsdagen er startet, den byder på lidt af hvert, blandt andet et foredrag i aften om aktiv dødshjælp eller aktiv livshjælp. Vi er en flok fra afdelingen, der har sat hinanden stævne til dette spændende foredrag ved en hospicepræst:
“Hvad har vi brug for, når vi er alvorligt syge og i forvejen både føler os til overs og til belastning for vores nærmeste? Hvad er det bedste, de mennesker, der er omkring os, kan gøre, når vi ikke længere synes, at vi er til nytte og føler os uværdige? Har vi så brug for aktiv dødshjælp eller drab på begæring, som det græske ord “eutanasi” egentlig betyder? Jeg tror det ikke. Vi har snarere brug for den værdighed, de andre kan give os ved den måde, de behandler os på! Vi har brug for føle os betydningsfulde ikke så meget for det ,vi gør, men for det vi er. Vi har brug for at have retten til at være til besvær, i familien og i samfundet.”
God onsdag til dig
mandag, november 16, 2015
En weekend kom og gik
Det er mandag morgen, fire arbejdsdage er foran mig, som hver på sin måde bliver intense, og hvor jeg havde kalkuleret med forberedelser i weekenden, sådan blev det ikke. Jeg havde brug for at være stille, brug for at strikke og være sammen med mand og barn. Landmanden og jeg tog på udflugt lørdag til Aarhus, hvor datteren havde været på besøg hos veninder. Vi drog i Ikea og Silvan for at handle ind til søndagens håndværkertur. Lørdag aften nød jeg sammen med datteren, landmanden så fodbold, indimellem mødtes vi til te og snak. Søndag blev tilbragt i Haderslev, hvor datterens studielejlighed fik hylder, der blev hængt diverse ting op, og da vi drog hjem igen, var det en fin og personlig lejlighed, datteren kunne gå i seng i. Jeg havde køretjansen halvdelen af vejen ud og hjem, strikketøjet fik dog et par striber undervejs. Min tjans på håndværkerholdet var at rydde op og hente mad, så jeg fik set en lille bid af Haderslev.
Mandagen banker ihærdigt på, så jeg må slippe weekenden og gå i gang. God mandag til dig.
fredag, november 13, 2015
Sikke et vejr
Der ligger dyngevis af blade op langs huset efter stormen sidste weekend, jeg havde regnet med at jeg skulle have fjernet dem i dag, det blev så ikke sådan. Det har regnet, så det stod ned i stænger,og alle bladene i tagrenderne sørgede for, at man kunne tage brusebad, hvor som helst man ville. Så blev det gråvejr, så blev det solskin og så blev det gråvejr og siden regnvejr igen. Nu er det tørvejr, men det er begyndt at blæse.
Sådan en dag kan man nemt komme til at forpuppe sig, så efter LOOP har jeg kun holdt vaskemaskinen i gang, og ellers er der blevet lyttet bog, strikket, lidt kontorarbejde og masser af sofatid. Aftensmaden bliver af den nemme slags, resterne af gryderetten med hakket oksekød fra i går er røget i tortillas fra fryseren, ind i ovnen og så lidt reven ost til sidst. Ingen salat, allerhøjst en gnavegulerod. Mens ovnen klarer det, vaskemaskinen tager sin tørn og landmanden er kørt sig en tur, vil jeg forpuppe mig i sofaen igen. God aften til dig.
torsdag, november 12, 2015
Hvordan går det med de lydbøger?
Jeg har dog lyttet til to bøger, den ene har jeg skrevet om her, den anden er Olive Kitteridge af Elisabeth Strout. Den fængede mig, men jeg måtte også indimellem tage mig sammen for at blive færdig med den, nok mest fordi det var en lydbog. Bogen er en samling noveller, hvor personen Olive Kitteridge indgår på den ene eller anden måde. Nogle gange kun som en enkelt sætning, jeg kan godt lide, når bøger skifter perspektiv, jeg kan allerbedst lide, hvis trådene så samles til sidst. Det gør de ikke her, de forskellige mennesker, vi møder, kan vi spekulere på, hvordan det mon gik dem. Den eneste vi får lidt styr på, er Olive Kitteridge, og hun er noget af en dame, ikke ligefrem en man holder af med det samme, men lidt efter lidt sniger hun sig ind under huden på en. Jeg kan se, nu hvor jeg googlede titlen, at den er filmatiseret som en serie på HBO.
Nu er jeg gået i gang med Rosendyrkerne, jeg har 18 dage tilbage til at lytte 16 timer, jeg må vist sætte tempoet op. Den er spændende, veksler mellem tilbageglimt fra 2. verdenskrig på Guernsey (en af kanaløerne) og nutiden på selv samme ø. Havde jeg læst den, havde jeg allerede nu skimlæst visse steder for at finde ud af, hvordan det går de to kvinder, som er hovedpersonerne.
Hvad mon du læser lige nu?
Sner det hos os? Overhovedet ikke, men indlægget skulle have et billede og på den computer, jeg sidder ved lige nu, var der kun meget få billeder.
Sommerbilledet er fra mit barndomshjem, taget en sommer, mens min far stadig boede der, og begge billeder har helt sikkert været på bloggen før.
onsdag, november 11, 2015
Plus og minus
Det havde fyldt hele arbejdsdagen som en murrende fornemmelse, jeg havde meldt mit afsnit til bachelordating. Jeg havde aldrig prøvet det før, havde egentlig heller ikke tid til at forberede mig, men forsøgte alligevel at stjæle minutter hist og pist og satsede på, at min erfarenhed kunne gøre ud for resten af forberedelsen. Det det gik ud på og som mine unge kolleger havde forklaret mig, var, at man inviterer praksis til at komme med problemstillinger eller projekter, som vi tænkte kunne være oplagte at skrive bacheloropgave om. Vi havde faktisk fundet tre forskellige emner og jeg håbede inderst inde, at nogen ville se lyset og vælge et af de emner. Jeg drog af sted med favnen fuld af mapper, som udgjorde min eksterne hukommelse, blot for at komme til en dør på sygeplejeskolen, hvorpå der stod, at bachelordating var aflyst pga for få tilmeldte! ØV
Da jeg stod ude ved skolen, opdagede jeg, at jeg havde glemt min pung hjemme på gården. ØV jeg skulle jo have købt lidt på vejen hjem. Pludselig så jeg kassen i Føtex for mig, der stod da vist at man kunne betale via mobilepay, Føtex ligger lige ved siden af skolen og ganske rigtig, en ung kvinde forklarede mig, hvordan det virkede, og så fik jeg handlet ind uden dankort og penge i lommen. Genialt!
Nu er jeg så hjemme før tid og har tænkt mig at få læst noget faglitteratur og besvaret mails. Men først skal alle I, der ligesom mig glemmer I er på instagram eller ikke er på det, alligevel se min smukke morgen. Jeg mødte en time senere for at kunne deltage i det der datinghalløj til klokken 16, og det medførte en smuk gåtur fra p-pladsen langt fra sygehuset. Skønt.
Te er brygget, rodfrugtsuppe og grovciabattabrød er hjembragt, ingen kor i aften, jeg kan nå at bruge to timer på faglitteratur og endda have tid til overs til hyggelæsning (magasinet Liv er nemlig også kommet med hjem) God onsdag til dig.
tirsdag, november 10, 2015
Stemning
lørdag, november 07, 2015
Overfaldet af hverdagen?
tirsdag, november 03, 2015
Hverdag igen
Det var godt at være tilbage, jeg er langt bedre til at være sygeplejerske på arbejde end sygeplejerske på ferie, mens min mand arbejder. Arbejdsdagen blev lidt længere, da vi havde undervisning med ekstern underviser, hvor der skulle findes undervisningsgrej (det var undervisning i at anlægge venflon) og dermed havde jeg også et oprydningsarbejde bagefter. Mine kolleger var nu søde til at tage noget med ned på afdelingen, men jeg var jo den, der vidste, hvor jeg havde hentet ekstra stole osv. Vel hjemme kunne jeg konstatere, at landmanden stadig var på jagt, så jeg tog en hurtig beslutning, traveskoene på og en halv times rask trav ud ad landevejen. Undervejs ændrede jeg madplan, vi skulle egentlig have risengrød, men det er smartere i morgen, hvor jeg godt nok har fri, men skal til personalemøde om eftermiddagen. Der vil det være rart med en aftensmad, som kan hentes frem fra sengens lune dyner og spises med det samme, inden jeg skal til kor. Hvad skulle menuen så stå på i dag? Min redning blev en af mine yndlingsretter; frittata i ovn med lidt af hvert fra køleskab og fryser. I dag blev det skiver af små kogte kartofler, løg, ærter, grønne bønner, edamamebønner, små tomater og med rigelige mængder af gedeost oven på æggemassen. Nemt og bekvemt, som sammen med rugbrød bliver en mættende ret. I køleskabet står en lille portion æblemos, jeg nåede nemlig i går at plukke æbler; det meste røg i saftkogeren, resten blev ved hjælp af min æbleskræller og kogning forvandlet til æblemos. Det meste er i fryseren, men jeg har også fløde i køleskabet, så vi skal vist have en lille æbledessert til aftenteen. Sådan en hverdag er slet ikke så ringe endda.
mandag, november 02, 2015
Novembermorgen
Mandag morgen er startet, ganske som den plejer. Mobilen kalder insisterende på mig, og jeg er med det samme klar. Der er ikke megen snuen eller strækken over min opvågning. Mens jeg vågner, lægger jeg tøj sammen, det har hængt til tørre i folkerummet, hvor der er dejlig gulvvarme, og tøjstativet skal væk, inden medarbejderne møder ind. Så gør jeg mig klar på badeværelset, inden landmanden står op, og mens han gør sig klar, brygger jeg te, sørger for mad til Istvan og dækker bord. Mens landmanden spiser sin morgenmad, tømmer jeg opvaskemaskine. Det er fridag, så min morgen starter en time senere end på arbejdsdage. Når landmanden går ud, sætter jeg mig ved computeren med min morgenmad og min kop te, jeg elsker denne stille stund alene.
Jeg er begyndt at tjekke nyhedsoverskrifter på de to tv-kanaler og fem af de store avisers hjemmeside, jeg er ikke nyhedsfan, det gør mig deprimeret og jeg føler ofte, at vi hver især læser det, vi vil læse og tolker det, vi læser, som vi gerne vil tolke det. Og nyhedsoverskrifterne på de syv medier bekræfter mig i, at vi alle har vores kæpheste. Det er der ikke noget nyt i, vi lægger hver især mærke til forskellige ting, når vi læser, når vi lytter og når vi ser. Det er det, der gør det så forbistret svært at diskutere følsomme emner, for vi er ikke særlig gode til at lade os oplyse af andre. Da jeg læste bogen Videnskabsteori af Jakob Birkler i forbindelse med min diplomuddannelse, gjorde det indtryk på mig og gav mening for mig, da JB forklarede hermeneutikernes filosofi, at vi alle har en forforståelse, som vi tager med ind, når vi lærer og at vi derfor ikke nødvendigvis har den samme forståelse efterfølgende, selv om vi har hørt, set, læst det samme. JB illustrerede det med, at vi hver har en lommelygte, den retter vi mod det, vi skal forstå, men jeg lyser måske på emnet fra én vinkel (min forforståelse af emnet), du fra en anden vinkel og dermed oplyser vore lommelygter ikke det samme. Uanset hvor god vores lommelygte er, kan den aldrig oplyse alt, vi ser alle kun en flig af virkeligheden. Så hvis vi skal nærme os en fælles forståelse, er vi nødt til først at erkende, at vi alene har ikke hele sandheden, at vi hver især kun ser en flig af sandheden og at vi derfor må lytte til hinandens forståelse og spørge ind til den, for måske derefter at opnå en fælles forståelse og måske blive klogere. Det er nemt skrive, det er rigtig svært at gøre, og dermed er kimen lagt til forviklinger, misforståelser og fordomme. Når jeg fra sidelinjen følger med på Facebook eller andre medier, er det netop det sidste, jeg har indtryk af, og jeg er som en struds, jeg vælger at lukke ører og øjne, fordi jeg helst vil have fred. Det dur dog ikke, jeg er også nødt til at tage stilling, det er bare så forbistret svært, for hvad er det rigtige?
Nå det bliver jeg nok ikke klogere på sådan en tidlig mandag morgen. Jeg kan se at danske soldater sendes ud uden militærmanual, at danske kommuner bruger mange penge på midlertidige boliger til flygtninge, der er tilkendt asyl, at mennesker behandles og forvandles til dyr på Lesbos, at vi overuddanner i Danmark, alt for mange kommer på universitetet og starter ph.d.-uddannelse, at SKATs nedlagte gældssystem er skyld i op og nedskrivning af gæld, at pårørende slet ikke bliver hjulpet i forbindelse med beslutningerne om, at flere skal dø i eget hjem, og dermed knækker pårørende nakken på plejen i hjemmet. Og typisk for mig var den sidste nyhed den, jeg gerne ville læse i dybden, men jeg har ikke abonnement på nogle af e-aviserne, så jeg må undvære. Morgenens rutine er overstået, det er sidste dag, før hverdagen på sygehuset vender tilbage, der skal arbejdes igennem i dag med nogle af de ting, jeg gerne ville have nået i min ferie.
Jeg snupper dog lige en pind mere på strikketøjet og en kop te, mens lyset for alvor bryder frem. Solen er der ingen lovning på, så jeg vil nyde tørvejret. Må du få en god start på denne første uge i november.
søndag, november 01, 2015
En god weekend
Landmanden er på jagt i dag, Istvan måtte blive hjemme, da det er pürsch på kronvildt. Det fandt hunden sig dog i, den faldt i søvn igen ligesom jeg gjorde, og først senere vågnede vi alle op til dåd. Datteren og jeg trækker morgenmaden i langdrag, og Istvan sover roligt ude i bryggerset med døren åben ind til al kvindesnakken. Istvan har fået sin første mulige borreliareaktion, han har gennem tiden haft talrige flåter siddende på kroppen. I går fjernede landmanden en flåt, men huden omkring stikket var ildrødt, og google hjalp os til viden om, at hunde kan blive lige så syge som mennesker, hvis ikke man handler med det samme og kommer i penicillinbehandling, og dyrlægen bekræftede den viden, så nu er det med at huske medicinindtag to gange om dagen.
* Hatten er genbrug, frakken er mit første indkøb som nyuddannet sygeplejerske. Landmanden stejlede over formuleringen Vildmosens sandjord, for nok udgør mosens bund stenalderhavbund, som er sand, men selve mosen er spagnumjord.
Ha en rigtig god søndag.
fra billedarkivet: Lysglobe i Stockholm. Til minde om vores kære, som vi har mistet. |