I hi

Der er dage, hvor jeg virkelig skal være kærlig ved mig selv og huske, at jeg ikke ville tale til andre som jeg taler til mig selv. Det er de dage, hvor jeg går i hi. I søndags var det ok, at eftermiddagen blev en boble i sofaen, for jeg havde jo gået den skønneste tur, og jeg fik vasket tøj og skrevet det, jeg skulle.

I går blev det også til tøjvask, frisørbesøg og lidt kontorarbejde (meget lidt) og så forsvandt jeg ellers ind i en boble, hvor jeg kun kom ud fra, når jeg sørgede for noget spiseligt til os gennem dagen.

Jeg hader, at mange af mine fridage bliver til bobledage. Jeg diskuterer med mig selv, jeg forsøger at finde grunden (og nej jeg køber ikke de travle arbejdsdage som eneårsag), jeg forsøger at lave små mentale tricks for at motivere, men lige meget hjælper det. Jeg går i hi. Og det hjælper overhovedet ikke på argumenterne for at komme ud af hiet, at jeg stadig har 2-3 sæsoner tilbage af Grey’s Anatomy. Vi hygger os sammen, jeg græder og griner sammen med dem, jeg spoler frem (det hedder det jo ikke mere), når operationerne keder mig. Jeg har aldrig været til operationer, jeg har altid været mere til relationer. Der er masser af ting, der er totalt urealistisk i serien, men jeg er der stadigvæk, de er jo blevet mine gode venner, og jeg vil gerne vide, hvordan det går dem. Jeg kan grine af, hvor lidt sygeplejerskerne er synlig i den serie. Hvordan lægerne i serien gør alt det, som sygeplejersker gør i virkeligheden. 

Skal jeg tage virkelighedens briller på, så er det faktisk ikke godt for sygeplejens billede udadtil, når det altid er læger, der portrætteres i serie. Den svenske serie Sygeplejerskerne, som gik på DR1, fik jeg set enkelte afsnit af, og havde jeg givet den en ekstra chance, havde jeg nok også set den til ende. Den var også urealistisk i sin beskrivelse af sygeplejerskejobbet på en akut skademodtageafdeling. Fred være med de menneskelige historier, som de få sygeplejersker kom ud i, det må jo være sådan for at kunne skabe drama, men mig bekendt har man ganske enkelt ikke så bred en funktion, som der var beskrevet i serien. Men som sagt så jeg kun få afsnit, så den kan jeg ikke bedømme med virkelighedens sygeplejerskebrille.

I går fik jeg at vide, at vores medarbejder tog morgenbrød med i dag, han har fødselsdag. Og huskede jeg så det? Næh, jeg havde spist et solidt morgenmåltid efter at have sovet mine syv timer, som først faldt efter midnat på grund af ovenstående venskab. Der blev hurtigt dækket bord med flag og servietter, og nu jeg måtte lade som om sulten var der og spise lystigt af rundstykker og basser. Heldigvis er min mave rummelig, men det gjorde godt for mave og sjæl, da jeg fik tid til en lang travetur på 6000 skridt inden frokost.

Formiddagen er strøget af sted og bagefter nåede jeg en god snak med min søster, som lige nu skriver afslutningsopgave i sit akademimodul. Jeg har sagt, at jeg gerne vil læse den, for jeg kunne godt trænge til lidt input om psykologi og kommunikation.

Nu tror jeg, at jeg vil finde strygebrættet frem, for man må godt se serier, mens man stryger. Det siger Lenes lov. Ha en god dag.

Det var ikke meningen

Søndagen skulle fyldes med ting, der var gode for mig. Først og fremmest sov jeg, til jeg vågnede. Dernæst læste jeg lidt, men så kunne jeg høre, Ayla var vågen pog sulten. Hun fik mad og jeg lavede mit søndagsbord, lige som jeg elsker det. Blødkogt æg, ristet rugbrød, lune grovboller, gode oste og masser af te og tid. Landmanden sluttede sig til morgenbordet, da han var udhvilet, han har det med at se fjernsyn til langt ud på natten i arbejdsfrie weekender.

Så gjorde jeg alvor af mit løfte til mig selv og kørte op i sommerlandet. Når man som vi kun har 13 km til vores skønne sommerhus tæt på vand, skov og et skønt stisystem, så er det dumt, at jeg ikke benytter det til mine gåture på fridage. Løftet var at holde fast i, at 30 minutters gåtur om dagen er okay.

Jeg gik i ca. 70 minutter og fik 9000 skridt på kontoen. Det var så skønt. Jeg var klædt godt på, jeg gik til og min frakke og min trøje kunne vrides, da jeg kom hjem, jeg var helt svedig.

Jeg er ved at læse en hjernebog, Hjernen er stjernen, af en svensk læge med speciale i neurologi. I den læste jeg om, hvordan vi måske reducerer vores hjernes hippocampus (søhesten) ved at bruge Googlemap og GPS hele tiden. Hippocampus er den, der er ansvarlig for at vi får lagret det, vi skal huske i længere tid. Det er i øvrigt også i den, at de skadelige proteiner ved Alzheimers sygdom starter deres skade. Så jeg har besluttet mig for at udfordre min hjerne, kigge på kort og så forsøge at finde vej uden hele tiden at konsultere en GPS. Teorien er, at vi ikke bruger forskellige celler i hjerne, celler som forfatteren samlet kalder for vores indre GPS, når vi blot kigger på en GPS. Vi lægger ikke mærke til kendetegn eller vejnavne og kan have svært ved at beskrive bagefter, hvordan vi kom fra A til B.

I dag valgte jeg at gå efter mit hoved, jeg brugte ikke mobilen til at guide mig, når jeg skulle beslutte mig til hvilken vej, jeg skulle gå. Og jeg oplevede, at jeg kunne huske rigtig meget fra sommerens gåture. Og på den måde endte jeg med at gå langt mere, end det oprindeligt var meningen. Ikke fordi jeg ikke kunne finde vej, men fordi vejret var skønt og jeg nød at mærke kroppen pulsere og hjernen arbejde.

Det føltes helt meditativt. Hjemme har jeg så brugt hele eftermiddagen på at se Grey's Anatomy. Der kan gå langt mellem, at jeg ser det, men når først jeg er kommet i gang, kan jeg slet ikke stoppe. Mere vil have mere. Nu er der dog sat stopper for det, jeg har en arbejdsopgave, som jeg er nødt til at lave på min fridag. Jeg har simpelthen været for træt hele ugen til at læse korrektur og få de sidste rettelser sat ind i teksten. Det skal ske i dag, så nu vil jeg drikke te i rå mængder og måske spise lidt lækkert dertil. Det er søndag, jeg har fri i to dage mere, og alt er godt. Håber din søndag har været god ved dig.

Hvis nu

• jeg skriver det på bloggen, mon jeg så husker det? Når man har ondt i hele højre arm og skulder, så er det bedste ikke at lægge sig på sofaen efter dagvagten. I stedet for skal man tage sig sammen og gå en tur i skumringen.  Bare en halv time er nok, er det jeg siger til patienterne. Hvorfor er det så, at jeg tror, at jeg kun får gavn af en times gåtur, som jeg ikke får gået, for det føles uoverskueligt efter en dagvagt. Den bedste motion er den, man rent faktisk får gjort.

• jeg kan huske næste gang, at det med at skrive indlæg og surfe på computeren i sofaen fremmer en dårlig stilling og dermed smerter i arm og skulder. Så nu er jeg flyttet op til skrivebordet. Nu mangler jeg bare at få købt den pilatesbold, som min fys siger vil give mig en bedre arbejdsstilling.

• jeg kunne huske, at selv om jeg føler mig presset arbejdsmæssigt og selv om jeg føler mig stærk, så er det dumt ikke at tænke på mine arbejdsstillinger og få patientsengene op i en god arbejdshøjde

• du så mig nu, ville du se mig smile. Jeg har haft en god dag på arbejde. jeg har ikke skånet mig selv, jeg har arbejdet i dårlige arbejdsstillinger, men jeg har været en god sygeplejerske, også selv om jeg ikke nåede det jeg gerne ville. Jeg er vild med at mærke, når erfaringens rygsæk bliver brugt. 

• jeg havde taget mit kamera med på min skumringsgåtur, havde jeg måske fået mere skarpe billeder og nået at fange de mange svaner, der fløj henover mit hoved konstant. Men de bedste billeder er dem, man får taget, så sådan blev det.  Nu har jeg fri i tre dage, og jeg vil nyde dem. Må du nyde din lørdag aften.

Det har været en god dag

• ikke fordi jeg ikke er træt efter tolv timer og 11.000 skridt på arbejde, for det er jeg.
• ikke fordi vi ikke får nye tilfælde med influenza og dermed isolation af patienten og dermed færre stuer til de andre patienter, for det gør vi
• ikke fordi at vi ikke får nye sygemeldinger fra personale med influenza, for det gør vi

men

• fordi jeg havde tre patienter, som jeg stod for i dagvagten, og jeg kunne mærke, at jeg slog til. Jeg havde en god kontakt med pårørende og patienter. Jeg fik smil og tak. Jeg nåede det, jeg gerne ville.
• fordi mine kolleger ganske enkelt gør mig glad
• fordi jeg ikke fik overarbejde

Det har været en god dag, tak.

God weekend til dig.

Vidste du det før?

Min fodterapeut så på mig og afventede mit svar: Jeg måtte tænke mig om, for vidste jeg det egentlig? Jeg ville gerne svare ja, men var det korrekt? Svaret blev, nej, det vidste jeg nok egentlig ikke.

Vi talte om rugbrød og om fuldkorn. Hver måned deltager jeg i undervisning af tidligere patienter og pårørende i kost og kolesterol og livet efter en apopleksi. Det sidste står jeg for. Og her snakker vi om fuldkorn og hvad fuldkorn er., fordi fuldkorn er med til at sænke det lede kolesterol i kroppen (LDL-kolesterol). I denne måned har jeg meldt mig til 10-kampen ved Kræftens Bekæmpelse, 10 uger med 10 udfordringer med fokus på et sundere liv. I den forbindelse ramte en forskers udtalelse mig, for den gik fint i tråd med samtalen hos fodterapeuten. Fuldkorn får man mere og mere viden om, hvor gavnligt det egentlig er. Det er blandt andet med til at forebygge kræft, diabetes og mange andre sygdomme. Derudover giver det en god mæthedsfølelse, som varer længe.

Og hvad var det så, at jeg egentlig ikke helt havde gjort mig klar, før jeg kom med i undervisningsforløbet? Det er ikke alt rugbrød, der er fuldkorn. Mange rugbrødstyper indeholder mange kerner og nødder og mel, der ikke lever op til kravet om fuldkornsmel. Kerner og nødder er ikke fuldkorn, så et brød fyldt med græskarkerner, sesamfrø og solsikkekerner er ikke et fuldkornsbrød. Qinoa er heller ikke fuldkorn.  Men har man derimod brugt alle bestanddelene af hvede, havre, rug, byg, spelt osv, så er det et fuldkornsbrød. HVIS det vel at mærke er over halvdelen af melet. Man kan sagtens finde lyst brød/boller, som er bagt af fuldkornsmel. Og en pandekageopskrift kan opgraderes til fuldkornsopskrift, hvis man erstatter halvdelen af hvedemelet med eksempelvis havregryn. Eller man kan købe hvid hvede, som er hvedemel, hvor alle kornets bestanddele er med. Så der er mange måder, hvorpå man kan få fuldkorn ind i sin kost. Og hvis du køber produkter med fuldkornslogoet, så ved du, at dette produkt lever op til kravet om højt indhold af fuldkorn. ( og nej dette er ikke noget, jeg er blevet bedt om at fortælle eller får penge/naturalier for)

I dag surfede jeg lidt rundt på hjemmesiden om fuldkorn og kiggede på deres opskrifter. Her gik det op for mig, hvorfor de ikke har kartofler med. Kartofler er sunde, de indeholder mange kostfibre og gode vitaminer og mineraler. Og kostfibre skal vi også have. Kartofler mætter mere end tilsvarende portion af ris eller pasta, men kartofler er ikke fuldkorn. Ris og pasta findes derimod i fuldkornsvarianter. Pasta får min mave til at svulme, så det spiser vi sjældent. Jeg mener nu også, at jeg sagtens kan få min portion fuldkorn på anden vis; 1 skål havregryn og en skive rugbrød, så er de 75 gram ved at være der. Så kan jeg nyde mine kartofler i ro og mag om aftenen, selv om det absolut ikke er hver aften, at vi får kartofler. Husets aftensmad lider under, at husmoderen ganske enkelt har mistet lysten til at lave mad, så der hoppes over det lave gærde meget af tiden. Jeg laver nok aftensmad to gange om ugen og resten af ugens dage er det rester eller butikkernes tilbud på aftensmad, der kommer på bordet.

Vi får se, om husmoderen i dag vælger den nemme løsning med rester og så supplerer med en salat fra grøntafdelingen i supermarkedet. Jeg er ubetinget en, der drives af dagsformen, hvad angår madlavning. Jeg ved aldrig, før vi når eftermiddagen, hvad jeg har lyst til at lave og om jeg har lyst til at lave noget. Men landmanden har da altid fået aftensmad hver dag i de 35 år, vi snart har levet sammen. Og heldigvis har jeg efterhånden også en god portion viden om fælderne i forhold til sund kost, når maden købes som færdiglavet eller halvfabrikeret.

Fridagen i dag skal blandt andet bruges på røntgenbilleder af mine hænder. Jeg tror desværre, jeg har slidgigt, jeg får i hvertfald ondt i mine fingre og har ikke samme kraft som tidligere. Så jeg er en af dem, der døjer med alt det indpakning, der skal bruges kræfter på at få op. Det indpakning findes også på arbejde. Der skal rives forseglinger af, der skal rives plastposer op, der skal lukkes affaldsposer fra isolationsstuer med strips, som mine fingre ikke kan får ordentlig greb om osv.

En udsendelse om slidgigt styrkede min viden om, at træning og bevægelse er med til at forebygge smerter. Her nytter det ikke at hoppe over, hvor gærdet er lavest, jeg ved jo hvor gavnlig motion er. Som jeg plejer at sige til patienterne, jeg har endnu til gode at læse et studie, hvor der er fundet bivirkninger ved almindelig motion. Så på med traveskoene, Lene, og gå dig en tur!

Håber din torsdag er god ved dig.

Der er en tid

for principper og en tid for andre principper. I dag tog jeg Spangsbergs princip i brug. Man må godt spise flødeboller, når ...

Jeg nyder, at jeg først skal møde i aftenvagt i morgen aften, det giver luft til en rolig aften og morgen og forhåbentlig dermed også en bedre nattesøvn. Selv om jeg ikke drømmer om afdelingen, så kører min hjerne af sted i sit eget tempo, så en del af natten lod jeg den bare køre, og så gjorde jeg som de kloge siger: koncentrerede mig om at slappe af, lod være med at kigge på uret og nød den varme seng og det stille mørke.

Efter rigeligt med flødeboller kan vi godt vente lidt med aftenmaden, "cowboygryde", bønner og kartoffelmos. Der skal laves rigeligt, så landmanden får nem aftensmad i morgen aften. Jeg når også en fysioterapeuttid i morgen formiddag, så en formiddag med langsom opvågning og massage er da den bedste start på en aftenvagt. Faktisk skulle jeg slet ikke have haft aftenvagt i morgen, men en kollega ville så gerne have fri og tilbød at tage min dagvagt søndag i stedet. Det bytte gad jeg godt, så det gav to tilfredse sygeplejersker.

Jeg har nu godt styr på influenzatyperne A og B. Nu ved jeg, at mennesker med type B må isoleres sammen med andre med type B, hvorimod mennesker med type A skal isoleres hver for sig, indtil man ved, hvilken undertype af A, de har. Det tager så tre dage, inden man ved det, så derfor skal de have hver sin isolationsstue.

Al plejepersonale hader isolationsstuer, fordi i en travl tid så gør det hverdagen endnu mere besværlig. Hver eneste gang man skal ind på sådan en stue, skal man have udstyret på. Kommer man så ind og finder ud af, at man skulle have noget mere med, ja så skal man enten have alt af igen eller ulejlige sine travle kolleger med at finde tingene for en.  Vi bryder os heller ikke om, at vi ikke lige kan kigge ind til fru X eller hr Z og se, om de sover eller om de ligger godt. Vores patienter har brug for meget hjælp, og selv uden overtrækskittel i tæt materiale, mundbind og handsker kan man komme til at svede.

Mens jeg sidder her og skriver, kan jeg mærke skulderne sænker sig, jeg deler nurse Ruths tegninger om influenza med kollegerne i vores facebookgruppe, og der popper små kommentarer op. Vi løfter i flok, vi endte med at at grine i dag, fordi det ikke kunne nytte at græde. Jeg håber, mine kolleger i de næste vagter kommer nogenlunde gennem deres vagter.

Må du få en god aften.

Så har jeg vist heller ikke flere snebilleder fra min enlige aften i snehimmel :-)

Endnu

• en bog. Søndag blev også en læsedag, jeg fik læst en af mine bøger fra gavebordet, Salvadorena af Cecilia Samartin. Jeg slugte den i et hug på sådan en træt søndag. Anmelderne skriver, at det er en rigtig guvernantebog a la Sound of Music, eller at den minder meget om Rosamunde Pilcher og Maeve Binchy bøgerne. Det har de nok ret i. Men den fik mig til at tænke over, hvilke grusomheder, der blev begået i lande som El Salvador under borgerkrigen i 80erne. Og ja,bogen bliver blidere, men egentlig køber jeg præmissen, at den lille pige, som overlever takket være præster og nonner og finder ro i sjælen i et kloster, forbliver den milde kvinde med overskud til andre. Jeg syntes godt om bogen.

• en arbejdsdag. Influenzaen hærger stadig. Vi har kolleger, som er syge i alle vagtlag. Nu kan vikarbureauet ikke hjælpe mere. Så dagens løsning blev: en dagvagt tog 12 timers vagt til kl. 19, en nattevagt startede klokken 19 og tog tolvtimers vagt. En aftenvagt tager tolvtimers vagt og fortsætter til klokken tre i nat. Min souschef møder så ind klokken tre i nat og får formentlig også en tolvtimers vagt. Jeg havde overarbejde, fordi aftenvagterne ikke kunne nå alt det, der akut blev ordineret i vagtskiftet pga. dårlige patienter, så jeg gjorde mine patienter færdige. Bagefter dokumenterede jeg alt det, jeg havde lavet hele dagen. Jeg havde haft en studerende med, og vi havde fire patienter. Min studerende skulle gå sammen med mig hele dagen, hun er lige startet og de første to uger måtte hun og de andre studerende blot hænge i for at følge med forskellige sygeplejersker, fordi der hele tiden var nye kolleger på arbejde. I dag nåede vi ikke at reflektere over alt det, vi lavede sammen, det håber jeg, vi når i morgen. Ydermere viste det sig, at en af vores patienter havde influenza, så nu er vi blevet udsat for smitte, for han skulle have hjælp til alt. Til sidst gik jeg på en anden afdeling efter medicin, der manglede, og på vej tilbage hentede jeg blod til en patient. 16.45 gik jeg hjem og nu er jeg træt. Morgendagen synes ikke bedre, så jeg er spændt på denne uge, hvor jeg skal arbejde fem dage i plejen.

• en dag med skridttæller på. Og i dag nåede jeg de 10.000 skridt, inden jeg gik hjem fra arbejde. Så kan man roligt smide sig i sin sofa og slappe af. På trods af travlhed på arbejde kan jeg mærke, at jeg alligevel føler mig glad, fordi jeg synes, jeg nåede det vigtigste og fik taget hånd om mine patienter. Heldigvis havde jeg gode kolleger, som gav en hånd til sidst, hvor isolationsregler og en rygmarvsprøve var ved at tage pippet fra mig. Hygiejnesygeplejersken blev helt stille og vidste ikke hvad hun skulle sige, da jeg ringede til hende og spurgte om noget, hvorefter hun henviste til instrukserne. Jeg svarede: det ved jeg godt, men jeg er så træt lige nu, at jeg ikke kan forstå den instruks. Så gennemgik vi den og jeg fik styr på, hvad jeg skulle gøre.

• et indlæg, hvor jeg vil slutte med ordene: pas på dig selv, send et smil til andre, hvis du kan og ha en god aften.

Fra mig til dig: en buket sneblomster. Gid det så sådan ud udenfor lige nu.

En ny tid

To bøger blev læst færdig i går. Den ene var mit eget ønske til mit jubilæum og en af gaverne fra mine kolleger; Ruth Asferg Holsts Ny Sygeplejerske- ingen panik. Ruth AH er også kvinden bag tegningerne om Nurse Ruth, som jeg er vild med. Hvorfor ønskede jeg mig en bog om det at være ny sygeplejerske? Først og fremmest fordi jeg læste første kapitel af bogen på Nurseruths hjemmeside og syntes, den ramte plet i forhold til det, jeg så hos mine nyuddannede kolleger, og måske kunne jeg hjælpe dem bedre ved at læse hele bogen. Og så var jeg også nysgerrig efter, om jeg kunne genkende noget af det fra min tid som nyuddannet.

Første del af bogen og sidste del af bogen er fantastisk. Den midterste del er også god, men fangede mig ikke så meget som det andet. Ruth AH skriver selv, at hun ikke kunne finde noget, da hun stod som nyuddannet og manglede nogen at spejle alle sine frustrationer i. Hun havde søgt og kun fundet udenlandsk litteratur og derfor skrev hun denne bog. Også fordi det kom bag hende, hvor svært det var at være nyuddannet sygeplejerske. Ruth AH har været ansat i forsvaret og været udstationeret flere gange, været skibshandler i Aalborg og indkøber på Grønland, bachelor i international handel fra en fransk handelsskole og alligevel er det at være sygeplejerske det allermest spændende og udfordrende arbejde, hun nogensinde har haft. Jeg kan varmt anbefale denne bog til nye sygeplejersker. Bogen er bygget op om små historier, som sygeplejersken Sanne oplever. Disse historier bliver så omkranset af gode råd, men også beskrivelse af at det er helt naturligt at føle som man gør. Blandt andet bruger Ruth AH tit sammenligningen med, at man ikke vil forvente en maratonløber kan løbe et maratonløb hver dag eller at en underviser kan huske alle 24 elevers navne den første dag og sætter det i forhold til de høje forventninger, man har til sig selv som sygeplejerske: at man skal have overblik over 24 patienter med det samme, man møder ind eller at man kan yde maksimal toppræstation hver eneste dag. Hvert kapitel afsluttes med et brev til Sanne fra en person med kompetencer indenfor det område, f.eks en coach om stresshåndtering eller en sygeplejerske med erfaring om lindrende sygepleje til døende. Og alle kapitler indeholder også tegninger af Nurse Ruth, som er Ruth AHs alter ego. Denne blanding af casebeskrivelser, tegninger, tekster om det at være nyuddannet sygeplejerske og respons fra en udefra er det, jeg virkelig nød meget.

Den anden bog jeg læste færdig, var bogen En ny tid af Ida Jessen. I litteraturkredsen skal vi læse fortsættelsen af denne bog i april, og nu glæder jeg mig til at læse den og ærgrer mig over ikke at kunne diskutere En ny tid med nogen. Bogen handler om en tidligere lærerinde, som i forbindelse med hendes mands sygdom og død finder sin gamle dagbog og nu begynder at skrive i den igen. Gennem dagbogen følger vi hende i nutiden, men går også tilbage, til før hun blev gift med distriktslægen og den første tid som nyuddannet lærerinde. Det er en bog, der er nem at læse, og jeg var helt opslugt af den. Jeg blev fanget af det skift, der sker med hovedpersonen efter hendes mands død, igen er jeg betaget af, når folk tør finde sig selv og handle på det.  Jeg mener, at jeg har læst noget af Ida Jessen før. I følge min blog har jeg læst Det første jeg tænker på, jeg har så desværre ikke skrevet, hvad jeg syntes om den. Og via anmeldelsen på litteratursiden genkender jeg handlingen, men kan overhovedet ikke huske slutningen. Det samme gør sig gældende for anmeldelsen om Den,der lyver.

Når nu jeg ikke har nogen at diskutere bogen med, så kan jeg læse anmeldelser af bogen, og det medførte det samme som i litteraturkredsen, at noget jeg klukkede over i bogen, men lykkeligt havde glemt, da jeg var færdig, nu dukkede op i erindringen: ”Rigtig gamle mennesker siger ikke ret meget, og det er ikke fordi de ikke kan. De gider ikke”. Og Kathrine Lilleør rammer så megen plet med sine smukke ord:

“Altid håbede hun på mere end det lidt, han gav. At leve i et køligt ægteskab giver forfrysninger i sjælen, som ikke absolut tør op, fordi ægtefællen dør. Enken så frem til engang at blive sig selv, men da hun blev det, forsvandt kompasset for hendes liv. De bristede forhåbninger, afvisninger og hårde ord gav over år tilværelsen retning og indhold.

Alle efterlader sig et tomrum, når de dør. Også en ukærlig ægtemand. Det er i dette tomrum Lilly Bagge har fundet sin gamle dagbog frem, og her følger vi hende forsøge at finde en hverdagsmening i den stilhed, hendes mand efterlod. Det tager tid.”

Til slut vil jeg lade Ida Jessen selv beskrive hovedpersonen, som hun gjorde i et interview om bogen og den tid, den handlede om.:

”Hun er et menneske, der ikke forsøger at forudse, hvad der skal ske. Livet løber hende i møde, og hun tager imod. Hun har ikke nutidens tanke om, at alting skal komme fra hende selv. Der er ingen følelser og mærken efter, hvordan hun har det, selv ikke når hun er dybt berørt og har det svært,” siger Ida Jessen.

Jeg er dog ikke helt enig med forfatteren i det sidste, for selv om der måske ikke beskrives, at enken mærker efter, hvordan hun har det, så handler hun dog ikke efter de gængse forventninger, men efter det, der giver mening for hende selv. Håber nogle af jer har læst bogen og gider skrive jeres oplevelser i kommentarfeltet. Eller at I vil fortælle om de bøger, som har gjort mest indtryk på jer. Ha en god søndag.

PS billederne er fra fredagens og lørdagens gåture. Der må noget bevægelse til, når man læser det meste af dagen. Og så sluttede vi lørdagen af med at tage på Bones og hygge os med en god omgang spareribs og softice.

Magien var der

nu er den væk. Sneen ligger stadig og skinner hvidt, men langsomt forsvinder den. Min vej hjem fra litteraturkreds i går var så smuk, med hvidt over det hele, snepyntede træer og knitrende sne under støvlerne, da jeg gik ind. Jeg skulle have trillet den snemand i går, for i dag er det for sent.

Jeg er så glad for, at jeg har meldt mig til litteraturkredsen, for bøgerne åbner sig endnu mere for mig. Først skal alle fortælle om deres oplevelse af bogen. Vores leder peger dernæst på udvalgte tekster, som bliver læst op og så får jeg rig lejlighed til at nyde sproget. Når jeg læser, læser jeg hurtigt og så fanger jeg ikke alle de sproglige nuancer. I går smuttede jeg ind på biblioteket og lånte en ekstra bog, fordi aprils måneds bog er en fortsættelse af en bog, som litteraturkredsen har læst i efteråret. Jeg vil gerne kunne deltage i den diskussion. Derudover har jeg alle de bøger, jeg fik til mit jubilæum, så mon ikke weekenden hurtigt kan gå med bøger og curling i fjernsynet.

Nu røbede jeg jo min irritation over vores hund, så nu må jeg fortælle, at jeg åbenbart har glemt, hvordan det er at have en hund, som skal opdrages kun af mennesker. Vores første hund Scott må have været igennem det samme, men det er 35 år siden. Siden hen har Fie, Laika og Istvan mødt en voksen hund, som de kunne lære husets regler af. Ayla er blevet så dygtig til blot at komme hen og sætte sig ved siden af mig for at blive kælet for, og hun går fluks hen i kurven, når jeg beder om det. Så nu går jeg igen ind ad bryggersdøren, også i de pæne frakker, og jeg kommer ind i køkkenet med frakken pæn og ren.

Mens mine kolleger finder gode rejsetilbud til solvarmestrøg, spa og afslapning, glæder jeg mig mere og mere til, at jeg skal på stilhedsretræte i slutning af maj. Det bliver godt at gå ind i stilheden 2½ døgn, det specielle bliver, at en af de andre deltagere er min søster, men vi glæder os til at dele den oplevelse.

Jeg mangler ét hængeparti, inden jeg kan sige, det er weekend i forhold til mit arbejde. Herhjemme er der mange hængepartier, men dem er jeg gode til at lukke øjnene for. Kontor, løn og regnskab bliver altid gjort, det andet kan altid vente til en anden dag. Dagen i dag indbyder til curling og den store engelske bagedyst i fjernsynet. Jeg har været i LOOP og til fodterapeut her til morgen, så jeg mangler blot en gåtur, så er kroppens behov vist dækket. Det er ren nydelse at holde fri, jeg mangler blot magien fra i aftes, men man kan jo ikke få alt. Jeg fik det magiske drys i går, og jeg nød det.

Den er god nok

Det står selv i avisen, de nordjyske sygehuse er pressede på grund af influenza, dels fordi de får flere patienter med influenzasymptomer, dels fordi personalet sygemelder sig med influenza. Der er godt nok lang tid til d. 16/3, hvis influenzaen skal hærge så længe, som de skriver.  Nu har jeg heldigvis fri i tre dage, de mangler kollegaer i weekenden, men jeg er nødt til at få styr på noget af alt det, jeg skulle have haft lavet de sidste tre dage, hvor jeg var ansvarshavende og dækkede andre funktioner. Det gør jeg hjemmefra og så håber jeg på, at landmanden er frisk på, at der skal ske et eller andet. Jeg trænger til at se andet end sygehuset og gården.

I disse dage spilles der OL-curling, og vi sad i går og genopfriskede minder fra dengang, det var noget, vi gik til sammen med vores teenagebørn. Desværre lå curlingtiden fredag aften, det harmonerede ikke med teenagers trang til at være sammen med deres venner.

I aften er der litteraturkreds, nogle af kvinderne har skrevet noter om den læste bog, jeg tror at jeg improviserer, når der skal fortælles bordet rundt om vores oplevelse med bogen : http://underet-er-at-vi-er-til.blogspot.dk/2018/02/fredag-i-punktform.html (aner ikke hvorfor jeg ikke kan indsætte et link på vanlig vis)

Må din torsdag aften være god ved dig.

Og så bruger jeg rigtig billedearkivet i disse dage. Da jeg ikke har billeder af tiden med curling, får I et billede af min far og mig på tur i snevejr.

Det der strikke-mojo?

Begrebet er jeg stødt på forskellige steder: jeg har mistet min strikke-mojo, jeg har fundet min strikke-mojo. Googler jeg begrebet mojo, finder jeg ikke noget, der sandsynligt kan kobles med strik og den betydning, jeg tror, det har i strikkeverdenen. Det nærmeste skulle være i betydningen held eller magt på en overnaturlig måde.

Jeg tror, det betyder, at man har mistet lysten til at strikke. Men ved du, hvorfor man siger sådan?

I aften er jeg inviteret til strikkehygge hos en kollega, og jeg glæder mig til at være sammen med kolleger i hyggeligt samvær. Jeg ved bare ikke, hvilket strikketøj, jeg skal tage med. Det ender nok med en karklud, den kan jeg altid strikke et par pinde på, for jeg får intet strikket herhjemme. Jeg søger stadig efter min strikke-mojo. Hvad det så end betyder :-)

God aften til dig.

Arkivbillede i mangel af nutidens billeder

1000 kroner!

Det der shopperi er jo slet ikke mig, så derfor er det lykken, når det helt kommer bag på mig, at jeg rent faktisk får handlet.

Min dejlige taske fra mine kolleger til min runde fødselsdag sidste år var gået i stykker. De havde godt nok ikke en bon, men vi blev enige om, at jeg skulle prøve lykken i Salling. Jeg gad egentlig ikke køre til Aalborg på en lørdag, men tog mig sammen til sidst. De to første ekspedienter sagde, at det kunne de nok ikke, når jeg ikke havde en bon. Den erfarne, der blev hidkaldt, gik afsides og kom så tilbage og sagde, at fordi de var søde, så ville de gøre en undtagelse. Så nu har jeg fået en helt ny taske. Skøn service.

Nu var jeg tilpas, der stod ikke mere på min liste udover dagligvareindkøb i Føtex. På vej derhen kom jeg forbi en sportsforretning. "Jeg kan da også lige gå ind og se om de har en vinterfrakke" Sort dunfrakke med hue og pelskant, sat ned fra 1500 til 500. Godt nok bryder jeg mig ikke om sort, men til de penge kunne det godt være frakke, til jeg engang får købt den smarte vinterfrakke i sprælske farver, jeg gerne vil have (den har så stået på listen i to år, men eftersom jeg ikke shopper, så finder jeg den jo ikke). Der var en tilbage, det var min størrelse, så nu kan jeg gå den vinter i møde, som jeg stadig håber kommer med sne und alles. Og 500 kr. Det svarer jo til ca 14 pakker cigaretter eller en god middag på en restaurant. Så finder jeg Frakken, så kan en anden få glæde af mit billige køb, men indtil da må jeg bare sørge for at have farverige tørklæder på.

I dag har jeg været ansvarshavende, for lige som på alle andre afdelinger er der massiv frafald af kolleger pga influenza, og nu altså også min leder. Læg så der til, at mange mennesker får apopleksi og er hårdt ramte, så kan du næste regne ud, at der knokles for at få alle ender til at nå sammen.  I dag betød det, at vi var flere, der først gik hjem 2 en halv time senere end beregnet, og aftenholdet er hårdt spændt for,  jeg håber det går. I morgen er der heldigvis nogle kolleger, der er raskmeldte, så krydser jeg fingre for, at andre ikke er syge.

Nu vil jeg i hvert fald nyde, at aftenen er min egen med te og cookies til at peppe den op. Ha en god aften.

Søndag med kulde, blæst og ingen sne

Jeg vil have sne, et tykt lag som knitrer under mine fødder, når jeg går. Sne, så jeg kan blive som barn på ny og komme ud, trille snebolde, bygge en snemand, få tankerne på afveje og latteren frem. Jeg tror desværre, at sneen ikke kommer hos os, så vi må nøjes med kulde og blæst. Det er gråt udenfor, vinden hyler, og jeg kryber sammen indendøre. Jeg hoster, har ondt i halsen og snøfter, mens jeg drikker spandevis af te og spiser chokolade. Landmanden har fået en pæn hentydning om, at jeg gerne vil have kager i eftermiddag.

I dag er sådan en dag, hvor alt vender forkert inde i mit hoved. Sådan en dag, hvor landmanden, hvis jeg sagde højt det jeg tænkte, ville ryste på hovedet og tænke, pylrer hun nu igen. Så jeg tænker ikke højt og jeg sørger for at tage snakken med mig selv. Pludselig falder tingene på plads igen og jeg kan se mig selv i øjnene og smile. Jeg er sund og rask, har en god mand, to dejlige børn og to skønne svigerbørn, et job som for det meste gør mig glad og en familie, som jeg ved, jeg bare kan række ud efter, så støtter de mig. Det er jeg taknemlig for.

Mens jeg har arbejdet med vores projekt* ved spisebordet, er der begyndt at falde snefnug udenfor mit vindue. Ikke mange, men måske kan jeg alligevel få mit ønske opfyldt

*To kolleger og jeg har været i gang over en meget lang periode med at undersøge patienters oplevelse af et accellereret indlæggelsesforløb og overgangen efter udskrivelse til livet hjemme. Når vi gang på gang må inddrage projektdage, fordi afdelingen har brug for vores hjælp, så skal det tage lang tid. Jeg kan dog godt mærke, at jeg trænger til, at vi kommer videre. Lige nu har jeg påtaget mig at få beskrevet forslag til et abstrakt, fordi vi ikke har projektdage i februar måned. Det er jeg gået lidt i stå med, så måske skulle jeg klæde mig godt på og så komme ud og få frisk luft til hjernen?

Må du få frisk luft og røde kinder, og må din søndag være god ved dig.

Lykken en lørdag morgen er

• at vågne af sig selv efter 8 timers søvn og så opdage at klokken er fem
• at kunne vende sig om på den anden side og sove videre
• at vågne klokken halv otte og bare blive liggende i sin seng en halv time med mobilen som minicomputer og surfe rundt på alle nyhedssiderne
• at stå op og lufte Ayla i nattøj, med morgenånde og morgenhår, og nyde frosten bide i kinder, mens jeg tømmer postkasse

• at finde de små vintergækker nede ved postkassen
• at lave bunker og bunker og bunker af vasketøj, som skal vaskes og vide, at jeg har tid og energi til det
• at få hængt vasketøj op, få tømt vaskemaskine og arrangere blomster i vase inden morgenmaden

• at skrive indlæg i nattøj med morgenhår og morgenånde
• at vide at der er rester fra pandekagebagningen i forgårs OG at der er rester af is i fryseren. Det skal nydes i aften

• at drikke te og at skulle udvælge mig en af mine mange kopper, som hver især rummer gode minder om giveren
• at det er fridag

Hvad mon lykken er for dig sådan en lørdag morgen? Må du få en dejlig lørdag.

Fravalg

I dag har jeg valgt fra, selv om det irriterer mig, for jeg havde glædet mig. Jeg havde i forvejen valgt koraften fra for at komme til strikkecafe. Nu har jeg så også valgt strikkecafeen fra. Ganske enkelt fordi jeg ikke mente, det var forsvarligt at sende mig selv ud på en vej om aftenen. Jeg er træt, vi har haft en meget travl dagvagt, hvor alle kræfter blev sat ind på at yde en ordentlig pleje, hvilket indebar, at andre med andre funktioner måtte træde til for at hjælpe i spidsbelastede situationer. Jeg var dog med i plejen i forvejen, fordi jeg skulle følges med en kollega. Vi blev dog hurtigt enige om, at vi godt kunne tage hver vores patienter og så sparre med hinanden i de korte øjeblikke, vi så hinanden. Vi nåede vist alle at få noget frokost, men først i løbet af den sidste halvanden time af dagvagten. Vores nye studerende fik da set, hvordan vores afdeling kan se ud i en travl periode.

Et andet fravalg har jeg også tænkt over i de her dage, jeg er en af dem, der ikke ønsker at få nye organer og heller ikke ønsker at være organdonor. Jeg har bare aldrig fået det registreret nogen steder. Og jeg har længe mærket en tvivl, den er ikke stærk nok til, at jeg endnu har ændret holdning, men jeg skal have fundet nogen at sparre med om det. Jeg kan blot mærke, at jeg ikke orker at følge den serie om organdonation, som lige nu kører. Jeg er fuldt orienteret om hjernedødskriteriet, det er ikke, fordi jeg tror, at man ikke er død, når man er hjernedød. Når jeg siger nej tak, skyldes det, at jeg føler, at et værdifuldt øjeblik bliver taget fra de pårørende ved organdonation. nemlig det øjeblik hvor livet ebber ud og det sidste åndedrag tages. Jeg har også før tænkt, at vi ikke skulle lege Gud, den tanke har jeg nok ikke mere, det gør vi alligevel på så mange måder. Jeg er og har været voldsomt irriteret på de kampagner, hvor man slår på, hvor mange, der venter på et donororgan. for jeg synes, det glemmes i kampagnerne, at for at man kan få et organ, kræver det, at der er en, der dør. Men som sagt er jeg i tvivl, ikke så meget om det at få organer, for det tror jeg stadig ikke, at jeg vil. Det er mere det med at donere sine organer, som jeg overvejer, om jeg vil. Og det skal jeg have tænkt noget mere over. Har du ladet dig registrere og vil du fortælle om dine overvejelser?

En lille pause

Godt jeg huskede det. Efter en masse fridage, har jeg mange arbejdsdage og de hverdagsfridage, jeg skal have, ligger på fredage. Det er jo slet ikke tosset med forlængede weekender, men min fysioterapeut holder fri om fredagen, og jeg kan ikke nå hendes sene tider efter en arbejdsdag.

Da jeg ikke kan undvære massage af min højre skulder og arm i længere tid, så aftalte jeg med min leder, at jeg mødte senere en dag og tog den tidlige tid klokken syv hos "fyssen". Det er i dag. Det kom jeg først i tanke om i morges klokken fem, da jeg var stået op og gået i gang med køkkentjansen. Så nu har jeg lige en lille pause med tid til at nyde hverdagslydene, vaskemaskinen der snurrer, landmandens insisterende mobilvækning og Aylas diskrete snorken efter at have spist sin morgenmåltid.

Det er sjette dag på arbejde og jeg er mør, det bliver godt at komme til fys. En perfekt start på en arbejdsdag. Må du få en god start på din dag.

Arkivbillede fra en sejltur i skærgården ved Stockholm

Lyden af lørdag på en søndag

Benene er oppe på bordet, kagen er spist, rødvinen er endnu ikke fundet frem, men jeg slapper af. Inde fra fjernsynsstuen kommer lyden af engelsk fodboldkamp, og jeg ryger tilbage til barndommen, hvor fodbold hørte til lørdage eftermiddag. Min far og min bror sad der troligt, vi søstre gjorde også indimellem, for det var jo det eneste fjernsyn, man kunne se. Der var ingen skænderier om, hvilken kanal, man skulle se noget på, der var kun den ene.

Her i huset har vi heller ingen skænderier om det, for landmanden har fjernbetjeningen og jeg har iPaden, hvor jeg kan se de samme programmer takket være vores tv-pakke til parabolen. Så han sidder i den ene stue og jeg sidder på den anden side af væggen i den anden stue.

Lige nu ser jeg dog ikke fjernsyn, jeg ville gerne læse, men jeg kan godt mærke, at så falder jeg i søvn. Det går ikke, så jeg blogger og spiller Wordfeud.

Og billedet er ikke fra nu, men fra i morges, for også der spiller og surfer jeg på nettet, mens jeg spiser min morgenmad.

Min arbejdslørdag

Noget af det jeg elsker allermest ved sygeplejen, er når kontakten med patient og pårørende giver mig en fornemmelse af at jeg har ramt det, de havde brug for. Jeg kan ikke trylle og få ting til at gå hurtigere, men jeg kan forhåbentlig få dem til at se meningen med, hvorfor de er her, hvad planen er, hvordan vi arbejder med at give den bedst mulige støtte og hjælp til et liv efter sygehus og katastrofe, for det er det jo. Hverdagslivet gik lige så godt og pludselig er man på hospitalet. Man får at vide at man har haft en blodprop eller blødning i hjernen, eller man får at vide, at det var falsk alarm, men alle bliver rystet i en eller anden grad, når kroppen pludselig svigter, om det er hele kroppen, en arm eller talen, eller balancen. Man når at tænke mange tanker og se mange skrækscenarier for sig, og det sidder i kroppen.

Min arbejdsdag har været kaotisk og samtidig har de møder med patienter og pårørende, jeg har haft. været af en art, hvor jeg følte, at jeg ydede en god sygepleje. Ikke en sygepleje med ernæring, mobilisering, personlig hygiejne, det gjorde mine kolleger derimod. De knoklede for at nå, at alle fik mad, medicin, blev vasket, fik omsorg osv. Men en sygepleje, som handlede meget om, at patient og pårørende følte sig inddraget og fik viden om sygdom, undersøgelser og videre plan.

Jeg var ansvarshavende sygeplejerske, og da vi i dag manglede to sygeplejersker, og dermed kun var de to sygeplejersker, som skulle gå til trombolysebehandling, og mig, så blev det mig, der stod for det meste af medicindosering og al stuegang på alle 21 patienter.  Heldigvis havde vi nogle dygtige social og sundhedsassistenter samt to vikarer med os, og de gjorde det rigtig godt.  De var rigtig gode til hele tiden at opdatere mig med viden om patienterne. og mest af alt reagere på, når noget ikke var som det skulle være.  Jeg følte mig dog som en blæksprutte.Telefonen kimede, det var også min tjans. Der var pårørende, der var hjemmesygeplejersker, der var læger, der var andre hospitaler, der var ... Og min seddel blev mere og mere fyldt med små noter om det ene og det andet, jeg skulle huske. Jeg styrede stuegangsslaget, hvilke patienter skulle først ses, hvilke måtte rykkes op i rækkefølgen, fulgte op på de ordinationer, der blev givet, koordinerede med terapeuterne og sparrede med mine kolleger om patienternes tilstand.

Når en sygeplejerske går stuegang på så mange patienter, så er det umuligt at komme ud til alle patienter, det vidste jeg, at mine kolleger tog sig af, men jeg satser på at i morgen når jeg det. Det er slet ikke sådan, vi ønsker, det skal være i weekenden, så vi håber på og argumenterer for, at nogen kan forstå, at vi har brug for flere kloge sygeplejehjerner med varme sygeplejehænder. Vi er lykkedes med på trods af travlhed at få vendt tendensen i hverdagen med, at en sygeplejerske tog mange patienter til stuegang. Vi vil hellere have færre patienter og så være med i plejen af disse i stedet for at blive fast inventar i stuegangsrummet.

Stuegangen fortsatte, efter jeg tog hjem. Vi har tit stuegang til langt ud på aftenen, lægerne, der går stuegang i weekenden, er der fra 9 - 18. Og de får hjælp af bagvagt og forvagt, med mindre disse bliver kaldt til akutte patienter.

Når man er så gammel som jeg, så kan man sætte sig med benene oppe på bordet, drikke te og et enkelt glas rødvin og nyde, at jeg har kun mig selv at sørge for efter arbejde. Aftensmaden var rester sammen med gode grillpølser lavet på dyrekød. Landmanden ser film i den anden stue, jeg kigger på brændeovnens flammer, stearinlysenes flammer og tulipanernes forfald.  De sidste minder mig om, at man også kan være smuk trods alder og forfald. God aften til dig.

Fredag i punktform

• Det er jo en meget sigende overskrift, og ganske sand, det er jo fredag i dag.
• Kan jeg mon notere et eller andet sted i min hjerne, at jeg allerede nu kan se, at det var en meget dum ide ikke at tjekke hele sin arbejdskalender, inden man springer ud i at bytte fridage.
• Jeg har haft to gode dage med introduktion af dygtige nye kolleger, som begge har været studerende hos os. Det er dog hårdt at stå lidt på sidelinjen og se sine kolleger få mere og mere hektiske røde kinder over de udfordringer, de møder i løbet af dagen. Heldigvis kommer jeg ind i kampen i weekenden, og jeg overtog også arbejdsopgaver over middag og sendte mine nye kolleger ind for at hjælpe kollegerne.
• Jeg har lovet, at jeg køber rundstykker i morgen på vej til arbejde. Det har jeg så bare at huske, sedlen er lagt midt på køkkenbordet.
• Selvom jeg synes, at jeg har forliget mig med det, så gav det alligevel et stik i hjertet, da den mulighed jeg ville have ønsket var der, da jeg blev færdig med diplomuddannelsen, nu er en realitet. Nemlig en kandidatuddannelse i sygepleje på deltid, dvs. over fire år og med ugentlig 25 timers arbejde i sin afdeling ved siden af studiet.
• Aftensmaden i aften er dejlig nem, jeg har nemlig købt stjerneskud hos den lokale købmand.
• Jeg er blevet færdig med næste bog i litteraturkredsen; en ældre bog af Troels Kløvedal, en biografi om hans barndom og ungdom, Den tynde hud. Sikke dog en grum historie, og hvor må det have sat spor i krop og sjæl. Og derfor tilgiver jeg ham også, at han i de sidste afsnit for mig virker meget “se mig, jeg er bare god”. At man kan komme ud af en barndom med oplevelser, ingen børn skulle opleve og så stadig have et lyst sind og en lyst til at udvikle sig og udvide sin horisont, det er imponerende. En bog, der er let læst og godt skrevet.
• God weekend til dig.