tirsdag, juli 04, 2023

Søndagsvandring på fjeldet

Det havde længe stået på vores ønskeliste at vandre på et af fjeldene omkring Trondheim, så søndag blev dagen, hvor vi tog af sted. Der er jo lyst hele tiden, så vi havde ingen hast. Vi vågnede langsomt, spiste morgenmad, legede og så gik jeg tur med S i klapvogn, så han faldt i søvn. Efter hans middagslur tog vi på loppemarked eller brugtmarked i Heimdal. Svigerdatterens storesøster og niece havde en stand med tøj, ting og legetøj. Det var hyggeligt at få hilst på dem.

Nu blev der skiftet til vandretøj og der kom masser af solcreme på kroppen, der ville blive op til 28 grader denne dag. Turen gik til Gråkallen og Skistua. Ved Skistuaen var der parkeringsplads og derfra var ca. 20 minutters vandring op til toppen. Der lå en smuk sø (bjergsø, kalder man mon en sø på fjeldet det i Norge?) ved parkeringspladsen. 

S kom op i bærestolen og her havde han god udsigt til os andre og fjeldet. Der var den smukkeste udsigt undervejs udover Trondheim


Heldigvis luftede det, så det føltes ikke så varmt. Vi tog dog pauser undervejs for at nyde udsigten, drikke vand (og få vejret)

Oppe på toppen kunne vi nu se udover fjorden og se over til S' mormor, så vi vinkede og S fortalte os ivrigt, at der var "båten" til mormor og "hej hej mormor". Det skete hver gang han fik øje på færgen på fjorden.


Vi vandrede ud til kanten, så vi rigtig kunne se mod nord. Området var visse steder meget fugtigt og her voksede kæruld som hjemme i mosen. 

Vi hyggede os, drak vand og pludselig kom en helikopter hen mod os, den cirkulerede rundt i området og min svigerdatter kunne læse på nyhederne, at man eftersøgte en mand på 78 år, som var forsvundet i området. Da vi kom ned, var der hundefolk, politibiler samt ATVer, men heldigvis kunne vi læse senere, at manden var fundet i god behold.

sønnen byggede en lille varde af fem sten som tegn på at vi havde været der

Så gik turen ned igen, det havde været en skøn tur med tid til at nyde udsigten og gå ture med S, hvor jeg igen fik lov til at se omgivelserne med et barns øjne.

Fårene havde det også varmt, så de havde lagt sig midt på asfaltvejen i skyggen, og de havde ikke tænkt sig at flytte sig, så det måtte vi andre så gøre.

Hjemme tændte vi op i grillen igen og hyggede os på terrassen, til S skulle i seng. Så fortsatte vi aftenen indenfor med spil og aftente. 

 

6 kommentarer:

  1. Sikke smukke billeder fra det dejlige nord, I får rigtig mange oplevelser ud af de få dage. Og det er også det der sker hos os, når vi er sammen med familien der bor langt væk. Jeg fik ikke skrevet til dit sidste indlæg, men den uendelige kærlighed og savnet er der altid, men på den anden side får man et andet samvær, fordi man er sammen alle døgnets timer.
    Hvad angår sprog, taler vores søn dansk med børnene og læser hver aften dansk godnathistorie, jeg prøver at finde danske forfattere, for at pleje dansk humor og fortællekunst. Men det er svært for de to små børnebørn, i luxembourgsk skole med fransk som første fremmedsprog.
    Tak for dine altid betænksomme indspark, kh Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine ord, Marianne. Vi er nemlig mere intens sammen, og det binder bånd på anden vis 🙂

      Slet
  2. Hvor er det bare smukt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, jeg tror aldrig jeg bliver træt af eller færdig med Norge 🙂

      Slet
  3. Så flotte grønne og blå farver på fjeldet. Og den udsigt! Det må have været alletiders tur; og netop også med et barns oplevelser på sidelinjen.

    SvarSlet
  4. Sikke en tur! Norge er bare så eventyrligt smukt.
    Jeres oplevelse med fårene havde vi en parallel til, bare med rener. De lå dog ikke ned, men gik. Laaangsomt. Og det var jo meget lettere at gå på asfalten end ude i terrænet, så de agtede aldeles ikke at flytte sig, så vi kunne komme forbi.
    Marianne nævnte det med at være sammen 24/7. Det udligner faktisk fint det daglige savn, netop, som hun siger, fordi samværet er af en anden form, som på sin vis er bedre end når det er for nogle få timer.

    SvarSlet