lørdag, januar 19, 2019

Vær velkommen igen kære lys

Hvilken forskel det gør, at det stadig er lyst, når jeg lander på matriklen efter en arbejdsdag inklusiv en halv times overarbejde. Inden jeg landede, havde jeg taget beslutningen. Tasken skulle blot sættes i køkkenet, og så skulle travestøvlerne på.


Hundene var noget utilfredse med mig, de havde været i hundegården hele dagen, fordi landmanden havde været på jagt. Det måtte de så være, jeg trængte til frisk luft og ny energi. Dagen blev gennemtænkt og diskuteret med mig selv.


Dog kom det som en overraskelse, da jeg gik over den asfalterede del af gårdspladsen. Der var sort is, og skridtene blev hurtigt afkortet. Faktisk var der sort is helt frem til vejdelingen. Jeg tror kommunen kun salter den resterende vej, hvor skolebussen normalt kører. Der var i hvert fald anderledes at gå på det stykke af vejen. Indtil da gik jeg på den frosne rabat, det gav dejlig variation i skridtene med små frosne tuer.


Jeg nåede 3 km før tusmørket indfandt sig. Så gik det stærkt, og der var mørkt, da jeg gik ind på gårdspladsen igen. I mellemtiden var landmanden kommet hjem, så hundene var glade. Hvilken nydelse det var at få gået mere end en halv time. Fem kilometer nåede jeg og det gør godt for humør og muskler.


Nogle af tankerne på dagens gåtur handlede om begrebet varme hænder. Hvad betyder det? Skal vi have varmeelementer på hænderne, mens vi læser rapport? Eller går det mere på, at patienten gerne skal møde en sygeplejerske, som rummer empati? En sygeplejerske, som ved hvad hun har med at gøre, både det specielle ved den sygdom patienten er indlagt med, det universelle ved sygepleje og de behov vi alle har og det individuelle ved lige netop denne patient? I så fald ville jeg nok snarere sige at det er en varm og vidende sygeplejerskehjerne patienten har brug for. Al handling starter i hjernen. Om jeg er dygtig i mit håndværk, så starter det i hjernen og det nytter ikke noget at jeg er god til at sengebade, omhyggelig og omsorgsfuld, hvis ikke jeg ved, hvad jeg skal kigge efter undervejs og handle på det.

fra gårsdagens aftentur. Hvilken himmel og måne
Når man siger varme hænder, menes der dem, der er tæt på patienten. Så i hverdagen har jeg måske kolde hænder, mens jeg i weekendvagterne har varme hænder? Min fagforening har lanceret et nyt begreb i stedet for de varme hænder. De taler om, at vi skal have glade hænder. Jeg vil hellere have en glad, vidende og dygtig sygeplejerske. Som en klog sygeplejerske en gang i et læserbrev skrev: hvorfor taler vi om, at vi mangler hjerner, når det gælder ingeniører, men om hænder, når det drejer sig om sygeplejersker/social og sundhedsassistenter? Stakkels patienter hvis ikke vi havde hjernen med på arbejde.

Nu vil jeg lade hjerne og hænder restituere sig, mens jeg slapper af. God aften til dig.

Billede fra gårsdagens aftentur. Cirkushunden var hoppet op på bryggersbordet.

fredag, januar 18, 2019

Congratulations

Vi er i den alder, hvor vi hellere vil have den vante morgenrutine end at skulle stå tidligere op for at nå et større morgenbord. Så landmanden blev ikke vækket før tid, men fik lov til at sove. Morgenmaden havde jeg dog stillet frem sammen med flag og gave. "vi var da blevet enige om..." Ja det var vi, men når jeg for en gangs skyld falder over noget, som jeg tænkte, landmanden kunne bruge, så havde jeg nok uanset hvad købt det. Nu blev det så til en gave.


Der skal sorteres hele dagen, for de har travlt. Hver eneste dag sidder de ved kartofelsorteren og mange aftener flytter landmanden kasser fra kølehus til kartoffelhus. Jeg har inviteret dem på boller og kage til formiddagsteen, bollerne er bagt, nu skal jeg for første gang prøve mig med kanelsnurrer. Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert godt.

Landmanden kaldte på mig i går aftes, da han var ude for at lufte hundene. Månen så ud til at være så tæt på os. Et flys blinkende lys så ud til at passere månen tæt på, og selv om vi vidste det var synsbedrag, var det da sjovt at tænke på den oplevelse det måtte have været, hvis det var virkelighed. I nat var månen til gengæld fuld og lyste vældig op.

Du gamle måne

Gårsdagens fridag indeholdt også arbejdsrelateret aktivitet. En gang om året afholdes afdelingens dag. Her bliver der på 2½ time holdt oplæg om, hvad der er sket og skal ske i de forskellige afsnit. Og bagefter slutter man af i aulaen med lidt lækkert at spise og en masse snak. Vi fortalte om resultaterne fra vores undersøgelse, andre fortalte om hvordan man havde arbejdet med forbedringer på det ene og det andet område. Vores klinikchef fortalte også om det nye supersygehus. For at være sikker på at alt fungerer inklusiv ventilation og robotter, er flytningen udskudt til 2022. Så er jeg 65 år, et år ældre end landmanden bliver i dag. Inde i mit hoved har jeg haft 65 år som et skæringspunkt. Inde i min leders hoved har hun et andet skæringspunkt for min pensionering. Vi får se, om jeg flytter med. Meget kan ske på 3 år.


På mit afsnit har vi faktisk en del patienter, der er yngre end mig, det sætter tanker i gang. Blandt andet har vi haft en helt unge, som har fået det, man kalder en dissektion og derefter en blodprop i hjernen. Dissektion er en opsplitning af lagene i blodkarrets væg med indtrængen af blod, som så medfører dannelse af blodpropper, der kan rive sig løs og sendes op til hjernen. Fra interview med Sanne Salomonsen ved jeg, at det var det hun fik sin blodprop af. det kan komme af et slag på halsen, men også uheldige vrid. Vi har haft mennesker, der har fået det efter sport, fald, træhugning, behandling/massage af nakke, men også folk, der ikke kan finde en årsag til det. Det er lige som at brække et ben, det er heller ikke altid oplagt, hvorfor det netop skete. Det er en sjælden foreteelse, men det har været den hyppigste årsag hos mennesker under 50. Om det stadig er det kan jeg godt fundere over. Måske er vores livsstil ved at udkonkurrere den.Vi har flere under 50, hvor det er et ubehandlet forhøjet blodtryk, måske kombineret med andre risikofaktorer, som udløser en blodprop eller blødning i hjernen.

Hov, det var ikke meningen, at der skulle komme noget fagrelateret i det her indlæg. Tilbage til landmandens fødselsdag, som skal være stille og rolig efter hans eget ønske. Nu vil jeg dykke ned i fryseren og finde en god bøf eller andet lækkert, som passer godt til resterne af de ovnbagte flødekartofler og coleslawsalaten fra i går. Tillykke til en mand, som stadig efter de mange år kan få mig til at flyve op i det røde felt, men samtidig kan overraske mig og få mig til at grine.

Må du få en god fredag som indledning til din weekend.










onsdag, januar 16, 2019

Hvad sker der 2?

Jeg vågnede og med det samme var der noget, der var helt forkert. Det var ikke det, at jeg sov i sofaen. Der ender jeg om natten, når vejrtrækningsøvelser, beroligende musik og forsøg med den gode sovestilling (på maven) ikke hjælper. Så får computeren lov til at vise serier med reklamer indimellem, og så ender det med at jeg falder i søvn. Heldigvis er det ikke så tit, det sker mere.

Så det var ikke det, der gjorde opvågningen ubehagelig. Næh det var snarere lyden af landmandens hurtige skridt ned i bryggerset, hvor han tog sig af hundene. Havde de gøet? Havde de pebet? Landmanden skulle jo ikke være oppe nu. Søvndrukkent tog jeg mobilen og kiggede på klokken.

Så kan det nok være, at landmanden fandt ud af, at hans kone ikke var kørt på arbejde. Jeg råbte Nej, nej, nej! Klokken var 6.35. Jeg skulle være kørt 6.15 for at nå at stille senge klar til kursus og møde de eksterne undervisere ved auditoriet 7.45.

Så fik jeg travlt, landmanden var stået op som vanligt, gået ned på badeværelset for at tage arbejdstøj på, havde godt nok lagt mærke til, at tekanden ikke stod i mandskabsrummet som vanligt, men troede jeg havde glemt det, inden jeg kørte.

Heldigvis havde jeg forberedt alting aftenen før (lidt usædvanligt for mig) så al tøj og remedier til kurset lå klar. 20 minutter senere kørte jeg ud fra gården, håret var føntørret, søvnen ude af øjenkrogene og det føltes stadig som om vejrtrækning og hjerterytmen kæmpede om at nå først til Aalborg.

Hvilken vej skulle jeg køre? Om morgenen tager jeg nu motorvejen, det reducerer køretiden med fem minutter. Ville det også gøre det en time senere? Hvad nu med de mange biler på vej til arbejde? jeg vurderede, at det nok var hip som hap, uanset hvilken vej jeg tog. Så jeg tog motorvejen.

Her kan du selv sætte en høj Buzztone ind og et kor, der råber Forkert valg!! To biler var kørt sammen i tunnellen, hvilket betød kø lang tid før Nørresundby.

Den korte fortsættelse er, at jeg landede på sygehuset 8.25, fem minutter før kurset skulle starte. Jeg blev reddet af en sød projektsygeplejerske, som vi har. Hende ringede jeg til undervejs og fortalte, hvor hun skulle hente remedier til kurset og nøgle til auditoriet og hvor hun skulle møde de eksterne undervisere. Underviserne havde selv fundet ud af at få projektor til at virke. Jeg var ikke den eneste, der kom for sent. Alle indfaldsveje nord for fjorden havde køer, flere end mig var fanget på motorvejen og indfaldsvejene. Men vi kom alle og vi fik afholdt et godt kursus.

At jeg nåede at tænke alle mulige og umulige tanker i bilen, og at jeg nåede at bryde helt sammen og stortude i bilen, var ved at få mig til at opgive det hele, men jeg klarede at tale mig selv til ro. Heldigvis var det ikke mig, der skulle undervise. Det tror jeg var godt for alle.

Og i aften lavede jeg en anden prioritering, jeg tog til strikkecafe hos Liselotte og Kenneth. At sidde sammen med Ella, Liselotte og alle de andre skønne kvinder med strikketøj og få snakket om alt mellem himmel og jord samtidig med at lattermusklerne blev rørt, det gjorde godt. Sov godt.


tirsdag, januar 15, 2019

Hvad sker der?

Landmandens stemme var påvirket af søvnen, som han vel nærmest ikke var ude af. Det samme kunne man sige om mig, og jeg skulle lige finde ud af, hvad der var sket. Landmanden havde hørt et kæmpe rabalder. Jeg var vågnet ved, at jeg lå på gulvet med armen om den store lampe, der normalt står på mit sengebord. Hverken den eller jeg var, hvor vi plejer at være. Min arm og nakke gjorde ondt, og det gik langsomt op for mig, at jeg var faldet ud af sengen og i faldet havde fægtet sådan med armen, at lampen var røget med og jeg havde ramt kanten af sengebordet på vej ned. Da landmanden i sin søvn havde fået svar, sov han videre. Jeg måtte blot konstatere, at faldet havde gjort mig lysvågen, hvilket betød en arbejdsdagsstart med for lidt søvn.

Det betød så også, at jeg var så udmattet, da jeg kom hjem efter en dag med 5 1/2 times intensiv skrivning og to timers møde. I aften skulle jeg have hørt min mands niece og hendes mand give nytårskoncert i en kirke tæt på os. ØV hvis jeg nogensinde overvejer efterløn til næste år, så er det i det øjeblik, hvor jeg må erkende, at arbejde kombineret med for lidt søvn og en lang kursusdag i morgen ikke harmonerer med aftenaktiviteter ud af huset. PYT, i stedet for lytter jeg til landmandens you tube musikliste. Han slapper godt af om aftenen ved at sætte det på ( nå ja sætte på hedder det nok ikke mere ;-), og det samme gør jeg. Vi har nydt lidt lækker chokolade og er klar til håndbold (landmanden) og Kender du typen (sygeplejersken).

På instagram kører lige nu et hashtag #10yearchallenge" og da jeg ikke kan finde ud af at få billeder lagt ind i instagramarkivet, må jeg bruge bloggen til at vise billeder med ti års forskel. Dengang brugte jeg ikke kontaktlinser, når vi kørte motorcykel. Det gør jeg i dag. Dengang var håret længere og lysere, nu er det kort og mørkere. Dengang havde jeg også rynker, nu har jeg flere.

motorcykelferie sommeren 2008

motorcykelferie sommeren 2018
2018 har været et strabadserende år, som har fyldt meget i mig, og jeg tror, at det viser sig nu; jeg reagerer heftigere på selv de mindste bump på vejen. Det giver god mening for mig, og derfor øver jeg mig i at være kærlig og tilgivende over for mig selv. Jeg dummer mig, taler før jeg har tænkt mig om, glemmer ting, men samtidig føler jeg mig også skarp og erfaren på mange områder. Jeg ved, at jeg er god til at slappe af og som i dag at sadle om og tage en ny beslutning, der giver ro til krop og sjæl. Og måske var kroppen i alarmberedskab i nat, og derfor tog jeg flugten udover sengekanten. Nu satser jeg på, at både lampe og jeg holder os til det sted, vi plejer at være om natten. Sov godt.

søndag, januar 13, 2019

Det er jo en fridag

Det husker jeg mig på, når jeg begynder at undre mig højlydt over, hvorfor jeg ikke kan finde strikkegejsten eller læsegejsten frem. Eller når jeg synes, at jeg burde kigge på det der artikelskrivning. Hvis jeg tager de skønne anerkendende solbriller på, som klæder mig utroligt godt, hvis jeg selv skal sige det, så har jeg da nået meget:


  • Lavet lækkert søndagsmorgenad til min kære mand og mig selv. Som altid kunne han stå op til lune boller, ristet rugbrød, blødkogt æg, gode oste og hjortespegepølse samt nybrygget te og et glas juice. 
  • Fodret hundene i morges klokken syv. Da havde jeg sovet mindst otte time, hvis ikke ni, og jeg kunne ikke ignorere hundenes piben.

  • Hygget mig i sofaen under en lun dyne med bloglæsning og ikke mindst Google Maps. Ellens rejse i Sydamerika har fået mig til at få styr på de forskellige lande over there. Samtidig tog jeg lige et tjek på niecens forskellige udflugtssteder i New Zealand, mens hun er i praktik. En ren geografitime.
  • Lagt vasketøj sammen
  • Landmanden har været travlt optaget i dag med at flytte kartofler hjem fra kølehuset til ugens sortering. Det gav mig mulighed for at skrue op for musikken og bare danse løs, ikke bare en gang men flere gange, så det må vist være dagens motion.
  • Haft fornøjelsen af to hunde, som absolut ikke syntes, landmanden skulle arbejde uden dem. De måtte blive i bryggerset, hvilket passede dem dårligt. De måtte dog acceptere det og sikke en velkomst landmanden fik, hver gang han kom ind.
  • Smurt frokost til selvsamme landmand.
  • Bagt boller efter en ny opskrift
  • Bagt min sukkerbrødstærte med ribs, som er så nem og som smager så godt
  • Rost mig selv for at få brugt madvarer i fryser og køleskab. Gryderetten med det halve rødkål fra jul og oksekødet fra fryseren genopstod i tredje variant i dag. Først fik vi kartoffelmos dertil. Så lavede jeg fyldte tortillas med gryderetten i ovnen og salat dertil. I dag kom en dåse sorte bønner, ekstra chilisovs og soya i den sidste rest. Resterne af kartoffelmosen blev rørt op med noget mælk og blev brugt som låg.Jeg elsker at bruge resterne fra aftensmad til nye retter. Det er ret så selvmodsigende, for jeg gider nemlig ikke at lave den første ret, som danner basis for restemiddagene.
  • Tjekket sommerhuset sammen med landmanden.
  • Nu står der kontorarbejde på programmet, indtil jeg skal vejlede min kære datter i tilretning af forskudsopgørelse over telefon.

  • Og hele dagen har den engelske bagedyst fra 2016 været min slappe-af-serie.
Skøn søndag - håber du har haft en god søndag.


lørdag, januar 12, 2019

Jeg tømmer mit hoved for tanker

eller kan man det? Tømme sit hoved? Opstår der ikke lige så hurtigt tanker igen? Ved at skrive tankerne ned, kan jeg måske slippe dem eller måske få dem bearbejdet, så de ikke blot er tanker, men bliver til en mening, måske en handling? Måske, hvem ved?
  • Allerede her stopper jeg op, for hedder det nu Hvem ved? Sproget.dk bliver som vanligt konsulteret og jo, det hedder det: ingen ved om det vil ske, men muligheden er til stede.
bare rolig, jeg er ikke startet dagen med gløgg. Det er min aftendrik lige for tiden. Man skal jo have tømt resterne fra jul, ikke?
  • Min morgenstund er indtil nu blevet brugt på at vågne langsomt op ved at læse nyheder på min mobil i min seng. Min mobil er sat til at give et godt lys, det er blot for skarpt i mørket, når jeg lige vågner. Jeg opgav og stod op og så kom tankerne om det jeg havde læst.

  • DR skriver om ældre, der bliver boende for længe i parcelhuset. En forsker og en ejendomsmægler giver deres bud på, hvorfor det ikke er en god ide. Forskeren mener, at det samfundsmæssigt ville være bedre, hvis gamle mennesker ikke boede spredt i parcelhuskvartererne, for så skulle man ikke køre så langt omkring for at hjælpe dem. Samtidig mener hun også de ældre nemmere bliver isoleret. Ejendomsmægleren mener, at husene ikke bliver holdt ved lige og at det alt andet lige må være bedre selv at kunne pakke sine flyttekasser i stedet for at lade andre pakke dem. 
  • Jeg bliver provokeret, fordi jeg ikke mener, at ældre mennesker er en ensartet masse. Måske også fordi de bruger et eksempel med en 70 årig kvinde, som blev enke for 11 år siden, altså som 59 år. Det i sig selv tror jeg, ikke er det gængse (siger kvinden hvis mormor blev enke som 56 år og hvis tante blev det i 40erne) Samtidig er 70 år tæt på min alder, om otte år er det min alder. På arbejde møder jeg mange ældre mennesker, og jeg er også at betragte som gammel, men der er meget stor forskel på hvordan alderen påvirker os. Faktisk vil jeg sige, at det oftere er sygdomme, der i kombination med alderen gør en mere skrøbelig. Og at det er med til at gøre, at vi får brug for hjælp fra andre.

  • Mens jeg tænker, ryger ordet affældig forbi. Jeg kan ikke lide ordet, så det tjekkes også lige på sproget.dk. Synonym kan være gammel, men mere i betydningen stærkt svækket af alderdom. Og så er det, at jeg igen tænker, at det er kombination af alder og sygdom, der svækker en. 
  • Jeg møder mennesker yngre end mig, som er mere gammel end mig i sind og aktivitet. Jeg møder mennesker, som er meget ældre end mig, som er yngre i sind og mere aktiv end mig. Ritt Bjerregaard sagde i et interview om alder, at hun vil have lov til at kalde sig gammel, for det er hun. Men at hun samtidig gerne vil være et eksempel på, at gammel ikke er synonym med affældig.
  • For mig er det at være afhængig af andres hjælp ikke det samme som at være affældig. Man kan sagtens være skarp tankemæssigt og nysgerrig på livet, selv om man har brug for hjælp til alt.
  • Tilbage til ejendomsmægleren og forskeren: jeg vil også helst selv pakke flyttekasserne og få ryddet op i alt det, vi har stuvet sammen gennem et langt liv. Det ville min mor også, det nåede hun ikke, før hun døde af kræft 74 år gammel. Hun var ganske enkelt for træt de sidste år i sit liv. Hun prioriterede livet med alle dets oplevelser sammen med familie, og det gjorde hun ret i. Selv om jeg syntes, det var et stort arbejde at tømme deres hus, efter min far flyttede på plejehjem. Heldigvis var vi fem børn til arbejdet, hvor mine børn kun er to, så jeg håber, at jeg får lov til at flytte til noget mindre og får ryddet op i mit livs loft og skabe. Jeg gad også godt være tæt på alle de muligheder en by kan byde på ar kulturelle arrangementer, ikke fordi jeg er gammel, men mere fordi jeg nu er et sted i livet, hvor der er tid til det.
  • Men der er hverken jeg eller landmanden endnu, altså det med at flytte til noget mindre. Jo jeg er, men da jeg ved, at det aldrig bliver ind til byen, så kan den ene gård være lige så god som den anden gård. Flytning ville dog tvinge os til at få ryddet op og ud.
  • Mens jeg smører mad til landmanden, som skal på jagt, lufter han hundene og finder et ben til Dexter, som skal være alene hjemme sammen med mig. Min mobil bipper, der er brug for hjælp på afdelingen, en er syg. Landmanden spørger om jeg tager den vagt. Det gør jeg ikke, fordi jeg ikke fik lavet det arbejdsmæssigt i går, som jeg havde regnet med. Jeg håber derfor, at dagen i dag kan få tankernes faglige ord omsat til skrevne ord. Nu er jeg da startet med at skrive et blogindlæg, så fingerne i kombination med tænkning er varmet op.

Må du få en god dag med fokus på det, der giver mening for dig. Her i huset kan Dexter absolut ikke finde mening i, at han er blevet ladt alene tilbage på gården sammen med mig. 

fredag, januar 11, 2019

Hverdag i januar


  • Vores projektdag i går gik i vasken. Sygdom blandt personalet (influenza og forkølelse har slået til endnu en gang ) og mange patienter med blodprop eller blødning i hjernen gjorde, at mine to projektkolleger blev trukket ind i plejen klokken ti. Jeg fik lov til at fokusere på alle de hængepartier med tilrettelæggelse af kursus og undervisning samt vejledning alene om vores abstrakt. 
  • Vi stiler mod at deltage i en europæisk konference med vores projekt. Lige nu diskuterer jeg med mig selv om det kloge i at søge om at præsentere mundtligt. For man kan kun søge en ting, og hvis vi nu bliver afvist til dette, kan vi så få en poster med? Det kan jeg ikke se ud af vejledningen. Måske skulle jeg skrive til dem i dag?
udsigten fra mødelokalet i går. 
  • Fridagen er startet langsomt. Hver hverdagsfridag leger jeg med tanken om at stå op på samme tid som på en arbejdsdag, nemlig klokken fem. Og hver gang ender jeg med at sove til landmandens hverdag starter, klokken halvsyv. Når man har sin arbejdsplads lige udenfor døren og når man bliver godt beskidt på sit arbejde, så kan morgenrutinen med vand i hoved og hår samt morgenmad hurtigt overstås. Hundene bliver jo luftet, så snart de tre træder ud af døren. Således bliver vores medarbejder mødt klokken syv af to glade hunde og en chef, der trækker lidt frisk luft, inden de alle fire går ind i kartoffelsorterhuset.
  • Min fridag bliver lige om lidt, når kontorarbejde og lidt husmoderligt arbejde er overstået, forvandlet til en arbejdsdag. Det er aftalen, jeg har med min nuværende leder og også med min tidligere leder. Jeg ønsker ikke at være på fuldtid, men jeg kan efter aftale inddrage fridage, når det behøves. På den måde kan jeg på samme dag både varetage landmandskonens og sygeplejerskens job, og det føles bare bedre for mig. Det er vel også det, at undersøgelser viser, at arbejdsglæden trives der, hvor man føler man har medindflydelse på sit arbejde.

  • Medindflydelse på sit arbejde gælder ikke på, hvor mange patienter en afdeling kan/må have og hvor mange, der er ansat til at pleje og behandle dem. Hvis det var således medindflydelse blev defineret, så kunne man undre sig over, at vores afdeling scorer højt i tilfredsundersøgelse, der blandt andet undersøger medindflydelse på arbejdsopgaver. Her handler det vist mere om det, at ens leder ser, hører og møder en, når man har brug for en arbejdsplan, der tilgodeser familien og andre behov. Og der scorer min leder højt.
  • Der er dog ting, hun ikke har indflydelse på. Patienter skal passes døgnet rundt og på alle ugens dage, det kan der ikke ændres på. Jeg har tit undret mig over mændene til mine kolleger. Tit og ofte må mine kolleger høre på brok og beklagelser fra kærester og ægtefæller, fordi kollegerne har aften/nattevagter og arbejder i weekender. Min mand undrer sig med, han har både prøvet en kone med fast aftenvagt, da vores børn var små og siden hen en kone med weekendvagter hver anden uge samt nattevagter/aftenvagter i rigeligt mål. Selvfølgelig er det træls, når mor ikke kan komme med til et eller andet arrangement. Men tænk på alle de kvinder, der er gift med politimænd og ambulancereddere, de arbejder da også på alle mulige tidspunkter. Og jeg kan kun sige, at som landmandskone har jeg deltaget i utallige arrangementer uden min mand, både til hverdag og i weekender. Så vi synes nok, de er nogle pylrehoveder, når manden synes, det er hårdt at være alene med sine børn en weekend eller flere aftener i træk. De skulle hellere være stolte af deres kærester, som gør et godt stykke arbejde for dem, som har brug for hjælp.


  • Bare rolig, mit julepynt er væk nu OG det allerbedste: det er pakket ned i kasser, som nu venter på at komme på loftet. Sidste år lå al julepynt fremme på et værelse i flere måneder, førend det blev pakket væk. Juletræet stod stadigt smukt og fældede meget lidt, da det blev båret ud i onsdags. Så jeg havde lyst til at gøre som min mor, der lod det stå til slutningen af januar, fordi hun skulle holde den årlige julefrokost med deres litteraturklub. Det gjorde jeg så ikke, og det er helt fint. Al ting har sin tid, også et juletræ. God dag til dig.