Fødselsdag på afstand

I dag fylder mit yngste barn, sønnen, 39 år. Heldigvis er det denne gang ikke ret lang tid siden, jeg var sammen med ham og kunne kramme ham og nyde hans nærvær. Søn, svigerdatter og deres to børn, Å og S, var nemlig på barselsbesøg og blev her i 4 1/2 dage. 

I dag blev der sendt en video af sted med fødselsdagssang, gaven havde han fået med hjem, da de fløj for en uge siden. 

Jeg nød hvert et øjeblik sammen med ham og hans familie. Vi fik skønne stunder sammen med datteren, kæresten og deres søn. At se glæden hos min søn over det lille nye familiemedlem, at se min svigerdatter holde den lille tæt til sig, at se deres børn, hvor storebror tog lillesøsters hånd og sagde, kom lad os synge for ham, fordi deres lille fætter døjer med mavesmerter. Det er de smukkeste minder at dele sammen.

Sønnen stod for at bage pavlova med norsk færdigmix og svigerdatteren pyntede kagen sammen med S. For når nordmænd er i Danmark på en af de største dage på året, nemlig nationaldagen, så skal det fejres. Vi var samlet hele familien om en god frokost, bagefter gik vi optog på vores lille vej i sommerhusområdet. S og Å var klædt i det fineste festtøj med laksko. Vi havde vimpler med det norske flag, vi havde et stort norsk flag, som S gik foran med og han styrede slagets gang. Og bagefter nød vi den smukke pavlova med bær i Norges nationalfarver.

Det var den hyggeligste dag. Dagen efter drog vi i ZOO med de to ældste børnebørn og deres forældre. Det har vi været tit, når de er her på ferie, men denne gang faldt alt i hak. Dyrene var ude og vågne, solen skinnede og alle havde det godt. At se min søn som far, bror, kæreste og nu som morbror bliver jeg aldrig træt af. Han er et godt menneske og jeg er stolt over at være hans mor.

Én dag spiste vi frokost udenfor på Stigsborg Brygge og indviede deres fine opholdsområder ved vandet. De to yngste børnebørn sov trygt ved siden af hinanden, mens de voksne fik tid til snakke. Vi fik også afprøvet legepladsen ved Huset Stigsborg, et hus med skole, vuggestue, børnehave og åben for aktiviteter, når skolen er lukket. Ligeledes gik vi ture i den nyanlagte park ved siden af med høje, som var sjove at løbe opad og rundt på toppen.

For hver gang jeg er sammen med den norsk-danske familie, bliver savnet større og større. Nok også fordi S giver udtryk for at han savner os. Da de skulle gå gennem security i lufthavnen på vej hjem, kunne han slet ikke blive færdig med at vinke til os og lave hjerter på alle mulige måder med sine hænder. Men snart bliver det sommerferietid, og så har de valgt, at noget af ferien bliver hos os, og vi glæder os allerede.

Endnu en gang hjertelig tillykke med fødselsdagen, min kære søn. 

Livsglædens symfoni

Norge

Marts måned er min og mit mellemste barnebarns fødselsdagsmåned. Vi kunne desværre ikke tage til Norge til selve fødselsdagen, da vi skulle til guldbryllup. Men ugen efter drog vi af sted. 3 hele dage fik vi sammen med børnebørnene og deres forældre. Vi gjorde som vi næsten altid gør; tog færgen fra Hirtshals til Larvik, slappede af i bestilte hvilestole under sejladsen. Og så var bilen læsset med drikkevarer og mad, så vi kun skulle stoppe for at tanke bilen og benytte toiletter. 

Stille trykkede vi dørkoden kl 0.30 og listede ind. Sengen var gjort klar, så vi krøb hurtigt i seng, for næste dags morgen tidlig stod der to spændte børn ved siden af vores seng med hver deres bog, og så var der hyggetid i sengen. Det er en dobbeltluftmadras vi sover på, og den er rigtig god at hoppe i. Det er blevet en fast tradition og vi nyder det.  Når vi er færdig med at læse bøger, kommer vi i tøjet alle fire og så skal der laves morgenmad og legen fortsættes ovenpå.

Sønnen handlede ind, mens vi gik tur, Å sov sin middagslur i klapvognen og S tog os med rundt i nærområdet. Sønnen og S lavede fødselsdagskage til Å, jeg havde taget hjemmebagte fastelavnsboller med og da svigerdatteren kom hjem fra arbejde, fejrede vi Å med sang og gaver. 

Vi nåede at gå flere ture de dage, min svigerdatter er god til at gøre det til en hel udflugt med lidt snacks og drikkevarer. Vi besøgte blandt andet en anden børnehaves legeplads. Søndag sluttede vi af med at invitere familien på café til aftensmad. De fandt et dejligt sted ved vandet. Næste morgen stod vi tidligt op op, jeg havde smurt madpakker dagen før, så vi var hurtigt klar til at lege lidt med børnene, inden vi sagde farvel.  Turen ned til Larvik gik som vanligt. Jeg har altid smurt klapsammen madder med ost og fårespegepølse. Vi spiser yoghurt med mysli ved første rastested. Undervejs spiser vi lefse og Kviklunsj. Aftensmaden køber vi ombord på færgen. Jeg savner mere og mere familien, så det er godt at de kommer om få dage og bor hos os.

Min egen fødselsdag blev fejret stille og roligt. Vi var lige kommet hjem fra Norge aftenen før, gemalen skulle på byggeinspektion i Nibe, men datteren havde inviteret mig på morgenmad på café. Det var rigtig hyggeligt og jeg nød den gode mad på Behag din Smag. Selv om det er en kaffebar, havde de også god te til mig.

Samvær

Jeg er så heldig, at jeg har gode kvinder, der gerne vil være sammen med mig. Ikke på den der måde, hvor vi snakker i telefon eller går på café ugentlig . Men på den måde, hvor jeg ved, at jeg har dem i mit liv og glæden bobler, når vi kan finde tid til at være sammen.

Min studieveninde og jeg mødes til gåture og masser af sygeplejesnak over en kop te og lidt lækkert på en café. Sidste gang mødtes vi på det nye sygehus, da hendes afdeling var flyttet derud. Vi gik en tur rundt på det, der var færdig på det tidspunkt og nød den gode cafés mad bagefter.  Min studieveninde havde 40 års jubilæum i marts, så det var jeg også med til at fejre. En dejlig dag sammen med gode mennesker, der gør en forskel i sygeplejen.

Det nye hospital er et smukt hospital, og det skal nok blive godt, men hvor er det hårdt at være vidne til mine tidligere kollegers frustrationer over alt det, der ikke er tænkt på. Havde min hånd været i orden og jeg ikke snart skal flytte, havde jeg meldt mig som vikar.

Heldigvis skal jeg snart ses med mine tre veninder, hvoraf to stadig arbejder på mit tidligere afsnit og den tredje (også tidligere kollega) blev pensionist flere år før mig. Når jeg ser på hende, håber jeg, at jeg bliver lige så aktiv i noget, der interesserer mig. Lige nu har jeg nok med at være midt i en byggeproces, at være mormor og farmor og få styr på træning af min hånd.

For nogle uger siden skrev Liselotte om vi havde tid til at mødes. Vi er fem kvinder, der mødte hinanden i tidernes morgen gennem vores blogge, og vi er siden mødtes en gang imellem til masser af snak, lidt strik og dejligt samvær. Det var den skønneste dag og jeg trængte til dette dejlige gensyn og opdatering på deres liv. Jeg fik fornøjelsen af at have Ella med i min bil, så vi kom rundt om meget på turen gennem landskabet mellem Limfjorden og Mariager Fjord. 

Vesterhavet i en stille stund

Mormor og farmor

I går blev mormor hidkaldt, så moderen kunne få ordnet nogle ting. Faderen er tilbage på studiet. Det havde mormor ikke noget imod. Så snart Bette Nøvs (endnu ingen navn) var blevet ammet, kom han i barnevognen, og så tog vi på tur. Jeg endte med at gå 5,8 km, inden vi vendte tilbage igen. I går blev han en måned og vejer nu det samme som hans fætter gjorde ved fødslen :-) Han er en dejlig lille dreng, og jeg nyder at mærke, at jeg stadig har taget på at passe små babyer.

I disse dage fyldes min facebook side med reels om sjove figurer lavet af frugt og grøntsager samt hvordan man kan lave sjove aktiviteter med børn i S og Ås alder uden at skulle købe sig til en masse grej. Jeg glæder mig til at få dem på besøg. Nu er der kun 3 dage til de kommer.

Fysisk aktivitet

Jeg nyder mine gåture, som næsten er daglig og næsten altid tæt på de 6 km. Det sjove er at efter en gåtur har jeg næsten ingen føleforstyrrelser, det nyder jeg. Svømmebeviset er i hus, så nu skal jeg finde tid til en kajaktur sammen med gemalen for at prøve mine rustne færdigheder af. Det må vente til efter Norgesbesøget, for der meldes regn og blæst de næste dage. 

Mark-forglemmigej set på dagens gåtur 

Blodkløver set på gårsdagens gåtur med Bette Nøvs

Taknemlighed og taksigelse

 Kan jeg overhovedet finde tilbage til bloggen efter så lang en pause? Vi får se.

Meget er sket, så for ikke at ende ud i et maratonindlæg starter jeg med det sidste. Nærmest hver dag siger jeg tak til Gud, tak for alt det jeg har fået. Når jeg ser billeder fra Trondheim af to skønne børn og facetimer med dem, så fyldes jeg af taknemlighed, at jeg er farmor til dem. Og jeg takker for, at de har fået et par seje forældre, som har formået i al den kaos og sygdom, de har stået i samtidig med de fik børn, at give deres børn et solidt fodfæste i verden.

Mine børnebørn kommer der ingen billeder af, så her har I to hunde, der lykønsker Å med de to år i marts måned :-)

Jeg takker for, at jeg er blevet mormor til en lille sund gut og at jeg fik lov til at være med ved hans fødsel. Han er kommet til verden hos to forældre, som formår midt i kaos og eftervirkninger af sygdom at holde fokus på den nye forældrerolle.

Og da lillegutten er født tæt på os, har jeg kunnet hjælpe på en anden måde end ved mine to ældste børnebørn. Desto mere respekt og taknemlighed har jeg over min søn og svigerdatters takling af livet.

Om en uge fyldes mit hus med latter og løb og ordene "farmor kom" for de to norsk-danske børn skal besøge deres fætter for første gang og vi får lov til at have dem boende hos os. Tak! Det glæder jeg mig til.

Skyline fra Nørresundby - på besøg hos datter og svigersøn

Min hånd bedres langsomt, min søde fysioterapeut roser den hver gang jeg er hos hende. Og ergoterapeuten ved den kommunale genoptræning regner med at afslutte mig om en måned. Men først skal jeg forbi min læge med blivende føleforstyrrelser i fingrene. Om de kan gøre noget, ved jeg ikke, og ellers må jeg leve med det. I det store overblik fylder det ikke. Jeg kan løfte lillegutten, skifte tøj og ble, når bare jeg tænker over, hvordan jeg holder mine hænder. Det hjælper så heller ikke, at jeg tre dage før hans fødsel faldt på en skovsti og slog min venstre hånd, heldigvis ingen brud, tak for det, og smerterne går jo væk på et tidspunkt. 

I dag skal jeg afprøve, om jeg kan svømme 600 meter, første kriterium for at komme tilbage til havkajakroning. Derefter bliver det små ture med gemalen og test af om jeg kan redde mig selv, førend jeg tager de længere ture. Men jeg er fuld af håb om at det nok skal lykkes.

Hverdagen fyldes med 6 km gåture, når ikke vi lige er på langfart for at se på det ene eller andet til det nye hus. Men det skrider planmæssigt frem, så nu begynder vi at kunne skimte en overdragelse af huset til sommer. Heldigvis bor vi godt i vores sommerhus, så vi har ikke hast med at skulle få huset færdigt.

I går var jeg til den sidste koncert med mit gospelkor. Det bliver svært at finde et, der kan erstatte de skønne mennesker, jeg har været sammen med i de mange år, jeg har sunget i koret. Men jeg er fuld af fortrøstning, det skal nok falde på plads.

Nå ja, da jeg efter 12 uger med hånden immobiliseret blev frigivet til at strikke, gik jeg i gang med Marys svøb, det gik langsomt, for føleforstyrrelserne dukkede op fluks efter de første 50 masker, så jeg måtte holde mange pauser undervejs. Men det blev færdigt, da lillegutten var 13 dage gammel, og han har brugt det lige siden. Af hjertet tak for det hele.