Tak for den opgave

 Dagene løber nærmest af sted i denne tid. Jeg nyder og sanser og er i nuet, og så glemmer jeg andre ting, men dem får jeg dog løbende samlet op. Landmanden og jeg tog en beslutning om at gå en tur sammen hver dag, en halv time er aftalen, og det føles helt pensionistagtigt ;-) når vi kigger på hinanden og siger, så er det nu.

Pulsen kommer op på det ujævne terræn, hundene nyder at de kan løbe frit, ind i skoven , tilbage igen, langt foran os, tilbage igen, ud på den næste mark og tilbage igen. De får så sandelig også motion. I dag fandt Ayla en knogle, og den skulle gnaves i og endelig ikke tabes, så vi eller Dexter tog den igen. Så hun skiftevis løb foran os, stoppede op og gnavede i knoglen for derefter at blive passeret af os og så måtte hun løbe til for kunne komme foran os, og så startede det hele forfra igen. Dexter vil være forrest, men kommer Ayla ikke med, stopper han op og venter på hende. Så kommer hun typisk spurtende forbi os, forbi Dexter og SÅ sætter han det lange ben foran, så han igen er forrest. Sådan har vi hver især vores glæder.

Søndag så vi håndbold sammen med datteren og fik det lækreste Sushi jeg har smagt. Det siger ikke så meget, men datteren var lige så begejstret. Dyrt var det, men alt var i top, anretningen, designet på boksene, og maden selvfølgelig. Det er ikke sidste gang, at vi køber fra den restaurant.

Mandag kunne min far være blevet 90 år, og jeg sendte et herligt billede af ham fra hans 85 års fødselsdag, fem måneder før han døde, til mine søskende. Jeg har tit fortalt om, hvor meget min far blev ved at give, selv da han var allerhårdest ramt af sin Alzheimers sygdom. Og når jeg ser på det billede, så mindes jeg, hvor meget vi grinte sammen den dag.

Dagene på arbejde har været gode, i går var jeg godt nok træt i hovedet, da jeg kom hjem. Jeg havde undervist i forskellige emner til forskellige kolleger hele dagen, krydret lidt med nogle møder. Så hjalp det med en gåtur, god aftensmad og resten af aftenen i godt selskab. Nogle af de kvinder jeg har kendt længst gennem bloggen her, mødes af og til for at hygge, snakke og strikke. Det har vi ikke kunnet længe, så nu skulle det prøves at mødes via Messenger. Det blev en kæmpe succes, tre timer fløj af sted med masser af snak og latter. Strikke kunne jeg ikke, når jeg samtidig skulle holde trit med snakken. Det var så dejligt, så tak fordi I ville være med, Helle, Ella, Jette og Liselotte.

Lige så høj af glæde jeg var i går, blev jeg i dag af en opgave, jeg fik. Jeg har haft hjemmearbejdsdag og skulle forberede undervisning i nyt område til næste uge og redigere instrukser. Begge dele kom jeg ikke i mål med, til gengæld blev jeg ringet op af min leder, om jeg kunne tage en omsorgssamtale på video? Vores omsorgssamtaler har været udskudt, fordi vi ikke må invitere børn af forældre med en blodprop/blødning i hjernen ind på sygehuset. Der må kun være én besøgende pr. patient og det er ofte den anden forælder.

Min kollega havde fornemmet ved samtale med patienten, at barnet, en teenager, ikke havde det godt. Teenageren var frisk på at downloade Teams, og så tog vi samtalen i hver sit hjem. Jeg var helt høj bagefter, for mage til skøn teenager skal man lede længe efter. Vedkommende var så velforberedt og havde virkelig mange dybsindige tanker, som var alt for store til, at en teenager på 15-16 år skulle gå med det uden at få svar. Vi kom langt omkring og jeg kunne mærke, at jeg kunne trække på al min viden gennem de 21 år, jeg har arbejdet med mennesker med Stroke (blodprop/blødning i hjernen)

Jeg følte virkelig, at jeg gjorde en forskel og det føltes så godt at kunne være med til at få tankerne sat på plads. Bagefter skrev jeg sammen med min kollega, for det var godt spottet af hende, at her var noget vi skulle samle op på nu og ikke når besøgstiderne åbnes mere op. At mærke hendes glæde ved at kunne gøre en forskel, gjorde min glæde over det samme endnu større og jeg blev endnu en gang så stolt af mine skønne kolleger. 

Opvasken er taget, aftensmaden, en porretærte med kartoffelbund er spist. Om lidt er der fodbold, det skal jeg ikke se. Til gengæld vil jeg forsøge at få hjernen til at fatte et nyt hæklemønster til en karklud. Må du få en skøn aften.