Lørdagsfrydelighed og søndagstaknemlighed

Familien! Både frygtet, hadet, irriterende og elsket. Sådan beskrives den rundt omkring i den virkelige verden og dermed også i blogland. Hos mig er den elsket, den kan godt være irriterende, men det er jo netop, fordi det er de mennesker, som kommer tættest på mig og dermed også er dem, jeg kender bedst og som kender mig. De er på godt og ondt mine livsvidner, mine fire søskende. De har kendt mig altid i deres liv, jeg kan ikke huske livet uden min ældste lillesøster, som kom 21 måneder efter mig. Jeg har faktisk også svært ved at finde minder, før min lillebror kommer til verdenen, han er fem år yngre end mig. Mine to yngste søstre, som er ni og 12 år yngre end mig, kan jeg derimod huske, at de blev født. Da vores far kom på plejehjem, blev vi enige om, at vi fem med familier skulle mødes to gange om året. I går var det femte gang, at vi mødtes. Derudover har vi mødtes til runde fødselsdage (de gamle i familien). Endnu har vi til gode at være samlet hele familien, der er altid en af de unge eller flere, der er ude at rejse eller læser til eksamen eller noget helt andet. Sådan er det. Lørdagens familiekomsammen var hos min søster i Rebild, dejligt vejr, skønne mennesker, lækker mad, alt forenede sig og sendte mig hjem ved midnatstide med latteren boblende i kroppen og hjertet sprængfyldt af glæde. Datter og svigersøn kunne desværre ikke være med, eksamen og andre livsbegivenheder kom forud for komsammen. Efter sommerferien skal vi dog samles i den store familie: alle mine fætre og kusiner på min mors side mødes hvert andet år sammen med vores tante, mostre og mænd, det glæder vi os allerede til.

Søn og kæreste var dog med, og stor var min glæde, da jeg blev mødt af dem med ordene; vi vil gerne med jer hjem i aften, må vi det? Om de måtte? De havde kørt med min yngste lillesøster, og havde oprindeligt planlagt at sove i telt og så køre med hende hjem igen i dag, men min søns kæreste har travlt som sygeplejestuderende og skulle gerne have læst noget i dag. Og det kan nemmere gøres her hos os. Så jeg har gjort studerekammeret klart. Lørdagens komsammen startede med hjemmebagte boller, knækbrød og kringle, som blev nydt i haven. Bagefter gik de fleste af os en tur i Rebild Bakker, tænk at have den i sin ”baghave” og kunne få pulsen op midt i den skønneste natur. Jeg fik lidt opdateringer undervejs om de unges liv (min nevø og niecer); en arbejder hårdt for at tjene penge til en tre måneders tur til Canada og New York, en anden er lige kommet hjem fra en tre måneders tur med en højskole med frivilligt arbejde blandt andet på en farm i en regnskov i Caribien. En tredje er i gang med praktik på sit journaliststudiet, en fjerde læser til eksamen på fysioterapeutstudiet, og den femte forbereder sig til eksamen på gymnasiet.

Hjemme igen blev alle sat i arbejde, så vi kunne mødes om et lækkert aftensmåltid, som strakte sig helt hen til midnat. Vi grinte, snakkede og kom også omkring de alvorlige og tunge emner. Med i den mentale rygsæk er nemlig sorgen og savnet. Og vi havde vist alle set serien; Min mor er død men det taler vi ikke om. Og den viste jo, at det at miste sætter spor, som aldrig går væk, livet stopper ikke, livet er skønt, men vi vil for altid bære mindet med om den tid, vi havde sammen med min niece, som døde af en hjernesvulst 15 ½ år gammel, og med vores mor, som døde 74 år gammel af tarmkræft. Og det er for mig det vigtigste, at vi er en familie, hvor vi kan rumme latter, gråd, sorg, glæde og dele det med hinanden.

Og for at illustrere det, så hopper jeg lige fra sorgen og savnet til minderne om Les Humphreys Singers! Hvad skulle vi dog gøre uden vores smartphones? Vi brugte dem konstant, da vi ”voksne” dykkede ned i ungdommens musik, og vores yngste søstre så undrende ud ved sangnavne som Mama Loo og We are going down Jordan, og deres ældste søstres ubehjælpelige forsøg på at synge sangene for dem. Jeg lærte så også lidt om Spotify, og må så erkende, at når ældste lillesøster kan bruge dette og lave playlister, så må jeg da vist også kunne. Så vi fandt også svigersønnens sange frem, lige som datterens vokal er med hos en anden musiker.

Nu er søndagen startet helt perfekt med morgenmad sammen med landmand, søn og kæreste, landmanden er taget til riffelprøve, de unge slapper af, og jeg vil gå en tur og nyde, at jeg i går fik snakket lang tid med datteren. Sorg og savn fylder, men det gør glæde og taknemlighed også. God søndag til dig.

PS Og så fik jeg slet ikke skrevet om minderne forbundet med Rebild Bakker. Udflugtsstedet, som vi altid tog til sammen med min mormor og bedstefar.