fredag, juni 22, 2018

Endnu en dejlig morgen

Det er også fridag i dag, for der er arbejdsweekend foran mig. Endnu en fridag sammen med kolleger. Vi havde en skøn brunch i går, og jeg fik lov til at få lidt babytid sammen med min ene kollegas skønne dreng på et halvt år. I dag skal jeg først til afskedsformiddagskaffe hos en tidligere kollega, som går på efterløn. Bagefter skal jeg fejre moderen til babyen fra i går. Hun bliver 30 og har inviteret til åbent hus både formiddag og eftermiddag. Det bliver hyggeligt.


Landmanden og hans hunde er allerede draget ad gårde. Ayla skal til prøve i dag, meget tidligt og to timers kørsel væk. Så er det godt, at der er ro på landbruget, landmanden hyppede kartofler i går aftes og medarbejderen ved, hvad han skal lave i dag på gården. Hunde og træner skulle gerne være hjemme på gården igen ved middagstid med en veloverstået prøve. Faktisk er Ayla meget ung til denne prøve, men landmandens vejleder har vurderet, at Ayla er klar, så det håber vi. Ellers kommer der en ny prøve til efteråret. Dexter er bare med, og det nyder den. Den ligger i hundeburet i bilen med bagdøren på vid gab, mens prøven er i gang og bagefter render den rundt og charmerer alt og alle.



Vi er dog meget imponeret af Ayla, hun er så god til at acceptere hvalpenykkerne og kan godt lide at lege med hvalpen.Endnu sover de tre sammen i vores mandskabsrum, landmanden vil fortsætte med dette, indtil Dexter sover igennem. Den er blevet vant til at sove i et hundehus af tremmer, det er dens trygge base.

Jasminbuskene sender kaskader af dufte og fryder øjet
I nat bildte min hjerne mig ind, at jeg skulle på toilet to gange. Anden gang var bare for at få mig så vågen, at jeg kunne begynde at spekulere på nogle regnskabstekniske ting, som jeg skal have klaret i dag. Helt ærligt hjerne, tag dig sammen, klokken 3 om natten skal man ikke spekulere i afstemning af regnskab. Til sidst lavede jeg Sudoku,  til uret ringede klokken fem. Nu er husets andre beboere sendt godt af sted med madpakker og tekande, og jeg tror, jeg vil nappe en powernap.


God fredag til dig.

torsdag, juni 21, 2018

Lykken er


  • at tillade sig selv at falde i søvn foran fjernsynet, fordi det er fridag næste dag ( jeg elsker at falde i søvn i sofaen)
  • at vågne ved midnat, vække landmand og hunde, som også sover foran fjernsynet, og så skynde mig i seng og falde i søvn igen
  • at vågne et minut før urets kalden
  • at finde ud af at jeg har glemt at ændre urets vækketidspunkt til fridagstid
  • at stå op alligevel, fordi jeg føler mig udhvilet
  • ar få ryddet op, tømt opvaskemaskine, smurt mad, brygget te og komme i bad
  • at sidde her klokken syv og nyde min morgenmad
  • at døren kan stå åben ud til gårdspladsen, hvor jeg kan høre hundenes tumle; lidt køligt måske men med en trøje på, så er det skønnere end de varme temperaturer, vi havde i maj.
  • at vide at efter et tidligt morgenmøde med vores revisor har jeg lokket seks kolleger til at prøve cafelivet i Aabybro og deres brunchtilbud.
  • torsdagsfridag



tirsdag, juni 19, 2018

Pludselig var det tirsdag

Arbejdsdagen blev længere end planlagt. Der var sygdom blandt personalet og ingen vikarer at få, så der blev mikset på kryds og tværs. Det betød, at jeg tog 3 timer til klokken 18 og så tog en anden over. Vi er alt for få og vores patienter er hårdt ramte, så alle har prøvet at få enderne til at nå sammen, men det var nærmest umuligt, så jeg havde helt ondt i maven af at se mine kolleger forsøge at strække tiden.

Jeg hjalp der, hvor jeg kunne, hjalp en patient med toiletbesøg, at blive vasket og få sondemad. Jeg superviserede en ny kollega i stuegang. Så skulle jeg have møde om kursus i efteråret. Derefter skulle jeg samle op på mails og undervisning. Så forsøgte jeg at hjælpe igen, hjalp en anden patient på toilettet og fik fundet frokost til vedkommende.

traner

Derefter lige lidt flere opfølgningsmail, før jeg skulle gå til et tiltrædelsesseminar. At høre om forskning og international forskning i sygepleje er også noget af det, der gør, at jeg har en fornemmelse af, hvor vi skal sætte ind for at udvikle vores sygepleje.

Herefter var det tilbage til afdelingen, hvor jeg først var fast vagt med en del udfordringer. Når man får en blodprop i hjernen, kan det også påvirke evnen til at forstå, hvad der sker og også give en impuls til at ville væk fra sygehuset. Når man så ikke er ramt på evnen til at gå, men er ramt på forståelsen og evnen til at udtrykke sig, så kan det give problemer.

trappete

Derefter fik jeg hældt medicin op til min ende af afdelingen, jeg fik også afholdt udskrivelsessamtale med en patient, der kun ventede på en sygeplejerske med pjecer, medicin og mundtlig og skriftlig information. En anden kollega tog tre andre patienter, som var udskrevet af lægen, men ventede på udskrivelsessamtale. Vi ved fra vores studie, at den samtale med tilhørende individuel skriftlig information har stor betydning for patienterne bagefter. Det kan bare være svært at nå for en dagvagt, som også skal tage sig af sine andre patienter (som har brug for megen hjælp). Så indimellem har vi utålmodige patienter og pårørende, som venter i vagtskiftet på, at en sygeplejerske får tid til samtalen.

Jeg sluttede dagen af med at assistere en læge med en rygmarvsprøve, så vi kunne sende den patient hjem. Vi havde brug for alle sengepladser, og patienten ville hellere være hjemme i nat i ventetiden på svar og næste undersøgelse.

søndagsafslapning
Landmanden har haft begge sine hunde med til prøve. Dexter er endnu ikke begyndt på træning og prøver, det er han for lille til, men han fik lov til at komme med. Ayla var til apporteringsprøve og hun bestod heldigvis. Denne uge står i prøvernes tegn, så det er spændende, om makkerparret klarer dem alle.

Jeg slapper af med en romantisk film, i reklamepauserne skriver jeg på dette indlæg. Jeg burde ikke se film eller skrive indlæg. Alle undersøgelser viser, at det ikke gør nogen gavn for søvnproblemer at se på en skærm de sidste timer inden sovetid. Men jeg trængte, så jeg satser på, at søvnen alligevel indfinder sig. Håber søvnen også finder dig. Sov godt.

PS og billederne har intet med indlægget at gøre, men er indtryk fra den sidste uge.

vinduespynt ved patienthotellet

lørdag, juni 16, 2018

En god ide

hvis jeg selv skal sige det. Inspireret af  gåturen til alt for Damernes løb/walk lokkede jeg datteren på tur fredag. Vi parkerede på Nørresundbysiden, gik gennem Lindholm Strandpark og over Kulturbroen og drejede til højre forbi roklubberne og lystbådehavnen. Folk hyggede sig på bådene eller på land. Vi havde et mål, jeg ville prøve Street Food og ville give frokost der. Først snusede vi rundt og sansede alle de små spisesteders tilbud.



Derefter valgte vi to menuer og delte dem, mens snakken gik og flere og flere mennesker dukkede op. Det er ikke sidste gang, jeg skal derhen og vi nåede at gå næsten 5 km, før vi var tilbage ved bilen.



Lørdag er brugt i Haderslev, datteren skulle dimitteres sammen med sine medstuderende. For tre år siden flyttede de alle fra nær og fjern til byen for at studere i to år. Herefter flyttede de ud i verdenen igen i et års tid til praktikpladser og bacheloropgave. I denne uge blev de så samlet for en stund og i aften fester de, inden de i morgen siger farvel og drager ud i verden som professionsbachelorer i grafisk kommunikation. Må de hver især finde det job, som passer til dem.






Inden dimissionen nåede vi frokost på en af de mange gode spisesteder, som Haderslev byder på. Bagefter blev der også tid til en lille rundtur før vi drog mod skolen. Nu er landmand og frue hjemme igen. Hundene og landmanden slapper af foran fjernsynet. Jeg har snuppet iPaden og computeren og skiftevis ser en gammel filmkending og surfer på nettet. God aften til dig.


fredag, juni 15, 2018

En god uge

Ugen er strøget af sted, og pludselig indså jeg,  at jeg ikke havde skrevet på bloggen siden søndags. Det var ikke, fordi jeg havde det skidt, men fordi livet krævede min tilstedeværelse, og så var jeg for træt til at tænke tanker og skrive. Der blev instagram den hurtige måde at formidle min hverdag.

Mandag var jeg til begravelse i Struer, landmanden kunne ikke komme med, så det var en lang tur alene frem og tilbage. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Min svogers far blev 86, og i over 30 år har vi set hinanden til fester og familiesammenkomster, været sammen i sorg og glæde og jeg husker ham for hans stærke tro, hans engagement og hans smil. Han kom til min fars begravelse for to år siden, så jeg ville også deltage i hans og være sammen med min svoger og hans familie. Det blev en god afsked.



Tirsdag havde vi projektdag, vi havde vejledning og kom også et skridt videre mod en artikel, men hold nu op, som jeg trænger til at komme til alt det sjove. Det med at få omsat den viden, vi har fået, til praksis sygepleje, og jeg gruer lidt for artiklen, vi mangler stadig færdiggørelse af diskussionen, før vi kan skrive artiklen. Og da vi gerne vil have den publiceret på engelsk, så skal vi starte forfra med at formulere og kondensere indholdet på engelsk. Godt vi skal have sommerferie først.

Tirsdag blev datteren også færdig med sin uddannelse som Grafisk designer, hun forsvarede sin bacheloropgave med glans. Vi har den glæde af at have besøg af hende i de her dage inden hendes dimission.



Onsdag var almindelig arbejdsdag, hvor jeg havde ufattelig mange hængepartier. Og som jeg sagde til en kollega, hvis nogen spurgte mig, hvad jeg havde lavet, så blev det svært at svare på. Jeg besvarede mails, jeg fulgte op på mails, jeg arrangerede møder, jeg skrev referater, jeg bookede mødelokaler, jeg læste artikler, jeg deltog i sygeplejekonference, jeg havde møder. Det lyder af så lidt og alligevel måtte jeg efterlade hængepartier til næste uge.

Torsdag var nemlig sidste kursusdag for kolleger. Vi har afholdt tre enslydende dage, hvor alle kolleger har fået 6 timers kursus. Denne gang havde jeg været så nervøs, fordi det ikke var hardcore viden, det handlede derimod om dokumentation af vores gode sygepleje og hvad er god sygepleje egentlig for noget. Derudover havde vi også ekstern undervisere om ernæring og den gode ernæringspraksis. Kollegerne fik ros både fra de eksterne undervisere, fra vores leder og fra mig, for de er fantastiske. På trods af de vilkår de bliver budt med en overbelægningsprocent på langt over 100 i gennemsnit, så formår de at få patienter og pårørende til at føle sig set og hørt. 



Jeg har før skrevet om, at hvor jeg nemt kan få aha-oplevelser eller succesoplevelser i den direkte patientkontakt som sygeplejerske, så er det sværere for mig at få det gennem min funktion som udviklings, uddannelses og undervisningsansvarlig. Denne gang fik jeg følelsen af, at jeg dur til det her. Og det var en fed følelse.

Jeg turde lade dem fortælle små historier om en god sygeplejesituation og så sætte perspektiv på sygeplejen set ud fra en forståelsesramme af, hvad der skal til for at yde god sygepleje. Jeg kunne hente teorier og viden frem og koble det hele sammen uden at være forberedt ud til fingerspidserne. Og jeg stod igen igen med følelsen af, at #jegharverdensbedstekolleger



Fredag er fridag fra sygeplejen og jeg øver mig i at holde fri, helt fri. Fredag har været nydelse sammen med datteren. Fredag har været tid til at ligge i hængekøje og nyde lydene omkring mig.


Håber du nyder din fredag.

søndag, juni 10, 2018

Vores hunde

I efteråret 1982 købte landmanden gården, efter den var gået på tvangsauktion. Landmandens far overtog kartoffellageret og landmanden koncentrerede sig om sin landmandsuddannelse. 1. april 1983 flyttede vi ind på gården og sommeren 83 fik vi en lille hundehvalp, Scott. Det var den første af mange ruhårede hønsehunde, vi har haft. Scott måtte være overalt, jeg kom fra et hjem, hvor vi havde labrador retriever og var vant til, at hunden var i hele hjemmet. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at landmanden havde haft ret i, at en landhund er mere snavset end en byhund.

Der leges

Så i forbindelse med at vi byggede om, havde en lille datter på 1 år og en kommende baby på vej i løbet af fire måneder, så blev Scott til en ægte landhund med plads i bryggers og som altid fri adgang til Guds Skønne natur. Den kom ind ved særlige lejligheder, og den nød godt af de to små børn. Vi har videofilm, hvor de to sidder på køkkengulvet tæt på dørtrinnet til bryggerset og fordrer Scott, som ligger lige på den anden side af dørtrinnet, med hundekiks. Scott elskede at komme på camping hvert år, her var der familiehygge og nærvær for alle pengene.

Da Scott blev 8-9 år fik vi Fie, den eneste korthåret hønsehund, vi har haft. Fie var fuld af krudt og den nu aldrende Scott kunne slet ikke sætte hende på plads. Landmanden var i fuld sving med en gård, der voksede sig større, vi havde netop købt nabogården med grise og hvad det betød af arbejde. Så det med træning kombineret med arbejde og to børn blev ikke til det store. Scott og Fie lærte dog , som Fie blev ældre, at kunne hygge sig sammen.

Dexter

Da Fie var 8-9 år, fik vi Laika. Laika var også en livlig hvalp, og Fie gad hende faktisk ikke. Så vi kunne ikke lade dem være alene sammen. De lærte dog også at finde ud af det sammen. Laika var som voksen god som dagen var lang, men det med træning blev heller ikke til så meget. Alle hunde har dog været gode jagthunde. Laika er udover Scott den eneste hund, jeg har kunnet gå ture med. Og da Istvan indtog gården, ja så blev Laika og jeg mere og mere forbundet. Som hos de andre hunde måtte vi tage beslutningen om aflivning, da hun var ca 12 år gammel. Som jeg skrev, så var det det rette tidspunkt.

Laika nåede at blive 11 år, før vi fik Istvan, og som hos de andre var det svært for den gamle hund at sætte sig ordentlig i respekt, når hvalpen bliver ældre. Istvan var noget ganske særligt, nok også fordi landmanden nu havde tid til at træne med sin hund. De to blev så forbundet, så jeg stadig kan blive helt varm om hjertet ved at tænke på det. Derfor var det også en kæmpe sorg, da Istvan brækkede sit ben under en jagt og måtte aflives.

Dexter i fuld vigør

Landmanden gik nu og diskuterede med sig selv, han havde regnet med, at Istvan og han skulle rejse fra gården samtidig. Kunne han undvære en hund til jagter og fremfor alt ville han komme til at savne det at arbejde med en hund og gøre den så god som mulig til spor, apportering, slæb, søg osv.? Som I ved, endte det jo med at Ayla kom ind i vores liv. Ayla og landmanden er også blevet tæt forbundet, og hun ser ud til at blive lige så god som Istvan, og de nyder deres træningssessioner sammen. Jeg havde det svært i en periode, fordi jeg var så irriteret på Ayla. Irritationen gik også ud over landmanden, fordi jeg syntes han havde lidt en bedstefarattitude overfor hende herhjemme. Hun fik lov til lidt for meget. Det blev dog meget bedre, og i dag har Ayla og jeg det godt sammen.

Se så troede jeg jo, at historien om vores hunde skulle være det. Men som bekendt har min kære mand det med at overraske mig, så nu har vi altså fået en hundehvalp mere. Og jeg vil godt give landmanden ret i, at på nogen områder er det nemmere med to hunde. Ayla krævede vores opmærksomhed hele tiden og det var os, der skulle køre hende trætte med alle mulige aktiviteter. Det sørger Ayla for ved Dexter. Og vi kan tydeligt mærke, at Ayla er en unghund, hun har energi til at pøle og lege. Og de to søskende (de har samme mor) nyder at lege sammen. Ayla ved godt, at Dexter ikke er så stærk. Når de trækker tov, så giver hun lidt line, så Dexter også føler, han er med. Indimellem trækker hun dog til, og så bider Dexter sig blot fast i tovet og lader sig blive trukket rundt på græsplænen.

Morgenstund sammen med Ayla

I dag skal landmanden af sted hele dagen, og egentlig skulle han have Dexter med og så skulle Ayla i hundegård, for jeg skulle til strikkeevent, WWKIP day, hos Garnudsalg.dk. Det gik så op for mig i går morges, at det var i går, så jeg måtte ændre mine planer og nåede heldigvis to timers strikkehygge under træerne sammen med Liselotte og alle de andre skønne kvinder.

Kenneth sørgede godt for os

Så nu har jeg to hunde herhjemme, heldigvis har vi et bur til Dexter, så der er han kommet i, efter der er blevet pølet ude på græsplænen. Nu sover begge hunde, jeg skal i andet tøj end nattøjet, og så skal jeg videre med regnskaberne.  Og himlen åbnede kortvarigt sine sluser over gården, ikke meget, men lidt har også ret, skønt. God søndag til dig.

Ayla og landmanden

fredag, juni 08, 2018

En skøn aften

To var midt i 30 erne, resten var under 30. En havde sin skønne baby med på 6 måneder. Fire var nyuddannet inden for det sidste år, alle otte er mine kolleger. Og jeg smiler i dag ved tanken om den hyggelige aften, vi havde sammen i går.

Modsat sidste år hvor det regnede og det var koldt, så skinnede solen, det var varmt, men heldigvis blæste det også. Vi havde alle i år valgt at gå 5 km, og turen startede som altid ved Alt For Damernes løb/walk i Lindholm strandpark. En grøn oase på Nørresundby-siden, solsiden, som i den grad levede op til sit navn i går aftes.

Lindholm og i det fjerne skimtes teltene ved pladsen og broen

Som sidste år gik vi over kulturbroen, som går langs togbroen over Limfjorden. Ih hvor det gungrer, sagde musen, da den og elefanten gik over broen. Broen gungrede og vibrerede også vældigt med så mange kvinder på vej. De modgående og modcyklende mennesker havde svært ved at komme frem.


Modsat sidste år gik vi til højre og kom dermed forbi skønne områder af Aalborg havnefront, som sjældent ser, lystbådehavnen, Street Food, Fjordbyen og Vestre fjordpark. Sidstnævnte er et fantastisk område, og der var masser af mennesker i vandet, mennesker der spillede volleyball eller brugte træningsredskaberne eller grillede eller bare hyggede sig og så den store flok af vandrende kvinder. Så gik turen tilbage over broen til Lindholm, hvor vi fandt en skyggefuld plads og nød vores mad.

Det var så hyggeligt, at jeg nærmest ingen billeder fik taget, det er gode tegn. De billeder, de andre fik taget, viste en flok glade sygeplejersker, som hyggede sig. Det må være blevet en tradition.