Jeg er klar til foråret

For en gangs skyld er jeg klar til forårets komme med første forårsmåneds første dag i morgen. Jeg har elsket mit sneklædte landskab, også selv om det forhindrede mig i at få gået lange ture. Men nu nyder jeg den friske luft, vejene, jeg kan gå på, om end i mudder og søle og fornemmelsen af forår.

Min arm er slet ikke ok, så af angst for at falde og gøre alt værre har jeg indtil nu holdt mig til indetræning sammen med DK4s Træn dig glad. Samtidig har vi også haft travlt med nye beslutninger til huset. Januar og februar har budt på mange dage med kørsel til nybyggeriet, byggefirma, køkkenfirma, malerfirma, firmaer med hårde hvidevarer osv. Men alt går heldigvis planmæssigt.

Mit brud går ikke planmæssigt.  Jeg er dødtræt af mit fald d. 13. december. Gipsen kom af d. 19. januar. Røntgen viste, at bruddet havde forskubbet sig og en subakut CT-skanning viste, at der ingen heling var af bruddet, og lægen måtte efter at have udspurgt mig, konkludere, at der ingen forklaring var på det.

Både lægen og lægens chef havde aldrig set det før. Nu går jeg med en hård skinne, skal kontrolleres på mandag og så håber vi alle, at heling er påbegyndt. Jeg skal tage skinnen af daglig og lave øvelser for at mit håndled ikke bliver stift. Det lyder rimeligt barsk i journalen, hvor der står, at det er tilladt, at jeg åbner frakturen daglig for at lave lette ubelastede håndledsøvelser. Jeg har talt med lægen igen og operation er den dårligste løsning, for med en gammel fraktur vil det nemt kunne give flere komplikationer. 

Så nu går jeg mod min frygt og laver øvelser, flere end jeg indtil nu har lavet, for jeg holder fast i håbet om at jeg får min funktion tilbage. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så har det taget så meget af min energi ikke at tænke på hvad nu hvis ... og hele tiden være afhængig af andre og tænke i andre handlemåder, når jeg ikke må belaste armen. Der er nu gået 2½ måned nu og jeg havde forestillet mig, at min genoptræning var i gang, at jeg kunne sy og strikke til mit kommende barnebarn, men nej, det må jeg ikke.

De to sidste vintermåneder har også budt på skønt samvær, som gjorde godt for den mentale tilstand. Besøg af 3 tidligere kolleger og besøg af min ældste lillesøster, mens jeg var alene hjemme nogle dage. Snakken gik livligt og jeg stornød det.  Jeg har også været på Kunsten sammen med en tidligere kollega. Undskyld til alle andre besøgende, for vi snakkede lige så meget sygepleje som kunst.

Ikke desto mindre var jeg så meget tilstede i kunsten, at jeg kunne nyde Per Kirkebys store malerier. Jeg kendte faktisk kun til hans skulpturer. Vi fik os også en oplevelse med popkunst og performancekunst, begge dele vakte hjernens forundring og vi fik gode snakke om kunsten. Så selv om jeg ikke forstod det, var det en god oplevelse.

Datteren havde også en udstilling i Husets galleri, hvor vi deltog i ferniseringen. Huset har altid været der som et samlingssted, siden jeg flyttede til Aalborg i 1981, men jeg har faktisk aldrig benyttet det. Nu har vi været der et par gange sammen med datteren og det er skønne omgivelser, at kunsten udfolder sig i, om det er maleri, installationskunst, musik, keramik og alverdens andre muligheder. 

Vi nød datterens udforskning af hvad forskellige madvarer kan bruges til, det var helt klart en udvidelse af kartoffeltryk, som vi andre afprøvede i formning, som det hed dengang. Jeg har forelsket mig i et af malerierne og kan helt klart se det i vores nye hus. Nu får vi at se.

Måske kan du se noget fra udstillingen her, taget fra Tilgang Husets facebook side

Billederne nedenfor er taget fra vores bil på vej til sommerhuset. Det gengiver ikke helt den følelse, vi havde af at køre mod en bjergkæde, som i virkeligheden var skyformationer. Naturen er forunderlig.

Hvis ikke det skal gå som alle de andre indlæg, jeg skriver, som så bliver glemt, må jeg hellere få det her udgivet. God weekend til dig og glædelig forårskomme.

Kære dagbog, del 3 - gaver vi ikke kan bestille

2026 og hvilken smuk start på året. Jeg ELSKER sne og især i de to sidste vintermåneder, januar og februar. Sikke en gave. Og så fik vi endda sne igen i februar efter sneen var væk.

Taknemlighed fylder meget hos mig lige nu. 2020 havde jeg ingen anelse om, at jeg året efter ville blive farmor i en alder af 64 år. Kort før min 67 års fødselsdag blev jeg farmor igen. Sikke to skønne gaver at få.

Min svigerdatter og søn gav os yderlig en smuk gave, nemlig tillid. Tillid til at vi kunne passe deres børn uden opsyn af deres forældre. Det har været skønt at få lov til at få morgener sammen med S og Å. Eller få lov til at putte dem, mens forældrene har holdt kæresteaften.

Siden S blev født, har vi holdt sommerferie sammen, og vi nyder det, for en skønne dag vil familien også vælge at opleve andre steder. De er som med juleaften sat fri. Vi har ingen krav på at holde ferie med børn og børnebørn, så vi nyder det så længe det varer.

Sommerferien sidste år blev holdt i sommerhuset, det har jeg fortalt om her. 

Den sidste del af ferien skulle holdes i Norge og inden vi drog af afsted, nåede vi at fejre S' fødselsdag på forskud sammen med hans faste, som ikke skulle med til Norge. Modsat de øvrige år ville vi køre sammen og bruge 3 overnatninger på vej op. Med to børn på 16 måneder og knap 4 år nytter det ikke med de lange distancer i bil

Vi valgte Klækken hotel i Hønefoss. Der var musik overalt og børn og unge gik i gangene med instrumenter på vej til undervisning. Det var nemlig den årlige sommerskole for børn og unge, som ønskede at dygtiggøre sig, så de måske en dag kunne få en karriere i et symfoniorkester. 

Der var også swimmingpool, som S og Å nød sammen med deres forældre. Bedsteforældrene tog over, da børnene var kommet i tøjet. Og der var masser af statuer at se på og lege med, mens vi ventede på forældrene. I det hele taget fyldte kunsten meget, også indenfor, hvor der hang billeder overalt på de lange gange og i fællerummene. Og som et sjovt kuriosum hang der et billede uden for vores hotelværelse af en kunstner med motiv fra Læsø. 

Svigerdatteren fandt næste pausested, en gammel gård, Eker gård,  med udstillinger, spændende køkkenhave med permakultur. To kunstner bor på gården og giver andre husly til at arbejde med egen kunst, ligesom folk arbejder som frivillige med at restaurere gården. 

Det kan man da kalde en hønsestige. Så gik turen videre op gennem Valdres med kurs mod næste overnatningssted, som ligger i nærheden af Besseggen, en fjeldryg og et populært vandringssted

Det var et imponerende landskab og vi gjorde holdt endnu en gang, så store og små kunne få brugt kroppen og nyde lune hjemmebagte vafler. 

S elsker at klatre, der er han frygtløs. Så alle store klipper skulle klatres på, så er det godt at have en pappa, der følger med. Å elskede at komme tæt på vandet. Men sådan er børn, sten og vand er bedre legetøj end du kan købe til dem.

Vi havde lejet en hytte hos Bessheim Fjellstue. Og selvfølgelig skulle vi have lækker norsk varm aftensmad med rensdyrkød. Næste morgen efter morgenmaden drog vi videre, for vi havde meget, vi ville nå, dagen før S' 4 års fødselsdag.

Kursen blev sat mod Glittersjå Fjellgård, et magisk sted for både børn og voksne. Et ægtepar, som nu er over 70, havde købt en nedslidt fjeldgård og renoveret og udvidet og gjort den til et sted for elge, rener, geder, kaniner, heste og alle mulige andre dyr. 

Den kvindelige ejer havde sit værksted med væve og fåreskind i huset ovenfor. Der nåede vi slet ikke op. Vi nåede at gå i troldeskoven, hvor der var masser af trolde placeret i skjul rundt omkring stien.

Vi nåede at klappe kaninunger og geder samt fodre elge og rener. Det var en stor oplevelse for alle og kan varmt anbefales, hvis man kommer i det område.

Til slut kørte vi til Granmo Camping tæt på Oppdal, hvor vi næste morgen fejrede S' fødselsdag med sang og gaver samt fødselsdagsbord. Herefter kørte vi hjem til Trondheim og nød resten af dagen midt på gulvet med legetøj, som efter tre ugers ferie vakte stor gensynsglæde.

Jeg har fået en svigerdatter, som er rigtig god til at se muligheder. Så en sen eftermiddag efter aftensmaden, hvor vi andre tænkte, dagen er slut, tog hun os på vandretur i fjeldene omkring Trondheim. Vi løb og travede, plukkede multebær, klatrede på klipper og det var lige det en 4årig dreng og vi andre havde brug for.

Bedsteforældrene nåede også en tur på legepladsen i S' børnehave lørdag med børnebørnene, så forældrene kunne få gjort klar til næste fejring af fødselsdagsbarnet med den norske del af familien.

Igen blev vi bragt tilbage i tiden, for vi legede Spidey og hans venner. Vi blev instrueret i hvordan vi skulle bevæge os, ikke noget med at gøre tingene halvt. Fuldstændig som S' pappa gjorde som 4årig.

Å sov trygt og godt, mens vi legede.

Efter en skøn fødselsdagsfest drog vi hjem igen. Turen var som altid smuk, jeg ser altid noget nyt.

Overskriften lød - gaver vi ikke kan bestille. Og det er også der, taknemligheden kommer ind. Alle de skønne oplevelser vi har fået som farforældre og nu skal vi også være morforældre. Sikke gaver.

Snefyldte dage

 Sneen er ved at miste sit tag, men der er stadig sne og is på vejene i skoven. Tøvejret gør det glat at gå, der hvor vi har trampet en sti.

Gemalen havde travlt med at rydde sne, så vi kunne gå uden at få støvlerne fyldt med sne. Vi er glade for vores brænde fra gården, det varmer godt, for selv om vi har varme i gulv og varmepumpe, så skulle der skrues betydeligt mere op for varmen end nu, hvor brændeovnen sender sin varme ud i huset.

De sidste dage er vi kørt til stranden for at gå tur, fordi vejene omkring os i skoven er fyldt med sne, og der er flere steder is nedenunder, så det er lumsk at gå ture her. Snerydning er man ikke kommet til endnu , sommerhusområdet er sidste prioritet. Heldigvis har de andre fastboere åbenbart en aftale om fælles at bidrage til at få ryddet vejen fra den offentlige vej ned til vores sidevej. 

Men selv på stranden er det lumsk, nu hvor sneen er på vej væk og afslører isen. Jeg præsterede at falde i søndags, og mit eneste fokus var at beskytte min brækket arm, så bagdelen måtte tage faldet. Så er det godt, at jeg var polstret med tykt tøj og naturlig polstring :-)

Jeg mindes de gange, landmanden tog traktoren med sneplov og kørte foran mig på den kommunale vej, så jeg kunne komme på arbejde og vores medarbejder også kunne komme på arbejde. Vores kommunale vej var nedprioriteret til at blive ryddet sidst på dagen, selv om der var stalde, hvor der skulle foder til dyrene og vi skulle have de færdigsorterede kartofler til butikkerne i lastbiler.

Vi har heldigvis stadig vores firehjulstrækker, så min bil står stille i carporten, det gør den så af flere grunde. Sne og en brækket arm er no go for kørsel. Hold nu op hvor jeg savner at kunne sætte mig ud i bilen og køre en tur. Snevejret plejer ikke at holde mig tilbage, blot der er ryddet nogenlunde på vejene. 

Jeg må indrømme, at jeg føler mig indespærret, jeg er på mange måder afhængig af gemalen. Han hakker grøntsager, rører i gryder, løfter gryder, løfter tunge ting, skruer låg af, osv. Jeg hader, at jeg ikke kan gøre som jeg plejer, og det jeg gør, tager energien fra mig, så jeg får ikke lavet nogle af de hængepartier, jeg reelt set godt kunne starte på. Men jeg minder mig selv om, at jeg er heldig. Om ikke så lang tid kommer gipsen af og så kan jeg starte genoptræning, så jeg kan komme i gang med de ting, jeg gerne vil.

I fredags var jeg til senior/barselkaffe på mit afsnit. Det var ganske enkelt helt fantastisk at se mine gamle kolleger. Jeg savner dem, savner at høre om deres liv, savner at høre om deres syn på sygepleje. Men jeg har ikke fortrudt min beslutning, det var det rigtige tidspunkt at sige farvel på. Mine kolleger havde travlt, men gav sig tid til at hilse på unge og gamle, barselskvinderne med deres babyer og seniorerne som lige skulle opleve det gamle afsnit, før det flytter ud på det nye hospital. 

Det var på alle måder livgivende og bagefter gik jeg ind til byen, fik handlet te og andre ærinder, før gemalen samlede mig op igen. Sådan en fredag formiddag trængte jeg til. Og jeg elsker stadig sne, for som mine billeder måske viser, så har jeg haft den smukkeste udsigt de sidste uger.

Når nu man ikke kan sove

 så kan jeg jo lige så godt kigge bloggens indlæg for d. 8/1 gennem årene. 18 indlæg er det blevet til. Og de har kredset om det samme. Forundringen over at se mit lille barn vokse og blive voksen. Kærligheden til min datter. Bekymringerne, som ligger mellem linjerne i indlæggene, når livet med modgang og sygdom har udfordret hende. Minderne om barndommen og ungdommen. Taknemligheden for alle de talenter, hun har fået og har udforsket og afprøvet. Glæden over at se min datter og hendes bror som voksne, skønne mennesker, som jeg oprigtigt nyder at være sammen med. Og nu bliver min datter 40 år.

Tænk at jeg har en datter, som bliver 40 år. Hjertelig tillykke med fødselsdagen, min dejlige datter.

Den nat for 40 år siden sov jeg heller ikke så meget. En fødebriks er ikke det bedste at sove på, og jeg vidste jo, at når morgenlyset dæmrede, skulle fødslen sættes i gang. Dengang for 40 år siden var der varslet snestorm d. 10/1, som var terminsdagen. Heldigvis besluttede du dig for at komme for tidligt, så vi undgik at skulle køre de 29 km til sygehuset i traktor, hvis nu vejene lukkede. 

Snestormen som blev varslet til i går og i nat, blev ikke til noget her hos os. Men masser af sne har vi fået. Men vi skal nok komme til fødselsdagsfejring en af de næste dage. 

I dag fejrer du fødselsdag med din kæreste. Jeg ønsker for dig og jer, at livet vil være god ved jer. Det er en spændende tid I går i møde.

Scott passer på den nye beboer på gården, januar 1986

Kære Dagbog, del 2 - Så er det nu!

Den 26/11 2025 havde jeg min sidste arbejdsdag. De sidste papirer blev smidt ud, de sidste virtuelle mapper blev gennemset, nogle flyttet til min kollegas mapper, i tilfælde af hun får brug for dem. Det meste af det, jeg havde i mit skab, mindede mig om alt det, jeg har været involveret i. Alt det arbejde jeg lagde i nye arbejdsgange, nye retningslinjer, ny undervisning, ny forskning som ændrede rutiner, nye tilbud til patienter og pårørende, alle de patienter jeg har undervist og plejet, osv.

Den 27/11 holdt jeg afskedsreception. Der var forud for denne tænkt så mange tanker på alle de mennesker, der har haft betydning for mit arbejde, for udvikling af sygeplejen på mit afsnit, for udvikling af mig som menneske og sygeplejerske. 

Dagen blev en skøn dag, hvor jeg følte mig omgivet af omsorg, anerkendelse, venskab, hjertelighed, godt samarbejde. Og jeg følte mig dybt taknemlig for det, jeg har oplevet, siden jeg d. 2/1 2000 trådte ind på neurologisk afdeling.

Jeg har tænkt på alle de mange patienter og pårørende, som jeg har mødt i mit liv. Altid har jeg syntes, at jeg valgte det bedste fag og job, hvor jeg fik lov til at sætte mig selv til side for at fokusere på et andet menneskes situation og hjælpe og støtte det menneske til at håndtere denne nye og totalt ukendte situation. 

Nu er det slut! D. 1/1 2026 er jeg officielt pensionist.

Jeg skal finde en måde at være i livet på. Jo vist; jeg er mor, svigermor, farmor, kommende mormor, søster, svigerinde, faster, moster, tante og hustru. De relationer har jeg heldigvis stadig i mit liv, og jeg er dybt taknemlige for dem. Men jeg håber også, at jeg finder noget, der er Lene. Jeg synger i kor, jeg ror havkajak, jeg går ture. De kristne stilhedsretræter er også kommet for at blive. 

Men lige nu er det december og ferietid, så jeg har givet mig selv lov til ikke at forholde mig til, hvad livet skal indeholde i fremtiden.  

Juletiden blev dog anderledes, end jeg havde regnet med. Det går fremad med den brækkede arm, og heldigvis ingen operation. Jeg fejrer de små fremskridt som at jeg nu selv kan sætte pose på arm, tape den, gå i bad, tørre mig, tage pose af og komme i tøjet (inkl. BH). Føntørring af hår er dog ikke på mit CV lige nu, så juleaftensdag fik gemalen lov til at øve sig på denne nye opgave. Det blev til topkarakter. De andre dage må jeg leve med det naturlige look.

Dybest set er jeg dog taknemlig. Dette går over, jeg ved, at jeg kommer til at kunne bruge højre arm. 

Jeg tænker tit på de mennesker, der af den ene eller anden grund resten af deres liv må undvære brugen af en arm eller ben, og endda ofte sammen med kognitive følger som eksempelvis hukommelsesproblemer, manglende struktur/overblik/koncentrationsevne. Ofte følger trætheden med som en trofast følgesvend. Og det er ikke så sært, hjernen er jo konstant på overarbejde. 

Solen skinner og jeg kan heldigvis gå lange ture, så jeg må hellere af sted.

Glædelig 5. juledag

Kære dagbog, del 1 - her har været stille et stykke tid

 og det skyldes ikke, at jeg ikke har det godt, for det har jeg. Jeg tror faktisk, jeg mistede ordene til at skrive/beskrive min hverdag, fordi der er sket så meget i dette år og at det med at stoppe som sygeplejerske, flytte, bo i sommerhus og bygge hus måske fylder mere, end jeg har indset.

I år skal vi for første gang slet ikke være sammen med vores børn i jul eller nytår. Men som min mand så klogt sagde en gang, da yngste var fyldt 30, vi har haft 30 juleaftner sammen med jer, I skylder os ikke noget. Fejr jul, hvor I gerne vil. 

Og så er det glædeligt, at de skal fejre jul sammen med deres kærester, børn og kommende barn ( jeg skal nemlig være mormor) med deres svigerfamilier. Nytåret fejrer vores to børn sammen med kærester og børn i Trondheim.

Vi holdt julehygge med datteren og svigersønnen i weekenden, hvor vi udvekslede gaver. Flæskesteg med Taffelchips til sovsen var på menuen efter ønske fra datteren. Vi er blevet eksperter i at ændre planer, og det er nok en meget god øvelse for det kommende forældrepar. Datteren havde fået ondt i ryggen, så der var ordineret ro og ikke en masse bilkørsel, så vi flyttede mor og fars køkken hjem til dem.

Forrige uge fløj vi til Trondheim for at julehygge med S og Å og deres forældre. Vi havde glædet os og det havde de også. S er nu knap 4,5 år og har taget syvmileskridt i sin udvikling siden sommerferien. Han er så god til at koncentrere sig om byggeri med Magnatiles og Lego, elsker at vi læser bøger og elsker også at vi er vilde sammen. Og så er han så god til sin lillesøster, som er 1 3/4 år. Hun vil det samme som sin storebror og er en rigtig charmetrold. Hun er overalt og er ikke bange for noget.

De første dage passede vi Å og S, fredag inviterede vi familien på familierestaurant i Tyholttårnet, som er et telekommunikations -og radiotårn. Lørdag tog vi til julemarked på Trondheim torv. Vi hyggede os, spiste lune vafler på pind dyppet i chokolade, nød rensdyrburger i en lavvo, prøvesmagte lokale specialiteter i madteltet og vi ville så slutte af med tur i pariserhjulet.

Det kom vi så aldrig, for efter at have spurgt om vi kunne være alle 6 i én kabine, gik jeg ned ad rampen og valgte at skrå over rampen næsten nede. Jeg overså blot en kant med huller i. Min fod satte sig fast og jeg faldt pladask på brostenene, og der var ingen tvivl, min højre arm ved håndleddet var brækket.

Så gemalen og jeg tilbragte resten af lørdag aften på St. Olav hospitalet. Det var dygtige mennesker vi mødte, og røntgen viste, at bruddet havde forskubbet knoglerne, så de blev rykket på plads i lokalbedøvelse. Nu venter jeg spændt på røntgenkontrol i morgen, for de advarede mig om, at det kunne forskubbe sig igen, og så blev det operation. Hold nu fast hvor er det irriterende at skulle bede om hjælp til de mest basale ting. Men jeg er dybt taknemlig for, at foden dog slap løs, for ellers havde jeg måske også haft brud på anklen/benet.

Søndag hyggede vi os sammen med spil, og sønnen bagte æbleskiver i adventsgaven fra os. Æbleskiver er nemlig ikke noget man kan købe i Trondheim. 

Julen 2025 bliver anderledes, der er pyntet lidt i sommerhuset, og vi skal holde voksenjuleaften sammen svigerinde og svoger. Det glæder jeg mig til.

Må I få en glædelig juleaften. 

A spoonful of sugar, duplo, ekstra bordplade, et telt og så blev der ferie.

 A spoonful of sugar

Sidste år lavede jeg hyldeblomstsaft for første gang  og havde glædet mig til at servere det for familien. Det blev der ikke noget af, for det var surt. Ferien startede for en uge siden for mit vedkommende  og samtidig med den kom også den lille norske familie og i mandags kom datter og kæreste. Efter googling prøvede jeg igen med at blande saften, men denne gang kom jeg nogle teskefulde sukker i kanden. Og nu er vi i gang med nummer 2 flaske. Og så fik jeg Mary Poppins sang på hjernen og nynner nu a spoonful of sugar helps the medicine go down. 

Duploklodser

Kassen med duploklodser samt de andre kasser med børnebøger, legetøj, strandsager, børnesengelinned, trio trap stole osv. er nu hentet fra hems, container og depot. Det har været et puslespil at få sommerhuset, som nu var blevet transformeret til vores faste hjemsted, forvandlet til sommerhus med plads til 8 mennesker og ikke at forglemme 2 store ruhårede hønsehund.

En ekstra bordplade

Heldigvis er spisebordet født med en ekstra bordplade, så den blev hentet og hundene var mere i hundegård end ellers i den første tid. For med en lille trold på 16 måneder, der stavrer rundt og undersøger alt, inklusive at slikke på hundene og de på hende, skulle der lige lidt tilvænning til. Nu har de vænnet sig til hinanden. Hedebølgen er kommet, så hundene skal være der hvor der er køligt og det samme skal menneskerne i huset. Og det er ikke hundegården for nogens vedkommende 

Et telt

Under oprydningen på gården fandt vi et helt ubrugt telt. Ikke om vi kan huske hvornår det er købt

 Det kom med landmanden på motorcykeltur til motorløb i Holland og fungerede fint. Så vi havde lovet glampingtelt til datter og kæreste, det afprøvede de én nat, og så kom regnen og med den afsløringen af et utæt telt. Det havde åbenbart ligget for længe uåbnet, så alle forseglinger var mørnet. 

Nu er kontoret én kæmpe masterbed mellem skrivebord og reol, så morgendagens kontorstund må tilbringes på knæ på en luftmadras.  Kæresten er taget hjem på arbejde og datteren rejser på tirsdag, så vi klarer den.

Ferie

Indtil nu har næste generations voksne og ældste barnebarn været på stranden og i vandet utallige gange. Utallige gange kører opvaskemaskine,  vaskemaskine og tørretumbler. Alle har vist trådt på en duploklods. Alle har nydt samværet.  Alle går eller løber ture eller dyrker yoga. Vi har grillet, købt os til nemme aftensmadsløsninger, spist jordbær og koldskål i rigelige mængder. Vi har alle været i Fårup sommerland en hel dag. Og i dag er den lille norske familie og jeg taget dertil igen. Jeg er børnepasser for yngste som sover sødt i barnevognen og senere slutter datteren sig til os, når badeland skal afprøves.

Kajak

Landmanden og jeg drog til Nibe i går aftes. Færdighederne fra kajakskolen skal holdes ved lige, så vi sejlede 12 km i alt fra Nibe til Klitgårde Fiskerleje og retur på en næsten spejlblank fjord. Det var skønt ligesom morgenturen for en uge siden, inden feriegæsterne kom. Det bliver skønt,  når vi næste år bor i  Nibe, så er det bare en lille cykeltur ned til vandet.

Middelaldermarked.

Hvert år afholdes middelaldermarked på Voergård slot. Sidste år havde vi en dejlig dag sammen og i år drog hele familien af sted på en varm sommerdag. Det blev en god oplevelse for både børn og voksne. Alle syntes, at falkeshowet var spændende. En god formidler og en dygtig ladyfalk gav os en fornemmelse af falkejagten i middelalderen. Det kan jeg varmt anbefale. Og selvfølgelig skulle vi have mjød med hjem fra en dygtig mjødbrygger.

Og så havde farmor glemt at de små fugle fik de smukkeste fugletoner frem, når der kom vand i og man blæste i den. Troede blot de var en fløjte

Børnebørn 

Vi kan ikke hjælpe i hverdagen, når børnebørn er syge eller forældrene har brug for børnepasning, så vi nyder disse uger, hvor vi tager S på snart 4 og Å på 16 måneder om morgenen og lader alle andre sove. Å står tidligt op, så vi får lært den lille pige at kende, når vi har hende for os selv. Hun er det skønneste charmestykke, og når S vågner kommer der gang i al legetøjet. I år siger jeg utallige gange hans fars navn, når jeg taler med S. For han har samme fantasi som faderen og er vældig god til at lege selv, hvor han går ind i en anden verden. 

Vi har endnu en uge sammen med børnebørnene og den skal nydes i fulde drag. Håber sommeren er god ved dig. 

Kajaktur til Navet ved Sebbersund