fredag, maj 17, 2019

Opslugt

En bog mange anbefalede, da den udkom. En bog, jeg også har hørt, at andre er gået i stå med. Den lå på biblioteket og talte til mig: jeg ved godt at du er lidt Rasmus Modsat angående bøger "man bør læse", men prøv mig nu.

Den kom med hjem, og de første mange sider i bogen fik mig til at stoppe op og læse langsomt, fordi ordene var så mangfoldige og utroligt beskrivende. Jeg havde ikke tid til at læse, så jeg glædede mig helt, når jeg fik et øjeblik, hvor jeg kunne læse videre.

Jeg er stadig optaget af handlingen, men jeg kan også mærke, at der hvor hovedpersonen er lige nu, der fanger den ikke helt på samme måde. Jeg kommer nemmere til at skimlæse for at komme videre i handlingen. Det kunne jeg slet ikke i begyndelsen. Jeg har læst mange sider og alligevel er jeg ikke nået halvvejs i bogen.

Med til min manglende koncentration er nok også en travl vagt. Jeg er træt. Så jeg læser lidt, spiller lidt syvkabale, drikker lidt te, læser lidt igen, og det er helt fint. Bogen skal nok blive læst færdig og den fortjener en læser, der er mere koncentreret end jeg er i aften.

Bogen, jeg læser, er Stillidsen af Donna Tartt.


Og det var skønt at komme hjem til min fine buket, som jeg har givet mig selv, "because I am worth it" :-)


torsdag, maj 16, 2019

Sol, åbne døre og fridag

Store Bededagsferien venter for mange. For mit vedkommende skal den tilbringes sammen med patienter og kolleger. Så jeg nyder denne fridag.

Jeg nyder, at jeg siden i morges har haft dørene til at stå åbne ud til. Den lifligste, friske luft strømmer ind og gør mig glad.

Jeg nyder, at solen skinner og at jeg indendøre går rundt med bare tæer og lader solens stråler varme mig her, mens jeg skriver.

Jeg nyder at se mig omkring på værelset. Jeg sidder på skrivebordsstolen fra mine forældres hjem, jeg har computeren til at stå på mit gamle skrivebord, som jeg fik i konfirmationsgave, og jeg drikker te af et krus fra min skønne studieveninde.

Apropros hende, så var det skønt midt i en travl dag, hvor mine tanker havde svært ved at følge med fra møde til møde, pludselig at se hende komme gående i løbejakke og løbeshorts sammen med hendes hjertepatienter. De havde været ude at træne i skoven, og jeg nød det kæmpe knus, jeg fik der midt på gangen på sygehuset. Hendes kollega, fysioterapeuten, havde jeg arbejdet med i tidernes morgen, da jeg startede på neurologisk afdeling og blev specialesygeplejerske. Hende fik jeg også et kæmpe knus af. Jeg nød at blive omfavnet. Jeg nød at mærke det faste ekstra klem fra min studieveninde, som sagde, hvor er det godt, at jeg har dig i mit liv.

Jeg nyder at tænke tilbage på mandagens fridag, hvor jeg havde vundet to billetter til et NIVEA arrangement i samarbejde med Mette Marie Lei Lange. En af min svigerinde havde sagt ja til at komme med mig, og jeg nød at få snakket med hende. Selv om vi bor tæt på hinanden, så bliver der ikke meget med at ses i hverdagen. Vi fik god information om NIVEAs produkter, og nu er jeg blevet for gammel til Q10 produkterne, som jeg ellers har brugt, siden dengang en ældre kvindelig patient på over 80 år havde kommenteret mine rynker i ansigtet og ment, at jeg skulle skifte til Q10. Det sørgede mine kolleger så for til min 60 års fødselsdag, hvor cremen var en del af mine gaver fra dem. Jeg fik lækre produkter med hjem, og selv om jeg dybt chokeret så på den brugte renseserviet første aften, så glemmer jeg at rense ansigtet om aftenen (den serviet var nærmest sort). Nå, al begyndelse er som sagt svær og gode vaner tager mindst tre uger om at blive etableret.



Mette Marie var lige så meget nede på jorden, som hendes blog er. Det er ikke alle indlæg, jeg læser, for jeg interesserer mig ikke for make up, mode og indretning. Men jeg nyder at læse beretninger om unge kvinder midt i livet. Jeg nyder at læse om andre, der ikke lever et liv som mit. Så jeg klikker en gang imellem rundt i blogland på de unge bloggeres sider. Nogle har det som deres arbejde og der er derfor en del reklame, andre har ingen reklamer. Mette Marie er en af dem, der kan leve af at blogge, og jeg kan godt lide hendes humor og måde at få gjort selv annonceindlæg personlige.

Jeg nyder at være på den anden side af første brush up kursus i år. Min afdeling prioriterer, at alle kommer på seks timers opdateringskursus hvert år. Det betyder, at de møder ind om morgenen klokken syv og hjælper med alt på afdelingen. Når de så går fra afdelingen klokken 8.30, kører sygeplejepersonalet med weekendbemanding resten af dagen. Så de knokler, men da alle kommer af sted og nyder de seks timer, hvor de får fyldt ny viden på, får diskuteret sygepleje og får grinet og snakket sammen, ja så accepterer de vilkårene.



Jeg nyder til gengæld ikke, at jeg har så svært ved at være tilfreds med egen indsats hver gang. Det IRRITERER mig grænseløst. Jeg kan ganske enkelt ikke finde ud af, hvad der er på spil. Hvorfor er jeg så hård ved mig selv? Jeg fik dem til med to patientcases at diskutere sygepleje. De var så gode til at bringe mange perspektiver ind, og alle, både erfarne og novicer, bød ind med gode sygeplejefaglige problemstillinger. Nu hvor jeg skriver det, indser jeg, at det var jo netop to gode cases, og det var mig, der havde udtænkt dem. At der så var en tredje case, som ikke blev det, den skulle have været, og som de kommenterede på, handler ikke om mig og mit oplæg, men at vi havde undervurderet tidsforbruget for det lægefaglige. Det betød, at jeg måtte reducere i mit indlæg.

SÅ, Lene, det gik faktisk godt, så klap dig selv på skulderen for det og ret så det, der ikke gik som planlagt til de næste to kurser. Og så havde min leder fået en god ide, hun fik kollegerne aktive med at taste tre ting på mobilen, der var vigtigst for dem, når de gik på arbejde på det nye supersygehus (NAU). Vi skal først flytte i 2022, men vi har efterhånden flyttet så mange gang, så vi ved, at vi skal starte i god tid med at snakke om det og så småt at begynde at planlægge vores hverdag der.



Vi er færdige med at lægge kartofler, så landmanden har været på jagt her til morgen. Nu sidder de tre jægere og nyder te/kaffe i mandskabsrummet, mens der bliver gjort rent i resten af huset. Jeg? Jeg nyder at holde fri, nu vil jeg tage min tekop og slutte mig til jægerne. Ha en rigtig god dag.

min gave fra Stroke Forum, da vi holdt oplæg

mandag, maj 13, 2019

Midt i en solskinsstråle på en hverdag

Det hedder det jo ikke, men det lyder dejligt at sige solskinsstråle. Hverdagen er tilbage med buldrende puls, og jeg skal huske at trække vejret, sænke skulderne og nyde den.

For at jeg selv kan huske, hvad der egentlig sker, kommer her i sidste uge i punktform:
  • Tirsdagens fridag skulle bruges på kontoroprydning. Jeg var træt og orkede ikke, så jeg købte snegle til landmændene og mig. Det syntes jeg, vi trængte mere til end oprydning. Det var hyggeligt lige at få en snak midt i travlheden. Bagefter fik jeg dog ryddet op.
  • Onsdag kom jeg langt om længe til koraften og fik sunget gospel sammen med skønne mennesker. Jeg har ikke været til kor siden vores søndag først i marts, hvor vi indspillede tre numre. Jeg har i stedet for undervist patienter og pårørende fire gange og været til Stroke Forum. Og derfor har jeg heller ikke været med til koncert. Men nu har jeg to gange, hvor jeg kan deltage, så jeg kan være med til vores traditionelle gospelkoncert med lune hveder i Torslev Kirke. Det glæder jeg mig til, og jeg nød at synge, bevæge mig og grine i to timer. Det var tiltrængt.
  • Ugens overskift kunne passende også have været være søvndrillerier. Lige for tiden er jeg inde i en stime, hvor søvnen driller og jeg er helt klar over, at meget er psykisk, for jeg bliver nærmest nervøs for at gå i seng, for tænk nu hvis ... Jeg er begyndt at kombinere panodil og marzine, når søvnløsheden truer og det virker. Men det kan jo lige så godt være placeboeffekten som en reel virkning. Apotekerdamen alias farmakonomen syntes absolut ikke, det var en god ide, men da jeg var blevet anbefalet det af en overlæge, sagde hun ikke så meget. Udover at hun gerne ville snakke gode søvnvaner, det gad jeg ikke, for jeg kender dem til hudløshed. Og weekenden har budt på god søvn, heldigvis.     
  • Onsdag præsterede jeg at glemme, at jeg tirsdag nat havde sovet så dårligt og derfor nuppede ti minutters powernap efter madpakkesmøring, inden jeg skulle ud af huset. Mobilen var sat til at vække mig, skulle jo nødigt komme for sent. Det resulterede så i, at jeg på trods af, at jeg faldt i søvn 20.30 tirsdag aften, først vågnede, da uret ringede næste morgen, hvilket ikke var 5.00, men 5.45. Jeg præsterede den bedste tid i madpakkesmøring, tebrygning og vask/føntørring. Morgenmaden blev nydt på vej til arbejde og jeg gik ind på afdelingen omklædt i uniform 7.04 (godt jeg ikke arbejder på Skejby sygehus). 
  • torsdag var fridag og udover bilen var på værksted, så kan jeg ikke huske, hvad jeg lavede. Helt sikkert noget med hus, have og landbrug.
  • Fredag var endnu en arbejdsdag, der var tætpakket. Jeg havde møder nærmest hele dagen samt undervisning af studerende og elever. Blandt andet havde jeg et møde med min leder om hvordan jeg selv ser min fremtid på afdelingen. Hun vil gerne beholde mig i mange år, måske i anden funktion, måske ...

Hune Klitplantage


Jeg har været græsenke i weekenden. Landmanden har været på kursus i sportræning sammen med Dexter. Det har været hårdt for Ayla. Egentlig var det mening, at vi to skulle i sommerhus, jeg var dog ikke helt sikker på, at Ayla ville lystre mig og blive på sommerhusgrunden, så jeg lavede en ny plan. Morgenen og aftenen var vi sammen. Fra 9 - 17 passede Ayla på gården og jeg tog i sommerhus.


Udsyn over kystlinjen ved Blokhus


Planen var, at jeg skulle rengøre vinduesrammer lørdag og male søndag. Men det blæste for meget lørdag, til at den plan kunne sættes i værk. I stedet for gik jeg i gang med projekt udryd grusarealerne. Vi har grus hele vejen rundt om sommerhuset, og jeg kæmper en ihærdig kamp for at holde ukrudt væk. Det vil være lettere at holde, hvis der var græs helt op til huset. Så jeg har kæmpet med ukrudt og grus hele weekenden. Min krop er fuldstændig mørbanket. Jeg har dog husket at holde pauser, gået lange ture og nydt det gode vejr.

Kryle Klit


Nu er hverdagen her med en ny uge. En uge, der starter med en fridag. Landmanden og medarbejder håber på, at de bliver færdig med kartoffellægning i denne uge. Men et er håb og planer, noget andet er virkeligheden, så vi får se. Der skal laves mad, smøres madpakker og udføres kontorarbejde. Derudover indeholder fridagen også fodterapeut og fysioterapeut fra morgenstunden af. Det var tiltrængt. Jeg troede dog lige det var sommer og var kommet af sted i for lidt tøj, så nu prøver jeg med lun cardigan og varm te i koppen at få den indre varme.

Må din mandag indeholde gode ting, der gør dig glad.


tirsdag, maj 07, 2019

Skønne dage

Hvor lørdag var sløv pga hovedpine, så blev søndag anderledes skøn. Jeg må endnu en gang konstatere, at jeg er rigtig god, når jeg føler, at jeg har nogen at arbejde sammen med. Landmanden skulle gøre maskiner klar til næste uge og imens fik jeg gået højbedene igennem samt plantet tre små krukker. Og så sluttede vi af med te på den lille terrasse. Hundene nyder også, at vi alle er sammen.



Om eftermiddagen tog vi op og slog græs i sommerhuset. Jeg skal være deroppe alene i næste weekend, mens landmanden arbejder herhjemme. Nu fik vi endelig tid til at tale om, hvad jeg drømmer om, og hvad min plan for min arbejdsweekend er. Bagefter kørte vi ned til Hune søerne i det, der engang var grusgrave. Det er et skønt område, og det er rigtig godt at træne vand-apportering der.



Jeg fik travet nogle ture op og ned af bakken (kan mærke det i lårmusklerne i dag), for min opgave var at kaste dummier, som Ayla og Dexter skulle hente. Dexter er blevet rigtig dygtig, de første gange skulle han ikke nyde at hoppe ud i vandet. Hans svømmestil kan godt blive bedre, men der er sket markant forandring til det bedre. Ayla er rigtig god, men ikke om hun vil gå op på bredden tæt på landmanden, når Dexter er i vandet på samme tid. Vi tror, hun er nervøs for, at han skal snuppe dummien. Hun går i land et stykke derfra, går gennem sivene og afleverer dummien pænt til landmanden.



Mandag blev en kollega 60 år, og hun havde inviteret til fødselsdag for både familie, venner og kolleger i to omgange. Jeg var med på formiddagsholdet og var så heldig, at jeg kunne køre med en kollega. Det var et skønt sted og maden var bare helt fantastisk velsmagende. Min kollega havde hyret en kok til at stå og bage store pandekager, hvorefter de blev fyldt med lækker kød, salsa, salater og ost efter vores egne ønsker. Hold da op, hvor var jeg træt af, at jeg ikke kunne spise mere end én, jeg ELSKER pandekager. Snakken gik livligt ved de to kollegaborde, det er altid skønt at have tid til bare at snakke om løst og fast. Og vi nød at være med til at fejre fødselaren. Kollegaer i min aldersklasse er ikke det, vi har flest af. Vi har rigtig mange under 30, en mellemgruppe midt i 30'erne, og en håndfuld over 40. Der er vist en tilbage i 50'erne og så er vi 6 over 60.


Landmanden er holdt tidligt i dag, så han lige nåede at spise sin aftensmad, inden han og Dexter tog til træning. Så må vi to af hunkøn finde ud af at få aftenen til at gå. Jeg tror, Ayla falder i søvn i bryggerset og jeg vil forsøge at holde mig vågen med strik og fjernsyn. God aften til dig.

alle mine vinduer i køkken og stuer havde lys i vinduet lørdag.




lørdag, maj 04, 2019

Kroppens signaler

Noget af det vi fandt i vores undersøgelse, var at man efter en blodprop/blødning i hjernen (apopleksi/stroke) bliver usikker på sin krop. Den har svigtet, og det viste sig, at dette svigt skyldtes en apopleksi/stroke. Når man så er kommet hjem efter få dages indlæggelse (under 72 timer), så mærker man sin krop på en helt anden måde. Man stoler ikke helt på den, man diskuterer med sig selv hele tiden. Betyder denne stikken i armen en ny blodprop eller?

Tidligere ville man have sagt; nå jeg har nok overbelastet armen eller jeg har vist ligget forkert i nat eller ... Det gør man ikke mere; det tør man ikke mere. Sygeplejerskerne har jo sagt, at man skal ringe 112, hvis man pludselig får føleforstyrrelser i den ene side, lammelser i den ene side eller taleproblemer. Hele tiden forhandler man med sig selv, om det her nu skyldes en ny apopleksi/stroke eller blot almindelige symptomer, som man før har haft.

Angsten for at få en ny apopleksi/stroke fylder forskelligt hos patienterne. Nogle kan sige, jeg gør det jeg kan for at leve sundt og tager min medicin, så kan jeg ikke gøre mere. Andre hænger fast i hvorfor fik jeg en apopleksi/stroke, jeg synes da ellers jeg lever sundt. Angsten kan komme til at fylde så meget, at den hæmmer tilbagevenden til et normalt hverdagsliv. Det er der andre studier, der har påvist.

Så kan vi hjælpe dem, der har brug for støtte til at finde hverdagslivet igen? Indenfor hjerteområdet tilbyder man gruppeforløb, hvor man mødes med ligesindede og får undervisning i medicin, sygdom, forebyggelse og meget andet. Derudover træner man og diskuterer emner sammen. Det ved jeg, at patienterne er meget glade for. Det er her, de så at sige lærer at trække vejret normalt igen og finder en måde at håndtere usikkerheden på. Så det er det, vi har i støbeskeen sammen med kommunale kolleger. Jeg er spændt på, om det lykkes. Sparetrommerne er meget højlydte, men jeg håber.

Usikkerheden vil altid være der. Det er den for os alle. Der er ingen garantier for at forblive rask, men at bruge livet på at være bange for livet og døden er på sin vis spild af livet.

Til Stroke forum hørte vi om en ny landsdækkende kampagne, som skal gøre alle lige så bevidste om  tegnene på en apopleksi som ved hjertestop.

I samme forbindelse vil man ændre betegnelsen på en blodprop eller blødning i hjernen. Normalt hedder det som en fælles betegnelse Apopleksi. Det er der mange, der har svært ved at huske, sige eller har kendskab til. Blodprop eller blødning i hjernen er den korrekte betegnelse, men det er langt og besværligt at sige/skrive. Nu lægger man sig opad vores nordiske venner og ændrer navnet til Stroke. Det er den engelske betegnelse for slagtilfælde/apopleksi. For mig lyder den også mere handlekraftig. Der er stadig mennesker, som mener, at man ikke kan gøre noget. Det skal vi have ændret. Vi har to behandlinger, som gør en kæmpeforskel. Men det afgørende er at komme ind med det samme, Time is Brain. Når katastrofen sker, begynder nervecellerne at dø i utrolige mængder.

At det virker, kan vi se og det er også derfor, at vi udskriver langt flere nu til hjemmet end tidligere.

Så fra efteråret skal du sige Stræk Snak Smil. Ring 1-1-2. Stroke er en begyndende skade på hjernen.



Udenfor mit vindue har fuglene travlt med at fylde i sig. Fugletræet med sine gode mejsebolde og masser af frø/korn til store og små giver os mange fornøjelser. Forleden dag var det gulspurvene, bogfinkerne, mejserne og en enkelt flagspætte, der holdt os ved selskab. Inde i stuen kunne vi høre en pikken på vinduet. Det var en fugl, vi aldrig havde set før, flot og med de smukkeste orange farver. Vi fandt ud af, at det måtte være en hortulan. Den var meget insisterende, fløj op og ned af ruderne, som om den ville ind, men fløj over i et træ, når vi nærmede os vinduet.

Landmændene holder ufrivillig pause. Noget af maskineriet er gået i stykker, så de venter på en montør, der kan reparere det. Det huer ikke landmanden, nu har jeg brygget te, så han kan snuppe en kop i ventetiden.

Jeg har haft en off-dag i dag. Jeg døjer en del med hovedpine, jeg tror, det er mine briller, der trænger til at blive udskiftet. Der er blevet vasket tøj, smurt mad og lavet aftensmad. resten af tiden har jeg slappet af og nu har jeg det bedre.

Håber di lørdag har været god ved dig.





fredag, maj 03, 2019

En meget brugt frase

Vi siger det hele tiden: hold da op som tiden går. Nogle dage/uger er det, som om urets viser speeder op. Før jeg ved af det, er ugen henne ved weekend, og begyndte ugen ikke lige i går?

Onsdag tog jeg på udflugt til et skønt område syd for Hadsund og Mariager, som vel går under betegnelsen Himmerland. Her bor min yngste moster og onkel. Min ældste lillesøster og jeg havde inviteret os selv på frokost. Det var så hyggeligt og der mellem latter og alvorssnak indså jeg, at jeg er heldig. Jeg har stadig mennesker i mit liv, som kender til mig, da jeg var barn.

Gadekæret i en landsby, jeg kom forbi
Jeg var lidt for tidligt på den, så jeg havde tid til at stoppe op og nyde synet af rapsmarker, skønne små lunde af træer og snørklede veje, der bugtede sig op og ned. Noget helt andet end det flade område, jeg bor i. Og bynavne som Dalbyover og Dalbyneder samt Udbyover og Udbyneder fik også en snak i gang ved bordet, om hvordan de egentlig opstod. Rent konkret lå byerne med -neder i lavningerne.



Torsdag var jeg af sted hele dagen til seminar om apopleksi, Stroke Forum, i Aarhus. Der var masser af indlæg og vi var også blevet bedt om at holde oplæg om vores projekt. Nu har vi efterhånden gjort det mange gang, og uvist af hvilken grund var jeg så nervøs denne gang. Det gik nu godt, og snakken gik livligt i bilen på vej derned og hjem.

Fredagens arbejdsdag er netop afsluttet. Jeg nåede slet ikke alt det, jeg skulle have lavet. Jeg er heller ikke i land endnu, men nu holder jeg fri. Der er også et landbrug og et kontor, der trænger til min opmærksomhed. Landmanden kører stadig derude. Både han og medarbejderen har lige været inde og spise aftensmad. Medarbejderen er lige kørt hjem og jeg håber for landmandens egen skyld, at han snart kan holde aften. Det er lange dage på en traktor, men også skønne dag, hvor der for hver dag bliver mere og mere tilsået. Nu er kornmarkerne tilsået, og tiden er kommet til kartoflerne.



Det er et underligt vejr. I eftermiddag lige inden jeg kørte hjem fra arbejde, haglede det. Det havde det også gjort herhjemme. Nu sner det, men det opløses dog med det samme, når det rammer jorden.

Ayla er stærkt utilfreds med at skulle være herinde hos mig. Dexter tager det mere roligt. Derfor får Ayla også lov til flere timer i traktoren sammen med landmanden. Egentlig vil begge hunde gerne med på samme tid, men to ruhårede hønsehunde i en traktor er svær at navigere i, når traktorføreren også skal kunne håndtere al udstyr.


God weekend til dig.




tirsdag, april 30, 2019

Nitten timer

Forrige nat havde været en urolig nat med mindre søvn end vanligt pga udrensningsregime og hyppige toiletbesøg. Så jeg var træt i går aftes, gik tidligt i seng. Jeg kan godt få helt angst, når jeg skal sove før en arbejdsdag. Angst for om jeg nu kan falde i søvn. Det gik helt fint, jeg var godt træt.

Pludselig vågnede jeg, troede det var morgen, men uret viste 0.20. Et hurtigt toiletbesøg og i seng igen.

Og så sov jeg aldrig mere den nat. Jeg lavede vejrtrækningsøvelser, jeg lavede afslapningsøvelser. jeg gik ned i stuen og løste sudoku. Jeg surfede på nettet og spillede syvkabale (jeg ved godt, at det ikke er godt, men jeg håbede at det kunne slutte de indre billeder og tanker, der kørte helt løbsk) Så gik jeg ned i seng, flere vejrtrækningsøvelser, flere afslapningsøvelser. Tanker om at det var for sent at tage antihistamin. Pludselig blev den sovende landmand irriterende at høre på, selv om han faktisk var meget stille.

Igen gik jeg ned i stuen, men denne gang satte jeg mig i stressless-stolen med benene oppe på fodskamlen. Jeg slappede dejligt af, jeg så alle mulige mærkelige billede for min indre skærm, men søvnen nægtede at komme. Jeg nåede lige at falde lidt hen, da uret ringede. Tid til en arbejdsdag med to gange to timers undervisning af kolleger.

Det er nu gået meget godt, faktisk synes jeg, at jeg er gjort af et sejt stof, men jeg ville gerne undvære den oplevelse. Nitten timer er der gået, siden jeg vågnede.

Efter arbejde forsøgte jeg at komme hurtigt til mekaniker for at få nye dæk. Jeg turde ikke køre længere ture med de gamle dæk. Men at komme hurtigt ud af byen klokken 15.05 er ganske enkelt umuligt. Mekanikeren ventede heldigvis på mig, så nu er jeg godt kørende igen.

I morgen har jeg fridag igen, jeg skal på besøg hos min moster og onkel sammen med min ældste lillesøster, og jeg glæder mig.

Jeg satser på en god nats søvn. Heldigvis er det meget sjældnere nu, at de her nætter opstår, men jeg kunne mageligt undvære dem.