torsdag, december 08, 2022

Så er man gammel

 Jeg elsker sne, også selv om det tog mig meget længere tid i går morges at komme på arbejde. Også selv om kombinationen af blæst og snevejr gjorde det svært at orientere mig ude på de små veje omkring mig i dag.

I morgen er det hverdagsfridag og mon ikke julevejret udenfor kan få mig i julepyntningsstemning? Jeg har lovet mig selv, at alt jeg kan have lavet inden d. 22, hvor mit lille barnebarn kommer på juleferie, skal være lavet. Dem, der kender mig, ved at jeg kan, hvad jeg vil, men også at jeg kan hurtigt beslutte mig for at ville noget andet. Vi får se.

Min nissehue kom efter flere dage undervejs til Trondheim, og farmor fik små videofilm med nissehuen kækt placeret ovenpå flyverdragtens hue. Der er nemlig masser af sne, nu, og der kælkes og leges med sne. Gæt hvem der håber på, at frosten og sneen varer ved til jul, jeg vil elske at lege i sneen.


I dag mindedes jeg min mormor. Hun brød sig nok om sne, hvis hun kunne være indendørs, men der skulle jo handles ind osv, og så er glatte fortove ikke sagen. Jo ældre vi bliver, jo større er risikoen for at vi falder og falder tungt med risiko for brækkede lårhalse. Så hvor min mormor iførte sig sokker udenpå skoene, fordi hun så stod bedre fast (det var før ældre damer gik med gode støvler). Så havde jeg gode støvler på, og alligevel gik jeg med små skridt fra parkeringspladsen til sygehuset. Jeg havde en fornemmelse at blot et rask stort skridt ville få mig til at skride, og der var endda ryddet og saltet. Så er man vist blevet gammel.

Jeg husker min elevtid på en kirurgisk afdeling ved vintertid, vi fik alle de gamle damer ind med brækkede lårhalse. Og for nogle af dem betød det farvel til uafhængighed af andre og måske endda god dag til plejehjem. Så gammel føler jeg mig ikke, men jeg tror ikke, jeg kommer så godt fra et fald i dag, som dengang jeg som 42 år spillede curling og tog et lidt for hurtigt skridt på isen for at feje og i næste øjeblik befandt jeg mig lodret i luften, før jeg faldt tungt ned på isen. Det gav et kæmpe blåt mærke på bagdelen, men heldigvis ingen brækkede lemmer.


At være gammel betyder også, at jeg har en masse minder fra mit liv. Nogle ligger gemt og popper pludselig op, når der sker et eller andet. Sidste weekend inviterede vi vores datter med til Oslo Gospel Choir koncert, en helt fantastisk oplevelse. De var så dygtige, så eminent gode til at synge sammen og vi fik både gamle og nye julesange og gospelsange.

Længe inden jeg var til koncert med dem første gang, havde jeg en juleCd med dem, og det år min mor, 65 år gammel (min alder) havde fået tilbagefald af sin tarmkræft og der var 20 ugers ventetid på strålebehandling og operation, lyttede jeg især til en julesang med dem. Den blev min bøn om at min mor ville klare det: "Verden var aldrig helt forladt, en stjerne skinner i nat" Min mor fik lov til at få 8 år mere, det var vi evigt taknemlige for.

Lige der i søndags, da koret sang den sang, kom alle følelserne op i mig igen. Så der blev brug for lommetørklæde, mens jeg stille sang med. Vi har alle brug for lys i mørket.



fredag, november 25, 2022

Sommer i Trondheim og Leksvik - ferie på motorcykel i Norge 2022

 Mens det regner og alt er dunkelt nærmest hele dagen i disse dage, tænker jeg tilbage på dagene i Trondheim. Lykken var at være sammen hele familien, datteren, svigerdatteren, sønnen og lille S. Der regnede, men med ophør indimellem. Vi tog ind til Nidarosdomen, så datteren kunne se den. Jeg forbløffedes igen over dens storhed og rigdom af detaljer. Vi tog os af S. mens hans forældre klatrede op af de smalle trappetrin op til tårnet, hvor de kom udenfor og så udover Nidelven. De gik også oppe under taget inde i domkirken. Det må jeg prøve til næste år, hvis jeg tør. Vi sluttede af med at datteren gav pizza på en restaurant, hvor landmanden og jeg sidste år havde nydt deres bagerafdelings lækkerier sidste år.


En anden dag passede vi S, mens datteren fik sin fødselsdagsgave af sønnen og svigerdatteren; tebordet på hotel Britania. Hun var lige som os vildt begejstret for det hele. Imens hyggede vi os hjemme, vi sang. legede, gik tur, sov og spiste. En dejlig eftermiddag.


Svigerdatterens mor havde inviteret os til Leksvik for at vise os den del af Norge. Selv om det kun er 68 km nord for Trondheim, indebærer det en tur til færgelejet udenfor Trondheim, en sejltur og så turen langs kysten til Leksvik, i alt knap 2 timer. Landmanden og jeg hoppede på motorcyklen, de andre kørte i deres bil. S er ikke fan af bilkørsel, så det passede perfekt, at der blev mulighed for at undersøge opholdsrummets gulv og stole på færgen undervejs.


Svigermor havde sammen med hendes ældste datter, datterens mand og to børn forberedt en lækker frokost til os. Efterhånden er vi blevet bedre til at forstå det norske, men når det går hurtigt, er jeg fortabt. Heldigvis er alle både danskere og nordmænd gode til  at tale langsomt, gentage eller sige det på en anden måde, så snakken gik frit.

Efter frokosten var det tid til at tage på hytten, som man siger i Norge. Familien har en gammel hytte, som ligger der, hvor svigermoderens familie havde sæterhytte, Vi kørte op og ind i et skønt skovområde med søer og udsigt til fjeldene længere væk.

Bilerne blev parkeret et godt stykke væk fra hytten. Alle bar på ting og så drog vi af sted i en lang gåserække, da området er sumpet, så vi gik på træbjælker over mosset. Hvilken perle vi kom til. Ro, skønhed, og plads til at trække vejret dybt ned i lungerne. Ingen el, ingen vand, udendørs das og alligevel har alle inklusive sønnen overnattet der flere gange både om sommeren og vinteren.






Vi drak te og kaffe, spiste kage og kiks og nød at der var blevet godt vejr.

Da vi kom hjem til Leksvik, hoppede landmanden og jeg på motorcyklen for at tjekke ind på et spændende overnatningssted, det får sit helt eget indlæg. Bagefter mødtes vi igen til aftensmad på terrassen med grillmad og god snak.


En skøn dag sammen med skønne mennesker, og jeg føler mig taknemlig over at få lov til at være en del af deres familie.


torsdag, november 24, 2022

Turbospeederen

 Hverdagen har fundet turbospeederen frem, sådan føles det i hvert fald. Jeg føler mig konstant bagud med ting, men jeg øver mig i at nyde øjeblikkene. 

Jeg tænker på at skrive blogindlæg, men tiden går, mens det mentale overskud lige så langsomt svinder væk i takt med, at mørket sænker sig tidligere og tidligere på dagen.

Jeg tænker på at mødes med mennesker, men tiden går og det mentale overskud går med den.

Jeg tænker på at komme i gang med decemberforberedelser, men tiden den går og overskuddet putter sig under tæppet, mens det tænker: i morgen er der atter en dag.

et hyggeligt hjørne på Café Ulla Therkelsen

Til gengæld nyder jeg:

  • de mange små øjeblikke vi har med S. Han forsøger ihærdigt at give os sit legetøj, men det er lidt svært gennem en mobilskærm. Det går bedre med at forskrække farmor, farfar og faster over skærmen. Han er vild med sin faster. Når hun dukker op på skærmen, får hun det mest charmerende smil, også selv om hun nu er klippet helt korthåret, fordi det lange hår begyndte at falde af i store totter.
  • min fødselsdagsgave fra datteren. Vi var i Art by Me og male på keramik. Jeg er spændt på mit fad, men jeg bliver aldrig så nytænkende kreativ som min datter. Det var dog sjovt og det kunne jeg godt tænke mig at prøve igen.
  • tilliden fra min svigerdatter. Jeg får lov til at læse og kommentere på hendes semesteropgaver i kandidatuddannelsen. Jeg lærer så meget. Sidste gang handlede det om mennesker med handikap og deres muligheder for job blandt andet under Covid-19.


  • arbejdssamvær med mine kolleger. jeg har arbejdet meget hjemme den seneste tid, men nu er der mere ro på hjemmefronten, så jeg nyder at være sammen med kolleger. Jeg nyder ikke det hårde pres, de konstant er under. Det samme gør sig gældende for mine ledere. Det er ganske enkelt umenneskeligt, det alle er udsat for. Kombinationen af mange hårdt ramte patienter og for få personale er en konstant kamp for at få det hele til at nå sammen.
  • den indsats andre kolleger gør, så jeg i dag kunne afholde møde med en af ressourcegrupperne på afdelingen. Målet er at mange af de grupper skal være selvkørende, uden at jeg skal være tovholder. Og vi er ret langt på det område. I dag kunne jeg også afholde møde med en farmaceut og undervisning for to kolleger sammen med farmakonom. Til gengæld havde flere kolleger dobbelt funktion for at få det hele til at gå op, når kolleger og kollegers børn er syge. Nogle dage har de endda tredobbelt funktion.
  • den lange gåtur og spisning på cafe undervejs med min studieveninde. Vi får altid vendt alt mellem himmel og jord. Og jeg er altid glad, når jeg kører hjem.
Jeg mangler stadig at fortælle om de sidste dage af sommerens ferie i Norge. Jeg smiler, når jeg ser billederne og genkalder mig den skønne tid. Så smilet må snart forvandles til ord på bloggen.

Og nedenstående plakat møder mig sammen med alle dens venner, når/hvis jeg tager trapperne fra kælderen og op til min afdeling (5 etager). Ja de forsætter nok 3 etager længere op, men det har jeg ikke tjekket. Lige nu er mit mål en gang om dagen at tage trappen op til os selv.




torsdag, november 10, 2022

Trollstigen - Atlanterhavsveien- ferie på motorcykel Norge 2022

 Måske skulle vi komme videre på vores sommertur på motorcykel. Vi kan jo ikke blive hængende på Ørnestigen på vej væk fra Geiranger. Når vi som denne dag tager et langt stræk, ser vi så meget smuk natur og steder, det kunne være spændende at udforske. Men vi havde et mål om at nå til Trondheim denne dag, om alt gik vel.


Der var aktivitetsparker ved floden. Der var smukke bjerge, der omgav os. Men vi styrede mod næste oplevelsespunkt, nemlig Trollstigen. Vi havde hørt, at det var et must for motorcyklister.


Naturen begyndte at blive barskere, som vi nærmede os Trollstigen. Vi vidste godt, at vi kom til bjerget af den forkerte vej. De fleste kommer fra den anden side. Sådan passede ruten ikke for os.

 
På toppen var der masser af turister og vi kunne se, at der var bygget vandrestier, hvor man kunne gå op og se ned ad Trollstigen og den store fos.

Selv om vi kørte nedad Trollstigen i stedet for op, så var det en smuk oplevelse, men vi syntes faktisk, at de to steder vi havde kørt om formiddagen var lige så smukke og spektakulære.



Vandfaldet fulgte os hele vejen ned, det er svært at tage billeder af dette på bagsædet af en motorcykel,  det her var det bedste. Dagen var stadig ung, der blev lovet regn hen på eftermiddagen ved Atlanterhavsveien, så vi holdt en kort spisepause på rastepladsen ved Trollstigen, før vi hoppede på motorcyklen igen.


Vejret var med os, da vi krydsede tværs over Norge mod Atlanterhavsveien. 


I sidste uge betalte jeg for alle færgerne, vi havde brugt på ferien. De scanner nummerpladen og så får vi en regning 2-3 måneder senere. Motorcyklen genererede slet ikke samme regning som bilen, fordi vi sjældent kørte på betalingsveje på denne tur, til gengæld afprøvede vi store og små færger.


Jeg nød synet af bjergene, som omkransede vandet. Om sommeren ser det idyllisk ud med de små bygder, der ligger ved bunden af bjerget og med små klatter huse op ad bjerget. Men har du set Hvor ingen skulle tro, at nogen kunne bo på DR1, så ved du, at det er hårdt arbejde om vinteren. Mange steder er der ikke vejforbindelse til disse bittesmå bygder, de må sejle eller hvis vandet er frosset til is, køre på snescooter.


Nu spørger du måske; har I ikke kørt på Atlanterhavsveien før? Jo, men ikke på motorcykel. Vi ville gerne prøve turen på motorcyklen. Og vi var heldige, det holdt tørvejr, mens vi tog vejen, som forbinder små øer, med udsigten til Atlanterhavet. Du kan se flere billeder fra sidste år her.




Da vi var kommet over på en større ø, vendte vi om og kørte tilbage til rastepladsen midt på vejen og fik os en kop varm kakao og en vaffel.


Så vendte vi motorcyklen igen og kørte tværs over den store ø med byen Karvag, over endnu en bro ved Kristiansund og hen til færgen, der sejlede over Trondheimsleia. Det så roligt ude inde ved færgelejet, men det vippede noget mere, end vi var vant til. Der var jo også direkte udkig til Atlanterhavet, da vi var midt ude på vandet.


Endnu holdt det tørt, og vi sendte sms til Trondheim om, at de kunne forvente at se os sidst på aftenen. Datteren var ankommet dagen før efter at have været til dansk-norsk bryllup i nærheden af Trondheim.




Vi nød turen med kurs mod Aure og siden Kyrksæterøra, men så satte regnen ind. Vi tog en hurtig sandwich ved en tankstation og kørte i silende regnvejr mod Trondheim. Vi var sjaskhamrende våde, da vi parkerede motorcyklen ved det lille hus. Barnebarnet sov, men datter, svigerdatter og søn tog imod os på trappen, og der var nybrygget te og kage på bordet. Ren hjertefryd.

søndag, oktober 30, 2022

Smuttur - lige hvad vi trængte til

 Hverdagen har fundet sin egen rytme, og jeg ved, at jeg har været kryptisk på bloggen, men syntes ikke at jeg ville spørge om, hvad jeg måtte skrive og har også følt, at det ikke var min historie at fortælle. Datteren har været åben om sit sygdomsforløb på instagram og har sagt, at jeg også bare skal skrive det, jeg har brug for. 

I denne uge startede kemobehandlingen, så vi var alle tre enige om, at hvis landmanden og jeg skulle nå at se barnebarnet, inden den lille dansk-norske familie kommer hjem til jul, skulle det være sidste weekend. Datteren var sammen med gode veninder i weekenden og havde backup til kørsel og tunge løft fra vores familie de to andre dage (begge ting var og er stadig forbudt efter brystoperationen).

Hundene og gården havde vi også fundet en til at passe, så fredag formiddag pakkede vi bilen og kørte til Hirtshals for at tage færgen til Larvik. De fire timer på færgen gik med at spise og slappe af. Kl. 16.30 kørte vi fra borde. Jeg er ikke vild med at køre varebilen fra borde, så landmanden tog den første time på vejen og så overtog jeg, indtil vi nåede til vores faste rasteplads tæt på Elverum, Myklegard. Her var der billig diesel, toilet og muligheden for at få strakt ryggen, inden vi drog videre med landmanden som chauffør. Denne gang gjorde vi ikke samme fejl som oktober sidste år. I år var der vinterdæk på bilen, og det var godt, temperaturen var visse steder i fjeldene nede på 6 graders frost.

Storelgen er pejlemærket for at være halvvejs til Trondheim

0.45 parkerede vi bilen foran huset. Vi troede alle sov, men S var ikke helt tilpas, så sønnen tog imod os, men svigerdatteren forsøgte at få S til at sove igen. Vi hoppede hurtigt i seng, så vi kunne være friske til de næste to dage.

Op ad formiddagen mødtes vi alle til morgenmad og S var nok reserveret, men han tøede hurtigt op. Dagene gik hurtigt, søn og landmand lavede nyt skrivebord til kontoret, satte skab op og hang lamper op. Svigerdatteren og jeg var sammen med S og sørgede for forplejning. Hold nu op der var gang i ham, han begyndte at vælge at gå i stedet for at kravle denne weekend, og han klatrede op på alting. Jeg kan godt huske den periode, hvor man overhovedet ikke skal tænke på at se væk i flere minutter. Og perioden kommer samtidig med, at børnene overgår til kun én lur i løbet af dagen. Det er en hård tid for forældre.

Det var sjovt at lege med ham, vi sang, dansede og legede med alt hvad han fandt frem, som farforældrene skulle se. 

Jeg nød at få lov til at gå tur med S, så han faldt i søvn og fik sin middagslur. Ligesom jeg nød at handle ind og hjælpe hvor jeg kunne. Vi kan jo ikke lige besøge dem en eftermiddag, men flytter ind og er der konstant i flere dage. 


Vi nåede alle at hygge os, være på legeplads og gå tur sammen, selv om der også stod et fint kontor, da vi tog hjem.


Det var så godt at se dem, og vi glæder os til at få dem hjem til jul. Til den tid håber jeg, at S har fået alle de vira, man kan få i en børnehave, for han er godt nok tit syg. Det hjælper selvfølgelig heller ikke , at hans far, sønnen, samtidig er startet i en anden børnehave og også slæber vira med hjem. Så de tre er forkølet, hoster og har feber jævnt tit. Heldigvis var de rimelige friske i denne weekend, og vi nød alle at være sammen.


Vi smurte madpakker søndag morgen, så vi kunne køre tidligt efter at have brygget te og krammet sønnen til farvel. Svigerdatteren og S havde vi sagt farvel til om aftenen. Vi ønskede ikke, at svigerdatteren skulle stå op tidligt, for så vækkede vi blot S. Når man har en dreng, som sover meget afbrudt om natten, så skal man som mor og barn have al den søvn, man kan tilkomme. 


Det var en gråvejrsdag med regn det meste af vejen, men turen og færgeturen gik godt og vi kunne køre ind på gårdspladsen kort efter kl 22. Klar til hverdagen efter at være tanket op med intens nærvær med søn, svigerdatter og S.







fredag, oktober 21, 2022

Lige nu

 øver jeg mig i at stoppe med at ville planlægge alting. Når man bliver pårørende i sundhedssystemet med mange behandlinger forude, bestemmer andre over noget af min tid, og jeg retter mine arbejdsdage og andre planer ind efter det. Så jeg lever her og nu, er dybt taknemlig for sundhedsvæsenet vi har mødt, min familie, mine kolleger og mine venner. Jeg ved, de er der, hvis jeg rækker hånden ud, det er guld værd. 


I går havde jeg en feriedag, jeg nød solskinnet udenfor. Frosten tog lang tid om at forsvinde fra græsset efter nattens kolde vejr, men gæssene var ligeglade, de fløj henover gården med deres karakteristiske skræppen. Sankt Hans urten forsøger at overgå Hortensiaen ved siden af i at have den mest dybrøde farve.



Vaskemaskinen gjorde sit arbejde (tak for den opfindelse) og jeg kom næsten i mål med at få alle adviseret om skift af gårdens mailadresse. Vi havde håbet på at vi kunne beholde mailadressen, til vi en gang stoppede med landbruget. Men tiden indhentede os, det kunne ikke længere svare sig at opretholde en mailservice for de få, der stadig betaler for deres mailadresse. Så udbyderen lukker den service ned til november og koncentrerer sig om mobiltelefoni og bredbånd.

Datteren og jeg tog på tur til Vesterhavet i forgårs eftermiddag, efter jeg var færdig med hjemmearbejdsdagen. Der var masser af mennesker, der havde fået samme ide, men på stranden er der plads til os alle.

Datteren legede livredder for små søstjerner, som var skyllet for langt op på stranden. 

I dag regner det indimellem og gråvejr er fremherskende. Vi har skruet ned på radiatorerne, så brændeovnen er i gang fra morgenstunden. Jeg nyder flammerne og varmen, der breder sig.

Da jeg  har en seniorordning og derfor kun arbejder 24 timer om ugen plus det løse,  så holder jeg fri de næste fire dage. Hvilken luksus. 



tirsdag, oktober 04, 2022

Jeg ville ønske

 Det arbejdsmæssige fylder utroligt meget hos mig, og som jeg skrev til gamle elevkammerater: er det så ikke nu jeg skal stoppe? Nej, man forlader ikke et skib i havsnød med mennesker ombord. Man bliver og hjælper det man kan. Jeg kan godt mærke, at jeg hurtigere bliver træt, jeg kan det samme som tidligere, jeg har min erfaring at trække på, men både jeg og afsnittet er ændret, jeg qua min alder, afsnittet ? Tja det er et godt spørgsmål.

Jeg var i aftenvagt for 3 uger siden. Hvor vi for 5 år siden sagtens kunne have travlt med masser at se til, så blev der dog tid til pauser indimellem. Nu er vores patienter dårligere, mere komplekse i sygdomsbilledet, så selv om vi faktisk ikke havde overbelægning den aften, så knoklede vi alle og fik kun tid til pause, da vi fik aftensmad ved 19.30 tiden. Jeg følte mig konstant bagud, jeg følte, at jeg ikke kunne være der for mine kolleger, jeg havde nok med mine patienter, de skulle have hjælp til alt, de skulle have målt blodtryk, de skulle have mad, de skulle på toilettet, de skulle vurderes neurologisk, de skulle have medicin. En fik forværring og måtte ned i skanneren. Og da vores trombolysesygeplejersker var optaget i en anden skanner med en anden patient, måtte jeg forlade afsnittet og følge patienten til skanneren.

Vi bliver ældre, vi er mere aktive i vores alderdom, vi er blevet bedre til at få mennesker til at overleve med kroniske sygdomme, men det ændrer ikke på at med en længere levetid, kommer der flere sygdomme, som er forbundet med alderen. Og med længere levetid har vi også flere sygdomme med os i bagagen, som gør, at når vi bliver ramt af stroke eller anden sygdom, rammes vi måske hårdere. 

Derudover er vores trombolysesygeplejersker mere af sted, det gør, at vi mangler to kolleger på afdelingen til de plejekrævende patienter. Hvor vi for 5 år siden ikke blev kaldt til trombolyse mere end 1 gang i vagten og nogle gange slet ikke, så er det ændret i dag. Vores to kolleger, som er trombolysesygeplejersker, er ofte af sted i en vagt. Det kan godt være, de ikke giver trombolyse, men så skal vedkommende patient måske videre til anden afdeling, og de skal have gjort patienten klar, eller patienten har en blødning, som ikke må få trombolyse eller har en blodprop, som ikke kan få akut behandling. Nogle gange gør de modtagelsen færdig på disse patienter. Andre gange må de sende patienterne op til afdelingen, mens trombolysesygeplejerskerne bliver for at tage mod en ny trombolysekandidat.

Denne aften måtte jeg tage mod en sådan patient. Det tager utroligt lang tid, især når patienten er ramt, så vedkommende ikke kan noget selv.


Trombolyse= stærk blodpropopløsende medicin. Trombektomi = fjernelse af blodprop med et kateter

Da man startede trombolyse, var det kun det, man kunne give. Så mange patienter blev på forhånd vurderet til at komme gennem modtagelsen og blev modtaget af modtagelsens sygeplejersker, før de kom til os. Det har ændret sig.

Siden hen kom trombektomi til, og så kom der naturligt flere gennem trombolysekaldet. 

Så fandt man ud af, at hos de patienter, hvor man ikke kendte det korrekte tidspunkt for debut af symptomer, kunne man via skanning se, om blodproppen var mindre end 4,5 time gammel. Så kom disse patienter også via trombolysekaldet.

Dernæst kom der viden om at ved nogle specielle typer former for skader efter blodprop, kunne man måske lave trombektomi uden for det tidsvindue, der egentlig var. Så kom der igen flere patienter gennem trombolysekaldet.

Der blev også mere viden om, hvordan man kan behandle mennesker med blødninger. Det gør, at selv om de ikke kan få trombolyse eller trombektomi (fordi de ingen blodprop har, men en blødning), så kommer de igennem vores trombolysekald, fordi det er vores mulighed for at se dem hurtigst muligt.

Men normeringen er ikke fulgt med, vi mangler både læger og sygeplejersker. Og der er ingen sygeplejersker at få. Vi har erfarne kolleger, der rejser fra os, så de erfarne, der er tilbage, knokler for både at give patienterne den bedste pleje og behandling og for at støtte vore mange nye kolleger i at blive kompetente kolleger i dette travle, spændende og udfordrende afsnit. Og de nye kolleger bliver smidt ud på dybt vand med det samme, selv om vi gør alt for at skærme dem. De knokler virkelig, og de er dygtige og vil gerne have mere viden, men der skal være tid til at give dem viden.

I august arbejdede jeg 2 ud 3 dage i plejen. Nu er jeg tilbage i min vanlige funktion, men har været syg grundet corona og andre gange været nødt til at arbejde hjemme. Det har gjort, at jeg ikke har haft tid til at følge vores nye kolleger i plejen.

Vi lever højt på vores gode samvær og evnen til at støtte hinanden. Derfor prioriterede vores leder også, at vores sociale arrangement Tour de Napo skulle fastholdes i begyndelsen af september. Takket være kolleger, som tog dobbeltvagter, gamle kolleger, som tog vikarvagter og andre kolleger, som valgte ikke at være med i Tour de Napo, men blev på afdelingen, kunne det lade sig gøre.

41 kolleger skulle have startet hos mig til morgenmad, men 6 var syge. Det var skønt at se dem hoppe ud af bussen, de var udklædte og havde godt humør fra morgenstunden. Temaet var Tour de France. Og dagen foregik som en studenterkørsel, man kørte rundt til kolleger, og hvert sted havde arrangørerne lavet små opgaver, så man blev rystet sammen. Om eftermiddagen samlede man dagvagter op og så fortsatte dagen med besøg og fest det sidste sted, til bussen kørte hjem til sygehuset sidst på aftenen.


Jeg skulle have været med rundt på turen, men da jeg havde meldt mig til nattevagt og havde, hvad jeg troede, var en forkølelse/halsbetændelse i anmarch, blev jeg hjemme. Inden dagen var omme, måtte jeg sygemelde mig med corona. Heldigvis havde jeg holdt afstand, sprittet konstant og havde arrangeret morgenbordene med handsker på.

Den tur gav lige en energiindsprøjtning, men tingenes tilstand har ikke ændret sig, og jeg er dybt bekymret for sygehusvæsenet, for mit afsnit og mine kolleger. Vi er godt funderet både hvad angår de sygeplejefaglige/menneskelige værdier og den sygeplejefaglige viden, men der kan også ske et skred hos os, så vi ikke ser patienten, ikke hører patienten og ikke taler pænt til patienten. Det er faktisk det, jeg frygter allermest, at vi mister vores menneskelighed og medmenneskelighed.

Vi kan ikke ændre på at flere bliver indlagt,  at flere kan få behandling, ar flere bliver ældre, men vi kan ændre på de vilkår, omsorgen og sygeplejen bydes i en verden, hvor man kun har fokus på behandlingsgarantier og ikke på hvad det gør ved et menneske at blive syg og den faglige omsorg og støtte man har brug for, for at komme videre i livet.