Livets gang - ugens gang

 Jeg har haft en del hjemmearbejdsdage, det går fint, men jeg savner at snakke med kollegerne. Det gør jeg så også, når jeg er på arbejde, for det er svært med forsamlingsforbuddet og afstandskravet på 2 meter kombineret med få rum og små rum. 

stemningsbillede fra forledens dags rundegåtur

Vi er på hvileløs vandring for at finde et sted at spise, et sted at dokumentere, et sted at holde møde, et sted med tid og rum til at snakke. I næste uge starter vi et forsøg, hvor souschefen og jeg på skift skal prøve to gange om ugen (og to gange på en dag) at sætte os ned med en lille gruppe for at snakke sygeplejefaglige problemstillinger. Det er svært at få sat de sygeplejemæssige oplevelser, man har, ind i en ramme, hvor man bliver klogere på sin egen sygepleje og klogere på den specifikke patient. Det er svært at udvikle kompetencer, hvis man ikke får drøftet sine tanker og oplevelser med andre. Kollegerne er gode til at sparre med hinanden, men i en travl hverdag sker det ikke så tit, og slet ikke når man ikke har tid til at sidde sammen over en kop kaffe eller en bid mad. Og selv om jeg gerne vil være tilgængelig, så er jeg det jo faktisk ikke, fordi de aldrig ved, hvor jeg har fundet en krog at sidde med min computer eller hvis jeg arbejder hjemme, hvad jeg jo helst skal gøre, så snart det er muligt.

Angående vores opfølgningsprojekt med patienter med lette følger efter stroke (blodprop/blødning i hjernen) kan vi ikke få afviklet det sidste forløb pga. forsamlingsforbuddet og dermed få lavet en afslutningsrapport. Det spændende er jo, at region og kommuner derefter skal drøfte, om det skal overgå til drift eller droppes. Sådan er livet lige nu. Der er andre, der oplever langt sværere ting i disse tider.

gårsdagens tur

Til gengæld nyder jeg sneen, frosten og at min kære mand har besluttet sig for at være min daglige gå-partner. Han gider ikke at vandre på vejen, så han har foreslået en anden mulighed. Vi har et område med energipil, en sø og en lille skov og udenom dette går der en markvej og en græssti. Nu hvor der er frost, kan der gås på græsstien, så vi går rundt om det hele flere gange, én runde er lig én kilometer. Hundene får lov til at løbe frit, vi får tid til at snakke sammen, og vi nyder den halve time, vi går sammen. Jeg satser på frost og sol i weekenden, så vi kan køre en tur ud til en skov og gå sammen der. 

Landmanden blev klippet af vores datter i forgårs, han havde købt en trimmer under forårets lock-down. Bagefter så vi håndboldkamp sammen, det var altså lidt for spændende for mit vedkommende, så vores datter var så forgrint af mig, der vandrede hvileløst rundt under kampen. Hun er inviteret til aftensmad og semifinalekamp i aften, og jeg vil afprøve en ny tærtedej til laksen og spinaten. Jeg øver mig i at holde fri og finde nye områder, som kan interessere mig. Men først er der et regnskab, som er blevet skubbet foran mig, fordi der var andre ting, der var mere vigtig end det.

Da vores hjem/bopæl jo også er en arbejdsplads, må jeg nok hellere tage mig sammen til et bad og noget andet tøj end nattøj. Jeg elsker blot at starte dagen med følelsen af, at jeg da snildt kunne gå i nattøj hele dagen. I går tjekkede jeg postkasse i nattøj og træsko, inden hjemmet blev en arbejdsplads for sygeplejersken og landmanden.

Ha en god fredag. Og har du lyst må du gerne inspirere mig til, hvad jeg skal lave af aftensmad de næste par dage. F.eks. hvad  skal i have i aften eller hvad fik du at spise i går aftes?