MOVIESTAR

Så var det blevet min tur. Hele afdelingen har fået bevilget et kursus i kommunikation med pårørende. Vi har været af sted i små hold, og i dag var vi seks fra afdelingen, der deltog. Udgangspunktet var beskrivelse fra os af en kommunikationssituation, som vi syntes havde været svær. Den skulle vi så genopfriske ved at spille den sammen med en skuespiller. Vi blev filmet, og de andre sad og så på filmen med ryggen mod os. Efterfølgende diskuterede vi situationen og gav hinanden feedback på de områder, vi selv havde ønsket. Flere af mine kolleger havde været skeptiske over selve kursets opbygning, og derfor var vi nogle frivillige, som på forhånd havde sagt ja til skuespil, film und alles. Jeg var på først, og som den eneste lagde den situation op til, at vi prøvede den igen, hvor jeg agerede anderledes. Det var spændende, både at fornemme hvordan skuespilleren faktisk fik samme følelse frem i mig som i virkeligheden, jeg blev berørt af det. Og samtidig var det godt at prøve at gøre det om igen. Mit kropssprog og min tale blev mere anerkendende, og faktisk nåede jeg at få givet samme mængde information på samme tid som før, og undgik, at det hele gik op i en spids med både en utilfreds pårørende og en utilfreds og vred sygeplejerske. Det håber jeg, at jeg kan trække frem en anden gang, hvor jeg møder en meget utilfreds og vred pårørende, og hvor jeg har travlt, er presset og bliver fanget i en følelse af urimelighed og vrede. Den følelse kan ingen af os bruge til noget, og jeg ser det som min opgave at hjælpe den pårørende til at føle sig set og hørt. Det kan godt være, at vi ikke bliver enige, men jeg har som overordnet mål for min sygepleje, at patient og pårørende skal føle, at jeg tager dem alvorligt.

Og så skal jeg hilse og sige, at det var rigtigt, som en kollega havde sagt til mig inden, at når jeg havde skrevet, at pårørende var vred, så fik jeg en vred pårørende. Det gjorde jeg! Skuespilleren var god til at gå ind i rollen, og da en af mine kolleger efterfølgende sagde, at han ikke var så vred anden gang, så sagde han, at han havde virkelig prøvet at fastholde vreden. Men fordi jeg hele tiden tog udgangspunkt i det, han sagde og med mit kropssprog viste, at jeg ønskede at forstå ham, så kunne han ikke fastholde vreden. Tænk hvis det også kan lykkes i virkeligheden.

Nu vil jeg gå en lille tur, inden jeg skal til min første øveaften med mit gospelkor. Alle de andre har været i gang længe, og jeg har også hilst på vores nye korleder, men så kom livet forbi og sørgede for, at jeg ikke havde energi til at drage ud i verdenen og synge. I aften vil jeg synge, og i morgen har jeg igen en atypisk arbejdsdag, jeg skal nemlig til møde på Hammel Neurocenter hele dagen. Det betyder senere hjemmefra og senere hjem, det passer mig fint.

God novemberaften til dig.

Selv uperfekte roser er smukke