Skriv, slet, gem, opgiv

 Der ligger flere indlæg, som er skrevet de sidste par uger. De er skrevet i frustration, irritation, måske endda i vrede. Når jeg skriver på de følelser, lader jeg kladden ligge et stykke tid og læser den så igen. Ofte vælger jeg så ikke at udgive indlægget eller tager delelementer og "ælter" det ind i et andet indlæg. Denne gang lader jeg dem ligge, følelserne fik luft, og nu vil jeg hellere fokusere på det, der er godt.

Søndag besøgte vi datteren og gik tur først ned til stranden, hvorefter vi fik lækker valnøddelagkage med mokkacreme til teen hjemme i sommerhuset. Selv jeg, som normalt ikke kan fordrage kaffe i kage og andet mad, kunne lide kagen. 

De sidste par dage har jeg introduceret en kollega til stuegangsfunktionen. Jeg nyder de dage, hvor jeg både får plejet patienter og snakket sygepleje med en kollega. Indimellem kan det godt være svært at få enderne til at hænge sammen, fordi mine andre funktioner også "banker på" og skal varetages. Men i disse dage gik det fint.

Jeg havde et møde med en af mine kolleger, som skal afprøve webinarfunktionen for at kunne tale om livet efter Stroke (blodprop eller blødning i hjernen) med en gruppe patienter. Patienterne sidder hjemme og kan kun se og lytte. De kan ikke stille spørgsmål, og det er den største ulempe. Ofte oplever vi normalt til disse gruppevejledninger, hvor en gruppe patienter og pårørende er samlet i to timer, at ingen har spørgsmål, indtil vi har været på og fortalt om hvad vi ved , at man typisk oplever, når man kommer hjem. Så kommer spørgsmålene væltende. Et spørgsmål fra en patient/pårørende får en anden til at stille et nyt og så videre. Den anden store ulempe er, at patienter og pårørende går glip af gruppedynamikken, det at høre andre fortælle om hvordan de har taklet udfordringer/problemer, om det er angst for en ny Stroke eller bivirkninger ved medicin. Og vi bliver altid klogere efter sådan en aften.

Vi må ikke afholde disse vejledninger, og det giver heller ikke mening med et forsamlingsloft på 5 personer inklusiv to undervisere. Vores projekt sammen med to kommuner med et opfølgningsforløb på fire gange to timer er også sat på stand by, og jeg er spændt, hvornår det sidste forløb med et nyt hold patienter i projektet kan finde sted.

I dag var jeg træt på arbejde, i går aftes var jeg så træt, at jeg gik i seng klokken halvotte og sov inden kl otte. Jeg var som vanligt oppe for at tisse to timer efter, og vågnede så lidt i et og så kunne jeg ikke sove mere. Måske var jeg derfor lidt mere rørstrømsk sidst på arbejdsdagen. I hvert fald trængte tårerne sig på, da min kollega fortalte mig, at en af vores tidligere kollega havde skrevet til hende, at den person hun savnede allermest på sit nye arbejde, det var mig (og min funktion). Hun havde af familiehensyn valgt en arbejdsplads tættere på hjemmet, og hun savnede en, der kunne holde overblikket over den bedste pleje og behandling til patienterne og sørge for den viden kom alle til gode. Den person fandtes ikke på hendes nye arbejdsplads. Jeg havde hørt det fra andre, for hun har hjulpet os med nogle vagter, og der har hun fortalt det samme til dem, hun var i vagt med. Det var først, da hun kom væk, at hun kunne se, at det var en god investering med sådan en som mig. Det er jo ikke mig som person, men det at ledelsen har prioriteret at have en i denne funktion.

Jeg er aldrig i tvivl, når jeg er sammen med patienter og pårørende, om jeg har været en god sygeplejerske. Derimod har jeg svært ved at føle mig som en af årsagerne til, at mange patienter og pårørende skriver til os og takker for god sygepleje. Det er jo sjældent, at jeg har passet dem.

Min funktion er en blanding af, hvad hospitalet har beskrevet i min funktionsbeskrivelse (udviklings og undervisningsansvarlig) og så en funktion som specialeansvarlig for sygeplejen til mennesker med Stroke - oprettet af min ledelse. En funktion, som har udviklet sig gennem årene.

I aften prøver jeg en ny strategi, jeg tager pandelampen på, når det her indlæg er udgivet og går en lille tur på vejen. Så får vi at se, om jeg så bliver alt for vågen. Heldigvis flekser jeg og skal først møde klokken otte i morgen tidlig. Den friske luft gør forhåbentlig at jeg kan holde mig vågen til Kender du Typen. Og godnatlæsningen bliver en lydbog Fra hus til hus, som jeg tidligere har læst som bog. Ha! jeg lyttede også til den sidste gang, men den kan godt tåle en lytning mere.

Mit bibliotek har nu lanceret samme service som min søsters bibliotek, så jeg skal i morgen have skrevet mig op til at hente mine reserverede bøger på fredagsfridagen. Dejligt! Jeg vil i gang med en bog, som ikke er fiktion, men derimod en bog om psykologi og eksistens af Viktor E. Frankl. Jeg fik lyst til at læse den, da vores datter læste denne artikel op for os. Viktor E. Frankl og hans teori om det der giver livet mening, stødte jeg på, da jeg tog et modul i patientologi (læren om hvordan det er at være patient). Jeg håber at jeg bliver lige så opslugt af bogen som journalisten. Vi får se.

God aften til dig.