Tåbelige mig

Dagen er brugt på projektarbejde. Glæder I jer ikke helt vildt til, at vi får den artikel udgivet? Så skal I ikke høre om det mere. I dag sad vi pludselig og kiggede opgivende på hinanden. Hvordan oversætter man citater fra patienter, hvor de bruger typiske danske fraser? I følge ordbogen.com hedder det at stikke en kæp i hjulet på engelsk "upsetting a applecart" Heldigvis må man gerne bruge en livline, og jeg har en god ven, som er rigtig god til sprog og engelske udtryk. Jeg er dybt taknemlig for, at Ellen har sagt ja til at hjælpe os.

Bortset fra det havde vi en rigtig god dag hos min kollega. Vi knoklede løs og hun havde sørget for lækker mad. Hun havde endda sørget for mad, jeg måtte få. Det er der, det tåbelige kommer ind. Bare fordi jeg ikke må spise frø, kerner, inklusive frugter med kerner så som vindruer og kiwi, så har jeg mistet lysten til maden. Jeg har dog købt rugbrød uden kerner, og så må jeg undvære min kommenost. Jeg tør heller ikke spise mandler, selv om det vel egentlig ikke går ind under kerner og frø. Grovbollerne herhjemme er fulde af kerner, mit yndlingsknækbrød er fuld af kerner, min morgenmad får altid et drys af mandler, jeg elsker salater med tomater (de har vel også kerner) osv. Jeg overlever nok de fire dage, det hårdeste bliver det sidste døgn på flydende kost uden mælkeprodukter og indtagelse af heftig udrensningsmiddel. Jeg kender turen fra for fem år siden, og det er jo i håb om at skulle jeg ligne min mor sygdomsmæssigt, så opdager vi kræften i tide. (det er såmænd bare en koloskopi, en kikkertundersøgelse af tarmen, og er ren screening, ikke fordi jeg har symptomer)

Morgendagens arbejdsdag er blevet til en hjemmearbejdsdag, for selv om vi som sagt knoklede, så nåede vi ikke i mål. Det skal jeg søge at komme i morgen, mens den ene knokler inde på afdelingen og den anden holder velfortjent ferie. I næste uge skal vi fremlægge vores projekt i et nationalt forum for apopleksi. Det glæder vi os til, og om en måned drager vi til Milano for at præsentere vores poster om projektet.

I aften var jeg til litteraturkreds, og jeg måtte erkende for de andre, at jeg aldrig blev færdig med bogen. Den var simpelthen for trist, nok især fordi jeg lige forinden havde kæmpet med Maren Uthaugs bog. Det skønne ved at gå i litteraturkreds er så, at jeg fik alle de andres oplevelser af bogen. Mange syntes også, den var trist og tung, men samtidig fantastisk godt skrevet. Og det kunne jeg jo også godt høre, når vi læste stykker op fra bogen. Vores litteraturkredsleder er utrolig god til at binde bøgerne sammen med andre i samme genre, den tid de er skrevet i og forfatterens baggrund. På den måde blev bogen afsluttet på en ordentlig måde, og jeg havde et andet indtryk af den, da jeg tog hjem. Jeg glæder mig allerede til efteråret, hvor vi starter igen.

Skallerne fra søpindsvin fanget i havet ud for Lønstrup

Dansk som nyt sprog

Egentlig er det kommet bag på mig, at der ikke er et nationalt sprogkrav til læger fra EUlande, men at det er op til den enkelte region at definere dette.

Lad mig slå fast med syvtommersøm, jeg har mødt rigtig mange dygtige speciallæger indenfor neurologien, som er kommet til Danmark. Læger, hvor jeg har været tryg ved deres faglige viden. Og langt de fleste af dem er jeg også trygge ved i en hektisk hverdag. Men der findes læger, hvor jeg indimellem tvivler på, om de helt har forstået det, patienten/pårørende fortæller. Der er det, at jeg som sygeplejerske vælger at gå med ind, så jeg er en del af samtalen sammen med patient og pårørende, og jeg bliver dermed tolken, der oversætter dels det verbale, dels det nonverbale. Problemet i en hektisk hverdag er, at jeg måske er optaget hos en anden patient, når lægen har tid til at gå ind til den første patient. Så kan der ske misforståelser, nogle gange kan jeg godt udrede det for patienten og pårørende uden at tale med lægen først, fordi jeg efterhånden har så megen viden og erfaring. Andre gange må jeg ind og drøfte deres spørgsmål med lægen.

Værre er det faktisk, når jeg fornemmer, at lægen ikke forstår mine spørgsmål eller den information, jeg giver. At lægen nikker og svarer ja og nej på de rigtige steder, men at lægen bagefter siger noget, som ikke giver mening i den sammenhæng. Så bliver jeg utryg, og så bruger jeg mange kræfter på at få lægens beslutning bekræftet af andre læger. Det vil sige, at vi er mange, der bruger kræfter, som vi godt kunne have brugt andre steder, på noget, som bunder i sproglige problemer, altså ikke faglige problemer.

Så jeg håber, at man nationalt politisk ombestemmer sig og stiller krav til den sproglige kunnen. Og så må jeg gentage igen, jeg arbejder sammen med mange udenlandske læger, hvor jeg i dag ikke tænker over sprogproblemer. Læger, som i starten skulle guides sprogligt, men samtidig selv gjorde en kæmpeindsats for at lære det danske sprog og ikke mindst den danske kultur og vores indforståede humor i sproget.

nogle gange kan man tvivle på, om man nu kan det, man gerne vil

nogle gange handler det så om at turde tro på sig selv og springe ud i det

Inden sovetid

Energien er blevet brugt på arbejde, så herhjemme er der slappet af med computeren, gåtur og tedrikning.

Forleden dag så jeg en artikel på Dr.dk, som fik mig til at trække på smilebåndet. Deri stod der:

“Synes du også, det er irriterende, at påsken falder i marts det ene år og i april det næste? … Så er du enig med den såkaldte anglikanske kirke og dens overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby.” taget herfra

Det var ikke så meget det med, at påsken skulle være fast på en bestemt dato. Det var mere ordene “den såkaldte”, for i min sprogverden betyder det, at nogen giver sig ud for at være noget, de egentlig ikke er. Dette måtte jeg så slå op (sjovt ordvalg, når det jeg egentlig gør, er at taste en hjemmeside frem, skrive ordet og så klikke med musen):

“som har den nævnte betegnelse, der bruges af nogle el. mange, og som kan være tvivlsom, misvisende, triviel, ny el. sjælden”

Måske er det bare mig, men såkaldte behøvede slet ikke at være i sætningen, for den anglikanske kirke er den anglikanske kirke, og den er hverken tvivlsom, misvisende, ny, sjælden, men måske triviel i nogens øjne. Måske handler det mere om, at journalisterne ikke kendte til den anglikanske kirke, førend de skulle skrive om den? Eller kunne det være et nyt pendulord?

Pyt, det er vist bare småtanker før sovetid. Sov godt

PS når nu foråret stadig leger semivinter, så er det godt, at foråret kan springe ud indenfor.

Tanker fra et årsmøde 1

I weekenden var jeg til årsmøde i Dansk Selskab for Apopleksi, og jeg har lyst til at fortælle om, hvad der rører sig på det område. Blot det at være deltager giver noget, jeg får mødt mennesker fra andre sygehuse, jeg får drøftet hverdagen og den måde, vi arbejder på, med andre, som måske undrer sig og dermed tilskynder mig til at uddybe, hvorfor vi gør, som vi gør. Og dermed sætter det gang i en tankerække, som får mig til at konkludere, enten at det er godt, som vi gør det, eller at der er noget, vi kan ændre.

Før selve årsmødet var der tilbud om workshops med forskellige emner, to af dem blev aflyst og dermed fik jeg min leder og min kollega med på det emne, jeg skulle høre om. Og godt det samme, for nu er vi tre, der er begejstrede og har lyst til at udbrede den viden, vi fik. Emnet var støttende samtale til afasiramte mennesker. Afasi betyder nedsat evne til at bruge sproget, det kan vise sig som problemer med at finde ord, formulere sætninger, læse, skrive og forstå andres tale. Ikke alle problemer er til stede i lige høj grad hos den enkelte. Alle sygeplejersker har prøvet at forsøge at finde ud af, hvad en patient gerne vil. Alle sygeplejersker har prøvet at måttet opgive og efterlade en patient, der var dybt frustreret og selv være ked af det og frustreret. Denne metode er ikke ny viden, men handler om en systematik, som gør, at alle omkring patienten har samme tilgang til samtalen og dermed understøtter patientens mulighed for at kunne kommunikere med andre.

Metoden er bygget op om to principper; det anerkendende og det synliggørende. Patienten er en voksen person som alle andre og skal behandles som sådan, patienten er ikke barn, tunghør eller dum, så det nytter ikke noget at bruge babysprog, tale højt eller undlade at informere. Vi er ligeværdige! Det anerkendende ligger i at behandle patienten som ligeværdig og at anerkende de problemer, patienten har. Noget af det jeg har brugt længe, og som også var en af talemåderne her, er at sige, når man ikke kan forstå, hvad patienten gerne vil sige: jeg er ked af det, men JEG er lige nu ikke god nok til at forstå, det du gerne vil sige. Jeg kommer tilbage eller jeg finder en anden. Hermed lægger man ikke skylden over på patienten, for det er os, omgivelserne, der skal forsøge at finde en måde ind til det, som patienten har inde i hovedet. Patienten er jo ramt på sproget, vi forventer jo heller ikke, at en person med et lamt ben selv går ud for at hente kørestolen, den sørger vi for er ved siden af ham, at den er låst og tilgængelig for ham.

Det andet princip er synliggørende, her bruger denne metode, at der skrives få stikord undervejs om det man taler om, så patienten dels stimuleres i sin sprogproduktion, dels har mulighed for at pege eller bruge ja/nej kort til at vise, at det måske ikke er det patienten mente. Til sidst opsummerer man samtalen ved hjælp af gestikulationer, de tegnede ord og de talte ord. Det gælder også om at tale roligt, ikke bruge for mange ord, når man skal forklare sig, men at samtalen, som jeg så på en video, også gerne må bruge sjove indskudte bemærkninger, som man også gør i andre samtaler. Det giver jo et samspil og en god atmosfære mellem to voksne mennesker. Det var slående at se videoerne, at se hvordan patienten fik flere ord, men også livede op og følte sig set og hørt. Vi havde lyst til at gå hjem og prøve det af med det samme. Der er slet ingen tvivl om for os, at vi skal have solgt ideen til det tværfaglige team og få sat undervisning i gang. Heldigvis var der også to terapeuter med fra vores afdeling, og de var lige så begejstrede som os.

Noget af det de tre oplægsholdere også slog fast var, at denne metode åbnede op for, at selv svære emner kan tales om ved hjælp af denne metode. Og jeg røg tilbage til dengang jeg gik ind til en ung kvinde, der havde fået en apopleksi efter fødslen. Hun sad ved sin lille datters vugge og aede hende. Jeg besluttede mig for at sige det, som jeg troede hun tænkte, nemlig; det må være svært ikke at kunne sige noget, når du lige har fået en dejlig lille datter, som du gerne vil fortælle en masse. Hun nikkede og begyndte at græde, jeg sad lige så stille sammen med hende, jeg var blank i øjnene, men havde besluttet at jeg ville bære denne sorg sammen med hende. Senere satte jeg ord på, om at den lille pige jo kunne mærke sin mor og jeg tror faktisk også, vi snakkede om, at sang/ melodier (indlærte sange/melodier) ofte stadig kan hentes frem, da de ligger i højre hjernehalvdel, hvor sproget ligger i venstre hjernehalvdel. Jeg mener stadig, at jeg denne dag anerkendte og synliggjorde de tanker, den nybagte mor havde. Og jeg er den dag i dag stadig taknemlig for, at min søster, som desværre mistede sin datter på grund af en hjernesvulst, netop lærte mig dette, at sorgen ikke går væk, fordi man lader være med at snakke om den, men at sorgen bliver nemmere at bære, hvis der er nogen, der vil dele den.

Hvis du har lyst til at læse mere om metoden, har jeg fundet en artikel fra mit fagblad.

Ha en god tirsdag.

Skolegården

De står foran hinanden, to kamphaner, eller rettere kamphøns. De skændes, de smider ord efter hinanden, de er meget uenige, men egentlig går ordene netop på uenigheden. Pludselig tager de andre i gården parti, C stiller sig op ved siden af A og bruger sårende ord om B, så stiller D sig op med hænderne i siden og forsvarer B med lige så personlige og sårende ord som C. Og så går det løs, og midt i det hele står A og B og kigger på hinanden med lidt skræmte øjne, for hvad skete der her?

Ord er stærke, at have ordet i sin mund er en magtfaktor, man kan påvirke, man kan ændre, man kan gøre andre glade og rørte, man kan såre og ødelægge. Og selv om vi føler, at vi er meget neutrale i vores ordvalg, så sker det ofte, at ordene får en helt anden drejning/mening, når andre læser dem. Derfor er det at skrive blogindlæg heller ikke så ligetil. Det, der lød sjovt og blot var en fundering over ord, bliver pludselig til sprængstof i andres verden, og ens kommentarfelt bliver pludselig en beskidt skyttegravskrig, hvor alle sårer alle, mens de tror, de forsvarer andre.

Nej jeg har aldrig oplevet det her, men lige for tiden læser jeg med hos unge kvinder, hvor en del er mødre. Og forleden læste jeg et indlæg, som jeg godt var klar over handlede om ordene, ikke emnet ordene dækkede, men jeg misforstod helt tanken bag undren i forhold til de to ord. Det var der også andre, der gjorde, og så tog Fanden fat i kommentarfeltet. Begge parter svinede hinanden til. Og først da bloggeren skrev næste indlæg, gik det op for mig, at det faktisk var med modsat fortegn, at hun havde undret sig. Når hun undrede sig over ordet halvmaraton, så skyldtes det ikke, at hun syntes de, der løb, smykkede sig med lånte fjer fra maratonsuset, men det at hun syntes, de var så seje, så de burde have deres helt eget ord for den bedrift, de havde udført. Og når hun undrede sig over ordet pseudotvillinger, så skyldtes det ikke, at hun mente, de legede tvillingemødre uden at være det, men at hun faktisk mente, at det alt andet lige måtte være sværere at have to børn så tæt på hinanden, og dog alligvel forskellige, så det skulle ikke kaldes pseudotvillinger, men måske sit eget ord?

En anden blogger kom så på banen hos sig selv og gav sig til at fundere over vore reaktioner, når vi læser blogindlæg. Hun kom frem til det, som jeg er blevet belært om gennem hele min uddannelsesrejse, nemlig at det handler om konteksten. Kontekst betyder sammenhæng hvori noget indgår, optræder el. finder sted. Så når jeg læser noget om pseudotvillinger, så det faktum at mine børn defineres som pseudotvillinger i pædagogisk henseende, gør at jeg læser teksten på en helt anden måde og jeg lægger andre værdier og holdninger ind i det, jeg læser, og måske derfor ikke opfatter bloggerens mening. Så den anden blogger griber fat i egen og andres barme og opfordrer alle til at forsøge at læse teksten som det, man tror, blogskribenten mente, før man kommenterer.

Sådan nogle tanker rumsterer i min hjerne tidligt om morgenen, mens jeg brygger te, som i dag drikkes af en af mine nye krus. Jeg har fridag i dag, men jeg inddrager nok nogle timer til arbejdstid, for resten af mine arbejdsdage er godt fyldt op. Det er helt ok med mig, først skal jeg dog have smurt mad, LOOPe og til tandlæge. God tirsdag til dig.

Volapyksprog

Min arbejdsplads skifter rundt i huset. I og med at jeg er på min arbejdsplatform fra sygehuset, så kan jeg tilgå den fra alle tre computere i huset. Jeg er nem at glæde, så jeg smiler hver gang, at min mobil sender mig et kodeord, jeg skal taste ind for at komme på. Det er på den ene side volapyk og på den anden side kunne jeg godt finde mening i de små ord. Så jeg morer mig med at finde forslag til, hvor ordene kan bruges.

Min hjerne gør ondt, mine øjne gør ondt og tvivlede jeg før på, om jeg skal have nye briller (er kun gået lidt op i styrke) ja så tvivler jeg ikke mere. Al den læsning af engelske artikler på papir og på computer udløser konstant trætte øjne, hovedpine og følelsen af, at mine øjne bruger alle muskler (og hvad det nu ellers hedder, når der stilles skarpt) for at justere for den manglende styrke i brillerne. Der holdes pause lige nu, en god lang en af slagsen, og jeg NYDER min te. Siden i lørdags har jeg ikke haft mere grøn og hvid te, ja der er kun en at skyde skylden på, for der er kun en her i huset, der handler ind. Pyt indkøbsansvarlige nyder nu en kop grøn te med blåbær, og den smager himmelsk efter to dage kun med sort te med lemon (som jeg normalt også elsker, dog blot som en kop eller to i løbet af dagen). Mine fødder nyder også et overstået besøg hos fodterapeuten, de er nu klar til sommerens sandalbrug. Inden jeg dykker ned i den svære kunst at beskrive på to sider nøjagtig hvad det er, jeg undrer mig over, hvad jeg ved om emnet og hvad jeg synes, der mangler og hvorfor jeg synes, det er værd at undersøge, snupper jeg lige en kop te mere sammen med en runde eller to på mine grydelapper.

Sprogets små detaljer

Nogle ord har jeg aldrig hørt før, og andre ord får andre mennesker til at flække sammen af grin, når jeg siger dem. Det er da fascinerende i dette lille land, at der er ord, der hører til en egn, og som andre aldrig har hørt. Da jeg skulle skrive om mine mén af høje højhælede sko, der blev brugt til lang gåtur, ville jeg skrive blæne. Det brokkede word sig over, så jeg måtte over på sproget.dk for at tjekke. Her foreslog den blegn, under blegn stod synonymer som vable, blist, blase, men ikke blæne. Så nu sidder jeg her og undrer mig, er der her mon midtjysk sprog, for jeg er sikker på, at jeg alle dage har kaldt det blæner eller vabler. Hvad kalder du det?

Apropos Midtjylland, så gik turen jo ned til min far i dag. Jeg oplever tit, når folk spørger til min far, at de tror, at han er bedre end han er. Måske fordi vi stadig snakker om hygge, latter, nærvær og samtaler, så det kommer bag på folk, at min far skal have hjælp til alt. Det ændrer ikke på, at han er skøn at være sammen med, og jeg hygger mig. I dag spiste han mine boller med ost, jeg er hans hånd og sørger også for, at kaffekoppen kommer op til munden. Da jeg så gav ham et stykke af min hjemmebagte kage, ja så kom det prompte: uhm. Bagefter læste jeg op fra min fars slægtsbog. I dag valgte jeg en af hans brødres historier, Min far var eminent god til at beskrive det, for det er jo ikke ordret skrevet ned fra interviewene, det er mine farbrødre og fastres fortællinger, der danner baggrund for den skriftlige historie, som min far fortæller. I dag oplevede jeg, at min far pludselig grinte og sagde åh ja, da jeg læste om en nabo. Jeg er helt sikker på, at jeg der kom igennem ind til min fars erindring.

Bagefter gik vi en tur og kom ud på noget af et eventyr. Jeg kan godt blive træt af hele tiden at gå på de asfalterede stier og veje, så da en skovsti lokkede, og den så tør ud, så snuppede vi den. Pludselig gik den nedad, og ned kom vi, ned til en sø ved siden af den trafikerede landevej. Op ad stien kunne jeg ikke komme igen med kørestolen, så jeg måtte skubbe kørestolen op ad landevejen, og den var også stejl, det blev så dagens motion. Min far snakkede og snakkede, han var i sin egen verden, men en gang imellem kan jeg komme igennem og få et nærværende smil. Det lever jeg højt på.

At kende sin besøgstid

Se nu er du jo nok mere vidende end jeg er, så du gnægger lidt i skægget over min manglende sprogviden. Øh nej, du gnægger måske eller også så griner du i skægget, begge vendinger er nemlig udtryk for en skadefro latter. Nå men indtil for et øjeblik siden troede jeg faktisk, at det hed at kende sin besøgstid, og det passede perfekt til det, jeg havde på hjertet. Men det gør det slet ikke, det hedder nemlig at kende sin besøgelsestid og det er noget helt andet.

Besøgelse er et gammelt ord for Guds komme for at hjælpe eller prøve menneskene; og at kende sin besøgelsestid bliver da at være klar til at benytte en gunstig lejlighed, at forstå at handle, inden det er for sent. Hentet herfra

Nu får overskriften lov til at stå, for besøgstid er det, indlægget handler om. Mit sygehus er hoppet med på bølgen, der skal nu være fri besøgstid, alle jubler, blot ikke personalet! Og så var det jeg opdagede, at Godmorgen på P1 havde et indlæg om det emne med formanden for regionernes sundhedsudvalg, som også er min regionrådsformand. Jeg prøvede noget nyt, jeg havde P1 kørende som baggrundstale, da jeg lavede regnskab og langt henne i programmet kom emnet så. Langt hen ad vejen er vi enige. Ulla Astman talte om, at det gav større tryghed, at der var en ekstra person  til at lytte og stille spørgsmål og det sikrede en bedre inddragelse. Enig

Journalisten konkluderede korrekt, at for hende handlede de emner mere om, at pårørende var med til stuegang og når der i øvrigt blev givet informationer. Og ville det her ikke bare give flere forstyrrelser? UA mente, at det krævede forståelse fra pårørende, så de ikke kom på alle mulige tidspunkter, men at de skulle inviteres med og få mulighed for at være længere tid på sygehuset. Problemet er bare, at der er pårørende, som ikke forstår dette. Når de er kommet langvejs fra, så er jeg en sur gammel mokke, der ikke vil lade dem blive inde på stuen, hvis jeg mener patienten har brug for hvile. Der er det godt at kunne henholde til besøgstiderne. Og for nogle af mine mindre erfarne kolleger kan det være svært at argumentere fagligt, når man står over for et menneske i krise. Vi skal kunne rumme dette dilemma, men nogen gange er det godt at have besøgstiderne i ryggen.

Journalisten nævnte også, at region Nordjylland havde de korteste besøgstider, og her er jeg fuldstændig enig med UA, for tallene viser ikke, at pårørende ofte inviteres med til stuegang, og at der udvises stor fleksibilitet for at pårørende kan være hos patienten, når der er behov for dette. Hos os har vi besøgstid om eftermiddagen og om aftenen, men langt de fleste pårørende kommer også om formiddagen, fordi det netop er et hyperakut afsnit, hvor både patient og pårørende har brug for at være sammen om beskeder. Problemet er bare at hverken patient eller pårørende ikke altid observerer det, vi gør. At den hårdt ramte patient prøver at stramme sig an til ære for sin familie, patienten kan have svært ved at finde hvile, når ægtefælle eller børn sidder ved siden af hele tiden. Så vi er meget åbne omkring, at der skal hvile og ro til på vores afsnit og at det ikke er nok bare at sidde stille ved siden af. Pårørende skal forlade stuen indimellem og i tidsrummet mellem 12 – 14.30 er adgang for pårørende forbudt på stuerne og nede i vores opholdsrum. Vi har en anden opholdsstue uden for afsnittet, her må de gerne være.

Men selv blandt personale er der også forskelligheder og tolkninger, måske pga vores forskellige erfaringer som patient eller pårørende. Jeg har som pårørende oplevet behovet for at kunne være sammen som familie for at støtte forældreparret til et sygt barn. Jeg tror så også, at vi har en radar for hvordan vi skal opføre os, så vi trak af os selv uden for afdelingen, da vi blev flere og flere. Vi skiftedes derefter til at være på patientstuen, når forældrene ønskede det og personalet tillod det.

Og forleden dag var jeg til møde hele dagen inde på det andet sygehus, hvor børneafdelingen holder til. Nede i kælderen så jeg disse to skønne personer. Allerede inden der var børn til stede var de fuldstændig inde i hver deres rolle. Den ene trøstede den anden, mens de gik ned ad gangen og de stillede smilende op til fotografering, da de opdagede mig. Jeg er helt sikker på, at de kender deres besøgstid eller deres besøgelsestid, for de skal være opmærksom på hver en mimik, hvert et ord fra børnene, som giver en mulighed for at gøre en forskel for det barn.

Ord

Dagens avis har en artikel om det at være en god taler og om ord, både det talte og det skrevne. Den satte tanker i gang om ord og ords betydning. Vi kender det alle sammen, vi siger noget til en anden og efterfølgende opdager vi, at det, vi mente, ikke er det, der blev modtaget. Jeg fik såret eller ophidset den anden ved mine ord. Hvis jeg er heldig, ser jeg det med det samme og får måske med yderligere ord forklaret mig. Men ofte opdager vi det ikke, fordi vi er videre. Helt galt går det, hvis det er på skrift, her skal man virkelig vare sine ord. For ord kan i den grad såre og skabe misforståelser, selv der, hvor jeg synes, jeg har været klar i mælet og har tænkt meget over ordene, jeg skrev. De læses blot ind i en anden sammenhæng, som jeg ikke er herre over. Eller ord, som for mig betyder et, betyder noget helt andet for den anden.

Ord kan også inspirere ligesom mennesker, billeder, musik og film. Jeg har købt en bog; I dag er Guds dag. Den er skrevet af en svensk munk, og teksterne i bogen er beregnet til at læse en om dagen året rundt. Jeg havde høje forventninger til bogen, jeg havde læst et interview med munken, og han havde så mange gode tanker om det at tro. Det danske forord fik mig til at trække på smilebåndet, for heri skrev Grethe Livbjerg, at hun havde set bogen hos en katolsk familie. Bogen lå på badeværelset og dens udseende tydeliggjorde, at den blev flittigt læst. Badeværelset er vel også det mest fredsommelige rum i hele huset, hvis man da ikke har børn, der står udenfor og banker på døren, når mor er derinde. Jeg har haft svært ved teksterne, nogle af dem; jeg var ikke enig, jeg syntes de ikke var vedkommende for mig, de irriterede mig lidt. Måske næste år, når jeg når til dem igen, giver de mere mening. Andre tekster har vakt genklang, og forleden dag ramte ordene mig lige i hjertekulen. Og det er det ord kan, de kan irritere, de kan få hjernen til at snurre rundt om sig selv af tankevirksomhed, de kan vække genklang/genkendelse, og de kan få ting til at falde på plads, så jeg tager en dyb indånding og siger, åh ja sådan er det! I dag har jeg været i kirke, det er ikke månedligt, at jeg er det, men hver gang undrer jeg mig over, hvorfor jeg dog ikke gør det oftere*. Det er en time med ro og fred til at tænke. Det er en time med tid til at tænke over de ord, der er i salmer, tekster og prædiken. Og som min far sagde en gang, pyt med at tankerne flyver ud af kirkerummet og mange steder hen, det er det en gudstjeneste også kan, sætte tankerne i gang.

Tilbage til bogen, de ord som jeg stadig tænker over, er disse:

Tre måder der er at gå fra død til liv på.

Hvis du lever ubevidst, hvis du ikke ved, hvorfor du lever og hvor du er på vej hen, hvis du sysler med bagateller i stedet for det væsentlige, så siger Jesus til dig: "Vågn! Bliv bevidst, nærværende, kom til dig selv, tænk på, hvad der står på spil! "

Du kan også være stivnet i sløvhed og dovenskab. Du spilder måske din kostbare tid og tager aldrig rigtigt fat på dit liv. "Stå op!" siger Jesus. "Ryst din dovenskab af dig, kom nu igang!"

En tredie måde at være død på er at lukke sig inde i jeget, at være fyldt af selvoptagethed og selvmedlidenhed, filtret ind i sin egoisme. "Kom ud! Hold op med at kredse omkring dig selv, gør noget for andre, lev for kærligheden!"

Hentet herfra

Lev for kærligheden, ryst dovenskaben af dig og vær bevidst og nærværende. Det er gode budskaber at tage med mig ind i næste uge. God søndag til dig.

*Jeg ved godt hvorfor, jeg vil hellere have gudstjeneste senere på dagen, bare en time senere ville give mig tid til at starte min søndag langsomt med søndagsmorgenmad

MÅ MAN SIGE DET?

Vel må man det! Jeg glæder mig til at skulle på arbejde igen i morgen. Når jeg går alene hjemme, bliver jeg så sært navlebeskuende. Jeg trænger til at blive udfordret, til at bruge min faglighed, min viden og mine kompetencer, jeg trænger til at gøre noget for andre, jeg trænger til at være sammen i et arbejdsfællesskab. Kort sagt – jeg glæder mig til i morgen. Så må formålet med ferie/fridage vist være opfyldt, når jeg sidder med den følelse på en smuk adventssøndag. Gaverne er næsten i hus, de sidste kommer i eftermiddag. Huset er pyntet op, der er småkager i dåserne, der er råvarer til flere småkager, hvis jeg får lyst. Jeg elsker småkager, og det ses på vægten i december. Der er ikke noget bedre efter en travl arbejdsdag end at hælde dampende varm te op i kruset, snuppe en håndfuld pebernødder og nogle ingefærsmåkager, tænde adventslysene og så sidde i sofaen i eftermiddagsmørket. Det vil jeg nyde i arbejdsdagene op til jul. Må du finde ro og glæde lige der, hvor du er, og god adventssøndag til dig.

Til himlene rækker din miskundhed, Gud,
din trofasthed når dine skyer;
din retfærdshånd over bjergene ud
er strakt over dale og byer.

Nej, billede og salme har egentlig ikke noget med indlægget at gøre, men der skulle et billede i, og da jeg så mit billede fra en byggeplads i nabobyen, var min første tanke de første ord af denne salme. Nu fik jeg så lige repeteret, at miskundhed betyder barmhjertighed. Og det er sjovt for forstavelsen mis- står for mig som noget negativt, misfornøjelse, misforståelse, mistanke osv.

PÆNT OG SYMMETRISK? MÅSKE

Når det gælder mennesker med apopleksi, som er lammet i den ene side, så bruger vi tid på at hjælpe patienten til et normalt bevægemønster og til at være symmetrisk i lejring af kroppen. Vi andre sidder ofte asymmetrisk, men vores krop finder helt naturligt ind i symmetrien, og du kan helt sikkert mærke det, hvis du har gået med den ene skuldre trukket lidt op eller belastet det ene ben mere end det andet under gang. Så symmetri er godt.

Måske så ordet bare bedst ud sådan - måske var det symmetrien i b'er og d'er - måske troede skribenten at det var sådan det skulle være- men fruens øjne faldt på det med det samme, da jeg stod i kø søndag morgen ved bageren efter rundstykker.

Og så kom jeg da lige til at længes efter julebag, men det må vente lidt endnu. Til gengæld er det nu, at det er mørkt, når jeg møder klokken syv og mørkt, når jeg slutter arbejdsdagen klokken 16. Der skal virkelig arbejdes med motivationen for at få mig til at være fysisk aktiv en halv time i dag. Jeg går nærmest i hi herhjemme, jeg sidder i stuen, der er helt stille, landmanden ser sjove youtubeklip, jeg lukker døren ind til ham og nyder min te. Håber du får en nydefuld aften - og ja det hedder det ikke, det hedder en nydelsesfuld aften, men jeg synes, at det andet ser bedre ud og lyder bedre, og det er jo min blog, så jeg bestemmer ;-) God aften til dig

MOVIESTAR

Så var det blevet min tur. Hele afdelingen har fået bevilget et kursus i kommunikation med pårørende. Vi har været af sted i små hold, og i dag var vi seks fra afdelingen, der deltog. Udgangspunktet var beskrivelse fra os af en kommunikationssituation, som vi syntes havde været svær. Den skulle vi så genopfriske ved at spille den sammen med en skuespiller. Vi blev filmet, og de andre sad og så på filmen med ryggen mod os. Efterfølgende diskuterede vi situationen og gav hinanden feedback på de områder, vi selv havde ønsket. Flere af mine kolleger havde været skeptiske over selve kursets opbygning, og derfor var vi nogle frivillige, som på forhånd havde sagt ja til skuespil, film und alles. Jeg var på først, og som den eneste lagde den situation op til, at vi prøvede den igen, hvor jeg agerede anderledes. Det var spændende, både at fornemme hvordan skuespilleren faktisk fik samme følelse frem i mig som i virkeligheden, jeg blev berørt af det. Og samtidig var det godt at prøve at gøre det om igen. Mit kropssprog og min tale blev mere anerkendende, og faktisk nåede jeg at få givet samme mængde information på samme tid som før, og undgik, at det hele gik op i en spids med både en utilfreds pårørende og en utilfreds og vred sygeplejerske. Det håber jeg, at jeg kan trække frem en anden gang, hvor jeg møder en meget utilfreds og vred pårørende, og hvor jeg har travlt, er presset og bliver fanget i en følelse af urimelighed og vrede. Den følelse kan ingen af os bruge til noget, og jeg ser det som min opgave at hjælpe den pårørende til at føle sig set og hørt. Det kan godt være, at vi ikke bliver enige, men jeg har som overordnet mål for min sygepleje, at patient og pårørende skal føle, at jeg tager dem alvorligt.

Og så skal jeg hilse og sige, at det var rigtigt, som en kollega havde sagt til mig inden, at når jeg havde skrevet, at pårørende var vred, så fik jeg en vred pårørende. Det gjorde jeg! Skuespilleren var god til at gå ind i rollen, og da en af mine kolleger efterfølgende sagde, at han ikke var så vred anden gang, så sagde han, at han havde virkelig prøvet at fastholde vreden. Men fordi jeg hele tiden tog udgangspunkt i det, han sagde og med mit kropssprog viste, at jeg ønskede at forstå ham, så kunne han ikke fastholde vreden. Tænk hvis det også kan lykkes i virkeligheden.

Nu vil jeg gå en lille tur, inden jeg skal til min første øveaften med mit gospelkor. Alle de andre har været i gang længe, og jeg har også hilst på vores nye korleder, men så kom livet forbi og sørgede for, at jeg ikke havde energi til at drage ud i verdenen og synge. I aften vil jeg synge, og i morgen har jeg igen en atypisk arbejdsdag, jeg skal nemlig til møde på Hammel Neurocenter hele dagen. Det betyder senere hjemmefra og senere hjem, det passer mig fint.

God novemberaften til dig.

Selv uperfekte roser er smukke

EN IDE, DER VIRKER og noget om at kunne tale sammen

Jeg havde set det før hos Inge, men nu fik jeg set det i fuld udfoldelse. Der var hektisk aktivitet, der blev heftigt diskuteret blandt de aktive og de passive lod sig indfange. Man kunne ikke lade være med at smile og latteren rungede også når det lykkedes. Kameraer blev flittigt brugt både af aktive og passive, og så kan man vel sige, at også de passive blev aktive.

Navnet Happy Wall passede godt til aktiviteten, ja egentlig er det vel det man kalder installationskunst, måske netop mere det ord end event.

Ude til venstre i billedet skiftede ordet, mens vi stod der. Et udenlandsk ægtepar sammen med deres teenagesøn havde travlt. Først havde de stavet til sønnens navn, og der skulle tages billeder med iPaden. Det gjorde forældrene ikke godt nok efter sønnens mening, så han viste og forklarede sig temmelig tydeligt med kropssprog, indtil han var tilfreds med billedet af sig selv og sit navn. Så stavede de til moderens navn, til faderens navn og til sidst var de i gang med at stave til efternavnet.

Imens blev de tre unge mennesker i midten færdig med deres to projekter, ungersvenden havde stavet til nej tak og pigerne havde lavet et hjerte. Om det var nej tak til kærligheden eller om det var to selvstændige historier forlød der ikke noget om, men de var vældig tilfredse bagefter.

Og vi andre, der stoppede op eller blot hastigt gik forbi, fik alle en lille oplevelse at gå videre med.

Senere fik vi en oplevelse mere, der fik latteren til at runge højt mellem de høje bygninger rundt omkring os. Måske var det ikke helt korrekt københavnsk at skraldgrine sådan, men hvad bryder jyder og skotter sig om det? Landmanden og jeg havde drukket te, og bagefter slog datteren med sin skotske kæreste sig ned ved cafebordet. Snakken gik vældigt på engelsk. Vi snakkede helt sikkert ikke korrekt engelsk, men vi snakkede sammen, og vi forstod hinanden. Landmanden skulle så betale for teen, han går ind i den mondæne cafe, henvender sig til en af tjeneren og beder om regningen – på engelsk! Tjeneren svarer på engelsk og da hun går hen for at taste regningen, kommer landmanden i tanke om, hvor han egentlig er – i Danmark! Så han siger til den unge pige, da hun kommer retur, at de lige så godt kan tale dansk, hvorefter han betaler, går ud og efterlader sig helt sikkert en forvirret tjener. Vi andre derimod skriger af grin, da vi hører historien.

Må du få en dejlig lørdag med plads til spontanitet, snak og latter.

MORGENSKOLE

Nattens søvn blev ikke så lang som ønskeligt, men det giver så morgentid. Morgentid til at tænke lidt over ord, og her er min bedste kammerat sproget.dk. I dag opdagede jeg, at de har opretttet en grammatikskole for dummies. Så nu har jeg lige fået genopfrisket alle ordklasserne, jeg synes, det var sjovt og lærerigt. Har du lyst til at gå til grammatik, så kig her.

Hvis du tænker, skulle Lene ikke have prøvet at sove lidt mere, så er er svaret jo, men hjernen lever sit eget liv, og den har ikke helt forstået mit nye koncept med at lade arbejde blive på arbejdspladsen, eller også mener hjernen, at når nu jeg var vågen, så kunne jeg lige så godt tænke på alt det, jeg gerne skal nå de næste par uger. Derfor måtte jeg tvinge hjernen ind på et andet spor, det blev så grammatik for dummies.

God tirsdag til dig.

SPROGTANKER

Mens jeg læser rundt omkring hos jer, støder jeg på udtrykket “en af de mennesker”. Retteligen er det jo forkert, det hedder et af de mennesker, men jeg forstår godt skribenten. Jeg har fravalgt at bruge den vending en gang, fordi jeg syntes, det gjorde et menneske til en ting. Et er mere teknisk end en, en er mere menneskelig end et. Tåbeligt, men sådan har jeg det åbenbart. Men tjek lige sætningen efter fordi. Det hedder et menneske, men en ting! Jeg sidder og smågriner af mig selv, det er lidt lige som min holdning til salt og peberbøsser. Og hvorfor hedder det saltbøsse, det er da en sjov betegnelse. Det hedder det, fordi bøsse har tre betydninger og den ene betydning er en beholder. Sådan kan en landmandskone fint få tiden til at gå, når hun ved, at udenfor venter en have og et æbletræ. Men nu går den ikke længere, gummistøvlerne skal frem og der skal frisk luft i lungerne. God dag til dig.

KENDER DU TYPEN?

Der er nogle gange, at jeg må minde mig selv om, at jeg synes, at alle mennesker rummer noget unikt og interessant, hvis man giver det enkelte menneske mulighed for at åbne sig. Og dermed gælder det også mig selv. Når jeg sidder og ser det ene program efter det andet af Kender du Typen og hører om stærke, kreative, fantasifulde eller energiske, selvstændige igangsættende og meningsdannende kvinder, så kan jeg godt føle, at jeg har spildt mit liv og ikke udnyttet de muligheder, der måtte være for at vælge den "rigtige" vej. Men omvendt må jeg så også erkende, at der skal vel også være sådan nogen som mig, der ikke er specielt originale eller unikke og så dog er os selv. Der må være nogle, som er hverdagens muldjord. Og så er der andre, der er blomsterne i haven, som gør hverdagen smukkere. Men uden jord ingen blomster, vi er ikke alene i verden, vi har betydning, vi er værdifulde.
Lars Lilholt er jo ophavsmand til titel og undertitel på min blog, fordi når jeg synger de to linjer, så føles de så rigtige - for mig. Han har også skrevet en anden sang, hvor disse linjer indgår :

Alt der sker det sætter spor, der er kølvand fra en båd,
livet som et vævet tæppe, mennesket som en tråd

For mig betyder det, at vi er forbundet. De ting jeg gør og siger, sætter spor. Så selv om jeg føler mig som hverdagens muldjord, sort og lidt kedelig, så er der også brug for mig. Og nogle gange er det måske ikke, når man selv synes, man er virkelig god og føler sig lidt selvfed, at man har den største betydning for andre. Nogle gange er det måske, når man tør stå ved de svage og dårlige sider ved sig selv og forsøger at erkende dem og måske ændre dem, at man betyder noget for andre.

Jeg var ikke helt sikker på ordene fra sangen, så jeg googlede og hvad dukker op? Et indlæg af mig selv. Et indlæg, jeg ikke kan huske, at jeg skrev, men det rammer lige ind i hjertet, og jeg græder og smiler på samme tid. For jeg kan pludselig se, at jeg sætter spor. Min mor skrev meget til billeder i album og om mine forældres rejser, og det har haft stor betydning for os efter hun døde, i forhold til at vi kunne hjælpe vores far til at genfortælle for ham deres historie. Og samtidig har min far beskrevet dels sit eget liv og sine søskendes liv og dermed også givet os hans historie, som vi nu kan give tilbage til ham i små bidder. Men udover det er de fortællinger også fortællinger om vores liv. Og sådan håber jeg også, at min blog kan blive min fortælling, som mine børn kan bruge en skønne dag.

Lørdagen går på hæld. Det har været to gode dage, som både bekræfter mig i, at der er intet, jeg heller vil end at føle, at underet er at vi er til, men også at alt vi gør sætter spor. Og de to dage handlede om, hvordan vi arbejdsmæssig kan være til gavn for andre mennesker. Og hvordan fællesskabet på tværs af regionerne kan bruges til at blive bedre til at gøre en forskel for et menneske med apopleksi. (det er min fortolkning, andre ville mene, det handlede om forskning og vidensudveksling ;-)

PS Og ja, du kender mig god,t hvis du tænker, Lene har nok lige tjekket gå på hæld på sproget.dk. Og således ved jeg, at jeg først var ved at blande to vendinger sammen, jeg havde nemlig først skrevet lakke mod hæld, Men enten går lørdagen mod hæld eller også lakker den mod enden. Uanset hvad håber jeg, at du føler, du sætter spor.

ET INDLÆG BLIVER TIL OG HVAD SÅ?

Når jeg har skrevet et indlæg, læser jeg det igennem med forskellige briller på. Først læser jeg det med de sproglige og grammatiske briller på. Da jeg startede min blog, var et mål med den at blive bedre til at formulere mig på skrift. Så jeg prøver at huske min skolelærdom, så som at man starter ikke to sætninger efter hinanden med samme ord. Man bruger heller ikke det samme tillægsord flere gange efter hinanden. Ordene ”og” og ”så” skal luges væk, de må ikke fylde, som de gør i talesproget. Sproget.dk er min gode ven, her kan jeg finde synonymer eller se, om stavemåden er rigtig. Jeg kan sågar også finde artikler om brugen af ´”af” og ”ad”, og derfor ved jeg nu, at det hedder op ad bakken og ikke op af bakken.

Dernæst tager jeg mine filterbriller på. Et andet mål med bloggen var, at den skulle hjælpe mig med at holde fokus på det positive, ikke sådan at forstå at det triste eller det tunge i tilværelsen ikke har sin plads her, for det har det. Min mor er død, mens jeg har haft min blog. Min niece døde et år, før jeg startede denne blog, og de to kæres sygdomsforløb og dødsfald har haft stor betydning for den, jeg er. Ligeledes er min fars Alzheimers sygdom blevet forværret gennem de syv år, jeg har haft bloggen, og min fars sygdomsforløb har, som min far også har på mange andre måder, haft betydning for den, jeg er i dag. Og også for hvordan min blog er. Men jeg er et menneske, som det ene øjeblik kan komme hoppende hen ad livets landevej, midt på vejen, mens jeg kigger rundt og synes, at alt er fantastisk, jeg er et godt menneske, mennesker omkring mig er skønne, jeg er trallende, overenergisk og superglad. Det næste øjeblik kravler jeg helt ude ved grøftekanten, mens jeg knapt tør se op, for jeg er det usleste menneske, ingen kan lide mig, og jeg bliver så navlebeskuende, at jeg kan få kvalme af at tænke på det. Den del af mig ønsker jeg at lægge en dæmper på blandt andet ved at holde fokus på det skønne, det smukke og det positive i livet her på bloggen. Derfor er der utallige indlæg eller dele af indlæg, som er blevet slettet, efter filterbrillerne har været på.

Nogle gange er jeg i tvivl, om jeg kan lide det indlæg, jeg har skrevet, og så bliver det gemt. Senere hen læser jeg det igen, måske bliver det udgivet, som det er, eller brillerne ryger på igen, og der rettes, slettes og tilføjes, før det udgives. Måske bliver det aldrig udgivet, det har hjulpet mig med mine tanker, men jeg har indset, at det netop kun er mig, der skal læse det indlæg.

Så for mig er det at skrive et indlæg ikke altid bare noget, der lige skrives. Nogle gange, når jeg gerne vil udgive et indlæg, men ikke kan finde vej fra mine tanker til det skriftlige ord, så vælger jeg at udgive indlæg med billeder eller indlæg med få ord, som blot fanger nuet. Men det tager faktisk tid, og ind imellem tænker jeg på, da min søn fortabte sig i computerverdenen, og hans strenge mor satte et æggeur ved siden af, så han ikke brugte hele sin vågne tid på spil. Jeg kunne også godt bruge et æggeur ved min side, for blogland er et land, man nemt fortaber sig i. Men også et land, som gør mig klogere og som dagligt er en inspirationskilde.

God lørdag til dig, og har du lyst, må du gerne dele, hvordan dine indlæg bliver til.

ORKE ELLER GIDE

Jeg orker ikke. Jeg gider ikke. På sproget.dk er de to udsagnsord synonymer til hinanden, men inde i mit hoved er der en forskel. Jeg har bare svært ved at beskrive den. Hvorfor nu spekulere på det, tænker du måske. Jamen sådan er mit hoved indrettet, at pludselig dukker ord op, som jeg går og funderer over betydningen af. I dag har jeg også tænkt på udtrykkene  at knejse med nakken og at ranke sig.

Jeg gider ikke at løbe, jeg orker ikke at løbe. For mig har den første betydning mere indhold af uvilje, dovenskab, hvorimod den anden sætning mere bunder i en træthed/udmattelse, psykisk eller fysisk.

Jeg knejser med nakken, jeg ranker mig eller jeg retter ryggen, alle tre sætninger betyder noget med at være stolt, have selvtillid, at tro på sig selv. Den første sætning er dog for mig mere over i retning af at være lidt selvglad, tro lidt mere om sig selv end andre, hvorimod de to andre mere har med at tro på sig selv, uden at det gør andre ringere.

Sådan kan en køretur frem og tilbage på ialt 220 km sætte tanker i gang, men derudover har jeg også sunget i vilden sky, og selve besøget hos min far var bare dejligt. Vi snakkede med lam og høns og gik en tur rundt i kvarteret omkring plejehjemmet.

SPROGLIGE FUNDERINGER

En af informanterne beskrev sin oplevelse af forløbet på dagafsnittet med ordene nærværenhed og nærhed. Og så går Lenes hjerne i gang med at fundere over, hvad er forskellen på de to ord? Jeg tyr som vanligt til sproget.dk og finder ikke ordet nærværenhed, men ordet nærværende:

"som har sin opmærksomhed rettet mod det der foregår omkring vedkommende lige nu, og som derfor kan udvise interesse, omsorg e.l. i situationen"

og om ordet nærhed :

“det at befinde sig inden for kort afstand af noget el. nogen

● det at have et indgående, fortroligt el. intimt forhold til nogen“

Så mit bud er, at nærværende handler om at rette sin opmærksomhed på sine omgivelser og udvise interesse, og dermed opstår følelsen af nærhed i betydningen, at der opstår en følelse af et tæt, fortroligt forhold. Hvad tænker du?

FYLDORD OG MANGLENDE ORD

Jeg vidste det godt, men i disse dage, hvor jeg lytter til fem menneskers snak og skal skrive det ned  med pauser, øh og æh og …så går det op for mig, hvor ofte vi gentager ord, og hvor ofte vi kun siger noget af en sætning og lader resten være underforstået. Jeg kan ikke bedømme mig selv som interviewer, men jeg kan høre, at jeg nogle gange husker at spørge ind til det indforståede eller ord, der ikke lige ligger til højrebenet, andre gange glemmer jeg det. For hvad vil det sige lige til højrebenet, hvad forstår jeg ved sådan et udtryk, hvad forstår du? Det er jo ikke sikkert, vi forstår det samme. Og i en undersøgelse, hvor jeg søger patientens oplevelse, da kan det ikke nytte noget, at det bliver min forståelse, der farver billedet. Der var det igen, hvad mener jeg med farve billedet? Vi bruger hele tiden ord i overført betydning. Jeg er træt af at lytte, ikke træt af som i det irriterer mig eller keder mig, men træt som i fysisk træt. Det er hårdt. Landmanden siger, hvorfor skriver du ikke bare det, de siger? Jamen altså, prøv at lytte til en samtale. Prøv at lægge mærke til, hvor ofte vi gentager ord, hvor ofte vi ikke gør sætninger færdige, hvor ofte vi tale ind over hinandens tale. Så jeg lytter, jeg skriver, jeg spoler lidt tilbage og lytter igen, jeg retter og sådan har det nu foregået i 2 dage og jeg mangler stadig noget, men jeg VIL være færdig i dag. Så selv om jeg trænger til frisk luft, så er jeg der, hvor jeg snart kan se en ende på det (hvilken ende eller hvis ende). Tænk en gang på de mennesker, der er blevet ramt på deres evne til at forstå det, der er sagt i overført betydning. De må godt nok have det svært. Jeg har en sød historie om en patient, som talepædagogen havde testet og til konference forklarede os andre, at vi skulle være konkret i tale, for patienten forstod alt konkret, så ikke noget med ord med overført betydning. En af sygeplejerskerne nikkede vældigt og kunne så fortælle, at hun havde sagt til patienten, hop lige op i sengen. Hun skulle undersøge patienten neurologisk. Patienten hoppede med samlede ben op i sengen, godt vedkommende ikke røg over på den anden side eller at sengen havde været kørt højere op.

Min studiekammerat sendte en sms, om jeg syntes, jeg havde fået fat i noget, underforstået noget jeg kunne bruge i min opgave. Svaret var og er, jeg ved det ikke, jeg har det, som om jeg kører i rutsjebane. Det ene minut tænker jeg, det her det var godt, det kan jeg bruge, det næste øjeblik tænker jeg, åh nej jeg har stillet de helt forkerte spørgsmål, jeg får ikke noget, som kan hjælpe mig med at besvare min problemformulering. Nå men jeg kører videre i rutsjebanen, håber din dag er mere lige ud ad landevejen.