mandag, maj 27, 2024

Jeg fyldes med glæde

 når jeg tænker på min søn. I dag bliver du 37 år.

Du har altid været det barn, der drog omsorg for andre. 

Den, der fandt på sjove lege. 

Den der inkluderede andre i dine lege.

Den dreng, der havde fantasi for hele børnehaven i følge pædagogerne.

Du er ikke sluppet gennem livet uden skrammer og hårde stunder, men her står du, et skønt menneske, som jeg elsker at være sammen med.

Du er en fantastisk far, nu far til to. At se dig sammen med dine børn, gør mig glad. Din søster har lige sendt mig et lille videoklip med en dreng, der ligner lidt dig og som elsker fodbold. Det har du aldrig gjort, men til gengæld har du elsket mange andre ting. Og drengen siger, "så føles det så'n, at jeg er glad i min hjerne". Og den følelse giver du mig. 

Jeg glæder mig til, at vi får tid til at fejre dig. I dag måtte du nøjes med en video med fødselsdagssang. Men vi har fået billeder af den lille familie på udflugt, så I har helt sikkert hygget jer.

I går, da jeg hjalp din far med at få korn i såmaskinen, tænkte jeg på dig. Ganske enkelt fordi jeg mærkede på kernerne, de var dejlige at røre ved, det virkede helt beroligende. Det var helt sikkert ikke det, der fik dig til at trodse forbuddet om at kravle rundt i korndyngerne, da du var 3 år. Du havde sneget dig ud i laden og forsøgte at bestige kornbjerget. Ikke helt ufarligt, for det skrider jo, men heldigvis opdagede jeg dig og det var ikke uden protester, at jeg fik dig ned af bjerget. Til genfæld fandt vi aldrig den træsko, som var forsvundet i dyngerne under opstigningen.

Hjertelig tillykke med fødselsdagen, min voksne søn. Som altid er hækken sprunget ud til din fødselsdag.









fredag, maj 24, 2024

Maj måned

 er startet godt. Vi havde en skøn Kristi himmelfartsdag på arbejde, hvor der var tid til patienterne, tid til hinanden, tid til dokumentation osv. De dage skønner vi på og husker, når travlheden bider i haserne.

Jeg øver mig i at finde ro og koncentration til at læse bøger. Min mobils bluetooth virker ikke, og dermed kan jeg ikke høre bøger i mine høreapparater eller tale i telefon, mens jeg kører,  og jeg har endnu ikke fået taget mig sammen til at få kigget på det. Nu har jeg sat mig ned ved computeren for at finde min mobilforsikring for lur mig, om ikke den er udløbet netop nu. Tiden stryger jo af sted. (opdatering, de mente ikke det var mobilen)

Mit høreapparat virker heller ikke som det skal eller også har min hørelse taget sig et styrtdyk, for jeg synes, jeg alt for ofte skal bede folk om at gentage. Og det irriterer mig, for der kommer en snert af en følelse. En følelse af en fordom; nedsat hørelse er lig med alderdom er lig med begyndende hukommelsessvækkelse. (opdatering - nu får jeg set på høreapparatet på mandag, så må vi se om de kan hjælpe mig)

Ja, jeg har som andre indimellem svært ved at huske noget lige på stående fod, men jeg har både min leder og den ledende overlæges ord for, at jeg godt kan glemme alt om begyndende  mild cognitive impairment

Det var hyggeligt at være sammen med dig, var min unge kollegas ord, da hun gik hjem Kristi Himmelfartsdag. Og jeg syntes også, det var hyggeligt, jeg lærer altid noget nyt af mine kolleger, små ting, store ting. Men jeg var glad for, at der ikke var massiv travlhed, for der kan jeg godt mærke, at min hjerne og krop kommer på overarbejde. Så skal der hvile til, når jeg kommer hjem.

Længere kom jeg ikke med mit indlæg og nu går maj måned mod hæld. Vi havde den skønneste pinseferie, vi har haft og har travlt, men ikke på samme måde, som da der skulle sættes et anseligt antal kartofler. Vi kunne ikke komme i marken for at så korn og bestøverbrak grundet alt det vand, der var kommet. Bestøverbrak er såning med pollen-og nektarproducerende blanding. Det skal være sået senest d. 30/4.

Ventetiden blev benyttet til at få ryddet op og ud i alle bygninger på den anden gård. Nu er den snart klar til overlevering til Naturstyrelsen. Og heldigvis var Landbrugsstyrelsen for en gangs skyld forstående og udskød fristen for såning af bestøverbrak til 14.maj. Vi nåede det og kunne derfor tage et par dage fri i pinse, som vi tilbragte i sommerhuset.


Vi fik tid til lange gåture med hundene til søerne ved Hune. Vi fik tid til at gå ned til den nye tømmerhandel og købe mere end vi havde regnet med. Dette måtte vi så slæbe hjem på gåben. Vi fik inviteret gode sommerhusvenner på sen tapas pinsesøndag. Og datteren deltog også i den sene aftensmad. Det var så hyggeligt og dejligt afslappende. Vi fik tid til at give eftermiddagsøl til naboerne, som slår græsset ved vores sommerhus. 


Datteren og jeg prøvede også at komme i vandet, men der var andre, der var kommet først. Og de blå brandmænd bader jeg ikke sammen med. 


Nu er vi tilbage i hverdagen, hvor vi begge har nok at se til. Det er helt fint, jeg er blevet opladet og fortsætter med at nyde mit område. Hver dag er jo en sidste gang for at opleve gården på netop denne dag i året.



onsdag, maj 01, 2024

Det gør mig glad

  •  at være på arbejde og gang på gang bekræftes i, at mine kolleger er dygtige og samtidig også gode til at støtte hinanden. Jeg havde kursus for tre af vores nye sygeplejersker og de sagde, at hvor andre af deres studiekammerater egentlig var på arbejdspladser, hvor sygeplejen ikke var så hård, travl og tung som hos os, så var det som om at vores arbejdsplads ikke føltes så tung som de andre arbejdspladser, fordi alle hjælper alle. Alle er gode til at støtte, alle er gode til at sige, kom lad os gøre det her sammen, når de nye stod og ikke helt vidste hvordan de skulle gribe plejen an. Jeg er så stolt af dem alle, nye og erfarne, unge og gamle.
  • at være en del af et tværsektorielt undervisningsforløb sammen med gode kræfter fra kommunen for at støtte mennesker med "lette følger" efter stroke. Om min drøm/vision, som jeg har haft i mange år, bliver til virkelighed i alle kommuner, ved jeg ikke. Men det er virkelighed i en kommune og tre andre kommuner er gået sammen om 6 forløb, hvor de kommunale ledere forhåbentlig vender tomlen opad til, at det bliver et fast tilbud, når vi fremlægger evalueringerne for dem. Og jeg er blevet bedt om at fremlægge den gode historie for alle kommuner i løbet af efteråret.
  • at undervise på de opfølgningsforløb eller patientskoler, som nogen kalder det. Jeg bliver udfordret af patienterne og deres pårørende. De lader mig ikke blot snakke, men har mange spørgsmål. I dag var der mange kommentarer at holde styr på, så min disposition røg sig en tur og så måtte jeg ændre min plan. Jeg var brugt, da jeg var færdig.
  • hver gang jeg ser på min lille hund. Jeg fik den i fødselsdagsgave af vores medarbejder. Og den minder mig om mine morforældres lille gravhund Lasse. Og jeg har med vilje arrangeret hunden, så den altid ser ud til at være på vej ud på opdagelse i højt humør. 

Og så har varmen og blæsten endelig tørret så meget, så landmanden kan komme i marken. Det mindede alt for meget om det første forår for 41 år siden, hvor det regnede og regnede. Vi fik ikke sået korn eller sat kartofler i alle marker, så vores held var, at kartoffelhøsten generelt i Europa var meget dårlig. Vores kartofler var nemlig af den fineste kvalitet, og vi har aldrig siden fået den pris for kartofler. Det var ret godt, når nu man stod som ny landmand med høje lån med over 20 % i renter.

Landmanden kører i marken, solen skinner, vi har snakket med den lille familie i Norge på facetime. Det gør mig glad.



søndag, april 28, 2024

Morgentur

 Det har regnet, og alt er frisk og nyvasket. Jeg går dog rundt med søvn i øjnene og i nattøj med gummistøvler i det våde græs. Fuglesangen er startet og jeg har husket at tage høreapparaterne på, så jeg rigtig kan høre musikken i haven.

Vi har i mange år fodret fuglene hele året rundt og det har gjort, at vi har et fugleliv udenfor vores vinduer. Fodringen lakker mod enden, vi køber ikke mere fuglefoder, for vi skal jo forlade gården 31/12 og det er ikke sikkert, at der kommer nogen efter os og da slet ikke sikkert, at de fodrer. Måske er de tilhænger af naturens gang, kæmp og overlev eller dø. Om det er det, der gør, at jeg i denne tid nyder ekstra meget at sidde i min nye stol foran terrassevinduet og iagttage fuglelivet, skal jeg lade være usagt.

Hundene er med mig rundt på gården, først tjekker vi postkassen og jeg kigger på alle de små perlehyacinter, der har spredt sig uhæmmet og sammen med påskeliljer hindrer udsynet til stenen med husnummeret. En lille note til mig selv: flyt dem over til bedet ved troldhaslen, hvor andre perlehyacinter trives. Tanken, der hele tiden rumsterer i baghovedet, dukker op: kan det svare sig? Hvad nu hvis det hele rives ned? Næste tanke; kan jeg måske grave nogle løg fra perlehyacinter, påskeliljer og tulipaner op , skal de i så fald  tørres eller kan jeg lægge dem i en spand med jord, så jeg har dem næste forår som krukkeplanter?


Næste sted på runden er bedet med troldhaslen. Igen dukker tankerne op. Kan man tage en aflægger af den? Kan den klare sig i en spand med jord? Den er plantet af min far og var en aflægger fra en plante, de fik i sølvbryllupsgave. Mens jeg står ved bedet, kigger jeg ned i hjørnet af haven ved vejen, bag hækken, der står der 3 Dronningebuske. En stor, der blev delt i tre små af landmanden og flyttet og som også i tidernes morgen blev plantet som en lille plante af min far fra deres have. Kan en af dem mon overleve i en stor plastkrukke?

Sådan kommer og går tankerne, og et eller andet sted har jeg lyst til at slå en streg i jorden og sige, NEJ, det kommer ikke med. Vi skal på et tidspunkt bo et sted, som vi ikke ved, hvor bliver, eller hvordan det kommer til at se ud, og i sommerhuset, hvor vi skal bo først, hører ingen af disse planter til.

Græsplænen er fyldt med små gule og hvide blomster, jeg nyder synet af dem, mens jeg går over bag gården til hønsehuset. De fire høns står klar til det lækre madaffald, som de elsker at rode rundt i og spise. Og som tak for maden henter jeg fire æg. Hundene står i respektfuld afstand fra den lave strømførende hegnssnor rundt om hønsehuset. De har lært på den hårde måde, at der har de ikke noget at gøre. Så det har ræven forhånemtlig også.

Tilbage i stuehuset sættes en ny vask over, genbrugsbutikken har afhentet alle de møbler, som vores børn ikke skulle have og børnene fik også i jul sat sedler på alle de kasser, som de ikke skulle have med videre i livet. Herunder en del tøj, som har fået en hengemt lugt, så det bliver vasket, inden det ryger af sted i morgen. Begge vores børn rykkede jo teltpælene op under coronaen og flyttede til møblerede lejligheder, så alt det de ikke kunne have med dengang, har stået på vores anden gård. Nu er det stuehus tømt. TJEK.

Morgenmaden med hjemmebagte boller, blødkogte æg, marmelade og vildsvinepølse fra Kroatien og indkøbte oste udgjorde søndagsmorgenmåltidet i dag efter min morgengåtur. Jeg nyder, når vi har tid til at starte søndagen langsomt med dette. Nu må jeg hellere videre i dagens arbejde. Ha en god søndag.






torsdag, april 11, 2024

Stilhedens helende virkning

 Stilhed, ingen mobiltelefon i 3 døgn (var sat i flytilstand), gode gåture i det omskiftelige danske vejr og tilsat meditation og faste andagtsstunder. Så ved dem, der har læst med længe, at jeg har været på retræte og det for femte gang. Og du kan læse mere om de øvrige retræter her


Jeg var fuldstændig nulstillet, da jeg tog hjem. Jeg havde sovet 8 - 8½ timer om natten, tog endda powernap i løbet af dagen, uden at det påvirkede min nattesøvn. Maden var vegetarisk med fisk, og kombineret med mit fokus på at mærke efter, når jeg var mæt, øgede det også mit velvære. Hver dag fik jeg gået gode lange ture i den skønne skov omkring os.


Knap var jeg inde af døren derhjemme, før livet væltede ind over mig. Jeg brugte mobilen som tidsfordriv og til at komme ned i gear med. En rigtig dårlig ide, som med det samme påvirkede min søvnrytme, så jeg har de sidste aftner øvet mig i at lukke ned mindst en time før sovetid. Og det har været med godt resultat. Sidste nat, da jeg som vanligt vågnede mellem 1 og 2.30 for at tisse, kunne jeg mærke, at der var ting, der ville trænge sig på, så jeg nynnede en taizesang fra retræten for at holde fokus rettet på ro og søvn. Det virkede.


I år var emnet Opstandelsens lys i og med det lige havde været Påske. Charlotte er en fantastisk formidler, et skønt og humoristisk mennesker og en god præst, det hænger desværre ikke altid sammen. I år havde jeg min søster med og hvis nogen er i tvivl om vi kunne holde vores mund sammen, så var det først efter retræten via mail, at jeg fik styr på hvordan de havde det i hendes familie.


Vi gik os en lang tur sammen, som blev ret meget længere og strabadserende end planlagt. Derfor blev vi nødt til at snakke sammen for at finde ud af, om vi var gået vild og hvordan vi kom over og under væltede træer og gennem store vandhuller i moseområdet. Vi fandt vej og vi kom hjem tidsnok til at dække bord til aften den dag. Men hold da op, som vi var trætte og godt svedte.


Arbejdsugen er slut på sygehuset, og selv om jeg overhovedet ikke er i mål med det jeg skulle have haft lavet, så satte jeg autosvar på efter to timers overarbejde og besluttede mig for, at resten måtte ligge til næste uge. 

I dag delte jeg dagafsnit med en kollega og vi havde travlt, især da en af vores patienter skulle indlægges og isoleres. Jeg fik flash back til coronatiden med mundbind og isolationskitler en masse. Kitlerne er vandtætte, så man sveder vældig meget i dem. Og så er jeg en af dem, der altid tror, at jeg har tænkt på alt, inden jeg går ind, men som altid må håbe på, at jeg kan få hjælp fra folk udefra til at hente ting til mig. Der er altid noget jeg glemmer.

I dag fik mine kolleger ros. Pårørende til en afdød patient kom for en sidste stund, før patienten blev hentet til kapellet. De pårørende var så taknemlige for den fred, deres afdøde kære udstrålede. Og at der stod LED blokhus tændt på en hvid dug sammen med en buket blomster og en salmebog.

Før påske endte mit afsnit i Tv2Nord, P4 Nordjylland og på facebook fordi mine kolleger fandt tid til at pynte en dør til en patientstue med en æresport i anledning af en patient næste dag havde diamantbryllup og der blev også sunget morgensang næste morgen. Ikke så sært at jeg er stolt af mine kolleger.

Mens jeg skriver, lytter jeg til  taizesange, og jeg mærker hvordan pulsen stille og roligt sammen med vejrtrækningen falder til ro. Det gør godt, så må gåturene komme de næste fire dage.




tirsdag, marts 26, 2024

Forandringens vinde

Der sker meget i vores liv lige nu. Vi er blevet farforældre for anden gang her først i marts måned til en lille pige Å. Og her i weekenden fløj landmanden og jeg op og besøgte Å og hendes storebror, og selvfølgelig også deres forældre. Vi fik to døgn sammen fra fredag aften til søndag aften. Vi landede hjemme i sofaen mandag 0.30 og havde brug for lige at slappe af, kigge billeder og snakke weekenden igennem, inden vi gik i seng.

Farmor fik strikket trøjen færdig til Å, inden vi kom derop :-)

Vi havde den skønneste tur, og den lille pige er smuk og dejlig, lige som hun skal være. Som sin storebror sørgede hun for, at hendes mor har haft brug og stadig har brug for længere tids restitution, men det går fremad. Det er stort at se sin søn som far og hans kæreste som mor. De er fantastiske forældre, som har sørget for en skøn dreng, der har masser af fantasi, snakker løs og som ved en masse ting allerede.


Vi tog på tur med S og Å. Lillepigen sov under hele turen, så vi fik tid til at rutsje, klatre, gynge og opdage alle mulige finurlige ting, så som at hilse på hunde, finde blade og lytte til det smeltende snevand strømme nede i kloakken. Vi havde også rygsæk med tursnacks med og solen varmede skønt på store og små, mens vi nød pappas madpakke.


Søndag var det anderledes koldt og blæsende, og det sneede indimellem. Men vi tog alligevel på tur, denne gang ind i skoven, hvor der var masser af ting at kigge på. Der var også is under snepletterne, så vi skulle passe på. På et tidspunkt var jeg ved at glide ned af en skråning, hvorefter S satte sig ned og kurede hele vejen ned. Jeg ville ønske, at jeg også havde haft regnbukser på, så jeg kunne kure. farfar og S fægtede med store grene og vi besøgte en ny legeplads med en tovbane, som var sjov at prøve. Det nåede at hagle gevaldigt, men det var vist kun farforældrene, der syntes, det betød, at vi skulle hjem.

Nu er vi hjemme igen, der er arbejdsdage på gården og jeg rydder op og gør rent indendørs. Jeg øver mig i at kigge på tingene og spørge, om de skal gemmes eller smides ud/til genbrug. Ganske enkelt fordi vi ikke er gårdejere mere! Vi solgte gården til Naturstyrelsen til februar og har forpagtet gård og jord til nytår. Naturstyrelsen henvendte sig for et år siden, så vi har haft tid til at vende og dreje det og besluttede os for at slå til.


Hvor skal I så bo? Det aner vi ikke, men vi ved, at vi har et sommerhus, vi kan bo i og at vi kan opmagasinere al vores habengut, indtil vi ved, hvor vores endelige bolig bliver. Der er rigtig meget, der skal ryddes ud, sælges eller smides ud på de to gårde. For der kommer ingen landmand efter os, så alt skal væk. Vi er stadig enig om, at det var det rigtige, vi gjorde, men vi er nødt til at tage tingene et skridt ad gangen, for vi kan ikke både køre ud og se på boliger, områder eller husudstillinger og så også være effektive herhjemme. Der er stadig et landbrug, der skal drives og et sygeplejerskejob, der skal passes.

Hvad så med dit job, Lene? Det er altid det næste spørgsmål, der kommer. Selvfølgelig gør jeg mig mine tanker, og jeg har en kollega, som er i gang med at overtage mine opgaver på afsnittet. Opfølgningsprojekterne og undervisning i kommunerne samt på sygehuset af patienter og pårørende vil jeg gerne beholde, så måske går jeg yderlig ned i tid på et tidspunkt, når alt på afsnittet er på plads. Vi får se, jeg lader hverdagen være som den plejer lige nu.

fødselsdagsbuket fra børn, svigerdatter og børnebørn

Jeg er også blevet 67 år og har været på mit afsnit i 24 år. Der er dage, hvor jeg føler mig som en omvandrende historiebog i udviklingen af strokebehandling og pleje. Det har været en vild rejse at være med på. Og jeg havde ikke drømt om, da jeg startede i sygeplejen igen efter 11 års pause, at jeg nu 24 år efter har oplevet så meget.

Forandringens vinde blæser, de kan ruske så hovedet føles ør og træt, men de føles også kærlige og omfavnende. Jeg glæder mig til at se, hvor vi er om et år, men indtil da vil jeg nyde tiden her og øve mig i at nyde processen med at rydde op og ud i mit liv.



onsdag, februar 21, 2024

Var det det, der skulle til?

 Normalt bekymrer jeg mig ikke om mit helbred, udover at jeg gerne vil passe på det. Men med titlen som farmor og det i en sen alder og med sygdom i familien, begyndte en bekymring at fæstne sig i mig. Jeg skulle gerne opdage sygdom i tide, for jeg ville gerne være frisk og rørig længe. Først var det Alzheimers sygdom, jeg bekymrede mig om, så kom jeg i tanke om, at jeg da også havde hjertesygdomme i familien og kræft er der jo i alle familier. For det meste har jeg kunnet lægge det på hylden for glemte/gemte sager, men indimellem falder det ned fra hylden. 

Jeg kan godt forstå, at folk indimellem har svært ved at forstå, når man må sige til dem, at alle de symptomer der er, er tegn på kropsbelastning. Nogle gange ved de godt, at livet har været svært, tungt, hårdt eller noget andet, men hvad gør man så ved det? Selv om jeg er blevet undersøgt og min læge og jeg blev enige om, at det var psykisk udløst, så kunne min krop og hjerne ikke finde ud af det alligevel. For symptomerne kom jo stadig indimellem.

 I efteråret så jeg et opslag, man manglede kontrolpersoner til et phd-projekt og som de skrev; du får ingen penge, men til gengæld får du undersøgt dit hjerte grundigt. Jeg slog til med det samme. For to uger siden blev jeg kaldt ind til en formiddag fyldt med masser af undersøgelser. Forud gik blodprøvetagning og hjertekardiogram. På dagen fik jeg lavet en MR-skanning af hjertet, en ultralydsskanning af hjertet, en måling af mit hjertes hjerterytmevariabilitet og pulsbølgehastighed samt måling af hvor tykke mine kar er.

Kort og godt som hjertelægen sagde; du har et overordentligt sundt og stærkt hjerte! Karmåling viste, at mine kar svarede til en på 50 år. Jeg så mit smukke stærke hjerte på MR-skanningsbillederne. Og det er som om at de symptomer, jeg af og til stadig får, ikke bekymrer mig mere. I stedet fylder en taknemlighed mig, en taknemlighed som ikke skal forplumres af unødige bekymringer. Jeg skal bare i bedre kondition og så stadig passe på mig selv ved at nyde livet, slappe af, men også få styr på de ting, jeg gerne vil gøre.

Ugerne stryger af sted, jeg stornyder mine fire fridage hver uge, hvor vi er startet i det små med oprydning hist og pist. Sønnen startede i julen, nu er de ting, han gerne vil gemme, kommet i nye kasser og på loftet. 

Lige nu strikker jeg strikkeprøver, de er nødvendige, men jeg hader dem, når jeg ikke strikker samme fasthed som opskriften påbyder. Jeg er vist på 3. eller 4. strikkeprøve, bredden passer, næsten, men højden er ikke høj nok. Så nu skal jeg have købt en ny størrelse rundpind, for det gjorde en forskel, da jeg skiftede fra en ældgammel rundpind str. 2,5 til en helt ny str. 2,5. Derfor vil jeg prøve om str. 3 i et andet mærke måske kan ændre noget.

Det er vinterferie i Nordjylland og det betyder færre folk på arbejde, og da vi samtidig har fået både nye studerende, elever og kolleger, er der nok at se til. Heldigvis har der været gode dage med færre patienter, hvor vi efterhånden var blevet vant til mange patienter på gangen. I dag og i morgen tager jeg aftenvagt. Jeg kan sagtens være i aftenvagt, min krop har bare svært ved at omstille sig bagefter, men når mange holder ferie, er resten som regel allerede sat på arbejdsplanen. Så jeg konkluderede, at pilen pegede mod mig, da vi manglede en aftenvagt. Jeg glæder mig faktisk til at være sammen med kolleger, som jeg ikke er så tit sammen med.