FYLDORD OG MANGLENDE ORD

Jeg vidste det godt, men i disse dage, hvor jeg lytter til fem menneskers snak og skal skrive det ned  med pauser, øh og æh og …så går det op for mig, hvor ofte vi gentager ord, og hvor ofte vi kun siger noget af en sætning og lader resten være underforstået. Jeg kan ikke bedømme mig selv som interviewer, men jeg kan høre, at jeg nogle gange husker at spørge ind til det indforståede eller ord, der ikke lige ligger til højrebenet, andre gange glemmer jeg det. For hvad vil det sige lige til højrebenet, hvad forstår jeg ved sådan et udtryk, hvad forstår du? Det er jo ikke sikkert, vi forstår det samme. Og i en undersøgelse, hvor jeg søger patientens oplevelse, da kan det ikke nytte noget, at det bliver min forståelse, der farver billedet. Der var det igen, hvad mener jeg med farve billedet? Vi bruger hele tiden ord i overført betydning. Jeg er træt af at lytte, ikke træt af som i det irriterer mig eller keder mig, men træt som i fysisk træt. Det er hårdt. Landmanden siger, hvorfor skriver du ikke bare det, de siger? Jamen altså, prøv at lytte til en samtale. Prøv at lægge mærke til, hvor ofte vi gentager ord, hvor ofte vi ikke gør sætninger færdige, hvor ofte vi tale ind over hinandens tale. Så jeg lytter, jeg skriver, jeg spoler lidt tilbage og lytter igen, jeg retter og sådan har det nu foregået i 2 dage og jeg mangler stadig noget, men jeg VIL være færdig i dag. Så selv om jeg trænger til frisk luft, så er jeg der, hvor jeg snart kan se en ende på det (hvilken ende eller hvis ende). Tænk en gang på de mennesker, der er blevet ramt på deres evne til at forstå det, der er sagt i overført betydning. De må godt nok have det svært. Jeg har en sød historie om en patient, som talepædagogen havde testet og til konference forklarede os andre, at vi skulle være konkret i tale, for patienten forstod alt konkret, så ikke noget med ord med overført betydning. En af sygeplejerskerne nikkede vældigt og kunne så fortælle, at hun havde sagt til patienten, hop lige op i sengen. Hun skulle undersøge patienten neurologisk. Patienten hoppede med samlede ben op i sengen, godt vedkommende ikke røg over på den anden side eller at sengen havde været kørt højere op.

Min studiekammerat sendte en sms, om jeg syntes, jeg havde fået fat i noget, underforstået noget jeg kunne bruge i min opgave. Svaret var og er, jeg ved det ikke, jeg har det, som om jeg kører i rutsjebane. Det ene minut tænker jeg, det her det var godt, det kan jeg bruge, det næste øjeblik tænker jeg, åh nej jeg har stillet de helt forkerte spørgsmål, jeg får ikke noget, som kan hjælpe mig med at besvare min problemformulering. Nå men jeg kører videre i rutsjebanen, håber din dag er mere lige ud ad landevejen.