Der er gode arbejdsdage og så er der rigtig gode arbejdsdage

og sneen er næsten væk, den lyste ellers op og gjorde mig glad

 Det er som om jeg lige for tiden rent faktisk kropsligt og mentalt forstår, når jeg får anerkendelse. Måske lidt trist, at jeg ikke altid gør det, men pyt.

Faktum er at jeg har haft en rigtig god dag. Jeg var træt i går aftes, gik tidligt i seng og faldt i søvn inden klokken ni. Var oppe ved elleve tiden og sov så uafbrudt til 4.19. Så var jeg vågen. men da jeg havde bestemt mig til at flekse og først møde klokken otte, blev jeg liggende hvis nu søvnen kom igen. Det gjorde den ikke, så jeg stod op klokken fem og 5.35 sad jeg ved computeren og arbejdede. Jeg nyder nattøjsarbejdspladsen, og det føltes anderledes end hvis jeg havde skyndt mig at køre ind på arbejde til klokken syv. Nu nåede jeg en time herhjemme, inden jeg mødte klokken otte. Til gengæld gik jeg så klokken 14 og fik flekset en af mine opsparede timer.

Min leder mener, at jeg skal møde klokken otte alle de dage, hvor det kan lade sig gøre. For hun oplever, at det gør noget godt for mig. Og hun har ret, jeg er selv kommet frem til den konklusion.

Mine tre højdepunkter fra en skøn arbejdsdag:

• I dag læste jeg hele sygeplejejournalen på en patient med en lang og kompleks indlæggelse. Og midt i al den fantastiske sygepleje, mine kolleger havde beskrevet og ydet, så jeg et emne, hvor jeg tænkte, at mine mange års erfaringer kunne bidrage. Kollegaen, der havde patienten i dag, sagde ja tak til, at jeg tog den opgave på mig. Efter flere telefonsamtaler kunne jeg afslutte det punkt og da jeg fortalte kollegaen det, sagde hun, tak, du er en sveske.
• I morges blev jeg bedt om at hjælpe med anlæggelse af en låseanordning ved en ernæringssonde. Det behøvede jeg så ikke, for da sygeplejersken på den stue mødte, var hun en af dem, som jeg har oplært til den funktion. Hun er superskrap til det, og da jeg ikke så tit mere har den opgave i hånden, var jeg glad for det. Dog blev jeg hentet, for det drillede hende, så hun ville høre om jeg kunne. Jeg tænkte, når hun ikke kan, så kan jeg heller ikke. Men efter at have prøvet et par gange, lykkedes det for mig. Min kollega sagde, tak, du er en snut. Og jeg var bare glad for at det lykkedes for mig. Andre gange er det mig, der beder hende eller en af de andre, der er oplært til det om hjælp. Vi ved nemlig alle sammen, at der er dage, hvor det lykkes og andre dage, hvor det ikke lykkes. Og det sker for os alle.
• I forbindelse med at vi havde en faglig sygeplejedrøftelse om en patient, fortalte jeg, at jeg gik kl. 14, fordi det var et led i at strikke en god seniorordning sammen for mig. Herefter så en kollega på mig og sagde, seniorordning, det er da alt for tidligt. Hvorefter jeg kiggede på hende og svarede, at jeg kunne være gået på efterløn for et år siden. "Hvad! Jeg har da fået at vide at du er 58 år" Så grinte jeg højt og sagde tak fordi hun havde troet på det.

Og så gav min dejlige datter afsnittet sin skønne WinterWonderland uro. Hun syntes vi fortjente at få en gave. Herhjemme kommer den til at hænge februar ud, for den er for mig netop en vinter-uro og ikke en juleuro. Den gave blev min leder glad for, og jeg vil lade det være op til dem, der tager sig af udsmykning af afsnittet, om den også bliver en vinter-uro hos os.