Kirurgen og lastbilchaufføren

Mad fylder meget i mit liv, det fylder meget, fordi det er mig, der står for alt omkring det herhjemme, og det har betydet, at efter 32½ år er jeg kørt træt i at finde på, handle ind og lave aftensmad, men vi får dog aftensmad, det bliver blot de nemme retter og mange genveje. Mad fylder også meget, fordi jeg elsker at spise, jeg kan glæde mig til min eftermiddagste efter arbejde, hvor jeg får knækbrød med ost nærmest hver dag. Jeg glæder mig til min morgenmad, jeg glæder mig til små anretninger med tørrede frugter, mandler og frisk frugt. Jeg elsker at sætte mig til et smukt dækket bord med lækker mad, som andre har kokkereret. Jeg spiser seks gange om dagen, og indimellem også hyppigere, jeg er udpræget belønningspiser. Jeg har før skrevet om det at tænke over, hvad man spiser, mens man spiser. Det er jeg ikke god til, for jeg spiser for hurtigt, jeg nærmest skovler maden ind og er færdig på fem minutter. Og det er blevet mere og mere tydeligt for mig, at det nok mere er tempoet end arten af mad, der er årsag til kiloene, der sidder på maven og min følelse af hele tiden at være oppustet. Jeg når ikke at opleve mæthedsfølelsen, og kostkloge folk fortæller også, at hurtigt tempo og store mundfulde gør, at man sluger meget mere luft, end hvis man spiser langsomt og i små bidder. Så var det, jeg kom til at tænke på min datter og mig sammen ved et spisebord, min datter er at sammenligne med kirurgen, der udfører operationer med små ting. Her er langsomhed, omhyggelighed og små bitte snit med kniven vigtig. Min datter kan dissekere et stykke kød i de mindste bidder og holder pauser mellem hver bid, bestikket bliver ofte lagt på bordet, mens hun taler med andre, men også når hun spiser alene. Jeg derimod er at sammenligne med lastbilchaufføren, som på en varm høstdag med en vejrmelding om mange regnvejrsdage skal have hentet korn hos landmændene. Den store skovl på traktoren skovler den ene skovlfuld korn op efter den anden, det bliver væltet over i lastbilen, og det går tjept, ingen tid til at fundere over kornet, livet eller til at snakke med andre. Jeg når dog at snakke med andre, samtidig med at jeg spiser hurtigt, det øger så bare sandsynligheden for, at der ryger masser af luft ned i fordøjelsessystemet og at jeg ikke når at smage maden eller mærke mætheden. Det vil jeg øve mig på i denne søde adventstid, jeg vil nyde maden, jeg vil nyde det søde julebag, jeg vil nyde min sylte med sennep og rødbeder, jeg vil koge et æg til min sildemad i dag, og jeg vil nyde det hele, langsomt!

Og så vil jeg nyde, at jeg kører ned og hygger hos min far sammen med min ene søster. Plejehjemmet adventshygger og sælger æbleskiver, småkager, kaffe og gløgg, de samler penge sammen til en bil.

God fredag til dig