torsdag, april 02, 2020

Ensomhed, beslutsomhed, forudseenhed

På papiret burde Alene i Vildmarken være en af de udsendelser, som landmanden og jeg kunne se sammen. her er det i høj grad deltagernes evne til at kunne håndtere udfordringer i form af at bygge sig en bolig, skaffe sig mad, tænke kreativt i forhold til at få hverdagen til at fungere, for slet ikke at tale om konkurrencemomentet, hvem er stærkest på alle parametre til at holde længst ud. Alt sammen noget for landmanden. For sygeplejersken er der rigeligt med materiale til at fundere over hvad der gør en stærk og svag, hvilken bagage er de kommet med, hvordan udnytter de denne bagage. Samtidig med at jeg også tiltales af det, jeg har beskrevet først.



Faktum er bare, at landmanden ikke gider se det. Så nu ser jeg det om formiddagen, når det udgives på DRs hjemmeside. En af grundene til at landmanden opgav det, er de mange, der falder fra i løbet af en uge, og som græder deres savn og længsel ud over hele skærmen. Sygeplejersken bliver også forundret, men kender også meget til menneskers sammensathed, at jeg søger bag om det, vi ser. Og samtidig er det produktionsholdet, der bestemmer hvordan de enkelte fremstår på skærmen.

Nu er der tre tilbage, tre mænd, tre vidt forskellige mænd med hver deres tilgang til opgaven, og jeg synes, det er spændende.

Den ene, som forlod mode og popverdenen efter at have været makeup artist med et vildt liv og i stedet for endte som shaman og traumeterapeut med baser i sin ødegård i Sverige og København. Samtidig er han jæger, en egenskab han ikke må bruge i programmet. Han mediterer og kommunikerer med Moder Jord og tager beslutninger derudfra. Han fokuserer på, at det skal være sjovt og ikke kedeligt. Og nærmest hvert afsnit indeholder en passage, hvor han overvejer, om det er nu, han skal stoppe, men Moder Jord får lov at bestemme.

Den anden, som er vokset op på Grønland, er biolog og har arbejdet som artisk naturguide. Han har også respekt for naturen, men er langt mere rationel i sin tankegang. Han samler forråd, tætner sin hytte, samler brænde ind og ser tegnene i naturen på, at det snart bliver koldt, som et varsel til at forberede sig. Han har en mental film, som afspilles, når savnet efter hans børn bliver stort og som viser, at han vinder og hans børn får lov til at komme til Norge og hente ham. Han siger selv, at han kan slukke for de familiære tanker og flytte perspektivet over på hverdagen i vildmarken.

Den tredje er ung og har endnu ikke prøvet at være flyttet hjemmefra, han er aktiv fritidsmenneske og spejder. Han har en legende tilgang til det hele, og elsker at bygge sit hus, lave dør, fange fisk og være i nuet. Her på det sidste ser vi også en eftertænksomhed over erkendelsen af, at det kan gå galt, hvis han ikke passer på. Han er virkelig ung med alt hvad det indebærer af energi og kreativitet.

Jeg glæder mig allerede til næste torsdag, hvor næste afsnit kommer. Og jeg ærgrer mig over, at landmanden ikke holdt ud gennem de første hulkende afsnit, for jeg ved, at han ville synes, at det er spændende nu. Faktisk tror jeg ikke, at det bliver ensomheden, der slår dem hjem. men måske mere det at forudse det, der kommer. Samtidig er de dog alle tre ret beslutsomme og foretagsomme og gode til at overveje, hvad næste skridt skal være, så intet er afgjort.

Nu har jeg været ude og gå 6 kilometer i strid vind, jeg nåede lige hjem, inden der kom en heftig byge. Nu skinner solen igen gennem skyerne. Var det forudseenhed? Måske, jeg vidste, at bygerne ville komme. Jeg ved også, at jeg aldrig kommer ud senere på dagen, så det skulle være nu eller aldrig i dag.

God torsdag til dig.








onsdag, april 01, 2020

Ja, ja, nu kommer jeg, De ser jeg iler.

Hvad kan jeg betjene herskaberne med.

Søndag blev en dag med ondt i halsen, forkølelse og utilpashed i form af, at jeg frøs og ikke helt var mig selv. Jeg havde dog ikke feber. Det udløste så 2 hjemmearbejdsdage efter aftale med min leder. Jeg tror ikke, jeg har haft corona, men alt skal jo tolkes som corona i disse tider. Det var absolut ikke det, jeg havde tænkt mig. Jeg havde glædet mig til at komme tilbage til arbejde, til at arbejde sammen med kollegerne igen og til at løfte i fælles flok.

Så på trods af at jeg har været i karantæne i 13 dage med meget få besøg til byen for at handle ind, så kan det ikke udelukkes, at jeg kunne være blevet smittet med corona-virus netop i byen.

Heldigvis var symptomerne forsvundet mandag morgen, så i dag drog jeg glad og fro af sted, og hvor var det skønt at få lov til at pleje patienter, snakke med kollegerne og grine sammen. For her troede jeg, at ingen ville lave aprilsnar midt i en krise, men sådan spiller klaveret ikke på min afdeling. Så vi blev taget godt og grundigt ved næsen af nattevagterne.

Flere har undret sig over, at jeg ikke kunne være blevet testet og dermed komme hurtigt på arbejde igen. Havde vi været to uger længere henne, hvor prognoserne stadig siger, at flere vil være ramt, både patienter og personale, havde min leder udbedt sig en test, så hun kunne få mig hurtigt på arbejde. Men det er kun personale i kritiske funktioner, der kan blive testet. Lige nu har vi mange patienter, som er hårdt ramt af blodprop/blødning i hjernen, men i og med at alle specialfunktioner udover direkte pleje nærmest er aflyst, er vi flere til at passe patienterne. Og dermed var det ikke kritisk lige nu at få mig tilbage på arbejde i løbet af få timer.

Vandet forsvinder stille og roligt fra markerne, så om ikke så længe kan der køres i markerne. For landmanden har denne tid egentlig ikke været meget anderledes end ellers. Han arbejder jo hjemme, hans interesser foregår også herhjemme. Han får ikke besøg af folk, der lige kigger forbi til en hurtig snak, men det tænker han ikke på, når han har travlt med at sortere kartofler. Dog fylder det meget i vores snakke og vores tanker. Lige nu øver jeg mig i at sige, at det jeg ikke kan gøre noget ved, ikke må få adgang til mine tanker. I stedet for er det det nære, at jeg har fokus på.

Derfor var det også godt i dag at kunne fokusere på patienter og hjælpe dem. Det er hårdt for patienter og pårørende, at de ikke må se hinanden undtagen ved de kritiske syge.

Forleden dag fandt jeg en flæskesteg i fryseren, den havde overlevet to jul uden at være blevet brugt. Så der var en landmand, der blev glad, da han fik flæskesteg og brunede kartofler til aftenmaden. Nu har jeg sat burgerboller til hævning, så vi kan få flæskestegssandwich til aftenmaden. En god optakt til min faste fridag, og måske kan jeg lokke landmanden til at dele en af de gode øl, vi har fået foræret. Den vil helt sikker klæde sandwichen.

God aften til dig.







søndag, marts 29, 2020

En skøn weekendstart

OPDATERING: det lykkedes mig at få slette hele indlægget, inklusive de tre kommentarer, der var kommet, da jeg skiftede fra mobil til computer. Skulle flere have kommenteret mens jeg har genskrevet dette indlæg, så bliver I nødt til at kommentere igen. Undskyld. Madame, Laura og Henriette, jeg skriver jeres kommentarer ind igen og mine svar dertil. Havde heldigvis indlægget åben på min mobil.

Fredag var solskin og frost. Græsset var helt hvidt af rimfrost om morgene. Fredag var også dagen, hvor jeg følte mig som mig selv igen. Det er nok lidt forkert, for det har været undervejs de sidste dage. Jeg vidste godt, at jeg trængte til ferie, jeg var bare ikke klar over hvor meget jeg trængte til ferie. Men nu er jeg klar til at gå ud i verden igen med alle de hensyn. Og så dog.


Typisk sidder jeg nu her midt om natten og pudser næse. jeg satser på at det går over, inden jeg om 28 timer skal trække i uniformen igen. jeg kender dog godt forholdsreglerne, så hvis forårsforkølelsen fortsætter og ikke blot er en engangsforeteelse her midt om natten, må jeg blive hjemme.

Samtidig griner jeg lidt af mig selv. Jeg havde sovet som en sten i tre timer, vågner for at gå på toilettet, og så lå jeg vågen, men afslappet i sengen, i en times tid, før jeg stod op, lavede varm hyldebærsaft og satte mig for at se lidt Kender du typen. Pludselig ser jeg på uret og tænker HVAD, har jeg været oppe i halvanden time? bare rolig, du er blot oppe i skiftet mellem normaltid og sommertid.



Fredag og lørdag har været gode dage, jeg slappede af, jeg bagte (jeg gør mit til, at landmændene ikke taber sig ;-). Tøj blev vasket og lufttørret udenfor, jeg ryddede op i skabe (få og små, men dog skabsoprydning). Jeg fik faktisk også ordnet de få bede, jeg har. Jeg har gået seks kilometer og nydt den friske og kolde luft bide i kinderne.

Der er hæftet endnu flere ender, jeg fandt nogle karklude og et herretørklæde i min kurv med mange ufærdige projekter. Nu må jeg hellere få vasket de forskellige dele.



Jeg læser, at vi tilsyneladende er lykkedes med at få fladet smittekurven ud. Det er flot, og jeg krydser fingre for at de kloges prognoser om at dette her er stilheden før stormen. Men efterhånden er alt klart, jeg er imponeret over de afdelinger, som har skullet pakke ned og flytte en hel afdeling på få dage og genetablere sig et andet sted, for at vi kan få nok sengepladser til et muligt boom af mulige corona-patienter. Laura en af dem, der har fået ny funktion. det er der også tværfaglige kolleger hos os,der har. Derudover har jeg også kolleger, der nu er oplært i at kunne være på et intensivt afsnit, hvis der bliver behov for det.

Faktisk læste jeg i en af de daglige nyhedsmail, vi får fra min leder, at nogle af vores terapeuter skal oplæres i at være i plejen, hvis der bliver behov for det. for kommer den store stigning, skal flere af mine kolleger skifte til pandemiafsnittene.

Det bliver en underlig verden at komme tilbage til, på en gang som den plejer at være og alligevlel helt anderledes. på samme vis med afstanden til mine børn, normalt kan der gå dage uden at vi får talt med hinanden. jeg har aldrig været en, der har behov for at tale med mine børn på daglig eller ugentlig basis. Det var min mor heller ikke, hun sagde altid; intet nyt er godt nyt. Men lige nu har jeg behov for hyppig kontakt og høre, hvordan det går i hovedstaden.

Jeg er krøbet under dynen igen og satser på lidt mere søvn inden weekendens sidste dag. God søndag til dig.


torsdag, marts 26, 2020

Navlebeskuende



Udover at nyhedssider/kanaler vælter ud med nye vinkler på den tid vi er i lige nu, sker der ikke meget for mig, og så kan man nemt blive navlebeskuende. Lad det være klart, at jeg har lukket ned for coronatanker, de gør mig ikke noget godt, så derfor får de heller ikke lov til at fylde mit indlæg, så hellere lidt navlebeskuende adfærd.

Fra at ligge nærmest total brak foran en skærm de første afspadseringsdage har feriedagene fået lidt mere indhold. Men stadig har jeg svært ved at holde fokus i længere tid ad gangen, blandt andet mangler jeg at se Fisherman's Friends færdig på Filmstriben. På trods af at jeg valgte den pga Madames anbefaling og ikke mindst en kommentators ord om, at det var en af de få film, der ender godt, hvilket er et kriterium hos mig, især i disse dage. Ja så kan jeg ikke holde koncentrationen fangen, og zapper væk lige så snart, der er en snert af noget, der måske kan gøre lidt ondt eller at hovedpersonen er ved at dumme sig. Lige nu smågriner jeg lidt af mig selv og min reaktion.


I stedet for har jeg genopdaget bagelysten, landmændene har fået brunsviger og kanelsnegle. Jeg har knækket koden og endelig bagt et brød, som landmanden efterspørger i stedet for bagerbrødet. Det er såmænd Verdens bedste brød i Valdemarsros udgave. Og det bestod Paul Hemingways test med en finger, der presses ned i krummen, og krummen rettede sig ud med det samme. En ny dej skal røres sammen i aften, lige som jeg skal have afprøvet disse lækre kardemommesnurrer efter anbefaling fra Nom de Mie.

Jeg er faldet i en skøn lydbog, som nydes i små doser jævnfør indledningen om koncentration. Det litterære apotek er en smuk fortælling om kærligheden, at finde sig selv igen og samtidig turde se sine fejl i øjnene uden at lade dem ødelægge livet.


Jeg strikker og i dag har jeg fået hæftet tråde på flere karklude, et sjal og en sok. Det føles godt og jeg øver mig i at anerkende de små projekter, jeg får færdig.

Landmanden har travlt, hver dag sidder han ved sorterbordet og sorterer kartofler. Imens svinder vandet fra markerne med det skønne vejr, vi har. Mine gåture bliver ofte sidst på eftermiddagen eller først på aftenen. I går nød jeg solnedgangens pensel male himlen smuk over der, hvor jeg bor.


Tankerne går mod øst til mine børn og mod nord til min svigerdatters hjemland og hendes familie. De går videre til min og landmandens familie spredt ud over Danmark. De fortsætter til venner og bekendte, hvordan mon de har det? Og så ender de på min afdeling og hos mine kolleger. På mandag skal jeg se dem igen, det glæder jeg mig til. Jeg glæder mig til at skulle trække i uniformen og gøre gavn med det, jeg er bedst til, nemlig sygepleje.














onsdag, marts 25, 2020

Jeg nyder, jeg længes, jeg savner, jeg er taknemlig

Det er vel sådan, min ferie kan beskrives.

Jeg nyder
  • at det er tørvejr. Regnens konstante silen kunne gøre mig så trist
  • at solen skinner. At det er koldt gør ikke noget, solens stråler når ind i hver eneste celle i min krop, og det varmer.
  • at der findes blog, instagram, streamingtjenester, nyhedssider, kort sagt hele den digitale verden. Det gør det nemmere at være isoleret herude på landet.
Jeg længes
  • efter at tale med andre mennesker end min mand. Ikke i telefon, men fysisk at kunne se dem, se deres mimik, se deres smil.
  • efter at kunne give en knuser eller at få et kram.
  • efter at komme i arbejde igen. At få lov til at være noget for andre, at få lov til at udøve sygepleje, at få lov til at løfte sammen, at få lov til at smile til hinanden og tale om alt mellem himmel og jord. Vores projekt er selvfølgelig sat på standby, men da alle efterspørger data, som computer blot ikke kan trække, så er jeg min egen lille datafinder. Så jeg tjekker morgen og aften potentielle deltagere i et opfølgningsprojekt. Det skal være systematisk og korrekt, så jeg en skønne dag, når cororavirus ikke lukker verden ned, kan præsentere fakta om antal og aldersspredning. Det har jeg gjort siden december 19. Min leder tilbød, at hun kunne overtage i min ferie, men hun har mere end nok at se til, så jeg sagde, at det betød ikke noget for mig. Jeg var jo alligevel isoleret herhjemme (og helt ærligt, det er med til at give min hverdag indhold herhjemme).
Jeg savner
  • mine børn og svigerdatter
  • at kunne være der for dem i en svær tid på mange måder
  • at kunne hoppe i bilen og sætte kurs mod hovedstaden og se dem i øjnene, knuselske dem. Det er bare ikke det samme som i en telefon.
Jeg er taknemlig for
  • at leve i Danmark. Det kan godt være, at man i bagklogskabens lys burde have gjort ting anderledes. Det mener jeg, at vi må acceptere. Mennesker er mennesker, og mennesker begår fejl. netop derfor ser jeg ikke så mange nyhedsudsendelser mere eller tjekker ind på alt med corona. Jeg er træt af bagkloge mennesker.
  • at vi begge er sunde og raske. Alt for mange mennesker skal samtidig med denne usikre corona-tid leve med angsten for sygdom fra anden side. Skal leve med, at den sygdom, som de tidligere måske havde styr på, nu kan blive en trussel i kombination med coronavirus.
  • at mine kære har andre omkring dem, når nu jeg ikke kan være der for dem udover pr telefon
Og så må jeg og vi ikke glemme, at der er mennesker i verden, som lever på kanten af afgrunden, også før corona. De har brug for vores hjælp. Også efter corona-tiden

Pas godt på jer selv og hinanden.


mandag, marts 23, 2020

Søndagstur

Landmanden kender gode steder at vandre, hvor der ikke kommer ret mange andre. Så vi drog ud, to hunde og to mennesker. Målet var Tranum Klitplantage, hvor landmanden er med i et jagtkonsortie. Der holdt en bil på p-pladsen, men med så mange kvadratmeter plantage skulle vi nok kunne holde afstand til hinanden. Vi startede på en vej, som fik mig til at sende en kærlig tanke til min far.


Hundene skulle lige mindes om, hvordan man går hinter. Især Dexter mente, at vi skulle ud over stepperne i en vis fart. De fandt dog efterhånden ind til rytmen.


Hurtigt fandt vi ud af, at det slet ikke ville blive en almindelig gåtur i plantagen. Landmanden havde aldrig set så meget vand på vejene og inde mellem træerne. Vi måtte kigge os for og være kreative i vores vej gennem plantagen.





Vi valgte at gå inde mellem træerne, over tuer og op på de små høje. Det gav udfordringer for bentøjet og opmærksomheden, det var ikke her, man skulle vrikke om på foden.


Lige pludselig dukkede en sø op, vi tror ikke, den plejer at være der, i hvert fald ikke når vi kigger på de gamle kort over plantagen. Men der var en bænk på et lille højdedrag, så måske den alligevel er dukket op i de senere år, og nu har bredt sig ud over det hele.



Det var straks værre at finde en vej videre frem, og vi ville ikke gå tilbage, så vi forsøgte os hid og did, til sidst var vi heldig med at komme udenom alt vandet.


Og så gik det ellers i skarp trav det sidste stykke vej hen til bilen. Alle havde fået motion og frisk luft


Jeg var glad for, at jeg havde valgt vandrestøvlerne til gåturen. Hjemme er jeg begyndt at bruge løbeskoene til vandreturene, men de ville være blevet våde og de havde absolut ikke støttet mine ankler i det ujævne terræn. At jeg så havde valgt forkert i forhold til det rette lag af bukser, er en helt anden sag, så nu plejer jeg en ru hals med masser af hyldebærsaft. Om det var halsen, der var årsag til, at søvnen forlod mig klokken to i nat skal være usagt, men jeg er glad for, at jeg har ferie i disse dage.


Jeg ser Barnaby, hækler, strikker og har lige bagt brunsviger til landmændene. Hvorfor? Fordi jeg havde lyst til at afprøve, om jeg kunne huske at bage den kage, som jeg har bagt utallige gange, da vi holdt børnefødselsdage.

Sommerhusferie? Det er droppet, jeg satser på, at halsen ter sig bedre i morgen, så vil jeg genoptage gåturene og måske nogle af dem bliver i klitplantagerne ved sommerhuset. Vi får se, jeg har det bedst hjemme, tæt på landmand og hunde.

lørdag, marts 21, 2020

#motionersundtforsjælen

I går kom jeg ikke ud og gå på trods af skønt vejr. I stedet for skete det for anden gang på disse fridage, at jeg hen på eftermiddagen faldt i søvn og sov over en time, uden at det havde indflydelse på min nattesøvn.


Jeg øver mig i ikke at slå mig i hovedet med alt det, jeg ikke får lavet. Og så påskønne ,at jeg fik strøget alt tøj i går og fik strikket en del på mit Paris tørklæde. Jeg fik også handlet ind og inspireret af Helles kommentar søgt på nettet efter håndsprit. Nu får vi at se, om firmaet kan holde det, de lover, eller om jeg er blevet taget ved næsen.

Jeg surfer alt for meget formålsløst og uden retning. Først tjekker jeg min blog for kommentarer, så facebook, så instagram, så en tur rundt omkring nyhedssiderne, så tilbage igen. Og kan jeg ikke finde på andet, kan jeg da lige tjekke, om min leder har skrevet sin daglige mail på min arbejdsmail. Til sidst tjekker jeg, om der er nogle film/serier, jeg vil se. Faktum er at jeg ikke kan holde fokus på en hel film eller en bog. Min hjerne kan kun klare underholdning, som ikke fordrer meget af mig i kort kort tid.


Der er masser af skabe, der kunne ryddes op i. Der er mapper, der kunne ryddes op i. Der er nogle bede, som godt kunne bruge min indsats. Jeg orker det ikke. Men jeg får lavet mad, jeg får ordnet kontorarbejde og jeg får vasket tøj. Og jeg får drukket eftermiddagste sammen med min mand hver dag, før vi går hver til sine favoritprogrammer på fjernsyn/computer.

I dag kom jeg ud og gå. Landmanden kørte ud på traktor og klippede grøftekanterne langs markerne. Hver sin interesse. Jeg fik gået ti kilometer, mens jeg blev underholdt af Anne Glads Bogselskabet. I dag hørte jeg Susse Wold og Stephanie Surrugue, skønne kvinder at være i selskab med. Først startede jeg dog med den bog, jeg er i gang med at lytte til; Det litterære apotek af Nina George. I dag blev den for intens at lytte til, ordene var smukke, de mættede og fyldte, og jeg var ganske enkelt ikke i stand til at give dem den opmærksomhed, de skulle have. Så jeg hoppede over til Bogselskabet.



Nu er jeg ikke velbevandret i podcast, så måske kan du hjælpe mig? Jeg gik ind via DRs hjemmeside, fandt podcasten og lyttede. Men den stoppede efter ti minutter, og så skulle jeg starte den igen, hvorefter den hoppede tilbage til start og jeg skulle hoppe frem til, hvor jeg var kommet. Skyldes det min mobil? Mig bekendt har jeg ikke sat den til et maksimum lyttetid. Jeg kan lytte til lydbøger fra e-reolen uden problemer. Eller skyldes det, at jeg lytter fra hjemmesiden i stedet for en podcastplatform, eller hvad sådan en hedder? Jeg er novice udi podcasts, så bær over med mine dumme spørgsmål.


Målet er stadig, at jeg kan slippe tøjlerne herhjemme, lade landmand og hunde være alene og tage i sommerhus nogle dage. Omvendt kan jeg mærke, at de tre og gården giver mig ro og tryghed, så vi får se.

Mange spørger mig, hvordan jeg kan holde ferie, når verden ser sådan ud. Lige nu er vi vel i stilheden før stormen. I det øjeblik at der bliver endnu flere indlagt, så vil der også komme pres på alle afdelinger. Vi skal kunne tage andre specialers patienter, fordi de skal fokusere på de hårdest ramte af deres specialepatienter, f.eks. lungeafdelingen. Ligesom at det må forventes, at sygefravær blandt personalet stiger, i og med at vi nu skal blive hjemme ved mindre symptomer end før og også blive hjemme længere end tidligere, før vi erklæres raske. Det er også derfor, vores arbejdsgivere gerne ville kunne teste syge medarbejdere, for er de ikke coronapositive,  kan de komme hurtigere tilbage. Men der mangler testmateriale og så skal man bruge dem til patienterne. Det er den helt rigtige prioritering.

Så lige nu de gælder arbejdsretslige regler stadig og det er kun ved force majeure, at man kan inddrage min ferie, MEN hvis mange bliver syge, både personale og patienter, så kan jeg få inddraget min ferie. Lige nu tror jeg, at det først kommer til at gå hedt for sig, når jeg vender tilbage, så mit fokus er også på at slappe af, gå ture og spise ordentlig mad, så jeg er klar til lange vagter og mange dage i træk. Men indlagte patienter med Covid-19 stiger for hver dag, så vi får se.


Jeg er landet i sofaen igen, eftermiddagsteen sammen med landmanden er forbi, men vi bliver hængende med hver vores computer/smartphone i hver sin sofa. Om lidt snupper jeg nok en bid Kender du typen eller en eftermiddagslur, inden aftensmaden skal forberedes. God lørdag til dig.