Ambulancekørsel

Hver fjerde weekend arbejder jeg med i plejen, ja egentlig er jeg også med i plejen på andre dage, men der er mit fokus mere på uddannelse, undervisning og udvikling, forhåbentlig til gavn for patienter og pårørende, selv om mit fokus er personalet og deres viden. De tre dage i aftenvagt er derimod Sygepleje, og jeg elsker det. Mest af alt elsker jeg de weekender, hvor weekendrullet gør, at jeg er sammen med to sygeplejersker, som kan varetage ansvarshavende og trombolysensvarlig funktion. Det betyder, at jeg kan være sygeplejerske hos patienterne og/eller assistere til trombolyse. Alle de andre weekender er jeg ofte ansvarshavende/koordinerende i aftenvagten. Sådan en weekend har jeg nu. Vi har fået en ny funktion, vi skal følge patienten i ambulancen til trombektomi. Hvis patientens blodprop vurderes så stor, at den stærke blodpropopløsende medicin(trombolyse) ikke kan opløse proppen, vurderer specialisterne, om det er muligt at fjerne blodproppen mekanisk. Dvs. man fører et lille kateter ind i pulsåren ved lysken og fører den hele vejen op i hjernen til blodproppen, hvor blodproppen så bliver fjernet. Dette sker ikke hos os, det kræver som så mange andre specialiserede opgaver ekspertise og erfaring, og da det ikke er så hyppigt som trombolysebehandlingen, som også kræver ekspertise, ja så foregår det tre steder i Danmark (Århus, Odense og Rigshospitalet). Hvorimod trombolysebehandlingen sker på centre i alle regioner. For Nordjyllands vedkommende er vi det eneste sted, hvor man indlægges akut til observation for en blodprop/blødning i hjernen og dermed også det eneste sted, man giver trombolyse.

Jeg havde spurgt den trombolyseansvarlige sygeplejerske, om jeg måtte tage med ambulancen, hvis vi fik en patient, der skulle til trombektomi. Så grinte hun og sagde, at det ville hun selv (det forstår jeg godt, vi vil alle gerne have vores første erfaring med ambulancekørsel og observation af trombolysebehandling i flyvende fart til Aarhus). Vi blev dog enige om, at hvis det skete sidst på vagten, måtte jeg godt få tjansen, hun havde små børn derhjemme, så jeg kunne bedre tage overarbejde. Jeg fik dog en kørsel med ambulance, men ikke til Aarhus, for vores patient, vi fik meldt som mulig trombolysekandidat, fik en anden diagnose og skulle forflyttes til vores anden neurologisk afdeling, og den ligger på det andet sygehus i byen. Da patienten skulle have medicin og da falckfolkene ikke må stå for medicinen, så hoppede jeg på ambulancen og nåede at få en snak med mine gamle kolleger.

I dag har jeg tilkaldevagt i dagvagten før min aftenvagt. Det betyder, at hvis en patient skal til Aarhus og trombolyseansvarlig sygeplejerske skal med, så kaldes jeg ind for at overtage hendes funktion. Normalt er jeg ikke på tilkald, jeg bor lidt for langt væk til at kunne være på sygehuset inden for en halv time, men vi har en langtidssygemelding (fodboldrelateret og ikke arbejdsrelateret)) og en erfaren kollega, der er rejst, så denne løsning blev nødvendig. Jeg har min uniform med hjem, så jeg kan hoppe i den og køre direkte til røntgen og stå klar, hvis trombolyse bliver nødvendig. Egentlig havde jeg satset på at kunne være på tilkald ude hos Liselotte og Kenneth, som holder strikkedag i dag. Men hjernen syntes åbenbart, at den travle vagt i går og tilkaldevagten i dag skulle berøve mig noget af min søvn, så jeg bliver herhjemme og slapper af. Det er måske her, at jeg mest mærker min alder, de travle vagter kræver mere restitution. Og jeg tænkte på min ældste lillesøster og min mor, de to ville aldrig melde afbud, alt skal med, man skulle nødigt gå glip af noget. De to har altid gjort mig forpustet ved alle deres gøremål, jeg må blot konstatere, at der kan jeg ikke være med, jeg er nødt til at have ro og tid til ikke at lave noget, når hverdagen er travl.

God lørdag til dig.