På tur - i mit eget område

 Sidste weekend kom vi ud i den friske luft begge dage. Det var tæt på og to gode oplevelser ind på glædeskontoen.

Lørdag tog vi ind til Aabybro, fandt Aaby skov, for sådan en findes. Det er en ung skov, som er plantet for at beskytte grundvandet nedenunder, Jeg vidste, at mange løber eller går ture der, så der måtte findes nogle stier/veje. Vi havde også fået at vide, at der var et indhegnet område til at lufte hunde i. Det benyttede vi os dog ikke af, men drog på opdagelse. Vi valgte at gå langs med kanten af skoven på det, der var beregnet for heste, en bred græssti. Der var dog så meget vand, da vi kom ud i yderområdet af skoven, at vi opgav og gik lidt på kryds og tværs inde i skoven og de åbne områder.

Der var både bålplads, shelters og et udkigstårn skulle der også være. Det nåede vi ikke at finde, men så er der jo basis for en ny tur. Vi fik gået 5500 skridt og fik en fornemmelse af, hvor den den sydlige del af Vildmosen lå, hvor gårde, som vi kendte, lå i forhold til skoven osv. Det var en rigtig hyggelig tur, og når det er blevet mere tørt, skal vi helt sikkert på opdagelse i skoven.

Dagen efter kørte vi ud til udsigtsplatformen i Vildmosen. Der har jeg været før med datter og landmand. Men siden da er der kommet en gangsti på den anden side af det inddæmmede moseområde. Den ville vi gå en tur på. Vi stillede bilen på parkeringspladsen ved udsigtsplatformen og gik på stien langs vejen. Det er Aage V. Jensens fond, der har igangsat projektet med genopretning af mosen. Rundt om denne del af mosen er der nedgravet en membran, som forhindrer vandet i at komme ud fra mosen. Mosejord og dens planter har brug for en meget fugtig jord og grundet afvanding af det omkringliggende jord, som blev til landbrugsjord, var mosen blevet tør. Det ses blandt andet på de mange birketræer, der gror ind i mosen.

Nu står de under vand og nogle har fået skåret en ring rundt om stammen, så træet dør. Andre vil dø pga. de nu står under vand.

Stien er smukt lavet og med små vigeplatforme, så en kørestol og modgående kan komme forbi hinanden. Vi havde troet, at den måske strakte sig så langt ind, at der med tiden kunne komme en forbindelse fra Aaby skov til mosen. Det gjorde den ikke.  

For pludselig slog den et sving ind til mosen, og her var der siddepladser og små skilte med QR koder til små fortællinger om dyreliv, planteliv, genopretning af mosen osv. De små skilte var også sat på pæle langs stien fra parkeringspladsen til træstien.

Langt ude kunne vi se udsigtsplatformen, her har jeg zoomet ind på den.

Tilbage ved platformen gik vi op på den og nu, hvor man på den anden side af vejen har inddæmmet et moseområde mere, hvor der står masser af vand, kunne vi se masser af fugleliv der. Det kommer der helt sikkert meget mere af med tiden. 

Jeg har vist før skrevet, at jeg forstår ikke, at folk synes, at platformen er grim. Jeg synes den passer perfekt ind i mosens farver og kan kun anbefale et stop her. Og faktisk er der flere stoppesteder rundt i mosen med gode fortællinger om mosen, de folk, der boede der og om røverne i mosen. 

jamen jeg er her endnu

 Efter jul og efter sidste indlæg kunne jeg godt mærke, at det ikke at kunne hjælpe i hverdagen for den lille familie nordpå fyldte. Så trods hampre flypriser (man kan godt mærke, at der ingen konkurrence er om flypassagerer) var vi begge enige om, at jeg skulle flyve til Trondheim i sidste weekend (det er dejligt at jeg ikke gider dyre hotelophold, middage eller andre forbrugsting; jeg vil hellere bruge mine penge på flybilletter). 

Min seje skønne svigerdatter skulle aflevere specialeopgave i mandags, og det er svært at få alle ender til at nå sammen, så hun kunne få ro til at skrive. Hendes mor tog weekenden før med S, og jeg hyggede mig med S fra fredag eftermiddag til mandag morgen, mens mamma tog på arbejde (skrev ude i byen) og pappa kørte hende, lavede mad og andre praktiske gøremål.

Vi nåede at komme i centeret lørdag for at handle ind, lege på legepladsen, spise lækre kager og købe en trøje med Paw Patrol fra farmor og farfar. Søndag hyggede vi os med at bage fastelavnsboller og gik en tur på ski. Jeg havde ikke ski på, men S er så god til at gå på sine ski, han fik i julegave, og han hyggede sig med at pappa også var på ski.

Mandag morgen fulgte jeg S i børnehave sammen med sønnen, og jeg fik vist stuerne, billederne og personalet, inden vi sagde farvel til hinanden. S vidste, at farmor skulle flyve ned til farfar og hundene. Jeg fik også lov til at lægge S i seng, læse for ham (mange bøger, men især én) og sove sammen med ham. Det var så hyggeligt at vågne op til skønne øjne og et glad smil hver morgen.

Bogen helt til venstre nåede jeg at læse 2-3 gange hver dag. Den var virkelig god og morsom. Og farmor blev hæs at snakke som trolden og de tre Bukke Bruse :-)

Før jeg drog til Norge, fejrede vi gemalens fødselsdag med skønt besøg hos datteren. Hun havde lavet en lækker lagkage og vi sluttede af med supergode pizzaer fra Gastromia Napolitana. Og i forgårs var jeg med til sidste behandling på sygehuset og samtale med min datter. Hun skal stadig have samtaler hvert år, men nu er hun sluppet helt fri fra besøg hver 3. uge på sygehuset. Det var dejligt. 

Bagefter smuttede jeg tilbage på arbejde. Onsdag var arbejde fra 10 - 19, der var personalemøde og undervisning af pårørende og patienter med lette følger efter stroke. Hver gang jeg er af sted, får jeg altid at vide, at jeg skal sige tak til alle på afdelingen. Og hver gang undrer jeg mig og er imponeret over mine kolleger. For travlheden er overvældende, patienterne er mere dårlige end for nogle år tilbage, der er i hvert fald flere af dem. Det betyder, at ofte kommer de lette ramte til at ligge i senge på gangen. Og meget af tiden bruger vi på de hårdt ramte og alligevel siger patienterne både til vores opfølgende team og de undervisningsseancer, jeg har, at de føler sig velkommen, set og mødt. 

Vores vikarer vil gerne være hos os, trods de siger vi er den mest travle afdeling på sygehuset. Her er en god stemning, vi tager godt mod vores vikarer og vi yder god sygepleje. Vi investerer også i dem, andre steder får de knapt et hej, når de møder (jeg fatter det ikke, men det har jeg fået at vide af flere) Hos os forsøger vi at inddrage dem i vores teams og dem, som vi tænker, vi kommer til at bruge flere gange, får en introduktion sammen med mig i hvad stroke er, vores observationer/screeninger og undersøgelser. Vi har klare retningslinjer for hvad de må. Vores vikarer er for langt de flestes vedkommende sygeplejestuderende, og vi håber, at de får lyst til at blive vores kolleger, når de er færdige. 

Mit hus trænger til en ordentlig omgang oprydning, men i dag stod den på regnskab for mit vedkommende og alle mulige ting, som vi skulle gøre sammen på kontoret. Så må oprydning vente til i morgen. Vaskemaskinen kører på fuld fart og nu må kufferten fra sidste weekend vist hellere blive pakket ud. Fredag har jeg konverteret til dagen, hvor landmanden køber et eller andet hjem fra det lokale supermarked til aftensmad. Og i fryseren lå en halv ribstærte fra datterens fødselsdag. Den skal nok få ben at gå på, når vi skal se håndboldkamp i aften.

Jeg savner min morgenudsigt med sne, men nyder lysets tilbagevenden. Må du få en dejlig weekend.

En jul uden vægtøgning

 Trods massive indtagelser af lækkerier gennem hele juletiden, sørgede en lille gut for, at hans farmor ikke tog på i julen. Vi havde den lykke at have familien på besøg i ti dage inklusiv datteren. Vi kan ikke være der for den lille familie til hverdag, til gengæld ser vi det som en glæde, at vi tager S, når han vågner om morgenen. Så kan forældrene sove længe og være længe oppe om aftenen uden at tænke på tidlig morgenstart. Lykken er at starte morgenen med glade smil og en masse snak på norsk. Så snart bleen var skiftet, vasken og tandbørstning var overstået, speedede vi op.

Vi fandt en gammel børnebåndoptager, som stadig kunne spille, godt nok med en rusten lyd, men vores børn syntes godt om den autentiske lyd af  kassettebånd med masser af god popmusik. S dirigerede sine farforældre, så vi løb, hoppede, vrikkede os rundt om juletræet, rundt om spisebordet, hoppede over dørtrin og ned gennem gangen. Nogle gange tog vi også køkkenet med. 

Det blev mere og mere avanceret for hver dag og ve den farforælder, der ikke sørgede for at lave nøjagtige samme bevægelser som S viste . Vi blev med det samme irettesat. Det resulterede en morgen i, at jeg flækkede totalt sammen af grin og fik mange kommandoer, som jeg ikke kunne efterkomme grundet latteren. S hoppede med begge knæ ned på mit balancebræt, derefter hoppede han op igen og stod på gulvet, hvorefter han hoppede med samlede ben op på brættet og ned igen. 

Jeg tog kun den sidste del med stående på balancebrættet, det duede ikke! Nej farmor! Jeg blev vist det igen og så prøvede jeg, men da jeg først var kommet ned på knæ på balancebrættet, kunne jeg ikke komme op igen. Mens jeg grinte lød det igen og igen; op og stå farmor! Jeg kom da op igen, men farfar fik lov til at gøre det stående, om det skyldtes at S ikke havde tiltro til ham eller at han havde nedjusteret sine tanker om farforældrenes evner, skal jeg ikke sige.

Juleferien sammen startede med regn og rusk. Nytårsaften skød vi nytåret ind med et batteri, som stod udenfor på gårdspladsen og vi stod i læ i porten til kartoffelhuset. Bagefter morede vi os med stjernekastere og knaldperler.

Næsten hver juledag tog landmanden og S en tur på traktoren, vi skulle også fodre høns og hunde. Det var en fornøjelse at se, hvordan S blev mere og mere fortrolig med de store hunde. Til sidst gik han rundt mellem dem og lød som et lille norsk ekko af sin farfar; sit Ayla, nej Dexter, kom Ayla, dæk Dexter osv.

Farmor og S har spillet på klaver, sunget sange og læst bøger, mens farfar sorterede kartofler og resten af familien sov.

Da sneen kom, legede vi alle i sneen. Den gamle trækælk blev hægtet bag ATVen, og så fik vi alle en kælketur på gårdspladsen. Den sidste dag nåede vi at komme på kælkebakken, hvor vi alle fik travet op og kælket ned ad bakken. 

Vi var også barnepige, så forældrene tog i byen en aften og en anden aften på brætspilcafe sammen med datteren.

Pludselig var de ti dage ovre og vi sendte alle hjem, tre til Trondheim og en til Aalborg. Der er stille i huset, når vi kommer ind/hjem efter arbejde. Vi har begge arbejdsmæssigt lige så travlt som før jul, men i år fik jeg ikke blot ryddet julen væk fra huset, men også ned i julekasserne. Tit har de blot ligget nede på det ene værelse, til jeg fik taget mig sammen til at pakke det ned i kasser.

I dag kom jeg ud at gå, for jeg bevæger mig ikke så meget mere, som da S var på besøg og så spiser jeg mere - ikke en god kombination. Hvor er verden dog bare smuk med sne, ja ja jeg ved godt, at den er sjap og søle i byen, men her hos mig er den magisk. Jeg elsker sneen! Og sørger over at den nok forsvinder de næste dage, indtil vinteren vender tilbage på mandag.

solen gik ned mens jeg gik tur

Som tiden dog går

 Blogindlæggene blev i min hjerne og i stedet for blev det instagram, som forevigede julen.

Til gengæld kræver denne dag et indlæg. Min kloge, seje, skønne datter fylder år. Hvor er jeg dog taknemlig for at vi skal fejre dig i dag. Kræftfri og med håndterbare bivirkninger efter behandlingerne. Sej og fuld af gåpåmod.

Datter, søster og faster. Vi har nydt at have dig på juleferie sammen med sønnen, svigerdatteren og S. Nu er I hjemme igen, men i aften får vi lov at fejre dig.

Du og jeg kan godt krydse klinger, for vi er ikke altid enige, og på en del områder også meget forskellige, men vi er gode til at sætte ord på uenigheden og forskelligheden.

At være din mor har budt på mange bekymringer, ofte skyldtes de mere min hjernes evne til at forudse ting, som slet ikke skete. Men allermest har det at være din mor skænket mig så megen kærlighed. Tak fordi du er dig og hjertelig tillykke med fødselsdagen.