Mon det kommer til at regne? Pyt ,vil du med?

Regnen truede stadig på radarbillederne i går formiddags, da jeg tog traveskoene på og pakkede tasken med vand, regntøj og kortet over stisystemet. Badedragten var på inden under travetøjet, for målet var en kombination af en lang travetur og havbad. Jammerbugt Kommune har mange velholdte stier, og jeg ville på opdagelse, gå steder, jeg endnu ikke har gået. 

Først tog jeg sti 100, som går langs kysten men bag klitterne. Jeg benyttede mig af et lille skilts opfordring til 700 meter intervaltræning og skiftevis løb og gik 100 meter.

Efter nogle kilometer kom skiltet til venstre med nummer 27, den skulle gerne føre mig ned til vandet, men først gik jeg gennem skoven

Stierne er velholdte, der er lagt flis mange steder, men indimellem har jeg stifolkene mistænkt for, at de kender stierne alt for godt, for det er ikke altid synligt, hvilken vej, man skal gå. Kortet gav mig ingen hjælp, jeg kunne se, at stien skulle ende i en vej, men hvilken retning skulle jeg gå? Jeg valgte den rigtige, til højre og så var vejen der.

Mens jeg ledte efter stien, som skulle være efter et sving på vejen, stoppede et ældre tysk ægtepar op og spurgte om vej til Blokhus. De var på cykel, men hvordan forklarer man vejen, når de står midt i en masse blinde veje med stisystemer, som kobler vejene sammen for vandrende og indimellem også for cyklister? De fik øje på sti 27, og jeg forklarede dem, at den førte til stranden, og at man kunne cykle på stranden til Blokhus. Jeg gik først og så drog de også af sted.  Stien så fint farbar ud, også for cyklister. Vandet kunne man se ude i det fjerne.

Der var indbygget pulstræning i stisystemet, for det gik op og ned og man kunne sjældent se hele vejen frem. Her tænkte jeg, at nu var jeg snart fremme ved vandet.

Men nej, næste udsyn viste flere klitter, hybenroser og stien, der bugtede sig mellem duftende hyben.

Nu skiftede stien udseende, fra at være belagt med flis bestod stien af sand. Mon ikke cyklisterne bag mig trak deres cykler? Det var længe siden, at jeg havde hørt dem bag mig. Jeg gik vist i et andet tempo end dem.

Over den sidste klittop og nu kunne jeg se vandet og stranden.

Selv om der ser tomt ud på billedet, var der mere trafik på stranden end tidligt om morgenen. Jeg gik langs vandet og nød bølgernes brus og mågernes skrig.

Nogle havde efterladt et flot bygningsværk, jeg håber for dem, at de fik lov til at se kanalen fyldt med vand.

Da jeg var nået hen til, hvor jeg skulle dreje op i sommerlandet igen, smed jeg travetøjet og tog en dukkert. Vandet var skønt, mildt og lige tilpas køligt til, at jeg fik energi af det. I dag tog jeg mig tid til at få tørret fødderne, så traveskoene kunne komme på igen. Hjemme igen kunne jeg via ruteplanner se, at turen havde været på 8 kilometer. I dag får jeg besøg af den sidste af mine yngre søstre, det glæder jeg mig til og jeg håber, vi kommer ud og gå. God torsdag til dig.

PS og det tyske ægtepar? De kom cyklende forbi mig på stranden med kurs mod Blokhus.