Hverdagssus

Hvad giver dig et sus af tilfredshed i hverdagen? Jeg har før nævnt mit problem med, at mine succesoplevelser som sygeplejerske er i samværet med patienter og pårørende. I og med det jo rent faktisk ikke er det, jeg får løn for at lave, så kan jeg nemt komme til at tvivle på mig selv i min funktion. Heldigvis kender jeg mig selv så godt, at jeg får stoppet tankerne og lader fornuften råde. Men i dag fik jeg faktisk en følelse af, at mine kolleger stoler på, at jeg vil dem det bedste og også arbejder for at støtte og hjælpe dem. Og det var en fed fornemmelse at stå med på en træt dag.

Landmanden sagde søndag aften, da vi kørte hjem, at vi var lidt seje. Vi er gode til at arbejde sammen og give den hele armen, når det kræves. Vi kan dog også mærke, at vi ikke er 30 mere, så vi var forberedte på, at kroppen krævede sin betaling i denne uge.

I går havde jeg en af mine lange arbejdsdage, undervisning af tidligere patienter og pårørende i kost og kolesterol startede igen, hvor jeg deltog med en halv times indlæg. Jeg var først hjemme ved 20 tiden og så skulle der ryddes op, så rengøringsfirmaet havde en chance for at komme til i dag, så det var en stadig træt Lene, der stod op i morges.

Udenfor var der endnu ikke helt lyst klokken seks, da jeg drog af sted. Det mærkes tydeligt, at efteråret banker på. Høsten måtte holde pause pga. regnen, men vi håber, vejrudsigten holder, hvad den lover, for så kan vi forhåbentlig have høsten i hus i løbet af næste uge.

Jeg sluttede dagen af med en god oplevelse ved at modtage en patient. Patienten var ramt i højre side af hjernen og havde svært ved at mærke sin venstre side. Det så jeg blandt andet ved, at patienten hele tiden kørte rundt med sit højre ben (det ikke ramte) og flyttede sig frem og tilbage i sengen, så godt det nu kunne lade sig gøre, når hele venstre side er lam. Jeg begyndte at lejre patienten efter LINprincipperne med dyner og puder. jeg gav taktile stimuli (stimuli til følesansen) og efter lidt tid faldt patientens krop til ro. Det kan man vist kalde sandwichmodellen, jeg startede og sluttede med en god oplevelse, resten af dagen var også god, men de to oplevelser gav mig et sus af tilfredshed med min dag i dag. Hvad med dig?

Et bryllup

som vi vil glæde os over meget længe. Det blev en fest lige som de unge mennesker ønskede det, traditionelt, højtideligt, festligt og afslappet. Flere har spurgt, om datteren, som jo er uddannet tekstilformidler, selv havde designet brudekjolen eller selv syet den. Det havde hun ikke. Jeg var med, da hun gik på jagt efter brudekjolen i december måned. Egentlig jagt blev det aldrig, for hun fandt kjolen i den første butik. Svigersønnen valgte at blive gift i traditionel skotsk bryllupstøj.

Datteren valgte at få sin gode veninde til at designe hårpynten i stedet for at have slør, og det var så smukt til hende. Ingen kunne se det, men vi var tre, der vidste, at hårpynten tog udgangspunkt i  blondeærmet fra min brudekjole. Den blonde havde blomster og hver eneste blomst blev tæt dekoreret med perler. Og brudebuketten bandt datteren også selv.

Da gæsterne ankom til kirken, stod svigersønnens fætter og tog mod dem i kilt og spillede sækkepibe. Ligeledes spillede han. da landmanden og datteren kom. Og da brudeparret kørte fra kirken i den skønneste gamle folkevognsboble, gik han foran og ledte an med sækkepibemusik. Så var stemningen slået an. Han akkompagnerede også brudeparret ind i festteltet, som var smukt pyntet og fyldt med glade bryllupsgæster.

Datteren og svigersønnen havde valgt at begrænse indslag, så det var de traditionelle talere med brudens far (som gjorde det helt fantastisk på engelsk, han så nærmest ikke på sit papir), brudgommen, the best man, bruden, brudens bror (som holdt sin første tale, og den var velstruktureret, sjov og god) brudgommens onkel (vi manglede jo en, svigersønnens far døde pludseligt sidste år, kun 64 år gammel) og en god ven af brudgommen. Så sang datterens kusiner og fætre på landmandens side et fantastisk vellydende nummer, og mine søskende og niecer gav et forrygende nummer med egen tekst til en Bay City Rollers sang. Og datterens gymnasieveninder sluttede af med deres traditionelle bidrag, hvor gæsterne skulle skrive små tekster til brudeparret, som de kan læse om 1, 12½, 25 og 50 år.

Maden stod en kok fra Baglokalet for. Det var super fantastisk godt, jeg har aldrig smagt noget så smagfuldt. Vores små kartofler var marineret og blandet med rygeost, kronhinden, landmanden havde skudt, blev stegt på grill og må have ligget i en marinade, for kokken fik det leveret optøet i onsdags af mig. Det smagte helt forrygende, det samme gjorde svinekødet. Tilbehøret var lige så forrygende, tre forskellige fyldige salater, og superlækkert brød, lækkert kryddersmør og forskellige dip. Til dessert fik vi Eton Mess i en nyfortolkning med blåbæris. Så var vi mætte. Klokken lidt over elleve dansede brudeparret brudevals og så gik DJ’en ellers i gang med det ene skønne nummer efter det andet.

Da vi tog hjem til hotellet klokken halv fire om natten, blev der stadig danset og for nogle af bryllupsgæsterne inklusiv brudeparret sluttede festen med en svømmetur i Isefjord om morgenen. Landmanden og jeg havde lovet at stå for morgenmaden til de knap 50 gæster, der sov på vandrehjemmet. Så vi var allerede i gang igen klokken ni. Min ældste lillesøster og svoger hjalp til, så mændene gik i gang med at rydde op i teltet, mens vi ryddede op mellem anretning af morgenmad. Senere sluttede flere af landmandens søskende sig til oprydningen, og det var heldigt, for ellers tror jeg ikke, vi var kommet hjem om søndagen.

Nu er der pakket ud herhjemme, Ayla ligger ved mine fødder, hun nyder, vi er hjemme igen. Der er blevet høstet i dag og mens landmanden og medarbejder nyder den sene aftensmad, gør jeg mig klar til arbejdsdagene.

Nå ja, hvilken kjole fik jeg købt? Jeg gik træt ind i den første butik lørdagen før brylluppet, kiggede på kjolerne, tog den eneste ned, som jeg kunne lide, og den købte jeg. Den var så lækker at have på, og jeg havde en skøn fest i den. Og de to mødre til brudeparret matchede i farvevalg.

Love in is the air

Så blev datteren gift med sin skotte, og det gamle landmandspar er lidt matte i sokkerne på en hverdagsmandag. Men vi har haft  og har stadig smil på læben og glæde i vores øjne over den skønneste dag. Alt blev lige som det unge par ønskede. Og vi mødte svigersønnens familie og venner for første gang, og skønnere flok skal man se længe efter. Mange af datterens venner har vi tidligere mødt, men fik nu et skønt gensyn med dem. Og selvfølgelig var hele vores store søskendeflok med samt den yngste del af fætter/kusineflokken. 115 voksne mennesker samt en del småbørn hyggede sig i det smukke festtelt i skønne omgivelser på Anneberg Vandrehjem på Sjællands Odde.

Jeg har haft mine kvaler med bryllupskagen, prøvesammenlægningen blev en katastrofe, og jeg var helt slået ud, men den endelige version blev den smukkeste og bedst smagende version, og det var da meget heldigt. Nu vil jeg pakke ud og forsøge at finde ind til hverdagen igen.

Landmanden og jeg var først hjemme ved halv tolv tiden i går aftes. Landmanden sidder i sit kartoffelhus og sorterer kartofler. Forhåbentlig bliver der høstvejr i dag, så der skal tænkes i madpakker og aftensmad. Kontoret og huset trænger også til en landmandskones arbejdsindsats. Jeg har været væk siden tidligt onsdag morgen, været travlt beskæftiget på Sjælland med bryllupsforberedelser, og hele tiden, når jeg var allermest træt, tænkte jeg på, at jeg skulle huske at nyde dagen. Og det gjorde jeg. Nu vil jeg nyde at rette min interesse mod landmandslivet, og på onsdag er det hverdag for sygeplejersken igen med fem arbejdsdage, inklusiv en weekend. Det er helt fint med mig, jeg kan nemlig gå på vandet og synge; Love is in the air.

Hu hej hvor det går

Dagene får hurtigt ben at gå på, og jeg forsøger at følge med. Mandagens møde i Vejle gav chancen for et par timer i tog hver sin vej med tid til snak med min kollega og tid til at læse nogle artikler. Mødet gik godt, så selv om det blev sent, før jeg var hjemme, så blev det en god dag.

Helt uden sammenhæng og uden billededokumentation, så var Ayla og landmanden ikke i kridthuset i søndags. Landmanden havde valgt at tage Ayla med ind i soveværelset, fordi så slap han for at blive tidligt vækket, når Ayla kedede sig om morgenen i bryggerset. Døren stod åben til gang og til bryggers. Midt nat vågnede jeg og kunne ikke sove, så jeg listede mig ned i stuen, lukkede døren og faldt i søvn der til lyden af en eller anden serie.

Om morgenen hørte jeg pludselig noget pusle i gangen og åbnede døren. Der stod Ayla med et garnnøgle, der var bidt godt i stykker. Det var lige nøjagtig det nøgle, der skal bruges til at færdiggøre min kjole. Jeg fløj ind i mit værelse, hvor døren havde stået åben, men kjolen var heldigvis ikke bidt i. Til gengæld måtte jeg finde kartoffelmel frem, fordi den unge dame da syntes, det var smartere at tisse på gangens gulvtæppe end at give lyd fra sig, så hun kunne komme ud. Og landmanden? Han sov sødeligt fra det hele.

En enkelt mark blev høstet i går, mere fordi de truede med regn og den efterhånden var blevet slået godt ned af den ihærdige regn. De tørre dage er ofte uden varmende sol og/eller varm vind, der kan tørre. Men som landmanden siger, vi har altid fået høsten i hus, det gør vi nok også i år.

Jeg er så glad for

mine nye indkøb. Dengang jeg flyttede hjemmefra, købte jeg nogle billige plastskåle, og planen var, at når jeg blev mere voksen og fik flere penge, så ville jeg have Margretheskåle. De billige skåle har bare holdt ualmindeligt godt (måske har jeg skiftet dem ud en enkelt gang, men det er mange år siden - stadig dengang jeg ikke følte mig helt voksen og hvor pengene kunne bruges på andet). I fødselsdagsgave i år fik jeg blandt mange gavekort også et til Kop og Kande, og i min pung lå endnu et gavekort dertil. Så nu ville jeg have mine Margretheskåle.

Mine forældres skåle er fordelt blandt børnebørnene, jeg har en enkelt høj, smal, kandeagtig, som jeg bruger til at piske små portioner fløde i. Nu ville jeg have nogle, som måske kunne gå i arv til mulige børnebørn eller i hvert fald mine børn. I lørdags tog jeg mig sammen til at få shoppet. Og hele dagen i dag har jeg frydet mig over mine smukke skåle i retrogrøn. Den største(5 liter) har været i brug hele dagen, for jeg bager kagebunde i stor stil. Og det er bare noget helt andet at stå med disse skønne solide skåle end mine gamle flossede plastikskåle. Og i den moderne fortolkning har de endda et tilhørende låg, det er så smart.

Henne på stolen ligger en skøn klassisk cardigan i råhvid, som blev købt for et andet gavekort. Tænk engang, jeg har stadig gavekort, så sensommerens fridage skal vist bruges på at få brugt dem. Jeg satser på en solskinsrig søndag, hvor motorcyklen kan komme ud, og Vebbestrup mejeri får lov til at levere isen i pausen. For sådan et gavekort har jeg også.

Købehavneroplevelserne i ferien var også sponseret af gavekort, så min fødselsdagsfejring må siges at række langt. Skønne minder, skønne gaver.

God aften til dig.

Midaldrende kragetæer

Min leder er blevet 40 og i den forbindelse kom vi til at snakke om alder. Hun havde svært ved at forholde sig til, at hun nu var 40 (sæt selv blinkende advarselslamper ind), ligesom jeg havde svært ved at forstå, at jeg nu var 60. Ikke at vi har problemer med vores alder, men det lyder så voksent, også mere end vi nogen gange føler os. Og så var det, at jeg sagde, at jeg kunne huske, da jeg blev 40 og det gik op for mig, at det var den alder begrebet midaldrende dækkede. GYS, det havde sat sig i hende, for ved morgenstarten på en arbejdsdag sagde hun til resten af kollegaflokken, at jeg havde rystet hende noget ved at kalde hende midaldrende kvinde. De andre spærrede øjnene op, og souschefen, som er 39, kiggede bestyrtet på mig.

Jeg kunne kun svare, at hvis gennemsnitsalderen er 80, så må en midaldrende kvinde jo være 40, også selv om jeg egentlig selv synes, at det er min alder, der dækker det begreb. Så hvis jeg nu lovede at leve, til jeg var 120, så kunne vi da godt vedtage, at en midaldrende kvinde var 60. Det var de alle svært enige om, at sådan måtte det være.

Jeg har hentet adskillige pakker ved GLSshoppen i den senere tid, jeg er nemlig den praktiske gris i forhold til bryllupsforberedelser. Og hver gang undrer det mig, at jeg har så svært ved at skrive mit navn med fingeren på en smartphones skærm. Det er, som om min krop er kodet til, at der skal en blyant mellem finger og papir/skærm. Det går lidt bedre, når jeg får en pen, som jeg gør ved postens pakkepost. Den fingerunderskrift kan virkelig kaldes kragetæer, ingen kan læse den, men alle er glade, proceduren er fulgt.

At håndskriften ikke bliver trænet, er tydeligt, når jeg skriver indkøbslister. Det er også kragetæer, dog læselige, eller dvs. nogle gange kan end ikke jeg læse mine egne ord. Jeg er dog ikke kommet til at skrive indkøbsliste på computer, det kommer nok en dag. I dag skal jeg på handlen, listen er klar (og jeg kan læse den), det er jeg ikke,så det må jeg hellere blive. Bryllupskageprøven viste, at jeg havde lavet en dum fejl, så det er forfra med bagning af bunde. Og det skal så være i denne weekend, for arbejdsweekenderne ligger tæt her i august, så jeg kan få fri til dit og dat i andre weekender senere hen. Akkeja, at være en praktisk gris, som godt kan lide at udfordre sig selv, kan sommetider være en udfordring. Skidt pyt, hjernen bliver da sat på arbejde, og det skulle være så godt. Rigtig god lørdag til dig.

Øh jeg ved det var sjovt eller spændende eller …

Jeg har masser af indlæg i hovedet, men tiden til at sætte mig ned og skrive finder jeg ikke. I stedet vælger jeg tit at slappe af i sofaen.

Livet i punktform:

• Landbruget mangler ikke vand, overhovedet ikke. Nu må det gerne slå om til mange dages tørvejr.  Det er vejrudsigten så ikke enig med mig i.
• Ayla trives og er ganske sin egen, sådan som også Istvan var. Hun må dog gerne vænne sig af med at bruge mine hænder som bidering.
• Jeg er vild med, at jeg stadig synes, at sygepleje er spændende. I to dage har jeg haft vores sygeplejelærer med, og det var så interessant at være en del af hendes refleksioner om livet på et akut afsnit.
• Jeg var også vild med morgenstunden, som belønnede mig med sol og morgendis.

Godnatbillede

Egentlig havde jeg lyst til at skrive et helt andet indlæg om min arbejdsdag, men jeg har haft travlt i aften med at oversætte noget af brudens fars tale til engelsk (hold nu op hvor er det svært at omsætte en vendelbos lune humor til engelsk, godt han har masser af charme og glimt i øjet, når talen skal holdes)

I stedet for får I et billede af den charmerende mands hund, som er så dygtig (bortset fra når jeg kommer forbi, så skal Ayla nemlig altid hoppe op og byde mig velkommen => spor af hundepoter på mit tøj). Men tilbage til den dygtige hund. Hun kan stå stand for fasaner, hun kan apportere emner, der er smidt ind bag hækken og dermed er usynlige for hende. Og i aften apporterede hun også i vand. Så det var en stolt hundeejer, der kom hjem med Ayla.

Og lige nu har den dygtige hund formået at stå op på bagbenene, skubbe til posen med tyggeben, som stod inderst på bryggersbordet, så den væltede og derefter er den taget med ned i hundekurven. Det kaldes vist høflig selvbetjening, og hun hyggede sig rigtigt. Det var dumt af hende at smaske højlydt, det var den lyd, der gjorde mig mistænksom. Nu er posen stillet op på en hylde.

God nat herfra, det er sengetid for en træt sygeplejerske, roen er over på afsnittet.

Op i tempo

De sidste måneder har jeg forsøgt at holde fast i at tage trappen på arbejde. Det betyder 5 etager op, mindst to gange om dagen, og det har også betydet, at jeg måtte holde en pause, inden jeg gik ind på afdelingen. Nogen skulle nødigt blive forskrækket over den stønnende og hvæsende lyd, der kom. Jeg har gået til for at få pulsen op, og det lykkedes til fulde.

I forgårs slog det mig pludselig: jeg kan gå direkte ind på afdelingen uden at holde pause. Ja jeg er lidt forpustet, men ikke højlydt og slet ikke som før sommerferien. Det må være de mange gåture i sommerlandet i kuperet terræn, der har har øget min kondition, for LOOP har ligget meget stille og kommer til det i en periode endnu.

Op i tempo bliver også overskriften på denne fridag før weekendens arbejdsdage. Jeg nåede ikke det, jeg ville i går. Til gengæld har landmanden nu en pæn varebil. Min bil kom på værksted i mandags og jeg har fået et skrummel af en kassevogn som erstatning.

I går skulle vi til begravelse, og kassevognen ville vi ikke køre i. Jeg nægtede pure at sætte mig ind i landmandens bil, som bar præg af landbrug, jagt og hund. Så i går fik den en ordentlig omgang oprydning,støvsugning og vask, det er vel det, Ellen kalder for husmormotion. Landmanden og medarbejdere havde travlt med at sortere det første læs kartofler, så vi kunne komme til begravelse. Det var en smuk begravelse med mange, mange mennesker. Landmandens jagtkammerat blev kun 74, samme alder som min mor fik lov at nå. Begge døde af kræft, og hans kone holdt en smuk tale ved kisten, hvor hun blandt andet udtrykte lige nøjagtig min mening. Man taber ikke kampen mod kræft, for den, der dør, er ikke en taber. Kræft er en sygdom, som er lumsk og ikke følger gældende regler. Man kan ikke tale om en kamp, men mere om at man  gerne vil livet og derfor holder ved livet så længe som muligt.

Huset er gjort klar til rengøring, indlægget er snart færdig og om lidt skal jeg til frisør. Jeg håber, at jeg kan nå en gåtur i sommerlandet i eftermiddag, når jeg skal hente de sidste ting hjem til gården. Vi får se. Det kommer an på tempoet og viljen til at nå mine gøremål.

Dagens billeder er fra søndagens kunsttur til to gallerier. Brændestablerne ved Galleri Rødhusgården er vel også en form for kunst, landart måske?

Pas på, jeg er farlig

Det måtte jo ske. Der er jo så meget, der er farligt, så hvorfor ikke også mig, mor til to. Vi kender begrebet løvemor, det signalerer jo farlige kræfter, der kan slippes løs. Rejseholdet har åbenbart set det potentielle krimifarlige og lavet et afsnit om sådan en som mig, en mor/moder.

Søvnen driller i denne tid, jeg tror skiftet fra ferie til arbejde, skiftet fra sommerhus til gård er en stor del af årsagen og så det, som jeg ikke havde set komme. Jeg husker, da jeg blev gift. Vi havde overnattet på et hotel og kørte hjem til mine forældre næste dag for at hente bryllupsgaverne. Her fik jeg for første gang en knuser af min far, og så kom der sådan en lidt undskyldende kommentar a la nu er du jo rigtigt flyttet hjemmefra, mens han blev bevæget. På det tidspunkt havde jeg ikke boet hjemme 8 år, og jeg havde boet sammen med landmanden i to år.

Jeg kan faktisk godt følge ham lidt. Min datter har ikke boet hjemme i 11 år. Hun har været kærester/forlovet med sin skotte i en del år nu og har boet sammen med ham, når hun ikke boede i sin studielejlighed i Haderslev. Og alligevel sætter det kommende bryllup tanker i gang, tanker om fremtiden for dem, tanker om hvad fremtiden vil byde dem. Hvilket job får hun? Hvor kommer de til at bo, for de er nogle af dem, der vil væk fra hovedstaden?

Og når så jeg er ved tankerne om børn, så dukker sønnen op. Han og hans norske kæreste har planer om at flytte til Norge, nu hvor hun er færdig som sygeplejerske. Lige nu arbejder hun dog som sygeplejerske på et dansk sygehus og han er i praktik i sin drømmebutik og stortrives med det. Jeg glæder mig på deres vegne, jeg tror på fremtiden, men jeg ved jo fra mig selv, at livet ikke bare godt. Det ved de også godt, de har alle prøvet modgang, de er voksne mennesker alle fire, så hvorfor tankerne pludselig manifesterer sig markant og dukker op, når jeg vågner midt nat og ikke kan falde i søvn igen, ved jeg ikke.

Det er det, jeg af og til siger til mine unge kolleger. Med børn kommer der mange glæder, men der bliver også født en bekymring, som er for evig. Den slutter aldrig, den skifter indhold og den bliver anderledes at bære som mor til voksne børn, men den slutter aldrig. Det gør glæden så heldigvis heller ikke.

“På vej mod lyse tider”

kunstner: Jacob Gadd

Billedet er taget på kunstcenter Lien, hvor landmanden og jeg snuppede en kulturel søndag eftermiddag med kig på Cobramalerier og denne nutidige kunstner.

Det er en tysker og endnu en og endnu en og …

Det var faktisk lidt underligt at køre hjem i lørdags fra grænsehandel. Dels gik det i sneglefart, dels var det en sjældenhed at se en dansk bil, overalt var der tyske biler, motorcykler og autocampers. Bilerne var læsset med cykler eller havde trailer med både i alle størrelser. Faktisk nåede vi helt op til sammenfletningen med motorvejen fra Fyn, før der kom flere danske biler. Indimellem så vi biler fra Holland og Belgien. der var også enkelte svenske og norske biler, formentlig på vej hjem fra ferie. Men det var helt klart store feriedag for nogle af Tysklands delstater, og de ville holde ferie i Danmark. Og her sad jeg med en brugt ferie og fik udlængsel, jeg drømte om bjerge, jeg drømte om storbyferier, jeg drømte om tosomhedsferie. Lidt sol kunne da også være godt, men mest af alt oplevelser, som er anderledes end hverdagen. Og sådan en tur til grænsehandlen er absolut ikke noget, vi gør i. Vores forbrug er alt for lille til, at det kan svare sig, men nu fik jeg den tosomhedsoplevelse, det var slet ikke så ringe endda.

Landmanden undrede sig over den forskel , der var i trafik fra dengang i 70erne og begyndelsen af 80erne, hvor han hver 14. dag kørte til og fra Tyskland, Schweiz, Belgien og Holland med sin makker. Da var der ikke motorveje i Jylland, før man kom langt ned i landet, og der var aldrig den trafik på hovedvejen, som der er i dag på motorvejen. Landmanden var tømrer og satte Høm huse op i udlandet.

Målet for køreturen var at hente bestilte varer, men modsat mig, som bliver helt handlingslammet i sådan en butik og ikke kan finde ud af at købe noget, ja så bragte slikområdet minder om de mange ture over grænsen for landmanden. Så kurven blev hurtigt fyldt op, nu er kunsten så kun at nyde det i afmålte mængder. Det plejer vi ikke at være så gode til, men mit fokus på kost og motion rykker lige så stille ved min form, så jeg har tænkt mig at være standhaftig.

Motion har ikke været daglig foreteelse, siden jeg flyttede hjem, vejen udenfor frister ikke på samme måder som det skønne kuperede landskab i sommerlandet. Til gengæld har jeg bagt kager i store mængder, og landmanden har været min gode samarbejdspartner, når de skulle deles i tre bunde. Han har sågar udviklet sit eget lille værktøj dertil. Nu mangler jeg bare én kage for at være i hus med det.

Seks fridage har jeg haft, det er jo nærmest en lille ferie. Og vanen tro syntes hjernen ikke, at der skulle soves i nat, så jeg skal vist dobbeltjekke opskriften, når jeg skal i gang med kagebagningen.Der er stadig ro på afdelingen, ikke sådan at forstå, at der ikke er travlt, for vi kan sagtens have få patienter, men som er så hårdt ramt, at de har brug for megen sygepleje. Det er så skønt ikke at være presset af overbelægning, så der er tid til sygeplejen. Vi lader alle op og får elimineret hængepartier, så vi er klar, når det vender. For det gør det.

Og så måtte jeg lide det nederlag i dag at finde en, der går hurtigere end mig. Mine kolleger plejer at skulle sætte tempoet op, hvis de vil følges med mig, og det er uanset om der er travlt eller ej. Men i dag på vej ud fra sygehuset, gik en kvinde bag mig op ad trappen. Så snart vi var ude, overhalede hun mig og så kom der tempo på. Jeg forsøgte at følge med, men måtte overgive. Hold nu op, det har jeg faktisk ikke prøvet før. Men pulsen kom da op.

Flyv op imod himlen og bed om dejligt vejr

Jeg har ikke lige fundet en mariehøne, sangen beder mig om at bevare lidt af barnetroen, men jeg tror nok desværre ikke så meget på, at vejret ændrer sig, selv om jeg fandt en mariehøne. Jeg burde bage, men jeg gør alt muligt andet, jeg er flyttet hjem igen efter fem uger i sommerhuset. Det blev for træls med madpakkeaflevering til gården og kontortjans hver uge, mens jeg kunnne se ukrudtet på gårdspladsen vokse sig stor og mæske sig i regndråberne. Ukrudtet får lov at vokse lidt endnu, for jeg har andre hjemlige gøremål i weekenden. Jeg savner allerede mine gåture på stierne, men sådan er det hvert år. Humøret daler lige lidt, mens jeg finder mig tilrette på gården igen.

I går fandt jeg guitaren frem, jeg kedede mig og blev træt af, at jeg enten sad foran en computer, havde en mobil i hånden eller stirrede sanseløst ind i iPadens serieverden. I går aftes var det FDFsangbogen, der holdt for, og jeg blev glad, da jeg kunne mærke, at fingrene godt kunne finde ud af barregreb. Nu mangler jeg så øvelsen i at skifte, så melodien flyder let. I dag fandt jeg en gammel sangbog fra 1975, hold nu op som den bragte minder frem. Minder om lejrbål med min karrybrune sweater, en blød spejderhat på hovedet (den havde været i vand for at få det rigtige slidte look) og slidte cowboybukser, en guitar i hånden og så kunne jeg synge Donna, Donna hele tiden. Gymnasietiden startede i 1973 og så kom der andre sange på spillelisten, blandt andet Monsieur le President. Jeg kan stadig synge den, og guitargrebene er ikke så avanceret som FDFsangbogens sange.

 

Guitaren er ikke den gamle, fra jeg startede med guitarspil som 12 årig, den er gået til. Til sidst blev den brugt af børnene som legeguitar. Da jeg startede som FDFleder,gav landmanden mig en guitar i julegave, og den blev flittigt brugt. Den lyder stadig godt og jeg kunne også huske, hvordan jeg fik den til at stemme. Jeg får helt lyst til at finde den frem nu og spille en sang eller to, håndledet og fingerspidserne kan dog godt mærke, at det er mange år siden, at jeg spillede ugentlig på guitar. Min bror derimod holder det stadig ved lige og spiller også kontrabas i et band som afveksling fra jobbet. Min lillesøster spiller heller ikke mere, men jeg husker den gang, vi som teenagere spillede til gudstjeneste. En ny lærer med kendskab til nye kristne sange havde arrangeret, at børneklubben ved kirken fik lov til at synge. Her mødte jeg første gang Tak Gud for hver en nyfødt morgen. Den, ved jeg, findes i en af min gamle sangbøger, og jeg er stadig vild med den.

Jeg satser på, at yr.no har ret, og at regnen snart stopper for i dag og holder et par dages pause. Egentlig måtte den gerne holde mange dages pause. Der er vådt derude, vi har fået meget regn, og i næste uge starter kartoffeloptagningen. Vejret er jeg ikke herre over, så det nytter ikke noget at spekulere. Jeg snupper lige en kop te mere.God fredag hos dig.

Humørskift–vejrskift

Mit humør skifter i dag, lige som vejret skifter. Når det er mørkt udenfor pga. regnen og overskyethed, så trækker mine tanker til den mørke side. Det er der, jeg slår mig på døre og stole og får fingrene i klemme i skuffen. Så jeg varer min mund, for jeg kunne meget nemt blive bidsk og hård i tonen over for landmanden. Og han er jo, som han plejer at være, det er bare mig, der ikke er. Nu har solen fået magt bag skyerne, fordi regnen trækker sig, og så lysner det også inde i mit sind.

Jeg har regnskabsdag, jeg nørder med bilag, jeg leger detektiv, når nogle mangler, eller vi ikke kan regne ud, hvad en postering på kontoudtoget kan dække. Når jeg selv skal sige det, så er jeg faktisk ret skrap til det her. Men jeg har også mange års træning i det, og jeg valgte at blive oplært af vores farmassistent, da vi gik over til computerprogrammer og jeg selv ville stå for bogføring og kontering. Indtil da sad jeg og skrev kasseark, hed det vist, og så sørgede vores farmassistent for at kontere det de rigtige steder inklusiv dobbelt bogføring ved momsperiodernes afslutning. Jeg kan godt lide det, der er en lille bogholder gemt i mig, som slår sig løs de dage.

Landmanden kørte til sent i går aftes for at forebygge skimmelsvamp i kartoflerne, så han tager sig en velfortjent middagslur. Medarbejderen har fået fri her til frokost, der er ikke så meget, der skal gøres lige nu. Græsset nåede at blive slået, inden regnen satte ind. Kartoffeloptagningen er ikke gået i gang endnu, de første kartofler er ikke klar til at forlade jorden, de skal først være fast i skindet.

I går da jeg kom hjem efter indkøb, havde fugletræet fået besøg. Der var et leben af fasaner, som mæskede sig med det, som fuglene havde skubbet ned fra foderbræt og mejsekugleholderne. Fasankyllingerne er nu så store, at de er sluppet ud i en engelsk voliere. Det betyder, at et stort område med beplantning af pil og store træer er hegnet ind, men med så lavt hegn, at de kan flyve over det. De kan også flyve ind igen eller vælge de små sluser, der står rundt omkring. Der er trukket strømførende hegn omkring det hele, så de får fred fra rævene. Nu skal de lære at klare sig selv, og nogle havde så fundet om til græsplænen. Det måtte de ikke, så jeg gik stille og roligt hen mod dem, og så fortrak de sig om til bagsiden af gården.

Hønsene lægger æg i lange baner, så jeg har rigeligt til alle mine kagebunde, som jeg er i gang med at bage i disse dage. I dag vil jeg nu ofre et æg på mig selv til frokost, jeg har fået lyst til spejlæg. Jeg snupper lige en frokostpause. God torsdag til dig.

Syng så taget letter

Alting har sin tid; sådan indledte præsten sin tale ved den begravelse, jeg var til i dag. Og sådan er det, en tid til at fødes, en tid til at dø. For familien var det en sorg blandet med følelsen af, at tiden var inde. Det menneske, vi sagde på gensyn til, havde været syg i mange år, kroppen var slidt, omend han ikke var nået de 70.

For mig blev det også en anledning til at gå tilbage i tiden. Til dengang jeg sagde ja til at blive leder i den lokale FDFkreds. Jeg anede ikke noget om FDF, min datter var begyndt til det sammen med mange fra hendes børnehave. Det tog mig dog ikke lang tid at overveje det. Jeg havde på det tidspunkt ikke været sygeplejerske i fire år og jeg trængte til lave andet end at sortere kartofler dagen lang og stå for kontor og regnskab på gården. Jeg har altid været glad for at arbejde med børn, jeg havde været spejder i mine unge dage og jeg ville gerne arbejde i et kristent miljø. Alt sammen syntes jeg, at FDF kunne give mig (de vil til enhver tid sige, at de ikke er spejdere, men mange af tingene er nu det samme)

Syv år senere stoppede jeg, fordi jeg gerne ville tilbage til sygeplejefaget. Da jeg er sådan en, der automatisk kommer til at tage ansvar i det arbejde, jeg går ind i, og derfor var meget involveret i FDFarbejdet, ja så måtte jeg give mig selv frirum til at tage næste skridt i mit liv. Tiden var inde til at sige farvel til den del af mit livs historie. Men i dag kom jeg tilbage til tiden, jeg genså en del af dem, jeg havde haft så mange gode stunder sammen med, blandt andet den afdødes familie.

Familien og FDF vil for mig altid være synonym med livsglæde og masser af musik og sang. Min FDFtid blev også der, hvor jeg genoptog mit guitarspil og spillede med til alle de nye sange og salmer, der hvert år kom i den nye FDFsangbog.

Mens folk kom ind i kirken, spillede organisten musik, og pludselig blev jeg opmærksom. Det var jo alle de gode salmer og sange, jeg lærte dengang. Det var så stemningsfuldt og smukt. Kirken var fyldt til bristepunktet, det var et menneske, der sammen med hans kone havde betydet meget for mange. Da den første salme skulle synges; Se nu stiger solen af havets skød, skete det. Vi var mange, der lige fik en klump i halsen og blanke øjne. Jeg har aldrig prøvet at være i et rum, hvor sangen gjaldede så højt. Alle i den kirke kunne synge, alle brugte deres stemme, alle kendte alle sangene og der blev sunget, så jeg er forundret over, at kirketaget ikke løftede sig.

Taknemligheden over at have haft så mange gode oplevelser sammen med de mennesker og lært så mange skønne sange har fyldt mig resten af dagen. Det var en god tid, som jeg altid vil have med mig, men jeg gjorde også det rette for mig, dengang jeg stoppede. Jeg gad dog godt, at jeg ikke havde stoppet med guitarspillet, men guitaren har jeg stadig, de gamle sangbøger har jeg også, det er jo bare at gå i gang. Det gør jeg måske også en dag, måske, eller også har det haft sin tid.