Livet har fart på

og jeg haster med. Livet er væltet for mennesker tæt på os, og det maner til eftertanke. Tanker om livet og om døden. Jeg skønner på og er taknemlig. Og midt i det hele blev min far syg igen, en begyndende lungebetændelse, og meldingen lød, at han havde feber og var så fjern, at plejepersonalet ikke turde at give ham væske eller mad. Det havde to betydninger, han kunne ikke få sin penicillin, og midt i al varmen kunne han ikke få væske. Heldigvis kunne kommunen stille op med en akutsygeplejerske, som lagde venflon og gav antibiotika og væske ind i blodåren. Måske tænker du, var Lene ikke afklaret, havde hun ikke lovet sin far og mor, at der ikke skulle foregå livsforlængende behandling? Det spekulerede jeg også over, men jeg var meget afklaret, jeg ønskede ikke, at min far skulle dø på grund af væskemangel og en lungebetændelse, som ville gøre vejrtrækningen sværere. Det ville være for pinefuldt, så jeg anså og anser behandlingen med 1 liter væske og antibiotika som lindrende behandling. Og var tiden kommet, så ville min far dø, uanset han fik denne behandling. Det gjorde han så ikke, han er en sej herre, jeg drog derned lørdag, hvor han var fjern, og hvor jeg ingen kontakt havde med ham. Næste dag var han smilende og grinte, da min søster besøgte ham, og var sig selv igen. Og mens en ældgammel herre holder ved livet, skal andre yngre mennesker undvære deres forælder. Livet er ikke retfærdig, livet er livet, og som Lars Lilholt synger : og måtte du leve alle dine dage.

Jeg lever alle mine dage, der er næsten for meget liv i de dage, og jeg glæder mig til ferie og lidt mere ro på. Fridage er inddraget i stor stil og alligevel når jeg ikke i mål. En af grundene er det, jeg oplevede i dag. Vi var færdige med interview af patient til vores projekt. Jeg skulle ikke transskribere, så jeg ville kaste mig over morgendagens kursus og få forberedt min del og få færdiggjort PowerPoint til den anden del, som vi er flere om at formidle. Jeg skulle ind på afdelingen for at hente noget materiale, og så sker det. En stopper mig om et spørgsmål/en undren, en anden om et andet og så fremdeles. Det er der ikke noget galt i, for jeg er jo den, der ofte kan give svaret eller vise vej til svaret*. Og nogle ting kan bare ikke besvares med et svar, der skal handling og demonstration til. Nu er jeg hjemme, aftensmad er lavet og spist, tjek; vasketøj sat over, tjek (vil gerne have rent tøj på i morgen); der er vasket op, tjek; der er ryddet op (rengøring kommer i morgen), tjek; der er købt arbejdshandsker til en af aktiviteterne i morgen, tjek; nu mangler jeg at få samlet mit hoved og få struktureret de 4,5 time, vi har til mit emne. Der skal være teori, der skal være sanseoplevelser, der skal være øvelser, der skal være tid til at samlet op. Så hvad skal jeg udelade, hvad skal jeg tage med? Det bliver aftenens opgave, godt jeg har jordbær og fløde i køleskabet. Livet skal nemlig leves, mens vi lever.

*og mine kolleger har ofte selv prøvet at finde svaret, så det er ikke fordi de vælger den nemme løsning bare at spørge mig.

mit skrivebord lige nu

billeder fra mandagens aftengåtur

billeder fra mandagens aftengåtur