HVOR BLEV TIDEN DOG AF?

Forleden dag, da jeg hyggede mig med at scanne få billeder ind på computeren, havde det en årsag. Jeg har den skønneste søn, men han ønsker sig ingenting til fødselsdag og jul, ABSOLUT ingenting. Han siger, at han har alt og at vi har sørget for alt det, som han har brug for. Vi kunne godt købe et eller andet til hans lejlighed eller til ham selv, men det er svært, når den unge mand nu ikke føler trang til noget som helst.

Så et fødselsdagskort med et gavekort vedhæftet og med billeder af sønnen blev kreeret, og så håber vi, at posten sørger for levering i dag. Som toårig kundgjorde den unge mand stærkt utilfreds, at når søster skulle have fin kjole til juleaften, så skulle han ikke iklædes ny trøje og bukser, så halvhippien (ala hans mor) måtte købe hvid skjorte og butterfly til den unge mand.

Og det er skønt, når storesøster er med på at lege, om det er med vand eller tosserier, når ens mor dikterer fotografering til det dengang traditionelle julekort.

Leg og spil har altid været en del af min skønne søns hverdag. Han var i mange år en elsket leder for børn og unge i en klub. Og om føje år kan han blive en ad de lærere, som børn vil nyde at have i skolen, om det bliver folkeskolen eller efterskolen. Det sidste er nok der, alle vi andre kan se ham udnytte sine skønne egenskaber allerbedst, men hvem ved, måske bliver det noget helt andet, Unset hvad, så rummer vores søn (for nok skriver jeg jo altid min søn, men han er jo elsket og værdsat af to forældre) så mange egenskaber, så verden står åben for ham.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag er eksamensdag for ham, men vi har fået lov til at stå for morgenvækningen, så om lidt tager vi telefonen og ringer op, og mens moderen undrer sig over, hvor de 26 år dog er blevet af, så vil vi synge fødselsdagsangen højt og inderligt. Tillykke min kære søn.