En god fornemmelse

Et er at have en viden, man gerne vil formidle. Noget andet er at skabe læring, at den viden bliver brugbar og giver andre lyst til at bruge den. Noget helt tredje er så, hvordan man gør det. Og når først man får øje for, at det ikke handler om at være inde i sit emne (det gør det også) men mere handler om at strukturere undervisningen, timerne, på en måde, så der bliver tid til eftertanke, øvelse og snak med andre, så giver det tankemylder, i hvert fald for mig. Jeg ville så gerne, at de dage, som er en investering i udvikling af sygeplejen, trivsel og arbejdsglæde, bliver set på som ikke bare gode hyggedage sammen med kolleger, men også noget, man kan tænke videre over, kan arbejde videre med. Alt for megen undervisning kommer ikke længere end til døren, man  går ud af efter kursusdagen. Så det har fyldt rigtig meget hos mig, og jeg har godt kunnet mærke, at andre har tænkt, helt ærligt Lene, tag dig sammen, du er jo så meget inde i det her. Ja, men det er ikke det samme, som at jeg rammer den helt rigtige undervisningsform.

Det gik godt i dag, det blev ikke forjaget, der blev lige nøjagtig den synergieffekt, jeg havde håbet på. Det at seks af de femten kolleger sammen med mig havde været på et kursus, gav en styrke udover blot at lægge en og seks sammen. Nu formidlede jeg teorien, og så kom de på banen ved øvelserne eller supplerede mit oplæg. Og jeg kunne i ro og mag se på, at de fem grupper arbejdede sammen, øvede sig og hele tiden havde de en kollega med, som var udpeget til at være nøgleperson i dette emne. Jeg blev brugt til at formidle videre til hele gruppen, hvis en gruppe kom i tanke om noget godt eller hvis der opstod tvivlsspørgsmål. Jeg blev også inspireret og fik min hukommelse genopfrisket. Og jeg fik også en aha-oplevelse. Det er nemlig det fede ved disse kombinationer af teori og praksis. I dag prøvede jeg, hvordan det er at blive vendt om på siden, når man som patient ikke selv kan. For at skåne vores rygge, har vi nogle helt geniale glidestykker, der letter vores arbejde helt vildt. Problemet er bare, at man som patient mister fornemmelsen af, hvor man er i sengen, fordi det går så hurtigt at blive lejret om på siden. Faktisk følte jeg, at jeg var ved at flyve ud af sengen, hvad jeg overhovedet ikke var og hvad jeg med min fornuft godt kunne erkende, men mine sanser sagde mig noget andet. Og hvad så med vores patienter, der er ramt på sanseerkendelsen, ramt på erkendelsen af sig selv i forhold til omverdenen? Det er ikke så sært, hvis de griber ud efter hvad som helst eller stritter voldsomt imod eller bliver mere urolige efter sådan en omlejring. Det vidste jeg godt intellektuelt, det var jo derfor, at vi på det første kursus med undervisere udefra havde prøvet at finde en anden metode, der tilgodeså vores patienters manglende evne til at organisere og bearbejde deres sanseoplevelser. Det var bare noget helt andet at mærke det på egen krop, og den forbløffelse det vakte, genfandt jeg i alle mine kollegers blikke. I kan tro, at vores patienter vil blive omlejret på en anden måde, måske ikke i morgen, men i næste uge, når de sidste to kursusdage løber af stablen, så bliver der fælles fodslag.

Forud for de fire timer havde vi haft to timer med fokus på sygeplejeemner, som en arbejdsgruppe havde udvalgt, og som de selv havde stået for at lave oplæg til. Det blev rigtig godt, og der kom mange diskussioner i gang. Så det er en træt og glad Lene, der har sovet/slappet af i min sofa hele eftermiddagen og aftenen. I morgen venter en arbejdsdag, som er spækket med aftaler, men efter i dag er hjernen klar til at redigere dokumenter, lære kolleger op i en specifik sygeplejeopgave, holde samtaler med nye kolleger om hvordan det går og få to-do listen reduceret.

Morgenhimlen klokken 5.15

Vi kan ikke nøjes med PowerPoint og USBstik :-)