mandag, november 11, 2019

Snakken gik, vi gik, og det gik fantastisk

Jeg er født ind i en meget talende familie, og jeg påtager mig gerne en del af denne egenskab. Vores børn har arvet samme evne, så at holde familiekomsammen med hele flokken (vi måtte undvære søn og svigerdatter) betød høj lydstyrke.

Min nedsatte hørelse, formentlig også min alder og et helbred, der drillede, gjorde, at jeg af og til måtte trække mig ind i mere rolige områder af min søsters hus. Det var jeg så ikke den eneste, der gjorde. Så kunne vi snakke uden at skulle konkurrere med musikken. Vi havde nemlig ønskekoncert på Spotify i stuen med spisebordet.

Vi havde alle medbragt mad hjemmefra, så vi fik tid til gåtur i Rebild Bakker. Jeg elsker det område og har gode minder fra barndommen, når vi sammen med mine morforældre besøgte Bakkerne. Og så er jeg så glad for, at vi aftalte, da vores far døde, at vi skulle mødes to gange om året. Vi har alle gang i arbejdslivet og har svært ved at få kalenderne samkørt, men det lykkes som regel at finde en dato, hvis vi kigger langt nok ud. Det blev en skøn dag, hvor halvdelen af familien overnattede og vi andre tog sent hjem.

Vi havde datteren med hjem til Nordjylland, og hun og jeg endte i sofaerne søndag med panodil og varm te i nærheden, mens landmanden gik på jagt med en kammerat. Heldigvis har jeg det meget bedre i dag, så jeg ikke skulle melde mig syg.

Den jydske familiejulekomsammen kom også på plads. Og lige netop i dette øjeblik er det også faldet på plads, at vores svigerdatter har fået fri juleaftensdag, så vi får besøg af begge børn og vores svigerdatter. Det er første gang for svigerdatterens vedkommende, og jeg kan mærke glæden begynder at boble, for sønnen har jo holdt jul væk fra barndomshjemmet de sidste to år. Det er ikke sådan, når vores lille familie rummer to sygeplejersker, der skal tage deres del af helligdagene. Og samtidig bor søn og svigerdatters forældre langt væk fra dem, i Trondheim og Vildmosen. Svigerdatteren skal arbejde om aftenen første juledag, men til gengæld får vi glæde af dem dagene op til jul. Jeg skulle egentlig have arbejdet juleaften, men det er skudt til 2021, til gengæld snupper jeg weekenden efter juledagene og nytåret i aftenvagter. Det er helt fint for mig.

Juleglædesboblerne får mig til at smile og jeg skal helt klart have lavet en plan for december, så arbejde og juleforberedelser kan gå op i en højere enhed.

Jeg snupper lige en cookies, en kop te og en julefilm, før det er sengetid. Det skal da fejres.


fredag, november 08, 2019

Litteraturkreds - en sand vitaminindsprøjtning

Omend jeg følte mig som knockoutet, kom jeg af sted til litteraturkredsen i går aftes efter arbejde. En powernap, da jeg landede hjemme i sofaen, hjalp og energien kom retur fra de skønne kvinder i kredsen. I går var der en glædelig overraskelse. I de 11 år, hvor jeg arbejdede sammen med landmanden i landbruget, havde jeg brug for noget som erstatning for sygeplejen. Noget, der fik mig ud blandt mennesker, noget der fokuserede på min interesse for at arbejde sammen med børn. De første seks år af mit sygeplejeliv var jeg sygeplejerske på en børneafdeling og havde egentlig troet, at det var det speciale resten af mit sygeplejeliv skulle foregå i. Sådan gik det som bekendt ikke.

Derfor havde jeg først tre år som gymnastikleder for puslingehold og dernæst 7 år som FDFleder. I går aftes dukkede min FDFmakker op til litteraturkredsen. Vi er blevet ældre, hun er vel ti - elleve år yngre end mig, men vi har altid haft et godt samarbejde, hvor vi stod på en bund af samme værdier omend meget forskellige i øvrigt.

Selve aftenen var rigtig hyggelig, jeg nyder at kunne diskutere bøger sammen med læsekyndige og læseberejste kvinder. Men bagefter måtte vi jo have fulgt op på de mange år siden dengang, så vi snakkede mindst en halv time udenfor i kulden. Det var, som om vi genoptog en samtale, der sluttede dengang for over tyve år siden. En skøn overraskelse.

Bogen vi læste, var helt anderledes end vores tidligere bøger. Og faktisk syntes jeg måske, den var lidt søgt i sin slutning, før jeg kom i går aftes. Men som vi foldede den ud, læste passager op, så så jeg jo, at fordi jeg læser så hurtig, og den her var nem at læse, at jeg ikke altid havde opdaget de fine små sætninger, som med få ord beskrev en situation, en person eller omgivelserne. Det er det, jeg elsker ved disse aftener, de beriger mig uden at jeg skal forholde mig til andet end at læse en bog, møde op og så sige det jeg nu kommer til at tænke på den aften.

Bogen Happy Ending af Anne-Sophie Lunding Sørensen er første del af tre bøger om en overvægtig kvinde, som arbejder i et bordel. Den har et krimielement i hver bog, hvor Elvira, hovedpersonen, modvilligt hjælper mennesker, som ikke kan gå til politiet. Det foregår i det kriminelle miljø, det vi andre ville betegne som bunden af samfundet. Den giver et indblik i en verden, som jeg faktisk tror på mange måder er som beskrevet, men på en tragikomisk måde. Der er humor og alvor, og jeg grinte flere gange samtidig med at jeg også fik ondt i hjertet flere gange, fordi jeg jo godt ved, at sådan foregår det jo nok desværre. Elvira beskrives i anmeldelser som en anti-heltinde, hun er et klogt menneske, som bruger utrolig mange kræfter på ikke at blive set som klog, fordi hun har som mål at få tildelt pension i stedet for at være på kontanthjælp. Den del af hendes møde med systemet er faktisk utroligt morsomt, og der er nok en snert af sandhed i karakteristikken af de tilbud, man skal på som kontanthjælpsmodtager.

Vores kloge litteraturguide spurgte mig, hvordan jeg havde det med at læse den, fordi der også indgår incest, og jeg jo nærmest var ved at opgive Maren Uthaugs bog Hvor der er fugle med det tema, men forskellen er, som jeg skriver her, at selv om håbet og lyset kom ind til sidst, så var bogen så trist og frastødende. Forskellen på de to bøger er netop, at forfatteren til Happy Ending bruger humoren og Elviras evne til at kæmpe på sin egen måde til, at jeg som læser kan rumme historien. I Hvor der er fugle, er der også en sympati for faderen, hvor jeg selv godt kan se, at faderen i Happy Ending nok også har en forhistorie, der ligger bag overgrebet, men sympatien ligger hos Elvira. Måske er det faktisk det, der gjorde at jeg ikke kunne holde ud at læse den anden bog.

Nu er bog 2 Happy Family reserveret, og jeg glæder mig til at læse den. Jeg må så hellere sætte tempoet ned, så jeg får smagt lidt mere på ordene og sætningerne. Næste bog i litteraturkredsen er Inden vi blev jeres. Den har jeg læst sidste år og skrevet om her, men da det er over et år siden, må jeg hellere læse den igen.

Jeg har forlænget weekend, dagen er startet med at sende landmanden på jagt. Ovenover mig larmes der, tømrerne er ved at lægge sidste hånd på det nye tag, og de skal også have pillet stilladset ned. Jeg sidder stadig i nattøj, men nu er det vist tid til morgenmad og et bad.

God weekend til dig.




onsdag, november 06, 2019

Genkendelighed

Egentlig skulle jeg være til kor og synge skønne gospelsange, men hjemkommet fra en god dag sammen med fagfæller fra hele Vestdanmark, måtte jeg erkende, at halsen gjorde ondt og jeg begyndte at fryse. Jeg kender mig selv så godt, at jeg kender kuren og dermed hvad recepten skal lyde på. Nemlig, at så er det tid til bare at være her i huset med masser af varm te, julefilm og afslapning. På den måde håber jeg at tage noget i opløbet og kunne vågne i morgen, klar til endnu en god dag på arbejde.

Forleden dag gik jeg en tur i mørket, ingen stimuli kunne frarøve mig opmærksomheden, så jeg havde god tid til at tænke. Tænke på genkendeligheden i hverdagen. Tænke på at vi hver især lever forskellige hverdagsliv, som er genkendelig for os selv og måske også for andre med samme type hverdagsliv. Men også at vi nogen gange pludselig kan genkende os selv i hverdagsliv, som vi troede var så forskellige fra os selv.

Det er ingen hemmelighed at jeg indimellem tænker over et liv uden arbejde, lige nu føles det helt ærligt som et liv uden meningsfyldt indhold. Det er ikke skrevet for at nedgøre andre, slet ikke, men snarere for at fortælle, at det er svært for mig at forestille mig det liv. I dag havde jeg tre skønne kvinder med i min bil på vej til møde. Vi har hvert vores hverdagsliv, vi ser også forskelligt på mange ting, men vi er meget enige om vores holdninger til god sygepleje til mennesker med blodprop/blødning i hjernen, så det samler os.

En går på pension lige om lidt, så vi snakkede om, hvordan hun forberedte sig, og vi er enige om, at vi skal knytte båndene, vi har bundet, siden vi mødte hinanden for snart tyve år siden, tættere, så de rækker ind i tilværelsen efter arbejde. De andre to er på den alder, hvor jeg stoppede med at arbejde i landbruget efter 11 år og begyndte på sygeplejegerningen igen, dvs først i 40erne. De var også begge to meget enige om, at jeg var nødt til at bruge mange år på at finde frem til, hvad der skal give mening i mit liv efter arbejde, så det kunne ikke nytte at tænke på at stoppe nu. Det er dejligt at føle det fællesskab, dejligt at føle sig ønsket/værdsat og at der er brug for en.

Det er en gave at få lov til at møde mennesker, som ikke er som en selv, men som inspirerer mig til at tænke anderledes. Mennesker, som når jeg næste gang møder et andet menneske, som umiddelbart virker langt fra mig, får mig til at huske, at måske kan jeg faktisk genkende lidt af mig selv i deres liv.

Måske er det også det, at jeg som sygeplejerske aldrig ved, hvad morgendagen bringer af opgaver. Og denne uforudsigelighed i hverdagen kan jeg ikke se genskabt i et liv uden arbejde. Måske. Men som mine kolleger sagde: der er jo også lang tid til at du skal tage den beslutning, så tag dig bare god tid.

Så det gør jeg, og måske som en anden klog kvinde har sagt, måske ved jeg pludselig en dag, at nu er tiden kommet. Måske.

Jeg snupper lige en kop te mere og finder strikketøjet frem.




søndag, november 03, 2019

Diset søndagsstilhed

Jeg vågnede klokken syv, udhvilet var jeg ikke, men jeg kender min krops signaler og vidste, at jeg ikke ville kunne sove mere, så jeg stod op. Udenfor var det gråt og diset, hundene fik mad, mens jeg fik tømt vores spande til affaldssortering i containerne udenfor. Luften føltes god og det støvregnede let. Da hundene havde luftet sig, blev de lukket ind i bryggerset, jeg tog vandrestøvlerne på og gik.


Målet var 40 minutter og om jeg kunne gå 4 km på den tid. Mobilen holdt øje med tiden, jeg kan kun gå frem og tilbage på vejen, så jeg har små milepæle for, hvornår jeg skal vende, hvis jeg vil gå 3, 4, 5 eller 6 km. Skulle jeg gå rundt uden at vende om, ville jeg komme ud på den store hovedvej og turen ville blive på mindst 8 km. Det havde jeg ikke lyst til i dag.


Stilheden var i luften, jeg nyder bare at gå og gå, ikke noget med lydbøger i ørerne eller anden støj. Jeg har høreapparaterne i, fordi jeg ellers ville gå glip af fuglesang. Der var dog ingen fugle, der sang her til morgen.


Tankerne flyder frit, i dag var det dagdrømme, der fyldte. Dagdrømmene gør, at jeg får diskuteret viden/problemstillinger/bekymringer med fiktive partnere. Dagdrømmene bliver aldrig til virkelighed, men diskussionen gør mig skarpere på forskellige ting.

Huset så lige så mørkt ud som da jeg gik, så landmanden sov stadig. Jeg satte vand over, tømte opvaskemaskine, vaskede det op, som ikke kunne gå i opvaskemaskinen og satte resten i den tømte maskine. Bordet blev dækket med søndagskrusene, lysene i vinduet blev tændt, jeg glædede mig over mine smukke tulipaner og at jeg langt om længe havde taget mig sammen til at få blomster ind i mine stuer. Jeg lunede brød, kogte æg, fandt ost og pålæg frem samt bryggede te. En kande med earl grey te med citron til landmanden, en kande med grøn te med appelsin til sygeplejersken.


Så satte jeg mig ved bordet, nød mit æg og mit ristede rugbrød med smør. Det er den eneste gang i ugen, at der kommer smør på mit brød. Sådan har det været i over 30 år, jeg savner ikke smørret, men nyder det de få gange, jeg vælger det som pålæg på mit brød. Lidt efter stod landmanden op og sluttede sig til morgenbordet.

Søndagen er startet godt, og jeg vil forsøge at fylde den med ting, der gør mig glad, når det er overstået. Eller også bliver dagen, som det er sket med alle andre fridage, fyldt med det, der gør mig glad her og nu. Men som min kloge søster siger, du kan jo ikke gøre som vores mor, som til sidst blot lukkede øjnene for alt det i skabe, skuffer og på loft, der skulle ryddes op i, sorteres i, og evt. kasseres. Der kom vi fem søskende til at gå gennem den proces. Men jeg ved jo, at denne gård, dette hjem, ikke er vores sidste hjem. Vi skal flytte indenfor en overskuelig periode, så jeg skal have fundet en måde at motivere mig selv til at komme i gang. PYT, jeg fik startet min søndag som jeg ville med stilhedsvandring. Så får vi at se hvordan søndagen slutter.

PS og jeg gik 4 km på 38 minutter.








fredag, november 01, 2019

Efterårsugen

hvor det nu er mørket, der dominerer, men også ugen med tørvejr og frisk luft i næsen. Jeg ville gerne skrive, at jeg fik prioriteret gåture, men nej, sådan er det ikke. Jeg fik til gengæld vasket mine vinduer indvendig og plantet efterårskrukker, som gør mig glad, når jeg går forbi dem.

Onsdag og torsdag har været sene arbejdsdage. Onsdag havde vi personalemøde efter en arbejdsdag, som for mit vedkommende var tæt pakket med møder. Så jeg nåede blot at vende hjemme for at sætte arbejdstasken og snuppe kortasken. Vi synger de skønneste og drilagtige svære rytmiske sange/gospelsange. Jeg nyder, når det føles som om alle hjerneforbindelserne danser, strækker sig og drejer sig 360 grader rundt om hinanden for at finde ud af at kombinere ordene, rytmen og melodien.

Torsdag var det sidste gang i denne omgang for vores projekt med opfølgning efter indlæggelse hos os for patienter med en stroke (blodprop/blødning i hjernen) med ingen eller lette følger.

Jeg ved det jo godt fra vores eget studie, fra mine mange år med undervisning af patienter og fra artikler og samtaler med andre kolleger fra andre steder. Selv om man er sluppet let, så kræver det meget at finde tilbage til et hverdagsliv. Som en af jer skrev til mig en gang i en kommentar: jeg slap let uden følger, men det tog mig to år at komme af med dødsangsten. For andre er det angsten for at få en ny blodprop eller blødning, der næsten kan invalidere ens liv. En patient fortalte mig en gang, at hun vågnede op hver nat med et sæt og var overbevist om, at hun nu havde fået en blodprop i hjertet. Ikke så sært at hun var træt og ikke havde energi til noget som helst.

Jeg er spændt på patienternes evaluering af forløbet. Den skal være med til tilrettelægge det næste og sidste forløb i projektet. Så får vi at se, om man vælger at gøre det til et fast tilbud i den kommune.


I dag har jeg sammen med en kollega lagt sidste hånd på vores engelske artikel. Vi fik den oversat af en englænder, som ikke er uddannet i sundhedsvæsenet, men bruges af sygehuset, men der var alligevel meget, som vi ikke syntes lød, som vi ønskede det. Nu lader vi den ligge i weekenden og så læser vi den igennem en gang til på mandag. Så skal vores vejleder læse og godkende den, inden den indsendes til et engelsk tidsskrift. Jeg er spændt på hvor mange gange, den så kommer tilbage til os og om de overhovedet vil bruge den.

Jeg har haft hjemmearbejdsdag i dag, så første del af dagen foregik i nattøj, bagefter kørte jeg over til min kollega og tilbragte tre skønne timer hos hende. Jeg mangler dog stadig en times arbejde, fordi jeg også skulle kigge på vores egen harddisk, som er blevet opdateret og repareret. Det er uvist af hvilken grund blevet mig, der har forstand på sådan noget som at finde ud af at få nøglefilen til vores erhvervs-eboks til at fungere. Lige nu har jeg opgivet, men i morgen er der en ny dag med friske intentioner.

Med mørkets dominans er der også kommet halvdårlige, romantiske julefilm på forskellige kanaler. Jeg labber dem i mig, indimellem så meget at jeg får kvalme. Måske skulle jeg overveje at gå en tur  i stedet for, men det er hyggeligere at sidde foran skærmen med et strikketøj (det sidste er en undskyldning for at jeg da laver lidt, mens jeg glor på film).

God weekend til jer alle

PS fik tømt det ene kameras billeder, så nogle af dem får lov til at være med her.


mandag, oktober 28, 2019

Og fyret står der stadig eller 31 skønne timer

Egentlig skulle vi have været i København denne weekend. Vi skulle have nydt vores børns selskab og få fyldt op på forældrekontoen af knus, kram og kærlighed. Men sådan blev det ikke, vi blev nødt til at melde afbud. Heldigvis havde søn og svigerdatter ikke andre planer for weekenden, så de hoppede på et tog lørdag morgen til Nordjylland.



Vi har nydt deres selskab, regnen gjorde, at vi alle fire slappede af indendørs. Mellem regnbyger fik de nydt hønseholdene, set hundene træne og fik krammet hunde. Vi fik tid til at se billeder fra deres Japantur i august. Japan har aldrig været et rejseønske for mig, men hold da op hvor så der bare skønt ud. Jeg er vild med, at de ikke blot havde undersøgt seværdigheder, de ville opleve, men også aktiviteter og mad, de ville prøve. De var i karaoke-bar, de var til musikfestivaler, de cyklede over masser af broer, som forbandt de små ører i Indlandshavet. De vandrede op ad bjerge og så templer en masse. De boede på airbnb, de boede på hoteller, de boede i små bokse. Det sjoveste videoklip var de nikkende dådyr. De var rubriceret som hellige og gik i en park, de havde lært, at når de nikkede med hovedet, så fik de godbidder. Så der stod et menneske og et dyr og nikkede høfligt den traditionelle japanske hilsen til hinanden, hvorefter dyret fik en godbid.



Søndag var en regnfuld dag, men indimellem skinnede solen, så vi besluttede os for at tage paraplyen med og køre til Rubjerg Knude for at se fyret på dets nye position. Vi var ikke de eneste, der trodsede regnvejret. Fyret stod smukt midt i sandbankerne, det er stadig hegnet inde. Oppe på toppen kunne vi godt mærke vejrets kraft, sandet hvirvlede af sted og det var vildt at tænke på, at om 40 år mener man, at fyret skal flyttes igen, så har havet og blæsten ændret strukturen og flyttet sandet og spist klitterne.



Vi var så heldige, at regnen først begyndte, da vi gik ned til bilen, men pga den stærke blæst blev vi meget våde på kort tid. Så var det skønt at komme hjem, tænde op i brændeovnen, få tørt tøj på og drikke varmt te.

Efter aftensmaden blev det unge par sat på et fly, 31 timer fik vi sammen med dem, og vi nød dem i fulde drag.



Jeg havde derefter fornøjelsen af at være vågen til klokken tre om natten. Ikke pga bekymringer for mine børn, men højst sandsynligt pga skift fra sommertid til vintertid. Heldigvis har jeg fri både i dag og i morgen, så jeg satser på bedre søvn i nat. Jeg har faktisk generelt fået knækket koden til en god nats søvn. Det sker sjældent nu, at jeg ikke får en god nats søvn.



I dag skulle være den aktive fridag, jeg ombestemmer mig og lader i morgen blive den aktive dag. I dag skal jeg til fysioterapeut og på biblioteket. Jeg skal vist finde en feelgood bog, som sammen med mine forældres gode stol og masser af te skal forkæle mig i dag.


torsdag, oktober 24, 2019

Hvordan kommer man ind til mig?

Blogspot leverer statistik, heriblandt hvor mange sidevisninger der er pr dag. De tal er med til at overbevise mig om, at der faktisk er mennesker derude, der ser min side, måske endda læser med herinde. Som andre bloggere oplever jeg, at kommentarfeltet er indskrænket meget efter facebook og især instagram er kommet. Og oveni det ved jeg, at en del har svært ved at få lov til at kommentere hos mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for det er ikke spamfilteret, der sender dem i spambunken. 

I statistikken indgår også søgeord, som bringer folk ind på bloggen. Som tidligere har jeg undret mig, for når jeg googler søgeordene, er det sjældent at min blog dukker op. Søgeordene får mig dog til at fundere over sammenhængen med min blog og dets indhold.

Små historier til farvel
At sige farvel kan være svært, At sige på gensyn letter afskeden. At tage afsked, når døden banker på, føles endegyldigt, for det kan ikke gøres om. I løbet af min blogs levetid, det er nu 13 år siden jeg startede, er både min mor og min far død. Og jeg har skrevet om vores afsked på bloggen, både for min mor og min far. Det kan vel godt kaldes små historier om at sige farvel

Aftenhimlens stråle symfoni
Den aftensalme elsker jeg, både tekst og melodi understreger aftenstemningen.

Ensom i livet
Hmm, først tænkte jeg, har jeg mon skrevet om at være ensom. At jeg har tænkt indlæg om at være ensom selv om man er omgivet af mennesker, det ved jeg, at jeg har gjort. Da jeg brugte mit søgefelt på bloggen, kom der både et andet indlæg med søgeord frem og det her indlæg om ensom i livet. Og de sidste ord rammer mig, for jeg føler selv, at jeg har alt for travlt med livet, så jeg glemmer mennesker, der kunne have brug for en fremstrakt arm. Det kan vi vist alle have brug for, nogen der ser os, når vi trænger til et kram, et kærligt ord eller blot en kop varm te serveret med omsorg. 

Herfra min verden går
Uden at søge ved jeg, at de ord har jeg brugt. Ikke bare en gang, men mange gange. Så der er nok at læse om, hvis man vil læse mine ord om herfra min verden går.

Hvordan kommer man småfluer til livs
Aner det ikke, og det er vist aldrig noget, jeg har skrevet om. En kollega har givet et tip om at hælde kogende vand i vasken, hvis man døjer meget med bananfluer/små fluer. Det har jeg prøvet af og synes måske det virker.

Underet er
Ikke så sært,hvis man kommer ind til mig, når man søger på hvad underet er. Det indgår jo i mit blognavn. Om man så finder sit svar her, det tror jeg næppe. Jeg er stadig vild med de to linjer, jeg valgte til min  blog, taget fra Lars Lilholts sang Hvor går vi hen, når vi går. Og for mig betyder de linjer, at man skal stoppe med at se efter underet i alt det store og i stedet for øve sig i at se underet i det nære og i de små ting i hverdagen. Underet er at vi er til, og hver dag vil jeg øve mig på at huske, at der er intet jeg hellere vil end at være til som den jeg er.

Vanddråben udhuler sten
er første linje i sangen Hvor går vi hen, når vi går. Og du kan høre Stine Bramsens fortolkning af sangen her. Jeg har min helt egen fortolkning af sangen på DVD, mine børn sang den nemlig for mig, da jeg blev 60 år.

Mine arbejdsdage i denne uge handler meget om undervisning, undervisning af patienter og pårørende  og undervisning af kolleger. I dag skal jeg prøve at være på video til opfølgningsforløbet til patienter og pårørende, det er jeg spændt på. Kan jeg fange dynamikken i rummet, kan jeg se det utalte og ellers må jeg forlade mig på at den dygtige hjerneskadekoordinator er fysisk til stede og opfanger de usagte signaler.

ha en god dag.