mandag, juli 22, 2019

Skibet er ladet med


  • A for arbejdstid. Ferien er slut, første arbejdsdag er gennemført med meget lidt søvn(typisk for min første arbejdsdag efter ferie) men med gode kolleger blev det en rigtig god dag. Jeg er i plejen i denne uge, og jeg nød at få min sygepleje i brug og at få diskuteret sygeplejefaglige problemstillinger med nye kolleger. Vi har heldigvis fået dispensation fra ansættelsesstoppet til at slå ubesatte stillinger op. Lige nu har vi gode vikarer for barselskvinder, men vi mangler erstatning for gode kolleger, som er gået nye veje af hensyn til familielivet.
  • P for positiv indstilling. Jeg kunne nemt fortælle en historie om, at ferien ikke blev den afslappede ferie, som jeg havde drømt om. I stedet vælger jeg at fortælle om alt det dejlige vi fik nået, og som vi ikke kunne finde tid og overskud til før ferien. Der er bygget hundegård i sommerhuset, vi har fået malet terrasserne, jeg har malet haveborde, jeg har slidt med at male havestole med mange små træstykker. Jeg har fået ryddet op i skuffer og skabe i sommerhuset, der er blevet kasseret og købt nye kasser til nye systemer. Vi har fået ryddet op i vores skur og vores opbevaringsrum i sommerhuset.

  • O for oplevelser. Vi har lånt vores sommerhus ud til søn og hans norske svigerfamilie. Og i går kom de på besøg på gården. Vores svigerdatters far, hendes søster, og mand sammen med deres to børn mødte vi for første gang. Sønnens svigermor kunne desværre ikke komme med, så må vi drage til Leksvika efter kartoffelhøsten og møde hende. I går fik de klappet hunde, set høns og fasankyllinger. Højdepunktet var nok, da vi kørte den største traktor på gården og ATVen ud på en græsmark og så fik alle lov til at give den gas. Til sidst fik de to børn lov til at grave kartofler op, som de kan tage med hjem til Norge. 

  • P for endnu en omgang positiv indstilling. Som teenager var jeg altid efter min mor, når vi skulle have gæster, for så skulle der gøres rent. Hvorfor dog det? Det var bedre at gøre rent bagefter, I dag forstår jeg hende. Der skal være et mål med så træls en opgave. Og for mit vedkommende blev feriegæsterne en anledning til, at jeg fik gjort hovedrent i sommerhuset de sidste dage i ferien. Der blev pudset vinduer, både højre og lave. Der blev vasket/skuret gulve og møbler kom ud fra væggen. Og der under sofaen lå min elskede top til et gammelt træetui til strikkepinde, som jeg havde arvet efter min mormor. Der blev købt nyt sengelinned og alt skinnede perfekt, da jeg træt fredag aften hentede søn, svigerdatter og hendes far ved toget. Lørdag morgen gik jeg så i gang med rengøring herhjemme, så huset så nogenlunde ud til feriegæsterne søndag. Jeg fik også bagt boller og kage samt lavet lækker mad.
vores fine faunastribe
  • L for livsglæde. I aften var vi inviteret til spisning på Blokhus Fiskerestaurant af sønnens svigerfar. Det var som altid en lækker fiskebuffet, og bedst af alt, vi havde en rigtig god humor til fælles. Som vi dog fik grinet og snakken gik vældigt, selv om vi af og til måtte have ekstra forklaringer for at forstå hinanden. Men alle var enige om, at vi ikke slog over i engelsk, vi skulle kunne forstå hinanden. Og så fandt jeg ud af, at The Julekalender er blevet lavet på norsk, og det kom bag på sønnens norske familie, da de fik at vide, at den oprindelig var dansk, fordi de syntes, den var indbegrebet af ægte norsk humor.

  • E for ekstra god morgenstart i morgen. I disse dage har sønnen min bil, så landmanden kørte mig til bussen i morges. Den var så en halv time forsinket, så den kære landmand kørte mig på arbejde. Min dejlige kollega, som også er min projektmakker, tilbød et lift hjem og så sandelig også et lift i morgen tidlig. Sikke vi skal snakke sammen på vej til arbejde.
  • K for kærlighed til mine børn og de mennesker, vi har fået lov at møde gennem dem. Datteren har lige været i Bulgarien med sit kor, og jeg håber, at jeg i år lykkes med at høre dette danske kor synge bulgarsk.

  • S for snarligt overskud til at fortælle videre om vores motorcykelferie til Ardennerne.
  • I for indsigt i egen krops formåen. Med årene kommer der skavanker, kroppen gør opmærksom på sig selv på en anden måde end tidligere. Vi kan det samme som før, men som tidligere skrevet har vi brug for en længere restitutionsfase. Som sygeplejerske på et apopleksiafsnit lærer man også kroppen at kende på en anden måde. Når mennesker bliver ramt i hjernen af en blodprop eller blødning, så finder man ud af, hvor fantastisk vores hjerne er. Alt det vi aldrig tænker over, men bare gør, skal disse mennesker til at genindlære. For nogle bliver livet aldrig det samme. Trods dette lykkes det for nogen at få et godt liv på trods af dette. 

  • Og hermed slutter Skibet er ladet med ordet APOPLEKSI - husk ved pludselig nedsat kraft i arm eller ben, hængende mundvig eller manglende evne til at tale, ring 1-1-2, det kan være en blodprop eller blødning i hjernen. Vi har en behandling, men den skal gives inden for de første timer, så det er vitalt, at man får ringet alarm. Det kan redde menneskeliv.
  • God aften til dig.

onsdag, juli 17, 2019

Sofabetragtninger


  • Egentlig har jeg en masse, jeg gerne vil lave, men lægen siger, jeg skal tage den med ro, så nu halvt sidder, halvt ligger jeg her i min sofa og lader dagen starte langsomt
  • Landmanden havde købt morgenbrød i morges og lavet te. Det nød jeg.

  • Jeg kom galt af sted på min mountainbike i går. Nu havde jeg langt om længe knækket koden til, hvordan man kunne pumpe luft i dækket (tænk at det skulle være så besværligt). Så nu skulle cyklen bruges. Og så mistede jeg balancen på vej ud på en vej, fordi jeg trykkede for hårdt på håndbremserne. Det betød, at jeg satte benene ned på jorden for at undgå at falde. Den ene ben ramte dog det store tandhjul, som så rev en ordentlig flænge i benet. Resultat: en tur til lægen og seks sting rigere på min læg.
  • Inden uheldet nåede jeg dog en aftentur til vandet på cyklen OG at bade i havet. Det var bare så godt. Lige som et havbad skal være, først koldt, så man tænker, jeg kommer aldrig under, og det næste øjeblik, når gyset har fortaget sig af at smide sig i bølgen, føles vandet lunt og dejligt.

  • Alle mine havemøbler er nu malet, de sidste måtte gøres med hensyntagen til lægens ordre om ro til benet.
  • I går fik jeg læst et kapitel mere i Morten Albæks bog. Lige nu distraherer det mig, at den arbejdssituation han beskriver tydeligvis ikke er min. Den er mere i den branche, hvor man møder klokken ni, arbejder i en anden verden med andre parametre og ord. Der tales om DICS, som jeg ikke aner hvad er. Øh nej det må være DISC profil, google er endnu en gang min hjælper og fortæller om guide til selvindsigt, kommunikation og samarbejde. DISC står for Dominans, Indflydelse, Stabilitet og Konformitet. Han taler også om KPI, som google igen kan fortælle mig betyder Key Performance Indicator. Hovedpointen er dog, at ledere i dag har mere fokus på at opnå målsætninger fremfor at have fokus på, at medarbejderen oplever meningsfuldhed i sit arbejdsliv og dermed trives, får selvindsigt og selvværd.
  • "meningsfuldhed skaber en bedre forretning i morgen, end den vi har i dag, eftersom mening driver produktivitet, innovation og medarbejderfastholdelse stærkere end noget andet. Men det primære er og bliver, at intet menneske ledes til at fortryde det ene liv, de er blevet givet, og vi bør benytte lejligheden til at knæsætte det som den fineste og vigtigste KPI for den ledelse, vi bedriver"

  • Morten Albæk taler også om begrebet HR afdeling Det lyder fint, at man arbejder i HR afdelingen, men det lyder måske knapt så tiltalende, hvis man oversætter forkortelsen til det den faktisk står for, at man arbejder med administration af menneskelige ressourcer. Morten Albæk har en pointe i, at det er skræmmende, at man omtaler vi mennesker som ressourcer, der kan udnyttes, udvindes og opbruges.

  • Jeg havde skrevet en lang smøre om selvtillid versus selvværd inspireret af MA, men jeg kan mærke, at det skal simre lidt længere i min tankegryde, før det kommer på skrift
  • Nu er opvaskemaskinen sat i gang, morgenbordet er ryddet væk, det nye stykke med græs er vandet og jeg læser lidt mere, inden jeg vil gøre mig klar til at gå ud i verden efter de ting, jeg har brug for. 

mandag, juli 15, 2019

Tecklenburg, motorcykelferie Ardennerne, Belgien, dag 1

Som skrevet i første indlæg om vores motorcykelferie stod vi klokken halv ni om aftenen foran Die Drei Kronen i Tecklenburg og ventede på at blive anvist et værelse. Vores hjælper kom ind efter at have parkeret bilen og sikrede sig, at de havde styr på reserveringen. Det havde de. Vi blev guidet op ad flere hold trapper, den sidste var ganske stejl og jeg tænker ,om vi endte på et lille loftværelse. Vi endte på loftet, men i en lejlighed med dagligstue, spiseområde, køkken, bad og tre værelser. Vi kunne vælge hvilket værelse, vi ville have, og faktisk havde vi hele lejligheden for os selv. Vi benyttede os dog ikke af faciliteterne, vi var jo kun på gennemrejse.


Vi havde set mennesker spise inde på deres restaurant, men på på forespørgsel oplyste manden os om, at der nu var lukket for bestilling, men at der var flere spisesteder omkring hotellet. Lige overfor var et pizzeria, som så hyggeligt og indbydende ud. Først skulle vi dog have motorcyklen tømt og fundet hotellets parkeringsplads. Det gav pusten og varmen at bære fem tasker plus hjelme op på loftet. Derefter gik vi først ned til p-pladsen, for det gik stejlt ned, vejen var brosten, de var fugtige, så vi var begge lidt nervøse for, hvordan det ville gå landmanden med den tunge maskine. Han er dog så rutineret, så han trillede den forsigtig ned, drejede skarpt ind på pladsen og så var vi klar til aftensmad.

Tjeneren i pizzeriaet var en sød ung kvinde, som oprindeligt kom fra Polen. Hun havde lagt mærke til motorcyklen og var vældig imponeret over den. Hun kørte selv motorcykel. Vores valg denne aften blev ikke pizza, men derimod kartoffelklösschen i tomatsovs. Det smagte lækkert, og der var lige plads til dessert: en tiramisu til deling sammen med kaffen og teen.


De fleste motorcykelferier har været efter konceptet at overnatte nyt sted hver nat. På den måde kunne vi komme vidt omkring og få set meget på turen. Ofte er vi også ankommet sent til overnatningstedet, men ikke desto mindre har vi altid været gode til at gå en aftentur og mærke denne bys stemning. Det gjorde vi også denne aften. Tjeneren havde fortalt, at byen var kendt for sine store koncerter/musicals på en stor friluftsscene oppe ved en slotsruin. Vi gik nu ikke derop, for der skulle være 3000 tilhørere, som netop på det tidspunkt var ved at forlade koncertstedet. I stedet for gik vi en lille tur i inderbyen, som emmede af stemning og gamle bygninger. Vi nød, at regnen var stoppet og vi kunne gå rundt i byen.


Efter at have sat alt til opladning: hjelmenes samtaleanlæg, mobiltelefoner og kamera faldt vi hurtigt i søvn. Morgenmaden var først klokken 8.30, så vi ville have pakket motorcyklen inden da, så vi var klar til afgang, så snart maden var indtaget. Jeg elsker morgenmad, og især morgenmad, jeg ikke selv har stået for. Her var der alle mulige lækre ting, så vi forsynede os godt, inden vi hoppede på motorcyklen for at køre de sidste 350 kilometer til La Roche-en-Ardennes.



søndag, juli 14, 2019

En bog værd at læse

Da jeg hørte Ina Kjøgx Pedersen i podcasten Brinkmanns briks Er du den du husker, besluttede jeg mig for, at hendes bog måtte jeg læse.

Ina KP er forfatter, journalist og antropolog. Hendes mor får konstateret Lewy Body demenssygdommen, og sammen udforsker  og udfordrer de to demenssygdommen. Egentlig læste jeg den alt for hurtigt, men jeg skal aflevere den i morgen, og har ikke haft tid til at læse den før nu. Jeg holder så fast i, at selv om jeg måske ikke kan gengive i detaljer eller at noget er glippet for mig, så har oplevelsen og de aha-øjeblikke, jeg har haft undervejs, været rigtig god og givende.

Det jeg bed mærke i, da jeg lyttede til podcasten, var at Ina KP ikke mener, at det at man ikke kan erindre mere hvem man er, er ensbetydende med at man så mister sin personlighed.  Det talte lige ind i mit hjerte og den opfattelse jeg har haft af min fars forløb med virkningerne af Alzheimer sygdommen. Samtidig beskriver hun også i bogen det problematiske i, at alle taler dommedagstale om demenssygdomme. Vi står overfor en tsunami, vi skal bekæmpe. Man mister sine kære til en rædselsfuld sygdom osv. Det taler også til mit hjerte. Jeg har ikke kunnet følge de pårørende, som har beskrevet, hvordan de har mistet deres mor/far til sygdommen og hvor forfærdeligt det var. Det er IKKE det samme som at jeg ikke anerkender det, de føler. Jeg har bare ikke følt det således.

Jeg er helt med på at for det menneske, som rammes af sygdomme med demenssymptomer, er det/kan det være rædselsfuldt at miste kontrol over mange ting, men samtidig mener Ina KP, at hvis man er opmærksom og går med i det nu, der er lige nu, så vil både den, der har sygdommen og deres kære måske opleve, at livet er anderledes men kan rumme lige så megen glæde, blot på en anden måde.

Min far gav så megen glæde og omsorg tilbage, selv da han ikke kunne tale mere og var fuldstændig afhængig af andres hjælp. Men han var også omgivet af mennesker, som ønskede at forstå ham, der hvor han var. Som behandlede ham som et voksent menneske med et levet liv med alle de kompetencer, det havde givet ham. Min far gik ind i musikkens verden, da han ikke kunne tale vores sprog mere, og det var den verden, som plejepersonalet brugte, når de skulle hjælpe ham. De har sunget, danset og grinet sig gennem mange situationer.

Det problematiske er, at vores system generelt ikke er gearet til dette, der er dog ved at ske meget rundt omkring på plejehjem og i hjemmeplejen. Vi var heldige med det plejehjem, vi valgte til vores far, de var allerede godt i gang. Ina Kp fortæller om forskere, som arbejder med personalet og lærer dem at være nysgerrige på, hvorfor et menneske handler som det gør, f.eks er meget udadreagerende. Og forskeren kalder det udfordrende adfærd frem for udadreagerende. Dermed bliver det et fælles anliggende, for vi omkring mennesket med demens kan med vores adfærd og reaktion være med til at fremme eller modvirke adfærden. I bogen fortælles om en vagabond, som er meget voldsom og råber højt af alle og vil bare ud. Forskeren, som er på besøg siger, bare vi dog kunne vælte en mur ned i hans værelse, så han kunne gå ud i den indhegnede have uden at skulle forbi alt og alle. Lederen af plejehjemmet besluttede sig til, at de penge skulle findes, og dermed ændrede personen sig. Og ja det kostede penge, men samtidig undgik personalet at blive udsat for en agressiv adfærd, vagabonden undgik det kropslige ubehag, som udbruddene måtte udløse og de andre beboere undgik det samme.

Ina KP skriver gribende om, hvor svært det er at være pårørende i et system, som hele tiden holder sig til, at de ikke må tale med hende uden at have tilsagn fra hendes mor, og hvordan systemet ikke taler sammen og ikke inddrager hende som en samarbejdspartner. Vi havde heldigvis den oplevelse af at vi var sammen om opgaven, både de fire år, min far boede hjemme efter min mor døde og de fire år, han boede på plejehjem. Men jeg kan sagtens følge hende i, at man skal være på og være opmærksom på alt. Vi var heldigvis fem søskende, som kunne løfte i flok, hun var alene, havde nok sine voksne børn og sin mand, men de boede i København og moderen boede på Fanø.

Jeg tog med mig et udsagn, som demenssygeplejersken sagde: det kan godt være at din far ikke kan huske hvad I har lavet, men hans krop husker det. Så derfor fyld på med gode oplevelser.

Ina KP fortæller også om, hvordan hun langsomt lærer ikke at korrigere hendes mors syner og antagelser. I stedet for prøver hun at forstå hendes mors færden mellem parallelle verdener, hvor Inas afdøde far og de to brødre, som døde 9 mdr gamle dukker op med jævne mellemrum. Det samme erfarede vi også. Og jeg genkendte det med at lære at spejle min fars tale og følelser. Jeg har dog ikke prøvet at spejle gentagne handlinger, som der beskrives i bogen. Ved at søge på min blog fandt jeg et indlæg om, hvordan jeg brugte det, der kaldes terapeutisk kommunikation. Og ved I hvad, jeg bliver helt rørt af at læse det, og jeg genkalder mig de smukke situationer, det medførte.

Der er så meget, jeg gerne ville formidle i den bog, og jeg gad også godt at min ældste lillesøster læste bogen, for så kunne vi lave vores egen lille læsekreds om den bog. Den er så godt skrevet, og Ina KP veksler fint mellem at være datteren og antropologen. Det er spændende at læse om hendes interview med blandt andet børn af den tidligere biskop Jan Lindhardt og sønnen til Vibeke Klint (han syntes faktisk han havde fået sin mor fra barndommen tilbage).

Jeg kan varmt anbefale denne bog. Den hedder Drengen, der blev væk af Ina Kjøgx Pedersen.


fredag, juli 12, 2019

Verrückt, fou, gek eller vanvittig?

Så fik du lige et kursus i tysk, fransk og hollandsk. Vi har nok været lidt skøre, vanvittige er vi dog ikke ( i hvert fald hvis vi selv skal bedømme det).

Problem: vi ville gerne på motorcykelferie, men kunne kun få hundene passet fra fredag kl 9 til næste fredag kl 16. Det er lige lidt nok, når man gerne vil ned i Europa.

Vi blev dog enige om at gøre det, Ardennerne i Belgien var målet, og jeg gik på jagt efter et bed and breakfast. Jeg havde lyst til at prøve noget andet end hotelværelser. Da vi kom ind i ugen, hvor vi skulle af sted fredag, havde vi endnu ikke lagt nogle ruter, vi havde ikke fået suppleret med tøj (det er en fast tradition, for ingen af os orker at shoppe uden anledning). Derudover viste det sig, at kartoflerne ikke var klar til at få hjælp til at beskytte sig mod skimmelsvampen før fredag. Ergo måtte vi udskyde turen til lørdag. Det fundne B&B havde ikke plads til os lørdag, men først søndag. Vi syntes, stedet lød så hyggeligt, så vi lavede ny plan om at køre tæt på byen, finde overnatning og så aflevere bagagen søndag morgen ved B&B og derefter køre på tur i Ardennerne.

Jeg fik købt bog om Belgien, jeg fandt hjemmesider om gode motorcykelruter, landmanden fandt andre sider om slaget ved Ardennerne december 1944, jeg tog mig sammen og besøgte ti butikker (en af dem to gange, fordi jeg glemte noget), fik købt t-shirts og undertøj til landmanden samt t-shirts, bukser og kjole til mig selv plus alt det andet vi manglede til turen.

Der var travlt i hjemmet, men fredag aften var alt vasket og jeg fik pakket det hele ned i de små sidetasker, den store taske til topboks, den gule taske til at sætte ovenpå topboksen og tanktasken. Madpakkerne var smurt, alt var klar til afgang. Da vi ikke skulle hele vejen ned til La Roche-en-Ardennes på en dag, valgte vi at tage den med ro og få en ordentlig nats søvn. Vi hoppede på motorcyklen kl. 8.30 sidste lørdag.

LØRDAG I UGE 27 - ved I hvilken dag det er ? Store rejsedag for nærmest alle! Kombiner det med utallige steder  med vejarbejde og silende regn hele dagen, så har du vores første feriedag. Vi var kolde og forfrosne, så i stedet for at hygge os på rastepladser med sol på næsen og madpakken hjemmefra, stod vi indenfor og drak te/varm kakao og spiste lun mad. Det værste sted for vejarbejde er ved Elb-tunnellen. Vi brugte 2½ time på at komme fra grænsen og gennem tunnellen. Landmandens hænder var godt forkrampede af hele tiden at holde koblingen og balancen på den store maskine, der var godt læsset med en landmandskone og bagage.



Vi indså ret hurtigt, at vi aldrig ville nå til Belgien den dag, så da klokken nærmede sig 19, begyndte vi at lede efter et logi for natten. Enten svarede hotellerne ikke eller også havde de alt optaget. Et sagde dog, at vi komme hen til dem, så ville de ringe rundt. Det ringen rundt begrænsede sig dog til et sted, hvor der også var optaget.

I samme by havde vi set noget i udkanten, der lignede et hotel, hvor der stod Zimmer frei. Vi kørte derhen, men det var ikke hotel mere. Hvad det lige var, fandt vi aldrig ud af. Værelser til udenlandske arbejdere? Mens vi stod der, godt forkomne , trætte og våde, kom en mand hen og spurgte, hvad vi ledte efter. Da vi havde fortalt historien, spurgte han, om vi havde hørt på Die Drei Kronen? Det vidste vi ikke, for den unge pige havde blot ringet et andet sted og sagt at alt var optaget. Han bad os vente, og kort efter kom han og hans hustru tilbage, de havde reserveret et dobbeltværelse til os på Die Drei Kronen og nu ville de køre i forvejen. Vi mente nu godt, at GPSen kunne lede os på vej, men de var hoppet i bilen, så vi satte efter dem. Tilbage til Tecklenburg, ind gennem små gader og kort efter stod vi ved Die Drei Kronen. Vi takkede så inderligt og priste os lykkelige for, at mennesker gider at gå det ekstra skridt for andre mennesker.

Resten af fortælling må du vente med til en anden dag, jeg skal først have billederne fra kameraet overført. Derudover er jeg fuldstændig og aldeles træt. Vi valgte i går at lave om på planen, tog derfor turen fra La Roche-en-Ardennes til Vildmosen (1131 km) på 13½ time med fem pitstop. Motorcyklen blev parkeret klokken 22 i går aftes, alt blev båret ind og så faldt vi omkuld med hver sin skærm at kigge på. I dag vasker jeg tøj, rydder op, handler ind og luger ukrudt. Landmanden har hentet hundene og skal tilbringe resten af dagen/aften i markerne sammen med kartoflerne, og vi skal have nyopgravede kartofler til aftensmad, de første af slagsen, det er altid en ganske særlig dag.

Vi har nydt vores tur, vi gider godt komme til Belgien igen. Ardennerne var hele turen derned og hjem igen værd. Vi er dog også enige om, at vi skal have fundet en anden måde at holde ferie på, som tilgodeser trangen til motorcykelkørsel i bjerge og en mere skånsom måde at komme dertil på, når vi nu ofte kun har 8 -9 dage, i år altså kun seks dage. På de seks dage kørte vi lidt over 3000 km.
Måske er vi lidt vanvittige, måske tror vi bare, at vi er yngre, end vi er. Vi har dog haft en skøn tur og det er det vigtigste.






onsdag, juli 03, 2019

Tiden er mere værd end penge

Argumentet for overskriftens påstand leverer Morten Albæk i sin bog Ét liv, én tid, ét menneske på følgende måde. En forsker har undersøgt om livstilfredshed kan købes for penge. Det forskeren fandt var, at det at bruge penge på tidsbesparende ydelser, såsom rengøringshjælp eller havehjælp, omsattes til langt højere livstilfredshed end det at bruge penge på materielle goder. Det kan jeg godt genkende. Det siger mig ikke noget at købe ting, tøj eller indbo, hvorimod jeg glæder mig hver torsdag over at jeg har hyret et rengøringsselskab.

På mange måder har jeg tid nok, vi har ikke en stor omgangskreds, hvor man mødes tit. Vores familier ser vi, men ikke tit og meget sjældent på hverdage. Vores børn bor langt væk, så tid med dem er ikke noget, der fylder meget i kalenderen. Arbejdet og gården er der, hvor vi bruger tid. Men alligevel har jeg tid, hvor jeg læser, ser fjernsyn, surfer på nettet. Jeg kan dog godt føle, at det er spild af min tid, for jeg har jo kun dette liv og en vis mængde tid at gøre med. Tiden kommer ikke tilbage.

Når jeg arbejder som sygeplejerske, føler jeg, at jeg bruger min tid med noget, der giver mening. Når jeg laver regnskab for gården, føler jeg det samme. Når jeg smører madpakker til folkeholdet, føler jeg mig som en del af et team, som får gårdens cyklus til at fungere. Når jeg ikke laver noget af det, kan jeg godt føle, jeg spilder min tid, at jeg ikke dur, og måske handler det om, at meget af min identitet er koblet sammen med det at være sygeplejerske og landmandskone. Tidligere var jeg også meget mor; der er dem, der mener, at jeg stadig er meget mor (også for meget mor for alle, ikke bare for mine børn)

landmandens mad i løbet af dagen.

Men her i min sofa, hvor jeg træt (fordi nattesøvnen stoppede efter 5 gode timers søvn, og jeg åbenbart skal have syv for at føle mig nogenlunde udhvilet) kigger ud på de havemøbler, som jeg gerne vil give olie i dag, så tror jeg faktisk, at den sofatid er godt givet ud. Indimellem er det for meget, så er den en flugt fra dumme tanker eller problemstillinger, jeg ikke gider tumle med. Der øver jeg mig i at rejse mig og så gøre noget. Måske skulle jeg øve mig i ikke at gøre noget og blot tænke.

Så gik dagen og nu sidder jeg igen i sofaen, jeg har hygget mig med at se amatørkeramikere dyste mod hinanden, og jeg plejer en tå, som er hævet og gør ondt. Indimellem har jeg det med at komme lidt for hurtigt omkring ting/hjørner. Min tå ramte så en dør, døren tog ikke skade, men min tå gjorde.  Jeg nåede ikke alle havemøblerne, for jeg kunne se, da jeg havde olieret de første to stole, at jeg skulle have fat i en anden farve (og de stole er så TRÆLSE at male!). Bordene fik dog olie og blev fine. Det bliver så ikke i morgen, at stolene bliver færdige, for der står den på dagsregn hele dagen.

I går fik jeg gået en skøn tur, i aften tror jeg, at tåen skal have ro. Måske når jeg en regnvejrstur i morgen. Vi får se.


tirsdag, juli 02, 2019

Sommer, stiv kuling, og supplerende varmekilde

Hele juni har der vel været varmere på Sjælland og øerne end her i Nordjylland. Vi har heldigvis aldrig været i nærheden af de 30 grader. I søndags var temperaturforskellen dog markant også hos os i løbet af få timer.

Landmanden og jeg byggede hundehus ved sommerhuset både lørdag og søndag Vi brokkede os højlydt over et firma, som havde splittet alle dele ned i endnu mindre dele for at gøre fragtkassen mindre. Det betød, at alt skulle samles igen, og de var ikke så gode som IKEA til at gøre det logisk forståeligt hverken på tegning eller i fremgangsmåde. Havde jeg ikke haft en tidligere håndværkere ved min side, så havde det set skidt ud. Der stod ikke noget om, at huset skulle stå på noget for at fungere, så landmanden måtte i tømmerhandel efter træ. Da der blæste kraftigt, skulle vi have været mindst seks mand for at stille det op i den rækkefølge, firmaet ønskede, ellers var aluminiumsstolperne knækket, før der stod et hus. Vi måtte tage stole og en anderledes fremgangsmåde i brug.



Søndag var der varmt klokken 11, vi tapdryppede af sved og havde væske og håndklæder tæt på os, det er svært at skrue noget sammen, når ens syn er blændet af salte sveddråber. Ved 14 tiden skiftede det, så jeg endte med at måtte tage en tyk trøje på, og alligevel var jeg gennemkold, da vi holdt klokken halv otte om aftenen. Men der stod et hundehus og slutresultatet blev godt.



Undervejs diskuterede vi, som vi altid gør. jeg læser brugsansvisninger, det gør landmanden ikke. Indimellem fik jeg ret, indimellem fik han ret, heldigvis kunne vi også grine af det. På et tidspunkt sagde jeg, shh vi er ikke hjemme, alle naboerne kan høre os. Da havde vi været meget uenige om en lille detalje. Vi er bare forskellige i vores tankegange og ret utålmodige med den andens evne til at forstå vores tankegang. Men vi er et godt makkerpar og er ret effektive, når vi arbejder sammen.

I går fik jeg malet terrasser. I dag skal jeg male havemøbler, de skal dog først vaskes ned og så tørre. Hvorfor siger jeg det og ikke bare, at de skal vaskes? Måske fordi de skal vaskes for at få alger og skidt fjernet, så jeg skal vaske ned til træet? Bagefter skal jeg ordne kontorarbejde, for til sidst at male møbler. Lige nu er det dog mere fristende at sidde her i stuen med udsigt til havemøblerne, jeg har et tæppe over mig og jeg har tændt op i pejsen, for udenfor rusker vinden kraftigt i alting. Lydbilledet herinde præges af vindens konstante og insisterende påmindelse om sig selv.



Jeg var til fysioterapeut i går, det er som altid tiltrængt og samtidig hyggeligt. Vi får snakket om mange ting. Blandt andet havde hun for lang tid siden nævnt Morten Albæks bog Et liv, en tid, et menneske. Og nu læser jeg om bogen rundt omkring og hører folk snakke om bogen, så jeg kunne fortælle hende forrige gang, at hun måtte have været first movers. I går havde hun bogen med til mig, fordi der er lang venteliste på biblioteket. Jeg glæder mig til at komme i gang med den. jeg snuste lidt til den i går og er optaget af hans tankegang om, at vi ikke skal dele vores liv op i arbejdsliv-fritidsliv-familieliv. Vi har et liv og det skal give mening, det vi fylder i det.

En kop te mere, et tryk på udgiv, måske et par linjer i bogen, men så vil jeg gå i gang med gøremål, som jeg vil huske at nyde undervejs. For det at kunne klare de ting, jeg gerne vil have gjort, er en gave. Jeg tager det som en selvfølge, men er jo på en arbejdsplads hvor jeg hver dag bliver mindet om, at fordi livet i dag er som det er,  er det ikke en selvfølge, at det også er sådan i morgen.



Lige nøjagtig her hvor jeg sidder i min sommerhussofa, sad min mor for 11 år siden en marts måned. Hun nød udsigten, hun havde netop sagt om morgenen, efter hun havde taget brusebad, åh hvor er jeg dog taknemlig for at jeg selv kan klare dette. Om eftermiddagen begyndte hun at blive syg. 3 uger senere døde hun af den kræftsygdom, som hun fik otte år forinden. I går kunne hun være blevet 85 år og jeg sendte min seje, dejlige mor en kærlig tanke. Hun og min far tog livet på sig i den skikkelse, den nu måtte byde sig til, så det smukke i hverdagen, søgte gode oplevelser og samvær med andre.

Det er da et godt udgangspunkt for en blæsende sommerfridag. Må du møde mennesker, som gør dig glad og ikke mindst som du gør glad. Ha en god tirsdag.