Novembermorgen

Mandag morgen er startet, ganske som den plejer. Mobilen kalder insisterende på mig, og jeg er med det samme klar. Der er ikke megen snuen eller strækken over min opvågning. Mens jeg vågner, lægger jeg tøj sammen, det har hængt til tørre i folkerummet, hvor der er dejlig gulvvarme, og tøjstativet skal væk, inden medarbejderne møder ind. Så gør jeg mig klar på badeværelset, inden landmanden står op, og mens han gør sig klar, brygger jeg te, sørger for mad til Istvan og dækker bord. Mens landmanden spiser sin morgenmad, tømmer jeg opvaskemaskine. Det er fridag, så min morgen starter en time senere end på arbejdsdage. Når landmanden går ud, sætter jeg mig ved computeren med min morgenmad og min kop te, jeg elsker denne stille stund alene.

Jeg er begyndt at tjekke nyhedsoverskrifter på de to tv-kanaler og fem af de store avisers hjemmeside, jeg er ikke nyhedsfan, det gør mig deprimeret og jeg føler ofte, at vi hver især læser det, vi vil læse og tolker det, vi læser, som vi gerne vil tolke det. Og nyhedsoverskrifterne på de syv medier bekræfter mig i, at vi alle har vores kæpheste. Det er der ikke noget nyt i, vi lægger hver især mærke til forskellige ting, når vi læser, når vi lytter og når vi ser. Det er det, der gør det så forbistret svært at diskutere følsomme emner, for vi er ikke særlig gode til at lade os oplyse af andre. Da jeg læste bogen Videnskabsteori af Jakob Birkler i forbindelse med min diplomuddannelse, gjorde det indtryk på mig og gav mening for mig, da JB forklarede hermeneutikernes filosofi, at vi alle har en forforståelse, som vi tager med ind, når vi lærer og at vi derfor ikke nødvendigvis har den samme forståelse efterfølgende, selv om vi har hørt, set, læst det samme. JB illustrerede det med, at vi hver har en lommelygte, den retter vi mod det, vi skal forstå, men jeg lyser måske på emnet fra én vinkel (min forforståelse af emnet), du fra en anden vinkel og dermed oplyser vore lommelygter ikke det samme.  Uanset hvor god vores lommelygte er, kan den aldrig oplyse alt, vi ser alle kun en flig af virkeligheden. Så hvis vi skal nærme os en fælles forståelse, er vi nødt til først at erkende, at vi alene har ikke hele sandheden, at vi hver især kun ser en flig af sandheden og at vi derfor må lytte til hinandens forståelse og spørge ind til den, for måske derefter at opnå en fælles forståelse og måske blive klogere. Det er nemt skrive, det er rigtig svært at gøre, og dermed er kimen lagt til forviklinger, misforståelser og fordomme. Når jeg fra sidelinjen følger med på Facebook eller andre medier, er det netop det sidste, jeg har indtryk af, og jeg er som en struds, jeg vælger at lukke ører og øjne, fordi jeg helst vil have fred. Det dur dog ikke, jeg er også nødt til at tage stilling, det er bare så forbistret svært, for hvad er det rigtige?

Nå det bliver jeg nok ikke klogere på sådan en tidlig mandag morgen. Jeg kan se at danske soldater sendes ud uden militærmanual, at danske kommuner bruger mange penge på midlertidige boliger til flygtninge, der er tilkendt asyl, at mennesker behandles og forvandles til dyr på Lesbos, at vi overuddanner i Danmark, alt for mange kommer på universitetet og starter ph.d.-uddannelse, at SKATs nedlagte gældssystem er skyld i op og nedskrivning af gæld, at pårørende slet ikke bliver hjulpet i forbindelse med beslutningerne om, at flere skal dø i eget hjem, og dermed knækker pårørende nakken på plejen i hjemmet. Og typisk for mig var den sidste nyhed den, jeg gerne ville læse i dybden, men jeg har ikke abonnement på nogle af e-aviserne, så jeg må undvære. Morgenens rutine er overstået, det er sidste dag, før hverdagen på sygehuset vender tilbage, der skal arbejdes igennem i dag med nogle af de ting, jeg gerne ville have nået i min ferie.

Jeg snupper dog lige en pind mere på strikketøjet og en kop te, mens lyset for alvor bryder frem. Solen er der ingen lovning på, så jeg vil nyde tørvejret. Må du få en god start på denne første uge i november.