12 år

 Datteren sagde det og jeg har tjekket de foregående 12 års blogindlæg på d. 8. januar. Hun har ret.

I 12 år har jeg sunget fødselsdagssang for min datter i telefonen. i 12 år har jeg ikke fysisk kunnet lykønske eller fejre hende på hendes fødselsdag.

I 12 år har København dannet rammen om hendes fødselsdag.

For 13 år siden sang vi fødselsdagssang for datteren tidligt om morgenen herhjemme på gården. Næste dag skulle hun af sted på højskole. Sønnen arbejdede herhjemme og vi havde grise, så han og landmanden skulle passe både grise og kartofler. Det betød tidligt morgenmad med tid for datteren og jeg til at slappe af bagefter, før dagen for alvor gik i gang.

Nu bor sønnen i Trondheim med sin forlovede. Datteren er flyttet tilbage til Nordjylland, og det gav mulighed for morgensang ved sengen. Vi dækkede fødselsdagsbord i folkerummet, og landmanden hentede rundstykker, så vi sammen med vores medarbejder kunne lykønske datteren og få en halv times hyggelig snak.

Det er en mangelvare at forsamles. Datteren havde inviteret to veninder til fødselsdagsweekend, alle tre har kun været sammen med deres familie siden jul, men alligevel valgte de at lytte til anbefalingen om at aflyse alt og kun være sammen med dem, man bor sammen med. Vi bor jo mere eller mindre sammen med datteren, så nu holder vi fødselsdag for hende.

Meget er sket i de tretten år, siden vi sidst fysisk var sammen med hende på fødselsdagen. 22 år var hun dengang, havde været i Paris i tre måneder for at opleve verden, arbejdet ved en bager, arbejdet ved landmanden og nu på vej til højskoleophold for kreative mennesker. Det var en god og barsk oplevelse. Der var mange med rundsave på albuerne, som allerede havde lært, at hvis du vil frem i det kreative miljø, så skal du "brænde" igennem og vise, at du er den, man skal satse på.

Sidenhen fulgte der år med forskellige veje, der skulle undersøges og udforskes for derefter først at tage en tekstilhåndværkeruddannelse og dernæst en uddannelse i visuel kommunikation. Fast arbejde blev afprøvet med succes og nedlukningen i marts gav så muligheden for at mærke efter, at freelancevejen var den vej, der var rigtigst at gå.

København blev forladt i sommer og nu er datteren nordjyde igen. Jeg er så stolt af hendes mod til at turde tro på sig selv og sine ideer. Det må være hårdt indimellem i et land, der er lukket ned, at bosætte sig alene langt væk fra byernes liv. Vennerne fra 13 år siden er spredt for alle vinde, og man kan ikke rigtig komme til at dyrke nye interesser og fællesskaber. Men hun klarer det godt.

Det giver os mulighed for at lære hinanden at kende på ny. Datteren er voksen og har sine meninger, og nu skal hun lære sine forældre at kende i dagligdagsperspektivet. Nu er vi ikke sådan nogen, man kun ser en gang imellem. 

Kære datter, hjertelig tillykke med de 35 år. Du er en kilde til inspiration for din mor. Du udfordrer mig, tvinger mig til at se verden på en anden måde og du får mig til at reflektere over livet. Tak fordi du er dig og at du har modet til at være dig. Må livet åbne sig på ny, så du kan få lov til at udfolde dig i fællesskab med andre.