NOTE: DU BEHØVER IKKE AT LÆSE DET HER :-)

Dette indlæg er skrevet helt for min egen skyld, jeg har brug for at sætte ord på et problem og har brug for at skrive det til nogen, der ikke har sygeplejefaglig viden.

Jeg har hørt fra min vejleder, som skriver, at jeg skriver godt, men at jeg ikke er helt klar over hvad jeg vil arbejde videre med. Det troede jeg, at jeg var! Hendes råd er, at jeg skal skrive videre, og når jeg har fundet min “prik”, så skal jeg korte ned. Hannes kommentar om, at problemformuleringen er den halve opgave har hjulpet mig mentalt til at sætte mit forventningstempo ned. Så nu vil jeg gå andre veje, for måske skyldes alle mine problemer med at skrive, at min vejleder har ret. Jeg får panikangst ved tanken om, at jeg måske slet ikke skal skrive om det, jeg hele tiden har troet, var emnet. Jeg har sagt ja til en vejledning i morgen tidlig, jeg har i den grad brug for at blive vejledt.

Her kommer så mine tanker om mit emne. Vi har to kategorier af patienter, vi har de svært ramte og så har vi de selvhjulpne patienter. Der er dem med få symptomer, men som har en apopleksi, og så er der dem, hvor symptomerne er forsvundet inden 24 timer og som har haft en forbipasserende blodprop, en TCI. De selvhjulpne har det med at “forsvinde” for sygeplejersken, fordi der er så meget at gøre hos den anden gruppe patienter. TCIpatienterne skal nu ikke være indlagt, med mindre de skal observeres eller har brug for yderligere undersøgelser. De skal i stedet for komme i vores nye dagafsnit, hvor alle undersøgelser på nær hjerteundersøgelsen skal foregå samme dag. Sygeplejersken er koordinator i at få det hele til at spille sammen, og hun har også til opgave at slutte dagen af med en samtale, hvor nyt medicin, sygdommens karakter og signaler, man skal reagere på samt hvordan patienten kan forebygge, at han får en ny TCI eller en apopleksi. Det er der faktisk over 10 %, der får i løbet af de første uger. På sigt er der også øget risiko for at få andre hjerte-karsygdomme, så som blodprop i hjertet eller dårligt blodomløb i benene. Nye studier har vist, at ved at speede udredningen op og starte med medicin for blodtryk, kolesterol og mod nye blodpropper med det samme, så er risikoen de første tre måneder kommet ned på under 2 %.  Derudover får patienterne et tilbud om at blive ringet op en uge efter af sygeplejersken. Det lyder alt sammen godt. MEN så er det min viden om det levede liv kommer ind, for hvordan er det at få en sådan diagnose, en hvor man er rask at se til, men samtidig skal man leve med en viden om, at man resten af sit liv skal tage medicin? Man skal også håndtere, at andre siger, man skal stoppe med at ryge, man skal få sit blodtryk ned, man skal bevæge sig mere, man skal ændre på sin kost, man skal tabe sig. Alt sammen faktorer, som man ved, via studier, øger risikoen for at få en apopleksi.

Se det har jeg jo så undersøgt, fordi en klog forskningssygeplejerske sagde til mig, hvad ved vi, hvad ved vi ikke og hvad vil vi gerne vide. Og jeg har fundet et hav af studier, og jeg tror, det er det hav, jeg nær druknede i ;-)

Hvis du har mod på mere, så fortsætter vi, ellers går jeg vejen alene. Godt – hvad ved vi?

1. Hurtig udredning og start med medicin virker – det har jeg skrevet om ovenfor.
2. Når sygehuset starter med medicinen, så er der flere, der fortsætter med medicin og ikke holder op pga. bivirkninger eller fordi de er kede af at tage medicin.
3. Nogle studier har påvist, at folk ikke ændrer livsstil, de får ikke blodtrykket ned, og de bliver ikke mere aktive eller stopper med at ryge
4. Andre studier viser, at folk ikke kender til det normale blodtryk. De kender godt til risikoen for en ny apopleksi, men forbinder det ikke med deres egen situation.
5. Et studie har påvist, at ved at lade 80 TCIpatienter følge et forløb på et hjerterehabiliteringshold blev den fysiske kondition bedre, kolesteroltallet faldt og livvidden, hofteomkreds, BMI samt vægt faldt.
6. Andre studier igen påviser en reduktion i antal rygere gennem telefonopfølgning af sygeplejerske eller reduktion af blodtryk ved at fokusere på risikogrupper samtidig med at sygeplejersken hele tiden tog udgangspunkt i Den motiverende Samtale (at vi er eksperter i eget liv og selv redegør for vores ambivalens) og Self-efficacy (at vi har tiltro til vores egen evne til at handle på en given måde for at opnå et mål)
7. Studier påviser, at en del TCIpatienter har forringet livskvalitet og sindsstemning efter TCItilfældet. At de har angst og frygt for et nyt tilfælde. De studier har ikke været efter en udredning på et dagsafsnit, så vidt jeg kan se.

Blev jeg så klogere af det? Ja jeg ved nu, at det er godt, at vi har lavet det dagafsnit og at vi følger op med en telefonisk samtale. Min erfaring siger mig så, at det er svært for sygeplejersken at nå den individuelle samtale med patienten i al den hektiske aktivitet for patienten, der sker på sådan en dag. Min erfaring siger mig, at patienterne har været glade for forløbet, det giver de udtryk for ved telefonsamtalen efterfølgende. Jeg ved nu også, at i hvert fald ét studie understøtter min undren over, at man ikke i Nordjylland har et samlet undervisnings/rehabiliteringstilbud til TCIpatienter som hos hjertepatienter. Om det er kommunalt eller sygehusbaseret er egentlig underordnet for mig. Lige nu skal patienten tage på forskellige kurser for hver risikofaktor.

Og så har jeg slet ikke beskæftiget mig det, jeg ved om teorier om mestringsevne, om at blive syg, om at skulle ændre livsstil osv.

Hvad jeg ikke ved, er hvordan patienterne egentlig oplever det at komme ind og få en diagnose stillet så hurtigt og blive sendt hjem med medicin og gode råd. De siger, de er glade for forløbet, men er det, fordi de synes, at det skal de sige, når nu sygehuset er så effektiv til at få undersøgelserne igennem? Hvordan har de egentlig haft det bagefter? Og fik de noget ud af telefonsamtalen, eller skulle den ligge på et senere tidspunkt? Hvordan har det været at skulle ændre livsstil*, og har de egentlig gjort det? Hvor henter de råd, hvis de er i tvivl? Hvorfor synes jeg, det er et problem, at jeg ikke ved det? Godt nok siger studierne, at det er effektivt at få patienterne i gang med medicinen så hurtigt som muligt, men der er også en vis del, som får problemer senere hen.  Kunne vi på sygehuset gøre noget anderledes, eksempelvis lægge telefonsamtalen et par uger senere, eller støtte patienten bedre i at sætte mål for ændringer, eller skal der et forløb til over flere dage med eksempelvis undervisning af forskellige faggrupper? Eller er det bare godt, det vi gør?

*Livsstil forstås her som det at få reduceret sine risikofaktorer gennem:

1. at motionere
2. spise sund kost med fokus på mange grøntsager/frugt,  mere fisk, mindre fedt og mindre salt
3. rygestop
4. tabe sig, hvis man er overvægtig
5. drikke alkohol med måde (under 7 /14 genstande om ugen, afhængig af om man er kvinde/mand)

Hvis du er nået helt herned, vil jeg gerne takke dig for din tålmodighed og ønske dig en god dag.