Turbobesøg med maksimal nydelse

 Det er godt nok en lang tur for to dages samvær; sagde en svoger. Det har jeg egentlig ikke tænkt på, at det var, for de to dage har jo været med til, at vi er knyttet tæt sammen med vores børnebørn.  Men ja, vi bruger 13 timer hver vej, når det er færge og bil. Men vi hygger os på turen.

Det er godt nok dyr; sagde en anden. Ja, det er dyrt, mest hvis vi vælger fly. Det gjorde vi så ikke denne gang. Og som jeg sagde til en kollega, der sagde det samme; jeg går ikke op i brugsting, tøj, tilbehør, gourmetmad eller andre materielle ting, jeg går op i min familie, oplevelser og det at være sammen med mennesker, jeg holder af.  Så at jeg skal betale over 6000 kroner tur-retur til Trondheim for en flybillet, er et valg jeg tager og så prioriteres andre ting fra. 

Denne gang var det med færge, og vi glædede os. Vi vidste godt, at de snart holder ferie hos os i tre uger. Det glæder vi os også til. Men der er sket meget med Å, siden vi første gang så hende 14 dage gammel og S snakker løs på facetime på norsk, og det har farmor svært ved at høre, så at være sammen med ham fysisk gør en forskel i vores snak sammen. Han forstår dansk og lidt efter lidt forstår jeg barnenorsk udtalt med den meste charmerende dialekt af en snart tre år gammel gut.

Vi skulle rejse forrige søndag, fordi vi ikke kunne få vores hunde passet i weekenden, så vi havde byttet rundt og arbejdet ekstra andre dage for at kunne komme til Norge. Lørdag fik jeg en sms om, at færgen var aflyst søndag middag, så vi kunne først komme med færgen 22.30 søndag aften. Det kunne vi ikke ændre på, men i vores stille sind tænkte vi begge på den tur i oktober måned 2021, hvor vi kørte hele natten med sommerdæk og i perioder på sne/isglatte veje. Hvorefter vi besluttede aldrig at tage natfærgen, for det var ganske enkelt for hårdt for kroppen at køre hele natten og lande i Trondheim ved middagstid og holde den gående til aften.

Det blæste vildt meget, da vi kørte ombord og vi opgav at handle i butikken, for det gyngede så meget, at vi begge var ved at blive søsyge. Heldigvis var det udholdelig at sidde i de gode stole, vi havde booket, og snart faldt vi i søvn og sov os fra søsygen. Vi landede kvart over tre i Larvik og der var allerede lyst, så turen til Trondheim gik godt.

Kl. 11.30 kunne vi knuse og kramme den lille norske familie. Det øsregnede den dag, men vi hyggede os sammen og fik fyldt på børnebørnskontoen. Vi blev inviteret på restaurant i Tyholttårnet. Det var en skøn oplevelse, tårnet drejede 360 grader på en time, så der var masser at se på for en lille gut. Nedenfor var der en byggeplads, hvor NRK var ved at udvide. S elsker alt med maskiner, især gravmaskiner og traktorer og dem var der rigeligt af på byggepladsen. Trods regn og tåge kunne vi se det meste af Trondheim. 

Sønnen skulle på arbejde tidligt næste dag, så da S vågnede, tog vi os af ham, fik leget en masse, læst bøger, sunget sange osv. Senere vågnede Å, som havde holdt sin mor vågen om natten, så vi fik også lov til at passe hende. Hun er det dejligste lille glade menneske, griner allerede så hjerteligt og snakker vældigt med sit legetøj. Jeg nåede gåtur med Å i barnevognen og landmanden og jeg nåede at komme på oplevelse med S, som viste os, hvor dygtig han var til at bruge en sparkecykel (løbehjul på dansk).

Landmanden er oprindeligt uddannet tømrer, så sønnen bad om råd om hyldeopsætning. Det endte med at vi alle tog på indkøbstur for at finde hylder, men først tog vi ud og så på bil, så landmanden kunne være med på råd senere, når det blev aktuelt. Siden hen tog landmanden og jeg i Ikea og tømmerhandel, mens den lille familie fik børnene hjem og bestilte tidlig aftensmad udefra til os alle. Da vi kom hjem, var der gang i det kreative værksted, og vi fik en smuk tegning med hjem lavet af S.

Tømmeren (a la landmanden) var nu klar til at arbejde sammen med sønnen, jeg passede børn, mens de fik sat hylder og skabe op på kontoret og svigerdatteren fik en masse andet fra hånden. S er tæt knyttet til landmanden, så konstant lyder der farfar, så S hjalp også farfar med at skrue i ting.  Jeg fik lov til at læse godnathistorier for S begge aftener, det var en skøn måde at slutte dagene af sammen med ham på.  Inden vi voksne satte os sammen i sofaen sidst på aftenen, var der både hængt spejl op, sat hylder op og skabe justeret i køkkenet.

Når vi ikke kan være der i hverdagen, føles det godt at kunne hjælpe, for de kan jo godt selv de her ting, men i en hverdag med to små børn kan det være svært at finde tid og overskud til det. 

Næste morgen fulgte vi S i børnehave sammen med sønnen, inden vi kørte af sted mod Larvik. S viste børnehavne til farfar. Det var lidt hårdt at gå fra ham, for han blev ked af det, da vi skulle gå. Der var ikke så mange børn mødt i børnehaven og dermed ingen, der kunne invitere ham ind i legen. Men som sønnen sagde, S var også blevet ked af det hjemme, når vi skulle af sted. Heldigvis går der ikke så lang tid denne gang, før vi ses igen. Og vi fik billeder om eftermiddagen, hvor den lille familie hyggede sig på biblioteket, inden de skulle i svømmehal.

Turen ned gennem Norge gik godt, vi havde booket bord på restauranten denne vej, men vi blev faktisk enige om, at vi havde siddet så godt på turen op på Voyager Class, at vi fremover vil gøre det og så selv tage mad med/købe det i cafeen. 

Vi landede sent mandag aften og min arbejdsdag startede 6.30 næste dag med kursus for kollegerne og så er det ellers gået over stok og sten arbejdsmæssigt disse to uger. Efter sommerferien skifter jeg funktion, mine mange funktioner på afsnittet er blevet fordelt på forskellige kolleger. August skal bruges til at komme i bund med de sidste ting, jeg er ansvarlig for på sengeafsnittet(instrukser, tilretning af vejledninger, medicinændringer, overdragelser, oprydning i alle hængepartier osv.) 

Fra september fokuserer jeg på opfølgningsforløb, gruppevejledning, omsorgssamtaler for børn og unge og dagafsnit. Alle fire områder er noget, jeg har været med til at starte op, så det føles godt, at jeg slutter mit arbejdsliv af der. Det glæder jeg mig til, jeg skal stadig arbejde tirsdag, onsdag og torsdag hver uge. Jeg får stadig min gang på sengeafsnittet og jeg skal stadig have et øje på udvikling og undervisning, men nu indenfor et afgrænset område og med meget mere patient og pårørendekontakt.  

Men nu har jeg vinterferie ;-) eller i hvert fald den ferie, som mange afholder i vinter/forårsmånederne. Jeg er bagud med afvikling af ferie og jeg har tænkt mig at slå alt fra i hjernen, der handler om arbejde. 

Til gengæld kommer hjernen på overarbejde på anden vis, for jeg starter projektet ryd op og ud i mit liv. Og det har jeg udskudt godt og grundigt. 

Endelig

 Måske tror du, at overskriften går på juni, den første sommermåned. Men så tager du fejl. 

Forrige lørdag skete det endelig efter 22 måneder. Vi tog på motorcykeltur. Da vi hoppede af motorcyklen den sidste dag i juli 2022, havde ingen af os troet, at der skulle gå så lang tid, før motorcyklen kom ud af hi.

Men livet har det med at overraske os og påvirke vores handlinger. 1 måned efter den skønneste sommerferie med hele vores lille familie, fik vores datter brystkræft. Alt er godt nu, men det vidste vi jo ikke dengang. Og et halvt år efter henvendte naturstyrelsen sig og ville købe vores gårde. De to hændelser plus den almindelige hverdag fyldte hele vores liv, og pludselig følte livet skrøbeligt på en motorcykel. Så vi ventede til alt var på plads og det føltes rigtigt at hoppe på en motorcykel.

Arrangøren var en garvet motorcyklist med ry for at finde alle de små veje, der findes. Der er aldrig noget der hedder direkte fra A til B. Et eksempel var en tur fra Aalborg til Nibe, hvor der blev kørt 91 km. Turen er sat til 21 km i google maps.

Vi skulle ikke til Nibe, men derimod til Djursland. Jeg kan ikke genfortælle ruten, for vi kom vidt omkring. Men vi tog to forskellige små færger over Randers fjord. Vi kørte til højre, til venstre, vi så herregårde og slotte. Blandt andet så vi Clausholm slot, som virkede så bekendt og pludselig ringede en klokke. Det er da der, Den store Bagedyst bliver optaget og de var vist allerede i gang, for det store telt stod på plænen.

en af Danmarks mindste færger Mellerup-Voer

Turen gik til Helgenæs og og Sletterhage Fyr. der har vi været før på motorcykeltur, men det er stadig en smuk oplevelse. Vores hjemmebragte frokost blev indtaget her, før vi drog på tur til MC Touring Camp, her fik vi te og æblekage.

Campen er en campingplads kun for motorcyklister og desværre også kun for medlemmer af MCTC, en landsforening for motorcyklister, og udenlandske motorcyklister. Desværre, fordi jeg synes de skulle give adgang til andre danske motorcyklister end medlemmer (vi er medlem). Det er nemlig et skønt sted med plads til telte, men også med hytter og glampingtelte.  

Så vendte vi snuden hjem og det lykkedes turguiden at finde veje hjem, så vi ikke kørte på de samme veje ud og hjem. Vel over Hadsundbroen drejede vi ud til Als Odde. Den havde jeg aldrig hørt om før, så jeg troede, jeg havde hørt forkert, for Als ligger da i Sønderjylland. Men der ligger også en Als odde syd for Øster Hurup. Og her ligger Jægerhuset, en lille restaurant i et gammel bindingsværkhus. Her spiste vi lækker aftensmad og fik tid til at snakke med de andre. 

På vej hjem kørte vi gennem Lille Vildmose og tænk, en elg havde besluttet sig for at spise aftensnack lige ved siden af en holdeplads gennem mosen, så den blev rigtig fotomodel. Vi var mange, der stoppede og den var fuldstændig ligeglad.

Da vi nåede Aalborg, var det slut med de små veje, alle kørte hver til sit. Vi var en del, der skulle nordpå og som fulgtes ad på motorvejen. Og så hilste vi på hinanden, når den ene efter den anden kørte fra motorvejen, en hyggelig tradition.

Det føltes godt at være på motorcykel igen og når man er sammen med nogen, man ikke har mødt før og deler motorcykelture-minder, så kan jeg virkelig mærke, at vi har set utroligt meget på motorcykel. Hvor er jeg taknemlig for alle de minder og oplevelser, vi har haft sammen på motorcykel. 

Jeg fyldes med glæde

 når jeg tænker på min søn. I dag bliver du 37 år.

Du har altid været det barn, der drog omsorg for andre. 

Den, der fandt på sjove lege. 

Den der inkluderede andre i dine lege.

Den dreng, der havde fantasi for hele børnehaven i følge pædagogerne.

Du er ikke sluppet gennem livet uden skrammer og hårde stunder, men her står du, et skønt menneske, som jeg elsker at være sammen med.

Du er en fantastisk far, nu far til to. At se dig sammen med dine børn, gør mig glad. Din søster har lige sendt mig et lille videoklip med en dreng, der ligner lidt dig og som elsker fodbold. Det har du aldrig gjort, men til gengæld har du elsket mange andre ting. Og drengen siger, "så føles det så'n, at jeg er glad i min hjerne". Og den følelse giver du mig. 

Jeg glæder mig til, at vi får tid til at fejre dig. I dag måtte du nøjes med en video med fødselsdagssang. Men vi har fået billeder af den lille familie på udflugt, så I har helt sikkert hygget jer.

I går, da jeg hjalp din far med at få korn i såmaskinen, tænkte jeg på dig. Ganske enkelt fordi jeg mærkede på kernerne, de var dejlige at røre ved, det virkede helt beroligende. Det var helt sikkert ikke det, der fik dig til at trodse forbuddet om at kravle rundt i korndyngerne, da du var 3 år. Du havde sneget dig ud i laden og forsøgte at bestige kornbjerget. Ikke helt ufarligt, for det skrider jo, men heldigvis opdagede jeg dig og det var ikke uden protester, at jeg fik dig ned af bjerget. Til genfæld fandt vi aldrig den træsko, som var forsvundet i dyngerne under opstigningen.

Hjertelig tillykke med fødselsdagen, min voksne søn. Som altid er hækken sprunget ud til din fødselsdag.

Maj måned

 er startet godt. Vi havde en skøn Kristi himmelfartsdag på arbejde, hvor der var tid til patienterne, tid til hinanden, tid til dokumentation osv. De dage skønner vi på og husker, når travlheden bider i haserne.

Jeg øver mig i at finde ro og koncentration til at læse bøger. Min mobils bluetooth virker ikke, og dermed kan jeg ikke høre bøger i mine høreapparater eller tale i telefon, mens jeg kører,  og jeg har endnu ikke fået taget mig sammen til at få kigget på det. Nu har jeg sat mig ned ved computeren for at finde min mobilforsikring for lur mig, om ikke den er udløbet netop nu. Tiden stryger jo af sted. (opdatering, de mente ikke det var mobilen)

Mit høreapparat virker heller ikke som det skal eller også har min hørelse taget sig et styrtdyk, for jeg synes, jeg alt for ofte skal bede folk om at gentage. Og det irriterer mig, for der kommer en snert af en følelse. En følelse af en fordom; nedsat hørelse er lig med alderdom er lig med begyndende hukommelsessvækkelse. (opdatering - nu får jeg set på høreapparatet på mandag, så må vi se om de kan hjælpe mig)

Ja, jeg har som andre indimellem svært ved at huske noget lige på stående fod, men jeg har både min leder og den ledende overlæges ord for, at jeg godt kan glemme alt om begyndende  mild cognitive impairment. 

Det var hyggeligt at være sammen med dig, var min unge kollegas ord, da hun gik hjem Kristi Himmelfartsdag. Og jeg syntes også, det var hyggeligt, jeg lærer altid noget nyt af mine kolleger, små ting, store ting. Men jeg var glad for, at der ikke var massiv travlhed, for der kan jeg godt mærke, at min hjerne og krop kommer på overarbejde. Så skal der hvile til, når jeg kommer hjem.

Længere kom jeg ikke med mit indlæg og nu går maj måned mod hæld. Vi havde den skønneste pinseferie, vi har haft og har travlt, men ikke på samme måde, som da der skulle sættes et anseligt antal kartofler. Vi kunne ikke komme i marken for at så korn og bestøverbrak grundet alt det vand, der var kommet. Bestøverbrak er såning med pollen-og nektarproducerende blanding. Det skal være sået senest d. 30/4.

Ventetiden blev benyttet til at få ryddet op og ud i alle bygninger på den anden gård. Nu er den snart klar til overlevering til Naturstyrelsen. Og heldigvis var Landbrugsstyrelsen for en gangs skyld forstående og udskød fristen for såning af bestøverbrak til 14.maj. Vi nåede det og kunne derfor tage et par dage fri i pinse, som vi tilbragte i sommerhuset.

Vi fik tid til lange gåture med hundene til søerne ved Hune. Vi fik tid til at gå ned til den nye tømmerhandel og købe mere end vi havde regnet med. Dette måtte vi så slæbe hjem på gåben. Vi fik inviteret gode sommerhusvenner på sen tapas pinsesøndag. Og datteren deltog også i den sene aftensmad. Det var så hyggeligt og dejligt afslappende. Vi fik tid til at give eftermiddagsøl til naboerne, som slår græsset ved vores sommerhus. 

Datteren og jeg prøvede også at komme i vandet, men der var andre, der var kommet først. Og de blå brandmænd bader jeg ikke sammen med. 

Nu er vi tilbage i hverdagen, hvor vi begge har nok at se til. Det er helt fint, jeg er blevet opladet og fortsætter med at nyde mit område. Hver dag er jo en sidste gang for at opleve gården på netop denne dag i året.

Det gør mig glad

•  at være på arbejde og gang på gang bekræftes i, at mine kolleger er dygtige og samtidig også gode til at støtte hinanden. Jeg havde kursus for tre af vores nye sygeplejersker og de sagde, at hvor andre af deres studiekammerater egentlig var på arbejdspladser, hvor sygeplejen ikke var så hård, travl og tung som hos os, så var det som om at vores arbejdsplads ikke føltes så tung som de andre arbejdspladser, fordi alle hjælper alle. Alle er gode til at støtte, alle er gode til at sige, kom lad os gøre det her sammen, når de nye stod og ikke helt vidste hvordan de skulle gribe plejen an. Jeg er så stolt af dem alle, nye og erfarne, unge og gamle.
• at være en del af et tværsektorielt undervisningsforløb sammen med gode kræfter fra kommunen for at støtte mennesker med "lette følger" efter stroke. Om min drøm/vision, som jeg har haft i mange år, bliver til virkelighed i alle kommuner, ved jeg ikke. Men det er virkelighed i en kommune og tre andre kommuner er gået sammen om 6 forløb, hvor de kommunale ledere forhåbentlig vender tomlen opad til, at det bliver et fast tilbud, når vi fremlægger evalueringerne for dem. Og jeg er blevet bedt om at fremlægge den gode historie for alle kommuner i løbet af efteråret.
• at undervise på de opfølgningsforløb eller patientskoler, som nogen kalder det. Jeg bliver udfordret af patienterne og deres pårørende. De lader mig ikke blot snakke, men har mange spørgsmål. I dag var der mange kommentarer at holde styr på, så min disposition røg sig en tur og så måtte jeg ændre min plan. Jeg var brugt, da jeg var færdig.
• hver gang jeg ser på min lille hund. Jeg fik den i fødselsdagsgave af vores medarbejder. Og den minder mig om mine morforældres lille gravhund Lasse. Og jeg har med vilje arrangeret hunden, så den altid ser ud til at være på vej ud på opdagelse i højt humør. 

Og så har varmen og blæsten endelig tørret så meget, så landmanden kan komme i marken. Det mindede alt for meget om det første forår for 41 år siden, hvor det regnede og regnede. Vi fik ikke sået korn eller sat kartofler i alle marker, så vores held var, at kartoffelhøsten generelt i Europa var meget dårlig. Vores kartofler var nemlig af den fineste kvalitet, og vi har aldrig siden fået den pris for kartofler. Det var ret godt, når nu man stod som ny landmand med høje lån med over 20 % i renter.

Landmanden kører i marken, solen skinner, vi har snakket med den lille familie i Norge på facetime. Det gør mig glad.

Morgentur

 Det har regnet, og alt er frisk og nyvasket. Jeg går dog rundt med søvn i øjnene og i nattøj med gummistøvler i det våde græs. Fuglesangen er startet og jeg har husket at tage høreapparaterne på, så jeg rigtig kan høre musikken i haven.

Vi har i mange år fodret fuglene hele året rundt og det har gjort, at vi har et fugleliv udenfor vores vinduer. Fodringen lakker mod enden, vi køber ikke mere fuglefoder, for vi skal jo forlade gården 31/12 og det er ikke sikkert, at der kommer nogen efter os og da slet ikke sikkert, at de fodrer. Måske er de tilhænger af naturens gang, kæmp og overlev eller dø. Om det er det, der gør, at jeg i denne tid nyder ekstra meget at sidde i min nye stol foran terrassevinduet og iagttage fuglelivet, skal jeg lade være usagt.

Hundene er med mig rundt på gården, først tjekker vi postkassen og jeg kigger på alle de små perlehyacinter, der har spredt sig uhæmmet og sammen med påskeliljer hindrer udsynet til stenen med husnummeret. En lille note til mig selv: flyt dem over til bedet ved troldhaslen, hvor andre perlehyacinter trives. Tanken, der hele tiden rumsterer i baghovedet, dukker op: kan det svare sig? Hvad nu hvis det hele rives ned? Næste tanke; kan jeg måske grave nogle løg fra perlehyacinter, påskeliljer og tulipaner op , skal de i så fald  tørres eller kan jeg lægge dem i en spand med jord, så jeg har dem næste forår som krukkeplanter?

Næste sted på runden er bedet med troldhaslen. Igen dukker tankerne op. Kan man tage en aflægger af den? Kan den klare sig i en spand med jord? Den er plantet af min far og var en aflægger fra en plante, de fik i sølvbryllupsgave. Mens jeg står ved bedet, kigger jeg ned i hjørnet af haven ved vejen, bag hækken, der står der 3 Dronningebuske. En stor, der blev delt i tre små af landmanden og flyttet og som også i tidernes morgen blev plantet som en lille plante af min far fra deres have. Kan en af dem mon overleve i en stor plastkrukke?

Sådan kommer og går tankerne, og et eller andet sted har jeg lyst til at slå en streg i jorden og sige, NEJ, det kommer ikke med. Vi skal på et tidspunkt bo et sted, som vi ikke ved, hvor bliver, eller hvordan det kommer til at se ud, og i sommerhuset, hvor vi skal bo først, hører ingen af disse planter til.

Græsplænen er fyldt med små gule og hvide blomster, jeg nyder synet af dem, mens jeg går over bag gården til hønsehuset. De fire høns står klar til det lækre madaffald, som de elsker at rode rundt i og spise. Og som tak for maden henter jeg fire æg. Hundene står i respektfuld afstand fra den lave strømførende hegnssnor rundt om hønsehuset. De har lært på den hårde måde, at der har de ikke noget at gøre. Så det har ræven forhånemtlig også.

Tilbage i stuehuset sættes en ny vask over, genbrugsbutikken har afhentet alle de møbler, som vores børn ikke skulle have og børnene fik også i jul sat sedler på alle de kasser, som de ikke skulle have med videre i livet. Herunder en del tøj, som har fået en hengemt lugt, så det bliver vasket, inden det ryger af sted i morgen. Begge vores børn rykkede jo teltpælene op under coronaen og flyttede til møblerede lejligheder, så alt det de ikke kunne have med dengang, har stået på vores anden gård. Nu er det stuehus tømt. TJEK.

Morgenmaden med hjemmebagte boller, blødkogte æg, marmelade og vildsvinepølse fra Kroatien og indkøbte oste udgjorde søndagsmorgenmåltidet i dag efter min morgengåtur. Jeg nyder, når vi har tid til at starte søndagen langsomt med dette. Nu må jeg hellere videre i dagens arbejde. Ha en god søndag.

Stilhedens helende virkning

 Stilhed, ingen mobiltelefon i 3 døgn (var sat i flytilstand), gode gåture i det omskiftelige danske vejr og tilsat meditation og faste andagtsstunder. Så ved dem, der har læst med længe, at jeg har været på retræte og det for femte gang. Og du kan læse mere om de øvrige retræter her

Jeg var fuldstændig nulstillet, da jeg tog hjem. Jeg havde sovet 8 - 8½ timer om natten, tog endda powernap i løbet af dagen, uden at det påvirkede min nattesøvn. Maden var vegetarisk med fisk, og kombineret med mit fokus på at mærke efter, når jeg var mæt, øgede det også mit velvære. Hver dag fik jeg gået gode lange ture i den skønne skov omkring os.

Knap var jeg inde af døren derhjemme, før livet væltede ind over mig. Jeg brugte mobilen som tidsfordriv og til at komme ned i gear med. En rigtig dårlig ide, som med det samme påvirkede min søvnrytme, så jeg har de sidste aftner øvet mig i at lukke ned mindst en time før sovetid. Og det har været med godt resultat. Sidste nat, da jeg som vanligt vågnede mellem 1 og 2.30 for at tisse, kunne jeg mærke, at der var ting, der ville trænge sig på, så jeg nynnede en taizesang fra retræten for at holde fokus rettet på ro og søvn. Det virkede.

I år var emnet Opstandelsens lys i og med det lige havde været Påske. Charlotte er en fantastisk formidler, et skønt og humoristisk mennesker og en god præst, det hænger desværre ikke altid sammen. I år havde jeg min søster med og hvis nogen er i tvivl om vi kunne holde vores mund sammen, så var det først efter retræten via mail, at jeg fik styr på hvordan de havde det i hendes familie.

Vi gik os en lang tur sammen, som blev ret meget længere og strabadserende end planlagt. Derfor blev vi nødt til at snakke sammen for at finde ud af, om vi var gået vild og hvordan vi kom over og under væltede træer og gennem store vandhuller i moseområdet. Vi fandt vej og vi kom hjem tidsnok til at dække bord til aften den dag. Men hold da op, som vi var trætte og godt svedte.

Arbejdsugen er slut på sygehuset, og selv om jeg overhovedet ikke er i mål med det jeg skulle have haft lavet, så satte jeg autosvar på efter to timers overarbejde og besluttede mig for, at resten måtte ligge til næste uge. 

I dag delte jeg dagafsnit med en kollega og vi havde travlt, især da en af vores patienter skulle indlægges og isoleres. Jeg fik flash back til coronatiden med mundbind og isolationskitler en masse. Kitlerne er vandtætte, så man sveder vældig meget i dem. Og så er jeg en af dem, der altid tror, at jeg har tænkt på alt, inden jeg går ind, men som altid må håbe på, at jeg kan få hjælp fra folk udefra til at hente ting til mig. Der er altid noget jeg glemmer.

I dag fik mine kolleger ros. Pårørende til en afdød patient kom for en sidste stund, før patienten blev hentet til kapellet. De pårørende var så taknemlige for den fred, deres afdøde kære udstrålede. Og at der stod LED blokhus tændt på en hvid dug sammen med en buket blomster og en salmebog.

Før påske endte mit afsnit i Tv2Nord, P4 Nordjylland og på facebook fordi mine kolleger fandt tid til at pynte en dør til en patientstue med en æresport i anledning af en patient næste dag havde diamantbryllup og der blev også sunget morgensang næste morgen. Ikke så sært at jeg er stolt af mine kolleger.

Mens jeg skriver, lytter jeg til  taizesange, og jeg mærker hvordan pulsen stille og roligt sammen med vejrtrækningen falder til ro. Det gør godt, så må gåturene komme de næste fire dage.