fredag, juli 23, 2021

Hjemme igen

 Jeg drikker te, læser en masse og forsøger at finde roen i, at jeg holder ferie og landmanden arbejder.

Vi har holdt ferie en uge i Norge og har nydt søn og svigerdatters selskab. Det var dejligt at kunne se og mærke hinanden fysisk.

Jeg blev færdig med babynest (jeg er jo mig, så selvfølgelig blev den syet i de sidste to dage før afgang - lærer jeg det aldrig?)

Barselsgaven er også færdig og ligger i barselstaskerne sammen med alt det andet, man skal have med.  Når først sønnen bliver lukket ind på hospitalet, så skal de blive der sammen, til de bliver udskrevet. De må ikke forlade afdelingen.

Jeg savner dem, savner at jeg uden at skulle skrive, kan se at alt er fint. Jeg ved fra mine kolleger, at der findes ikke noget værre end svigermødre/mødre, der hele tiden skriver op til terminen, om alt er godt. Så det undlader jeg :-)

I stedet læser jeg. Før ferien tjekkede jeg Randis boganmeldelser og fik bestilt en del bøger hjem fra biblioteket. De er blevet slugt, der er kun en tilbage. Jeg har mistet evnen/lysten til krimier, så de anmeldelser springer jeg over. Men jeg kan varmt anbefale Carolina Säfsstrands to bøger Villa Havbrise og Klubben for lykkelige slutninger.

I Norge læste jeg sjette bind af Berlinerpoplerne Datteren. Tænk jeg har aldrig før tænkt over, at bøgerne foregår i Trondheim og omegn. Nu har jeg besluttet at læse hele serien igen. Og måske skal jeg prøve at bage vafler og spise dem med hvidost (almindelig skæreost) og brunost (myseost) :-)  Både Anne B Ragde og min svigerdatter siger, at det er en lækkerbisken.

Mens min datter og veninde gør sig klar til udflugt, vil jeg finde garn frem og strikke endnu en strikkeprøve . Det siger de kloge, at man skal. Og så vil jeg kaste mig udi en engelsk opskrift med ny opslagsmetode, provisionally cast on. Mon ikke hjernen bliver udfordret nok af det? 

Traveskoene skal også findes frem, jeg trænger til at finde roen i kroppen, mærke dens styrke og finde roen i nuet. 



onsdag, juli 14, 2021

At kunne se mønsteret

 Liselotte lærte mig det ved halstørklædet Paris. Jeg kunne ikke finde ud af opskriften, indtil Liselotte tegnede og forklarede, hvad mønsteret fik ud på. Så kunne jeg med det samme se, når jeg strikkede forkert.

Da jeg fik i gang med det royale svøb, gav min kollega mig sin opdeling af mønsteret på midterborten. Det gjorde, at jeg lynhurtigt fik en fornemmelse af mønsteret.

Da jeg gik i gang med yderborten, så jeg en YouTube video, hvor mønsteret og gentagelserne blev forklaret. Det har reddet mig flere gange for at fortsætte med fejl.

Nu har jeg hæftet ender og vasket svøbet. Men jeg føler mig på Herrens mark. Normalt hæfter jeg ved at trække tråden frem og tilbage på vrangsiden og så slå flere knuder til sidst.

Nu har jeg, igen belært af YouTube, gjort to forskellige ting. Jeg har strikket med de to tråde på en gang eller jeg har hæftet med maskesting og så har jeg ladet et kort stykke tråd hænge til efter vask. Nu er meningen, at jeg skal klippe de ender af. Men jeg er en kylling. Mangler mine knuder, men kan godt se, at vrangsiden ser pænere ud på denne måde.

Hvad med dig, hvordan gør du det?




onsdag, juli 07, 2021

Man kan nå meget på 48 timer - del 2

 Nu viser jeg jo ikke billeder af min familie, men det er nok de billeder, jeg har kigget mest på. Jeg elsker den runde mave og de glade smil de kommende forældre har. Vi fik pil-selv-rejer efter at have flyttet flyttelæsset op på 4.sal. Jeg er faktisk blevet helt ferm til at pille rejer, det er ellers ikke en disciplin, jeg har gjort meget i. Har altid syntes det var for besværligt. Men min svigerdatters tempo kommer jeg ikke op på. Hun har mange års øvelse i at pille rejer. Vi skraldgrinede, da landmanden syntes, det gik hurtigt frem med at fylde brødet med nypillede rejer ( vi var to kvinder, der lagde en reje på hans mad, når han ikke så det ;-)


Nu var vi efterhånden kølet ned efter at have ageret flyttemænd, så der var tid til et forfriskende bad og bagefter gik sønnen og jeg en tur til den lokale butik for at hente brød til morgendagens madpakker. Jeg fortabte mig helt i alle de anderledes ting, jeg kunne købe af madvarer. De skal afprøves næste gang vi kommer til Norge.


Efter de mest lækre pizzaer, jeg længe har fået, og en god fodboldkamp gik vi en tur i nærområdet. Trondheim er Norges tredjestørste by, men der er ikke rigtig en storbystemning over byen i følge søn og svigerdatter. Hjemme igen fik vi den norske families hofret til teen, hindbærroulade med flødeskum eller rullekaka med bringebær og krem. Den var hjemmebragt, men den smagte hjemmebagt, en dejlig lækker og smagfuld kage. Så var vi to ældre mennesker, der ikke kunne mere efter at have været vågen i 40 timer på nær enkelte powernap.


Næste morgen stod vi tidligt op, men vi følte os lidt mere normale i hovederne efter at have fået en god nats søvn. Madpakkerne var i køleskabet, jeg bryggede te og så kyssede og krammede vi og sagde på gensyn. Klokken 6.30 drog vi fra Trondheim i solskin. Morgenmaden blev spist, mens bilen åd den ene kilometer efter den anden. Vi havde besluttet, at vi skulle have så få pauser som muligt. Men med te, masser af frugt, chokolade, madpakker og yoghurt og god musik gik det rigtig godt.


Landmanden fik øje på traner, og da det ikke er et hverdagssyn for mig, selv om vi har traner i mosen, så stoppede han bilen, så jeg kunne nyde de langlemmede fugle.




I Norge kører man ordentligt, om det er på motorvej, riksvei eller almindelig vej. Vi måtte ikke køre over 80 km/timen pga traileren, men vi blev nærmest aldrig overhalet, kun på motorvejen og det i et adstadigt tempo.


Vores pauser blev brugt til at tanke diesel (er du da gal, som det er dyrt) og benytte butikkernes toiletter.

 
 Landmanden så en elg, der løb over vejen foran lastbilen foran os, jeg nåede ikke at se den. Tæt på verdens største elg måtte vi holde i kø i en halv time pga en bilulykke. En bilist havde tilsyneladende mistet herredømmet over bilen og var kørt ind i et træ. Her fik vi en god snak med flere nordmænd, mens vi ventede på at politiet gav tilladelse til at bilerne måtte køre forbi ulykkesstedet.


Vi landede i Larvik kl 16, en halv time før vi skulle tjekke ind. Så vi havde tid til at gå rundt på havnen og iagttage læsning af flis på forskellige måder. Vi undrede os over den lille grab på maskinen. Det ville tage lang tid at læsse det store skib.


Vi fik også set det smukke skib, som vi skulle sejle hjem med. Det er utroligt lydløst og vi havde den skønneste udsigt fra vores bord i restauranten.


Toilettets forrums udsigt var heller ikke så ringe endda.


Buffeten var lækker og i min familie går vi ikke ned på desserter, hvis der er tag-selv bord, så jeg nød oste, blåbærmousse, karamelbudding med jordbærsovs og bringebærgele med vanillekrem



Nu er hverdagen startet med en arbejdsdag, en fridag hvor vi fejrede svogers 60 års fødselsdag og en arbejdsdag med et træt hoved (det blev sent i går inden vi kom hjem fra festen). Nu "ser" jeg fodboldkamp på den måde, jeg er bedst til , nemlig ved at lade landmanden være kommentator, mens jeg sidder i et andet rum og skriver. Men jeg må hellere tilbage til mit strikketøj. Er I klar over hvor mange takker, der skal strikkes omkring hele Marysvøbet? Selvfølgelig er I det, det er endnu en gang mig, der altid er i sidste øjeblik ;-)

I morgen har jeg hjemmearbejdsdag, så der kan jeg sove længe og starte arbejdsdagen i nattøj. Der er nemlig ingen møder på teams.

Må du nyde den skønne danske sommer med temperaturer, som er gode ved mig.


mandag, juli 05, 2021

Man kan nå meget på 48 timer

Det var så skønt at få lov til at kramme dem igen, men vi kan godt mærke, at vi nok ikke skal gøre det på denne måde igen.

Gode råd var dyre, vi havde et flyttelæs, vi havde adgang til Norge i og med at vi begge var færdigvaccinerede og var forældre til et voksent barn i Norge, vi havde en weekend at gøre godt med og vi havde fået forskellige til at passe gård og hunde i de 48 timer. Derfor blev løsningen, at vi kørte hjemme fra gården fredag aften med en læsset varebil og en læsset stor trailer kl 20. Traileren var så stor, at jeg ikke måtte køre med den. Klokken 22 sejlede vi fra Hirtshals og landede i Larvik kl 2. Planen var, at vi skulle sove de fire timer på båden, men selv om vi havde købt plads i stillerum, så fik vi ingen søvn, i hvert fald meget lidt (under en time).



Jeg havde været meget spændt på tolden, for vi skulle have flyttegodserklæring fra vores søn og svigerdatter med underskrift, vi skulle have flytteliste med alt opgjort og om det var brugt eller nyt. Den lavede jeg og heldigvis havde sønnen og jeg skrevet på alle kasser (24 i alt), hvad der var i dem. I mine mareridt afviste tolderen os eller vi skulle åbne alle kasser eller ... Ingen af delene skete, politibetjenten fik flyttegodserklæringen, lyste på vores ansigter og så på vores pasbillede og så scannede hun vores kode i coropas-app'en. Hvorpå hun sagde, det er en lang tur, kør forsigtigt, Klokken 2.30 kørte vi ud af toldområdet og satte kursen mod Trondheim. I følge google map og andre gode sider tog vi den hurtigste rute, som skulle tage 7,5 time. Det er så ikke med en læsset trailer bag bilen, hvor man kun må køre 80 km i timen og mange steder var der fartbegrænsninger til 60, 70 eller vejarbejde med 50 km/timen. Så vi brugte ti timer på turen, uden søvn. 


Jeg kunne godt have sovet, men jeg besluttede mig for, at min opgave var at holde øje med trafikskilte, ruten og servicere landmanden med mad og drikke igennem dagen. Samtidig strikkede jeg også, for nu er det blevet virkeligt for mig og babysvøbet skal være færdig om meget kort tid.

Vi kørte en fantastisk rute. Riksveg 3 byder på det ene smukke scenarie efter det andet. Vi holdt små korte pauser, drak red bull, te og sodavand. Køletasken indeholdt ostemadder i rigelige mængder, frugt, youghurt og chokolade. Vi tog en enkelt powernap eller to, men de blev meget korte, for vi skulle jo hjem igen allerede næste morgen, så timerne skulle udnyttes.


Det meste af vejen kørte vi langs en stor elv. Sådan er det jo i bjergland, vejene er bygget ved vandet, for der er der fladt og så har man bygget tunneller gennem klipperne for at komme fra den ene dal til den anden.



Jeg havde læst, at 110 km nord for Elverum var verdens største elg placeret, så vi fik timet vores morgenpause der. Det var skønt at komme ud og strække benene. Vi fik begge "stolpeben" af de mange timer i bilen, så vi lavede bengymnastik for at sætte gang i cirkulationen. Der var meget varmt, men i bilen kunne vi holde temperaturen nede.
Og vi skulle selvfølgelig som alle andre fotograferes under elgen. 



Længere oppe i Norge kom vi op at køre langs klippekanten med udkig til dalene og med udkig til snedækkede toppe, da vi nærmede os Trondheim.


Sønnen skrev, om vi ville have frokost, når vi kom. Men vi kiggede blot på hinanden og sagde, at vi gerne ville have flyttet alt op i lejligheden på fjerde sal (uden elevator), inden vi kom ned at sidde.


Klokken 12.30 kunne vi knuse og kramme vores to dejlige unge mennesker igen. For vores svigerdatters vedkommende er der gået 1 år og 4 måneder, for vores søns vedkommende 9 måneder. Det var så godt, og det var hele turen værd. 

Så gik vi i gang, svigerdatteren blev forbudt at slæbe noget som helst, så hun ryddede op og anviste hvor tingene stod. Landmanden og sønnen tog de tungeste møbler og flyttekasser, jeg tog de andre ting.

Og langt om længe kunne vi sætte os til et lækkert bord med masser af rejer til at pille. Det var så godt at se dem og være sammen med dem. Og min søde svigerdatter kunne nok fornemme den kommende bedstemors længsel, så hun spurgte om ikke jeg ville mærke på maven, det gjorde det hele mere virkeligt. Vi nød deres skønne studielejlighed, men mest af alt samværet med dem.

Den glæde sidder stadig i mig og det gjorde hele turen værd.

fredag, juli 02, 2021

Gåture, snobrød, travlhed og en håndbremse, der blev trukket

 Lige nu sker der noget med markerne hele tiden. jeg nyder frodigheden. Jeg nyder synet af kartoffelplanter, som vokser og breder sig, så rækkerne til sidst bliver til en stor sammenhængende kartoffelplante. Jeg nyder kornmarkernes uendelighed i grønt look.


Og nogle gange opdager jeg noget, som jeg ellers ikke lige havde set. F.eks. den smukke sten, som ligger sammen med mange andre store sten og er kant mellem asfalten og træerne. De mange smukke lag i stenen minder mig om de små sten, vi fandt på stranden ved familiens sommerhus i min barndom.


Jeg elsker min krog med udkig til fuglebad og haven. Jeg synes, jeg er god til at slappe af og lade alt stå, når jeg trænger til det. Men i denne uge måtte jeg trække i håndbremsen og aflyse torsdagens mødearbejde og i stedet for arbejde med hængepartier herhjemme og bruge nogle af mine flekstimer til bare at ligge på sofaen og læse bøger.  Min svimmelhed blev forværret og søvnen, som ellers har været rigtig god længe, glimrede med sit fravær og søvnen var præget af mareridt og urolige nætter.


Mine kolleger knokler og vi har lang tid haft meget dårlige og komplekse patienter indlagt. Dette kombineret med at vi har tre erfarne sygeplejersker, som er rejst og en sygemeldt plus en strejke, der begynder at sætte spor, gjorde, at weekenden blev frygtelig for kollegerne, der var på arbejde. Jeg mærkede det mandag, hvor jeg var planlagt til at være trombolysesygeplejerske, men på grund af flere sygemeldinger måtte jeg stå for ansvaret for 9 patienters stuegang. Jeg nåede aldrig at hjælpe mine to kolleger med at få patienterne vasket, givet dem mad, medicin eller hjælpe dem på toilettet. Patienterne blev dårlige fra en side af, så jeg havde fat i læger, bestilte blodprøver, fulgte op på observationer, ringede til pårørende osv. Sådan var det over hele afdelingen, alle knoklede for at skabe luft, få patienter overflyttet til rehabilitering eller andre afdelinger, få folk udskrevet til hjemmet med al den information og støtte, de har brug for i udskrivelsessamtalen.

Lige netop denne mandag var vi nogle fra afdelingen, der havde valgt at afholde et socialt arrangement med gåtur i Mølleparken efter arbejde og afslutte med sandwichs og sodavand på en græsplæne. Vi var tre, der ikke nåede gåturen, men måtte arbejde over. Vi nåede dog det hyggelige samvær midt på plænen og med sol på næserne. Det var skønt at bruge et par timer sammen og få skulderne til at sænke sig, før vi gik hver til sit.


Tirsdag måtte jeg aflyse et planlagt udviklingsprojektmøde og være i dagafsnittet. Natten til onsdag vågnede jeg efter 3 ½ times søvn og kunne ikke sove mere. Jeg skulle tappes for plasma og sidenhen møde 10-18 for at kunne undervise patienter og pårørende sidst på eftermiddagen. Jeg var svimmel og træt, da jeg lagde mig i "tappestolen". Sygeplejerskerne i blodbanken var stressede, de havde fået nye maskiner og ingenting kunne gøres på rutinen, der var nye alarmer, nye arbejdsgange og man kunne se, at deres hjerner knoklede for hele tiden at huske alt det, de skulle og samtidig være nærværende overfor os donorer. Min tapning mislykkedes, pludselig lød en alarm og det viste sig, at maskinen havde tappet mig for blod, men ikke filtreret plasma fra og jeg havde ikke fået blodlegemer retur. Så nu må jeg ikke tappes før om 3 måneder. Så jeg kom hurtigere på arbejde end planlagt og jeg og en projektsygeplejerske kunne begynde at se på udviklingsprojektet.


Sidste lørdag tændte vi bål på gårdspladsen og datteren og jeg lavede snobrød til aftensmaden. Landmanden grillede pølser og sammen med salat blev det et perfekt måltid til Danmarks kamp mod Wales.


De uægte jasminbuske på gårdspladsen viser nu deres pragt i form af skønne blomster og en velduft. For hver dag tager den hvide farve mere og mere over på buskene,


Den forpjuskede fugl må være en kernebider, men den er større og ter sig underligt. I går fandt landmanden den død på terrassen. Vi har før hentet en død kernebider fra terrassen. De andre kernebider havde jagtet den og så fløj den ind i ruden og brækkede nakken. Det er formentlig også det, der er sket her. Sådan kan naturen være barsk.


Varmen har været trykkende i dag og udenfor har klægerne (hestebremserne) set sig gale på os, så jeg holder mig indendørs og strikker. Jeg har fridag og strikning skulle være godt til at få pulsen ned, vejrtrækningen i ro og tankerne fokuseret på mønsteret. Det hjalp og nu er jeg klar til weekend. Må du få en dejlig weekend med tid til at nyde, grine og slappe af.


fredag, juni 25, 2021

En uge i billeder og ord

 Jeg føler, at tempoet i mit liv er speedet op. Jeg føler, at jeg glemmer at holde fast i de små øjeblikke. Det er så her, at jeg bruger indlæg som dette til at holde fast i tiden. Jeg ved, at jeg er 64 år. Min mor døde få måneder før sin 74 års fødselsdag, min far fik diagnosen Alzheimers sygdom få måneder efter sin 74 års fødselsdag. Det er ikke sådan, at jeg tror, at livet slutter, når jeg bliver 74 år, men inderst inde er det min rettesnor for, hvad jeg vil med de næste ti år. Og det er jeg slet ikke færdig med at fundere over.

Jeg havde ikke troet, at i jeg en alder af 63 skulle se mit navn som medforfatter af en videnskabelig artikel i et internationalt tidsskrift. Det er jeg faktisk stolt af. Sidste fredag havde vi inviteret vores to vejledere og vores leder til et afslutningsmøde om hele forskningsprojektet, som startede i 2016. Vi  tre sygeplejerske, en først i 30erne, en sidst i 40erne og en midt i 60erne, havde ikke kunnet klare det uden vores vejledere og vores leder. Derfor havde vi købt tapas fra Mums i Gug, købt gaver og jeg havde bagt en kage med jordbær og cremefraiche til. Vi fik to hyggelig timer, mens vi fik vendt sygeplejen, vendt det der var godt ved forløbet, fulgt op på det, der er sket siden hen med at få den viden fra projektet til at leve i vores sygepleje til gavn for patienterne.


 Nærmest hver dag husker jeg at sætte mig i stolen foran terrassedøren og se på alle fuglene i fuglebadet.
Selv duerne bruger det. Ikke så sært, at vandet hurtigt forsvinder, når både store og små bader i det 




Vores lille terrasse langs stuehuset bruges flittigt som eftermiddagspausested eller når vi har været ude at gå først på aftenen. Desværre er de små knotter (bittesmå insekter, man ikke kan se, men mærke) dukket op, så nu er det slut med at sidde ude i længere tid efter kl 18.


I denne uge har jeg promoveret min "tatovering" på benet og min røde sygeplejerskeT-shirt på vej frem og tilbage fra arbejde. Det begynder at gøre ondt nu for både patienter, pårørende og personale, for patienter med nyopstået behov for hjemmepleje, kan ikke komme hjem. Så weekenden bliver helt sikkert med patienter rundt på gangene og med brandvagter på alle afdelinger (sådan er reglerne, når der ligger patienter på gangene i længere tid) Der er afdelinger og andre steder, hvor man har været nødt til at trække dem ud af strejken, fordi der ganske enkelt ikke er nok fastansatte til at dække nødbredskabet. Man har politisk skåret helt ind til benet i besparelsesøjemed, og lige nu ser man hvor skrøbeligt sundhedsvæsenet er uden sygeplejersker, der hele tiden knokler for at få 2 og 2 til at være 6 eller måske endda mere.


Vi nyder aftengåturene, men ofte bliver de sene, og det er ikke så godt for min krop. Den når ikke at falde til ro, inden jeg skal i seng. Men jeg elsker de ture, og nu har jeg lært at gå i mit eget tempo og ikke landmandens. Det stressede mig, så jeg var nødt til at gå mine egne veje, indtil jeg havde fundet ind til min egen rytme igen.


Det er hvidt derude. Først blomstrede den vilde kørvel, nu har hyldetræets blomster taget over sammen med skvalderkålens smukke blomster.



I går arbejde jeg i dagafsnittet og arbejdede derfor til kl 16. Undervejs tikkede en sms ind fra min datter, om jeg havde lyst til at mødes på cafe inde i Aalborg. Hun var ude for at handle ind til kreative projekter. Det sagde jeg hurtigt ja til, for som sagt føler jeg, at jeg halser bagefter tiden og et af tricksene til at få den til at gå langsomt er at fylde skønne øjeblikke ind i tiden. Hun ville finde en solbeskinnet plet udenfor Penny Lane. Og jeg kunne se hende på lang afstand. Jamen altså, mit hjerte svulmer af stolthed og undren. Hun er klog, kreativ og kærlig. Og hvordan jeg har dog fået en datter, der altid ser utroligt stilfuld ud med sin blanding af vintage tøj, mærkevarer og stangtøj? Ha, der kom jeg med tatovering på skinnebenet og rød kampT-shirt :-) men heldigvis er hun for længst over den periode, hvor hendes mor var pinlig. Nu synes hun, jeg er sej og klog. Så pyt at jeg ikke har samme flair for sammensætning af tøj. 


Weekenden banker på døren, landmanden er gået sig en tur, jeg snupper en lille tur, for jeg mødte lidt senere i morges og nåede en gåtur inden.  

Må din weekend være god og kærlig ved dig.


søndag, juni 20, 2021

Det handler ikke bare om lønnen

 At tænke sig, at vi siden 1969 har været sat ind i en lønramme ud fra, at vi ikke var forsørger, men mere at vores løn var lidt lommepenge til familien. 

Jeg stemte ja til forliget, ikke fordi jeg synes, at vi ikke skal have mere i løn, bedre vilkår og værdisættes efter den uddannelse vi rent faktisk har taget. Jeg stemte ja, fordi jeg dybest set synes, at strejkevåbnet er en forældet metode i Dagens Danmark og fordi det har store konsekvenser. Jeg har bare ikke en anden løsning til at lade politikere og arbejdsgivere forstå, at nu må de finde de penge, der skal til for at udligne den ældgamle reform fra 1969, så vi får løn for det vi laver. Jeg er rigtig glad for, at så mange stemte og at NEJet er så stort, det havde været træls at gå i konflikt på et lille flertal.

Jeg synes dog også, at vi skal fokusere på mere end blot lønnen. Samfundet kan ganske enkelt ikke undvære sygeplejersker, sygeplejen har så stor en betydning for det enkelte menneske og for samfundet. De fleste lægger mest fokus på, om de nu fik den behandling de skulle have, om man fandt ud af hvad de fejlede osv., men under det hele forløb er det sygeplejen, der sikrer (eller burde sikre) at du som patient ved, hvordan du skal håndtere sygdommen og hvordan det er at netop du gerne vil håndtere din sygdom.

Får du ikke instruktioner om/hjælp til at udføre god mundhygiejne  og ved hvilken betydning det har, op til en operation, kan man faktisk påvise dårligere resultat af din operation. Eller du kan få en lungebetændelse pga dårlig mundhygiejne og dermed forværre din sygdom (eks Stroke) og forlænge din indlæggelsestid.

Får du ikke hjælp til/støtte til at blive mobiliseret, mens du er indlagt, så kan man også påvise dårligere resultat, uanset om du er på kirurgisk afdeling, medicinsk afdeling eller på et stroke afsnit. 

Får du ikke støtte og hjælp til den rigtige ernæring, kan det også have betydning for din krops heling.

 Føler du sig ikke set og hørt, kan du forlade sygehuset med en følelse af, at du bare var et nummer i køen og om de nu havde styr på tingene. Vi er et tværfagligt team på sygehuset, men det er sygeplejersker og social og sundhedsassistenter, der er tæt på patienten døgnets 24 timer. Det er os, der typisk lytter til dig, når du synes det, der er sket, er svært. 

Hvis du er forvirret og bange, får du måske ikke fat i det, der er vigtigt eller føler dig rendt over af en damptromle af effektivitet. Jeg vil vove at påstå, at det ofte er sygeplejersken, der sørger for, at det lægen har besluttet behandlingsmæssigt og det terapeuten har besluttet træningsmæssigt, bliver sat ind i en helhed, så du forhåbentlig føler dig klædt godt på til at stå for dit eget efterforløb.


Der er en grund til at sygeplejeuddannelsen gik fra at være en elevuddannelse med elevløn til at være et studie med krav om et øget akademisk vidensniveau kombineret med færdigheder til at at kunne udøve grundlæggende sygepleje på et højt niveau. Behandling og pleje ændrer sig, en gang gjorde man det ud fra den enkeltes erfaring, men efterhånden har alle faggrupper indset, at der også skal undersøgelser/studier til om eksempelvis sygepleje til at understøtte erfaringen eller måske endda påpege, at det faktisk ikke forholder sig sådan som jeg troede. 

Havde vi ikke forsket i, hvordan mennesker med lette følger efter Stroke oplevede det at komme hjem, havde vi ikke haft argumenterne i orden til at få i gangsat et projekt om opfølgning over flere gange. Vi havde heller ikke haft viden til at kunne hjælpe andre patienter til at forstå, at det de gennemgår er helt normalt og at der bliver lys for enden af tunnelen.

 Havde andre ikke forsket i opløsning af blodpropper eller fjernelse af blodpropper i hjernen, så havde vi haft langt flere med store handicap efter Stroke. 

Hele tiden kommer der ny viden, og jeg skal som sygeplejerske kunne håndtere denne viden og omsætte den til praksis.

Så vi er mere værd end den løn vi er sat til og de vilkår, vi bydes hver eneste dag. Lige nu er det svært at få nogen til at søge job på sygehuset, fordi de kan få job i kommunen, der er bedre betalt og med mange flere friweekender. Men selv om der er kommet fokus på udvikling i hjemmesygepleje (og det er godt) og langt flere patienter behandles i et ambulatorium, så har vi stadig brug for sygeplejersker på sengeafsnittene og gerne en kombination af nyuddannede og erfarne. Og de skal altså arbejde i weekender, i natte-og aftenvagter og på helligdage, for vi bliver jo alle syge uanset tidspunkt på året/dagen. Så Ja Tak til lønløft, til ændring af den forældede tjenestemandsreform og bedre normering.


Jeg læste en artikel i Zetland, hvor de beskriver, at tilbage i 1969 var det mere reglen end undtagelsen at kvinder stoppede med at arbejde, når de fik børn. Og hvis de arbejdede, var det "mere i en bifunktion eller noget mere perifert uden særligt ansvar" Dengang var sygeplejersker primært ugifte, man drøftede endda i DSR, om man kunne have en forkvinde, som var gift!

Det kom bag på mig. Min mor arbejdede som lærer, siden hun blev uddannet i 1956 på nær et års orlov. Så jeg har ikke kendt til andet end at selvfølgelig arbejder en mor lige som en far gør. Barselsorlov i 1957, da jeg blev født, var vist meget kort, 4 uger.  Hun boede i samme lille by som skolen, så hun tog hjem i pauserne og ammede mig. Vi havde ung pige i huset, så på den måde kunne hverdagen hænge sammen med fem børn og en mand, der tog ekstra arbejde i ungdomsskolen om aftenen, for at de kunne få økonomien til at hænge sammen. 

Det er klart at set udefra, så var det min far, der gik ledervejen og min mor, der efterhånden som vi blev større, engagerede sig i alt muligt ulønnet arbejde udover sit arbejde. Men jeg oplevede dem egentlig som ligeværdige og jeg husker også drøftelserne om, at min mor fik mindre i løn end min far, selv om de begge var almindelige lærere i starten. 

I følge Zetland er der faktisk større forskel på lønninger i den offentlig sektor i dag end i 1969 OG indenfor sygeplejen. Mændene er åbenbart bedre til at forhandle sig til en højere løn. Den eneste gang jeg fik forhandlet mig til noget, blev det ikke på lønnen. Min leder ville efter min diplomuddannelse gerne have mig opgraderet i min funktion som specialeansvarlig, men hun havde ingen penge. Så hun tilbød mig fem dage om måneden ud af plejen, så jeg fik bedre tid til at dykke ned i viden om sygepleje til vores patienter, og så forhandlede jeg mig frem til kun at arbejde hver fjerde weekend. På det tidspunkt var min mor død og min far havde brug for hyppige besøg først hjemme og siden på plejehjemmet. 

De aftaler betød utroligt meget for mig, ligesom aftalen om at jeg nu må flekse mit hjemmearbejde, hvilket betyder, at jeg først møder klokken 8 - 15, og indimellem har hjemmearbejdsdage. Det gør en forskel uden lige. Jeg kunne godt have fået overarbejdsbetaling for det, men jeg er et sted i livet, hvor de penge ikke har en betydning, men derimod tid har.