fredag, marts 22, 2019

Vildmarkstur på snescooter, del 2 med besøg på et ishotel

Advarsel: mange billeder, fordi jeg ikke kan vælge. Jeg ser ikke Game of Thrones, så jeg har ikke en chance for at kende motiverne.


Vores første dag på snescooter havde stop hos Finlands største ishotel, 200 km nord for polarcirklen. Her skulle vi have frokost. Heldigvis var restauranten opvarmet og ikke bygget af sne. Frokosten bestod af suppebuffet, vi kunne få tre forskellige slags supper, jeg nåede kun to, en lækker laksesuppe og en kyllingesuppe, begge med masser af grøntsager, og så var jeg mæt.

nej det var ikke her, vi spiste vores suppe
 Mens vi holdt udenfor, kom der store trucks med store isblokke hentet fra den dybfrosne sø. De blev kørt i kølehus, så var de klar til at blive skåret i, når frosten var tilstrækkelig i oktober til at bygge hotellet. Kunstnere fra hele verden kom for at hugge/skære i isblokkene og skabe årets tema for hotellet. Sammen med pulveriseret sne skaber det ishotellet. Sidste sæson og denne sæson var temaet Games of Thrones.




Mens vores turleder passede på vores bagage, gik vi på opdagelse i ishotellet. En del er reserveret til overnattende gæster, resten er beregnet til alle vi andre. Der var rigeligt at se på, den ene fantastiske skulptur efter den anden.






Billeder kan faktisk slet ikke gengive skønheden og detaljerne. Hvis man skulle overnatte, fik man en særlig slags sovepose og pude at sove i/på, men det ville nu være besværligt at komme på toilettet om natten. For først skulle man ud af sin sovepose, så skulle man have ekstra tøj og sko på, og til sidst skulle toilettet findes. Værelserne havde ingen døre, men to halvvægge forskudt for hinanden.



Man følte sig i en magisk verden, og overalt var der detaljer at kigge på. Som du måske kan se, er sengen bygget af is med en special madras lagt i.

jeg ville nu betakke mig for at vågne midt om natten med ham her stirrende på mig


Jeg var vild med træet midt i hotellet med de blodrøde blade, gad vide om det har et navn i serien?



til venstre i billedet kan du se glasdøren til et værelse

Hver gang vi troede, at nu var vi da færdige med at se værelser, dukkede nye op. Jeg har endda ikke vist jer alle billeder, for dem med rødt/gult lys på værelserne gjorde det svært at fange skulpturerne. Flere af værelserne rummede flere senge i forskellige variationer






Jeg har læst et sted, at der bruges 20 millioner tons sne og 350.000 kilo krystal-is til hotellet. Selv om vi forsøgte at nå vidt omkring, kom vi pludselig i tidsnød, da vi også gerne lige ville nå en kop varm kakao, inden vi skulle videre på vores tur. Hvis du vil læse mere om den første dag på snescooter, kan du gøre det her.




onsdag, marts 20, 2019

Vildmarkstur på snescooter , del 1 blandt andet med et bjerg som ikke blev besteget

Første dag gik med at rejse.  Først fløj vi fra Aalborg til København, derefter videre til Helsinki og så til Kittilä i Lapland. Det sidste stykke til Levi foregik i bus. Levi er Finlands største skiområde. Vi mødtes med vores danske turleder og indehaver af rejsebureauet Snescooterrejser.dk, Henrik i Kittilä. Vi havde haft forsinkelser, så efter finsk tid var vi tæt på midnat ( de er en time foran os). Vi fik instrukser om det overordnede i bussen. På hotellet blev vi indkvarteret, og så mødtes vi til en kort introduktion til næste dags tur, inden vi godt trætte faldt i søvn.

Denne udgave af snescooterrejser kaldes vildmarkstur, fordi vi ikke kørte ud fra samme hotel alle dage. Hvilket betød, at vi kunne komme længere væk fra byerne og køre steder, hvor der ikke kom så mange andre snescootere. Det betød også, at vi skulle have vores bagage fragtet til næste hotel om morgenen, mens vi prøvede termodragter, hjelme, handsker og inderhuer. Snart var alle klar til afgang. Jeg havde som den eneste af de fem kvinder valgt ikke at køre selv. Til gengæld havde vi valgt en større scooter med et behageligt bagsæde. Havde jeg ikke lyst til at prøve at køre? Jo hvis jeg havde kunnet prøve en kort køretur uden nogen foran og bag mig, men ikke to dage. Jeg elsker at sidde bagpå motorcyklen, jeg elsker at dele vilde oplevelser med landmanden. Hans vildskab kombineret med hans gode køreevner gør, at jeg er helt tryg og samtidig også føler mig lidt vild, f.eks. når vi lægger os næsten helt ned i hårnålesving i de sydeuropæiske bjerge.

Vores skønne køretøj, som flere af mændene godt gad køre.

Jeg ligner en ninja med min røde hjelmhue

Jeg var blevet advaret om, at det ville føles helt anderledes som bagsædepassager på en snescooter. Tro mig, det var det, men det var det også for landmanden. Vi bumpede af sted i god fart, turlederen kørte det, vi måtte, og selvom det kun er 60 km på sporene i skov og på tundraen og 80 km på søer, så føltes det som de vildeste ture på motorveje tilsat ujævnheder. Jeg havde nok at gøre med at holde mig fast, inderlårsmusklerne blev i den grad brugt for at finde balancen, og jeg opgav hurtigt visionen om at filme og fotografere i den fart. Det er dog blevet til enkle små film, godt rystet, og billeder.




Turen foregik ved, at vi kørte efter hinanden og indimellem blev der gjort små stop, så de sidste blev samlet op. Alle skulle køre i deres egen fart, så hurtigt kom de, der gerne ville køre stærkt, op foran, lige efter turlederen. Der var en ekstra turguide med, Mikkel, som dannede bagtrop. Den første dag kørte vi med foran, og den kvinde, der kørte bag os, kunne fortælle, hvordan hun først så landmandens hjelm hoppe, så hoppede min og til sidst kom min rygsæk. Ikke så sært at jeg var mørbanket i skuldre og lår.

Meget af turen foregik enten igennem skov eller over tundraen. På tundraen var der mange små søer eller meget fugtige områder, men det mærkede vi ikke noget til udover ujævnhederne. Til gengæld kunne jeg nemt se forskel på tundraen og skoven. På tundraen var der sparsom trævækst, træerne stod spredt, også der hvor der om sommeren var vand. Derudover kørte vi over regulære søer.  Vejret var overskyet og indimellem sneede det, men temperaturen var tæt på frysepunktet.

pause på tundraen



pause i skoven

på vej udover en sø


 Indimellem var det svært at se sporene. Sporene var kun beregnet til snescootere, de blev krydset af regulære veje til biler og spor til langrendsløbere. Så vi skulle holde godt øje, der var dog fint skiltet med stopskilte eller advarselsskilte.




En bilvej

Frokosten den dag blev indtaget ved et ishotel, Finlands største. Det var så flot og var en smuk oplevelse, så det får sit eget indlæg.

Derefter skulle vi op over Ylläs bjerget på vej til vores overnatningssted i Äkälompolo. Den første del af turen gik godt, sneen var løs, det var svært at se sporet og pludselig sænkede tågen sig. To af scooterne kørte fast i sneen, en anden væltede med sin scooter, fordi sneen var meget løs i siden af sporet. Alle kom dog op og alle fik vendt scooterne. Det var for farligt at forsøge at køre op over bjerget.

Ylläs bjerget i det fjerne

skiløbere på deres spor 

på vej opad bjerget


tågen sænker sig

udsigten udover søer, skove og tundraen




 I stedet for kørte vi rundt om bjerget. Undervejs holdt vi en kaffepause, de fleste af os fik dog varm kakao og jeg nød loftet i cafeen. Udenfor stod snescootere parkeret, ski stod i deres stativer og vandrere havde slæder med til deres børn. Et aktivt udeliv, som gav frisk luft og gjorde én naturligt træt. Vi kunne efterhånden alle mærke, at vi kun havde sovet fem timer om natten.  Det skulle blive godt at komme hen til hotellet.


Først skulle alle scooterne tankes. en efter en kørte deltagerne hen til tanken, hvor turlederen tankede op. Imens kunne vi andre se os omkring, blandt andet på den store udgave af et rensdyr.


Bagagen var ankommet til hotellet, og her fik jeg indviet saunaen på værelset. Det var der på begge hoteller, det blev dog kun denne ene gang, at jeg fik brugt den. Jeg havde taget for lidt strømper på og følte mig gennemkold, så jeg nød at blive gennemvarmet.

Alle aftener spiste vi sammen og vi faldt hurtigt i snak. Denne aften præsenterede vi os kort, så nu vidste vi, at der var 3 sjællændere, en fynbo, fire sønderjyder, seks midtjyder, en nordjyde (mig) og en vendelbo (landmanden) med på turen inklusiv de to turledere.

i det fjerne Ylläs bjerget


Mørbanket og trætte gik vi i seng efter 100 km på snescooter. Der var ingen problemer med at falde i søvn.

mandag, marts 18, 2019

Are you finnish? No I am danish - noget om en rejse og en fødselsdag

Kronprinsens vittighed er blevet brugt en enkelt gang eller to i de sidste dage. Der har været tavshed på bloggen, ganske enkelt fordi vi for første gang i 37 år har været på vinterferie.

Landmanden drømte allerede om det for et år siden, men det er svært med det arbejde, han har, at holde ferie i perioden august til maj. I denne sæson har han haft så travlt, at han besluttede , at kartoffelgrossisterne måtte klare sig uden ham i fem dage. Det betød dog, at han sorterede hele sidste weekend, for at det kunne lade sig gøre.

Faktum er, at vi kom af sted på en skøn ferie. Oprindelig havde vi planlagt med uge 9, der havde jeg fået ferie, men den rejse var ikke et tilbud mere, da vi langt om længe havde fået enderne til at nå sammen. I stedet for kunne vi komme af sted i uge 11. Så var gode råd dyre, jeg skulle forskellige ting, blandt andet skulle jeg undervise på et andet sygehus og var inviteret til strikkefestival. Men alle svarede bare, da jeg skrev, at selvfølgelig skulle jeg af sted på vinterferie. Så det har jeg været.

Jeg har været på snescootersafari i Finland, og den tur kommer du til at høre mere om, når jeg lige er landet, har fundet billederne frem og fået startet hverdagen op igen. Ferien sluttede i går, på min fødselsdag, og det blev en skøn fødselsdag med høj solskin og sne om dagen i Finland. For første gang har min fødselsdag varet 25 timer, for vi snuppede en ekstra time, da uret blev stillet tilbage på vej til Danmark. Fødselsdagsmenuen sørgede loungen i Kastrup Lufthavn for, vi havde ikke brug for fin restaurantmad, men blot at slappe af efter intense dage i sneen. Inden dagen sluttede, var vi hjemme igen, hvor det gjorde godt med en ostemad og en god kop te.

Måske er det hverdagens mange planer, der har gjort, at jeg vågnede efter 4 1/2 times søvn. Nu har jeg hygget mig med varm hyldebærsaft og er klar til en hverdagsfridag. Medarbejderen er varskoet om, at jeg giver rundstykker og kage i dag. Der skal handles ind, vaskes tøj og pakkes ud. Der skal sorteres kartofler og ordnes kontorarbejde. Hundene skal hentes hjem fra pension og jeg skal have styr over de næste dages arbejdsplaner. Alt er lige, som det skal være, og jeg vil glæde mig til at dykke ned i billeder og skrive indlæg om en skøn ferie i den finske del af Lapland.

God mandag til dig.


onsdag, marts 13, 2019

Når det pludselig giver mening

Pludselig er måske så meget sagt, men alligevel var det den følelse, jeg havde i går eftermiddag,da jeg kørte hjem i blæst og silende regn fra Nykøbing Mors.

Energi måtte der til på vej til Mors. Og nej der er ikke te i dåserne, men mandler og chokolade :-)
 Det var den fedeste følelse. Det, vi har knoklet med og stadig knokler med, bærer nu frugt. Vores forskningsprojekt handler om, hvordan patienter oplever overgangen fra at have været indlagt kort tid med en blodprop i hjernen til tiden efter udskrivelse. Vi er i den sidste fase, der hvor en artikel gerne skal krone værket. Men det som virkelig er kronen, er, hvis det her betyder en forskel for patienterne; hvis vores projekt kan være med til at sætte noget i gang. Og det tyder det på. I går var jeg på Mors for at forelægge vores ide til projektet Nye Veje, og det blev taget rigtig godt imod.

Jeg havde fem minutter til at få sagt al det, jeg gerne ville sige. Og jeg kunne mærke, at jeg havde så megen viden med, både fra alle de internationale studier vi har læst undervejs, fra min daglige praksis med patienter og fra den undersøgelse, vi selv har stået for. Jeg følte virkelig, jeg havde et godt fundament at stå på.

Højdepunktet for mig kom, da lederen af projektet sagde til mig; det er rigtig godt, at I har noget forskning bag jer. Altså at vi faktisk har undersøgt, hvordan patienterne oplever denne overgang, og hvor svær den er. Nu er det ikke bare noget, vi synes og tror, nu er det noget, vi ved. Jeg kunne have råbt højt af glæde. Og jeg måtte straks dele det med min leder og mine to projektkolleger, da jeg kom hjem.

Det giver energi til det sidste seje træk med at få det ned på papiret, at få kondenseret resultatet i en artikel, for vi kan sagtens fortælle om det. Vi er på en måde på vej videre, vi er i gang med at omsætte det til handling, og det er helt ærligt sjovere end at kondensere og kondensere, rette og rette, nørde i små detaljer, så artiklen fremstår skarp.Men vi skal nok nå i mål med det også.

Håber du har haft en oplevelse, hvor det du knoklede med, pludselig gav mening og begyndte at blive til mere end dit bidrag. Rigtig god regnvejrsonsdag.



mandag, marts 11, 2019

Og hør lille mor, hvad har du i din kurv i dag

Hvis du er fra min tid og har haft forældre, der som mine elskede at synge masser af børnesange med deres børn, vil du kunne fortsætte: kyllinger, kyllinger, gæs og høns og en dejlig hane med sporer.

Overskriften skulle findes til det indlæg, jeg havde i tankerne, og pludselig dukkede ordene op og bagefter fortsættelsen med melodi tilsat.

Inspireret af Skørelivs indlæg om den version af os selv, vi er og den version af os selv, vi gerne vil være, har tankerne kredset om det, vi vælger at være  eller at putte i vores liv. Jørgen skrev over hos Ellen: Hvis man ønsker noget, man ikke har, må man gøre noget, man ikke gør. Mette i Alene i Vildmarken ridsede ind i en bjælke: Når du tænker på noget, skal du gøre det (frit fra hukommelsen)

Og alle disse små ord har fået mig til at tænke og også handle anderledes, så søndag blev en skønnere dag end lørdag

Lørdag sorterede landmanden og hans medarbejder hele dagen, og jeg fik lavet det, jeg skulle. Dvs ordnet lidt kontorarbejde og vasket tøj, men alt det, som en fridag kunne indeholde af gode ting, det som man bliver glad af at gøre, det gjorde jeg ikke. I stedet for lagde jeg syvkabaler og så serier, ikke fordi jeg ville, men fordi det var det eneste, jeg kunne tage mig sammen til. Til sidst fik jeg dog sparket mig selv ud og fik fjernet julekæderne i buskene og LEDlysene i lanternerne.

Jeg keder mig, når jeg ikke arbejder ( og det må man ikke sige, men det er vist det nærmeste, jeg kan komme den følelse, jeg går med) Arbejdet kan være det, der skal gøres på gården, så som løn, kontor, regnskab og vasketøj. Det kan også være oprydning og madlavning (det sidste er jeg ekspert i at hoppe over det aller laveste gærde, jeg kan finde, fordi jeg som tidligere skrevet har mistet al lyst til madlavning til os to). Arbejdet som sygeplejerske fylder mig med tilfredshed og glæde. Så det kommer nemt til at fylde al min fritid. Det har det ikke fået lov til i lang tid, fordi det ganske enkelt går ud over min søvn. Jeg har brug for dage, hvor jeg måske tænker på sygepleje, men jeg fordyber mig ikke i det.

Jeg kan så mange ting, ikke på ekspertniveau, men sådan at jeg ville kunne nyde det og måske endda blive bedre. Jeg kan spille guitar og jeg mindes de år, hvor jeg var FDFleder og hvor guitaren ledsagede mig til møder. Jeg kan spille klaver, jeg er godt nok rusten, men jeg tror på, at jeg godt kunne træne det op, og jeg har det skønneste gamle klaver stående. Jeg kan sy og har mønstre liggende på kjoler, som jeg godt gad sy. Jeg kan strikke og har flere projekter, der er tæt på en afslutning. Jeg kunne også dyrke bagning eller madlavning, for jeg er god til at lave mad. Jeg holder af at læse bøger. Jeg holder af at dele mine oplevelser på bloggen. Jeg holder af at fotografere, men det er længe siden, at jeg har gået en tur med det formål at finde det smukke i hverdagen omkring mig. Jeg elsker at vandre, og jeg gad godt udforske de mange vandreruter omkring mig.

Kort sagt, der er så meget, jeg kunne fylde min fritid med, og så vælger jeg at lægge kabale, som ovenikøbet fremprovokerer smerter i min højre arm. Og se serier, som gør, at min krop bliver mere og mere doven. Jeg er udpræget et gruppemenneske, et socialt menneske. Alting er sjovere at gøre sammen med andre. Jeg har dog også brug for roen og stilheden alene, men i rette dosering. Jeg er bedst til at få udrettet noget, når jeg er sammen med andre. Min kære landmand har det lige modsat, han er altid i gang med ting, han elsker at gøre alene. Og de ting, han elsker at gøre alene, fører ham så ind i fællesskaber, som han nyder, men han har ikke behov for dem.

Så i går fokuserede jeg på det, jeg ville blive glad for. Gran og lystræerne blev fjernet udenfor huset. Højbedene blev gået igennem for ukrudt. Landmanden knoklede alene i kartoffelhuset, han vil ikke sige nej til ordrer i en sæson som denne, og medarbejderen skulle ikke arbejde en søndag. Vi hyggede os med formiddagste sammen, og jeg huskede at skønne på tosomheden. Bagefter drog jeg med en god korveninde til kor, vi skulle indspille tre sange i et studie i Aalborg. Der er mange kor om budet, og vi vil gerne give flere koncerter, så det her er en måde både at blive bedre på og at få lavet lidt reklame for koret. Vi hyggede os vældigt både på ud og hjemturen samt med de andre i koret. Jeg var dog træt efter tre timers intens sang, hvor vi konstant stod på et betongulv i et tæt studie. Vi måtte ikke bevæge fødderne, som vi plejer, for det ville gå i lyden, så mine ben syrede helt til.

Hjemme igen fik jeg stoppet landmanden, for han var blevet helt optaget af, hvor mange kartofler  han kunne nå på en søndag, helt alene. Vi fik sen eftermiddagste sammen og bagefter indløste vi landmandens fødselsdagsgave til mig fra sidste år. Jeg havde nemlig opdaget, at den snart udløb. Så nu har vi også set A Star is Born. Sikke skøn musik, sikke skøn skuespil og hvor jeg dog tudede til sidst. Landmanden syntes også om filmen, mest på grund af musikken. Han så med det samme, at Bradley Cooper var selvsamme skuespiller, som spillede hovedrollen i American Sniper, som vi så sammen for år tilbage. Og den film var nok mere hans kop te, men han faldt dog ikke i søvn trods det meget sene tidspunkt, filmen var først færdig kl 23.

Mandag er fridag med mange gøremål, så jeg øver mig i at gøre det, jeg tænker på. Solen skinner lystigt, frosten knitrer i græsset og det her indlæg skal udgives, så jeg kan fokusere på resten af mandagen. God mandag til dig.

med i gavekortet var også en burger på Burger King :-)

fredag, marts 08, 2019

Hjernetræning

Jeg øver mig. Nogen siger, at man er gammel, når man skriver på mobil med en finger, så jeg skriver lige nu indlæg med to tommelfingre. I forvejen bryder jeg mig ikke om at skrive indlæg på mobil. Det må være hjernetræning.

I dag har jeg haft den skønneste omsorgssamtale med to børn på 4 og 7 år. Vi tilbyder samtale med børn af forældre, der har haft en blodprop eller blødning i hjernen. De her to var så skønne, og det var tydeligt, at deres forældre havde involveret dem og talt med dem. Og det er jo egentligt hele essensen af vores tilbud : at sørge form, at børnene ikke bliver glemt, og at de får lov at fortælle, hvordan de har oplevet det. Det kan man også kalde hjernetræning  Jeg skulle hele tiden tage udgangspunkt i deres opfattelse og deres fortælling.

Datteren havde forleden skrevet, nok med to tommelfingre, at vi skulle se Hidden Figures. Det ville være en film for os begge.  Ganske rigtig. Den var skøn med seje kvinder, og så byggede den på en virkelig historie om tre stærke farvede kvinders arbejde på NASA, mens man forsøgte at få en raket i rummet. Og så var der skøn humor blandet med alvor. De kvinder dyrkede i den grad hjernetræning.

Og nu nægter mine fingre at være med mere. God weekend til jer.

Opdatering: min projektkollega kalder mig kommanørd. Lidt er der måske om det, jeg kunne i hvert fald ikke have, at der nærmest ikke var kommaer i dette indlæg. Det er der så nu. God lørdag til dig.


torsdag, marts 07, 2019

Torsdagsregn

Regnen indbyder til stilletid, indetid og afslapning. Alle tre dele nydes.

Egentlig skulle jeg have handlet ind til aftensmaden, men fastnettelefonen er i udu, så jeg venter på montør*. Nu kan jeg så dykke ned i fryseren for at få inspiration. Der står fløde i køleskabet og der er tonsvis af lækre kartofler lige over i kølehuset på den anden side af gårdspladsen, så flødekartofler i ovn er et nærliggende bud på tilbehør. I fryserne ligger min yndlingsret lige for tiden, nemlig rodfritter. De er nu ikke så sunde, som jeg oprindelig troede, for de er dyppet i en lage/sovs, som bringer kalorietallet opad. Se, det står der ikke noget om på forsiden, det skal man læse om på bagsiden. Jeg har nu vurderet, at de trods alt er bedre end ingen grøntsager, så jeg spiser dem med vellyst.

Nede på værelset ligger den bog, som jeg gik død i og som også var medvirkende til mit afbud til litteraturkreds. Maren Uthaugs bog Hvor der er fugle gav mig simpelthen kvalme, jeg blev faktisk fysisk dårlig af at læse om faderens overgreb på sin datter og hans manglende refleksioner over dette. Jeg er dog besluttet på at læse den færdig, for nogle gange kan det, som skræmmer en og som er langt fra ens virkelighed, måske være med til at gøre en klogere på menneskelivet. Og især efter en god korveninde i går aftes anbefalede mig at fortsætte, hun beroligede mig med, at bogen ikke ville fortsætte på den måde. Og at jeg ville gå glip af en god bog, så jeg fortsætter, bare ikke i dag.

Forrige gang diskuterede vi Juleoratoriet, der gik alt op i en højere enhed. Lige nøjagtig derfor elsker jeg at deltage i en litteraturkreds, hvor der er en professionel underviser i litteratur til at skubbe til os. Og kombineret med kvinder, som har læst helt utroligt meget og som er så vidende samtidig med at alle havde hver sit syn på bogen. så blev den aften en helt fantastisk oplevelse. Juleoratoriet er fyldt med masser af personer, og der er mange historier vævet ind i fortællingen, og faktisk blev det hele først for alvor samlet, da vi sammen drøftede bogen.

* Nu tænker du nok, hvem i alverden har fastnet i dag? Og tænker du sådan, så bor du helt sikkert ikke på landet. Der er stadig sorte huller på mobildækningskortet, og vi bor så i et af dem. Det er meget svingende, hvor god en forbindelse vi har. Så kører du forbi og ser en komme løbende ud af døren med en mobil i hånden, så er det ikke en tyv, men derimod en af os, som forsøger febrilsk at få dækning, inden vi mister forbindelsen til den, der har ringet op.

"Du har snydt" var landmandens kommentar, da jeg tog testen om min afhængighed af min mobil. Nu tog jeg den igen og sneg mig op på 4, hvor jeg før fik 2. Jeg kan godt lade den ligge hvis der kommer en sms. Men er jeg alene, så tjekker jeg da den sms. Jeg kan sagtens sætte den på lydløs, når jeg har gæster, og min mobil er aldrig oppe, når jeg er på arbejde. Mine børn og min mand er opdraget til at ringe på afdelingen, hvis de skal have fat på mig. Godt nok har jeg mobilen som vækkeur, men jeg tjekker aldrig mobil, når jeg er oppe på toilet om natten. Hvis jeg får en søvnløs periode og går ned i stuen, så gør jeg det, måske, jeg ser nu oftere serier med masser af reklamer, som gør, at jeg til sidst falder i søvn.

Det er så ikke det samme som at jeg ikke bruger meget tid på den, det gør jeg, fordi jeg spiller syvkabale på den eller tjekker blog/nyheder. I disse dage har jeg nærmest glemt, at jeg har Instagram, så det bliver måske en gang om dagen, at jeg lige tjekker den. Jeg har ingen notifikationer, som gør mig opmærksom på noget. Og jeg har heller ikke en masse, der sender sms til mig. Der kan godt gå dage uden en eneste sms. Det har jeg det fint med. Det er tegn på, at alle omkring mig har det godt.

Håber også du har det godt. Må din torsdag være god ved dig.

Må din vej gå dig i møde og må vinden være din ven.