En ny tid

To bøger blev læst færdig i går. Den ene var mit eget ønske til mit jubilæum og en af gaverne fra mine kolleger; Ruth Asferg Holsts Ny Sygeplejerske- ingen panik. Ruth AH er også kvinden bag tegningerne om Nurse Ruth, som jeg er vild med. Hvorfor ønskede jeg mig en bog om det at være ny sygeplejerske? Først og fremmest fordi jeg læste første kapitel af bogen på Nurseruths hjemmeside og syntes, den ramte plet i forhold til det, jeg så hos mine nyuddannede kolleger, og måske kunne jeg hjælpe dem bedre ved at læse hele bogen. Og så var jeg også nysgerrig efter, om jeg kunne genkende noget af det fra min tid som nyuddannet.

Første del af bogen og sidste del af bogen er fantastisk. Den midterste del er også god, men fangede mig ikke så meget som det andet. Ruth AH skriver selv, at hun ikke kunne finde noget, da hun stod som nyuddannet og manglede nogen at spejle alle sine frustrationer i. Hun havde søgt og kun fundet udenlandsk litteratur og derfor skrev hun denne bog. Også fordi det kom bag hende, hvor svært det var at være nyuddannet sygeplejerske. Ruth AH har været ansat i forsvaret og været udstationeret flere gange, været skibshandler i Aalborg og indkøber på Grønland, bachelor i international handel fra en fransk handelsskole og alligevel er det at være sygeplejerske det allermest spændende og udfordrende arbejde, hun nogensinde har haft. Jeg kan varmt anbefale denne bog til nye sygeplejersker. Bogen er bygget op om små historier, som sygeplejersken Sanne oplever. Disse historier bliver så omkranset af gode råd, men også beskrivelse af at det er helt naturligt at føle som man gør. Blandt andet bruger Ruth AH tit sammenligningen med, at man ikke vil forvente en maratonløber kan løbe et maratonløb hver dag eller at en underviser kan huske alle 24 elevers navne den første dag og sætter det i forhold til de høje forventninger, man har til sig selv som sygeplejerske: at man skal have overblik over 24 patienter med det samme, man møder ind eller at man kan yde maksimal toppræstation hver eneste dag. Hvert kapitel afsluttes med et brev til Sanne fra en person med kompetencer indenfor det område, f.eks en coach om stresshåndtering eller en sygeplejerske med erfaring om lindrende sygepleje til døende. Og alle kapitler indeholder også tegninger af Nurse Ruth, som er Ruth AHs alter ego. Denne blanding af casebeskrivelser, tegninger, tekster om det at være nyuddannet sygeplejerske og respons fra en udefra er det, jeg virkelig nød meget.

Den anden bog jeg læste færdig, var bogen En ny tid af Ida Jessen. I litteraturkredsen skal vi læse fortsættelsen af denne bog i april, og nu glæder jeg mig til at læse den og ærgrer mig over ikke at kunne diskutere En ny tid med nogen. Bogen handler om en tidligere lærerinde, som i forbindelse med hendes mands sygdom og død finder sin gamle dagbog og nu begynder at skrive i den igen. Gennem dagbogen følger vi hende i nutiden, men går også tilbage, til før hun blev gift med distriktslægen og den første tid som nyuddannet lærerinde. Det er en bog, der er nem at læse, og jeg var helt opslugt af den. Jeg blev fanget af det skift, der sker med hovedpersonen efter hendes mands død, igen er jeg betaget af, når folk tør finde sig selv og handle på det.  Jeg mener, at jeg har læst noget af Ida Jessen før. I følge min blog har jeg læst Det første jeg tænker på, jeg har så desværre ikke skrevet, hvad jeg syntes om den. Og via anmeldelsen på litteratursiden genkender jeg handlingen, men kan overhovedet ikke huske slutningen. Det samme gør sig gældende for anmeldelsen om Den,der lyver.

Når nu jeg ikke har nogen at diskutere bogen med, så kan jeg læse anmeldelser af bogen, og det medførte det samme som i litteraturkredsen, at noget jeg klukkede over i bogen, men lykkeligt havde glemt, da jeg var færdig, nu dukkede op i erindringen: ”Rigtig gamle mennesker siger ikke ret meget, og det er ikke fordi de ikke kan. De gider ikke”. Og Kathrine Lilleør rammer så megen plet med sine smukke ord:

“Altid håbede hun på mere end det lidt, han gav. At leve i et køligt ægteskab giver forfrysninger i sjælen, som ikke absolut tør op, fordi ægtefællen dør. Enken så frem til engang at blive sig selv, men da hun blev det, forsvandt kompasset for hendes liv. De bristede forhåbninger, afvisninger og hårde ord gav over år tilværelsen retning og indhold.

Alle efterlader sig et tomrum, når de dør. Også en ukærlig ægtemand. Det er i dette tomrum Lilly Bagge har fundet sin gamle dagbog frem, og her følger vi hende forsøge at finde en hverdagsmening i den stilhed, hendes mand efterlod. Det tager tid.”

Til slut vil jeg lade Ida Jessen selv beskrive hovedpersonen, som hun gjorde i et interview om bogen og den tid, den handlede om.:

”Hun er et menneske, der ikke forsøger at forudse, hvad der skal ske. Livet løber hende i møde, og hun tager imod. Hun har ikke nutidens tanke om, at alting skal komme fra hende selv. Der er ingen følelser og mærken efter, hvordan hun har det, selv ikke når hun er dybt berørt og har det svært,” siger Ida Jessen.

Jeg er dog ikke helt enig med forfatteren i det sidste, for selv om der måske ikke beskrives, at enken mærker efter, hvordan hun har det, så handler hun dog ikke efter de gængse forventninger, men efter det, der giver mening for hende selv. Håber nogle af jer har læst bogen og gider skrive jeres oplevelser i kommentarfeltet. Eller at I vil fortælle om de bøger, som har gjort mest indtryk på jer. Ha en god søndag.

PS billederne er fra fredagens og lørdagens gåture. Der må noget bevægelse til, når man læser det meste af dagen. Og så sluttede vi lørdagen af med at tage på Bones og hygge os med en god omgang spareribs og softice.