lørdag, januar 30, 2021

Lyden af skridt

 Det knirker, men ellers er der helt stille omkring mig. Hvert skridt giver en lyd, en rytmisk og beroligende lyd. Lyden af stilhed på en græssti dækket med sne er betagende og helt meditativt. Tankerne får lov til at komme vidt omkring. Vi taler ikke sammen, vi går bare.



Indimellem bliver stilheden afbrudt af to hunde, der suser forbi og har en leg imellem træer og i sneen. Jo længere tid vi går, jo mere kan man høre vores åndedræt. Vi sætter et godt tempo for at få pulsen op, og indimellem må vi lige lave en dyb udånding for at minde os selv om at få trukket vejret godt ned i maven og ikke den overfladiske vejrtrækning, man nemt ryger ind i.



I dag tog vi tre runder sammen, i alt tre kilometer, så gik landmanden og de to hunde i gang med andre gøremål, der skulle majs ud til en foderautomat på en mark. Jeg tog endnu en runde, før vi mødtes til frokost indendørs. Formiddag blev til eftermiddag, og jeg så serier og hvilede mig, mens landmanden talte i telefon. 

eftermiddagsrunde efter det havde sneet

Senere hen tog jeg vandrestøvlerne på og gik endnu to runder alene. Det gør mig godt og glad at være ude i det sneklædte landskab. Der er glat under tøsneen, så jeg skal tænke over, hvor jeg sætter mine skridt på gårdspladsen. Når først jeg går på græsstien og markvejen, kan jeg sætte det lange ben foran og gå til.


Aftensmaden bliver resterne af tærten fra i går, dejligt nemt og i aften skal vi tale med vores nordmænd. En lørdag lige efter mit hjerte.

Må du ha en god aften/god weekend.

6 kommentarer:

  1. "Lyden af stilhed" ... ja, stilhed kan være nærmest øredøvende, og jo mere den larmer, jo mere stille er det og dermed også bedre; nærmest optimalt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det er sjovt som stilhed kan larme. For mig er det skønt, for andre virker det helt distraherende :-)

      Slet
  2. Det var smukt at læse og lige en dag efter mit hoved. Det gør nemlig godt at være ude i det sneklædte landskab. Vi gik også en meget lang tur i går.

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, der er så smukt udenfor netop nu, så jeg kan godt forstå at I går lange ture :-)

      Slet
  3. Hvor dejligt med sådan et par lange gåture. En tur med din landmand og en tur alene. Der er også smukt udenfor og stille. Jeg glemte, at det her vekslende tø og frost giver pletvis glatte stier, så jeg min fod gled, og jeg sidder med et hævet, ømt fodled.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, åh nej, stakkels dig. håber det går bedre. Det er det, vi alle frygter skal ske.
      Vi nyder at vi har lovet hinanden at gå tur hver dag :-)

      Slet