Når livet viser tænder over for nogen, jeg holder af, får jeg samme reaktion hver gang. Jeg mister lysten til at skrive på bloggen, og samtidig ved jeg jo, at livet insisterer på at ville leves på godt og ondt. For noget tid siden mødte jeg en bekendt. Vi snakkede om livet og hvordan det gik. Vi arbejder begge på sygehuset og i disse dage mærkes besparelserne rundt omkring. Vi var begge gået fri, vedkommende fortalte, at mange allerede snakkede om næste år, for det har været et tilbagevendende tema de sidste år med fyringer og besparelser. Vedkommende kiggede på mig og sagde, det gider jeg ikke deltage i, det tager jeg til den tid. Livet skal leves, jeg vil ikke bruge min tid på at bekymre mig om noget, som jeg ikke kan gøre noget ved og som måske/måske ikke sker. Jeg forstod; vedkommende har oplevet den største sorg en forælder kan opleve, nemlig at miste sit barn. Det har været hårdt, det er hårdt, og dem, der siger, at sorgen går over, tror jeg ikke på! Sorgen bliver anderledes, den finder sin plads i hverdagen, i livet, men den forsvinder aldrig, den vil leve sammen med livet, måske ser du og jeg den ikke, men den er der. Den her familie har jeg været bekymret for, for modsat to andre familier, jeg kender, som på ca. samme tid for ni – ti år siden også mistede deres teenagebarn, så var denne families sorgproces så ødelæggende at se på udefra. Men de fandt deres måde at leve på, en måde så de kan være familie og skønne på livet, samtidig med at de savner. Det gjorde mig glad på den regnvåde novemberdag.
I dag er det den sidste novemberdag i år, regnfuld, stormfuld og absolut ikke elskelig, men denne dag skal også leves. Jeg starter med at sortere kartofler, så skal der læses artikler og er jeg rigtig flittig, må julekasserne komme ned fra loftet. Adventslyset blev tændt i går, godt nok er det kun lysene, der har fundet deres plads på adventsbakken, men lidt efter lidt finder andre ting deres plads.
Må du finde din plads i livet og må du få lov til at opleve stunder med glæde, lykke og kærlighed.
Hvor er det et fint indlæg Lene, jeg har det præcis som din bekendt, vi skal leve her og nu, og så må vi krydse broerne efterhånden som vi når til dem.
SvarSletInge, tak, ja jeg plejer at sige at jeg er realist og optimist, og de udelukker ikke hinanden. Held og lykke med at krydse broerne, knus fra mig.
SletHanne, du skal ikke være flov over dit arbejde, nogen har jo bedt dig om at gøre det. Og jeg har ikke løsningen på sundhedsvæsenets økonomi.
SvarSletHvis du vil læse en lille historie om sorgen og savnet som to nye beboere i en families liv, kan du læse den her:
http://underet-er-at-vi-er-til.blogspot.dk/2006/09/lys-i-mrket.html
Lene - du er fantastisk til at give input til gode reflektioner. Livet består jo af både medgang og modgang. Sorg er i den grad en proces og den forsvinder ikke, men bare det ender med at sorgen er til at leve med. Vi er jo forskellige persontyper og det er forskelligt hvor mental robust man er. Jeg tror man skal være bevidst om og arbejde med hvor meget energi det tager hvis man bekymrer sig for meget. Hjernen er jo en forunderlig størrelse og meget kan læres, jeg tror på det er godt at lære at styre sine bekymringer. Ha' en fortsat god dag - jeg skal lige have ro i hoved igen efter at Gorm har forstyrret min nattesøvn KH Anette
SvarSletTak, Anette.her opførte Gorm sig pænt, sov godt i nat :-)
Sletselv tak, Hanne
SvarSlet