lørdag, august 06, 2022

Ferien jeg ikke vil hjem fra - fødselsdag i Norge

 Ferien er slut, den sluttede sådan set for fire dage siden. Jeg havde de bedste intentioner om at starte med at skrive om ferien, men hverdagen kom farende ind fra højre med superfart og overvældede mig.

 Jeg havde min første arbejdsdag tirsdag. Jeg følte mig totalt nulstillet, så har jeg vel haft en god ferie? I den grad! En super skøn ferie. Først besøg af den dansk-norske familie, hvor vi var hjemme på gården, mens jeg arbejdede og så flyttede vi i sommerhuset, da jeg fik ferie, de sidste fem dage. Herefter var vi 1 ½ uge alene, før vi pakkede motorcykeltaskerne og satte kurs nordpå til Norges land. Målet var tre dage undervejs og fem dage med familien inklusive datteren hos søn og svigerdatter. Det var de skønneste dage og de næste blogindlæg kommer til at handle om de dage.

fugleafslapning på solsengen

Dette indlæg handler om den næstsidste dage af en magisk ferie. Sidste lørdag fejrede vi S' 1 års fødselsdag. Tænk at der er gået et år. Og sikke en udvikling, der er sket. Der er gang i ham, endnu går han ikke, men det varer ikke længe, før det sker. Der er latter og smil og også kontant reaktion, hvis tingene ikke passer ham. Lørdag var der smil fra morgen til aften. Både familien på mor og fars side kunne være med, den norske del var inviteret til eftermiddagskaffe og aftensmad. Vi andre nød morgenmaden sammen, inden vi gik i gang med at lave mad. Sønnen og jeg stod for tilbehøret til aftensmaden og jeg havde bagt en kage fra en norsk bog med forslag til 1 års fødselsdagskager til børn uden sukker og salt. Den blev ikke som på billedet, jeg tror ikke jeg havde pisket den godt nok eller noget havde været for varmt/koldt. Jeg skal helt klart prøve den igen, det kunne være sjovt at få den til at ligne bogens billede. De voksne kunne rigtig godt lide kagen, mens børnene ikke brød sig om osteglasuren med dadler i. 

Datteren gjorde rent, landmanden gjorde grill klar og passede S, når svigerdatteren lavede den lækreste bløtkake a la lagkage. Til slut pyntede de unge kvinder op med balloner og festpynt. Trods sprogvanskeligheder finder vi altid ud af at snakke sammen, vejret var det skønneste vejr med 22 grader. terrassen blev brugt af alle og de mange fødselsdagsgaver gjorde lykke. De blev pakket op løbende over hele dagen. På den måde fik S tid til at fordybe sig i den enkelte gave.

I Norge bruger man ikke pynt med flag til fødselsdage, men det gjorde vi og vi forvandlede danske flag til norske med en blå streg :-) dog ikke på dugen

Om aftenen gik de tre yngste voksne af de fem tilbageblevne i huset til aftenvinhygge hos svigerdatterens storesøster. S var lagt til at sove og vi nød aftenen med te, kage og samling af vores gave, et legekøkken til S. Pludselig vågnede S og trods farforældrenes evner til at få ham til at falde i søvn på armene, så vågnede han kort efter, at vi på skift lagde os med ham i sengen. Vi tog ham op, og så havde vi en fest sammen. Hold da op hvor vi nød de sidste timer sammen med ham, for den næste dag skulle vi tidligt af sted på motorcykel. Forældrene kom hjem lidt før midnat, og S skulle da lige vise, hvordan han kunne lege med legekøkkenet. Han virkede overhovedet ikke træt

Næste morgen stod vi tidligt op, listede os omkring, fik pakket og spist morgenmad. Alle nåede dog at vågne, inden vi hoppede på motorcyklen, så vi fik kysset og krammet farvel. Datteren skulle også rejse hjem senere samme dag. 

Nu går det noget tid inden vi ses igen. Den travle kartoffelsæson står for døren, og der er lige så travlt på afdelingen. Vi savner det nærvær og samvær, vi havde med vores barnebarn. Vi savner at kunne snakke med vores svigerdatter og søn, men vi er også dybt taknemlige for at de har en skøn familie tæt på sig, som vi også har fået lov at være en del af.

Lige pludselig får vi tid igen, og så kan bilen nærmest selv finde til Trondheim. Indtil da må små videoer og samtaler på messenger lindre savnet.






tirsdag, juli 26, 2022

Løst og fast

 Nu har jeg prøvet på at skrive indtil flere indlæg og er så blevet afbrudt af mig selv, fordi livet bød på andre spændende ting. Mon ikke små sporadiske betragtninger kan blive til ét indlæg. Jeg forsøger.

Min ældste lillesøster kom med en bemærkning, da vi talte om sygeplejersker, der siger op pga vagt og weekendarbejde. De sagde det var for hårdt for familien. Min søster mente at havde sygeplejersker været mænd, så havde der ikke været det frafald, fordi de tænker ikke på samme måde på familien.  De tager som en selvfølge at hustruen selvfølgelig kan klare det derhjemme, mens de er på arbejde.

Først strittede jeg imod og så alligevel. Hvor ofte har jeg ikke hørt, at kolleger fortæller om manden, som synes, det er hårdt at stå for at lægge børnene til ro alene eller have dem hele dagen i weekenden. Hvis det er til diskussion hver måned, så kan jeg godt forstå, at man forsøger at finde andet job.

To, der holder sammen


Under hedebølgen gik jeg i hi, fuldstændig som da jeg var barn på varme sommerdage. Jeg kan ikke have den varme, så jeg kørte i sommerhuset, satte mig i skyggen i huset med alle døre og vinduer åbne og læste den ganske lange dag. Ikke noget med havbadning, solbadning eller anden solaktivitet, bare en god bog og noget koldt at drikke, det nød jeg.

Nu er jeg færdig med bogserien De syv søstre og må vente til Lucinda Rileys søn får færdiggjort den ottende bog. Den skulle blive udgivet i foråret 2023. Selve historien og samlingen af de løse tråde fra de syv forrige bøger nåede LR selv at give videre til sønnen, inden hun døde 55 år gammel af kræft.  

Jeg er glad for at min søster overtalte mig til at gå i gang med serien. Den har været spændende og kommet vidt omkring i verden og taget mange emner op undervejs

På bordet ligger Hvor flodkrebsene synger. Der har den ligget længe, måske et år, men jeg har svært ved at læse den. Hvorfor ved jeg ikke, måske fordi jeg aner en grum skæbne for hovedpersonen,  måske noget helt andet. Jeg vil dog gerne læse den færdig, så jeg skal måske gøre som andre gør. Nemlig at læse slutningen før jeg læser færdig. Er det noget du har brugt?

Mon vi snart skal køre en lille tur på motorcyklen?


Lige nu står kartoflerne i blomst.  De lilla marker gør mig glad. Med årene er jeg kommet til at skønne på en frodig mark, som viser, den har det godt. Sådan har det ikke altid været. Der var år, hvor jeg følte, at markerne tog al opmærksomheden og tiden, måske lidt som sygeplejerskers mænd føler sygeplejen gør. Men som tiden gik, fandt jeg også ro til at se på de fordele,  der var ved at være gift med en landmand. 

Om ægtefæller kan finde fordele ved at være gift med en sygeplejerske med vagter og weekendarbejde skal jeg ikke kunne sige. Jeg håber det, for vi har brug for hver og en. 



fredag, juli 15, 2022

Juleaften

 Juleaften er det ikke, men det har føltes sådan. Og måske får vi lov til at fejre juleaften med S, det vil vi krydse fingre for. Alt afhænger af sønnens nye job, for man smutter jo ikke bare lige fra Trondheim til Vildmosen på et par timer. Faktisk skulle den lille familie have mellemlandet i både Letland og Holland for at få den billigste flyrejse fra Trondheim til Aalborg! Så de valgte i stedet at flyve til Bergen og så tage færgen derfra til Hirtshals. Det var 3000 kroner billigere end den hurtigste flyrute til Aalborg.


Vi har haft de skønneste 13 dage sammen med familien og hver dag har været fyldt med glæden over at være sammen. At finde en hverdag sammen, at lade forældrene sove længe, at gå tur med S og få ham til at sove, at sidde på terrassen med en kop te og nyde fuglesang og plæneklipperens lyd i det fjerne, mens S sover.

De sidste fem dage sammen med dem har jeg haft fri, så vi har været på stranden, passet S mens forældrene var på biografdate, passet S, mens forældrene har støvsuget loppemarkedet i Hune, været til torvedag i Blokhus, spist store isvafler og bare hygget os sammen, heldigvis også med datteren a la fasteren.


Indrømmet, jeg har indimellem været utrolig træt. Men der skal også tænkes på mad, tøjvask, støvsugning (kravlende barn kombineret med to store hunde, der fælder) og selv om alle hjælper til, så slår min hjerne ikke fra. Den forbereder, forudser og tjekker sindstilstanden hos alle, inklusiv mig selv.

 Det sidste har jeg ikke været god til tidligere, der var jeg mere optaget af hvad alle andre gerne ville, hvad alle andre kunne lide, hvordan deres humør var, etc., men jeg øver mig og langsomt bliver jeg bedre. Faktisk synes jeg, at jeg er blevet helt god til at passe på mig selv.

Nu er der stille på gården, men heldigvis blev vi ringet op på Messenger, da den lille familie var nået hjem i går aftes. Det var helt tydeligt, at S huskede os og nød at vise alt det han nu kunne med sit legetøj. hans farforældre er rigtig gode til at klappe, når tingene lykkes, og det er S også :-) Her hos os har han slet ikke brugt det legetøj, han havde med på rejsen. Vi havde rigeligt med legetøj fra vores børn. Og jeg mindes mine børn, som altid sagde, når de skulle på ferie hos morforældrene: vi skal ikke have legetøj med, for mormor og morfar har masser af legetøj.

Vi kørte alle sammen familien til færgen, det betød at vi også nåede at opleve Nordsøen Oceanarium. S hyggede sig mest ved rørebassinet, hvor han aede søstjerner og derudover kiggede han forundret på de mange forunderlige fisk og gopler i de store akvarier. 


Vi nåede også at spise sammen på en cafe, som jeg varmt kan anbefale. Den så ikke ud af meget, men vi fik de lækreste udgaver af stjernskud og fiskeplatter. Selv frikadellerne til børnemenuen var utrolig smagfulde. Så vi kan varmt anbefale Cafe Møller ved havnen i Hirtshals. 

En lille sjov historie, vi sad på de bedste stole, jeg længe har siddet på, så selvfølgelig skulle jeg høre, hvad de hed. Indehaveren grinte og sagde, dem kan du købe i Jysk. Dem skal jeg helt sikkert have købt, min ryg hvilede perfekt opad ryglænet, længden på sædet passede perfekt til mig, og begge fødder kunne stå solidt på gulvet. 

Heldigvis har vi lavet aftaler om hvornår vi ses igen, så der er noget at glæde sig til. Håber du også har gode ting at glæde dig til.





lørdag, juli 09, 2022

Svalesang, sommergæster, sommeraktivitet

 Svalerne pipper, synger, kvidrer udenfor. De har konstant travlt. Der er ikke så mange svaler i år. Jeg læste på en af de offentlige naturhjemmesider, at svaler kan svinge meget i antal. Det kan skyldes at der har været tørke i vinterresidensen i Sydafrika. Det kan også skyldes megen kulde i overnatningslandene på vej til og fra Danmark i forår og efterår.

Faktum er at vi ikke har så mange som tidligere. Vi har stadig en lade, som bruges til opbevaring af små maskiner og andet grej. Der plejer at være et frygteligt svineri overalt, netop på grund af svalerne og de mange reder i laden, det er der ikke i år. Rederne udenfor under tagryggen er heller ikke beboet. Men dem vi har, synger gerne for mig hele dagen lang.

Huset er fuld af leg, sang og aktivitet. for selv om vi ikke holder ferie nu, så har vi feriegæster fra Trondheim. S har rykket sig helt vildt på den måned, siden sidst vi så ham i Trondheim. Han rejser sig op ved alt, han har gang i al slags legetøj. Vi morer os over, at han helt har styr på, at biler og traktorer brummer og hunde vov-vov'er. Vores DUPLO-bondegård er kommet til ære og værdighed igen, ligesom al det andet legetøj, der er placeret strategisk rundt omkring i stue og køkken i håb om at aflede ham fra det, vi ikke vil, at han skal få fat i. En del af vores ting er dog fjernet, for jeg ønsker ikke et barn skal mødes med nej konstant.

Landmanden og S skal hver dag snakke med hundene, og nu er han så fortrolig med de store hunde, at han kravler ud på bryggersgulvet og sidder mellem dem, mens de snuser til ham.


Sidste lørdag var vi i ZOO, det var en skøn dag. Vejret var perfekt, og vi nød at klappe geder, se på elefanter og bare have tiden sammen. Søndag var vi på stranden, det var for koldt til badning for en lille dreng. Til gengæld nød han at lege i sandet.

Sommer på arbejde er som sommer på arbejde nu en gang er. Der er en god stemning, men vi er trætte, når vi går hjem. I denne uge havde jeg trombolysetjansen, og jeg var på farten til røntgen både fire og fem gange de dage. Det kunne ses på skridtkontoen og mærkes i benene. Jeg havde en 10. klasses praktikant med en af dagene, som gerne ville finde ud af, hvad sundhedspersonale egentlig laver. Hun syntes godt nok, at vi havde meget at se til. Og så tror jeg også det gjorde indtryk, at jeg blev skældt ud af en ældre patient med demenssygdom. Det er meget utrygt for en patient med demenssymptomer at blive indlagt og især i trombolysen, hvor alt skal gå så stærkt, så det endte med, at vedkommende blev frygtelig vred på mig. Så er der kun en ting at gøre, når det kan lade sig gøre, at lade vedkommende få fred fra mig. Så så snart vi var tilbage på afdelingen, tog en anden kollega over, og det lykkedes lige i starten. Men da der var vagtskifte, kom utrygheden tilbage igen og så kommer det ud som vrede og mistænkelighed. Jeg håber at vi en dag får lavet et forløb, hvor disse mennesker hurtigt kan udredes tværfagligt og så komme hjem samme dag, hvis muligt.

Hverdagsfridagene har været fyldt med gode ting. Onsdag var jeg til 70 års fødselsdag hos en tidligere kollega sammen med flere af de gamle kolleger. Det var så hyggeligt. Vi fik en lækker flødebollekage, som jeg fluks måtte afprøve i går.

Svigerdatterens storesøster med familie holdt pitstop hos os i går på vej til deres feriested i Danmark. Det blev den skønneste sommerdag. Trods blæst giver gårdens mange træer læ, så vi var ude hele dagen. Børnene fik lov til at køre traktor og ATV, der blev plukket ribs og moreller og hønsene blev fodret. 

Deres lille hund endte med at lege rigtig godt med vores store hunde. Datteren var hjemme de første timer og jeg nød at have alle samlet. Flødebollekagen blev et hit, som helt sikkert skal prøves en anden dag.

 Sønnen vil gerne, at min familie møder S, så både i dag og i morgen får vi besøg af to af mine søstre med familie. Det glæder vi os til.

Håber din weekend også fyldes med glæde.




lørdag, juni 25, 2022

Kæpheste og konferencedage

 I går var en lang arbejdsdag. I går var en dejlig dag sammen med kolleger. I går var jeg til Stroke Forum 22 Danmark.  Stroke betyder blodprop eller blødning i hjernen. I går fik jeg lige luftet en af mine kæpheste. Den er aldrig bagerst i stalden til kæphestene, den dukker op med det samme og jeg kan ikke skjule det.

Jeg kørte sammen med med en af mine unge kolleger, om end hun tæt på de 40 med to børn føler alderen banker på. Men for mig er hun ung, hun er jo kun få år ældre end mine børn. Men hun er en skøn kvinde, erfaren og dygtig og vi fik køreturen til at gå med mange gode refleksioner om børn, livet, sygeplejen, osv. Det var så hyggeligt at køre med hende. 

Skejby Sygehus er enormt, mest fordi det er bygget fladt, hvor vores nye supersygehus er bygget i højden. Vi fandt auditoriet, morgenmaden og vores andre kolleger. Desværre var vi nødt til at skuffe nogle kolleger, som ikke kunne komme med, fordi vi mangler folk. Men projektsygeplejerskerne, vores sygeplejersker fra vores udgående team, min køremakker og jeg, som havde en poster med, samt vores leder var der.

Vores leder var inviteret til at deltage i en paneldebat og det var eneste grund til, at hun var der, ellers havde hun prioriteret, at vores souschef skulle have været med. Vi fik lækre boller og te og var klar til en lang dag med mange gode indlæg at blive klogere på.

Vi fik gode pladser i det smukke auditorium, og allerede der var man forsinket. Tovholderen var en meget dygtig overlæge og han lavede en god og humoristisk indledning. Men så knækkede filmen for mig, for de kære oplægsholdere havde så meget på hjertet og mange havde spørgsmål, og der var ingen styring af tiden. DET er min kæphest. man skal holde tiden på sådan en dag, hvor vi skulle gennem mange spændende indlæg.

Min leder kalder det the look of love, når jeg giver hende tegn på vores kursusdage for kollegerne, at nu har hun få minutter tilbage til at afrunde sit oplæg. Jeg ved, at bare to minutter for længe ved første indlæg, så skrider resten af dagen, og det er synd for de sidste, der skal holde oplæg. Her skred den så meget, at paneldebatten før frokost ganske enkelt blev aflyst. Det er bare ikke i orden. Det var det eneste punkt på hele dagen, hvor sygeplejen til mennesker med stroke ville blive drøftet.

De andre grinede kærligt, fordi de kender mig, da jeg allerede efter første indlæg hviskede, de mangler en til at sende the look of love. Men de måtte jo også erkende, at jeg havde ret, og som en sagde, Lene du lægger billet ind på at styre konferencen næste år. 

Jeg tror, at de kære læger har så meget respekt for hinanden, at de har svært ved at bryde ind og sige, nu har du fem minutter tilbage. Men det er i mine øjne mangel på respekt for de sidste på dagens lange program og for den ene, min leder, som kun deltog i paneldebatten. Dagen sluttede 20 minutter senere end beregnet.

Bortset fra det var der rigtig mange spændende indlæg og også få meget nørdede indlæg, hvor man skulle holde tungen lige i munden for at forstå bare lidt af det. Blandt andet hørte jeg om det glymfatiske system, som renser hjernen under søvn og derudov er dets betydning for udvikline af væskeophobning ved stroke. Midtvejs i konferencen kørte der to parallelle spor, hvor det spor, jeg deltog i, havde nogle virkelige gode indlæg, som var rettet mod sygeplejersker, terapeuter, neuropsykologer, men også læger fandt vej ind i det auditorium. De tovholdere kørte det stramt, så vi holdt tiden.

Vi fik lækker mad og dagen sluttede med, at der holdt en pølsevogn udenfor, så man til receptionen kunne spise, hygge og udveksle erfaringer og gode tips. Min kollega og jeg var dog så trætte, at vi ville hjem. Hun fik en utrolig lækker hotdog med i hånden, som blev spist på vej til parkeringspladsen. Solen skinnede på vej op gennem Jylland, og snakken gik lystigt. Det var en dejlig dag.


Billedet er fra Randers, og det er en intern joke mellem min leder og mig. Lige meget hvor optaget vi er af at snakke sygepleje, om vi kører i bil eller tog, så udbryder hun i Gudenådalen; er her bare ikke smukt (hun er fra Randers). Så på vej  hjem fik jeg taget billede og sendt til hende med ordene; hvor er her bare smukt :-)


mandag, juni 20, 2022

Der kan gå så lang tid

 at jeg nærmest ikke kan finde ordene og tænker, mon jeg skal stoppe. Men jeg ved, at det gør noget godt for mig at skrive her på min blog. Også når dagene stryger af sted og jeg synes, at alt har jeg skrevet om før.

Jeg føler livet haster af sted, jeg føler at jeg ikke får greb om det. Jeg synes, at jeg får påskønnet det gode, det skønne, det hjertevarme og det omsorgsfulde omkring mig. 

Ikke desto mindre føler jeg, at tempoet i livet får mig til at få gjort det mest nødvendige og så vælger jeg desværre instagram og viaplays serier som det dulmende, det underholdende, faktisk også tankevækkende, men nok mest de to første ting. Og det er en tidsrøver. Hvad med genoptagelse af strikning, hvad med at få de sidste billeder i albums og vækning af minder derigennem, hvad med at bage en lækker kage eller prøve nye spændende opskrifter? Min energi rækker ikke til det lige nu, så jeg vælger det, der her og nu føles godt.

Jeg lytter til bøger, de får mig talt til ro ved nattetide, de hjælper mig gennem opvarmningen til træning, de hjælper mig, når det kedsommelige og trivielle skal gøres så som strygetøj, tøjsammenlægning og malearbejde. Men det er ikke nye bøger, som udvider min horisont, det er derimod bøger, jeg tidligere har læst, bøger som aer mig og gør mig godt.


Jeg har så uendeligt meget at være taknemlig for, og det ved jeg og skønner på.

Taknemlighed for

  • at jeg ikke træner, fordi jeg har handicap, som gør det nødvendigt at træne for at vedligeholde mine fysiske funktioner. Hver gang møder jeg i min fysioterapi folk med følger efter forskellige skader og sygdomme, og de er så seje. De har friske bemærkninger til fysioterapeuterne i klinikken. De giver hinanden masser af opmuntring og stikpiller. Jeg træner for at kunne lege vilde lege med mit barnebarn uden at få ondt i ryggen, og så gør det godt for en slidt krop efter mange år som sygeplejerske.
  • at mit dejlige barnebarn har de skønneste forældre, som vil ham det bedste. Han stortrives og kravler nu op af trappestigen i køkkenet. Hans faster og farforældre glæder sig til snart at få ham på ferie. Det bliver så godt, om end vi nok skal fjerne nogle ting rundt om i huset :-)
  • at min datter udfolder paletten af talenter på alle mulige måder, om det er grafisk design på Trapholt museet eller ZOO i København eller kunstprojekter som forrige indlæg handlede om eller oplæg/performance som det hun skal holde om to dage. Jeg glæder mig og mærker en taknemlighed over, at hun er min datter.
  • at min søn langt om længe er godkendt til barsel, som er øremærket fædre. Han er så god til at være far, jeg nyder hans måde at være far på og føler stor taknemlighed over at have fået ham. Og at han har fået arbejde, når barslen er overstået. Han skal være pædagogmedhjælper, det vil han bare være god til.
  • min svigerdatter. Hun er bare det skønneste menneske, en fantastisk mor og så er hun også en dygtig sygeplejerske. Og så fryder jeg mig over at have lært hendes skønne familie at kende.
  • mine dygtige kolleger. Jakob Birkler skriver i denne artikel om at sundhedsvæsenets ensidige fokus har tabt blikket for omsorgens kvalitet og værdi. Blandt andet skriver han: For sygeplejersker betyder det eksempelvis, at de hver dag går på arbejde, hvor de øjner en lang række omsorgsbehov hos patienterne, uden at de har mulighed for at forpligte sig til omsorgen. Derfor oplever mange sygeplejersker moralsk stress, fordi de udmærket godt ved, hvad de bør gøre, alt imens de forpligtes til alt muligt andet. 
  • Og jeg kan se det i mine kollegers øjne, ikke altid, ikke hver dag, men langt oftere end før. Den afmagt i at vide, at der var så meget mere, de kunne gør professionelt for at hjælpe/støtte vores patienter og pårørende. Jeg er dybt bekymret for sundhedsvæsenet, om man er sygeplejerske, social - og sundhedsassistent eller et andet fag. Vi drænes for energi. Men hold da op som vi kæmper på min afdeling; kæmper for at beholde vores høje standard for god sygepleje, vores gode arbejdsmiljø, vores gode humor, vores gode sociale traditioner osv. I lørdags stod jeg espalier sammen med 7 andre kolleger for en nyansat kollega. Og hendes mor sagde til mig; hvor er det flot, hun er jo lige startet hos jer. Vi har én gang ikke gjort det, fordi mange ikke kunne. Det har vi fortrudt lige siden, for det gjorde ondt på den nye kollega, som vidste at det var en tradition hos os. Så jeg drager også af sted på lørdag, selv om jeg er lidt presset tidsmæssigt. Det giver bare så meget at være sammen om smil, lykke, kærlighed og latter.
Landmanden kører stadig ude i marken, hundene leger tagfat på græsplænen, og nu vil jeg skænke mig en kop te og lade roen sænke sig. I morgen er der kursusdag for det sidste hold kolleger, i overmorgen skal jeg undervise nye kolleger og patienter/pårørende, samtidig skal onsdag og torsdag bruges på at få nået de ting, der skal være færdig, inden jeg går i plejen de næste måneder. 





mandag, juni 06, 2022

Lyt, se, nærvær

 Egentlig er det første skrevet weekenden før Kristi Himmelfartsferien. Men det blev aldrig færdig, fordi ... Livet løber stærkt lige for tiden. Jeg har booket masser af gode aftaler, fordi nu var vi over forårstravlheden, men samtidig har jeg også booket træningstider, fordi min mission er en stærk krop til farmor. Samtidig har jeg haft travlt på arbejde. Så jeg har måttet aflyse aftaler, fordi min krop er god til at fortælle mig, at der skal pauser til.


Lørdag d. 21/5:

 Min krop siger, at jeg skal tage den med ro i dag, så det gør jeg. Jeg har haft den skønneste formiddag i dag. Min datter og hendes kunstnerkollega har i dag kunsthappening som afslutning på deres projekt Værker i Fælles forandring. På mandag samles alle kunstværker på Aabybro bibliotek produceret på de fire biblioteker af borgere i Jammerbugt Kommune. Kunstværket fra kunsthappeningen skulle egentlig også hænge der, men det blev et helt andet kunstværk end oprindeligt tænkt, så det fik en uge mere på Museet for Papirkunst.




Jeg stod klar klokken 10, da Museum for Papirkunst åbnede, for de har været med i projektet. Her har der været afholdt workshops af de to kunstnere og i dag altså kunst, der laves i åbningstiden. Mens jeg gik til og fra rummet, hvor datteren og kollega udfoldede sig, benyttede jeg mig af tiden til at fordybe mig i de andre udstillinger på museet.

I dag opdagede jeg at man kunne downloade en audioguideapp, og hvis man havde høretelefoner, kunne man lytte til Bit Vejles tanker og fortællinger om ti af hendes papirklipskunst. Jeg har jo høreapparater med blue tooth, så jeg kunne sætte gang i fortællingerne. Der var så meget at lytte til, at det passede fint, at jeg tjekkede ind i kunsthappeningen indimellem og så tilbage til kerneudstillingen på museet.

Jeg er vild betaget af det univers Bit Vejle kan klippe med sin lille broderesaks, arvet fra hendes mor. Betaget var jeg også af den sidste nye udstilling Art In Situ af en japansk kunstner, bosiddende i Danmark. Med små papirskabeloner skåret ud med kniv og samlet på vidt forskellige måder fik hun fremtryllet smuk magisk, luftig og svævende kunst.



Da to timer var gået, måtte jeg videre med mine projekter.

Vil du se indlægget i den lokale avis om biblioteksudstillingen, så klik på linket og gå til side 26.

Det færdige projekt lavet ud fra en metode, der går ud på at klippe i allerede trykte materialer og sætte dem sammen på ny til et nyt udtryk.


Fredag d. 3. juni:

Datteren har brugt en stor del af sin fritid i foråret til at være med i Aabybro Teater - og Kulturforenings første teaterstykke. Stykket blev opført i det lille anlæg i Aabybro og havde stor tilslutning de tre dage, det blev opført. Vi var der fredag aften, hvor der stadig var lidt køligt men ikke så blæsende som torsdag aften. Vi sad lunt og godt på vores fine skindsæder, julegave fra S og hans forældre.

Stykket Robin Hood, som er genkendelig for både voksne og børn, blev opført fantastisk godt af både voksne og børn. Datteren var Lady Marian, hun både sang og spillede godt. Det var helt tydeligt, at hun nød dette fællesskab. Sønnens Robin Hood kostume syet af af hans moster i tidernes morgen gjorde gavn hos to af børnene i stykket. Min sygeplejerskekappe blev til lady Marians kammerpiges kappe.


Der var også stor opbakning fra landmandens søskende. Udover os var der tre af landmandens søstre og en bror plus ægtefæller til forestillingen. Bagefter blev vi alle sammen med datteren inviteret til aftente/kaffe hos storebroderen og hustru. Så aftenen gik over i nat, før vi var hjemme på gården igen.

Det er alt for længe mellem, at vi mødes i familien, men når vi gør, så går snakken lystigt og dejligt nærværende.

Pinsemandag: I dag skal jeg i aftenvagt, jeg glæder mig. Glæder mig til at prøve en aftenvagt, velvidende at det normalt betyder elendig søvnkvalitet de næste mange dage, men søvnen har i forvejen været forstyrret. Den er et af mine kropsignaler, som jeg tager alvorligt. I nat var en god nat søvnmæssigt, så jeg føler mig nogenlunde udhvilet. Nu skal der laves aftensmad til landmanden herhjemme og mig på arbejde. Ha en god anden pinsedag.