Forleden dag sad jeg hos min far, vi havde haft en dejlig formiddag sammen, nu sov han, musik spillede stille i baggrunden og jeg strikkede. Tankerne kom igen om værdighed. Mange mennesker har travlt med at tale om værdighed, de vil ikke ende som grøntsager eller som små børn, det er ikke værdigt osv. Igen tænker jeg, at det for mig handler om hvilke briller man sætter på næsen. Vi vil vel alle gerne ses som den vi er, ikke den vi var eller den vi kunne blive, hvis blot vi ændrede os, men den vi er. Måske har du prøvet at skulle ses med venner/klassekammeraterne fra dengang, og måske har du haft følelsen af, at du med et snuptag blev sat i en rolle, som passede en gang, men ikke nu. Du er blevet en anden, du har oplevet ting, som gør, at nogle værdier har ændret sig, du ser på livet på en anden måde, men du føler sig holdt fast i der-var-engang.
Når jeg ser på min far, som den han er nu, så ser jeg et menneske, som stadig formår at gøre andre mennesker glade. Han får mig til at smile, han får mig til at synge. Jeg ser en mand, som er glad og tilpas. Jeg ser også en mand, som kan blive forvirret, hvis dem omkring ham glemmer, at han ikke kan rumme for mange stimuli mere, men husker vi alle at se ham som den han er nu, så har han det godt. Det er os, der kan holde fast i der-var-engang og synes, det er forfærdeligt, at han ikke er den kloge leder, han var en gang, men han holder fast i sin værdighed, der hvor han er lige nu. Der kommer kun os og så en af mine forældres gode veninder, man kan gisne om, hvorfor det er sådan. Måske handler det mere om menneskers egen angst, for hvordan skal man begå sig, når verdenen forandres, når det der var engang ikke mere er der?
Jeg har et savn, jeg savner min mor, og jeg savner min far, som han var, men han giver mig stadig så meget tilbage, når blot jeg husker at se ham som den han er, lige nu og her.
Må du blive set i dag, god tirsdag.
Kloge ord Lene.. Tak for at minde mig om at se mennesker som dem de er, lige her og nu.. :-)
SvarSletGod dag hos dig.
Tak Inge, og jeg synes det er svært af og til, for vi har jo et liv med os, som gør at vi nemt ser mennesker i det perspektiv, men vi må øve os :-)
SletKære Lene, dine ord rører mig. Tak :-)
SvarSletSelv tak Liselotte, de ord blev ved med at dukke op, så nu måtte de ud :-)
SletDet var smukke ord og gode at blive klog af. Det vil jeg huske, når mine forældre når dertil og jeg er dybt taknemmelig for at jeg stadig har dem begge og de er ved deres fulde fem. Det er helt usædvanligt når de er 84 og 82
SvarSletTak Karin, jeg kan godt forstå du skønner på dine forældre, min datter savner sin mormor,som døde af kræft 74 år gammel.Min datter savner at have et gammelt menneske at snakke med, her kan min far ikke byde ind, men de kan synge sammen og være glade sammen :-)
SletKan kun beundre din rummelighed. Jeg håber, jeg selv vil kunne vise lidt af det samme, når/hvis mine egne forældre når dertil. Men jeg er bestemt ikke sikker ...
SvarSletFruen i midten, jeg ser det faktisk ikke som rummelighed, men måske mere en måde at møde livet på, jeg tror egentlig at mine forældre har lært mig det :-)
SletDu har selvfølgelig ret: Rigtig værdighed er at acceptere og se personen, som h/n er nu. Selvom det selvfølgelig kan være svært, folk skal jo også lige tænke sig selv med i billedet.
SvarSletHenny, det er ikke så nemt, for vi møder jo andre med en forståelse af hvem vi tror de er :-)
SletSmukke og rigtige ord. De fleste mennesker møder en ældre eller handicappet som den, personen var, og desværre sjældent der, hvor han er nu. Jeg kender fornemmelsen på egen krop, og reagerer ved vrede og tilbagetrækning. Du har så evig ret.
SvarSletOg jeg har lige skrevet på bloggen om en bog, som du måske har lyst til at læse en dag. "Mig før Dig". Den et hurtig læst og kan også sagtens læses som ren afslapning. Jeg tror, at det måske er noget for dig :-)
Tak for et fint indlæg, som jeg nu har læst flere gange.
Knus.
Tak Johanne for dine dejlige ord.Og jeg skal helt sikkert have læst den bog :-)
SletLene - sikke et dejlig indlæg - det siger så meget om at være i nuet. Det er livsklogskab når det er bedst. Af hjertet TAK KH Anette
SvarSletSelv tak Anette, man kan sige, at min far har været med til at lære mig det, endnu en ting som jeg har fået af ham :-)
SletDine tre forskellige billeder illustrerer jo meget smukt dine ord. Især tror jeg, (voksne) børn har svært ved at se deres forældre som andet, end det de var engang. Det er meget svært at omstille sig/acceptere tingenes tilstand, synes jeg at have lagt mærke til.
SvarSletTak Conny, det tror jeg du har ret i, især hvis det sker brat som f.eks efter en apopleksi. Min fars sygdom har jo vist sig langsomt,bl.a. fordi han har haft nogle gode indre ressourcer at trække på. Jeg synes egentlig vi har været gode til at se vores far, måske også fordi vi har skrevet sammen om oplevelser med ham, så vi kan følge uge for uge, hvordan det går, men også fordi jeg synes vi er gode til at fokusere på det positive - og det har vores forældre lært os :-)
Slet