30 grader i Trondheim og regn i sigte herhjemme

 Den sidste dag i Trondheim for 14 dage siden blev tilbragt på samme vis om formiddagen som de andre to dage. Bedsteforældreleg med barnebarn hjemme, mens forældrene og faster sov længere. Jeg gik den faste middagstur i skoven bag deres hus, så S faldt i søvn. Det var varmt og det skulle blive endnu varmere.

Om eftermiddagen drog vi til stranden, tæt på hvor vi boede første gang, vi holdt ferie i Trondheim. Der var 30 grader og da alt over 23 gør mig dårlig, nød jeg at køle fødderne i det våde sand sammen med S. Han havde ikke lyst til vandet, men derimod til at gå på opdagelse. Så vi fandt sten, vi kunne smide i vandet, vi fandt små og store muslingeskaller vi puttede i vores spand. Vi gravede grøfter, så vandet kom længere ind og vi så på andre børns spændende lege. Vi mærkede det ujævne underlag med bump og huller i sandet. Alt var en oplevelse.

Da S sov om aftenen, nød vi den lækre aftensanretning med pil selv rejer. Jeg har aldrig været fan af det, fordi jeg ikke kunne finde ud af det. Men nu er det efterhånden en tradition, at vi får det om sommeren i Trondheim, og min svigerdatter har lært mig at pille rejer, så nu får jeg noget at spise næsten lige så hurtigt som de andre, og jeg nød det :-)

Næste dag stod vi meget tidligt op, S skulle i børnehave, sønnen på arbejde og svigerdatteren i gang med sit studie. Vi andre tre hoppede i bilen og kørte sydpå. Vi var i så god tid, at landmanden svingede indenom Kvikne kirke. Vi har så tit snakket om at gøre det, nu blev tiden til det. En gamle trækirke fra 1654, en kirke hvor Bjørnstjerne Bjørnson er døbt. BB har blandt andet skrevet teksten til Norges nationalsang,fået nobelpris i litteratur og jeg husker hans navn fra en gammel pigebog, der havde været min mors, om en norsk pige, Kari, som drog til Kristiania (Oslo) og blandt andet var til selskab, hvor den store forfatter og samfundsdebattør BB var til stede. Desværre var kirken ikke åben, men vi kiggede ind af vinduerne og fik et lille glimt af de smukke træudskæringer.

Datteren blev sat af i en lille by efter Oslo, hvor en af hendes bedste veninder bor sammen med sin norske mand og barn. Her skulle hun holde ferie et par dage. Vi to "gamle" kørte til færgen og nød det gode vejr og den lækre buffet undervejs til Danmark. 

Om lidt skal vi være sammen igen. Søn, svigerdatter og S holder nemlig ferie hos os, så vi skal rigtig se på traktorer og hygge os. Datteren kommer også hjem, så forhåbentlig gider vejrmeldingen ændre sig, så vi kan komme på opdagelse i det jyske. Svigerdatteren skal se lidt mere af Jylland end blot vores gård :-)

Har du nogle gode steder, som er sjove for både et knapt to-årigt barn og de voksne, så skriv endelig. Gerne også steder, der egner sig til en regnvejrsdag, for dem bliver der vist mange af.

Søndagsvandring på fjeldet

Det havde længe stået på vores ønskeliste at vandre på et af fjeldene omkring Trondheim, så søndag blev dagen, hvor vi tog af sted. Der er jo lyst hele tiden, så vi havde ingen hast. Vi vågnede langsomt, spiste morgenmad, legede og så gik jeg tur med S i klapvogn, så han faldt i søvn. Efter hans middagslur tog vi på loppemarked eller brugtmarked i Heimdal. Svigerdatterens storesøster og niece havde en stand med tøj, ting og legetøj. Det var hyggeligt at få hilst på dem.

Nu blev der skiftet til vandretøj og der kom masser af solcreme på kroppen, der ville blive op til 28 grader denne dag. Turen gik til Gråkallen og Skistua. Ved Skistuaen var der parkeringsplads og derfra var ca. 20 minutters vandring op til toppen. Der lå en smuk sø (bjergsø, kalder man mon en sø på fjeldet det i Norge?) ved parkeringspladsen. 

S kom op i bærestolen og her havde han god udsigt til os andre og fjeldet. Der var den smukkeste udsigt undervejs udover Trondheim

Heldigvis luftede det, så det føltes ikke så varmt. Vi tog dog pauser undervejs for at nyde udsigten, drikke vand (og få vejret)

Oppe på toppen kunne vi nu se udover fjorden og se over til S' mormor, så vi vinkede og S fortalte os ivrigt, at der var "båten" til mormor og "hej hej mormor". Det skete hver gang han fik øje på færgen på fjorden.

Vi vandrede ud til kanten, så vi rigtig kunne se mod nord. Området var visse steder meget fugtigt og her voksede kæruld som hjemme i mosen. 

Vi hyggede os, drak vand og pludselig kom en helikopter hen mod os, den cirkulerede rundt i området og min svigerdatter kunne læse på nyhederne, at man eftersøgte en mand på 78 år, som var forsvundet i området. Da vi kom ned, var der hundefolk, politibiler samt ATVer, men heldigvis kunne vi læse senere, at manden var fundet i god behold.

sønnen byggede en lille varde af fem sten som tegn på at vi havde været der

Så gik turen ned igen, det havde været en skøn tur med tid til at nyde udsigten og gå ture med S, hvor jeg igen fik lov til at se omgivelserne med et barns øjne.

Fårene havde det også varmt, så de havde lagt sig midt på asfaltvejen i skyggen, og de havde ikke tænkt sig at flytte sig, så det måtte vi andre så gøre.

Hjemme tændte vi op i grillen igen og hyggede os på terrassen, til S skulle i seng. Så fortsatte vi aftenen indenfor med spil og aftente. 

 

Savn og glæde

Vi savner, men sådan er det, når vi lige har været intenst sammen i 3 dage. Det er ok, for savnet skyldes at vi elsker og er elsket. Forrige fredag tog vi datteren med i bilen og drog mod Norges land. Hun havde aldrig prøvet turen med færgen til Larvik og derefter 8 timers kørsel gennem det smukkeste landskab for at ende omfavnet af søn og midnatslyset i Trondheim svigerdatter og barnebarn S sov. Det blev en god tur, vi så endda en elgko på marken og selvfølgelig is på fjeldtoppene, ligesom Storelgen blev besøgt på vejen. Vejret var smukt, solen stod højt, færgeturen gik godt og vi havde masser af te og kolde drikkevarer med samt hjemmebagte boller med på turen.

et solbeskinnet Larvik

Klokken var tæt på 1 om natten, inden vi gik i seng. Jeg vågnede om morgenen ved, at S var utilfreds, men så snart jeg kom ind på badeværelset, fik jeg et smil. Og farfar dukkede også op, så vi kunne sammen med mamma og pappa gå op i stuen og finde vores gaver frem. S elsker traktorer, han elsker farfars traktorer, som han tit har set på facetime, han elsker sin John Deere kasket og hue og han var lykkelig for den nye t-shirt med en grøn traktor på og en ny kasket med samme motiv. Vi kunne godt blive reklamesøjle for traktorforretningens børnemerchandise, for landmanden elsker at handle der, inden vi skal være sammen med S.

S var blevet så lang og så god til sproget, siden sidst vi mødtes med ham fysisk. Ordene "farfar kom" blev flittigt brugt sammen med en arm, der vinkede og så skulle de lege. Ligesom S' far gjorde da han var knap 2 år, blev vi alle kommanderet til at stå på linje, hvorefter S talte højt til 3, og så løb vi om kap. S sørgede omhyggelig for at begynde at løbe, inden han havde sagt 3, så var han også sikker på at komme først :-)

Vores anden gave var et selvkørende tog til brio togbanen, som jeg havde købt. Hold nu op som vi fik megen tid til at gå med den gave, for den kunne jo skubbe eller trække alle de andre toge, vogne, lastbil, som S havde fået i julegave. Det sjoveste var dog, da S fandt ud af, at toget også kunne køre på gulvet, for så blev det sendt ind under sofaen og så løb vi om på den anden side for at se, hvor den kom ud henne. Det blev der brugt meget tid på den weekend. "Åh nej" sagt med den skønneste norske barnestemme og med beklagelse i stemmen sker hver gang noget ikke går som planlagt; når toget sidder fast, når duplotårnet vælter, når ... og jeg elsker den stemme og de ord.

Denne gang har jeg nærmest ingen billeder taget, der kan bruges på bloggen, fordi jeg har taget masser af videoer/billeder af hele min dejlige familie, der leger, griner, hygger sig og bare nyder at være sammen.  At S føler sig forbunden med os og fortrolig med os er tydelig og det skyldes helt klart de mange snakke, vi har haft på facetime. Jeg måtte gerne skifte ham, gå ture med ham, når han skulle sove osv. 

Om eftermiddagen gik vi en tur til Tillerparken, et stort grønt område med masser af aktivitetsmuligheder. Vi prøvede balancebomme, vipper, gynger og kom op i det lille tårn med udsigt udover Tillerbyen.

Jeg elsker, at mit barnebarn kan forstå os og klart fortælle os, hvad han vil med få miner, fagter eller ord. Jeg elsker at gå sammen med ham og opleve verden gennem et lille barns øjne. Hvor er det dog længe siden, at jeg har fået lov til det. Jeg elsker, at jeg forstår fagterne for, at der kommer en bus (du kender dem også, hvis du kan fagterne til Hjulene på bussen drejer rundt- rundt), at kak-kak betyder rap rap på norsk, og at det er synonymt med alle slags fugle og ænder. Og S fik en stor oplevelse, for nogle børn fodrede mågerne med deres madrester (det var slet ikke godt, for det skal man ikke, men hvem nænner at sige det til dem), så pludselig var der måger overalt, som fløj omkring ørerne på de store børn og S, der gik ind midt i mågeflokken og stille iagttog det hele.

Der var varmt, meget varmt i Trondheim, så vi kunne nyde aftensolen længe på deres terrasse, hvor vi hyggede os med sæbebobler, sange og grillmad. Og da S sov, spillede vi spil sammen. Det er alt for sjældent vi gør det, men både søn og svigerdatter har rigtig mange brætspil og kortspil. Det var noget af det, de hurtigt fandt ud af, at de havde til fælles, da de mødtes første gang.

Og det var skønt at gå i seng og vide, at vi havde to hele dage mere sammen, inden bilen skulle køre sydpå.

PS og i dag kunne min mor være blevet 89 år. Jeg tænker tit, når jeg ser ældre kvinder, der er over 80, hvordan min mor ville have været som gammel kvinde (i følge en af vores læger er man i medicinsk regi først rubriceret som gammel, når man er over 80). Min mor døde 74 år gammel af tarmkræft. Jeg er sikker på, at hun ville have været en af dem, der holdt sig i gang, var orienteret om alt i kulturens verden. Hun ville også stadig have været fokuseret på sproget og været irriteret over journalisters manglende evne til at stave og bruge sproget rigtig. Jeg gad godt at have haft hende som en rollemodel for hvordan jeg kunne være, når jeg blev over 80. Sådan skulle det ikke være, så må jeg finde andre rollemodeller. Til hverdag er savnet der ikke, men når jeg skriver om hende, så savner jeg. 

Men som jeg indledte med, så har jeg den store glæde stadig at være elsket og at have nogen, som jeg elsker. Det er stort og ikke en selvfølge. Det er jeg dybt taknemlig for.