Viser opslag med etiketten Diplomuddannelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Diplomuddannelse. Vis alle opslag

torsdag, august 22, 2013

FORKERT FORBEREDELSE eller FULDENDTE FORLØBET

Man kan nogle gange være så forhippet på at gøre det godt, at man mister overblikket og ikke fokuserer på det væsentlige. Sådan er det gået mig i de sidste 2 uger. Jeg læste nye bøger, søgte efter flere teorier til at koble til min opgave, og pludselig i forgårs gik det op for mig, at det måske ville være en god ide at fokusere på de teorier, jeg allerede havde brugt og gå i dybden med dem. I aftes, meget sent, måtte jeg erkende, at jeg følte mig så uforberedt, og at jeg måtte tro på, at det kæmpearbejde, jeg havde gjort i forbindelse med den skriftlige opgave havde sat sig spor i min hjerne, for jeg var blank, totalt blank! Der var ikke andet at gøre end at tage en dyb indånding, gå i seng og så forberede noget mere her i morges. Den sidste time inden jeg skulle ind, valgte jeg at bruge på at fokusere på, at jeg var tilfreds med min opgave, at jeg kunne bruge resultatet efterfølgende og som min datter sagde, eksamen skal man se som en faglig samtale. Så da jeg blev budt indenfor, var nervøsiteten dæmpet, og det blev en spændende fagsamtale. Min censor var konsulent og havde erfaring med sundhedsfremme i praksis. Så da han blev inviteret til at spørge af min vejleder, tog han mod tilbuddet og spurgte ind til teori. ikke det jeg havde brugt i min diskussion, men det jeg havde brugt i min baggrund, og det havde jeg ikke læst mere om, men jeg brugte min praksiserfaring og det, jeg kunne huske. Efterfølgende fik jeg god kritik, men også at jeg med fordel kunne arbejde videre med den teori, fordi den netop var skræddersyet til den perspektivering, jeg havde skrevet. Derfor havde censor også håbet, at jeg havde brugt den mere.

De bedste ord var, at jeg havde demonstreret gode færdigheder på det her område, og kunne bruge min teori i praksis. Jeg havde gået efter et syvtal, men jeg fik ti, så jeg er stjernelykkelig nu og kan nu skrive SD (sundhedsfaglig diplomuddannelse) efter min sygeplejersketitel, hvis jeg nogen sinde skal skrive en artikel. Det betyder ikke noget, det bedste er, at jeg er praksissygeplejerske, jeg tog min diplomuddannelse, og at min opgave kan bruges i praksis. Nu vil jeg nyde mine tre fridage, og forhåbentlig er vejret til høst. Må din dag blive god og dejlig.

DSC06746

onsdag, august 21, 2013

JEG KENDER MIG SELV

så jeg holder min mund. Det nytter ikke noget at køre mig selv ned i humør, jeg må stole på, at jeg formår at svare for mig i morgen. Den sidste dag skal være meget effektiv, jeg har desværre ikke fundet de vise sten endnu. Jeg grubler og grubler. Fem minutter er ikke lang tid til at komme med kloge ord, som samtidig også skal være taktiske, så jeg får eksaminator i den retning, jeg gerne vil. Og lige nu ved jeg faktisk ikke, hvilken retning jeg gerne vil have hende i. Jeg har én dag til at finde de vise sten,  så jeg er den, der er gået. Og i morgen, når klokken er slagen tolv, er det overstået.

DSC06735

onsdag, august 14, 2013

ENDNU EN DAG

Dagen er begyndt, den er ikke planlagt i detaljer, den kan byde på udfordringer, jeg ikke anede eksistensen af, da jeg stod op. Den kan byde på glæder, jeg ikke forventede, da jeg vågnede ved Istvans insisterende gøen (vi ved helt nøjagtig hvornår tømrerne kører ind på gårdspladsen, tro mig, de møder tidligt)

Endnu sidder jeg i nattøj, morgenmaden er spist, de første blogindlæg er læst, kommentarer er besvaret. Bogen om Helbredets mysterium af A. Antonovsky er fundet frem, og jeg har fundet den passage, der siger noget om behandlersystemets mulighed for at hjælpe mennesker til at styrke deres oplevelse af begribelighed, meningsfuldhed og håndterbarhed. De tre faktorer, som A.A. mener, er komponenterne i en stærk Oplevelse af Sammenhæng(OAS). A.A. sammenligner livet med en flod. Hvor nogle mener, at sundhedssystemets opgave er at hive folk op ad floden, og andre mener, at vores opgave er at finde ud af hvorfor folk falder i floden, så mener A.A. at floden er livet. Vi kan ikke undgå at komme i oprørte vande eller være ved at gå under eller komme ind i forurenet vand. Spørgsmålet er hvorfor klarer nogle folk sig gennem disse udfordringer, mens andre opgiver eller bukker under? For A.A. er det en stærk Oplevelse af Sammenhæng, der er afgørende for vores håndtering af de stressfaktorer vi uundgåeligt vil møde i livet. Hvis vi i mødet med udfordringer og problemer kan begribe dem, håndtere dem og se noget meningsfuldt i den opgave, da kommer vi styrket ud af mødet. Faktisk mener A.A, at OAS dannes gennem hele vores liv frem til voksenlivet, og at jeg som sygeplejerske i det korte møde, jeg har med patienterne, ikke kan øge deres Oplevelse af Sammenhæng, og så dog. Og det er så det dog, jeg ledte efter i morges, jeg vidste, det var der, jeg har tidligere læst det. Muligvis er det det, jeg vil bruge nogle af mine fem minutter på til mit forsvar af min opgave i næste uge. Muligvis.

Nu vil jeg gøre mig klar til at drage ud i verdenen, der skal hentes en bog af K. Illeris, som er den anden teoretiker, jeg har brugt i min analyse af fokusgruppeinterviewet. På bordet ligger to kopier af min opgave, dem skal to af mine kolleger have. De har lovet at være mine sparringspartnere, hvis jeg får brug for at diskutere emner i min opgave. Det er en gave at have skønne dygtige kolleger, som også synes, det er sjovt at diskutere teorier set i forhold til praksis. Hvad resten af dagen byder på udover forberedelse til eksamen vides ikke, det er helt fint med mig. Jeg byder dagen velkommen. Håber din dag byder dig velkommen.

DSC06695

mandag, august 12, 2013

BYGEVEJR

Landmanden havde sine bange anelser med alt det gode vejr, der blev ved og ved og ved. Ofte har det nemlig passet, at efter en stabil perode med sol kommer der en stabil periode med regn, og om en uge er kornet klar til høst. Der skal være tørvejr to dage, før der kan høstes, og hvis vejret bliver som i dag, kan høsten komme til at trække i langdrag.

DSC06628

Mit vasketøj røg ind og ud af døren, nu har jeg opgivet tørring udenfor og drømmer om en overdækket tørreplads. Jeg går som katten om den varme grød. Intentionerne var gode i morges, men da jeg var ved at printe opgaven ud, opdagede jeg, at jeg havde lavet en fejl i indholdsfortegnelsen og glemt at lægge en bilagsoversigt ind elektronisk. Så har jeg ikke rørt opgaven siden. Den ligger på bordet, og den SKAL læses, inden jeg går i seng. Men nu har jeg fundet fejlen i regnskabet, så det kunne afstemmes. Jeg har vasket tøj. Jeg har været på genbrugspladsen. Jeg har købt elektronisk tandbørste, som min tandlæge har anbefalet mig. Jeg har købt nyt strygeapparat. Jeg har lagt tøj sammen. Jeg har hulahoppet 15 minutter. Jeg har læst blade. Jeg har set serie. Jeg har drukket te og ordnet løn. Jeg har enda formået at få landmanden til at rydde op i en af bunkerne på kontoret.  Det var så ikke lige det, der stod på dagsordenen til denne fridag. Skidt pyt, det der går godt, kommer ikke skidt tilbage. Jeg har nogle timer tilbage inden sengetid. Og tre fridage mere til forberedelse, samt tre mere efter aftenvagterne i weekenden. Og ret beset, så er det fjollet ikke at komme i gang. Jeg knoklede de ti uger med den skriftlige del, nu skal der knokles, så jeg kan gå med rank ryg fra eksamensbordet. Jeg vender hovedet mod solen og lader den varme mig. God mandag aften til dig.

DSC06625

mandag, juni 24, 2013

EN LILLE PAUSE

Jeg holder fri fra bloggen, indtil opgaven er afleveret. Jeg kan ikke finde motivationen til at skrive, jeg er foruroligende ligeglad. Faktisk synes jeg ikke, at den her opgave er af særlig god kvalitet, men nu skal den skrives færdig, så jeg kan bestå eksamenen til august (og lige nu er jeg glad for, at der er en mundtlig eksamen, som forhåbentlig kan hæve kvaliteten).

Må denne uge være god ved dig.

P1060292

fredag, juni 21, 2013

KLIPPE KLISTRE

Min formiddag stryger af sted, minutterne ter sig ikke, som da jeg var barn, og juleaftensdag var uendelig. Jeg reducerer ord, jeg omformulerer ord, kommaerne beholder jeg dog, og jeg forsøger at lave figurer og bilag. For visuelt at kunne se at jeg laver noget, noteres tegnmængden ned på papir. Tallet er for nedadgående, og tiden lige så.

Udenfor går det anderledes stærkt, vejen til maskinhuset er forsvundet, lastbil efter lastbil læsser sand af, og snart står byggegrunden klar til et nyt kølehus. Det er vigtigt, at grundlaget er i orden, det er det også med en opgave, så jeg klipper videre. God fredag til dig.

20130620_211738

torsdag, juni 20, 2013

SOLNEDGANG

kan jeg ikke byde på. Men himlen malede alligevel en smuk aftenakvarel. Løbeturen blev til virkelighed, men da vist også kun fordi jeg havde lovet min vejleder at holde fast i den rutine. Mentalt virkede det som en aftale, og jeg lokkede yderlig mig selv med, at der var is i fryseren, så nu er en lille is nydt, vinduerne står vidt åben, og jeg slapper lidt af, inden jeg igen igen prøver at knække koden til et irriterende problem.

20130620_205903

Hvis du ved, hvordan man kan sætte en figur med tekst i ind i et wordprogram OG få det til kun at tælle som ét tegn OG måske oven i købet kender til funktionen i Word på en MAC, så vil jeg være dig dybt taknemlig, hvis du vil fortælle mig det. Jeg kan sagtens indsætte en figur, i det her tilfælde en rektangel, jeg kan også sagtens indsætte tekst i den, MEN alle tegnene i tekstfeltet tæller med, og det burde de ikke gøre. Hvorfor nu så ivrig efter at finde ud af det? Jeg må kun have 72.000 tegn inklusiv mellemrum, det svarer ca. til 30 sider, og jeg har allerede rigeligt af dem, og jeg mangler stadig ca. 10 sider at skrive. Så alt der kan barberes væk, skal væk.

20130620_211238

tirsdag, juni 18, 2013

SOMMER OG SOL

Sommeren er tilbage med masser af sol i det nordjyske. Formiddagen er gået sammen med mine medstuderende, jeg er så taknemlig for at jeg har haft en sparringspartner i min studiekammerat gennem det her, for nogle af de andre har indimellem grædt sig gennem en dag, der har jeg trods alt ikke været. Vi er alle vant til at at arbejde sammen med andre, og jeg tror alle som en glæder sig til at komme tilbage til deres afdeling. Samtidig snakkede vi også om, at det er et stort privilegium at få lov til at holde orlov fra arbejde i 10½ uge og kunne koncentrere sig om at undersøge et emne til bunds. Da jeg startede, havde jeg store tanker om mit emne, i dag tænker jeg, at jeg har undersøgt en lille bid af emnet, og måske vil andre gå endnu mere i dybden med større projekter. Vi får se, men jeg er glad for, at jeg har gjort det, og nu skal slutspurten sættes ind samtidig med at der er fødselarer og studenter, der skal fejres. Min målsætning fra start af var, jeg vil ikke gå glip af sammenkomster med familie og venner, jeg vil ikke bage eller sylte, jeg vil acceptere en terrasse uden blomsterkrukker og jeg vil huske at skønne på, at jeg har fået lov til at tage en sundhedsfaglig diplomuddannelse. Målsætningen holder stadig.

P1060259

Og så skal landmanden have købt en parasol, vi fik besøg af entreprenøren for vores nybyggeri og satte os på terrassen med en kop kaffe/te. Hold da op som jeg svedte, jeg skulle vist have taget min paraply med derud. Nu er jeg krøbet i skyggen, der skal tænkes kritisk tilgang til patienternes udsagn og kobles teori på. Det skal være skrevet inden sengetid, så det kan sendes til vejlederen i morgen. Må du få tid til at nyde solen.

P1060256

mandag, juni 17, 2013

OG GAMMELMOR MED LOKKERNE

Før vi fik … computer, måtte man klare sig med telefonen. Nu kunne man pludselig skrive til hinanden via computeren, senere kom mobilen og så kunne man pludselig skrive til hinanden på farten. Gennem mine uger med opgaven har jeg været dybt taknemlig for min medstuderende, som jeg kender fra tre tidligere moduler, heraf to i samme gruppe. Vi har sms’et og ringet til hinanden, når vi syntes, at det hele var ved at falde fra hinanden.

Min vejleder foretrækker helt klart at mødes med mig, hendes mails er OK, men jeg får mere ud af samtalen med hende. Min studiekollegas vejleder skriver lange forklarende mails, og sidst foreslog hun, at de kunne skype sammen, så var min kollega fri for at køre til Aalborg. Det var gået rigtig godt, og så var det, at min studiekollega sagde til mig, da vi efterfølgende snakkede sammen i telefonen; hvorfor er det lige, at vi ikke skyper sammen? Ja hvorfor i alverden har vi ikke tænkt på det i stedet for at sidde med mobilen fastklemt mellem ører og skulder, mens vi prøver at finde passager frem af det skrevne på computeren? Hendes mands kommentar lød prompte; det er I da alt for gamle til! Og heraf fremkom overskriften så.

Men i dag har vi snakket i over en time sammen, mens jeg både skrev noter på små lapper og  fandt teksten frem på computeren. Nemt og bekvemt.

Og pauseprikkerne efter computer skyldtes, at jeg har en tendens til at tænke i sangtitler, når jeg skal skrive indlæg. Overskriften kom først, og da indledningen skulle skrives, røg Marguerite Viby lige ind fra højre med denne her sang:

Og det siger så noget om min alder, så overskriften passer jo godt nok ;-)

torsdag, juni 13, 2013

HVORFOR BLOGGE

når jeg ikke har noget at skrive om?

Lige nu er jeg nået til det stadium i opgaveskrivning, hvor jeg får hjertebanken og let går i panik, for jeg synes, jeg er gået så meget bagud ad dansen, og hvordan skal jeg dog nå at blive færdig. Der er kun en metode og det er fremad, jeg kan ikke ændre på det, der er sket, men jeg er blevet klogere på mig selv som undersøger, og det er vel også noget værd.

Sommerhusdøren står åben, vaskemaskinen snurrer, datterens symaskine summer og radioen kører i baggrunden. Datteren er modsat sin mor vant til at have radio som baggrundslydtapet. Jeg abstraherer fra det, faktisk er det først nu, hvor jeg skriver om det, at min opmærksomhed rettes mod lyden og opdager, at der er mere snak end musik lige nu. Kontaktlinserne ligger pænt i deres etui, høreapparaterne lige så, de distraherer mig, så nu hvor der skal speedskrives de næste dage, er de valgt fra. Der er sendt mail til vejleder, der er snakket med studiekollega, der er snakket med datteren, men der er ingen vej udenom. Jeg må og skal have analysedelen færdig lørdag aften, jeg har bare svært ved at finde den overordnede strategi, og derfor skriver jeg blogindlæg uden at have noget at skrive om ;-)

Og så er det lykken, at ens dejlige datter sørger for dejlig frokost, jeg er en heldig kartoffel :-)

Håber du også føler, at dagen smiler til dig, selv om den måske kan føles hård.

datterens frokostanretning






fredag, juni 07, 2013

SPROGLIGE FUNDERINGER

En af informanterne beskrev sin oplevelse af forløbet på dagafsnittet med ordene nærværenhed og nærhed. Og så går Lenes hjerne i gang med at fundere over, hvad er forskellen på de to ord? Jeg tyr som vanligt til sproget.dk og finder ikke ordet nærværenhed, men ordet nærværende:
"som har sin opmærksomhed rettet mod det der foregår omkring vedkommende lige nu, og som derfor kan udvise interesse, omsorg e.l. i situationen"
og om ordet nærhed :
“det at befinde sig inden for kort afstand af noget el. nogen
● det at have et indgående, fortroligt el. intimt forhold til nogen“
Så mit bud er, at nærværende handler om at rette sin opmærksomhed på sine omgivelser og udvise interesse, og dermed opstår følelsen af nærhed i betydningen, at der opstår en følelse af et tæt, fortroligt forhold. Hvad tænker du?


onsdag, juni 05, 2013

GRUNDLOVSDAG

Her på gården er dagen i dag ikke en fridag, men jeg overvejer, om ikke flaget skal op. I følge diverse netsider er Grundlovsdag det nærmeste vi kommer en egentlig nationaldag. Da vores børn gik i skole, var det stadig en halv skoledag, i dag har børnene i vores kommune fri. Det var nu hyggeligt, for da mange forældre havde fri fra deres arbejde, valgte skolen at lave en grundlovsfest med boder og konkurrencer den dag. Hvilket betød, at der var et leben over alt på skolen. Butikkerne holder lukket mange steder trods den udvidede lukkelov, bankerne lige så. På min arbejdsplads, tror jeg, er det en almindelig arbejdsdag, men lige nu er jeg jo ikke en del af det.

P1060101

P1060102

Jeg holdt fri i går efter vejledning, det gjorde godt at snakke med min vejleder. Det her er anderledes end de tidligere opgaver, det er langt større, jeg er på ukendt territorium, når det angår analyse og fortolkning, og så var det rart at blive bekræftet i, at det er godt nok, det jeg gør. Og så var det i øvrigt spændende at fortælle om interviewet, om de herlige udtalelser der kom, om hvor seje patienterne er, og hvor gode de var til at sætte ord på tiden efter.

P1060105

P1060110

Friheden blev fejret med en lang aftengåtur og en gammel film, men nu er det på den igen. I denne uge ryger der to arbejdsdage på grund af andre planer. Jeg skal til temadag om vores flytning i morgen, så der ryger en hel dag.  Og lørdagen ryger også, men i en lige så skøn anledning. Mine søskende og jeg skal være sammen hele weekenden, hvor vi går i gang med maling i min fars hus, for folk kan åbenbart ikke se mulighederne i det skønne hus, så nu prøver vi med en omgang hvid maling ;-) Og så skal vi også være sammen med vores far, det er sjældent, at vi alle fem er samlet, og egentlig skulle det have været en familiekomsammen, men vi havde glemt (eller rettere sagt, det var den eneste weekend vi alle fem kunne) at det er eksamenstid, så vores børn har måttet melde fra.

P1060114

God grundlovsdag til dig. Mon du har fri?

tirsdag, juni 04, 2013

DAGENS BEGYNDELSE

Landmanden har været i gang i flere timer, min dag startede for en time siden. Denne første time med tebrygning, morgenmad og læsning af nyheder samt blogindlæg er min kickstart. Der skal nås meget, inden jeg skal gøres klar til pæn brug og en vejledningstime over middag.

Når man skal bruge et interview som datamateriale til sin opgave, så skal det analyseres og siden fortolkes. Hele interviewet er transskriberet, dvs. det sagte er skrevet ud som tekst. Nu er teksten sat ind i første kolonne i en tabel med tre kolonner, det fylder så 43 sider! Anden kolonne skal rumme meningsbærende enheder, altså uddrag af teksten, som siger noget om den mening, personen udtrykker netop der. Det har jeg lavet i hånden, fordi jeg tænker bedst med et stykke papir og en blyant i hånden. Det skal nu føres ind i anden kolonne. Tredje kolonne skal så rumme få ord, som beskriver temaet i det sagte, og det er stadig vigtigt, at jeg holder min forforståelse af det sagte udenfor. Det her skulle gerne være sådan, som deltagerne oplever det. Jeg er under tidspres, jeg har svært ved at koncentrere mig, jeg kommer nemt til at kigge frem på næste trin og går lidt i panik ved tanken om jeg overhovedet kan finde ud af det her, men det kan jeg!

Alt er lidt sløret og uskarpt lige nu, men jeg må holde fast i, at sådan oplever andre også denne proces. På et tidspunkt bliver billedet nok skarpt og klart igen. Og vejret kan jeg absolut ikke klage over, er det ikke skønt med sådan et junivejr? Og på bordet ligger kort og bøger over Pyrenæerne, pauserne bruges på at planlægge motorcykelferie. God tirsdag til dig, forhåbentlig får du også solen at se i dag.

P1060091

fredag, maj 31, 2013

HA! SLÅ DEN, VIDENSKABELIGE DATABASER!

Det er en træt tidlig fredag morgen, hvor landmanden igen skulle tidligt op for at nå et møde og fruen solidarisk stod op sammen med ham. Det er gåtursdag, men den venter jeg med til senere, det er også rundstykker til folkene, dem henter jeg senere, lige nu forsøger jeg at strukturere dagen i dag. Jeg har ikke fået lavet meget på opgaven, jeg tænker meget, og det går ud over søvnkvaliteten, men det bliver opgaven jo ikke skrevet af!

Med til sådan en opgave hører, at man skal søge litteratur til at belyse sit emne, og det skal være i videnskabelige databaser. Jeg har bare ikke kunnet finde noget om patienters oplevelse af hurtig udredningsforløb, jo om cancerpatienter og kirurgiske patienter, men jeg synes ikke, at jeg kunne bruge det. Jeg har også forsøgt bibliotek.dk og UCNs egen database, her kunne jeg måske finde danske artikler i videnskabelige tidsskrifter, her dukkede der ingen artikler op. Her til morgen forsøgte jeg at søge på google, BINGO! Jeg fandt tre artikler og et Ph.d. kandidatstudie, som måske kan bruges til at holde mine fund op imod. Så er det, jeg undrer mig, hvorfor i al verden de ikke dukker op, når jeg bruger de samme søgeord i de danske databaser?

Dagen er startet tidligt, jeg skal nå meget, min vejleder kommer hjem fra Melbourne på mandag, jeg skulle gerne være klar til næste vejledning derefter, så det er bare om at komme i gang. Og et eller andet sted så viser min forgæves søgning efter noget lignende vel, at jeg har fundet et område, der ikke er beskrevet?

Dagen er ny og ubeskrevet, hvad vil du fylde  i din? Uanset indhold vil jeg ønske dig God fredag.

P1060077

onsdag, maj 29, 2013

OPMÆRKSOMHEDSSVIGT

Har jeg virkelig været så optaget af alt muligt andet, at jeg slet ikke opdagede det? Eller har naturen haft så megen hast, at den sprang et trin over? Normalt står buskene langs indkørslen med et svagt rosa skær først, det er alle knopperne på de smukke blomster, der farver buskene. Men i går aftes, da jeg gik en tur, var buskene fuldstændig hvide!

P1060063

Jeg har ikke opdaget det rosa skær, jeg synes lige, buskene var gået fra bare grene til smukke grønne blade, men aftensolen fuldendte de hvide blomsters skær, og der var travlhed i blomsterne.

P1060066

Det var også undgået min opmærksomhed, at der var regn på vejr, det dryppede svagt, da jeg gik ud på vejen, skyer og sol kappedes om magten, og det gav et ganske særligt magisk skær, som slet ikke blev fanget i billedet. Men jeg er optimist, så jeg tog mine 5 km i skarpt trav, mens tankerne myldrede rundt i hovedet.

P1060068

Jeg blev ikke færdig i går, til sidst i interviewet er jeg vist blevet træt, for jeg styrer ikke snakken, så snakken kommer vidt omkring, og de sidste minutter på båndet er ikke skrevet ud, jeg kunne ikke holde opmærksomheden fanget mere. Stakkels lille opmærksomhed, som var fanget ;-) Og sjovt som jeg skriver bånd, når det er digitalt optaget. Men jeg opdagede den meget mørke sky, da jeg næsten var hjemme og ganske rigtig, jeg blev våd, dog ikke så meget, det var kun finregn.

P1060069

Nu sidder jeg her efter 8 timers søvn, jeg er fuld af respekt for sekretærer og andet godtfolk, som sidder dagen lang ved computer. Jeg har smerter i højre arm, i albueled og især i højre skulder, og da min afslapning fra opgaven er … bloglæsning, blogskrivning, og spil på iPad, ja så er det lige nøjagtig de samme muskler og led, der bliver belastet. Ikke mere pylren, de sidste ord i interviewet skal skrives, der er meget på programmet i dag. Og udenfor skinner solen, alle rododendronbuskene står klar til udspring, landmanden kører i marken, fuglene synger, havedøren står åben, teen er brygget, det kan kun blive en god dag. Må du også få en god dag.

tirsdag, maj 28, 2013

FYLDORD OG MANGLENDE ORD

Jeg vidste det godt, men i disse dage, hvor jeg lytter til fem menneskers snak og skal skrive det ned  med pauser, øh og æh og …så går det op for mig, hvor ofte vi gentager ord, og hvor ofte vi kun siger noget af en sætning og lader resten være underforstået. Jeg kan ikke bedømme mig selv som interviewer, men jeg kan høre, at jeg nogle gange husker at spørge ind til det indforståede eller ord, der ikke lige ligger til højrebenet, andre gange glemmer jeg det. For hvad vil det sige lige til højrebenet, hvad forstår jeg ved sådan et udtryk, hvad forstår du? Det er jo ikke sikkert, vi forstår det samme. Og i en undersøgelse, hvor jeg søger patientens oplevelse, da kan det ikke nytte noget, at det bliver min forståelse, der farver billedet. Der var det igen, hvad mener jeg med farve billedet? Vi bruger hele tiden ord i overført betydning. Jeg er træt af at lytte, ikke træt af som i det irriterer mig eller keder mig, men træt som i fysisk træt. Det er hårdt. Landmanden siger, hvorfor skriver du ikke bare det, de siger? Jamen altså, prøv at lytte til en samtale. Prøv at lægge mærke til, hvor ofte vi gentager ord, hvor ofte vi ikke gør sætninger færdige, hvor ofte vi tale ind over hinandens tale. Så jeg lytter, jeg skriver, jeg spoler lidt tilbage og lytter igen, jeg retter og sådan har det nu foregået i 2 dage og jeg mangler stadig noget, men jeg VIL være færdig i dag. Så selv om jeg trænger til frisk luft, så er jeg der, hvor jeg snart kan se en ende på det (hvilken ende eller hvis ende). Tænk en gang på de mennesker, der er blevet ramt på deres evne til at forstå det, der er sagt i overført betydning. De må godt nok have det svært. Jeg har en sød historie om en patient, som talepædagogen havde testet og til konference forklarede os andre, at vi skulle være konkret i tale, for patienten forstod alt konkret, så ikke noget med ord med overført betydning. En af sygeplejerskerne nikkede vældigt og kunne så fortælle, at hun havde sagt til patienten, hop lige op i sengen. Hun skulle undersøge patienten neurologisk. Patienten hoppede med samlede ben op i sengen, godt vedkommende ikke røg over på den anden side eller at sengen havde været kørt højere op.

Min studiekammerat sendte en sms, om jeg syntes, jeg havde fået fat i noget, underforstået noget jeg kunne bruge i min opgave. Svaret var og er, jeg ved det ikke, jeg har det, som om jeg kører i rutsjebane. Det ene minut tænker jeg, det her det var godt, det kan jeg bruge, det næste øjeblik tænker jeg, åh nej jeg har stillet de helt forkerte spørgsmål, jeg får ikke noget, som kan hjælpe mig med at besvare min problemformulering. Nå men jeg kører videre i rutsjebanen, håber din dag er mere lige ud ad landevejen.

P1060042

torsdag, maj 23, 2013

LIDT NERVØS SKAL MAN VEL VÆRE

Jeg har fantastiske kolleger, som hver især rummer mange gode sider. En af mine unge kolleger (men en erfaren kollega) var min observatør i dag til interviewet, ogjeg var fuldstændig tryg ved at have hende ved min side. Hun har prøvet individuelle interview til sin bacheloropgave og tænkte på praktiske ting, som jeg ikke havde tænkt på.

En anden kollega er min souschef, hun er 20 år yngre end mig, men vi klikker så godt sammen. Hun er samtidig klinisk vejleder for de studerende og er supergod til at stille spørgsmål, som får en til at tænke og selv finde svar. Derfor var jeg heller ikke i tvivl om i morges, da jeg kunne mærke, at jeg havde brug for en at snakke med, at det skulle være hende. En sms blev sendt af sted, og en time efter snakkede vi sammen. Noget af det, der nagede mig, var, kan det her overhovedet bruges på afdelingen bagefter? For det har været mit mål, jeg ville  ikke bare undersøge noget, som var interessant for mig selv, det skulle gerne løfte kvaliteten af det, vi gør. Det blev vi så enige om at det kunne.  Jeg er normalt god til at lytte og til at lade patienten fortælle, men jeg kender mig selv. Når jeg bliver nervøs, kommer jeg nemt til at snakke, men jeg klarede at tie stille og lade patienterne fortælle. De var bare skønne at være sammen med, og min kollega og jeg var helt høje over at få den mulighed for at få feedback på den samlede indsats.

Og som min kollega sagde i morges, jeg kan godt forstå, du er nervøs, men sådan skal det vel også være? Nu holder jeg fri resten af aftenen, i morgen skal jeg i gang med at lytte båndet igennem og skrive det ordret ned. Så kommer det seje træk, hvor jeg skal analysere det sagte og forsøge at finde temaer i det sagte. Det har redet mig som en mare de sidste dage, og jeg har ind i mellem fortrudt, at jeg ikke havde fundet en anden problemstilling, som kunne løses med et litteraturstudie. Men nu kan jeg mærke, at jeg glæder mig, og at jeg kommer ud af det her meget klogere på mig selv og forhåbentlig også på patienternes oplevelse af dagafsnittet. Jeg skal bare sørge for at bevare overblikket ;-)

P1050959

NÅR NU MAN ER LIDT NERVØS

eller det er jo løgn, jeg er meget nervøs lige nu, så kan man godt bruge støtte. Dengang jeg var lille, kunne en dukke til at trøste sig med eller støttende stærke arme og et beroligende smil være det, der gjorde en tryg.

P1050953

Som voksen må man selv agere støtte og smile, til man selv tror på smilet. Hver gang, jeg har pippet lidt om, at jeg er nervøs, eller at det her ikke rigtig går så godt, har jeg fået samme svar, om det er fra min kollega, min mand eller min studiekammeret: Sådan plejer du jo altid at have det. Det er svært at argumentere imod, hver gang har jeg været i kulkælderen, hver gang har jeg haft skriveblokering og hver gang er det jo gået godt, endda rigtig godt. Men jeg har aldrig prøvet at lave mit eget fokusgruppeinterview, og lige nu er jeg hundehamrende nervøs. Nå men jeg har sovet 9 timer, jeg har bagt kanelsnurrer til dem, og nu får jeg rengøringshold i huset, så jeg kan trække mig tilbage til studerekammeret og få beskrevet alt, jeg skal sige i eftermiddag.

P1050952

Udenfor er solen kommet frem, jeg håber du må få en dejlig dag.

onsdag, maj 22, 2013

NOGET OM AT LADE SIG INSPIRERE AF SINE BØRN OG lidt om rytmeforstyrrelse

Jeg var så kålhøgen dengang for nogle uger siden, hvor jeg skrev om motionens og den regelmæssige søvnrytmes gode indflydelse på mit overskud til opgaveskrivning. Lige nu ligger det hele på gulvet. Fordi jeg ikke kan sove, har jeg heller ikke overskud til at komme ud. Men tilbagefald skal ikke slå mig ud, så jeg kæmper for at få vendt skuden igen. I aftes gik jeg i seng til vanlig tid, og som vanligt skal jeg på toilettet godt to timer efter. Som vanligt faldt jeg i søvn igen, men så bippede mobilen, da jeg endnu ikke var kommet ned i den dybe søvn. En sms fra Melbourne om at min vejleder ikke havde modtaget mit materiale. Op igen og ind til computeren for at få sendt det. Sms af sted til Melbourne om at det var sendt igen. Sms retur med tak, og så …

2½ time senere havde jeg set en sød film baseret på en virkelig historie om en australsk jockey. 2½ time senere lagde jeg klog af skade en seddel på badeværelset til min kære gemal om at vække mig, inden han gik ud.

Nu er jeg oppe, taskerne skal pakkes, mailen fra Melbourne er læst, jeg er enig med min vejleder i det meste af kritikken. Det er jo også derfor, at hjernen kører på overarbejde lige nu, jeg er jo ikke tilfreds med det skrevne. Heldigvis kan min interviewguide bruges, og metodeafsnittet kan jeg stadig nå at få styrket både med formulering, struktur og argumenter.

Når jeg flytter mig i dag fysisk, så er det fordi datteren har brugt meget i sine opgaveskrivninger at tage på café. Her sker der noget omkring en, som gør at øjet og hjernen kan tage sig en pause ind i mellem, og samtidig kan hun faktisk bedre koncentrere sig om at skrive. Mine opgaver på sygeplejeskolen er alle skrevet i kollegiets køkken, jeg er ikke skabt til et hus fyldt med stilhed. Det har været fint, mens der var travlt i marken, men nu prøver jeg at køre ud på skolen. Jeg har sat min studiekammerat stævne over en kop te efter hendes vejledning, og så har jeg tænkt mig at blive derude hele dagen for at skrive.

I går aftes sendte sønnen mig sin eksamensopgave til gennemlæsning, det er rart at få nogen til at kigge på stavefejl og kommatering. Noget af det, jeg slås med, er, at jeg skal gengive med egne ord den teoretiske viden på en måde, så jeg viser, at jeg har forstået det og kan bruge det i forhold til min praksis. Noget jeg skulle skrive om var den hermeneutiske cirkel eller forståelsens cirkularitet. Hermeneutikken siger at for at få en forståelse, må du for at forstå delelementerne forstå helheden, og for at forstå helheden må du forstå delelementerne – sådan cirka ;-) Så var det, at sønnens opgave gav det smukkeste eksempel på dette. Det handlede om musik og om at skabe en lydkulisse til et eventyr. For at eleverne kunne skabe lydene, måtte de først kende eventyret, derefter fik de en del af eventyret og skulle arbejde med det og selv finde ud af, hvordan lyde og musik kunne understøtte dette stykke tekst. Til sidst blev alle delene sat sammen til eventyret igen, og eventyret fik nu en ny mening, en ny forståelse for eleverne. Og min læsning af sønnens opgave gjorde, at jeg har håb om, at jeg i dag bedre kan forklare hermeneutikkens grundprincipper med egne ord.

Udenfor regner det, jeg er træt, men et brusebad, en køretur med masser af sang, en god snak med en ven og en bygning fyldt med snakkende unge mennesker skal nok hjælpe på den træthed. God onsdag til dig.

20130514_093956

tirsdag, maj 21, 2013

HVORFOR HØRER HAN IKKE EFTER!!

Mandag var blevet til tirsdag, inden jeg kom i seng. Min vejleder er i Melbourne til konference lige nu, men hun vil gerne se min interviewguide, inden det går løs torsdag.  Det skrevne driller mig, så jeg knoklede løs i går for at have noget at sende til hende. Jeg havde regnet ud, at hvis jeg sendte min interviewguide ved midnatstid sammen med en sms om forsendelses, så ville hun få den til morgenmaden. Ganske rigtigt, jeg fik hurtig sms retur, at hun ville se på det. Landmanden havde siddet og set boksning, og da vi gik i seng, sagde jeg, at jeg ville sove til klokken otte, for jeg ville have syv timers søvn.

Og så står manden i soveværelsesdøren, efter han er stået op og spørger, hvornår jeg skal op! Klokken otte har jeg tænkt mig!  Jamen klokken er altså over ni! HVAD!!

For at udrydde misforståelser, så havde jeg selv sat mit ur, som jeg altså ikke havde hørt. Jeg troede blot, at landmanden stod klokken syv og spurgte mig, og at han derfor havde vækket mig før tid ;-)

Og så har dagen ellers halset efter mig lige siden. Eller måske er det omvendt. Alt det planlagte før et møde klokken 14 er ikke nået. Men jeg fik da luget skvalderkål væk omkring mine hostaer, så landmanden kan komme til at kappe hovederne af skvalderkålen. Jeg har opgivet at rense det bed, nu får skvalderkålen lov til at være bunddække, og så bliver de holdt nede med en buskrydder. Jeg føler også, at mit hoved er kappet af, der er i hvert fald dårlig forbindelse lige nu. Og så har min vejleder endda ikke haft tid til at svare på mail, og nu er klokken over midnat dernede, så hun sover nok trygt og godt. Nu vil jeg nyde en kop te sammen med landmanden lige om lidt, og så må jeg hellere finde computer og bøger frem. Jeg er så træt af opgave, flytning, sygepleje og alt muligt andet lige nu, men jeg kender jo årsagen, så i morgen satser jeg på god søvn og en god arbejdsdag.

PS. Og Helle har fundet endnu et Street Art maleri i Aalborg, kig her.

P1050949