NOGET OM AT LADE SIG INSPIRERE AF SINE BØRN OG lidt om rytmeforstyrrelse

Jeg var så kålhøgen dengang for nogle uger siden, hvor jeg skrev om motionens og den regelmæssige søvnrytmes gode indflydelse på mit overskud til opgaveskrivning. Lige nu ligger det hele på gulvet. Fordi jeg ikke kan sove, har jeg heller ikke overskud til at komme ud. Men tilbagefald skal ikke slå mig ud, så jeg kæmper for at få vendt skuden igen. I aftes gik jeg i seng til vanlig tid, og som vanligt skal jeg på toilettet godt to timer efter. Som vanligt faldt jeg i søvn igen, men så bippede mobilen, da jeg endnu ikke var kommet ned i den dybe søvn. En sms fra Melbourne om at min vejleder ikke havde modtaget mit materiale. Op igen og ind til computeren for at få sendt det. Sms af sted til Melbourne om at det var sendt igen. Sms retur med tak, og så …

2½ time senere havde jeg set en sød film baseret på en virkelig historie om en australsk jockey. 2½ time senere lagde jeg klog af skade en seddel på badeværelset til min kære gemal om at vække mig, inden han gik ud.

Nu er jeg oppe, taskerne skal pakkes, mailen fra Melbourne er læst, jeg er enig med min vejleder i det meste af kritikken. Det er jo også derfor, at hjernen kører på overarbejde lige nu, jeg er jo ikke tilfreds med det skrevne. Heldigvis kan min interviewguide bruges, og metodeafsnittet kan jeg stadig nå at få styrket både med formulering, struktur og argumenter.

Når jeg flytter mig i dag fysisk, så er det fordi datteren har brugt meget i sine opgaveskrivninger at tage på café. Her sker der noget omkring en, som gør at øjet og hjernen kan tage sig en pause ind i mellem, og samtidig kan hun faktisk bedre koncentrere sig om at skrive. Mine opgaver på sygeplejeskolen er alle skrevet i kollegiets køkken, jeg er ikke skabt til et hus fyldt med stilhed. Det har været fint, mens der var travlt i marken, men nu prøver jeg at køre ud på skolen. Jeg har sat min studiekammerat stævne over en kop te efter hendes vejledning, og så har jeg tænkt mig at blive derude hele dagen for at skrive.

I går aftes sendte sønnen mig sin eksamensopgave til gennemlæsning, det er rart at få nogen til at kigge på stavefejl og kommatering. Noget af det, jeg slås med, er, at jeg skal gengive med egne ord den teoretiske viden på en måde, så jeg viser, at jeg har forstået det og kan bruge det i forhold til min praksis. Noget jeg skulle skrive om var den hermeneutiske cirkel eller forståelsens cirkularitet. Hermeneutikken siger at for at få en forståelse, må du for at forstå delelementerne forstå helheden, og for at forstå helheden må du forstå delelementerne – sådan cirka ;-) Så var det, at sønnens opgave gav det smukkeste eksempel på dette. Det handlede om musik og om at skabe en lydkulisse til et eventyr. For at eleverne kunne skabe lydene, måtte de først kende eventyret, derefter fik de en del af eventyret og skulle arbejde med det og selv finde ud af, hvordan lyde og musik kunne understøtte dette stykke tekst. Til sidst blev alle delene sat sammen til eventyret igen, og eventyret fik nu en ny mening, en ny forståelse for eleverne. Og min læsning af sønnens opgave gjorde, at jeg har håb om, at jeg i dag bedre kan forklare hermeneutikkens grundprincipper med egne ord.

Udenfor regner det, jeg er træt, men et brusebad, en køretur med masser af sang, en god snak med en ven og en bygning fyldt med snakkende unge mennesker skal nok hjælpe på den træthed. God onsdag til dig.