I tråd med mine tanker

Som lovet får I et indlæg om det foredrag, jeg var til i forgårs aftes, om aktiv dødshjælp eller aktiv livshjælp. Ulempen ved ikke at skrive noter, sådan som jeg ville gøre, hvis det var et arbejdsrelateret møde, er, at jeg nu har svært ved at huske de gode pointer. Men jeg lovede mig selv den aften, at jeg blot skulle være til stede og opleve, og det var jeg. Når man er enig om noget, så fæstner tingene sig ikke så godt, for man nikker og bliver så glad for, at en anden tænker de samme tanker som en, og så tænker man måske ikke så meget over det, så pointerne lagres. Foredragsholderen, som er hospicepræst, gjorde klar fra begyndelsen af, at han ikke var neutral, foredraget skulle derfor betragtes som et partsindlæg. Hospicefilosofien i Danmark harmonerer ikke med aktiv dødshjælp, aktiv dødshjælp vil sige at slå et andet menneske ihjel, at man hjælper et menneske til at dø, hvor hospicetanken er at hjælpe et menneske med at dø, det han kaldte aktiv livshjælp. Dø skal vi alle, det er et livsvilkår, det er der bare mange mennesker, der har svært ved at leve med, for man må da kunne gøre noget. Vi er så fokuseret på at være handlekraftige, at det strider mod alt i os ikke at have kontrol over dødstidspunktet. Lad det være sagt med det samme, jeg er også mod aktiv dødshjælp, så I får min version af foredraget.

Som sagt kan jeg slet ikke huske alle de kloge ting, foredragsholderen kom med, for han kiggede på ordene, vi brugte, han understregede med al den erfaring han havde som en del af det palliative team på hospice gennem over 30 år og den viden, der er i studier om dette emne, at vi kan rigtig mange ting i dag. Det som mange er bange for er smerter og uværdighed. Og det var de to emner, foredraget handlede om.

Lad os tage værdighed først. Jeg har skrevet om min holdning til dette før, og han sagde nøjagtig det samme. Om man føler sig værdig, om en situation opleves som værdigt, handler om de mennesker omkring os og om de møder os med værdighed. Han spurgte, hvorfor er det, at vi synes, at når et menneske ikke kan klare sig selv mere, at så er det ikke værdigt? Hvad er det, der gør, at vi sætter værdighed lig med færdighed, altså at vi skal selv kunne klare eksempelvis det at tørre sig bagi eller at vi ikke bare må ligge i sengen. Vi omtaler da ikke et barn som uværdigt, fordi barnet har brug for hjælp? Han viste tal fra Holland, hvordan aktiv dødshjælp stiger og stiger for hvert år, først var det mennesker med svære cancerforløb, som måtte bestemme deres dødsstidspunkt, nu er det mange flere sygdomme. I Belgien må børn fra 10 år også vælge døden. Foredragsholderen og hele hospicepersonalet i Danmark samt Etisk Råd mener, at hvis man tillader eutanasi, som er et mere korrekt ord end aktiv dødshjælp, så er det måske i første omgang retten til selv at bestemme sin død, men langsomt bliver det også en pligt til at dø. Han fortalte om et læserbrev fra en hollandsk kvinde, som skrev, at nu ville hun på plejehjem, for både hendes søn og hendes læge var begyndt at tale om, hvorvidt hun ikke skulle overveje eutanasi.

Om smerter sagde han, at man faktisk i dag kan dække langt de fleste smerter, der opstår i dødsforløbet, og at man i stedet for at ønske aktiv dødshjælp hellere skulle se på de vilkår, man byder sygehuse og hjemmeplejen, således at man til enhver tid kunne få fat i specialister i lindrende behandling. Foredragsholderne mente ikke, at vi skulle have flere hospicepladser, da 80 % af os ønsker at dø hjemme, det er der så bare kun 40 %, der rent faktisk får lov til. Han valgte at starte med tre fortællinger fra det virkelige liv, en af dem var hans egen oplevelse. For en af hans pointer var, at vi alle kan komme i situationer, hvor vi tænker, hvorfor kan vi ikke bare give en sprøjte og slutte denne svære dødsproces. Det foregår for en del år siden, hvor man ikke har den viden man har i dag om lindring af svære knoglesmerte. En mand først i 50erne lå på hospice, han var døende, hans kone og to halvvoksne børn var omkring ham, han havde smerter og derfor lå han hele tiden uroligt. Præsten (vores foredragsholder) havde holdt en andagt og havde spurgt patienten, om hvad han skulle bede for, og derfor blev det bedt om, at patienten snart måtte få lov til at dø. Patienten og præsten sagde farvel den aften og ønskede begge, at de ikke mere skulle ses. Sådan gik det ikke, patienten var der stadig næste eftermiddag, da præsten kom. Han var nu ikke ved bevidsthed, men havde stadig smerter. Familien blev aldrig ladt alene, hele tiden var der på skift tværfagligt personale, der støttede dem og sørgede for, at de fik mad og drikke. Døden kom næste dag. Nogle måneder senere havde præsten samtale med hustruen. Han spurgte hende, hvad hun ville have gjort, hvis der havde været mulighed for aktiv dødshjælp. Hvortil hun svarede, det ville jeg aldrig have valgt, for så var det jo mig, der valgte, han skulle dø. Og selv om hun i de sidste svære dage mange gange havde ønsket, at hendes mand skulle dø, så ville hun ikke kunne have levet med, at hun havde taget det valg. De fleste læger er mod aktiv dødshjælp, netop fordi de jo er dem, der skal slå patienten ihjel og hvad gør det ved forholdet mellem en læge og en patient, når man taler om muligheder i et behandlingsforløb eller når alle muligheder er udtømte. Vil patienten tænke som den gamle dame, der vil på plejehjem, fordi hun føler sig presset til at ønske aktiv dødshjælp? Ja, det kan være besværligt at være pårørende til et sygt menneske, men måske har en anden patient, som var døende, ret, når han sagde, vi døende har også noget at lære jer raske mennesker om livet. Den bog, han skrev sammen med en hospicesygeplejerske, har jeg skrevet om her. Og mine tanker om værdighed, selv når man er hjælpeløs og dybt afhængig af andre mennesker, har jeg skrevet om her.

Jeg kommer helt sikkert i tanke om flere gode ord fra foredraget, men dem lader jeg ligge og vil i stedet for ønske jer alle en god, velsignet weekend. Nu vil jeg køre ned til min far og nyde en god kage sammen med ham.

Og nej, jeg har ikke fundet julepynten frem, det er fra januar, hvor de sidste lys brændte ned, før julepynten blev pakket væk.