mandag, november 22, 2021

Mindernes tilknytning

 Vi husker og genkalder os oplevelser, ting, mennesker fra forskellige steder i hjernen. Dufte, lugte, lyde, farver, sange, ord - alle gemmer sig forskellige steder i hjernen og derfor kan man ikke sige, at hukommelsen er ét sted i hjernen.

Jeg har før skrevet om, at det er svært for mig at rydde ud, tingene minder mig om mennesker og oplevelser sammen med dem.

Da jeg begyndte at blogge, fandt jeg i løbet af det første år flere blogere, som jeg jævnligt skrev hos og som skrev hos mig. At jeg begyndte at mødes med en lille flok nordjydske bloggere skyldtes en sjællandsk blogger, som desværre døde i juni 2015. Anne skrev til os, at hun skulle til Hals, og om vi skulle mødes. Liselotte åbnede sine døre og andre bestilte lækker mad hos Fandanko. Det blev siden til flere møder.

Og i foråret 2015 hjalp Anne mig med at finde garnfarver til en kjole, som jeg ville strikke. Anne var min livline og vi skrev jævnligt sammen. Vi mødtes sidste gang til strikkekomsammen udenfor Garnudsalg, hvor vi snakkede om vores børn. Tre dage efter døde Anne pludseligt, og det var svært at forstå, at denne skønne kvinde med så meget livsmod ikke var her mere.

Jeg strikkede videre på kjolen, men indimellem gik der meget lang tid mellem kjolestrikningen. Den blev knyttet til Anne, den blev et symbol på mit venskab med Anne, og hvad nu hvis jeg ikke kunne lide den eller at den ikke klædte mig. Det giver jo ingen mening at tænke sådan, men det gjorde jeg.

I dag syede jeg knappen i, og jeg har gået i kjolen lige siden. Jeg elsker at have den på, og jeg har tænkt på Anne mange gange siden da og på hendes familie. 

Jeg er så glad for, at kjolen endelig færdig, 6½ år siden jeg startede på den. Jeg troede faktisk ikke, at det nogensinde skulle ske, men nu er det sket.




tirsdag, november 16, 2021

valgdag, valgflæsk, blot en hverdag som andre

 Nogle har traditioner for specielle menuer på valgdage. I den gruppe, som jeg dyrker dynamisk bevægelsestræning sammen med, snakkede de om stegt flæsk. Vi har aldrig gjort en tradition ud af valgmiddagen, om det er folketingsvalg eller kommunal/regionsvalg. Mon du har en tradition?

Jeg nåede heldigvis at stemme, før jeg skulle til træning, ellers måtte jeg have stemt sveddryppende og med rødt ansigt. Nu kunne jeg køre hjem, finde resterne fra i går frem og servere minestronesuppe. Jeg havde dog købt en risalamande til dessert, så lidt anderledes føltes dagen.

Alt ånder ro på gården, begge hunde slapper af i hver sin hundekurv i bryggerset, landmanden er inde for at stemme. De arbejdede indtil kl 18. Jeg mangler også noget arbejde, men har besluttet, at det må samles op senere på ugen. Jeg er for træt lige nu. Jeg havde en god dag i plejen sammen med kolleger. I morgen er det andre kolleger, jeg går sammen med. Det er aftalen, at jeg fokuserer på de nyeste af vores kolleger, også kaldet advanced beginners ifølge en sygeplejeteoretiker. De har en masse viden med sig fra studiet, de har erfaring fra det speciale, de afsluttede i, og nu skal de så finde sig selv som uddannet sygeplejerske. Det kan godt være en stor mundfuld i en hektisk og konstant foranderlig hverdag. Så selv om jeg i overskriften skriver en hverdag som andre hverdage, så er hver dag aldrig den samme.

I går var en af de dage, hvor jeg var så træt, at jeg gik i seng klokken otte, lyttede til min lydbog og blev mere vågen af det, så det endte med at jeg ikke kunne sove og nåede at læse en anden bog færdig. Den bog kan jeg også anbefale: De elskende fra Prag. Jeg kan ganske enkelt ikke huske, hvem der anbefalede den, eller om det var en af dem, der stod fremme på bordet indenfor indgangen til biblioteket og fristede mig.  Det er ofte Randi Glensbos boganmeldelser, der lokker mig til at bestille nye bøger på biblioteket. Og nu fik jeg lige bestilt to mere, da jeg søgte i hendes mange anmeldelser. Ofte har biblioteket ikke fået dem købt hjem, når Randi anmelder dem. Så en gang imellem går jeg på opdagelser i hendes blog og finder noget lækkert til aftensteen.

De elskende fra Prag starter med et bryllup i USA, hvor to gamle mennesker genkender hinanden tilbage fra slut 30erne i Prag. De er begge jøder og gennem tilbageblik på begges sider, får vi fortalt historien om, hvad der skete efter de mistede hinanden. Den er på sin vis grum, men samtidig viser den også, hvordan der midt i koncentrationslejrenes grusomheder opstår måder at holde ved livet. Det synes jeg er helt utrolig og fantastisk, at man arrangerer musicals, at man smugler farver og papir ud til børneafdelingen, så børnene kan få lov til at tegne osv. Og det viste sig i efterordet, at historierne har rod i det virkelige liv, blot fortalt på en anden måde og i romanform. Det gjorde det blot mere smukt og interessant.

Nu er landmanden kommet hjem, jeg har taget kage op fra fryseren, som vi kan nyde sammen med is. Så får vi da også fejret valgdagen lidt. 

en lille sti af svampe




lørdag, november 13, 2021

Små glimt

Det var dejligt at undervise for en stor flok patienter og pårørende i onsdags. Det var rart at kunne mærke, at trods et stort hold fik de også noget med sig. Det var derimod ikke rart at skulle tilbage til den konstante holden afstand og at de skulle blive på deres siddepladser. Flere kom med mundbind ind i auditoriet, der var helt tydeligt en angst for ikke at udsætte sig selv for smitte. Diætisten og jeg havde travlt, når 30 mennesker skulle have kaffe/te og vand serveret. Heldigvis har sygehuset nu meldt ud, at vi ikke, oveni alt det andet vi skal lave, skal være kontrollører og tjekke coronapas på alle på sygehuset. Det havde jeg ellers frygtet.

Der er en træthed og ulmende vrede blandt mine kolleger, som jeg ikke før har set. Statsministerens ord og manglende indsigt i, hvor hårdt det har været og hvor hårdt det er at være sygeplejepersonale, har ramt dem. Det gør ondt at se deres manglende gnist i øjnene og at se dem vige i blikket, når de ser på mig. Jeg kender det fra tidligere pressede perioder, jeg bliver synonymet på en, der vil tale med dem om, hvordan vi bliver bedre i vores sygepleje, men det har jeg lært - jeg holder min mund. Jeg lader dem bruge mig til det, de har brug for. Denne gang er det bare langt flere kolleger, der har det sådan. Jeg håber inderligt, at vi rider stormen af, at ingen siger op og al den sygdom, som lige nu rammer folk (svære forkølelser, sygdom efter influenzavacciner og covidvaccinationer oveni mange børn er syge) snart er ovre. Mine kolleger, som ikke er gamle i faget, græder jævnligt på arbejde og flere har mistet arbejdsglæden.

Jeg har en god leder, der handler, hvor hun kan. Så der er sat flere ting i værk, der skal hjælpe kollegerne i hverdagen. Jeg og min souschef har aflyst alle de opgaver og alle de møder, som vi overhovedet kan og går fra nu af med i plejen sammen med vores kolleger, der er nye i faget. 

I går aftes tog jeg en aftenvagt, og det var jeg spændt på. Det er lang tid siden, at jeg har haft aftenvagt. Faktisk var jeg helt nervøs for det, men jeg holdt fast i, at jeg var sammen med gode kolleger, så det skulle nok gå. For lang tid siden afholdt afsnittet amerikansk lotteri og overskuddet skulle gå til en brag af en fest, når Danmark åbnede op igen. Det var så i går. Den fest ville alle rigtig gerne med til, så  det lykkedes takket være tidligere kolleger og nu faste vikarer hos os kombineret med kolleger, som ikke ville til festen, at få det til at gå op. Vi havde en god aften og helt mirakuløst væltede det ikke ind med dårlige patienter. Vi er ellers en af mange afdelinger, som ofte har patienter liggende på gangene. Vi havde nok at se til, men var ikke der, hvor man skulle være fire steder på en gang. Og så håber jeg, at kollegerne virkelig havde en god fest med masser af latter og snak. En aften, hvor de kunne lade livsglæden fylde dem.

Torsdag  eftermiddag mødtes jeg med mine to kolleger, som jeg har lavet forskningsprojekt sammen med, til spisning og hyggeligt samvær. Vi afprøvede en for mig ny cafe, Aktuel. Det var så hyggeligt med tid til snak over en god burger. Min ene kollega er ved at tage en kandidatgrad, og det er vildt spændende at høre om de fag og de tanker, hun gør sig undervejs. Der sker så meget, når man går i gang med en videreuddannelse. Vi glæder os dog til at få hende tilbage til sommer. Hun er også stadig på afdelingen, men primært hver tredje weekend og i universitets ferieperioder, da hun får løn under uddannelse.

Jeg er ikke på toppen lige for tiden, eller rettere sagt det går op og ned med energiniveauet. Jeg tror, det er post-corona træthed. Så jeg var helt stolt, da jeg i mandags fik ryddet op og gjort rent på kontoret. Der skal ryddes mere op, men lige nu nyder jeg de ryddelige flader og det rene gulv. At varmen så er gået sig en tur, må løses med tæpper omkring mig, halstørklæde og termovest , når jeg skal arbejde på kontoret. Vi har begge haft for travlt til at få bestilit en VVS-mand.

I tirsdags havde jeg hjemmearbejdsdag, hvor jeg gjorde flittigt brug af teamsfunktionen, jeg havde hele fire møder på programmet. Jeg plejer altid at sætte baggrundsfilter på, og i anledningen af efteråret/vinteren var der kommet nye, så mine kolleger havde fornøjelsen af at se mig i en ishule med isbjørne omkring mig. Det passede meget fint til mit outfit og temperaturen på kontoret.

Ikke fra kontoret men udsigten fra min lune stues sofa

Mandag sluttede vi dagen af med, at landmanden ordnede lys og billedophæng hos datteren. Jeg var den perfekte assistent/håndlanger (et langt ægteskab med en perfektionistisk håndværker har uddannet mig til den funktion) Datteren lavede til gengæld dejlig mad til os. Og så er det skægt at se far og datter i aktion, de har begge meget klart en mening, om hvordan ting skal se ud, om der skal hænge en eller to lamper, om billedet skal hænge lidt højere eller lavere osv. Men de endte som regel med at være enige, og ellers måtte jeg jo minde den ene om, hvem der boede i lejligheden ;-)

At være håndværker, landmand eller sygeplejerske er ret håndgribelige funktioner. De kan være meget foranderlige, man ved aldrig, hvad dagen byder på. Men man går dog på arbejde, om end hjemmearbejdsdage for mit vedkommende er blevet en alternativ mulighed i takt med andre funktioner i sygeplejen. 

Datteren er nu rejst til Sverige for at besøge en veninde og automatisk rubricerer vi det som ferie. Men så måtte vi jo minde hinanden om, at hun kan arbejde overalt med sine freelanceopgaver, sin kunst og forberedelser til workshops. Hun er ikke bundet af et bestemt sted at gå på arbejde. Når hun er frivillig som udstillingsvært på Kunsthal Nord, kan hun arbejde, når der ikke er besøgende. Når hun sidder i toget på vej til København, kan hun arbejde. Inspirationen til hendes kunst/workshops/grafiske opgaver kommer jo netop, når hun er midt i livet.

Jeg går ikke særlig meget op i indretning, det vigtigste er, at der er hyggeligt og at vi har det rart sammen, når jeg har gæster. Min datter er til gengæld skrap til at lave små tableauer, der fanger mit øje og gør mig glad. I mandags grinte jeg godt nok af, at elefanten havde fået en ny opgave, som så ud til at passe fint til den.


Jeg har fået læst bøger og set film hele weekenden. En af jer havde anbefalet Den sidste boghandel i London. Det var en sød og hyggelig bog at læse, om end den også satte tanker i gang. Den foregår under 2. verdenskrig og f.eks. fik beskrivelsen af hovedpersonens vej hjem efter arbejde den aften da mørklægningsgardiner blev effektueret, mig til at indse, hvor meget lys vi får fra omgivelserne i en by eller fra gårdene på min vej, når jeg går mørketure. Lige som jeg også husker en, der beskrev, at nutidens menneske ville få kvalme af at være tilbage i middelalderen med alle dens lugte, folk, der ikke blev vasket, latriner, der blev tømt midt i byen osv.

To andre bøger er blevet læst; Boghandlen ved Themsens bred og Vores sommer ved Provence. Begge bøger, som handler om at finde sin vej i livet efter modgang og benspænd. Begge kan også anbefales.

En bog, som jeg lytter til, og kan anbefale trods jeg ikke er færdig med den, er Den Franske fotograf. Årsagen til at jeg ikke er færdig med  den og til at jeg har måttet låne den fire gange, er fordi jeg er blevet lidt tåbelig på mine gamle dage. Jeg har så svært ved, når svigt og modgang opstår. I en bog kan jeg hurtigt skimme hen over de dele, men når det er en lydbog, er jeg jo nødt til lytte til det hele. Og selv om jeg udmærket ved, hvad der sker, idet den springer mellem nutid og fortid, så får den lov at ligge flere uger og så er udlånstiden udløbet. Jeg satser dog på at få den lyttet færdig. Måske skulle jeg gå mig en tur i dag, hvor landmanden er på jagt, med høretelefonerne i øret. Jeg elsker jo mest at gå uden, så jeg kan høre naturen omkring mig. Men nu skal den bog lyttes færdig. 

God weekend til dig og tak for tålmodigheden, hvis du kom igennem dette lange indlæg.



lørdag, november 06, 2021

Farmor på afstand og tæt på

 Heldigvis fik jeg taget covid-testen den mandag, som jo var positiv, og ikke som anbefalet på dag 4, som var onsdag. Havde jeg gjort det, ville jeg fremstå som positiv først fra denne dag og i følge retningslinjerne ikke have været berettiget til mit coronapas, før dagen efter vi rejste til Norge. Nu skal man ikke fremvise coronapas mere, men alligevel. Vi tog færgen kl 22 om aftenen til Larvik, jeg fik sovet ombord, landmanden fik ikke sovet så meget. Denne gang kunne vi dog skiftes til at køre op gennem Norge om natten. Det gav ingen mening at finde et hotel klokken halv tre om natten, så vi drog nordpå. 

Først blev vi udtaget til kontrol og selv om de heller ikke bad om at se coronapas, så spurgte de os dog, om vi var vaccineret. Det er vi jo, men jeg fortalte ikke, at jeg havde haft corona 15 dage før, for jeg havde jo mit coronapas.

Turen op gennem Norge blev lidt mere spændende end tilsigtet. Jeg havde tænkt på det, landmanden havde ikke, men midt i al klargøring til ferien og rengøring efter isolationen glemte jeg at fortælle, at jeg havde set, at ved Elverum ville temperaturen dykke ned til frysepunktet. Landmanden havde tjekket temperaturen ved Trondheim, og de var fine, noget lig temperaturen herhjemme. Så vi kørte af sted på sommerdæk, det gør vi så aldrig mere i oktober måned.



Der var vejarbejde på riksvei 3, så vi blev ledt ud på det der svarer til amtsveje, fylkesvei, og de var mindre, meget mere snørklede og det var mørkt, det regnede og mens jeg kørte, kom temperaturen tættere og tættere på frysepunktet. Et sted så jeg i mørket, at der lå lidt sne i vejkanten. Jeg kunne se, at vi kom op i højderne og da landmanden overtog kørslen, kunne vi mærke det i ørerne. Og så blev der glat på vejene med en del sneslud. Men vi kom godt igennem og da vi var tilbage på E6 og nede i dalene, gik det fint.

Vi havde lovet at være i Trondheim inden middag. Vores svigerdatter læser kandidat i folkesundhed, men har barsel nu. Hendes studiegruppe var dog inviteret til en national forkonference om folkesundhed i Trondheim, hvor de også skulle fremlægge deres semesteropgave. Det ville hun gerne deltage i, så meget det nu kunne lade sig gøre med et barn, der skal ammes. Det var sejt gjort og hun fik anerkendelse for sin fremlægning.

Vi skrev sammen undervejs, så da vi kørte ind til deres nye hus, vidste vi, at vores søn havde kørt hende ind til Trondheim og vi skulle blot trykke os ind på dørkoden. Lige som vi kom, kom vores søn hjem med en lille gnaven S. Han brød sig ikke om at være alene på bagsædet i autostol. Han blev dog tilfreds, så snart han kom op i sin fars arme. Det er stort at se sin søn være far, han gør det så godt. Min mand kunne slet ikke lade være med at kommentere flere gange i løbet af ferien, hvor god en far vores søn er. Det er store ord fra en vendelbo ;-)

Nå men sønnen skulle jo på arbejde igen, og da vi skulle bruge hans bil til at køre ind til Trondheim til ammetid, kørte landmanden ham på arbejde. Og så stod farmor der med sit lille barnebarn i armene. Landmanden havde været bekymret for, hvordan S ville reagere, når vi skulle passe ham alene. Men det var som om, at S kendte min stemme, jeg har snakket til ham og sunget for ham på messenger. Så jeg sang for ham og jeg fik skønne små generte smil fra ham. Han ville dog ikke sove, selv om han var træt, så jeg gik rundt med ham og sang. Da landmanden kom tilbage, fik han lov til at synge og snakke med ham, mens jeg fandt frokost frem til os.


Vi fik også hue på og sat ham i autostol, selv om det var under store protester, da han skulle ind og ammes. Men lige så snart han var i bilen, og jeg sad og holdt ham i hånden, faldt han i søvn. Senere lærte vi, at træthed kombineret med hue og det med at blive lagt i barnevogn eller i autostol kunne udløse gråd, også når det var forældrene, der gjorde det. S er vild med boogie woogie sangen, så den har jeg sunget mange gange for ham under ble- og tøjskift.

Det var skønt at se hans smil, da han vågnede op på hotellet og så sin mor. S blev ammet og så tog vi os af bøvsning og turen hjem, mens svigerdatteren gik ind til konferencen igen.

De næste dage gik på samme vis, vi arbejdede begge i huset, når S sov, og når han var vågen, tog jeg mig af ham. Vores søn blev kørt på arbejde tidligt om morgenen, og når S og hans mor var klar, kørte landmanden hende til konference og vi kørte begge S ind til hende til amning.

Vores søn og svigerdatter havde netop overtaget huset om søndagen, de havde fået meget hjælp af den norske del af familien på flyttedagen, fordi flyttefirmaet løb fra deres aftale. Nu var det vores tur til at hjælpe. Vi pakkede ud, landmanden brugte sin håndværkeruddannelse til at få en masse ting på plads. Vi kørte alle sammen ture om aftenen for at se på diverse møbler, lamper osv. Jeg gjorde rent i den gamle lejlighed om lørdagen. Vi nåede også at være sammen med hele min svigerdatters familie lørdag aften, inden vi drog hjem søndag morgen. Lørdag aften tog svigerdatteren os på mørketur ud til en lille sandstrand, hvor flere have haft held til at se nordlys. Vi fik dog ikke nordlyset at se, men nød at stå der i mørket og se på vandet og lysene inde fra Trondheim.

Men mest af alt passede jeg S, og vi knyttede tætte bånd. Jeg gik ture med ham i barnevogn i området og fik lært det at kende. Jeg var sågar i Rema med barnevogn og fik handlet ind. Alle disse små hverdagsting, som man ikke kan gøre på afstand, men som føles stort at kunne være en del af.


Som jeg skrev tidligere, så er jeg fuldstændig og aldeles faldet for dette lille kære menneske. Han er så glad og gavmild med sine smil. Og jeg glæder mig allerede til at se S og hans forældre igen. Datteren skal se sin nevø for første gang til december, hun og jeg flyver derop sammen på en forlænget weekend. Og vi glæder os sådan til turen. Jeg glæder mig også til at skulle rejse sammen med min datter, det er mange år siden sidst jeg har gjort det.

Og da jeg gennemså mine billeder, opdagede jeg, at jeg helt glemte at fortælle, at vi så elge den morgen på vej til Trondheim. Fire store flotte elge gik ude på en mark. Det var stort, jeg har kun set elg en gang før. Min mobils kamera er ikke særlig god til at zoome, så det bliver kun et rystet bevis I får.





onsdag, november 03, 2021

Hjertefryd - Bevæget og beæret

 Egentlig skulle dette indlæg handle om vores lille ferie til Trondheim, men det må vente til næste indlæg. Blot kan jeg sige - farmor er forelsket - helt og aldeles. Jeg har fået det skønneste lille barnebarn, som smiler, så hjerter smelter.

Vi kom hjem sent søndag aften, jeg skulle holde oplæg sammen med mine kolleger om vores forskningsprojekt på Sygeplejesymposium mandag, ligesom jeg skulle holde oplæg om opfølgningsforløbene, som er startet på baggrund af vores forskningsresultater. Jeg havde intet nået at forberede, inden vi tog til Norge. Så jeg forsøgte på vej hjem med færgen søndag aften, men der vippede for meget, så jeg blev utilpas af at se på en computerskærm. Hjemme blev mit PowerPoint fra tidligere redigeret og overført til USB-stik. Selvfølgelig kunne jeg ikke sove, så jeg var meget træt, da jeg stod op tidlig mandag morgen.

Heldigvis havde min kollega tilbudt mig, at hun ville køre. 240 sygeplejersker var samlet til det første fælles oplæg, og bagefter skulle der uddeles en pris. Erik Elgaard Sørensens sygeplejerskepris er etableret til minde om afdøde tidligere leder af forskningsenheden for Klinisk Sygepleje og professor ved Aalborg Universitet. Prisen skulle uddeles for første gang og blev uddelt af Eriks mand, minister og tidligere sygeplejerske Flemming Møller Mortensen.

Gæt hvem der fik den?

Jeg blev helt og aldeles overvældet og meget, meget bevæget. Det er en stor pris at få. Erik Elgaard Sørensen har i den grad sat spor i mange sygeplejersker, hans brændende engagement for sygeplejen både nationalt og internationalt har forplantet sig til os andre.

Heldigvis kunne jeg finde mindet fra dengang jeg gik på diplomuddannelse og min leder arrangerede et møde med Erik, hvor vi skulle drøfte mine ideer til ændringer i sygeplejen til mennesker med stroke. Det minde fortalte jeg om. Erik havde sagt, at jeg var en typisk sygeplejerske, som med det samme hun spotter et problem, går i handlings og løsningstilstand. I stedet skulle jeg tænke: hvad ved jeg, hvad ved jeg ikke og hvad vil jeg gerne vide. På den måde kunne jeg målrette min litteratursøgning og mine spørgsmål til det jeg ville undersøge/ændre. 

Jeg kunne aldrig have fået denne pris uden min afdeling. Mine ledere, der konstant støtter døftelser af sygeplejen. Mine skønne kolleger, som hele tiden udfordrer mig og dem selv til at blive bedre til sygeplejen til mennesker med stroke. 

Jeg er så dybt taknemlig for, at den kvinde, der var lykkelig for at nogen turde ansætte hende som sygeplejerske for snart 22 år siden trods 11 års fravær fra sygeplejen, har fået alle de muligheder og oplevelser. 

Det havde jeg ikke forestillet mig dengang. Hvor var jeg dog heldig at blive ansat på den skønneste afdeling.




tirsdag, oktober 26, 2021

Vejen hjem var også smuk- Sommerferie i Norge 2021

 Tre gange har vi været i Norge, siden de åbnede op for, at vaccinerede måtte komme ind i landet. Første gang var med et flyttelæs, så der tog vi den hurtigste vej (som tog ti timer med trailer) fra Larvik til Trondheim og tilbage igen. Tredje gang fløj vi derop for at se vores lille nye barnebarn. Anden gang var sommerferien. Her tog vi turen fra Kristiansand op over Odda og ud til Molde og Atlanterhavsvejen for derefter at køre ind til Trondheim.

Vi havde haft en dejlig uge sammen med det unge kommende forældrepar, og det kan du læse om her. Vi besluttede os for at tage den næsthurtigste vej fra Trondheim til Larvik, nemlig over Dovrefjell. Det blev en skøn tur med skønne udsyn og masser af fjelde, elve og vidder.



Som flere har skrevet, er det umuligt at komme hurtigt frem i Norge. Der skal sættes fart ned konstant og selv om vejen er bred, så laver den indimellem nogle sving. Den følger ofte vandet i dalene mellem fjeldene.


Turen gik godt uden ulykker eller andet, der kunne sinke os. Vi holdt enkelte stræk-ben pauser på den ni timer lange tur til Larvik. Vi havde gode madpakker med fra Trondheim og masser af te i kanderne, så vi led ingen nød.



Jeg havde gang i hotelreservation, da vi først skulle med færgen næste morgen. Det var ikke så nemt. faktisk havde vi problemer overalt med at finde hotelværelse. Men det er dejligt nemt med google maps, som foreslår hoteller i det område, jeg gerne ville bo i. Til slut fandt vi et hotel tæt på motorvejen fra Oslo til Larvik. Og for første gang i denne ferie fik vi et værelse med bad og toilet . Det så jeg frem til. Min nattesøvn havde lidt under de natlige traveture ud for at finde et toilet, om det var i Odda, Molde eller på campingpladsen i Trondheim.




Vi ankom sent til hotellet, men nåede at få aftensmad og et drama udenfor, da der pludselig stod sort tæt røg op fra et område tæt på hotellet. Politi og brandfolk var hurtigt til stede. Det lød til at være en bil, der var brudt i brand. Da der faldt ro på området, gik vi i seng og sov til den tidlige morgen. Vi gjorde os hurtigt færdige, for vi skulle med færgen klokken 8 med det store morgenbord. Jeg er udpræget en brunchnyder. Jeg behøver ikke aftensmad eller frokost, bare stik mig en brunch og nogle mellemmåltider, så er jeg glad :-) Så jeg var glad og meget mæt, da vi nåede Hirtshals,

En dejlig ferie var slut. Og det er beretningen om den også.



torsdag, oktober 21, 2021

Påvirkning af krop og sjæl

 Jeg er ude af isolation, jeg har ingen nævneværdige symptomer, jeg har været feberfri i seks dage. Det sidste halvanden døgn i isolation foregik i hele sommerhuset (fordi datteren nu er flyttet i lejlighed). Det gjorde en mærkbar forskel, for det føltes som ferie mere end isolation.


Jeg har isoleret rum og tøj, først herhjemme inden jeg kørte op til sommerhuset. Nu også i sommerhuset. Jeg havde satset på, at jeg kunnet køre talrige vask igennem både i sommerhuset og herhjemme, men vaskemaskinen herhjemme kunne åbenbart ikke tåle 10 døgn uden at blive brugt. Den kun halvanden år gammel maskine nægter at starte, så nu må vi vente på montør. De kunne, hvor vi ikke kunne og omvendt, så der kommer til at gå knap 2 uger. Så jeg kører frem og tilbage mellem sommerhus og gården for at fordele min energi og arbejdsindsats.


Der er bestilt smørrebrød til folkeholdet til frokosten i morgen, og der skal ligeledes rundstykker på bordet til formiddagskaffen. Nu skal det fejres, at kartoflerne er i hus.


Solen skinner og gør mig glad. Jeg skal have fundet en frakke, så jeg komme ud og gå. Mit gåtøj er jo i karantæne i to døgn. Først vil jeg dog nyde at kunne drikke en kop te sammen med landmanden. Jeg er glad for, at jeg har to hverdagsfridage oveni min friweekend, så er der håb for, at jeg kommer i bundt med alt vasketøj og rengøring. Herhjemme har vi måtte aflyse vores ugentlige rengøring af firma, fordi der ingen var til at få ryddet op/væk før rengøringen. Landmanden har haft travlt med at få det hele til at fungere inklusive at håndtere alt det jeg plejer at gøre kontormæssigt. Så jeg tror også, at han nyder, at jeg nu er ude af isolation.

De sidste par aftener har jeg gået tur ved aftensmadstid, både i skoven og i klitterne. Her mødte jeg ingen mennesker og det gjorde mig glad at gå. Ikke desto mindre har min søvn drillet mig utroligt meget, så jeg satser på, at jeg nu kan få den tilbage i den gode rytme, for jeg er ærligt talt meget træt nu.


Det var det sidste indlæg, forhåbentlig, om min covid-isolation. Jeg mangler stadig et indlæg om vores sommerferie i Norge, men de billeder ligger fysisk på computeren herhjemme, så det har jeg ikke kunnet skrive. Jeg glæder mig til at dykke ned i sommerferieminder. God torsdag til dig.