Jeg står lige her

 og venter på at blive kaldt ind, mens jeg skriver blogindlæg på mobilen. I dag er det min tur til mammografiscreening, et tilbud, jeg har taget mod lige siden jeg blev 50 år. Gad vide om de mange unge kvinder med brystkræft snart gør, at alderen rykkes længere ned?(på mammakirurgisk afdeling sagde de, at der blev flere og flere unge med brystkræft og man kendte ikke årsagen - unge = under 40 år)

 Heldigvis opdagede min datter det i tide, så ingen spredning til lymfer, men grundet alderen skal hun gennem forebyggende kemobehandling for at nedsætte risikoen for tilbagefald. Andre hun kender, opdagede ikke knuden men havde andre symptomer, som de ikke havde tænkt på kunne være tegn på brystkræft. Datterens åbenhed om sin sygdom gjorde så, at de søgte læge og gud ske tak og lov for det. Nu er de i behandling.

Sindsrobønnen har jeg tænkt på i disse dage, især indledningen,  Gud giv mig sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan ændre.

 Jeg føler mig så afmægtig og vred, nu hvor byggesjusk dukker op overalt på det nye supersygehus i Aalborg. For at det ikke skal fylde, har jeg som mange andre besluttet, at jeg ikke kan gøre noget, så jeg fokuserer på det jeg kan gøre noget ved, og det er at holde fast i den gode sygepleje. Og jeg nægter at se nyheder om skandalen eller læse om det, for så vælder frustrationerne og afmagten op.

Kald mig en struds, jeg vælger mine kampe med omhu og denne kamp er ikke min. 

fra sidste lørdags tur til stranden med datteren

Til gengæld vil jeg gerne tage hul på hvad ord gør og hvordan sygeplejen på den måde bliver usynlig. Et eksempel: en kvinde skrev, at hun havde været indlagt og været gennem et hårdt forløb med forskellig slags behandling, men nu var hun udskrevet  og havde det godt. En anden kvinde skrev så til  vedkommende; tak for lægerne. 

Jeg kender begge kvinder og ved, at de mener, at jeg og andre sygeplejersker gør en forskel, men det er jo ikke det de skriver.

Lægerne diagnosticerer og ordinerer en behandling. Det er ikke lægerne, som er omkring kvinden under indlæggelsen døgnets 24 timer. Det er ikke lægerne, som hjælper eller sikrer at patienten får nok at spise,  får bevæget sig, kommer på toilettet, får sin medicin (behandlingen), svarer på spørgsmål, når de dukker op efter lægen er gået eller holder øje med, at alter  som det skal være (blodtryk, temperatur, iltmætningen, vejrtrækningsfrekvensen, pulsen etc). Det er ikke lægen, der midt om natten når patienten ikke kan sove, taler med patienten for at finde ud af hvad der fylder. Vi er et tværfagligt team, som sammen sikrer, at patienten får den rette behandling for sin sygdom og det er sygeplejen, der er med til at støtte patienten i at håndtere sin sygdom og forhåbentlig også forebygge, at der ikke opstår komplikationer. Der er komplikationer, som kan opstå ved en behandling, som hverken læge eller sygeplejerske er ansvarlig for. Men de er ansvarlig for at kende til komplikationen og reagere, så patienten får den rette behandling for dette. 

Eksempel 1: Når man får en lavet en ballonudvidelse og indsat en stent i hjertet akut, er det en kendt, om end meget sjælden komplikation, at hjertet bliver irriteret af den pludselige genoprettet blodgennemstrømning og kan slå over i ventrikelflimmer = hjertestop. Derfor observeres alle akutte patienter i tre døgn efter indgrebet. Og det er den prompte reaktion i det tværfaglige team med genoplivning og hjertestarter, der kan redde patientens liv.

Eksempel 2:Når man opløser en blodprop i hjernen med medicin (trombolyse) og/eller fjerner blodproppen mekanisk (trombektomi), kan den pludselige blodgennemstrømning forårsage, at de ramte blodkar, som kan være blevet påvirket af blodproppen, får hul i karvæggen og dermed opstår en hjerneblødning. Det er især ved store blodpropper, dette kan ske. Det er yderst sjældent det sker, men det er sygeplejerskerne, der holder øje med det og det er deres prompte reaktion, der gør, at man i det tværfaglige team kan reagere og forhåbentlig minimere skaden efter blødningen.

Jeg mødte en gang ind i en nattevagt, hvor aftenvagten havde observeret sin trombolysepatient og syntes, patienten var blevet anderledes. Der var ikke noget på bevidsthedsniveau, blodtryk, puls eller andre målbare parametre, men patienten havde ændret sig. Heldigvis lyttede lægen til sygeplejersken og sendte patienten til skanning. Her overtog jeg patienten, og da svaret kom, havde sygeplejersken ret, der var kommet en blødning efter behandlingen, Lægen ordinerede behandlingen og jeg iværksatte den, sørgede for at medicinen blev hentet, satte mig ind i hvordan de forskellige præparater skulle gives, bestilte blodprøver, holdt øje med blodprøvesvaret og observerede patienten de næste mange timer, samtidig med jeg også skulle hjælpe andre patienter. Lægen forlod afdelingen efter ordinationen i tiltro til, at jeg havde styr på det hele.

Og når jeg skriver sygeplejersker, mener jeg også social - og sundhedsassistenter. Begge grupper er ved patienterne døgnet rundt.

fra sidste lørdags tur til stranden med datteren

Så langt kom jeg med mit indlæg, da jeg blev kaldt ind. Og da de spurgte mig, om jeg havde mærket noget anderledes ved mit bryst, måtte jeg beskæmmet sige, at jeg faktisk ikke havde tjekket det i lang tid. Jeg gjorde det lige efter min datter fik konstateret brystkræft, men så skete der så meget, og så er det gået i glemmebogen. Det er underligt, for der er andre ting, der fylder og som jeg af og til er bange for at fejle, men åbenbart ikke dette. 

Bagefter kørte jeg til Blokhus klitplantage for at gå en lang tur sammen med min tidligere leder. Det var så længe siden, at jeg havde talt med hende, og det gjorde godt. Vi fik vendt hele sygeplejesituationen, hun er en klog og vis kvinde, som altid inspirerer mig. Vi sluttede af med at sidde på en bænk og spise hendes hjemmebagte boller med godt pålæg på og mine hjemmebragte hindbærmandler.

Resten af dagen er brugt på langs, jeg var bare så træt, det er jeg ofte om eftermiddagen efter arbejde. I dag var det dog helt slemt, så jeg tillod mig, fordi det er fridag i morgen, at sove en times tid. Så selv om jeg har fået konstateret søvnapnø og afprøver en positionstræner, kan jeg stadig være træt, men det er dog blevet bedre. 

Forrige måling viste, at jeg kun havde søvnapnø, når jeg sov på ryggen. Derfor skal apparatet hjælpe mig til at ligge på siden og sove. Det vibrerer, hvis jeg ligger på ryggen. Andre søvnklinikker bruger tshirts med en bold klipset på ryggen, så de tvinges til at lægge sig på siden. Jeg har lige haft måleudstyr på efter 2 måneders behandling, og jeg er spændt på, om det viser en ændring eller om jeg skal have maske på. 

Det er ikke sådan at blive gammel, men jeg er dog ikke begyndt at bruge rollator :-) Det er weekend, og jeg har tænkt mig at nyde den i fulde drag. God weekend til dig.

fra en af gåturene med landmanden herhjemme

Jeg ligger bare lige her

 og slapper af, for det er det, jeg har allermest brug for lige nu på denne dag.

66 år har jeg levet. Jeg har både haft solskinsfyldte fødselsdage, snestormsfødselsdage og regnvejrsfødselsdage. Jeg har været i Finland på min fødselsdag, jeg har været i Frankrig på min fødselsdag, men mest af alt har jeg været her i Danmark sammen med familien. 

De sidste dage har jeg arbejdet hjemme, på den måde kunne jeg være i nærheden af datteren på de første dage efter kemobehandlingen. Og i dag har jeg fri. Vi har spist rundstykker og kage sammen med vores medarbejder, som sødt sagde til mig, at andre måtte fylde år i dag, for regnvejret kunne ikke være min skyld.

Nu sover datteren i den ene sofa og jeg slapper af i den anden. Datteren og landmanden sang fødselsdagssang for mig i morges, selv om jeg havde sagt, at den tradition skulle vi hoppe over. Inderst inde er jeg glad for at de ikke lyttede til mig, for jeg holder af den tradition.

Jeg er blevet begavet med oplevelser, lige som jeg ønskede mig. Landmanden og jeg skal spise brunch og på kunstmuseum sammen, det glæder jeg mig til. Børn og barnebarn synes, jeg skal prøve en personlig shopper, noget jeg altid har drømt om, men aldrig taget mig sammen til. Det glæder jeg mig også til.

Jeg har ingen verdens planer for i dag, men det er lige nøjagtig det, jeg har brug for. Der er masser af opgaver på arbejdsfronten og der er masser af ting at forholde sig til familiemæssigt og landbrugsmæssigt, så denne dag føles som et lille frirum.

søndagsgåtur i Aalborg

I går havde vi opfølgningsforløb efter stroke i Himmerland. 10 patienter og deres pårørende deltog aktivt under lægens oplæg. Det fungerer faktisk rigtig godt med mig som den der har styr på hvem der gerne vil sige noget, og også kan fornemme om vi skal stoppe op og få folk til at spørge. Samtidig med at lægen er på sit kontor på sygehuset, og via Teams kan fortælle om stroke og svare på spørgsmål. Bagefter tog jeg over, fortsatte med forebyggelse og viden om medicin. 

Da jeg kørte hjem, havde jeg en god fornemmelse i kroppen. Jeg følte virkelig, at jeg kunne formidle, at jeg kunne involvere og engagere patienter og pårørende. Og det bedste er, når nogle viser mig den tillid at de kommer bagefter med emner, de ikke så gerne vil drøfte i plenum, men gerne vil have undersøgt.  Og jeg samtidig kan mærke, at jeg har fuld tiltro til mig selv og ved, at det skal jeg nok få fundet ud af.

magisk tur hjem fra arbejde for nogle dage siden

Kan man få den flowfornemmelse, når man ikke mere er erhvervsaktiv? Det er der studier, der siger, at man ikke kan. Vi får se. Endnu er tiden ikke inde for den fase i mit liv, men den kommer jo nok på et tidspunkt med mindre jeg gør som svigerinde, der stoppede som 67 år, men hurtigt fandt ud af at det ikke fungerede for hende. Hun er stadig fastansat i en alder af 74 på samme timeantal som mig (24 timer/uge), tager ekstra vagter og har ingen planer om at stoppe.

Hvis kommunerne besluttede sig for at gøre opfølgningsforløbene til et fast tilbud kunne jeg godt se mig fortsætte med dette. Men jeg vil også gerne have tid til mange og længere besøg i Norge. Vi får se, hvad jeg beslutter mig for.

Men i dag har jeg besluttet mig; jeg ligger bare lige her :-)

gårsdagens morgenstund

Nydning

 Ordet nydning findes ikke på sproget.dk. Man kan nyde eller være nydende, men som navneord eksisterer det ikke. Og så alligevel, Bamse og Kylling synger om nydningen og jeg har det som et hashtag, jeg elsker det ord.

Det har en god betydning
At sidde i aftens nydning
Dig og mig
Og mig og dig

De sidste par dage i min ferie var fyldt med nydning. Frosten, solen, samværet med en frisk datter, gåture, træning, alt gjorde at jeg nød nydningen hver dag.

Hver dag i ferien kom jeg ud og gå, nogle gange med datteren, andre gange alene. Hver dag lyttede jeg til lydbøger, ikke de sindsoprivende eller lærerige, blot bøger, der gjorde mig godt. 

Strikketøjet stod alene i sin taske, jeg vil så gerne strikke, jeg er helt sikker på, at det ville hjælpe mig til at slappe af, men det er åbenbart ikke nu. For når det føles som en pligt, skal jeg ikke strikke, men opskriften ligger klar, der er lavet strikkeprøve, og jeg tror Cottonwool godt kan bruges til et Sommerknus

Landmanden kom på besøg hver aften og så nød vi aftensmaden sammen med ham. Vi lavede lækker mad fra bogen Kost og kræft. Vi nåede også at komme hjem og fejre medarbejderens runde fødselsdag med morgenbord og gaver.

Nu er hverdagen tilbage, datteren er hjemme i byen, hvor hun kan slappe af, mens hun er på sit værksted og kreerer skønne ting. Landmanden har travlt med at sortere kartofler og min huskeliste er alenlang og giver mig lidt åndenød, så jeg husker at fokusere på det, der skal gøres nu og nyder at være sammen med mine kolleger og patienter. De sidste to dage har stået i undervisningens tegn, elever og studerende, kompetenceudvikling af social - og sundhedsassistenter og sidst men ikke mindst patienter og pårørende. 

I dag skal jeg også undervise patienter og pårørende, jeg går altid glad fra disse timer, selv om jeg også bliver bekræftet i, at selv om man er let ramt efter en stroke, er det ikke så let at finde tilbage til hverdagslivet. Det føles meningsfuldt at hjælpe, støtte og give viden til at man kan komme videre i livet.

Tirsdag aften inviterede vores bank til aktionærmøde med Leif Davidsen som trækplasteret. Hans foredrag hed fra Lenin til Putin. Det var spændende at høre om livet i Rusland, at få trukket tråde fra tidligere tiders despoter til nutidens despot. Men jeg blev også trist, for jeg har svært ved at se en slutning på krigen.

Snestorm blev der aldrig i vores område, men vi fik masser af sne og lidt snefygning, så turene til og fra arbejde har taget længere tid de sidste dage. Om lidt gør jeg mig klar til arbejde med sen hjemkomst, jeg vil nyde at køre i sol og sne. 

Må du få en dag, der er god ved dig.

Februar del 2 - erkendelser, sanseoplevelser og samvær

 Jeg nyder solens stråler gennem vinduet. Denne uges sol med frost om morgenen og knitrende frisk luft er livgivende. Min ferie er indtil nu ikke helt gået som jeg havde planlagt, til gengæld er jeg utrolig glad for, at jeg har ferie, for så skal jeg ikke forholde mig til arbejdsopgaver. Og nu får jeg lov at nyde at have datteren tæt på mig i sommerhuset, mens landmanden er blevet hjemme på gården.

Efter mange havde postet billeder af nordlyset søndag, havde landmanden og jeg uafhængigt af hinanden og nærmest synkront henholdsvis skrevet og ringet til hinanden med samme tanke, vi ville på nordlysjagt. Landmanden havde dog en generalforsamling først, hvorefter han hentede datteren i Aalborg og bagefter mig i Blokhus. Jeg havde brygget te og købt påskeæg og så kørte vi først ned til stranden mellem Blokhus og Saltum. Vi var absolut ikke de eneste på stranden, og det selv om klokken nærmede sig midnat. 

Der lå en let tåge forneden og ovenover var der stjerneklart. Vi kunne dog ikke se noget med det blotte øje, så på et tidspunkt besluttede vi os at køre på stranden til Saltum i håb om at noget måske dukkede op. Igen, vi var ikke de eneste med den ide. Vi kørte væk fra stranden i håb om at komme væk fra tågen. Der var ingen tåge på de højeste punkter mod Løkken, men nordlys var der intet af. 

Landmanden drejede ned på Grønhøj strand, og her stod vi et stykke tid og kiggede. Vi fornemmede en grøn stribe og langsomt blev den tydeligere og sendte af og til små striber op mod stjernerne. Kameraet kunne ikke fange det og jeg kunne ikke finde ud af at sætte mobilen til manuel indstilling, Måske havde der været mere, for det er det vi hører, at folk ofte så mere gennem mobilkameraet end med det blotte øje. Men vi så nordlyset! Og så kørte vi hjem til sommerhuset, hvor datteren og jeg blev sat af og landmanden fortsatte hjem til gården. Klokken var da 1, så jeg faldt hurtigt i søvn.

Datteren deltager i et projekt, som er et tilbud til både akutte og kroniske kræftpatienter. Det er et samarbejde mellem Aalborg Universitetshospital og forskellige kunst - og kulturelle organisationer. Hun må invitere en med, og jeg fik lov til at komme med den første gang, som foregik på Kunsten, museum for moderne kunst. Landmanden skal med den sidste gang, hvor det foregår i naturen med vandring og mad over bål. Derudover har datteren haft en veninde med til Musikhuset og en anden skal med til besøg hos skulpturkunstnere. 

Ideen er at gennem fordybelse i andet end i sin sygdom og behandling kan man nogen gange finde livsgnisten, livskvaliteten, håbet der. Det var en fantastisk dag, vi var ca. 30 mennesker, som mødtes i Kunstens auditorium, hvor en musikterapeut inviterede os til at synge med på gode kendte sange. Derefter tog kunstformidleren over. Vi så fire kunstværker og han inviterede os til at komme med vores betragtninger. Helt bevidst fortalte han ikke noget om kunstneren eller de officielle tolkninger af kunstværkerne. Det var virkelig spændende, eftersom alle efterhånden tøede op og gav deres besyv med.

Så fik vi en lækker frokost, hvorefter vi gik på ind på deres værksted og alle fik lov til at afprøve en japansk teknik med at lave motiver på papir ved hjælp af vand, sæbevand og blæk. Jeg kan ikke huske navnet på metoden, men det var virkelig meditativt og sjovt.

Til slut tog en filosof over, nu skulle vi i grupper vælge et af kunstværkerne og så bruge en metode, han kaldte filosofisk undringskompas (tror jeg nok, arket med spørgsmål ligger derhjemme) Det gav virkelig anledning til gode snakke rundt om ved bordene. Det var en dejlig eftermiddag, og jeg har lyst til at afprøve kunstformidlerens råd: udvælg dig få værker fra én udstilling, du vil kigge på, snak sammen om hvad vi ser i dem og kom en anden gang og se på andre udstillinger. Ingen kan rumme et museums talrige udstillinger på en gang, og han har jo ret. 

En sød historie, som blev delt i vores gruppe, vi drøftede en lysinstallation. En præst havde fortalt i sin juleprædiken, hvordan han lærte sine børn, at man skulle spare på lyset ved blandt andet at huske at slukke lyset. Da han kommer ind til sin 4 årige søn for at sige godnat, siger faderen husk nu at slukke lyset. Drengen siger så, men far, vi skal også huske at spare på mørket. Den bemærkning kunne vi godt huske på en gang imellem, og sådanne projekter som dette er med til at sætte fokus på lys og håb fremfor mørket.

Datteren sover, vores planer er aflyste i dag grundet bivirkninger efter ny kemokur, vi bliver rigtig gode til at navigere i uforudsigeligheden og mærke, når vi skal ændre planer. Planer ændres, landmanden tager sig af en del, jeg tager mig af en anden del og sammen er vi stærke og kan klare lidt af hvert. 

You just call on me brother when you need a hand
We all need somebody to lean on

I just might have a problem that you'll understand
We all need somebody to lean on

Februar del 1 - med glæder og sygdom

 Jeg savner at skrive, jeg savner at lade refleksionen over det levede liv fælde sig, mens jeg skriver. Nu har jeg ferie, det har landmanden ikke. Så måske kan jeg finde ind til skriverytmen igen, for jeg tror, jeg har brug for det.

I julegave fik vi et lille maleri kreeret af vores lille barnebarn S. Det har ligget fint pakket ind, så det ikke skulle blive smudset til. Forældrene havde stillet farver frem, hvorefter S valgte, hvilke farver farforældrenes maleri skulle have. Klatter af de valgte farver blev sat rundt omkring på papiret og så fingermalede han. Nu er det kommet i ramme og sat sammen med de fine stjerner af jern, vi fik i januargave af datteren, fik skænken i gangen et helt andet udtryk.

Februarvejret har været lige så lunefuld som de øvrige vintermåneder, men når jeg kigger på billederne, kan jeg se, at der har været skønne vinterdage med sol. Vi har fået gået ture, for få, men energien er ikke rigtig til at overtale hinanden til at komme ud. Sådan er det og jeg øver mig i at være kærlig ved mig selv.

Jeg gav mig selv en kærlighedsgave og rejste til Trondheim fra fredag til mandag midt i februar. Datteren skulle starte den sidste del af kemokur, som er mere barsk, i slutningen af februar og da hendes krop og sind taklede den første kur givet over 12 gange godt, var alle trygge ved, at jeg drog af sted (inklusiv mig selv) Turen gik ok, det var snevejr, ret meget faktisk i Norge og det forsinkede flyvninger internt i Norge, så jeg fik lang ventetid i Oslo. Uanset ville S være gået i seng inden jeg kom. Nu endte det med, at det kun var sønnen, der var oppe, for han skulle hente mig ved flybussen.

Det blev de skønneste dage sammen med S og forældrene. S kiggede noget på mig, da jeg kom ind i soveværelset om morgenen. Han blev lidt genert, men det varede ikke længe før vi kunne lege sammen oppe i stuen, mens far lavede morgenmad til os alle. Vi kørte med traktorer, sang og løb omkring sofaen på jagt efter hinanden. Han snakker en masse og meget af det forstår jeg ikke, men lidt efter lidt lærte jeg nogle af ordene og lydene at kende.

Det var det skønneste vejr med sol, sne og frost, så vi skulle selvfølgelig ud i sneen. S havde absolut ikke tid til at vente på mor og far, så vi gik sammen, han meget målrettet, hen til den lille legeplads, hvor vi gyngede sammen. Senere da søn og svigerdatter sluttede sig til os gik vi hen til kælkebakken. Vi morede os med at rutsje ned ad bakken og bagefter lærte S at man også kan vaske sin farmor med sne, så hun ingenting kan se.

Om aftenen sendte jeg forældrene af sted til en biografforestilling. Jeg var spændt på om jeg kunne få S til at sove, men min søn var god til at forklare sine rutiner med S. Det gik fint, og resten af aftenen gik jeg konstant ned og tjekkede, at han stadig lå godt og sov roligt, selv om jeg havde alarm og kamera hos mig ( man kan jo ikke altid stole på det teknik, vel)

Jeg så den smukkeste serie, som min svigerdatter havde anbefalet mig, faktisk havde vi set et enkelt afsnit om eftermiddagen. Demenskoret på NRK er den smukkeste fortælling, dels om at mennesker med demens er lige så forskellige som vi andre er, dels at de kan vokse gennem det at blive tage alvorligt og udfordret samtidig med at de har det sjovt. 

Man havde samlet en gruppe mennesker med demens, som skulle synge sammen i kor og til slut give en forestilling på det smukke revyteater Chat Noir i Oslo. Jeg tudede mig gennem de sidste afsnit og sammen med familie, venner og andre tilskuere så jeg, hvordan koret voksede som enkeltpersoner og som kor. Hvor helt fantastisk de sang og sprudlede af livsglæde. 

Vi havde hørt koret i det norske lillejuleaftensprogram Kvelden før Kvelden. Jeg håber sådan, at det kommer på DR1, se det hvis du får mulighed for det. Der er også interviews med demensforskere om musikkens betydning og selve demenssygdommene.

Jeg mindedes de glade musikalske stunder vi havde sammen med min far, selv da han var hårdest ramt af sin Alzheimers sygdom.

Næste morgen var jeg den første, der gik op i stuen og der lå der to pakker, en til mamma og en til mor, jeg undrede mig. Det viste sig at det var mors dag i Norge, så sønnen havde også købt chokolade til sin egen mor. Senere tog vi til farvefest i S' børnehave, det var hyggeligt og S' moster og familie kom også. 

Desværre blev S syg herefter med omgangssyge, så jeg var glad for, at jeg også kunne hjælpe, når han havde fået tørt tøj på og alt skulle vaskes. Mandag formiddag hyggede vi os med Fantus og minibørnene i fjernsynet og boglæsning. S blev lagt i seng, han var sløj, træt, havde feber, og spiste helst kun ved sin mor. Vi sagde "Ha det" til hinanden, for mens han sov, drog jeg af sted.

Jeg gik med kuffert og de forkerte støvler på fødderne, de gode vandrestøvler lå i kufferten. Der var spejlglat, fordi det havde regnet oven på al isen. Så jeg følte mig virkelig som en gammel kone, hvis eneste mål var at komme sikkert hen til stoppestedet. Jeg kom sikkert derhen og sikkert hjem.

Om natten herhjemme begyndte jeg så at kaste op. Jeg har passet patienter med roskildesyge, covid eller influenza og jeg er aldrig blevet smittet. Barnebarnsvira er åbenbart mere potente, jeg var så slap og dårlig om morgenen efter hyppige besøg på toilettet, at jeg sov det meste af dagen. Næste dag kunne jeg arbejde lidt om eftermiddagen herhjemme og da jeg heldigvis ikke kastede op mere end den nat, så måtte jeg komme på arbejde igen torsdag.

Jeg var træt og slap efter den dag, der var også personalemøde, så det blev en lang dag på arbejde. Men trods sygdom nød jeg  at have været af sted, og det er helt tydeligt, at når der ringes fra Norge og jeg kommer til skærmen, så peger S på mig og smiler. Jeg glæder mig allerede til næste gang, vi skal ses fysisk.

Røros - vi kommer helt sikkert igen - Den sidste dag i sommerferien i Norge på motorcykel 2022

For dem, der har set Pippi Langstrømpe i Pippi i den første sne, vil gaderne i Røros vække genkendelse. Ligesom det gælder for dem, der har set den norske serie Hjem til jul. Røros er en gammel mineby i Norge og som er med på Unescos liste over verdenskulturarv. Jeg gad godt komme tilbage til denne smukke by om vinteren, men så sandelig også om sommeren igen.

Da sommerferien i Norge lakkede mod enden, kyssede vi alle farvel i Trondheim, datteren skulle hjem med fly senere på dagen og vi hoppede på motorcyklen og tog en oplevelsestur til Røros. Hvis du vil læse mere om vores ferie, kan du klikke på dette link.

Først kørte vi ad vante veje mod syd, men snart drejede vi af for at komme ind til Røros. Landmanden havde set et tip om en speciel motorcykelcafe på vejen til Røros, som vi håbede havde åben til formiddagste. Det havde den desværre ikke, så den må vi have til gode til en anden gang.

Vejret var lidt overskyet, men havde den helt rette temperatur, når man kører på motorcykel. Snart dukkede Røros op og vi fik parkeret motorcyklen og låst hjelmene fast til motorcyklen. Vi beholdt motorcykeltøjet på, da der var køligt. 

Denne dag var sat af til blot at nyde byen, og den første gade, vi valgte, rummede en spændende keramikbutik/værksted, Lysgaard. Alle huse i gaden var ældgamle, væggene skrå og inde i gården mødte os en sand farveeksplosion. Billeder kan slet ikke gengive hvor smukt det var.

Efter at have sanset og nydt indergården gik vi ind i huset og det fortsatte. Små rum, skæve vinkler, men overalt keramik i alle farver, brugskunst og kunstværker ved siden af hinanden.

Da vi havde set os mætte i alt det smukke og købt en lille magnet med nogle af farverne, gik vi videre. Sønnen havde anbefalet, at vi prøvede en lille cafe, Frøyas hus og deres rømmegrøt med spekemat og flatbrød. Vi fandt den lille cafe og valgte at sidde ude i gården. Nu var vejret til at smide motorcykeljakkerne.

Selv på en sommerdag var den menu perfekt til mig, jeg elsker fløjlsgrød, mannagrød, risengrød eller  havregrød, og det på alle tidspunkter af året. De første to har jeg dog ikke fået siden jeg var barn. Det må der laves om på. Men denne rømmegrøt smagte godt, også selv om det virkede lidt mærkeligt at spise skinke og spegepølse på fladbrødet dertil. Saftevand til grød smager af barndom, det er meget sjældent jeg drikker saftevand, fordi jeg har et princip om ikke at drikke kalorier. Jeg får rigeligt gennem maden.

Vi nåede at gå lidt mere rundt, vi så over på det store museum for de gamle kobberminer og slaggerbunkerne. ligesom vi nød den smukke kirke udefra. Vi skal helt sikkert tilbage for at opleve meget mere i Røros. 

På vej ned til motorcyklen kom vi forbi et torv. hvor denne statue stod, Bjergmanden og Hustru til minde som dem, der gennem slid og savn skabte dette bjergmandssamfund på Rørosvidda.

Så kørte vi mod Riksveg 3 og den kendte rute.  Vi fik gensyn med Storelgen og ved aftenstid kunne vi tjekke ind på et hotel, spise lidt mad og få en god nats søvn, inden vi kørte de sidste 8 km for at køre ombord på færgen. Det blev en skøn ferie i Norges land. Og jeg glæder mig til nye oplevelser. 

Morgengryet

 Jeg elsker det ord, at morgenen gryr, at dagen begynder, at dagen langsomt dukker frem, at det begynder at lysne. Ikke blot elsker jeg ordet, men jeg er også vild med denne ganske særlig form for morgengry om vinteren. 

Mange har travlt med at sukke efter foråret, hvor jeg i mit stille sind tænker; ro på, vi er i den anden af vintermånederne, der er en vintermåned mere. Marts er den første forårsmåned, der hvor foråret gryr. Den kan jeg godt vente på, mens jeg nyder dvalen året er i, mens den forbereder forårets komme.

Dette er en vintermorgen, hvor kulden bider mig i kinderne, hvor rimfrosten pynter den visne hortensia og Sankthansurten, hvor solens flammende morgenfarver blander sig med nattens mørke. Fordelen ved morgengryet om vinteren er at man ikke skal meget tidligt op for at opleve morgengryet.

Jeg har sovet længe efter min standard. Jeg er normalt altid først oppe, jeg er også den der går først i seng. Men i dag hørte jeg landmandens vækkeur og faldt i søvn igen, indtil mit eget vækkeur ringede klokken 7. Jeg kunne såmænd godt have sovet længere, men rækken af ting, jeg skal have styr på, roder ubevidst i min hjerne, så jeg vil gøre en indsats for at få streget punkter over på den mentale liste.

I går gik jeg en morgentur, men ikke i mit område. Datteren har været hjemme hos os en lille uge. der var brug for omsorg og praktiske gerninger, og vi nød at have hende hjemme. Hun havde glemt nogle af sine ting, så da jeg skulle møde sent, kørte jeg forbi med tingene. Vi havde aftalt, at jeg stillede det foran hendes dør, så da jeg havde været oppe med det og var alt for tidligt på den i forhold til arbejde, gik jeg mig en morgentur i Østre Anlæg. Faktisk gik jeg to runder, for med tempo på gangen tog det ikke lang tid at komme rundt. Anderledes forholdt det sig med hundelufterne, de skulle stå stille, mens hundene kiggede på ænderne eller snusede til alle de duftspor, som andre dyr havde efterladt, så menneskene frøs med anstand.

I disse uger møder jeg kl 10 hver torsdag, fordi jeg underviser patienter og pårørende i Hobro om eftermiddagen. Jeg nyder de timer sammen med gode folk fra de tre Himmerlands kommuner, både patienter, pårørende og undervisere. Vi har fået bevilget tre forløb som en afprøvning og håber selvfølgelig at det kan blive faste tilbud. Det gør vi også med Aalborg Kommune og Morsø kommune, men det går trægt med den proces. Den er jeg ikke så god til at være i, så jeg forsøger at fokusere på alle de andre arbejdsopgaver, der hober sig op i min hjerne og på min opgaveliste. Jeg øver mig i reelt at erkende, at der ikke er en quick-fix metode. Livet har det med at smide en masse andre bolde ind på banen, når jeg prøver at fokusere på den bold foran mig, som jeg skal have i mål. Og nogen gange er det vigtigere at få en af de andre bolde i mål først. Det kræver at jeg stopper op, kigger på opgaverne, prioriterer enten alene eller sammen med min leder. Jeg er ansat på 24 timer, men lige nu har jeg opgaver til fuldtidsansættelse. Alle sammen vildt spændende, alle sammen relevante, men jeg øver mig i at mærke efter om jeg skal inddrage nogle timer på fridagene og så flekse dem senere. Lige nu passer det mig godt f.eks at kunne dele mine arbejdstimer op udover flere dage.

I lørdags tog vi til stranden sammen med datteren. Det blev til en dejlig gåtur i det gode vejr, hundene blev luftet, vi samlede muslingeskaller til datterens nye kunstprojekt og fik øje på en lille babysæl. Den havde skadet sin ene luffe, hvor meget kunne vi ikke se. Vi ringede til Dyrenes beskyttelse, de ønskede billeder og efterfølgende ringede de, at de mente, den nok skulle klare sig uden deres hjælp. Vi havde det skidt med det, men om søndagen var landmanden på jagt med kloge mennesker ud i dette. De sagde, at moderen ville komme ind om aftenen, når der var blevet ro på, og at det nok skulle lykkes for den lille sælunge at komme ud i vandet igen. Det håber vi.

Nu vil jeg smøre lidt frokost til os begge, og så må jeg hellere holde mit løfte til mig selv om at gøre noget aktivt for at få mine smerter i baller og hofte væk. Ellers må vi have købt et hæve-sænke skrivebord til kontoret. På arbejde står jeg op det meste af tiden, fordi jeg får ondt med det samme, jeg sætter mig på en stol eller i bilen. Min fys har ordineret gåture og øvelser, sæt i gang Lene.

Rigtig god weekend til dig.