tirsdag, december 01, 2020

Hvad er der i vejen med nu?

 Jeg hulkede helt stille, men jeg hulkede og imens tænkte jeg over, hvornår jeg sidst havde hulket sådan over en bog. Du vil formentlig ikke hulke over bogen, eller måske ville du. Men da jeg skrev til min ældste lillesøster og sagde tak for den gode boganbefaling og skrev om hvordan den iboende angst blev sat fri med min hulken og jeg sluttede min sms med overskriften på dette indlæg, som er et citat fra bogen, svarede hun, tak fordi du også fik den følelse.

Vi har noget med i bagagen, vi har en personlig oplevelse og deraf også en iboende angst for at det vil ske for en af os. Vi har læst andre bøger om emnet, både fiktion og dokumentariske beskrivelser. Jeg har skrevet om mine oplevelser her på bloggen. Det at leve med begyndende demenssymptomer og det at leve som familie til en med begyndende demenssymptomer.

Denne bog er på sin vis en feel-good-bog, det foregår i England i en lille landsby. Vi møder alle de forskellige typer i landsbyen, de er beskrevet med et glimt i øjet. Vi møder de unge mennesker og deres problemer med kærligheden. Vi møder også kærligheden på tværs af generationer og kærligheden mellem et ægtepar sidst i 60erne. Kærligheden er det, der bliver det bærende, da Marigold, en af landsbyens samlende kræfter, begynder at glemme.

Det er en smuk bog at læse, det er en let bog at læse og det er en bog, der greb mig om hjertet. Og jeg ved, at min intense hulken til sidst handlede lige så meget om min iboende angst for at blive ramt og om hvis nu jeg blev den, der fik Alzheimers sygdom som vores far, om mine søskende, min mand og mine børn så ville gribe mig og støtte mig i glemslens tåge. Det ved jeg, at de vil, og måske netop det faktum og den viden forstærkede min gråd.

Der er til sidst en beskrivelse af Marigold, som ikke kan kende sin familie, men som sidder tryg  midt i blandt dem uden at vide, hvem de er. Der går det op for hendes mand, at hun heller ikke kan kende ham længere, og han indser, at det betyder ikke noget, at hun ikke ved, hvem han er, for han ved, hvem hun er, og den person ville hun altid være. Og den tilgang var lige nøjagtig det, der gav min far en følelse af at høre sammen med os. Vi kendte ham, og det viste vi ham og derigennem opstod et nu, der var smukt, kærligt og trygt. 

Jeg kan varmt anbefale Santa Montefiores bog Mindernes længsel




torsdag, november 26, 2020

Novemberkalenderens afslutning

November er ikke slut endnu, men denne kalender er. Kalenderbestyreren fik svært ved at leve op til sit eget løfte til sig selv med at skrive hver dag om stort og småt, der gjorde hende glad.

Den sidste uge har jeg været julehyttevikar og passet min datters julehytte med julepynt i Skulpturparken efter arbejde et par dage og en enkelt dag i sidste weekend. Som så mange andre steder i det nedlukkede Nordjylland har det været svært at få erhvervslivet tilbage på fode igen. Vi håber, at december giver folk lyst til at komme ud en tur og nyde de smukke lysskulpturer og de mange små boder med alskens lækkerier.

Skulle du få lyst til at se/købe de skønne kreationer hos min datter og du bor langt væk fra Nordjylland, kan det ske via hendes instagramprofil.


Fridagen i dag er brugt på fysioterapeut og plasmatapning, det er ren wellness for mig. Jeg trængte til det, mine muskler i nakke-hårområdet er spændte og ømme ( ja alle de andre muskler i skulder, arm og håndområdet er også ømme, men det er værst med nakken). Og jeg er  blevet klogere på, hvad det skyldes gennem mine mange fysioterapeutbesøg. Hvis man har problemer med synet, spænder man i de små nakkemuskler, så det kan sagtens være derfor, jeg ofte får hovedpine, når jeg læser eller ser film på iPaden.

Jeg har undret mig, jeg har rimelig nye briller, jeg har skærmbriller og begge dele bruges på skift, for jeg kan ikke se ud i verdenen med skærmbrillen. Til gengæld er jeg begyndt at bruge dem flittigt ikke blot ved computerskærmen men også til filmkiggeriet. Mens jeg fik massage, kom jeg i tanke om at min optiker ved sidste synstjek sagde, at jeg havde begyndende grå stær, men ikke noget der påvirkede mit syn. Jeg tror, jeg skal til øjenlæge og have tjekket det, for måske er der sket en forværring. Jeg synes i hvert fald, at jeg døjer med at finjustere mit syn, og at jeg tit skal have solbriller på udendørs. Akkeja, akkeja som alderen dog melder sig med det ene og andet.


Hjemme slappede jeg af og nød at jeg gav mig selv fri fra alle de ting, jeg burde have styr på. Men jeg mangler en bog at læse. Mon du har en god bog, du kan anbefale? Den skal være en, jeg kan slappe af til. Min sidste afslappende bog hed Den lille cafe i København. En rigtig feel-good bog. Og den maler med den brede pensel, når den skal beskrive, hvorfor danskerne er et af de lykkeligste folkefærd. Det skulle jeg lige lære at se bort fra, men ellers hyggede jeg med bogen, som jeg hørte som lydbog.

For at udfordre mig selv havde jeg lånt en bog, som jeg må opgive at læse. Jeg vil rigtig gerne, men lige nu magter jeg ikke at læse om mexicanske piger, som bliver bortført og solgt som sexslaver. Bogen Bønner for de Bortførte er inspireret af virkelige hændelser, og når jeg læser denne anmeldelse, ved jeg, at det ikke er lige nu, at den bog skal læses. 

Så har du et godt forslag, så lad ordene flyde i kommentarfeltet.



fredag, november 20, 2020

Novemberkalender med maske på, del 20

 Også i dag fleksede jeg og mødte først kvart over 8, sikke en luksus, selv om jeg jo har arbejdet de timer på mine fridage eller før/efter arbejde. Det kunne jeg godt blive fan af, og det er måske også det første skridt til at kunne sige, at jeg er klar til et mindre timetal til foråret. UHH jeg får helt ondt i maven, for hvad skal der vælges fra? Jeg er jo vild med alt jeg laver.

I dag var der meget travlt på afdelingen, og der kom mange ind via trombolysefunktionen, så jeg måtte træde til og overtage observationen af en af de patienter, der havde fået trombolyse. Det betød over to timer med maske på uafbrudt. Normalt må vi tage maskerne af, når vi dokumenterer på kontoret eller spiser, så jeg har ikke prøvet at have maske på så længe. Det var ualmindeligt hårdt i dag. Især da jeg løb op af trapperne fra stuen til 2. sal for hurtigt at komme til røntgen og hjælpe med trombolysen. Jeg kunne næsten ikke få luft.

Jeg har fået øjnene op for, at vi nu mærker konsekvenserne af aldrig at måtte samles, hverken i sociale sammenhænge eller i personalestuen. Vi er en meget social afdeling, og der har altid været opslag om forskellige sociale arrangementer, som også har gjort det nemmere for nye kolleger at komme ind i afdelingens fællesskab.

Vi skal hele tiden tælle personer, når vi træder ind i et rum. Er der flere end ti, må vi gå ud. I personalestuen er der kun plads til 8 siddende personer, og så to på kort visit. Det betyder blandt andet at sådan en som mig aldrig sidder sammen med mine kolleger og får formiddagste eller frokost. Det indtager jeg ved en computer. Ganske enkelt fordi jeg skønner, at det er vigtigere, at mine kolleger i plejen får det frirum at kunne tale med de andre kortvarigt, indtil at de hurtigt må spise deres mad, så andre kan komme til at sidde ned. Det slider på folk, og lægger du så maskebruget oveni, så er folk meget mere trætte nu, når de går hjem end tidligere.

Nu er det weekend, vi fik restemad, der er set Vild med Dans og jeg gør mig klar til at sove. I morgen har jeg lovet at hjælpe min datter. For Magisk jul åbnede igen i dag, men min datter har en anden stor arbejdsopgave, som hun skal have gjort færdig, og så tilbød jeg at stå i julehytten i morgen. Jeg må lige finde min indre krejler frem og så have hækletøj, lydbog og masser af varm te med. Det bliver da et helt lille eventyr jeg skal på.

Fra gårsdagens gåtur. I dag har jeg kun set lyset fra arbejdsvinduerne.

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)





torsdag, november 19, 2020

Novemberkalender under dynen, del 19

Det har været en skøn fridag i dag. Jeg har været ved at rydde op i mapperne fra min diplomstudietid. Egentlig troede jeg, at jeg blot skulle tømme mapperne i papircontaineren. Men sådan leger vi ikke, når det er mig, der rydder op og ud. Minderne, alt det hårde slid, gensyn med litteratur jeg havde glemt. Så meget blev i mapper, men intentionen er stadig at få sagt farvel til det hele. Jeg fik dog reduceret med fire mapper.


Jeg hækler en række eller to på min klud, men slidgigtfingrene skal have pauser. Det er dejligt afslappende og hele denne uge må have været god for mig, for mit blodtryk ligger nu, som da jeg var yngre. Jeg har aldrig haft forhøjet blodtryk, men var kravlet tættere på grænsen gennem længere tid.

Der blev også tid til en rask gåtur bag klitterne og vil du se mig agere i bedste journalistrapportering fra det vilde blæsevejr, må du klikke her (min instagramprofil) Jeg var ved at tabe kameraet, mens jeg filmede. 


I dag har jeg også afprøvet en ny madopskrift fra Femina, cottage pie med låg af rodfrugter. Det smagte superlækkert. 

Alt i alt en skøn dag med lutter gode gaver til mig selv.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)



onsdag, november 18, 2020

Novemberkalender i nattøj og sandaler, del 16,17 og 18

 Lige nu nyder jeg at mærke, hvad det gør for mig, at jeg flekser. I denne uge har jeg ikke mødt klokken 7 endnu. Mandag havde jeg kun en halv dag, fordi jeg havde arbejdet en halv dag på min fridag i sidste uge. I går mødte jeg klokken 8 og i dag skal jeg møde klokken 11, fordi jeg skal undervise patienter og pårørende fra 17-19. I morgen har jeg min fridag og på fredag har jeg planer om, hvis afdelingssituationen tillader det, at møde senere.

Jeg er træt hver eneste dag, så jeg er i seng inden klokken 21 og sover godt. Det kan godt ske, jeg ligger vågen et stykke tid, efter jeg har været oppe på toilet, men bevidstheden om at uret ikke ringer klokken 5, gør en forskel.

Og i stedet for med det samme at lægge forventninger ned over mig selv om at komme i gang med alt det, som jeg egentlig havde tænkt skulle være min novembergave til mig selv, så hækler jeg og ser ud i luften. Så jeg er tilfreds med mig selv. 

Jeg kunne skrive en masse om situationen i Danmark, men det vælger jeg at tage med mennesker tæt på mig, for det er svært at skrive om det, uden at det misforstås, så det gider jeg ikke bruge tid og bekymringer på.

I aften skal jeg udover mit eget oplæg om livet efter Stroke (blodprop/blødning i hjernen) for første gang holde oplæg om kost og kolesterol, diætisten er syg og vi ville ikke aflyse. I forvejen har vi en lang venteliste, fordi vi kun må holde undervisningen for fire patienter og fire pårørende. Og det er begrænset, hvor megen tid de deltagende sygeplejersker kan tages ud af plejen på afdelingen. Når diætisten er rask igen, skal hun arbejde på, at vi kan afholde webinar for patienter og pårørende. På den måde kan vi forhåbentlig få afviklet ventelisten. Jeg tror selv på, at de mange år som deltager i disse vejledninger gør, at jeg nok skal kunne fortælle ud fra diætistens oplæg. Vi får se, jeg er meget klogere efter i aften.

Og nu må jeg hellere snart komme ud af nattøjet og sandalerne. Mine fødder har det bedst i sandaler , for jeg elsker ellers at gå barfodet rundt, men det går ikke mere. I dag skal jeg hente inden arbejde nå at hente en pakke med uldhjemmesko og vinterstøvler fra samme firma som sandalerne. Jeg håber de passer, for jeg trænger til begge former for fodtøj. Det er da en novembergave til mig selv.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)

søndag, november 15, 2020

Novemberkalenderen del 14 og 15

 Gad vide om kalenderindlæggene fortsætter med at blive lagt sammen? Lige nu skyldes det mestendels, at jeg slapper af, jeg hækler og er lige startet på en ny klud med nyt mønster. 

Fuldstændig som ved den forrige skal jeg have trevlet det op igen, indtil min hjerne forstår mønsteret. En ting er at læse det, en anden ting er at se mønsteret (det er smukt tegnet i bogen) men for at jeg til fulde kan hækle mønsteret, kræves det, at jeg forstår det, forstår det med min hjerne, med mine hænder og med mine øjne. 

Og det kræver, at jeg nærmest matematisk tæller mønsteret igennem og forstår, at den del kommer oven på den del og at det kræver lige tal for at gå op osv. Andre vil visuelt have fanget det med det samme, men sådan arbejder jeg ikke.

Den forrige kluds mønster - morgendug

Den anden årsag til manglende svar på kommentarer og indlæg skyldes det, vi alle godt ved, men ofte glemmer, og som i denne tid lettere sker, fordi vi ikke kan mødes og se hinandens mimik, mens vi diskuterer. Nemlig at noget på skrift ofte virker hårdere end tilsigtet, og at man nemmere bliver misforstået, selv om man synes, man har skrevet tingene klokkeklart. Det gjorde mig ked af det, da det skete.

Gang på gang betages jeg af det faktum, at det kommer bag på os alle, at vi hver især kommer med vores mentale bagage og at den bagage læses ind i den tekst, man læser. Landmanden og jeg oplever det tit. Vi er meget uenige om mange emner (vi er også enige om emner), og når vi så skal overbevise den anden om at vi har ret, kommer vi måske med en tekst fra nettet eller fra et blad/avis eller andet og står triumferende og venter til den anden har læst og forstået, hvor meget ret vi egentlig har. 

Det, der ofte sker, er at den anden slet ikke læser det man selv læser i teksten. Og så starter diskussionen om, hvem der har ret i sin forståelse af teksten. Se, det kan man ikke komme til enighed om, så vi er efterhånden blevet gode til slet ikke at tage den diskussion og blot konstatere, at vi ikke ser ens på det emne. Det har givet en vis ro på gården.


I dag er en ny dag, og den er startet med, at jeg har sovet godt og længe, selv om landmanden vækkede mig med smækken med dørene klokken 6.30 (han skulle på jagt og havde travlt med at finde mad til hundene). Jeg gik nemlig i seng klokken 21.30 og faldt rimelig hurtigt i søvn efter at have løst sudoku og krydsogtværs. Jeg lå lidt i sengen og så lidt film, men blev enig med mig selv om at få de husmoderlige ting fra hånden, så nu er vasketøjet lagt sammen og på plads, der er vasket op og vaskemaskinen er i gang på ny. 

Og så valgte jeg at lave søndagsmorgenmad til mig selv, for det er det måltid, jeg elsker allermest i hele ugen. Mens jeg spiste, tænkte jeg på en lille historie fra i går, som gjorde mig glad. Ikke fordi den var livsomvæltende fantastisk, men fordi den ganske enkelt understregede, at lige der valgte en anden mig til. Og det føltes godt og rart.


Jeg havde spurgt landmanden, om han ville se Bagedysten med mig, det ville han gerne. Med til historien hører, at vi nærmest aldrig ser noget sammen og det er ikke, fordi vi ikke inviterer hinanden til dette, men vi gider ikke se det samme (husk Lene at sige ja næste gang, du inviteres til at se en dokumentarfilm) Mens vi så det og diskuterede, hvem der klarede sig bedst, ringede landmandens telefon. Det var hans jagtkammerat. I første omgang tog landmanden den ikke, for nu så vi fjernsyn. Men den ringede igen og så tog han den og sagde; kan jeg ikke ringe senere, for jeg ser Bagedysten sammen med Lene.

Min datters mobils emoji af mig :-)

Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)



fredag, november 13, 2020

Novemberkalenderen del 12 og 13

 Min gave til mig selv har været ikke at lave noget, ikke skrive indlæg, ikke sørge for alt muligt blev håndteret. Efter min halve arbejdsdag i går og kontorarbejde hjemme gav jeg mig selv fri fra alt i går aftes. Og det fortsatte jeg med i dag.

Jeg har hæklet, jeg har spillet wordfeud og lagt syvkabale, jeg har kigget udi luften og dagdrømt. Lidt har jeg lavet, men det blev hurtigt overstået for at vende tilbage til stilstand.


Og jeg har nydt det. Min infektion med halsonde og forkølelse vil ikke rigtig helt forsvinde. Jeg har mundbindet mistænkt for at have den effekt, det har jeg dog ingen evidens for overhovedet. Det kan meget vel være mentalt. Men vi har alle meget tørre halse, så når man i forvejen har en øm hals, så lyder det da meget logisk, at den har sværere ved at gå helt væk eller?

Sidst på eftermiddagen havde jeg hovedpine, diagnosen stillede jeg selv, alt for megen sidden herinde uden frisk luft, alt for megen kiggen på skærm. Medicinen, der altid dur, er en gåtur.

Og så gik jeg der, mens solen gik ned, gæssene fløj skræppende over mit hoved (link til min lille video med gæs) og hovedet føltes lettere. På vejen hjem talte jeg med min ældste lillesøster og fik vendt coronasituationen. 5 km blev det til i den skønneste skumringstime.


Hjemme igen fik vi tomatsuppe med ostebrød akkompagneret af pressemøde. Og i fryseren ligger der is, masser af is, som venter på to iselskende mennesker. Det kunne passende være en god tv-dessert.

Mange har det svært, sygdom, tab af virksomhed, tab af mennesker, mangel på job, usikker livssituation osv. Jeg skønner på, at mit liv er som det er. Jeg er taknemlig for, at mit arbejde føles meningsfuldt og givende, at mine børn og svigerbarn trives med det de har gang i, og at min familie holder sammen.

God novemberaften til dig.


Dette er en novemberkalender, en gave til mig selv. En gave, som skal udfordre mig til i en måned at skrive et indlæg hver dag, lille eller stort. Indholdet skal være med fokus på noget, jeg gør, som jeg ellers tit hopper over, fordi jeg er for træt, fordi jeg skal noget andet osv. Det kan være også noget, der gør mig glad nu og her. Noget der gør mig glad, når det er udført ( helt ærligt håber jeg, at der bliver mange af de dage med det indhold, men realistisk set sker det nok ikke, fordi jeg blogger om det)