Savn og glæde

Vi savner, men sådan er det, når vi lige har været intenst sammen i 3 dage. Det er ok, for savnet skyldes at vi elsker og er elsket. Forrige fredag tog vi datteren med i bilen og drog mod Norges land. Hun havde aldrig prøvet turen med færgen til Larvik og derefter 8 timers kørsel gennem det smukkeste landskab for at ende omfavnet af søn og midnatslyset i Trondheim svigerdatter og barnebarn S sov. Det blev en god tur, vi så endda en elgko på marken og selvfølgelig is på fjeldtoppene, ligesom Storelgen blev besøgt på vejen. Vejret var smukt, solen stod højt, færgeturen gik godt og vi havde masser af te og kolde drikkevarer med samt hjemmebagte boller med på turen.

et solbeskinnet Larvik

Klokken var tæt på 1 om natten, inden vi gik i seng. Jeg vågnede om morgenen ved, at S var utilfreds, men så snart jeg kom ind på badeværelset, fik jeg et smil. Og farfar dukkede også op, så vi kunne sammen med mamma og pappa gå op i stuen og finde vores gaver frem. S elsker traktorer, han elsker farfars traktorer, som han tit har set på facetime, han elsker sin John Deere kasket og hue og han var lykkelig for den nye t-shirt med en grøn traktor på og en ny kasket med samme motiv. Vi kunne godt blive reklamesøjle for traktorforretningens børnemerchandise, for landmanden elsker at handle der, inden vi skal være sammen med S.

S var blevet så lang og så god til sproget, siden sidst vi mødtes med ham fysisk. Ordene "farfar kom" blev flittigt brugt sammen med en arm, der vinkede og så skulle de lege. Ligesom S' far gjorde da han var knap 2 år, blev vi alle kommanderet til at stå på linje, hvorefter S talte højt til 3, og så løb vi om kap. S sørgede omhyggelig for at begynde at løbe, inden han havde sagt 3, så var han også sikker på at komme først :-)

Vores anden gave var et selvkørende tog til brio togbanen, som jeg havde købt. Hold nu op som vi fik megen tid til at gå med den gave, for den kunne jo skubbe eller trække alle de andre toge, vogne, lastbil, som S havde fået i julegave. Det sjoveste var dog, da S fandt ud af, at toget også kunne køre på gulvet, for så blev det sendt ind under sofaen og så løb vi om på den anden side for at se, hvor den kom ud henne. Det blev der brugt meget tid på den weekend. "Åh nej" sagt med den skønneste norske barnestemme og med beklagelse i stemmen sker hver gang noget ikke går som planlagt; når toget sidder fast, når duplotårnet vælter, når ... og jeg elsker den stemme og de ord.

Denne gang har jeg nærmest ingen billeder taget, der kan bruges på bloggen, fordi jeg har taget masser af videoer/billeder af hele min dejlige familie, der leger, griner, hygger sig og bare nyder at være sammen.  At S føler sig forbunden med os og fortrolig med os er tydelig og det skyldes helt klart de mange snakke, vi har haft på facetime. Jeg måtte gerne skifte ham, gå ture med ham, når han skulle sove osv. 

Om eftermiddagen gik vi en tur til Tillerparken, et stort grønt område med masser af aktivitetsmuligheder. Vi prøvede balancebomme, vipper, gynger og kom op i det lille tårn med udsigt udover Tillerbyen.

Jeg elsker, at mit barnebarn kan forstå os og klart fortælle os, hvad han vil med få miner, fagter eller ord. Jeg elsker at gå sammen med ham og opleve verden gennem et lille barns øjne. Hvor er det dog længe siden, at jeg har fået lov til det. Jeg elsker, at jeg forstår fagterne for, at der kommer en bus (du kender dem også, hvis du kan fagterne til Hjulene på bussen drejer rundt- rundt), at kak-kak betyder rap rap på norsk, og at det er synonymt med alle slags fugle og ænder. Og S fik en stor oplevelse, for nogle børn fodrede mågerne med deres madrester (det var slet ikke godt, for det skal man ikke, men hvem nænner at sige det til dem), så pludselig var der måger overalt, som fløj omkring ørerne på de store børn og S, der gik ind midt i mågeflokken og stille iagttog det hele.

Der var varmt, meget varmt i Trondheim, så vi kunne nyde aftensolen længe på deres terrasse, hvor vi hyggede os med sæbebobler, sange og grillmad. Og da S sov, spillede vi spil sammen. Det er alt for sjældent vi gør det, men både søn og svigerdatter har rigtig mange brætspil og kortspil. Det var noget af det, de hurtigt fandt ud af, at de havde til fælles, da de mødtes første gang.

Og det var skønt at gå i seng og vide, at vi havde to hele dage mere sammen, inden bilen skulle køre sydpå.

PS og i dag kunne min mor være blevet 89 år. Jeg tænker tit, når jeg ser ældre kvinder, der er over 80, hvordan min mor ville have været som gammel kvinde (i følge en af vores læger er man i medicinsk regi først rubriceret som gammel, når man er over 80). Min mor døde 74 år gammel af tarmkræft. Jeg er sikker på, at hun ville have været en af dem, der holdt sig i gang, var orienteret om alt i kulturens verden. Hun ville også stadig have været fokuseret på sproget og været irriteret over journalisters manglende evne til at stave og bruge sproget rigtig. Jeg gad godt at have haft hende som en rollemodel for hvordan jeg kunne være, når jeg blev over 80. Sådan skulle det ikke være, så må jeg finde andre rollemodeller. Til hverdag er savnet der ikke, men når jeg skriver om hende, så savner jeg. 

Men som jeg indledte med, så har jeg den store glæde stadig at være elsket og at have nogen, som jeg elsker. Det er stort og ikke en selvfølge. Det er jeg dybt taknemlig for.