Livsglædens symfoni

Norge

Marts måned er min og mit mellemste barnebarns fødselsdagsmåned. Vi kunne desværre ikke tage til Norge til selve fødselsdagen, da vi skulle til guldbryllup. Men ugen efter drog vi af sted. 3 hele dage fik vi sammen med børnebørnene og deres forældre. Vi gjorde som vi næsten altid gør; tog færgen fra Hirtshals til Larvik, slappede af i bestilte hvilestole under sejladsen. Og så var bilen læsset med drikkevarer og mad, så vi kun skulle stoppe for at tanke bilen og benytte toiletter. 

Stille trykkede vi dørkoden kl 0.30 og listede ind. Sengen var gjort klar, så vi krøb hurtigt i seng, for næste dags morgen tidlig stod der to spændte børn ved siden af vores seng med hver deres bog, og så var der hyggetid i sengen. Det er en dobbeltluftmadras vi sover på, og den er rigtig god at hoppe i. Det er blevet en fast tradition og vi nyder det.  Når vi er færdig med at læse bøger, kommer vi i tøjet alle fire og så skal der laves morgenmad og legen fortsættes ovenpå.

Sønnen handlede ind, mens vi gik tur, Å sov sin middagslur i klapvognen og S tog os med rundt i nærområdet. Sønnen og S lavede fødselsdagskage til Å, jeg havde taget hjemmebagte fastelavnsboller med og da svigerdatteren kom hjem fra arbejde, fejrede vi Å med sang og gaver. 

Vi nåede at gå flere ture de dage, min svigerdatter er god til at gøre det til en hel udflugt med lidt snacks og drikkevarer. Vi besøgte blandt andet en anden børnehaves legeplads. Søndag sluttede vi af med at invitere familien på café til aftensmad. De fandt et dejligt sted ved vandet. Næste morgen stod vi tidligt op op, jeg havde smurt madpakker dagen før, så vi var hurtigt klar til at lege lidt med børnene, inden vi sagde farvel.  Turen ned til Larvik gik som vanligt. Jeg har altid smurt klapsammen madder med ost og fårespegepølse. Vi spiser yoghurt med mysli ved første rastested. Undervejs spiser vi lefse og Kviklunsj. Aftensmaden køber vi ombord på færgen. Jeg savner mere og mere familien, så det er godt at de kommer om få dage og bor hos os.

Min egen fødselsdag blev fejret stille og roligt. Vi var lige kommet hjem fra Norge aftenen før, gemalen skulle på byggeinspektion i Nibe, men datteren havde inviteret mig på morgenmad på café. Det var rigtig hyggeligt og jeg nød den gode mad på Behag din Smag. Selv om det er en kaffebar, havde de også god te til mig.

Samvær

Jeg er så heldig, at jeg har gode kvinder, der gerne vil være sammen med mig. Ikke på den der måde, hvor vi snakker i telefon eller går på café ugentlig . Men på den måde, hvor jeg ved, at jeg har dem i mit liv og glæden bobler, når vi kan finde tid til at være sammen.

Min studieveninde og jeg mødes til gåture og masser af sygeplejesnak over en kop te og lidt lækkert på en café. Sidste gang mødtes vi på det nye sygehus, da hendes afdeling var flyttet derud. Vi gik en tur rundt på det, der var færdig på det tidspunkt og nød den gode cafés mad bagefter.  Min studieveninde havde 40 års jubilæum i marts, så det var jeg også med til at fejre. En dejlig dag sammen med gode mennesker, der gør en forskel i sygeplejen.

Det nye hospital er et smukt hospital, og det skal nok blive godt, men hvor er det hårdt at være vidne til mine tidligere kollegers frustrationer over alt det, der ikke er tænkt på. Havde min hånd været i orden og jeg ikke snart skal flytte, havde jeg meldt mig som vikar.

Heldigvis skal jeg snart ses med mine tre veninder, hvoraf to stadig arbejder på mit tidligere afsnit og den tredje (også tidligere kollega) blev pensionist flere år før mig. Når jeg ser på hende, håber jeg, at jeg bliver lige så aktiv i noget, der interesserer mig. Lige nu har jeg nok med at være midt i en byggeproces, at være mormor og farmor og få styr på træning af min hånd.

For nogle uger siden skrev Liselotte om vi havde tid til at mødes. Vi er fem kvinder, der mødte hinanden i tidernes morgen gennem vores blogge, og vi er siden mødtes en gang imellem til masser af snak, lidt strik og dejligt samvær. Det var den skønneste dag og jeg trængte til dette dejlige gensyn og opdatering på deres liv. Jeg fik fornøjelsen af at have Ella med i min bil, så vi kom rundt om meget på turen gennem landskabet mellem Limfjorden og Mariager Fjord. 

Vesterhavet i en stille stund

Mormor og farmor

I går blev mormor hidkaldt, så moderen kunne få ordnet nogle ting. Faderen er tilbage på studiet. Det havde mormor ikke noget imod. Så snart Bette Nøvs (endnu ingen navn) var blevet ammet, kom han i barnevognen, og så tog vi på tur. Jeg endte med at gå 5,8 km, inden vi vendte tilbage igen. I går blev han en måned og vejer nu det samme som hans fætter gjorde ved fødslen :-) Han er en dejlig lille dreng, og jeg nyder at mærke, at jeg stadig har taget på at passe små babyer.

I disse dage fyldes min facebook side med reels om sjove figurer lavet af frugt og grøntsager samt hvordan man kan lave sjove aktiviteter med børn i S og Ås alder uden at skulle købe sig til en masse grej. Jeg glæder mig til at få dem på besøg. Nu er der kun 3 dage til de kommer.

Fysisk aktivitet

Jeg nyder mine gåture, som næsten er daglig og næsten altid tæt på de 6 km. Det sjove er at efter en gåtur har jeg næsten ingen føleforstyrrelser, det nyder jeg. Svømmebeviset er i hus, så nu skal jeg finde tid til en kajaktur sammen med gemalen for at prøve mine rustne færdigheder af. Det må vente til efter Norgesbesøget, for der meldes regn og blæst de næste dage. 

Mark-forglemmigej set på dagens gåtur 

Blodkløver set på gårsdagens gåtur med Bette Nøvs

Taknemlighed og taksigelse

 Kan jeg overhovedet finde tilbage til bloggen efter så lang en pause? Vi får se.

Meget er sket, så for ikke at ende ud i et maratonindlæg starter jeg med det sidste. Nærmest hver dag siger jeg tak til Gud, tak for alt det jeg har fået. Når jeg ser billeder fra Trondheim af to skønne børn og facetimer med dem, så fyldes jeg af taknemlighed, at jeg er farmor til dem. Og jeg takker for, at de har fået et par seje forældre, som har formået i al den kaos og sygdom, de har stået i samtidig med de fik børn, at give deres børn et solidt fodfæste i verden.

Mine børnebørn kommer der ingen billeder af, så her har I to hunde, der lykønsker Å med de to år i marts måned :-)

Jeg takker for, at jeg er blevet mormor til en lille sund gut og at jeg fik lov til at være med ved hans fødsel. Han er kommet til verden hos to forældre, som formår midt i kaos og eftervirkninger af sygdom at holde fokus på den nye forældrerolle.

Og da lillegutten er født tæt på os, har jeg kunnet hjælpe på en anden måde end ved mine to ældste børnebørn. Desto mere respekt og taknemlighed har jeg over min søn og svigerdatters takling af livet.

Om en uge fyldes mit hus med latter og løb og ordene "farmor kom" for de to norsk-danske børn skal besøge deres fætter for første gang og vi får lov til at have dem boende hos os. Tak! Det glæder jeg mig til.

Skyline fra Nørresundby - på besøg hos datter og svigersøn

Min hånd bedres langsomt, min søde fysioterapeut roser den hver gang jeg er hos hende. Og ergoterapeuten ved den kommunale genoptræning regner med at afslutte mig om en måned. Men først skal jeg forbi min læge med blivende føleforstyrrelser i fingrene. Om de kan gøre noget, ved jeg ikke, og ellers må jeg leve med det. I det store overblik fylder det ikke. Jeg kan løfte lillegutten, skifte tøj og ble, når bare jeg tænker over, hvordan jeg holder mine hænder. Det hjælper så heller ikke, at jeg tre dage før hans fødsel faldt på en skovsti og slog min venstre hånd, heldigvis ingen brud, tak for det, og smerterne går jo væk på et tidspunkt. 

I dag skal jeg afprøve, om jeg kan svømme 600 meter, første kriterium for at komme tilbage til havkajakroning. Derefter bliver det små ture med gemalen og test af om jeg kan redde mig selv, førend jeg tager de længere ture. Men jeg er fuld af håb om at det nok skal lykkes.

Hverdagen fyldes med 6 km gåture, når ikke vi lige er på langfart for at se på det ene eller andet til det nye hus. Men det skrider planmæssigt frem, så nu begynder vi at kunne skimte en overdragelse af huset til sommer. Heldigvis bor vi godt i vores sommerhus, så vi har ikke hast med at skulle få huset færdigt.

I går var jeg til den sidste koncert med mit gospelkor. Det bliver svært at finde et, der kan erstatte de skønne mennesker, jeg har været sammen med i de mange år, jeg har sunget i koret. Men jeg er fuld af fortrøstning, det skal nok falde på plads.

Nå ja, da jeg efter 12 uger med hånden immobiliseret blev frigivet til at strikke, gik jeg i gang med Marys svøb, det gik langsomt, for føleforstyrrelserne dukkede op fluks efter de første 50 masker, så jeg måtte holde mange pauser undervejs. Men det blev færdigt, da lillegutten var 13 dage gammel, og han har brugt det lige siden. Af hjertet tak for det hele.

Mavefornemmelsen som rettesnor

Først og fremmest undskyld, det var ikke meningen, at jeg skulle efterlade jer i uvished om mit håndledsbrud. Men der var så meget, jeg har skullet have styr på i denne uge, så blogindlægget blev glemt ganske enkelt.

 Mavefornemmelsen kan være mange ting, og der er helt sikkert mange, som vil sige, at det altid er godt at følge sin mavefornemmelse.

Men hvorfor kom vores mavefornemmelse frem med netop det resultat?  Jakob Birkler, tidligere formand for etisk råd, har studeret sygeplejersker i praksis og beskæftiget sig med den tavse viden. For ofte kan vi ikke forklare, hvorfor vi handlede, som vi gjorde. Han var især interesseret i, når sygeplejersker , før de gik ind til patienten havde forklaret ham, hvad der skulle ske, og i situationen efter handlede anderledes. Når han så spurgte ind til denne ændring, var forklaringen, at det var deres mavefornemmelse, der var årsagen. 

Ofte viste det sig, at hvis sygeplejerskerne blev spurgt dybere ind til beslutningen, at der faktisk lå megen viden og erfaring skjult som tavs viden og at alle de ting blev koblet sammen med netop denne patient og kendskab til denne patient og medvirkede til beslutningen om at handle på den pågældende måde, uden at sygeplejersken var bevidst om det.

Andre forskere fortæller, at vi ofte husker, når vi bliver bekræftet i, at mavefornemmelsen var korrekt og ikke husker, når mavefornemmelsen tog fejl.

Lang indledning for at fortælle om min mavefornemmelse i mandags, da jeg skulle til kontrol af mit håndledsbrud. Jeg havde nok været mere nervøs end jeg troede, for røntgenkontrollen af mit brud. Mit blodtryk var i hvert fald steget de sidste dage ( skulle kontrolleres før årlig kontrol af forhøjet blodtryk). 

Min mavefornemmelse fortalte mig, at når radiografen ikke før havde taget så mange billeder som nu, så var det et dårligt tegn. Noget var helt sikkert galt. Jeg tolkede også på, at lægen, jeg skulle ind til, gik ind af en dør, hvor jeg mente hendes chef sad. Det gjorde hun, før hun skulle fortælle mig, at de ikke havde en forklaring på den manglende heling af bruddet for fire uger siden.

Men da jeg kom ind til lægen, smilte hun og sagde " du må have gjort noget rigtigt, for bruddet er helet" Jeg havde håbet på begyndende heling, men at det var helet komplet, det havde jeg ikke turdet håbe på. 

Hun var hård ved mig, tog ved mit håndled og vred med den, viste mig hvad jeg skulle træne osv. Havde hun ikke gjort det (og det gjorde ondt), havde jeg ikke turdet at udfordre mit håndled, som jeg nu gør. Jeg fik dog også ordre på ikke at kaste mig ud i alt muligt, og heldigvis skal jeg også have specialiseret genoptræning. 

Så alt er godt her. I dag har jeg ligefrem stoppet huller i strømpebukser på en ny måde og har kunnet jonglere nålen i højre hånd. Jeg har også strikket få masker på en hue, så jeg er i gang. Hånd og underarm kan ikke dreje som før, tommelfingerens led ved roden sidder helt inde i håndhulen og de 12 ugers immobilisation har svækket muskelkraften meget. Men jeg er fortrøstningsfuld og håber på, at det kan blive meget bedre.

Jeg er åbenbart en langsom heler. Hvor andre bruger 6 uger i alt, har min krop først nægtet at gøre noget i 6 uger og så besluttet sig for at gå i gang de næste 6 uger. Om det virkelig er fordi jeg gik i gang med motion, der involverede hop og løb på stedet, gik længere ture hvor pulsen kom op og samtidig ændrede min vane med at spise D-vitamin og Kalktablet før maden til at gøre det sammen med maden, skal jeg lade være usagt.  Jeg er bare glad.

Billedet har ikke noget med teksten at gøre. Det er skævt taget. Det er vinter og det er et maleri af mosen. Men ligesom jeg ikke får skrevet blogindlæg, får jeg heller ikke taget billeder. 

Jeg er klar til foråret

For en gangs skyld er jeg klar til forårets komme med første forårsmåneds første dag i morgen. Jeg har elsket mit sneklædte landskab, også selv om det forhindrede mig i at få gået lange ture. Men nu nyder jeg den friske luft, vejene, jeg kan gå på, om end i mudder og søle og fornemmelsen af forår.

Min arm er slet ikke ok, så af angst for at falde og gøre alt værre har jeg indtil nu holdt mig til indetræning sammen med DK4s Træn dig glad. Samtidig har vi også haft travlt med nye beslutninger til huset. Januar og februar har budt på mange dage med kørsel til nybyggeriet, byggefirma, køkkenfirma, malerfirma, firmaer med hårde hvidevarer osv. Men alt går heldigvis planmæssigt.

Mit brud går ikke planmæssigt.  Jeg er dødtræt af mit fald d. 13. december. Gipsen kom af d. 19. januar. Røntgen viste, at bruddet havde forskubbet sig og en subakut CT-skanning viste, at der ingen heling var af bruddet, og lægen måtte efter at have udspurgt mig, konkludere, at der ingen forklaring var på det.

Både lægen og lægens chef havde aldrig set det før. Nu går jeg med en hård skinne, skal kontrolleres på mandag og så håber vi alle, at heling er påbegyndt. Jeg skal tage skinnen af daglig og lave øvelser for at mit håndled ikke bliver stift. Det lyder rimeligt barsk i journalen, hvor der står, at det er tilladt, at jeg åbner frakturen daglig for at lave lette ubelastede håndledsøvelser. Jeg har talt med lægen igen og operation er den dårligste løsning, for med en gammel fraktur vil det nemt kunne give flere komplikationer. 

Så nu går jeg mod min frygt og laver øvelser, flere end jeg indtil nu har lavet, for jeg holder fast i håbet om at jeg får min funktion tilbage. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så har det taget så meget af min energi ikke at tænke på hvad nu hvis ... og hele tiden være afhængig af andre og tænke i andre handlemåder, når jeg ikke må belaste armen. Der er nu gået 2½ måned nu og jeg havde forestillet mig, at min genoptræning var i gang, at jeg kunne sy og strikke til mit kommende barnebarn, men nej, det må jeg ikke.

De to sidste vintermåneder har også budt på skønt samvær, som gjorde godt for den mentale tilstand. Besøg af 3 tidligere kolleger og besøg af min ældste lillesøster, mens jeg var alene hjemme nogle dage. Snakken gik livligt og jeg stornød det.  Jeg har også været på Kunsten sammen med en tidligere kollega. Undskyld til alle andre besøgende, for vi snakkede lige så meget sygepleje som kunst.

Ikke desto mindre var jeg så meget tilstede i kunsten, at jeg kunne nyde Per Kirkebys store malerier. Jeg kendte faktisk kun til hans skulpturer. Vi fik os også en oplevelse med popkunst og performancekunst, begge dele vakte hjernens forundring og vi fik gode snakke om kunsten. Så selv om jeg ikke forstod det, var det en god oplevelse.

Datteren havde også en udstilling i Husets galleri, hvor vi deltog i ferniseringen. Huset har altid været der som et samlingssted, siden jeg flyttede til Aalborg i 1981, men jeg har faktisk aldrig benyttet det. Nu har vi været der et par gange sammen med datteren og det er skønne omgivelser, at kunsten udfolder sig i, om det er maleri, installationskunst, musik, keramik og alverdens andre muligheder. 

Vi nød datterens udforskning af hvad forskellige madvarer kan bruges til, det var helt klart en udvidelse af kartoffeltryk, som vi andre afprøvede i formning, som det hed dengang. Jeg har forelsket mig i et af malerierne og kan helt klart se det i vores nye hus. Nu får vi at se.

Måske kan du se noget fra udstillingen her, taget fra Tilgang Husets facebook side

Billederne nedenfor er taget fra vores bil på vej til sommerhuset. Det gengiver ikke helt den følelse, vi havde af at køre mod en bjergkæde, som i virkeligheden var skyformationer. Naturen er forunderlig.

Hvis ikke det skal gå som alle de andre indlæg, jeg skriver, som så bliver glemt, må jeg hellere få det her udgivet. God weekend til dig og glædelig forårskomme.

Kære dagbog, del 3 - gaver vi ikke kan bestille

2026 og hvilken smuk start på året. Jeg ELSKER sne og især i de to sidste vintermåneder, januar og februar. Sikke en gave. Og så fik vi endda sne igen i februar efter sneen var væk.

Taknemlighed fylder meget hos mig lige nu. 2020 havde jeg ingen anelse om, at jeg året efter ville blive farmor i en alder af 64 år. Kort før min 67 års fødselsdag blev jeg farmor igen. Sikke to skønne gaver at få.

Min svigerdatter og søn gav os yderlig en smuk gave, nemlig tillid. Tillid til at vi kunne passe deres børn uden opsyn af deres forældre. Det har været skønt at få lov til at få morgener sammen med S og Å. Eller få lov til at putte dem, mens forældrene har holdt kæresteaften.

Siden S blev født, har vi holdt sommerferie sammen, og vi nyder det, for en skønne dag vil familien også vælge at opleve andre steder. De er som med juleaften sat fri. Vi har ingen krav på at holde ferie med børn og børnebørn, så vi nyder det så længe det varer.

Sommerferien sidste år blev holdt i sommerhuset, det har jeg fortalt om her. 

Den sidste del af ferien skulle holdes i Norge og inden vi drog af afsted, nåede vi at fejre S' fødselsdag på forskud sammen med hans faste, som ikke skulle med til Norge. Modsat de øvrige år ville vi køre sammen og bruge 3 overnatninger på vej op. Med to børn på 16 måneder og knap 4 år nytter det ikke med de lange distancer i bil

Vi valgte Klækken hotel i Hønefoss. Der var musik overalt og børn og unge gik i gangene med instrumenter på vej til undervisning. Det var nemlig den årlige sommerskole for børn og unge, som ønskede at dygtiggøre sig, så de måske en dag kunne få en karriere i et symfoniorkester. 

Der var også swimmingpool, som S og Å nød sammen med deres forældre. Bedsteforældrene tog over, da børnene var kommet i tøjet. Og der var masser af statuer at se på og lege med, mens vi ventede på forældrene. I det hele taget fyldte kunsten meget, også indenfor, hvor der hang billeder overalt på de lange gange og i fællerummene. Og som et sjovt kuriosum hang der et billede uden for vores hotelværelse af en kunstner med motiv fra Læsø. 

Svigerdatteren fandt næste pausested, en gammel gård, Eker gård,  med udstillinger, spændende køkkenhave med permakultur. To kunstner bor på gården og giver andre husly til at arbejde med egen kunst, ligesom folk arbejder som frivillige med at restaurere gården. 

Det kan man da kalde en hønsestige. Så gik turen videre op gennem Valdres med kurs mod næste overnatningssted, som ligger i nærheden af Besseggen, en fjeldryg og et populært vandringssted

Det var et imponerende landskab og vi gjorde holdt endnu en gang, så store og små kunne få brugt kroppen og nyde lune hjemmebagte vafler. 

S elsker at klatre, der er han frygtløs. Så alle store klipper skulle klatres på, så er det godt at have en pappa, der følger med. Å elskede at komme tæt på vandet. Men sådan er børn, sten og vand er bedre legetøj end du kan købe til dem.

Vi havde lejet en hytte hos Bessheim Fjellstue. Og selvfølgelig skulle vi have lækker norsk varm aftensmad med rensdyrkød. Næste morgen efter morgenmaden drog vi videre, for vi havde meget, vi ville nå, dagen før S' 4 års fødselsdag.

Kursen blev sat mod Glittersjå Fjellgård, et magisk sted for både børn og voksne. Et ægtepar, som nu er over 70, havde købt en nedslidt fjeldgård og renoveret og udvidet og gjort den til et sted for elge, rener, geder, kaniner, heste og alle mulige andre dyr. 

Den kvindelige ejer havde sit værksted med væve og fåreskind i huset ovenfor. Der nåede vi slet ikke op. Vi nåede at gå i troldeskoven, hvor der var masser af trolde placeret i skjul rundt omkring stien.

Vi nåede at klappe kaninunger og geder samt fodre elge og rener. Det var en stor oplevelse for alle og kan varmt anbefales, hvis man kommer i det område.

Til slut kørte vi til Granmo Camping tæt på Oppdal, hvor vi næste morgen fejrede S' fødselsdag med sang og gaver samt fødselsdagsbord. Herefter kørte vi hjem til Trondheim og nød resten af dagen midt på gulvet med legetøj, som efter tre ugers ferie vakte stor gensynsglæde.

Jeg har fået en svigerdatter, som er rigtig god til at se muligheder. Så en sen eftermiddag efter aftensmaden, hvor vi andre tænkte, dagen er slut, tog hun os på vandretur i fjeldene omkring Trondheim. Vi løb og travede, plukkede multebær, klatrede på klipper og det var lige det en 4årig dreng og vi andre havde brug for.

Bedsteforældrene nåede også en tur på legepladsen i S' børnehave lørdag med børnebørnene, så forældrene kunne få gjort klar til næste fejring af fødselsdagsbarnet med den norske del af familien.

Igen blev vi bragt tilbage i tiden, for vi legede Spidey og hans venner. Vi blev instrueret i hvordan vi skulle bevæge os, ikke noget med at gøre tingene halvt. Fuldstændig som S' pappa gjorde som 4årig.

Å sov trygt og godt, mens vi legede.

Efter en skøn fødselsdagsfest drog vi hjem igen. Turen var som altid smuk, jeg ser altid noget nyt.

Overskriften lød - gaver vi ikke kan bestille. Og det er også der, taknemligheden kommer ind. Alle de skønne oplevelser vi har fået som farforældre og nu skal vi også være morforældre. Sikke gaver.

Snefyldte dage

 Sneen er ved at miste sit tag, men der er stadig sne og is på vejene i skoven. Tøvejret gør det glat at gå, der hvor vi har trampet en sti.

Gemalen havde travlt med at rydde sne, så vi kunne gå uden at få støvlerne fyldt med sne. Vi er glade for vores brænde fra gården, det varmer godt, for selv om vi har varme i gulv og varmepumpe, så skulle der skrues betydeligt mere op for varmen end nu, hvor brændeovnen sender sin varme ud i huset.

De sidste dage er vi kørt til stranden for at gå tur, fordi vejene omkring os i skoven er fyldt med sne, og der er flere steder is nedenunder, så det er lumsk at gå ture her. Snerydning er man ikke kommet til endnu , sommerhusområdet er sidste prioritet. Heldigvis har de andre fastboere åbenbart en aftale om fælles at bidrage til at få ryddet vejen fra den offentlige vej ned til vores sidevej. 

Men selv på stranden er det lumsk, nu hvor sneen er på vej væk og afslører isen. Jeg præsterede at falde i søndags, og mit eneste fokus var at beskytte min brækket arm, så bagdelen måtte tage faldet. Så er det godt, at jeg var polstret med tykt tøj og naturlig polstring :-)

Jeg mindes de gange, landmanden tog traktoren med sneplov og kørte foran mig på den kommunale vej, så jeg kunne komme på arbejde og vores medarbejder også kunne komme på arbejde. Vores kommunale vej var nedprioriteret til at blive ryddet sidst på dagen, selv om der var stalde, hvor der skulle foder til dyrene og vi skulle have de færdigsorterede kartofler til butikkerne i lastbiler.

Vi har heldigvis stadig vores firehjulstrækker, så min bil står stille i carporten, det gør den så af flere grunde. Sne og en brækket arm er no go for kørsel. Hold nu op hvor jeg savner at kunne sætte mig ud i bilen og køre en tur. Snevejret plejer ikke at holde mig tilbage, blot der er ryddet nogenlunde på vejene. 

Jeg må indrømme, at jeg føler mig indespærret, jeg er på mange måder afhængig af gemalen. Han hakker grøntsager, rører i gryder, løfter gryder, løfter tunge ting, skruer låg af, osv. Jeg hader, at jeg ikke kan gøre som jeg plejer, og det jeg gør, tager energien fra mig, så jeg får ikke lavet nogle af de hængepartier, jeg reelt set godt kunne starte på. Men jeg minder mig selv om, at jeg er heldig. Om ikke så lang tid kommer gipsen af og så kan jeg starte genoptræning, så jeg kan komme i gang med de ting, jeg gerne vil.

I fredags var jeg til senior/barselkaffe på mit afsnit. Det var ganske enkelt helt fantastisk at se mine gamle kolleger. Jeg savner dem, savner at høre om deres liv, savner at høre om deres syn på sygepleje. Men jeg har ikke fortrudt min beslutning, det var det rigtige tidspunkt at sige farvel på. Mine kolleger havde travlt, men gav sig tid til at hilse på unge og gamle, barselskvinderne med deres babyer og seniorerne som lige skulle opleve det gamle afsnit, før det flytter ud på det nye hospital. 

Det var på alle måder livgivende og bagefter gik jeg ind til byen, fik handlet te og andre ærinder, før gemalen samlede mig op igen. Sådan en fredag formiddag trængte jeg til. Og jeg elsker stadig sne, for som mine billeder måske viser, så har jeg haft den smukkeste udsigt de sidste uger.

Når nu man ikke kan sove

 så kan jeg jo lige så godt kigge bloggens indlæg for d. 8/1 gennem årene. 18 indlæg er det blevet til. Og de har kredset om det samme. Forundringen over at se mit lille barn vokse og blive voksen. Kærligheden til min datter. Bekymringerne, som ligger mellem linjerne i indlæggene, når livet med modgang og sygdom har udfordret hende. Minderne om barndommen og ungdommen. Taknemligheden for alle de talenter, hun har fået og har udforsket og afprøvet. Glæden over at se min datter og hendes bror som voksne, skønne mennesker, som jeg oprigtigt nyder at være sammen med. Og nu bliver min datter 40 år.

Tænk at jeg har en datter, som bliver 40 år. Hjertelig tillykke med fødselsdagen, min dejlige datter.

Den nat for 40 år siden sov jeg heller ikke så meget. En fødebriks er ikke det bedste at sove på, og jeg vidste jo, at når morgenlyset dæmrede, skulle fødslen sættes i gang. Dengang for 40 år siden var der varslet snestorm d. 10/1, som var terminsdagen. Heldigvis besluttede du dig for at komme for tidligt, så vi undgik at skulle køre de 29 km til sygehuset i traktor, hvis nu vejene lukkede. 

Snestormen som blev varslet til i går og i nat, blev ikke til noget her hos os. Men masser af sne har vi fået. Men vi skal nok komme til fødselsdagsfejring en af de næste dage. 

I dag fejrer du fødselsdag med din kæreste. Jeg ønsker for dig og jer, at livet vil være god ved jer. Det er en spændende tid I går i møde.

Scott passer på den nye beboer på gården, januar 1986