torsdag, september 16, 2021

Skønne uge med påfyldning af latter

 Sidste fredag indløste min kollega, som havde fejret 25 års jubilæum forrige fredag, sit gavekort fra mig og to andre kolleger. Vi gik først en lang tur langs Vesterhavet og op gennem klitterne ved Blokhus. 


Vejret var fantastisk, solen varmede godt, så vi valgte at sætte os udenfor i solen ved Kunstcafeen og nyde deres lækre brunch. Snakken gik og latteren rungede ud over alle, der kom forbi. Vi snakkede fag, vi snakkede landbrug, vi snakkede kultur, vi snakkede kort sagt om alt mellem himmel og jord. En skøn fredag at starte weekenden på.


Lørdag samlede jeg en elevkammerat op i Nørresundby og så drog vi til Viborg. Byen, hvor vi for 44 år siden startede som sygeplejeelever og hvor vi for 40 ½ år siden blev færdige som sygeplejersker. Vi er en flok, som gennem årene er mødtes hver år til september. I en del år var jeg ikke med, men nu nyder jeg de årlige sammenkomster. I år var vi 18 skønne kvinder, halvdelen var stoppet med at arbejde, den sidste halvdel arbejdede stadig. Og flere havde tænkt sig at blive ved til pensionsalderen.

Vi kom til et propfyldt Viborg, fordi Sanne Salomonsen gav koncert foran den cafe, hvor vi skulle spise. Så først hørte vi koncert og så spiste og snakkede vi. Senere tog vi ud til den nye sygeplejeskole, så de ny lokaler og fandt vores dimissionsbillede på væggen blandt mange andre.

Dagen blev rundet af hos en af elevkammeraterne med lækker aftensmad og endnu mere snak og latter. Vi var godt trætte, da vi trillede nordpå sidst på aftenen. Hvor er det dog fantastisk, at vi har kunnet holde fat i at mødes.

Ét billede fik jeg taget! Viborgs gadepynt :-)

Nu mørkner det, og det er mørkt, når jeg står op. Det er som om jeg i år mere mærker årstidens skifte på min krop. Uagtet at jeg har sovet syv timer, kan jeg vågne træt ved mobilens insisterende kalden, og jeg er klar til sengetid, når vi når til kl 21.



Forrige nat gik det galt med søvnen, og jeg var taknemlig for, at det ikke mere er 2-4 gange om ugen, men derimod hver 2. - 3. måned, at jeg vågner midt om natten og ikke kan sove mere. Men så stod jeg op, tændte stearinlys, fandt strikketøjet frem og lavede varm hyldebærsaft. Så fik nattens timer ben at gå på. Det var dog en træt Lene, der kørte hjem den dag efter 8 timers undervisning af nye kolleger.


Nu er det weekend fra sygeplejen. Og jeg glæder mig til at kunne følge gårdens travle tempo uden at skulle kombinere det med sygeplejens opgaver. Måske skulle jeg prøve at bage pølsehorn, pizzasnegle eller pizzasnurrer til eftermiddagsmadpakken? Mon der er nogen, der har gode tips til anderledes madpakker? Der skal også bages en stor bradepandekage, så de kan få lidt sødt hvert dag. Her modtages også gode tips til en dejlig kage, der kan holde sig svampet i flere dage.

Må du blive mødt med smil og latter på din vej.




mandag, september 13, 2021

Atlanterhavsveien - ferie i Norge 2021

 Måske skulle jeg få fortalt noget mere om vores ferie i Norge i sommer. Det var jo før S kom til verden, og nu er han jo centrum i vores familie. I dag fik jeg det skønneste billede fra min svigerdatter. Sønnen har fået job og havde første arbejdsdag i dag, så S brugte lejligheden til at protestere mod at blive lagt i babynest, mens mor spiste. Så må man være kreativ som mor. Den lille familie har også købt hus, så der er nok at se til, men det er jo lutter gode ting.

Nå men vi havde jo kørt den store omvej fra Sydnorge til Trondheim for at lande i Molde tæt på Atlanterhavet. Vi har haft en drøm om at køre Atlanterveien på motorcykel, men da vi ikke er helt sikker på, om vi nogensinde når det, så måtte det blive i bil. Vejrudsigten var ikke god, så vi var spændt på, om vi overhovedet kunne se noget næste morgen.


Der var meget diset og regnfuld, da vi kørte fra Molde. men da vi ankom til de 8 km, som Atlanterhavsveien er, lettede disen, så vi kunne se den barske og smukke natur. 


I efterår og vinter kan havet stå ind over vejen, og vi kunne godt fornemme det barske hav. Denne dag var der dog ro på havet.



Da vi var kommet over de mange små øer, som er forbundet med Atlanterhavsvejen, vendte vi om og kørte tilbage igen. Vi var ikke de eneste, der havde fået den ide. Utallige autocampere holdt på  alle rastepladserne før, under og efter Atlanterhavsvejen. Faktisk var det lidt svært at finde en plads til en almindelig bil, som gerne ville holde en pause. Vi skulle heller ikke holde en pause, bortset fra at jeg gerne ville have et billede af den smukke svungne bro. Det fik jeg.



Jeg får lyst til at råbe Mod det uendelige Univers. Og kender du ikke den sætning, har du nok ikke haft en dreng, som elskede Buzz Ligthyear fra Toy Story. Jeg kan stadig høre ham råbe, mens han løb rundt i huset med dukken.




Så satte vi google maps til at finde den hurtigste vej til Trondheim og den voksne udgave af drengen og hans forlovede. Men som vi efterhånden ved, så kan man ikke køre hurtigt fra et sted til et andet i Norge.


Ruten fra Atlanterhavsveien til Trondheim var smuk, men nu kunne det kun gå for langsomt, for vi glædede os til at være sammen med sønnen og svigerdatteren.



Utallige broer blev passeret, og endelig kunne vi køre ind foran lejlighedskomplekset og give dem et kæmpe knus. Efter lækker frokost kørte vi ud til campingpladsen og den lille hytte, som skulle være vores de næste tre dage. Senere kom vores unge par med pizzaer, som blev spist med den smukkeste udsigt udover fjorden. Jeg fik rigelig med lejligheder til at nyde udsigten om natten, for der var ingen toilet i hytten, så jeg fik også motion om natten. Der var aldrig rigtig mørkt, solen gik ned kort før midnat og stod op igen klokken fire. Vores fire dage i Trondheim var startet og de skulle nydes i fulde drag.



mandag, september 06, 2021

På vandet, i andres have, på gårdspladsen.

 September har vist sig fra den gode side. Vi har slappet af på gårdspladsens lille terrasse efter arbejde.


Jeg har nydt sølvrønnens  rødmende bær og at det ukrudt jeg lod stå, for at det kunne vokse sig  til en lugevenlig størrelse blandt andet viste sig at være små stedmoderblomster. 



Lørdag tog vi mod en facebookinvitation til at se Voerså kajakklubs rovand. Først roede vi  ca. 1 km ad åen ud til havet. Men brændingen var for voldsom for os, som ikke er rutineret. Så vi vendte om, holdt en pause ved klubhuset og roede så op ad åen.




Det var den smukkeste tur med masser af snoninger på åen. De store træer langs åen filtrerede sollyset på kun den måde, som løvtræer kan gøre.


 

Længere oppe ad åen var der meget lavt, så vi skulle holde øjnene åbne, for der var masser af store sten og træstammer i vandet, så først til den ene side og så til den anden side. Vi kom ikke op til det, de lokale kalder vandfaldet og strømfaldet. Det må vi prøve næste gang. Sammen med os roede en kvinde på +70, vi fik os en god snak. Hun var garvet roer, og i pausen havde vi også snakket med flere roer og fået gode tips. Det var netop formålet med at tage derhen. Det er altid godt at søge et klubliv, når man starter på en aktivitet. Det gjorde vi også, da vi startede med motorcykelkørsel.


Lørdag aften kom datteren og overnattede. Hun har meldt sig til 3 ugers workaway på en vingård i Provence, så vi skulle sige farvel. Vi hyggede os med en stor fiskeplatte fra Blokhus Fiskerestaurant lørdag aften. Søndag formiddag gik landmanden og datteren i det kreative værksted. Datteren har solgt sine juleuroer til en butik i Aalborg, så der skulle laves flere af slagsen.


Døren stod på klem ud til terrassen, og ind hoppede en gærdesmutte. Inden vi fik hjulpet den ud igen, havde den fløjet mod flere vinduer. Så den var noget fortumlet og brugte lang tid på at sunde sig på sålbænken. Om eftermiddagen tog vi på udflugt til Anne Justs have. Det var en oplevelse.


Jeg var vild med de små haveinddelinger med temaer, det rindende vand overalt og de små tableauer  rundt omkring.


Ligesom jeg faldt for Anne Justs malerier. Det gav ro for øjnene at kigge på de malerier.


Da vi havde været igennem haven, satte vi os i efterårssolen og nød en lun kringle og en kop te/kaffe, inden vi drog hjem igen. 



I dag har DSR fejret sidste års og dette års 40, 50 og 60 års jubilarer (jubilæum som autoriserede sygeplejersker) Det deltog jeg i dammen med 100 andre sygeplejersker. Jeg har ikke arbejdet 40 år som sygeplejerske, men det havde flere af dem, jeg sad ved bord sammen med. På lørdag skal jeg fejre de 40 år sammen med 17 fra mit elevhold. Det skal nok blive sjovt. Egentlig var mit jubilæum i marts, men DSR afholder det en gang om året og i år samlede de to årgange pga corona. Mit elevhold mødes en gang om året i september, for vi startede nemlig september 1977, så derfor besluttede vi os at holde fast ved traditionen også i jubilæumsåret.


Udenfor arbejder landmanden sammen med to montører. Det har taget længere tid end først beregnet, så jeg har hentet pizzaer til dem, og nu arbejder de i mørket for at blive færdig. September er både høj sol og tidligt mørkt om aftenen. 


mandag, august 30, 2021

Augustdage

 Det er mørkt nu, hvis jeg står op klokken 5. Det er ved at være sjældent, at jeg gør det, for jeg møder som regel først klokken 8 på arbejde. Men i sidste uge var jeg nødt til det for at få alt til at hænge sammen, herhjemme og på arbejde. Høsten er i hus, så nu trækker vi lige vejret inden det går løs med kartoffelhøsten.

tidlig morgenstund i august måned

Onsdag i sidste uge kunne vi endelig mødes. Vi har kendt hinanden i mange år, først gennem vores blogge, sidenhen ved fysiske møder. Helle lagde hus til og så kom vi ellers hid og did fra; Jette, Ella, Liselotte og undertegnede. Som altid blev dagen fyldt med snak, strik, lækker mad og mere snak. Det blev en dejlig pause midt i en travl uge.


Og så blev strejken afblæst. Det kom ikke bag på mig. Det kom heller ikke bag på mig, at man ikke gav håb om forbedringer. Jeg er spændt på hvordan sundhedsvæsenet ser ud om føje år. Måske er det med sygeplejersker som med rengøring. Min svigerfar sagde en gang, da jeg brokkede mig over, at rengøring var usynligt arbejde, at sådan var det! Det var kun, når man ikke gjorde det, man skulle gøre, at det kunne ses og blev påtalt. Suk.

Min favorit filosof, Jacob Birkler skrev: Tragedien handler ikke om manglen på løsning. Tragedien handler om, at vi ikke ser problemet.


Vores daglige gåture har nærmest været ikke eksisterende siden ferie og høst. Nu håber jeg at vi kan få en rutine, om ikke hver dag, så i hvert fald mere regelmæssigt. Vi kan begge mærke, at vi mangler dem. Ligesom jeg kan mærke at dynamisk bevægelsestræning gjorde en forskel for min krop og mine fodsmerter. Jeg glæder mig til at komme i gang igen.

 
I går fik vi lyst til en motorcykeltur, det var også længe siden. Vi besluttede os til at køre til den Genfundne Bro ved Brædstrup. Vi kørte en dejlig solskinsrig tur ad landveje, gennem skove, op og ned ad bakker til parkeringspladsen ved den Genfundne Bro. Derfra gik vi 300 meter til en historisk perle.


 Broen var, da den blev bygget den højeste jernbanebro i Danmark. Efterhånden blev skinnerne for smalle til de nye tog og i begyndelsen af 1900 tallet byggede man ganske enkelt en dæmning. Fyldte jord op over broen, lagde rør til at vandet kunne strømme stille gennem dæmningen og så var den bro væk. Man lagde nye skinner ovenpå, og banen fungerede til den også blev for gammel. 


I forbindelse med naturprojekter og fokus på vandmiljøet, frilagde man broen igen og fik Gudenåen til at løbe frit under den. Broen er nu en del af en natursti gennem skønne områder. Vi nøjedes med at gå på broen og gå nedenunder den og op igen. Vandet er så lavt, at heste har et vadested ved siden af broen. De må ikke benytte broen.




Da vi havde nydt naturen og broen, hoppede vi på motorcyklen og kørte til Ry Havn, hvor vi spiste en vaffel med lækker hjemmelavet  italiensk is. Vi var ikke de eneste, Peter Ingemann med familie nød også is, dog havde han ikke knallerten med ;-)


Så lod vi GPS'en finde hurtigste vej hjem, men da vi kom til Aalborg kørte vi fra motorvejen, kørte ind til Nørresundby og købte gode sandwich. Herefter kørte vi lidt forbi Lindholm Strandpark og kørte ned til fjorden. På en bænk med udsigt til broer, vand og aftensol nød vi aftensmaden, inden vi kørte hjem.



Nu er hverdagen i fuld gang igen. Jeg fik inddraget mine specialtimer ved middagstid. Der var hårdt brug for hjælp på afdelingen, jeg overtog al stuegang på 9 patienter. Jeg nåede aldrig at læse på dem, men min kollega, som måtte gå hjem, havde instrueret mig godt, så det kombineret med læger, der havde læst og min erfarenhed plus hurtige opslag i sygeplejejournalen gjorde, at jeg kunne varetage opgaven.

Desværre kunne jeg ikke ændre på, at når fire patienter får grønt lys til at blive udskrevet i den sidste halvanden time i dagvagten, ja så er det fysisk umuligt for mig reelt at nå til at give dem grønt lys til at gå. Først skulle jeg dokumentere det, der var ordineret, så skulle jeg skrive udskrivelsesark til patienten, booke en holter (hjertebåndoptager), udfylde udlånspapirerne til denne, printe medicinkort, udskrivelsesark samt finde pjecer relevante for patienterne. Dertil nåede jeg. Da var jeg oppe på en times overarbejde. 

Mine aftenkolleger var godt presset, afdelingen var totalt fyldt med patienter, det samme gjaldt for resten af sygehuset. Vores trombolysekolleger var kaldt til trombolyse, så selve udskrivelsen, som er en gennemgang af udskrivelsesarket, påsætning af holter inklusiv barbering af brystet og sikring af at patienten forstår informationen, havde lange udsigter. Jeg er spændt på, hvornår patienterne kom hjem, men jeg valgte at sige, at nu måtte jeg lægge ansvaret fra mig. Jeg manglede fire timers arbejde i min udviklingsfunktion. Dem må jeg snuppe på et andet tidspunkt.




mandag, august 23, 2021

Der høstes

 Så blev vejret og kornet klar til høst. Vi er altid herhenne omkring medio august, slut august. Det har været gode og meget lange dage siden landmanden satte mejetærskerens skær i det første korn i fredags.

Der holdes ikke pauser. landmanden mejetærsker og medarbejderen kører frem og tilbage mellem markerne og foderstoffirmaet med vogn læsset med gyldne kerner.


Hundene og jeg har benyttet lejligheden til at få skridt på kontoen og går ud i markerne med madpakker. En frokostmadpakke til landmanden (medarbejderen er på egen kost i normal dagtid), to eftermiddagsmadpakker til begge landmænd med lidt brød, lidt kage og drikkevarer og to aftenmadpakker med brød, frugt og drikkevarer.

Sidst på aftenen, indtil nu har det været efter 22, bortset fra i går, kommer de ind og får varm aftensmad. Sådan har traditionen altid været her på gården. Hvor sent de kommer ind, afhænger af om duggen falder tidligt eller sent. I aften tror jeg, det bliver sent, for der høstes havre og der har det åbenbart knap så stor betydning med duggen. Hvorfor aner jeg ikke, og landmanden har alt for travlt til at besvare spørgsmål til bloggen ;-)

Jeg har bagt boller og squashkage i weekenden.  Og jeg tog hul på min smukke flaske med rapsolie fra Mors, en gave som tak for at deltage i Midtvejskonference. Der er lavet god aftensmad alle tre dage, og i aften har jeg heldigvis rester, som blot skal lunes. Aftensmaden skal være noget, der kan holde sig varm i ovn, da jeg aldrig ved, hvornår de kommer ind.


Hundene nyder det og i går fik jeg filmet dem i voldsom leg på marken. Forhåbentlig virker linket til min instagram.

I dag måtte jeg smøre alle madpakkerne tidligt i morges, for jeg havde en arbejdsdag fra 7.30 - 17. Jeg var med ledelsen ude på det nye supersygehus og få en rundvisning. Det bliver spændende at se det tage mere form, men allerede nu kunne jeg fornemme noget af opbygningen og at jeg helt sikkert vil fare vild nogle gange. Lad os nu se, om jeg kommer med derud, indflytning er udskudt til efterår 23.

Da jeg åbnede min mobil efterfølgende, havde min svigerdatter og søn sendt de skønneste billeder af S ( min sønnesøn) i små cowboybukser og sej T-shirt. Jeg er fuldstændig som alle andre bedsteforældre. Jeg smelter ved synet af ham, jeg længes efter igen at holde ham i mine arme og må minde mig selv om, at mine forældre ikke fik billeder tilsendt og at de heller ikke kunne se vores børn så tit. De arbejdede, men prøvede at se dem så tit de kunne i weekender. men både de og vi havde jo også andre ting, der skulle ske i weekenderne. 


I weekenden fik jeg også genopfrisket mine færdigheder i at køre traktor med vogn. Hver gang skal jeg altid overbevise mig selv om, at det kan jeg godt. Landmanden har altid stor tiltro til mine evner, men han har lært, at jeg lige hurtigt skal have de forskellige knappe og pedaler genopfrisket. Jeg elsker denne tid på året, det bryder den vante hverdagsrytme.