Det er lige nøjagtig så opslidende, som jeg havde frygtet

 Nogle menneske har den evne, at de omfavner dem, de var en gang og lader tidens tand omfavne minderne i tilgivelsens/glemslens tegn. Det er så ikke mig. Jeg er god til at huske alt det dårlige jeg har gjort og glemme det gode, jeg også har gjort. Men heldigvis var gennemgang af breve og lignende en påmindelse til mig, at jeg har også gjort godt i mit liv. Samtidig var det vemodigt, sørgeligt, hjerterørende at blive mindet om alle de skønne mennesker, jeg har haft i mit liv. Nogen for en kortere periode, andre i meget lang tid.

Hvor skrev vi dog mange breve den gang. Den gang mobil og mail ikke var opfundet. Jeg har siddet med breve, hvor jeg end ikke kan huske, hvem afsenderen var og hvilken betydning de havde i mit liv på et tidspunkt, men lidt efter lidt dukker de op, måske kun som skygger, men dog i en form, så jeg kan huske lidt.

Alt ryger til småt brændbart, jeg har fået kasser med hjemmefra med mapper fra folkeskolen, gymnasiet, sygeplejeskolen. Der er poesibøger og venindebøger. Der er utallige stile, jeg elskede fristile og har smågrinet af den naive Lene og meget idealistiske teenager i folkeskolen. Som min dansklærer skrev som kommentar; godt du fik slutningen med, for jeg følte nærmest vingerne baske :-) 

Ikke alt ryger af sted, jeg vil købe en smuk kasse, som skal være min mindekasse. Der får udvalgte dokumenter lov at blive i første omgang.

Jeg har genlæst min beretning om et ophold på Our Chalet, verdenscenter for pigespejdere fra hele verden, som ligger i Schweiz. Vi var fire pigespejdere, som alle var ledere i vores barndoms trop, som fik penge fra et legat til selve opholdet. Rejsen og lommepenge sørgede vi selv for. Det var en oplevelse, og hold da op som vi fik travet i alperne, vi fik sunget, vi fik set mange seværdigheder og ikke mindst mødte vi pigespejdere fra hele verden. 

Forud for denne rejse sommeren 1977 havde jeg været et halvt år i England som ufaglært sygehjælper i Oxford fra sommeren 76 til julen 77. Her har jeg nu makuleret lønsedler, men beholdt breve fra Nuffield Orthopaedic Centre, som kom i lind strøm under min ansøgning om arbejde. Den gang kom breve relativt hurtigt frem, jeg tror jeg fik et om måneden i en periode.

Derefter fik jeg arbejde på et KFUM og K cafeteria, mens jeg læste matematik og fysik op til adgangsprøve til sygeplejeskolen. Også her fandt jeg lønsedler og huslejekvitteringer for mit værelse på det tilhørende kollegie. Egentlig skulle jeg have arbejdet frem til september, hvor sygeplejeskolen startede, men så kom det her tilbud om Our Chalet, som jeg gerne ville tage imod. Lad mig blot sige det mildt, min chef på cafeteriet blev rasende, da jeg sagde op to måneder før beregnet, og gik sin vej for ikke at sige noget grimt til mig. Dog fik hans trofaste erfarne personale overtalt ham til, at jeg arbejdede i august måned, da jeg kom hjem fra Interrail turen. 

Den gang gjaldt en interrail billet i 1 måned og i hele Europa, så min søster og jeg tog først til Athen med toget for at opleve den by og stødte så til de to andre i Bern. Tænk sig de havde rejst med min guitar, så jeg kunne spille med til lejrbålet om aften.

Jeg har fundet gamle opskrifter på hæklede bøllehatte og Les Humphries hue. Jeg var stor fan af Les Humphries Singers som ung teenager og var også til koncert med dem i Viborg, men ikke om jeg kan komme i tanke om, hvordan den hue så ud. Jeg har helt sikkert hæklet den.

Mine to gamle bilers registreringsattest lå også i gemmerne, ligesom korrespondancen med Viborg Sygeplejeskole om at blive optaget på forskolen. Optagelsesprøven foregik i marts 77 og som skrevet startede jeg september 77.

Før ansættelsen på cafeteriet havde jeg vikartimer på min gamle folkeskole. Her kan jeg se på lønsedlerne, at en vikar tjente mere end en ufaglært cafeteriamedarbejder, 32 kroner som vikar og 24 kroner i cafeteriet.

De sidste dage i ferien foregik på kontoret. Nu står der mange ting rundt omkring, som skal smides ud på genbrugspladsen. Datteren skulle have været hjemme en dag for at rydde op i sine ting, men hun blev syg. Så jeg håber det sker i næste weekend.

I dag og de næste to dage skal jeg arbejde og så er der ganske enkelt ikke energi til mere end almen oprydning, madlavning og afslapning efter dagens arbejde. På torsdag går det løs igen. Jeg vil gerne have, at alt på loftet enten er smidt ud eller taget beslutning om videre skæbne for resten, når vi kommer til arbejdsdagene næste uge.

Ferien sluttede med en dejlig lang gåtur fra sommerhuset ned til stranden og tilbage igen. Hundene skal trænes i at gå med snor, om et par måneder er det slut med det frie hundeliv med masser af plads at boltre sig på. Det ved de heldigvis ikke. Og deres ejere trængte i den grad til at blive luftet. Jeg synes vi har knoklet i min ferie, så frisk luft og gåtur bare for gåturens skyld gør altså mere gavn end op og ned ad lofttrappen med kasser.