Mon det kommer til at regne? Pyt ,vil du med?

Regnen truede stadig på radarbillederne i går formiddags, da jeg tog traveskoene på og pakkede tasken med vand, regntøj og kortet over stisystemet. Badedragten var på inden under travetøjet, for målet var en kombination af en lang travetur og havbad. Jammerbugt Kommune har mange velholdte stier, og jeg ville på opdagelse, gå steder, jeg endnu ikke har gået. 

Først tog jeg sti 100, som går langs kysten men bag klitterne. Jeg benyttede mig af et lille skilts opfordring til 700 meter intervaltræning og skiftevis løb og gik 100 meter.

Efter nogle kilometer kom skiltet til venstre med nummer 27, den skulle gerne føre mig ned til vandet, men først gik jeg gennem skoven

Stierne er velholdte, der er lagt flis mange steder, men indimellem har jeg stifolkene mistænkt for, at de kender stierne alt for godt, for det er ikke altid synligt, hvilken vej, man skal gå. Kortet gav mig ingen hjælp, jeg kunne se, at stien skulle ende i en vej, men hvilken retning skulle jeg gå? Jeg valgte den rigtige, til højre og så var vejen der.

Mens jeg ledte efter stien, som skulle være efter et sving på vejen, stoppede et ældre tysk ægtepar op og spurgte om vej til Blokhus. De var på cykel, men hvordan forklarer man vejen, når de står midt i en masse blinde veje med stisystemer, som kobler vejene sammen for vandrende og indimellem også for cyklister? De fik øje på sti 27, og jeg forklarede dem, at den førte til stranden, og at man kunne cykle på stranden til Blokhus. Jeg gik først og så drog de også af sted.  Stien så fint farbar ud, også for cyklister. Vandet kunne man se ude i det fjerne.

Der var indbygget pulstræning i stisystemet, for det gik op og ned og man kunne sjældent se hele vejen frem. Her tænkte jeg, at nu var jeg snart fremme ved vandet.

Men nej, næste udsyn viste flere klitter, hybenroser og stien, der bugtede sig mellem duftende hyben.

Nu skiftede stien udseende, fra at være belagt med flis bestod stien af sand. Mon ikke cyklisterne bag mig trak deres cykler? Det var længe siden, at jeg havde hørt dem bag mig. Jeg gik vist i et andet tempo end dem.

Over den sidste klittop og nu kunne jeg se vandet og stranden.

Selv om der ser tomt ud på billedet, var der mere trafik på stranden end tidligt om morgenen. Jeg gik langs vandet og nød bølgernes brus og mågernes skrig.

Nogle havde efterladt et flot bygningsværk, jeg håber for dem, at de fik lov til at se kanalen fyldt med vand.

Da jeg var nået hen til, hvor jeg skulle dreje op i sommerlandet igen, smed jeg travetøjet og tog en dukkert. Vandet var skønt, mildt og lige tilpas køligt til, at jeg fik energi af det. I dag tog jeg mig tid til at få tørret fødderne, så traveskoene kunne komme på igen. Hjemme igen kunne jeg via ruteplanner se, at turen havde været på 8 kilometer. I dag får jeg besøg af den sidste af mine yngre søstre, det glæder jeg mig til og jeg håber, vi kommer ud og gå. God torsdag til dig.

PS og det tyske ægtepar? De kom cyklende forbi mig på stranden med kurs mod Blokhus.

Mens jeg venter

Dagen i dag er startet anderledes end de forrige dage. Et regnvejr er på vej, så landmanden stod op klokken fem for at sikre, at kartoffelplanterne havde “regnfrakke” på (skimmelsvampeforebyggelse). Jeg havde regnskabsærinder, så jeg stod også op. Nu er der sendt mails af sted, og mens jeg venter på, at andre står op og kommer på arbejde, kan jeg lige så godt drikke lidt te og se tilbage på en motorcykeltur, som jeg aldrig fik beskrevet.

Som du kan se, er regnvejret tæt på, medarbejderen er mødt og sidder allerede på havetraktoren, så græsplæner og rabatter på de to gårde kan blive slået, inden regnvejret slår til. Jeg har stadig intentioner om havbad og at fortsætte med ukrudtsrydning oppe i sommerhuset, det kan man også gøre i regntøj. Voksne lader sig ofte hæmme af regnvejr, børn elsker det, indtil vi voksne har påvirket dem så meget, at de bliver siddende indenfor.

For noget tid siden havde vi brug for at få et brev sendt til udlandet, for noget tid siden knoklede datteren med eksamensopgave, så den blev færdig før tid og hun kunne tage til udlandet. Vi øjnede chancen for at få brevet med hende. Først skulle der komme en lastbil og hente kartofler, så vi ventede og ventede, mens søndag formiddag blev til frokost

Klkken 13 drog vi af sted, kursen var sat mod Haderslev og motorvejen var vejen udad. Som altid, når vi kører sydpå, holder vi pause ved Ejer Bavnehøj, jeg får altid følelsen af feriestemning her, selv om der overhovedet ikke var ferie denne dag. Vi nød madpakkerne og det gode vejr og hastede så videre.

Haderslev søerne blev set fra motorcyklen, hvorefter vi kørte ind på pladsen foran datterens studielejlighed. Et knus, et glas vand og en snak om livet, der pludseligt kan ændres, og så var vi på vej igen, og datteren var i fuld sving med de sidste opgaver inden eksamen (og hun bestod ugen efter)

Jeg havde kigget på kortet hjemmefra, tæt på Haderslev gik en Margueritrute. Klokken var nu 17.30, men vi orkede ikke kørsel på motorvej, så vi besluttede os for, at vi var unge og godt kunne holde til en sen hjemkomst. Kortet blev placeret mellem os to på sæderne, så jeg kunne være vejviser.

Vi kom forbi kirken i Christiansfeld, og vi snakkede om Brødremenigheden, honningkager og at vores lysende julestjerne i julevinduet, som vi fik af mine forældre, er fra denne menighed.

Og der hang den så,Herrnhuterstjernen,lige udenfor honningkagehuset.

Vi kørte videre i det sønderjyske, små veje gennem smukke områder.

Vi læste skilte med Skamlingsbanken, og noget i min historiehukommelsen dukkede op, så da vi så et flag og en mindesten på toppen af en bakke, kørte vi derop.

Det var søndag d. 5/6, græsset var nyslået, der stod et tomt telt, og vi blev klar over, at her havde der været grundlovsfest. Skamlingsbanken, et mindested om da Danmark tabte krigen mod Tyskland i 1864 og siden et mindested om danskhed og det danske sprog. Den sønderjyske historie med fokus på at holde fast i det danske sprog og den danske historie trods det, at de var underlagt tysk herredømme, ses tydeligt her.

Efter en genopfriskning af historien hoppede vi på motorcyklen og kørte videre på de små veje, gennem Kolding, Vejle og da lyset dæmpedes, blev vi enige om at finde et sted at spise. Det blev en MacDonald syd for Horsens.

 

Herefter strøg vi ud på motorvejen og tog et langt stræk før sidste pause ved Himmerlandsrastepladsen. Her faldt vi i snak med en mand, som beundrede motorcyklen. Det viste sig, at han også havde kartoffelavl i blodet, og vi fik en lang snak. Jeg elsker sådanne spontane møder med mennesker, som man ikke ser mere, men som et kort øjeblik berigede ens verden.

Mens jeg har skrevet, hentet billeder og tjekket fakta, har solen skinnet lystigt. På DMIs radarbilleder ses, at regnen indtil nu går i opløsning, lige før den rammer os, det holder nok ikke i længden. Men mon ikke landmand og medarbejder når deres mål, det tror jeg, og jeg er opsat på havbad og ukrudtsrydning, om det regner eller ej. Vi får se. God onsdag til dig.

Det er rent mentalt

Jeg har fastsat få ønskeelementer for Opladningsperioden: havbadning hver morgen, LOOP 2- 3 gange om ugen, gåture hver dag og fravær af mellemmåltid om formiddagen. Allerede her på tredjedagen sker det, der altid sker for mig, den ene del af min hjerne diskuterer med den anden del: Mon der sker noget ved at spise lidt nu - du er overhovedet ikke sulten - jamen der er lækre boller, som søster bagte - ja dem kan du få i eftermiddag ...
Det blæser godt nok meget i dag og jeg er faktisk også lidt træt - ja men blæsten, vandet og gåturen til vandet vil gøre dig frisk - det er måske heller ikke så smart at bade alene - hvad var det du sagde til din søster; andre mennesker har ikke altid nogen, der kan følge dem ...
Opladning består også i sofanydning og tedrikning - som om du ikke får rigeligt af de ting - der er så lunt og godt her under tæppet - det er der også i eftermiddag og i aften, husk træning gør dig godt, din krop har det meget bedre ...

Jeg kom i vandet i morges, det blæste og der var mange bølger, men vandet var dejligt lunt. Blot er der brandmænd i vandet, så jeg blev ikke så lang tid i vandet, dog nok til at kroppen pulserede dejligt. Gåturen med våde fødder i sandaler gav en vabel, så jeg skal have fundet andet fodtøj til gåturen. Den gåtur, som jeg troede var 1,2 km, men som ifølge ruteplanner er 1, 8. Det gør slet ikke noget, så får jeg jo gået godt 3 km hver morgen. Nu vil jeg hoppe i bilen, køre til LOOP, aflevere bilag til regnskab, høre om gårdfolket mangler noget og så glemmer jeg nok det mellemmåltid. Der skal jo være plads til is, jordbær, kage eller andre lækkerier senere på dagen. 

Til min kære datter: Dit drømmehus, Mumihuset, ser stadigt smuk ud, men det er stormomsust.

En god start

Fordelen ved at stå tidligt op var i dag helt klart, at jeg kunne gå ned til stranden i strålende solskin kvart i syv. Vandet var dejligt, kroppen blev vækket og jeg nød at have stranden helt for mig selv. Turen tilbage over klitterne føltes ikke kold, men jeg overvejede, om ikke den badekåbemodel jeg havde syet til mine børn, da de gik i børnehave, kunne bruges til voksne også. I dag havde jeg ikke min ældste lillesøster at snakke med, men som I ved, kan jeg jo sagtens klare at snakke alligevel. Så modellen skal afprøves, så er jeg fri for et håndklæde, der af og til glider ned under gang.

Efter brusebadet havde vejret skiftet, og mens byger er kommet og gået, har jeg hygget mig med kontorarbejde og lønindberetning herhjemme på gården.  Kasserne fra min fars hus er nu væk fra loftet, mine søstre og jeg var effektive. Nede på værelset står der kasser, en til genbrug og en til min præstesvoger. Min mor gik på teologi for lægmand i flere år, og både hun og min mormor læste gerne kristen faglitteratur. De bøger vil præstesvoger gerne kigge på.

Lige nu slapper jeg af sammen med min yngste lillesøster, vi sidder med hver vores computer og hyggesnakker hen over skærmen. Om lidt kører hun videre på sit jydske roadtrip, mens jeg vil forsøge at finde tørvejr til en gåtur. En så strålende sol som i morges finder jeg nok ikke, men mindre kan også gøre det. God aften til dig.

Noget at glæde sig til

Lige for tiden vil ordene ikke rigtig finde deres plads på bloggen. Ikke fordi der er noget i vejen, mere fodi jeg er træt og mangler energi. Nu er det tid til genopladning, og jeg starter med besøg af to af mine søstre, som vil hjælpe mig med at sortere og ikke mindst beslutte, hvad der skal ske med alt det, jeg kastede i kasserne, som den sidste, der besøgte min fars hus, før de nye ejere overtog. Jeg glæder mig til denne weekend, godt nok skal vi være effektive, men vi skal også hygge og snakke. Nu vil jeg skynde mig videre i mine forberedelser, og bloggen får lov til at ligge stille, så kan den lade op, mens jeg lader op, og når jeg kommer til igen at glæde mig ved at sætte ord på tanker, så er jeg her igen.

Kærlige sommerlige hilsener Lene

Ord er der nok af

inde i mit hoved. Jeg har en konstant konversation med mig selv hele tiden. Sidste uge skulle jeg ud med skraldeposen og hente post, pludselig lød en stemme; hvem snakker du med. Jeg kiggede mig rundt og der stod landmanden i ly af portåbningen og smålo lystigt. Han havde betragtet sin kone gå mutters alene over gårdspladsen og alligevel bevægede munden sig konstant. Jeg troede ikke, at min mund bevægede sig, når den indre konversation udspillede sig. Jeg må være et kosteligt syn i bil og når jeg går alene.

Nå men udover mit arbejde på sygehuset og husmortjansen herhjemme, så sker der ikke så meget, så jeg kan godt føle, at ordene på bloggen ofte gentager sig selv. Med fare for dette river jeg mig alligevel ud af mandagens blogblokering og skriver et indlæg.

Efter søndagens aftenvagt stod jeg udenfor sygehuset, der var utroligt lyst og jeg følte mig overhovedet ikke træt, da jeg kørte bilen ind på gårdspladsen tæt på midnat. Så mandag startede med en lille skål med lakridskonfekt, knækbrød med ost og masser af te. Fornuften gjorde dog, at jeg lagde mig til at sove ved to tiden. Klokken fem ringede landmandens ur, og modsat normalen så vågnede jeg helt op ved urets kimen, og så var det slut med at sove. Jeg tilbragte først noget tid med at se film, men opgav til sidst og stod op. Brændenældehavet omkring frugtbuskene blev fjernet, som belønning har jeg siden mærket til brændenælder på arme og hals, lige som de små knotter har irriteret min hud. Det er en kilde til undren, at føleforstyrrelserne efter brændenælder kan fortsætte så længe, jeg kan stadig mærke en sarthed og kriblen under huden på halsen. Når man er tidligt i gang, er man også tidligt færdig, så resten af dagen blev tilbragt i afslappet tilstand, først ved fysioterapeut og siden i sofa, stol og dansende på gulvet. Landmanden stod for aftensmaden, så jeg nød ribbenssandwich med pommes frites og cola, lækkert hjemmebragt. Uanset hvor usundt det er, så elsker jeg altså pommes frites.

Meget af min indre konversation handler om sygepleje, beklager, men sådan er det. Jeg tror, det skyldes at det kan jeg forholde mig til. Verdenen udenfor synes indimellem kaotisk, og jeg har svært ved, at mennesker omkring mig ser så forskelligt på verdenen (også i den del af blogverdenen jeg kommer i). Indimellem synes jeg, at vi polariserer os mere og mere, og for en kvinde som jeg, der på sine gamle dage har det bedst med, at vi forsøger at forstå hinanden og ikke er så ideologiske/kontrære, er det svært at håndtere. Også fordi jeg er en ”pleaser”, jeg vil gerne, at vi alle er glade og tilfredse. Sygepleje derimod er dejligt at have med at gøre, og jeg elsker at dykke ned i små områder af sygeplejen. I morgen skal jeg på en temadag om grundlæggende sygepleje, så mens rengøringsfirmaet gør huset rent, vil jeg dykke ned i en artikel på engelsk skrevet af hovedtaleren i morgen, en australsk professor i sygepleje. God tirsdag til dig.

Søndagsafslapning.

Blæstens lyde er derude sammen med fuglesangen, men i dag er vinden i den rigtige retning i forhold til min terrasse, så jeg kan ligge her med lukkede øjne og slappe af. Hvis jeg gad stå op og hente mine høreapparater, ville jeg kunne høre langt mere fuglesang, men også meget mere af blæstens melodi, så jeg bliver liggende. Jeg tænker tanker bag de lukkede øjne, jeg slapper af, og indimellem ser jeg himlen gennem solbrillernes filter. Herfra min verden går, jeg holder af min uperfekte have og mine sparsomme krukker. Agaverne kom til mit hus som ganske små, vi havde en medarbejder for mange, mange år siden, som kom med tre små aflæggere. Jeg holder af haveparasollen, der er endt over i Istvans hundegård og aldrig er kommet tilbage på terrassen. En af de søndage, hvor vi tog på motorcykeltur, skinnede solen ubarmhjertigt ned i hundegården, og så lånte Istvan parasollen. Jeg holder af buskene, de uægte jasminbuske (eller pibeved), som dufter himmelske og som burde have været beskåret, de breder sig ind på rosernes domæne. Jeg holder af himlen ovenover mig, den veksler mellem glimt af solen og varme, så trøjen må væk fra armene, og skyer, der hastigt glider videre og sender kølige vinde ind over mig, så trøjen lægges på armene igen. Men jeg bliver liggende, jeg nyder denne stund, lige her, med mine uperfekte tæer, men dog med neglelak på. Jeg nyder følelsen af min nye kjole, som jeg ved kommer til at hænge på mig hele sommeren. Jeg nyder bare at være til, lige nu, lige som jeg og min have er. Om lidt er det sidste aftenvagt i denne omgang, jeg er klar. Om lidt vil jeg gå ud og finde landmanden og høre om vi skal spise frokost sammen, jeg er klar. Om lidt, lige nu slapper jeg af. God søndag til dig.

Ambulancekørsel

Hver fjerde weekend arbejder jeg med i plejen, ja egentlig er jeg også med i plejen på andre dage, men der er mit fokus mere på uddannelse, undervisning og udvikling, forhåbentlig til gavn for patienter og pårørende, selv om mit fokus er personalet og deres viden. De tre dage i aftenvagt er derimod Sygepleje, og jeg elsker det. Mest af alt elsker jeg de weekender, hvor weekendrullet gør, at jeg er sammen med to sygeplejersker, som kan varetage ansvarshavende og trombolysensvarlig funktion. Det betyder, at jeg kan være sygeplejerske hos patienterne og/eller assistere til trombolyse. Alle de andre weekender er jeg ofte ansvarshavende/koordinerende i aftenvagten. Sådan en weekend har jeg nu. Vi har fået en ny funktion, vi skal følge patienten i ambulancen til trombektomi. Hvis patientens blodprop vurderes så stor, at den stærke blodpropopløsende medicin(trombolyse) ikke kan opløse proppen, vurderer specialisterne, om det er muligt at fjerne blodproppen mekanisk. Dvs. man fører et lille kateter ind i pulsåren ved lysken og fører den hele vejen op i hjernen til blodproppen, hvor blodproppen så bliver fjernet. Dette sker ikke hos os, det kræver som så mange andre specialiserede opgaver ekspertise og erfaring, og da det ikke er så hyppigt som trombolysebehandlingen, som også kræver ekspertise, ja så foregår det tre steder i Danmark (Århus, Odense og Rigshospitalet). Hvorimod trombolysebehandlingen sker på centre i alle regioner. For Nordjyllands vedkommende er vi det eneste sted, hvor man indlægges akut til observation for en blodprop/blødning i hjernen og dermed også det eneste sted, man giver trombolyse.

Jeg havde spurgt den trombolyseansvarlige sygeplejerske, om jeg måtte tage med ambulancen, hvis vi fik en patient, der skulle til trombektomi. Så grinte hun og sagde, at det ville hun selv (det forstår jeg godt, vi vil alle gerne have vores første erfaring med ambulancekørsel og observation af trombolysebehandling i flyvende fart til Aarhus). Vi blev dog enige om, at hvis det skete sidst på vagten, måtte jeg godt få tjansen, hun havde små børn derhjemme, så jeg kunne bedre tage overarbejde. Jeg fik dog en kørsel med ambulance, men ikke til Aarhus, for vores patient, vi fik meldt som mulig trombolysekandidat, fik en anden diagnose og skulle forflyttes til vores anden neurologisk afdeling, og den ligger på det andet sygehus i byen. Da patienten skulle have medicin og da falckfolkene ikke må stå for medicinen, så hoppede jeg på ambulancen og nåede at få en snak med mine gamle kolleger.

I dag har jeg tilkaldevagt i dagvagten før min aftenvagt. Det betyder, at hvis en patient skal til Aarhus og trombolyseansvarlig sygeplejerske skal med, så kaldes jeg ind for at overtage hendes funktion. Normalt er jeg ikke på tilkald, jeg bor lidt for langt væk til at kunne være på sygehuset inden for en halv time, men vi har en langtidssygemelding (fodboldrelateret og ikke arbejdsrelateret)) og en erfaren kollega, der er rejst, så denne løsning blev nødvendig. Jeg har min uniform med hjem, så jeg kan hoppe i den og køre direkte til røntgen og stå klar, hvis trombolyse bliver nødvendig. Egentlig havde jeg satset på at kunne være på tilkald ude hos Liselotte og Kenneth, som holder strikkedag i dag. Men hjernen syntes åbenbart, at den travle vagt i går og tilkaldevagten i dag skulle berøve mig noget af min søvn, så jeg bliver herhjemme og slapper af. Det er måske her, at jeg mest mærker min alder, de travle vagter kræver mere restitution. Og jeg tænkte på min ældste lillesøster og min mor, de to ville aldrig melde afbud, alt skal med, man skulle nødigt gå glip af noget. De to har altid gjort mig forpustet ved alle deres gøremål, jeg må blot konstatere, at der kan jeg ikke være med, jeg er nødt til at have ro og tid til ikke at lave noget, når hverdagen er travl.

God lørdag til dig.