mandag, november 19, 2018

De billeder vi danner

Hver gang jeg lægger mærke til det, bliver jeg lige fascineret. Da jeg læste den lille bog om Videnskabsteori af Jakob Birkler, var noget af det, jeg bed mærke i og som jeg huskede efterfølgende, afsnittet om fordomme og forforståelse. Det gav mig en forståelse af min egen og min omverdens reaktioner/handlinger.

Det er nødvendigt for os at have en forforståelse (jeg kan bedre lide det ord end fordomme) af andre mennesker eller af tingenes tilstand, for at vi hurtigt kan handle, hvis der skulle være brug for det. Så når jeg en mørk aften møder en skygge, der ser høj og bred ud, måske med en holdning, der virker truende, så er jeg automatisk på vagt, parat til flugt eller måske angreb. Det samme ville nok ikke ske ved højlys dag, hvor der er andre mennesker til stede.

Vi danner hele tiden billeder inden i os af det, vi hører/læser OG kobler det med den forståelse, vi har i forvejen. Det sidste gav mig en forklaring på, hvorfor jeg kan blive helt forundret, når jeg har læst et stykke, set nyheder, hørt en underviser eller oplægsholder og vil dele min oplevelse med andre, som ikke har samme opfattelse af det. Vi har ganske enkelt ikke oplevet/erfaret det samme, fordi vi kommer med hver vores baggrund. Så hvis en folkeskolelærer tror, når hun har undervist i et emne, så har børnene den samme viden, som hun har lært dem, så tager hun fejl.

Det ved folkeskolelæreren godt, jeg ved det også, men alligevel bliver jeg fanget i det, når jeg diskuterer med andre, hvad læreren/oplægsholderen egentlig mente/sagde. Det er så svært at forstå, at de samme ord/meninger kan vække forskellige klange i os og kan blive tolket på vidt forskellige måder. Det giver anledning til heftige diskussioner om hvad der egentlig stod/blev sagt osv. Vi forstår/lærer på baggrund af den forståelse vi allerede har, vores forforståelse.

I går stod der på nyhedssiden, at en ældre mand var efterlyst efter at være gået fra et forsamlingshus. Jeg tænkte med det samme en mand på over 80, måske enda over 90. Da jeg klikkede på linket, kunne jeg læse, at manden var 70 år, kun otte år ældre end mig. Det kom bag på mig, jeg havde et helt andet billede i min hjerne. Det kan godt være, at han har en sygdom med demenssymptomer, det kan også være, at han har en svær depression. Det meldte historien intet om, men inde i mit hoved ud fra min forforståelse (fordi jeg er der i livet hvor jeg er) blev dannet et billede af en meget gammel mand. En ung kvinde var måske ikke blevet så forundret over alderen, når hun læste, med mindre hun koblede det til en frisk og rørig bedstefar på samme alder. Vi forstår ud fra vores forforståelse (og han er fundet igen og har det godt).

Den forforståelse skal jeg i mit arbejde hver dag forsøge at sætte på spil, forstået på den måde, at jeg skal prøve at forstå det, der sker, ud fra patientens/den pårørendes forståelse. Kun på den måde kan jeg sikre mig, at vi sammen finder en ny forståelse, som kan hjælpe patienten videre efter at have fået en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning.

Når jeg skal hjælpe mine kolleger, er det også nødvendigt, at jeg hele tiden husker, at deres forforståelse er ikke den samme som min, selv om vi arbejder samme sted og med de samme patienter. Jeg er ældre og med et andet levet liv, jeg har læst meget om sygepleje i nogle bøger, hun har måske læst i andre bøger, jeg har mødt mange inspirerende mennesker undervejs i min diplomuddannelse, i de mange møder, jeg skal til, i vores forskningsprojekt. Hun har mødt andre mennesker, som har præget hende osv. Kort sagt vi kommer med hver vores forforståelse af tingenes tilstand.

Når vi får undervisning eller møder andre mennesker, så sker det faktisk, at vi ikke ændrer vores forforståelse, vi holder fast i det vi kom med. Vi forsøger ikke at forstå den anden. Jakob Birkler sammenligner det med en lommelygte i et mørkt rum, vi ser kun det, vi lyser på. Hvis vi lader en anden lyse med deres lygte et andet sted i rummet, får vi måske en ny eller mere udvidet opfattelse af rummet. Det er ikke det samme som at vi er enige. Men vi har set rummet som den anden ser det og måske opnår vi så begge en ny forståelse. Det som kaldes horisontsammensmeltning indenfor den hermeneutiske filosofi.

Det er dog svært at praktisere, jeg falder nemt i blot at gentage mig selv i diskussioner, jeg har mine kæpheste og ofte glemmer jeg at lytte og give mig selv lov til at se det, den anden lyser på. Især det menneske, som jeg har kendt i 38 år. Må det være min mandagsudgangsbøn fra dette indlæg, at jeg bliver bedre til at åbne mine øjne og ører. Og så ville det da heller ikke gøre noget, hvis den modsatte part også blev bedre til det ;-)






søndag, november 18, 2018

Skøn søndagssommerhusstrik

Landmanden og kammeraten ville forsøge igen i dag med gåsejagt. Og jeg besluttede mig for efter en god nats søvn at gøre det, jeg gerne ville, nemlig at tage i sommerhus. Og det var den rette beslutning. Jeg tændte op i brændeovnen, fandt film og strikketøj frem og hyggede mig med godt brød fra Hune Bageren. Senere tog jeg traveskoene på og gik en lang tur ud langs klitten og ned til havet.


Luften gjorde godt og det at gå er meditativt for mig. Alle tanker og burde/skulle flyver deres vej, mens jeg går.


Hjemme igen spiste jeg min medbragte frokost og senere fik jeg en lækker julebolle. Landmanden ringede og spurgte, om jeg kom hjem i dag eller først i morgen. Jeg skal lave regnskab i morgen, så selv om jeg havde allermest lyst til blot at være i min lille tidslomme, valgte jeg at tage hjem.


Først kørte jeg dog til Blokhus for at hente lækre burgere til os fra Kunstcafeen. Jeg havde nemlig opdaget, at de også leverede mad ud af huset. Da jeg kom ind i byen, opdagede jeg, at hele byen er gået sammen om at tænde lys i mørket. Og jeg elsker det.



jeg kunne lige nå at komme forbi den nye skøjtebane på torvet, og mens unge og børn kom ud fra skøjteudlejningen, fik jeg helt lyst til at prøve at skøjte. Det må jeg vist sætte på min "hvad gør dig glad liste"


Det blev nu ikke i aften, for burgerne med lækre store håndskårne pommes frites skulle hjem på gården. Mon ikke jeg kan finde tid til endnu et besøg og så kan jeg jo passende besøge juleudstillingen i Skulpturparken. Og jeg mangler også at vende tilbage til Center for Papirkunst og deres nye udstillinger. Nej dette indlæg er ikke sponseret, men jeg holder af alt det, der sker tæt på mig. God aften til dig.


lørdag, november 17, 2018

Kan man blive teenager igen på sine gamle dage?

Helt så galt er det nu ikke. Men mit humør og min sindstilstand svinger fra glæde til sorg til irritation og desværre også indimellem til en sur gammel bitter kone, det sidste har jeg sværest ved at rumme. Så hun får megen modspil og bliver mandsopdækket, så hun ikke laver for megen skade.

Når det jeg har lovet mig selv ikke sker, så er jeg hurtig til at skælde mig selv ud, men jeg øver mig i at kunne rumme mig selv, og for det meste går det nu meget godt.

Fredag aften var ren hygge med masser af film og lækkerier. Og ganske som sidste søndag så endte den fyldte mave og skærmtid lige op til sovetid med en hjerne, som nægtede at sove. Alt i alt fik jeg nok 2 -3 timers søvn i nat. Efter landmanden og kammerat var taget på gåsejagt, snuppede jeg halvanden time mere, før jeg startede min dag langsomt med morgenmad, te og skærmtid.

Senere fik jeg lavet regnskab for svigersønnen, og vasketøj blev vasket og hængt op. Resten af dagen har jeg siddet i min yndlingstol (mine forældres stol) og strikket, læst og set film. Egentlig havde jeg lovet mig selv alenetid i sommerhuset med strikketøj og lange gåture, sådan gik det ikke.

Landmanden og kammerat havde en god dag sammen, så jeg så dem ikke før ved aftenstid. I morgen forsøger de igen, der var for diset i formiddags, og det var først sent, at gæssene kom forbi vores marker, så det blev kun til en enkelt gås til fryseren.

Mit sjal tegner til at blive smukt og jeg glæder mig til, at det bliver færdig. Det er hårdt for mine fingre, når der skal strikkes sammen og strikkes masker op, jeg spænder helt vildt og slidgigten driller mig. Derfor må jeg læse indimellem og lave andre ting. Håber din lørdag har været god ved dig.





fredag, november 16, 2018

What's not to like





  • julefilm
  • lækker is
  • varm te
  • god rødvin
  • en lun stue
  • en lang gåtur før aftensmaden
  • masser af gæs, som gjorde min gåtur til noget ganske særligt (tryk på instagramknappen til højre i siden og find en video med det smukke syn)
  • weekendfri med mandagsfri oveni


God fredag aften til dig.


torsdag, november 15, 2018

Var det ikke godt, at jeg havde en blog, hva?

Jeg skutter mig, for jeg fryser lidt. Samtidig nyder jeg følelsen i kroppen efter at have gået en skøn aftentur med lydtapet af store flokke gæs.


Ugen er strøget af sted, mandag var maratondagen med arbejde hele dagen. Da jeg kom hjem ved halvotte tiden, fik jeg besøg af landmandens jagtkammerats hustru, mens jægerne kørte en kronhind til slagteren. Ingen gåtur der.


Tirsdag bød heller ikke på gåtur og lige nu er jeg helt uforstående for, hvorfor det ikke skete*.  Onsdag blev sådan en kombidag, for jeg var blevet indkaldt til et møde, som jeg var nødt til at tage til på trods af fridag. Så nu flekser jeg og tager fri noget af fredagens arbejdsdag. Aftenen sluttede af med udvidet sangaften, vi synger julesange, og det gør mig ganske enkelt glad, fordi det er skønne, smittende arrangementer.
Jeg glæder mig endnu mere til næste år, hvor jeg får fri om torsdagen, for glæden forplantede sig som vanligt i min krop, så jeg ikke kunne sove.



I dag har været dagen, hvor vejlederne samles og bliver klogere på de udfordringer, der kan være med nutidens elever og studerende og nye uddannelser for begge professioners vedkommende. Vi havde en god dag og jeg kunne tage hjem med smil om munden. Endnu større smil kom der, da jeg fik gået 4 km i skumringstimen.


Nu er landmanden og jeg færdig med vores fælles kontorarbejde og overskriften skyldtes, at landmanden ikke havde fået noteret i sin logbog datoen for den sidste høstdag. Det søgte jeg da lige frem på min blog, og så var det klaret. Og svaret fra landmanden var selvfølgelig, at det var rigtig godt, at jeg bloggede, så jeg kunne fortælle ham, hvornår han startede med at høste og hvornår han sluttede.



*Og min blog kunne også fortælle mig, at jeg havde overvejet en gåtur tirsdag, men ganske enkelt var for træt.
God aften til dig.

tirsdag, november 13, 2018

MUS - LUS og nu MAS

Jeg har været til medarbejderudviklingssamtale i dag. Når min leder skal til noget tilsvarende ved sin leder, hedder det lederudviklingssamtale. Så det er MUS og LUS.

Samtalen gik godt, og jeg har en leder, der formår at så frø i min hjerne, som bagefter vokser stille og roligt, indtil jeg ser, om de passer til min have. Jeg er ikke særlig god til at se mulighederne for mig selv, og jeg troede egentlig, at der var en vej, jeg ville gå, men nu har en anden vej åbnet sig, som virker mere tiltrækkende.

Dagen i dag var en af de dage, hvor jeg helt bevidst ikke trak i den hvide kittel. Det gør mig mere usynlig, mine kolleger ved godt, at så har jeg nogle punkter/møder, som bare skal nås. Ikke desto mindre lykkedes det mig at lægge min frokostpause sammen med sygeplejekonferencen, så jeg formåede at få kollegerne til at diskutere sygepleje (og sådan noget gør mig høj af glæde)

I morges netop da MUSsamtalen var forbi, stak en  af mine ældste kolleger hovedet ind på kontoret, og da hun så, at det var min leder og jeg, der sad der, udbrød hun: nåh så kan jeg godt komme ind og hente mine ting, jeg troede, der var MUSsamtale. Hvortil vi begge svarede; det er MUSsamtale, men med en latter i stemmen. De er alle så vant til, at vi indimellem snupper en halv time, hvor vi planlægger hvem gør hvad i forhold til det, vi skal og fagligt sparrer med hinanden om retningen for vores afdelings sygepleje. Kollegaen kom hurtigt ud af kontoret igen.

Det fortalte jeg en anden kollega sidst på dagen, hvorefter vi blev enige om, at jeg åbenbart ikke havde brug for MUS i andres øjne. Det udviklede sig til, at jeg nok var for gammel til MUS og udvikling. Hvorefter jeg sagde; egentlig kan man sige, at jeg var til MAS samtale, medarbejderafviklingssamtale. Så knækkede vi alle sammen af grin.

Nu ligger jeg i min sofa og diskuterer med mig selv, skal jeg gå en tur i mørket eller skal jeg give mig selv lov til at slappe af og genfinde det gode søvnmønster, jeg har haft i lang tid. Gårsdagens maraton med møde først i Hammel og bagefter symposium hjemme på sygehuset til 18.30 gjorde, at jeg ikke kunne falde i søvn hverken søndag eller mandag aften. Vi får se.

God aften til dig

PS tro det eller lad være, men denne nordmand, som holdt oplæg om statistik og på en rigtig humoristisk måde ( da jeg først havde sporet mig ind på det norske sprog) er professor i statistik og er uddannet civilingeniør. Det havde jeg ikke lige regnet med.




mandag, november 12, 2018

Kan man forlænge den?

Weekenden har budt på dejlige oplevelser. Og lysten til at forlænge det og blot være lige der med tid til snak var der, inden jeg gik i seng. Nu er det mandag morgen og det er ok, men følelsen af forhåndforpustethed er der, ved tanken om at det bliver en hektisk uge med mange punkter, der skal være streget, inden jeg får fra til næste weekendfri.

Fortsættelse på weekenden, efter at min mentale to-do liste lørdag formiddag var elimineret, kommer her:
Jeg fandt hundemad frem i skålene og Ayla og Dexter stod troligt på den anden side af lågen og sniffede forventningsfuldt. På sengen lå der tøj klar til landmanden, ikke fordi han ikke selv kan finde det, men fordi al den tid, jeg kunne fjerne, var vigtigt for mig. Endelig ringede han, at han var kørt fra jagtselskabet før tid som aftalt, og snart var vi klar i bilen til en lang køretur.

Nede i Vestjylland var mine søskende med børn allerede samlet til kaffe hos min ældste lillesøster. Årets halvårlige sammenkomst stod på programmet. Flere af de unge kunne ikke være der, men vi fem søskende med påhæng kom, ialt var vi femten. Snakken gik som altid livligt, jeg er træt i de her dage og trak lige så stille ud i køkkenet efter kaffen.

Min niece rejser til New Zealand om 14 dage i praktik i et halvt år, så hun havde ønsket sig julemenu denne dag. Jeg hjalp derfor min søster og mand med maden. Jeg havde kogt små kartofler og pillet dem hjemmefra og derudover havde vi almindelig kartofler med. Dem hyggede min svoger og jeg os med at skrælle. Man snakker godt sådan side om side ved en spandfuld kartofler.

Selv om jeg har mistet lysten til at lave mad, så fandt jeg ud af, at nærved 30 juleaftener herhjemme har givet mig erfaring i at lave brunede kartofler uden opskrift. Min søster var ved at gange mængden af sukker og smør op i forhold til kartoffelmængden, så jeg greb resolut panderne, strøede sukker ud med gavmild hånd og sidenhen kom der en god klat smør på. Det blev de smukkeste brunede kartofler, jeg længe har lavet, så nu spekulerer jeg over, hvad jeg gjorde anderledes denne gang.

Vi fik flæskesteg, rødkålssalat, risalamande og selvfølgelig kartoffelchips, kogte kartofler, brunede kartofler og masser af god sov (ikke sauce), fuldstændig som vi altid har fået (salaten kom dog først senere ind i vores juleaftensmenu). Der blev tid til pakkeleg, og vi spillede den mest stressende version, jeg længe har prøvet.

Det blev over midnat, inden vi kom hjem, med os havde vi datteren, som er her til i dag. Søndagen havde vi alle tre brug for blot at blive her på gården. Vi gav os god tid til snakken over morgenmaden med landmanden. Bagefter så datteren og jeg den store bagedyst sammen, inden vi gik en lang tur. Vi fik handlet ind og lavede aftensmad sammen. Bagedysten havde gjort os lækkersulten, så til aftenteen havde vi bagt pandekager, som vi nød mens vi så programmet Kærlig Hilsen 1976. Jeg har aldrig set de programmer før, men hold da op som jeg kom tilbage til det år, hvor jeg blev student.

Datteren sover endnu, hendes far har lovet at køre hende til lufthavnen, for ellers skulle hun have været med mig her til morgen. Min dag skal foregå til møde i Hammel, så nu må jeg hellere gøre mig klar. God dag til dig.