Det er en tysker og endnu en og endnu en og …

Det var faktisk lidt underligt at køre hjem i lørdags fra grænsehandel. Dels gik det i sneglefart, dels var det en sjældenhed at se en dansk bil, overalt var der tyske biler, motorcykler og autocampers. Bilerne var læsset med cykler eller havde trailer med både i alle størrelser. Faktisk nåede vi helt op til sammenfletningen med motorvejen fra Fyn, før der kom flere danske biler. Indimellem så vi biler fra Holland og Belgien. der var også enkelte svenske og norske biler, formentlig på vej hjem fra ferie. Men det var helt klart store feriedag for nogle af Tysklands delstater, og de ville holde ferie i Danmark. Og her sad jeg med en brugt ferie og fik udlængsel, jeg drømte om bjerge, jeg drømte om storbyferier, jeg drømte om tosomhedsferie. Lidt sol kunne da også være godt, men mest af alt oplevelser, som er anderledes end hverdagen. Og sådan en tur til grænsehandlen er absolut ikke noget, vi gør i. Vores forbrug er alt for lille til, at det kan svare sig, men nu fik jeg den tosomhedsoplevelse, det var slet ikke så ringe endda.

Landmanden undrede sig over den forskel , der var i trafik fra dengang i 70erne og begyndelsen af 80erne, hvor han hver 14. dag kørte til og fra Tyskland, Schweiz, Belgien og Holland med sin makker. Da var der ikke motorveje i Jylland, før man kom langt ned i landet, og der var aldrig den trafik på hovedvejen, som der er i dag på motorvejen. Landmanden var tømrer og satte Høm huse op i udlandet.

Målet for køreturen var at hente bestilte varer, men modsat mig, som bliver helt handlingslammet i sådan en butik og ikke kan finde ud af at købe noget, ja så bragte slikområdet minder om de mange ture over grænsen for landmanden. Så kurven blev hurtigt fyldt op, nu er kunsten så kun at nyde det i afmålte mængder. Det plejer vi ikke at være så gode til, men mit fokus på kost og motion rykker lige så stille ved min form, så jeg har tænkt mig at være standhaftig.

Motion har ikke været daglig foreteelse, siden jeg flyttede hjem, vejen udenfor frister ikke på samme måder som det skønne kuperede landskab i sommerlandet. Til gengæld har jeg bagt kager i store mængder, og landmanden har været min gode samarbejdspartner, når de skulle deles i tre bunde. Han har sågar udviklet sit eget lille værktøj dertil. Nu mangler jeg bare én kage for at være i hus med det.

Seks fridage har jeg haft, det er jo nærmest en lille ferie. Og vanen tro syntes hjernen ikke, at der skulle soves i nat, så jeg skal vist dobbeltjekke opskriften, når jeg skal i gang med kagebagningen.Der er stadig ro på afdelingen, ikke sådan at forstå, at der ikke er travlt, for vi kan sagtens have få patienter, men som er så hårdt ramt, at de har brug for megen sygepleje. Det er så skønt ikke at være presset af overbelægning, så der er tid til sygeplejen. Vi lader alle op og får elimineret hængepartier, så vi er klar, når det vender. For det gør det.

Og så måtte jeg lide det nederlag i dag at finde en, der går hurtigere end mig. Mine kolleger plejer at skulle sætte tempoet op, hvis de vil følges med mig, og det er uanset om der er travlt eller ej. Men i dag på vej ud fra sygehuset, gik en kvinde bag mig op ad trappen. Så snart vi var ude, overhalede hun mig og så kom der tempo på. Jeg forsøgte at følge med, men måtte overgive. Hold nu op, det har jeg faktisk ikke prøvet før. Men pulsen kom da op.