EFTERDØNNINGER

Det har været en meget travl arbejdsweekend, men også en meget god weekend. Vi var alle i aftenvagterne erfarne og det gav en anden ro, som gjorde, at selv om vi nærmest aldrig sad ned, så fik vi opgaverne gjort hen ad vejen. Hjernen lever dog sit eget liv og da jeg nu har to fridage, så synes hjernen, at jeg skulle vågne tidligt til morgen og beskæftige mig med det, jeg ikke nåede. Så nu sidder jeg i nattøj og har undersøgt spørgsmål, jeg ikke nåede i aftes. Der er sendt mails til ansvarshavende i dag, så hun kan følge op på det. Landmanden skal på jagt i dag, så sent i aftes smurte jeg madpakke, og så måtte han selv lave te i dag, jeg ville sove længe. Nu er han stået op til nybrygget te, og det blev han bestemt ikke ked af at opdage. Om lidt vil jeg brygge hvid te med tranebær til mig selv, hoppe i hjemmetøjet, tænde lys på kontoret og blive færdig med regnskabet, så kan jeg tage mig en lur senere hen.

Denne her weekends aftenvagt har været anderledes end vanlig. Normalt er jeg enten ansvarshavende eller trombolyseansvarlig, men jeg har været ganske almindelig sygeplejerske på gangen, så jeg har lejret patienter, jeg har modtaget patienter, jeg har hjulpet patienter med at spise og med at gå på toilettet. Kort sagt god gedigen sygepleje. Jeg har ikke skullet beskæftige mig med stuegang og overordnet plan for afdelingen. Det kom jeg så til i går aftes, fordi min anden kollega skulle have hele ugen som ansvarshavende og var så træt efter lørdag aftens arbejde, at hun gerne ville bytte, Det gjorde vi så, og det gav med det samme den dårlige samvittighed. For man skal stadig hjælpe med patienterne, problemet er bare, at der hver dag kommer så mange nye patienter, så lægerne bliver ikke færdige med stuegang i dagtid. Det betyder, at den ansvarshavende sygeplejerske om aftenen bruger meget tid på stuegang, information af patienter og pårørende og dokumentation efterfølgende. Derudover skal hun passe telefonen, som kimede hele tiden med meldinger om nye patienter. Så hver gang jeg stod hos en patient, måtte jeg gå ud af stuen. Hver gang jeg stod hos lægen, måtte jeg gå ud. Og da trombolysesygeplejerskerne blev kaldt til trombolyse to gange, så stod min makker uden en makker flere gange i løbet af aftenenen. Jeg kan sagtens med min fornuft sige, at det er der ikke noget at gøre ved, jeg gemmer mig jo ikke i skyllerummet, fordi jeg ikke gider lave noget, Men det kan følelserne ikke forstå, de reagerer på det. Og derfor sidder jeg her en tidlig mandag morgen i stedet for at ligge i min seng. Skidt pyt, jeg har fri, det er da en herlig måde at starte den første uge i november med.

God mandag til dig.