En kop te og en ostemad

 så klarer jeg mig perfekt. Det er fridag fra sygeplejen, så jeg sidder lige nu på kontoret, mens der gøres rent. En perfekt kombination, jeg er helt klart mere til at lave regnskab, betale regninger, sørger for at alt indberettes hvor det nu skal osv. end at gøre rent. 

Der har også været tid til en lille snak med datteren, som nu også er selvstændig erhvervsdrivende og dermed pligt til regnskab, momsopgørelse, skatteopgørelse osv. Heldigvis har jeg gode erfaringer med at hjælpe med det regnskabssystem og hun er lærenem, så hun har allerede en god føling med bogføring, men en revisor må der til ved årsopgørelse. Den samtale med en mulig revisor skulle hun lige klædes på til.

Jeg udskyder lidt for meget af det, der fylder i min hverdag uden for arbejde. Det vil jeg gerne have styr på. Det ville jeg også sidste weekend og forrige weekend og den før igen, men jeg er håbefuld og optimistisk. Så i eftermiddag begynder jeg at tage et skridt ad gangen og lader være med at sætte mål for hvor langt jeg skal nå. De andre gange har jeg nærmest på forhånd skrevet et blogindlæg i hovedet om, hvor effektiv jeg har været ;-) og det minder mig lidt for meget om konen med æggene, så nu skriver jeg om håbet. Og håbet har jeg lov til at have, håbet om at være energisk og få krydset af på den mentale to-do liste.

Jeg udskyder ikke det, der skal gøres. Vi får mad hver dag, kontorarbejde og regnskab bliver lavet, der bliver vasket tøj (tørret og lagt sammen), der bliver løbende ryddet op, der bliver handlet ind og så får vi gået tur hver dag. Det er alt det andet, jeg udskyder. Lige nu ser sønnens værelse ud som om alt er puttet i en konfettikanon og så spredt ud over hele værelset. Det er al vores julepynt samt alt det, jeg ikke har fundet ud af, hvor det skal være eller om det skal smides ud. Der står også en masse til genbrugsbutikken.

I mit kreative værelse ligger strikkeUFOer (Ufærdige opgaver) side om side og hæmmer mig i at finde strikkeglæden frem. Til gengæld har jeg læst så mange feelgood bøger, så jeg på et tidspunkt måtte stoppe af bare forstoppelse.

Vi får se, jeg laver ikke lister, jeg skriver ikke deadlines, for det kvæler alt mit håb, jeg mister lysten totalt. Men håbefuld er jeg, så har jeg bare taget to skridt i den rigtige retning i dag, så vil jeg være glad, så tager jeg to mere på lørdag, når jeg har fri igen.

Men nu en kop te mere, før jeg skal til fysioterapeut. Jeg glæder mig, for min krop er ret spændt op, så jeg trænger til god massage og udspænding. Det er min aLene-tid. Jeg har en skøn fysioterapeut og vi kommer vidt omkring i vores samtaler, mens jeg ligger en time på briksen.

Må du få en god dag, hvor du tager små eller store skridt hen mod det du gerne vil nå.

Om at sænke forventningerne

 Forlydender svirrer i luften, alle har en mening, og det har jeg også. Jeg tror desværre ikke, at myndighederne lytter til min mening. Så jeg må hellere sænke mine forventninger til pressemødet i morgen.

Det er faktisk ikke for min egen skyld, for udover at jeg ikke kan rejse til Norge, så lever jeg fint med kun at se mine kolleger og min mand/datter. Jeg vil gerne se andre, men det kan jeg godt leve med, at det ikke sker lige nu. Derimod er der mange andre, som enten bukker under erhvervsmæssigt eller psykisk. 

Det er svært at være pårørende og ikke må komme på besøg. Kun en må stå som kontakt/besøgsperson og det er lige før, at det også kan give anledninger til diskussioner mellem pårørende, for hvem har mest ret til at se den syge pårørende? 

Der skal ikke lægges skjul på, at det er hårdt at bære maske en stor del af dagen. Mange reagerer nu på maskerne med eksem, uren hud, konstant dryppende næse (mig), følelsen af ikke at kunne trække vejret godt nok (mig), problemer med at justere synet bag visir (især os med briller) og derudover den konstante agtpågivenhed med kun at måtte være fem i et rum. Og dermed bliver spisning et kapløb med tiden, for alle vil jo gerne have frokost, så hvis alle skal det, må man rejse sig, så snart man er i gang med at tygge sidste mundfuld. Men vi må dog gå på arbejde, andre kan ikke arbejde og har måske udsigt til at miste deres arbejde. Andre igen har arbejdet hjemme i snart tolv måneder, så vi skønner faktisk på, at vi må arbejde med det, vi plejer at gøre, godt nok under andre omstændigheder. Andre igen håber på vaccine og frigivelse fra deres isolation. Sådan har vi alle hvert vores perspektiv på coronakrisen.

Lige nu spekulerer jeg på om og i så fald hvordan jeg kunne tilbyde de mennesker, der har sagt ja til at deltage i vores projekt om opfølgningsforløb, en anden måde at få lidt af undervisningen på. Jeg tror ikke, at der åbnes op for forsamlingsforbuddet, desværre. I næste uge skal jeg afprøve et webinar i vores faste tilbud med diætist og sygeplejerskevejledning, det er jeg spændt på. Måske skal vi overveje det for projektdeltagerne, selv om det kun bliver en time mod otte timer ellers.

I marts er der Hjerneuge, og der sætter Dansk Råd for genoplivning (dem med Stroke kampagnen) fokus på Stroke med forskellige webinarer, som er for alle. Jeg skal deltage i et med fokus på børnesamtaler, det er jeg også spændt på. Som jeg skrev her, finder vi også ud af, at nogen gange er det måske endda bedre med videosamtalerne end ved fysisk fremmøde. Måske føler en teenager sig mere tryg hjemme i vante omgivelser og tør tale om mere med sygeplejersken på skærmen end ellers.

Nu er der lyst om morgenen klokken syv, når jeg kører hjemmefra.

Gåturene med landmanden har ændret karakter. Sneen er væk og markvejen samt græsstien er et pløre, så vi går ude på vejen. For at hundene kan løbe frit, vælger vi at gå frem og tilbage langs vore egne marker ud til den asfalterede del af vejen. Det er en strækning på knap 1000 meter.

Vores energipil er høstet, nu skal det ligge og tørre, indtil det kan flises op og sælges som brændsel. Så starter roden igen med at skyde og sætte endnu flere skud og om nogle år har vi igen en lille pileskov.

Ligesom der er lyst om morgenen, er der også længere lyst om eftermiddagen. Jeg nyder forårsluften og for mig er det det helt rigtige med to kolde og snefyldte vintermåneder at starte året med, men nu må det gerne blive forår. Som alle andre martsbørn ved jeg imidlertid godt, at der sagtens kan komme snestorm midt i marts måned. Men efter snart tolv måneder med corona har vi vel alle lært, at ting kan ændre sig og ikke altid i den retning vi gerne vil. Jeg har blot brug for et håb i morgen.

Lidt om vandreture med pulsen op

 At landmanden besluttede sig for at blive min vandremakker, er noget af det bedste, der er sket længe. Jeg har godt kunnet gå ture, også lange ture, men den daglige motion, hvor pulsen kommer op, skortede det på. Det var så nemt at lade sofaen omslutte mig og bogen hoppe i mine hænder. 

Den sidste uge har jeg virkelig haft svært ved at finde energien til vandreture, men min mands tilgang er, at han spørger mig, og trækker jeg så lidt på svaret, siger han, bliv du bare inde og slap af, så går jeg. 

Det har prompte virkning på mig, jeg har nemlig lovet mig selv, at jeg aldrig vil sige nej til hans tilbud om at gå sammen. Jeg har jo længtes efter dette og fået så mange nej af ham gennem tiden, når jeg har spurgt ham om det samme, så jeg ombestemmer mig og går med.

Sneen blev her i længere tid end i resten af landet. Da det slog om i regnvejr andre steder i mandags, sneede det lystigt her. Og tirsdag morgen kunne jeg køre ud på en helt nydrysset vej som den første.

I det kontorfællesskab, hvor jeg af og til er heldig at finde en plads, sidder en skøn lægesekretær fra et andet speciale. Hun gav os alle i decembergave et hjemmesyet underlag til vores krus og glas. Jeg er så glad for mit og det har frydet mig, at januar og februar blev ved med at passe til motivet. Det er jo vintermåneder.

De sidste dages vandreture har været hårde, fordi tøsneen først var dyb og hård at gå i. Pulsen kom i den grad op, og den indre varme fortsatte indendørs, så jeg måtte finde de kortærmede trøjer frem. Derefter blev det glat, så vi skulle se os for, hvor vi gik.

Lørdag tog vi på visit hos datteren, jeg havde bagt lækre fiberboller og bagefter gik vi en lang tur til stranden. Her kom pulsen så sandelig også op, for vi valgte veje og stier, hvor vi skulle op over klitter og ned igen.

Søndagen er i gang, vaskemaskinen har taget sin første tørn, jeg må hellere fodre den igen. Landmanden og kammerat er på reguleringsjagt. Vi har så mange krager, og de er hårde ved fasaner og agerhøns' unger. Ligesom de også kan tage en lille harekilling. Landmanden har derfor fået tilladelse til at regulere bestanden af krager, men om det lykkes, vil tiden vise.

Jeg håber, vi også får tid til en længere søndagsgåtur, hvor pulsen igen kommer op. Det har vi brug for, vi har begge jobs, hvor vi sidder meget, jeg foran en skærm, landmanden foran et kartoffelsorterbord eller i en traktor.

Først skal vasketøj og oprydning dog overstås. Må du få en god søndag.

En skønneste weekend og en magisk mandag morgen

 Godt nok når jeg ikke det, jeg gerne vil i weekenden, men jeg er blevet rigtig god til at nyde nærværet og vi nyder begge at gå sammen, og det er mere værd end at jeg får ryddet julekasserne væk og gjort strikketøj færdig. Denne weekend tog vi på tur ud i landet.

Lørdag drog vi til Rødhus strand, hundene var med. Og de var absolut ikke tilfredse med at skulle være i snor. De kan sagtens gå hinter (gå ved siden af jægeren), når de er på jagt. Men når det er en gåtur ud i det blå, så mener de, at linen skal strækkes helt ud. Der er landmanden bedst til at sætte dem på plads. Ruhåret hønsehunde er en sej race og de skal have en markant leder, ellers tager de magten. Det får de ikke lov til her hos os. Til sidst fik de lov til at løbe frit på skift, så de havde noget at vende hjem til. Måger og andre spændende ting kunne nemt tage opmærksomheden fra vores stemmers kalden. Vi var ikke de eneste, der havde fået ideen med at gå tur, så vi skulle et stykke ud, før vi lod dem løbe frit.

Tilbage ved bilen efter 6 km vandring tog vi termokanden og bagerens lækre kager med ud, lagde et tæppe på en lille sandbunke og nød solen, teen og kagerne.

Søndag lokkede jeg landmanden med på vandretur i bymiljø. Vi parkerede bilen tæt på Lindholm Strandpark på Nørresundby siden, og så satte vi kurs mod Kulturbroen, en gangsti/cykelbro hægtet på jernbanebroen over Limfjorden.

Det var der mange andre, der havde fået den ide, så vi skyndte os over broen og satte kursen mod vest. Vi gik forbi lystbådehavnen, skibsværfternes bygninger og endte ude ved Vester Fjordpark. Et skønt område med friluftsbad og masser af muligheder for andre fritidsaktiviteter. Folk vinterbadede, gled eller skøjtede på isen. Nogle havde kaffe med.

Vi vendte om og gik gennem Fjordbyen, en pænere udgave af Christiania, på vej tilbage. Tilbage i bilen kørte vi hen til en lille p-plads med udsigt over fjorden. Her nød vi te og store fastelavnsboller med creme og flødeskum.

Ugens arbejdsdage startede med en smuk morgentur. 

Den ugentlige podning blev nået inden arbejdsstart. Selv om jeg er vaccineret, skal jeg testes og opføre mig på fuldstændig vanlig vis som før vaccinen, fordi jeg potentielt kunne bringe smitte videre. 

Så sluttede min plasmatapning og mere fik jeg ikke skrevet. Nu er hjemme og indlægget må hellere udgives, inden det bliver alt for langt. Ha en god aften.

Ugen, der gik

 Så står jeg foran weekenden igen, og mens jeg er i kø til at finde ud af, hvad der er sket med vores mail, så kan jeg passende starte med at skrive et indlæg. Der er mindst tyve minutters ventetid. Jeg håber, at det er en teknisk fejl, at jeg ikke kan sende og modtage mails hverken fra den stationære mail på computeren eller på webmailen knyttet dertil. Det var det så ikke, vores webmail er åbenbart blevet overtaget af andre, så der er sendt hober af spammails fra den og så er den blevet blokeret af vores mailudbyder. Det var ikke sådan min kontorarbejdsdag skulle bruges. Den nye kode vi sammen udarbejdede, virker ikke, så vores IT-mand kan ikke hjælpe os videre, før det er ordnet, så nu sidder jeg i kø igen (op til tyve minutters ventetid)

Vejret er helt fantastisk og kulden i nat nåede lavere tal end tidligere med det resultat, at vi stod op til vandhaner, som løb meget langsomt. Heldigvis stod varmekanonen klar på loftet, for en havde glemt at isolere nogle vandrør, som blev afisoleret, da vi havde et utæt vandrør.

Billederne ovenfor stammer fra i lørdags, hvor jeg gik en skøn tur ved Staunsø Skånsø sammen med mine to jyske søstre. Det var skønt at få snakket og gået på samme tid. Søndagen blev brugt i selskab med datteren, hvor jeg hjalp hende med hendes regnskab og hun sørgede for fastelavnsboller.

Resten af ugen er brugt på arbejde og gåture. Vi holder fast i vores sene eftermiddagsture på 3 kilometer, og nu er der heldigvis lyst længere. I tirsdags afholdt min afdeling virtuel personalemøde med i alt 30 kolleger koblet op til Teams.  Det er første gang, at vi var så mange til et personalemøde, og det virkede rigtig godt. Det bliver måske vejen frem med en kombination af fysisk fremøde og andre på teams. 

Jeg nyder vores gåture, og i denne uge har det virkelig været landmanden, som har været ansvarlig for, at vi kom afsted. Jeg har haft en monsteruge arbejdsmæssig med masser af møder og undervisning, så jeg har været træt, når jeg kom hjem og gåture var ikke det, der stod øverst på ønskelisten. Men bagefter har jeg det så godt, så min kære mand har fået mange tak i ugens løb for at holde fast i vores beslutning. Han lader det være helt op til mig, om jeg vil med, men når først der er spurgt, så svarer jeg automatisk, ja selvfølgelig vil jeg med :-) 

Nu kom jeg igennem til teknisk support, og forrige medarbejder havde ikke ændret koden, underligt, for han lød til virkelig at have styr på det. Nu får vi at se, om det hjælper denne gang. Jeg skal vente ti minutter, det kan jo så passende bruges på at skrive indlægget færdigt.

Og bagefter skal jeg have fat i vores IT-mand og vores farmassistent, jeg vil gerne kunne gå weekenden i møde med et færdigt regnskab.

God weekend til dig.

En boblende glæde

 Jeg har fundet en ramlösa med citrus frem, der skal ledsage mig, mens jeg skriver et indlæg. De små perler i vandet minder om den boblende glæde, jeg har indeni.

Vi skruer lige tiden tilbage til juleaften 20. Landmanden, datteren og jeg har ikke travlt, vi giver os god tid til spisning, og imens dukker en besked op om, at når vi er klar, er søn og svigerdatter klar til julesnak med os. Vi skal dog først have gået om juletræet, sunget julesalmer og pakket gaver op. Og endelig dukker de to kære ansigter op på skærmen. Vi nyder snakken og til sidst siger de at de har en julegave mere til os. Og så vender de skærmen rundt, så vi kan se den norske familie, svoger, svigerinde og deres to børn samt svigermor og svigerfar. De begynder at recitere/synge nogle ord, som vi intet fatter af. Vi synes, det lyder flot, vi synes, de synger og vi klapper og giver thumbs up, mens vi smiler. 

Sønnen griner lidt og siger, det forstod I vist ikke. Det måtte vi så erkende, at det gjorde vi ikke. De gør endnu et forsøg, og vi anspænder hørelsen, men norsk via en skærm er svær at forstå. Vi havde ingen problemer med samtalen, da familien boede i vores sommerhus forrige år. Jeg fanger det sidste ord, men tror ikke helt på det, udbryder dog nej, nej, nej. Landmanden og datteren ser undrende på mig, og sønnen fortæller senere, at jeg så vildt sjov ud i ansigtet.

Det ord jeg hørte, og som jeg ikke troede, at jeg hørte rigtig, var tante. Og det de sagde var: I skal være bedsteforældre og T. skal være tante.

Sidenhen har vi skullet holde på den hemmelighed indtil første kontrol, men nu må vi sige det. Og den boblende glæde er i min krop, mit hjerte og min hjerne. Tænk at min søn skal være far og svigerdatteren mor. De bliver fantastiske forældre, de er utroligt gode til andres børn. Gode til at være nærværende og forstå deres tanker og til at lege med dem.

Jeg besluttede mig til med det samme, at jeg ville være bedstemor. Jeg kunne godt hedde farmor, men jeg vil gerne hedde bedstemor. Nu kan det kommende forældrepar tænke over det, og om de også synes, det er en god ide. Min farfar kendte jeg aldrig, men min farmor hed bedstemor. Min mormor og morfar hed mormor og bedstefar. Måske er det derfor, det føles rigtig for mig med titlen bedstemor.

Nu føles det endnu hårdere, at jeg ikke må rejse til Norge. De har lukket for al indrejse, så jeg kan ikke engang rejse op til et karantænehotel og arbejde hjemmefra der og så efterfølgende være sammen med søn og svigerdatter. Til gengæld kan jeg snakke med dem via Messenger og det gjorde jeg med sønnen i forgårs og skal også i dag. Og det nyder jeg i fulde drag.

Ha en dejlig snehvid søndag. Mange sukker efter forår, det gør jeg ikke. Jeg elsker det, sneen gør ved humøret, det frosten gør ved mit sind og det solskin, der ofte følger med frostdage, gør ved humør og sind.

PS Skulle du have ideer til noget, jeg kan sy (og strikke, men jeg strikker langsomt) til mit kommende barnebarn, så skriv endelig en kommentar med forslag. 

Tak for den opgave

 Dagene løber nærmest af sted i denne tid. Jeg nyder og sanser og er i nuet, og så glemmer jeg andre ting, men dem får jeg dog løbende samlet op. Landmanden og jeg tog en beslutning om at gå en tur sammen hver dag, en halv time er aftalen, og det føles helt pensionistagtigt ;-) når vi kigger på hinanden og siger, så er det nu.

Pulsen kommer op på det ujævne terræn, hundene nyder at de kan løbe frit, ind i skoven , tilbage igen, langt foran os, tilbage igen, ud på den næste mark og tilbage igen. De får så sandelig også motion. I dag fandt Ayla en knogle, og den skulle gnaves i og endelig ikke tabes, så vi eller Dexter tog den igen. Så hun skiftevis løb foran os, stoppede op og gnavede i knoglen for derefter at blive passeret af os og så måtte hun løbe til for kunne komme foran os, og så startede det hele forfra igen. Dexter vil være forrest, men kommer Ayla ikke med, stopper han op og venter på hende. Så kommer hun typisk spurtende forbi os, forbi Dexter og SÅ sætter han det lange ben foran, så han igen er forrest. Sådan har vi hver især vores glæder.

Søndag så vi håndbold sammen med datteren og fik det lækreste Sushi jeg har smagt. Det siger ikke så meget, men datteren var lige så begejstret. Dyrt var det, men alt var i top, anretningen, designet på boksene, og maden selvfølgelig. Det er ikke sidste gang, at vi køber fra den restaurant.

Mandag kunne min far være blevet 90 år, og jeg sendte et herligt billede af ham fra hans 85 års fødselsdag, fem måneder før han døde, til mine søskende. Jeg har tit fortalt om, hvor meget min far blev ved at give, selv da han var allerhårdest ramt af sin Alzheimers sygdom. Og når jeg ser på det billede, så mindes jeg, hvor meget vi grinte sammen den dag.

Dagene på arbejde har været gode, i går var jeg godt nok træt i hovedet, da jeg kom hjem. Jeg havde undervist i forskellige emner til forskellige kolleger hele dagen, krydret lidt med nogle møder. Så hjalp det med en gåtur, god aftensmad og resten af aftenen i godt selskab. Nogle af de kvinder jeg har kendt længst gennem bloggen her, mødes af og til for at hygge, snakke og strikke. Det har vi ikke kunnet længe, så nu skulle det prøves at mødes via Messenger. Det blev en kæmpe succes, tre timer fløj af sted med masser af snak og latter. Strikke kunne jeg ikke, når jeg samtidig skulle holde trit med snakken. Det var så dejligt, så tak fordi I ville være med, Helle, Ella, Jette og Liselotte.

Lige så høj af glæde jeg var i går, blev jeg i dag af en opgave, jeg fik. Jeg har haft hjemmearbejdsdag og skulle forberede undervisning i nyt område til næste uge og redigere instrukser. Begge dele kom jeg ikke i mål med, til gengæld blev jeg ringet op af min leder, om jeg kunne tage en omsorgssamtale på video? Vores omsorgssamtaler har været udskudt, fordi vi ikke må invitere børn af forældre med en blodprop/blødning i hjernen ind på sygehuset. Der må kun være én besøgende pr. patient og det er ofte den anden forælder.

Min kollega havde fornemmet ved samtale med patienten, at barnet, en teenager, ikke havde det godt. Teenageren var frisk på at downloade Teams, og så tog vi samtalen i hver sit hjem. Jeg var helt høj bagefter, for mage til skøn teenager skal man lede længe efter. Vedkommende var så velforberedt og havde virkelig mange dybsindige tanker, som var alt for store til, at en teenager på 15-16 år skulle gå med det uden at få svar. Vi kom langt omkring og jeg kunne mærke, at jeg kunne trække på al min viden gennem de 21 år, jeg har arbejdet med mennesker med Stroke (blodprop/blødning i hjernen)

Jeg følte virkelig, at jeg gjorde en forskel og det føltes så godt at kunne være med til at få tankerne sat på plads. Bagefter skrev jeg sammen med min kollega, for det var godt spottet af hende, at her var noget vi skulle samle op på nu og ikke når besøgstiderne åbnes mere op. At mærke hendes glæde ved at kunne gøre en forskel, gjorde min glæde over det samme endnu større og jeg blev endnu en gang så stolt af mine skønne kolleger. 

Opvasken er taget, aftensmaden, en porretærte med kartoffelbund er spist. Om lidt er der fodbold, det skal jeg ikke se. Til gengæld vil jeg forsøge at få hjernen til at fatte et nyt hæklemønster til en karklud. Må du få en skøn aften.