tirsdag, maj 07, 2013

NOTE: DU BEHØVER IKKE AT LÆSE DET HER :-)

Dette indlæg er skrevet helt for min egen skyld, jeg har brug for at sætte ord på et problem og har brug for at skrive det til nogen, der ikke har sygeplejefaglig viden.

Jeg har hørt fra min vejleder, som skriver, at jeg skriver godt, men at jeg ikke er helt klar over hvad jeg vil arbejde videre med. Det troede jeg, at jeg var! Hendes råd er, at jeg skal skrive videre, og når jeg har fundet min “prik”, så skal jeg korte ned. Hannes kommentar om, at problemformuleringen er den halve opgave har hjulpet mig mentalt til at sætte mit forventningstempo ned. Så nu vil jeg gå andre veje, for måske skyldes alle mine problemer med at skrive, at min vejleder har ret. Jeg får panikangst ved tanken om, at jeg måske slet ikke skal skrive om det, jeg hele tiden har troet, var emnet. Jeg har sagt ja til en vejledning i morgen tidlig, jeg har i den grad brug for at blive vejledt.

Her kommer så mine tanker om mit emne. Vi har to kategorier af patienter, vi har de svært ramte og så har vi de selvhjulpne patienter. Der er dem med få symptomer, men som har en apopleksi, og så er der dem, hvor symptomerne er forsvundet inden 24 timer og som har haft en forbipasserende blodprop, en TCI. De selvhjulpne har det med at “forsvinde” for sygeplejersken, fordi der er så meget at gøre hos den anden gruppe patienter. TCIpatienterne skal nu ikke være indlagt, med mindre de skal observeres eller har brug for yderligere undersøgelser. De skal i stedet for komme i vores nye dagafsnit, hvor alle undersøgelser på nær hjerteundersøgelsen skal foregå samme dag. Sygeplejersken er koordinator i at få det hele til at spille sammen, og hun har også til opgave at slutte dagen af med en samtale, hvor nyt medicin, sygdommens karakter og signaler, man skal reagere på samt hvordan patienten kan forebygge, at han får en ny TCI eller en apopleksi. Det er der faktisk over 10 %, der får i løbet af de første uger. På sigt er der også øget risiko for at få andre hjerte-karsygdomme, så som blodprop i hjertet eller dårligt blodomløb i benene. Nye studier har vist, at ved at speede udredningen op og starte med medicin for blodtryk, kolesterol og mod nye blodpropper med det samme, så er risikoen de første tre måneder kommet ned på under 2 %.  Derudover får patienterne et tilbud om at blive ringet op en uge efter af sygeplejersken. Det lyder alt sammen godt. MEN så er det min viden om det levede liv kommer ind, for hvordan er det at få en sådan diagnose, en hvor man er rask at se til, men samtidig skal man leve med en viden om, at man resten af sit liv skal tage medicin? Man skal også håndtere, at andre siger, man skal stoppe med at ryge, man skal få sit blodtryk ned, man skal bevæge sig mere, man skal ændre på sin kost, man skal tabe sig. Alt sammen faktorer, som man ved, via studier, øger risikoen for at få en apopleksi.

Se det har jeg jo så undersøgt, fordi en klog forskningssygeplejerske sagde til mig, hvad ved vi, hvad ved vi ikke og hvad vil vi gerne vide. Og jeg har fundet et hav af studier, og jeg tror, det er det hav, jeg nær druknede i ;-)

Hvis du har mod på mere, så fortsætter vi, ellers går jeg vejen alene. Godt – hvad ved vi?

  1. Hurtig udredning og start med medicin virker – det har jeg skrevet om ovenfor.
  2. Når sygehuset starter med medicinen, så er der flere, der fortsætter med medicin og ikke holder op pga. bivirkninger eller fordi de er kede af at tage medicin.
  3. Nogle studier har påvist, at folk ikke ændrer livsstil, de får ikke blodtrykket ned, og de bliver ikke mere aktive eller stopper med at ryge
  4. Andre studier viser, at folk ikke kender til det normale blodtryk. De kender godt til risikoen for en ny apopleksi, men forbinder det ikke med deres egen situation.
  5. Et studie har påvist, at ved at lade 80 TCIpatienter følge et forløb på et hjerterehabiliteringshold blev den fysiske kondition bedre, kolesteroltallet faldt og livvidden, hofteomkreds, BMI samt vægt faldt.
  6. Andre studier igen påviser en reduktion i antal rygere gennem telefonopfølgning af sygeplejerske eller reduktion af blodtryk ved at fokusere på risikogrupper samtidig med at sygeplejersken hele tiden tog udgangspunkt i Den motiverende Samtale (at vi er eksperter i eget liv og selv redegør for vores ambivalens) og Self-efficacy (at vi har tiltro til vores egen evne til at handle på en given måde for at opnå et mål)
  7. Studier påviser, at en del TCIpatienter har forringet livskvalitet og sindsstemning efter TCItilfældet. At de har angst og frygt for et nyt tilfælde. De studier har ikke været efter en udredning på et dagsafsnit, så vidt jeg kan se.

Blev jeg så klogere af det? Ja jeg ved nu, at det er godt, at vi har lavet det dagafsnit og at vi følger op med en telefonisk samtale. Min erfaring siger mig så, at det er svært for sygeplejersken at nå den individuelle samtale med patienten i al den hektiske aktivitet for patienten, der sker på sådan en dag. Min erfaring siger mig, at patienterne har været glade for forløbet, det giver de udtryk for ved telefonsamtalen efterfølgende. Jeg ved nu også, at i hvert fald ét studie understøtter min undren over, at man ikke i Nordjylland har et samlet undervisnings/rehabiliteringstilbud til TCIpatienter som hos hjertepatienter. Om det er kommunalt eller sygehusbaseret er egentlig underordnet for mig. Lige nu skal patienten tage på forskellige kurser for hver risikofaktor.

Og så har jeg slet ikke beskæftiget mig det, jeg ved om teorier om mestringsevne, om at blive syg, om at skulle ændre livsstil osv.

Hvad jeg ikke ved, er hvordan patienterne egentlig oplever det at komme ind og få en diagnose stillet så hurtigt og blive sendt hjem med medicin og gode råd. De siger, de er glade for forløbet, men er det, fordi de synes, at det skal de sige, når nu sygehuset er så effektiv til at få undersøgelserne igennem? Hvordan har de egentlig haft det bagefter? Og fik de noget ud af telefonsamtalen, eller skulle den ligge på et senere tidspunkt? Hvordan har det været at skulle ændre livsstil*, og har de egentlig gjort det? Hvor henter de råd, hvis de er i tvivl? Hvorfor synes jeg, det er et problem, at jeg ikke ved det? Godt nok siger studierne, at det er effektivt at få patienterne i gang med medicinen så hurtigt som muligt, men der er også en vis del, som får problemer senere hen.  Kunne vi på sygehuset gøre noget anderledes, eksempelvis lægge telefonsamtalen et par uger senere, eller støtte patienten bedre i at sætte mål for ændringer, eller skal der et forløb til over flere dage med eksempelvis undervisning af forskellige faggrupper? Eller er det bare godt, det vi gør?

P1050808

*Livsstil forstås her som det at få reduceret sine risikofaktorer gennem:

  1. at motionere
  2. spise sund kost med fokus på mange grøntsager/frugt,  mere fisk, mindre fedt og mindre salt
  3. rygestop
  4. tabe sig, hvis man er overvægtig
  5. drikke alkohol med måde (under 7 /14 genstande om ugen, afhængig af om man er kvinde/mand)

Hvis du er nået helt herned, vil jeg gerne takke dig for din tålmodighed og ønske dig en god dag.

14 kommentarer:

  1. Ja jeg læste skam det hele.. :-)
    Håber det gav dig en klaring på problemformuleringen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, talk fordi du læste med :-) Afklaring gav det ikke, men måske en formodning om hvad det er jeg vil.

      Slet
  2. Ved ikke, om jeg egentlig skal kommentere? Er patient i helt anden sammenhæng. Fint med samtale, men jeg har savnet skriftligt materiale. Man får mange ting hældt ind lige pludselig, det kan være svært at huske, forstå og samtidig få stillet afklarende spørgsmål. Det lyder så godt med bred opfølgning senere, når hverdagen er tilbage, og man som patient har gjort erfaringer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære anonym, jeg er rigtig glad for at du har givet dig tid til at kommentere. Jeg synes også skriftligt materiale skal med, og vi føler ofte vi læsser pjecer på vores patienter, så jeg kunne måske godt tænke mig at det blev det, man kunne snakke om senere hen :-)

      Slet
  3. Du har mange super gode faktorer med. Jeg er selv hjemmesygeplejerske i Sønderborg , og her er der netop oprettet et akutteam i hjemmeplejen , der skal følge op på de udskrevne patienter( som enten i forvejen er tilknyttet hjemmeplejen, eller bliver tilknyttet fra sygehuset.

    Var det mon noget der er tænkt på i Nordjylland?

    Held og lykke med dit skriveprojekt.

    Hilsen Heidi

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Heidi, tak for din kommentar :-) Det lyder spændende med jeres akutteam. Vi har en visitationsenhed, som er bindeled mellem sygehus og kommune, og det fungerer godt.De patienter vi udskriver bliver ikke tilknyttet hjemmeplejen, for de har jo ikke fysisk behov for hjælp, men måske får I også dem tilknyttet? Jeg kunne tænke mig en opfølgning,som eksempelvis KOL, diabetes og hjertepatienter får i det kommunale regi.

      Slet
  4. Jeg læste også det hele, og der er rigtig mange spændende overvejelser. Jeg er sikker på, at du får en rigtig god opgave ud af det! Det glæder mig meget, at du kunne bruge min tidligere kommentar, om at problemformuleringen er halvdelen af opgaven, til noget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Hanne og min kommentar til dig lige før er forsvundet op i den klare blå luft :-) Jeg messer din sætning hele tiden, for jeg er dybt frustreret lige nu ;-)

      Slet
  5. Læste skam osse det hele. Og gjorde det faktisk mere end én gang. Især dit pkt 2 vedr medicin måtte jeg læse et par gange. Virkede nemlig mest som om der enten manglede et ikke eller var ét for meget. Men nu tror jeg (måske) jeg har fanget den.

    Det der tricker mig i det du skriver er dine "hvad ved vi" punkter. Og uden at være særlig fagligt stærk på dit felt lokker det min gamle og forholdsvis stærke akademiker frem - godt gemt bagest i hovedet, men dog i live endnu.

    Du refererer til undersøgelser som noget vi ved. Jeg går ud fra at disse undersøgelser er valide.

    1. hurtig udredning virker.
    - ja.. tilsyneladende - men hvorfor.. eller rettere hvorfor virker en langsommere udredning ikke?

    2. Sygehuse og medicin.. hvorfor virker det bedre end hvis andre gør det?

    3. blodtryk - ganske givet at alt for få kender til dets betydning og hvad det bør ligge - men hvorfor er det nu sådan... hvem har "glemt" at informere om dét mellem alle de andre sundshedsråd vi får smidt i hovedet

    4. Rehabiliteringsophold - det virker osse.. men bedre end idividuelle behandlingsforsøg.. eller dårligere? Hvorfor? Hvad er forskellen (hvisker at det lyder som rent gruppepres, der på nudansk hedder gruppedynamik)

    5. Rygning og opfølgningssamtaler.. ja det er der nok ingen tvivl om. Men igen - hvorfor virker det.. og hvorfor virker det andet IKKE.

    6. mjaeeeh det er der med garanti noget om. Men har disse patienter det signifikant anderledes eller sværere end andre patientgrupper.

    Hvis du retter en kikkert mod et punkt - så ser du kun dette punkt og kommer til at kende dette punkt rigtigt godt.. men du ser ikke omgivelserne, du ser ikke om der findes en masse andre punkter i den virkelighed som er markant anderledes.

    jeg bliver sendt lidt retur til goe gamle Sir Popper, der argumenterede for at man ikke kunne påvise at alle svaner er hvide ud fra en gruppe på hverken 10-100-1000-1000-10000 hvide svaner.. for så længe man ikke har fundet den ene anden svane der er sort - så ved man det jo ikke. Til gengæld kan man endegyldigt afvise en sådan teori hvis man finder den sorte svane. Teorien er bevist den da vi har set alle denne verdens svaner - på en gang. Først da kan vi sige at svaner er hvide. Altid. Før det kan vi kun sige - at de svaner vi har set er hvide.

    Ifølge Popper er en sand teori en der bare ikke er afvist endnu af endnu uopdagede empiriske iagttagelser. En god teori er en der overlever anslag fra modteorier.

    Sir Popper tog fejl af mangt og meget - men selve hans tankesæt er altid værd at have med i hovedet når man læser om undersøgelser der påviser dit og dat - uanset hvor logiske deres konklusioner må forekomme at være. Det er altid godt at spørge sig selv hvorfor og hvorfor ikke.

    Og nu har jeg så ca begået en kommentar der er næsten lige så lang som indlægget :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Overlever, det var skønt at klikke ind til sådan en kommentar. Hr. Popper er god at have med. Studierne har jeg kikket på med kritiske øjne, og de virker valide. Studierne omkring hurtig udredning har mange mennesker med i studiet. Et helt område i England er blevet fulgt mht apopleksi/TCI gennem mange år. Først blev TCIpatienterne henvist via egen læge, det kunne der gå noget tid med og når de var udredt, skulle egen læge opstarte behandlingen, det kunne der også gå noget tid med. Derefter skifter man strategi, en faktor nemlig at alle patienter må nu komme til en klinik uden henvisning og de ryger gennem hele programmet på en dag og får medicin med hjem til 4 uger. Og tallene taler for denne måde. Apopleksiraten faldt fra over 10 % til under 2 % ret hurtigt.

      Omkring rehabilitering, det skal forstås bredt. Rehabilitering af en svært ramt apopleksipatient er anderledes end til en iøvrigt frisk hjertepatient. Hjerterehabilitering foregår 2 gange om ugen i 8 - 10 uger, hvor man bl.a træner i en gruppe sammen med en fysioterapeut og lærer at der sker ikke noget ved at træne hårdt, når blot man lytter til sit hjerte, faktisk har hjertet godt af det. Derudover snakker man sammen i gruppen med sygeplejersken om forskellige temaer, og ofte kan patienterne hjælpe hinanden, meget bedre end sygeplejersken,og alle undersøgelser af patienternes oplevelse af dette, er positivt.Vores hjertesygeplejersker er uddannet til at kunne ændre på medicinen sammen med patienten, hvis eks. blodtrykket ikke vil nedad eller der opstår bivirkninger, og hun har en læge som bagstøtte.
      Hvorfor virker det, når man ringer til patienterne? Tja en af forklaring kunne være det at man får støtte til en ændring, man selv har beslutte. God nok ud fra råd fra en læge, men motivation og ressourcer skal der til, hvis man skal ændre noget. Men som en af mine bøger siger, så kan man ikke bruger hr Popper og de andre kvantitative kloge herrer til så meget, når det gælder menneskers indre liv, det de føler, det de erfarer, det der motiverer dem, for hvordan måler man det? Derfor bruger man oftest de kvalitative studiers tilgang, hvor man får løftet en flig ved at interviewe nogle mennesker, man gør det ikke til hele sandheden, men det kan give nogle temaer, man skal være opmærksom på, så som det studie, der påviste angst og frygt efter et TCItilfælde.
      Puha, overleveren, nu er jeg træt i mit hoved, så du får ikke lige nu kommentar til de øvrige punkter :-)

      Slet
    2. Ved nu heller ikke hvor relevante det hele egentlig var.. blev bare lige lidt nørdet... men kvalitative undersøgelser er altid godt - men det sælger altså bare ikke så godt til sundhedsøkonomerne. Li det eller lade være - men de er altså en del af den verden og er med til at bestemme hvad der skal til og hvad der ikke skal til - eller rettere - hvad der kan undværes.

      god skrivelyst...

      Slet
    3. Tak overleveren :-) Næh der skal tørre facts på bordet, som at der er færre der får apopleksi, det kan de forstå :-)

      Slet
  6. Jeg synes det lyder rigtig spændende, og helt sikkert studier og afhandlinger værd. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at skal du skrive om alt det i en enkelt opgave eller er du ude i en doktordisputats eller en bog på flere hundrede sider?

    Jeg mener bare, at det er meget at gabe over, og selvom det hele er sindsygt spændende og hænger sammen, er det måske nødvendigt at vælge et smallere emne og grave dybere lige der.

    Det kunne være dit eget spørgsmål om patienternes egen oplevelse.
    Det kan også være jeg er helt ved siden af.

    SvarSlet
    Svar
    1. Pernille, du er overhovedet ikke ved siden af, det er jo faktisk det, der er mit problem. Jeg skal afgrænse mig så jeg gør det tydeligt, hvorfor jeg gerne vil finde ud af patienternes oplevelse. Tak fordi du satte gode velvalgte ord på det jeg tumler med lige nu :-)

      Slet