Livets gang

Havde jeg fået min vilje dengang, så havde jeg ikke haft den stilling, jeg har nu. Mon jeg så havde været på afdelingen stadig? Det er ikke til at vide. Jeg er glad for min stilling, men jeg kan godt mærke dage som i går, hvor de knoklede for at give patienterne den bedste pleje, observation og behandling, at der er det svært at blive siddende på kontoret, fordi der var møde, mødeindkaldelser og instrukser, der skulle være færdige. Vi havde en aftale om, at koordinator tilkaldte mig, hvis enderne ikke kunne nå sammen mere. Så derfor måtte en gammel dame finde sig i blive hjulpet af to knap så gamle damer, men langt ældre end gennemsnitsalderen for sygeplejerskerne på afdelingen. Afdelingssygeplejersken og jeg gik i gang, og den gamle dame fik at vide af mig, at hun nu kom på min liste over mennesker,som jeg gerne vil være som, når jeg er midt i firserne. Mange synes, at det er trist, når yngre mennesker bliver ramt af en blodprop eller blødning i hjernen, det er det! Men det er faktisk lige så trist, når en gammel dame, som ellers har klaret sig selv i eget hjem, bliver ramt, for hun har langt sværere ved at få genoptrænet sig end den yngre.

I går aftes trænede jeg mit snakketøj og mit strikketøj. Der var strikkecafe hos Garnudsalg.dk og jeg stornød det. Sidste gang måtte jeg trods ferie melde afbud, fordi jeg småskrantede. I går var jeg bare træt, men det forsvandt under "træningen". Jeg blev dog nødt til at være den første til at gå, for når uret ringer klokken fem, nytter det ikke at stornyde aftenen så meget, at jeg glemmer sengetiden. Onsdagen er startet, den byder på lidt af hvert, blandt andet et foredrag i aften om aktiv dødshjælp eller aktiv livshjælp. Vi er en flok fra afdelingen, der har sat hinanden stævne til dette spændende foredrag ved en hospicepræst:

“Hvad har vi brug for, når vi er alvorligt syge og i forvejen både føler os til overs og til belastning for vores nærmeste? Hvad er det bedste, de mennesker, der er omkring os, kan gøre, når vi ikke længere synes, at vi er til nytte og føler os uværdige? Har vi så brug for aktiv dødshjælp eller drab på begæring, som det græske ord “eutanasi” egentlig betyder? Jeg tror det ikke. Vi har snarere brug for den værdighed, de andre kan give os ved den måde, de behandler os på! Vi har brug for føle os betydningsfulde ikke så meget for det ,vi gør, men for det vi er. Vi har brug for at have retten til at være til besvær, i familien og i samfundet.”

God onsdag til dig