December

 December er den tid på året, hvor jeg får allermest lyst til småkager, juleboller, klejner og levende lys. Jeg elsker at tænde op i brændeovnen og sidde i sofaen med udsyn til ilden med en god bog/en julefilm til at hygge mig med.

December måned er også den tid på året, hvor der er instagramprofiler, jeg ikke læser. Førhen var det blogge, jeg ikke læste. Det er der en ganske særlig årsag til. De profiler får mig til at føle mig utilstrækkelig, meget lidt kreativ, meget lidt produktiv, meget lidt organiseret osv. De bliver det spejl, der siger ja ja du vil jo så gerne være sådan en, der har den smukkeste hjemmelavede adventskrans klar første søndag i advent, sådan en, der lige nusler hjemmelavet julepynt frem - sådan en, der lægger hjemmelavede julegaver under træet - sådan en der har alt klar når december måned banker på.

Sådan en er jeg ikke, men erfaringen gør, at jeg ved, at der bliver også jul hos os. 

Forrige søndag kunne jeg, flere timer efter jeg havde tudbrølet i sofaen i vrede over at blive overfaldet af et gedigent ørestensanfald, sætte mig i den smukke koncertsal i Musikkens hus og nyde at sidde der sammen med min mellemste lillesøster og lytte til Oslo Gospel Choir. Svimmelheden var væk og jeg nød de smukke juletoner. Koncerten var en fødselsdagsgave fra mine to jyske søstre.

Musikkens Hus

Det var den smukkeste måde at starte december måned på. Sangene var meget lig sidste år, men det gjorde ikke noget, for det var lige de sange, der betød noget. Hver gang jeg lytter og ser koret, bliver jeg lige imponeret over deres sceneoptræden og deres høje standard for korsang/gospel.

Og så hastede december måned ellers videre. Sneen lå smuk og dejlig udenfor min dør, men jeg var enten på arbejde hjemme eller på sygehuset eller også skrantede jeg. Så det blev aldrig til gåture i sneen. Men jeg nåede et 25 års jubilæum for en god kollega, som jeg har kendt, siden jeg startede på neurologisk afdeling for snart 24 år siden. Hendes egen tale om dengang og nu satte tanker i gang hos mig, jeg er vist i et eftertænksomt decemberhumør, en blanding af taknemlighed og aldersbetinget tristesse.

Udsigten fra 14.sal på Sygehus nord.

I går var vi til Luciakoncert i Skalborg Kirke, inviteret af svoger og svigerinde. Det var en dejlig oplevelse, der var både spirekor, børnekor, ungdomskor og et kor med både unge og voksne. Nye smukke julesange fik vi hørt, vi fik set Luciaoptog og så havde vi alle fire lagt mærke til en lille pige i spirekoret. Alle i spirekoret havde nissehuer på og så havde de fagter til de sange, de skulle synge. Og den lille pige gik så meget op i både sang og fagter, så hun smittede alle med sit skønne humør og glæden ved at deltage. Bagefter fandt jeg så ud af, at det var en af mine kollegers yngste datter.

Tristessen kom faktisk også frem i kirken, for overalt sad der stolte forældre og bedsteforældre til de deltagende kor. Jeg tænkte på, at når mit barnebarn bliver 16 år, vil jeg være 80 år. Og så gik tankerne videre til hvordan jeg mon så havde det, ville jeg være åndsfrisk, mobil, nysgerrig på livet osv. Se den tankebane skal jeg slet ikke ned ad. Jeg kan ikke gøre noget ved livets gang, jeg kan forsøge at passe godt på mig selv, jeg kan forsøge at holde fast i undringen og nysgerrigheden, men i sidste ende ved jeg ikke meget om mit fremtidige liv. 

Sneen er for længst borte, men hvor jeg dog godt gad, den kom igen.

Så var det godt at komme hjem til min svoger og svigerinde til gløgg og æbleskiver. Vi grinte, vi delte historier, vi nød, da datteren sluttede sig til selskabet. Vi delte erindringer fra da vi var unge. Jeg huskede, hvor stort det var at flytte til Aalborg. Tænk de havde en døgnkiosk lige over for sygehuset. Den brugte jeg ofte, når lækkersulten overmandede mig. I Viborg måtte jeg ty til bagerens automat uden for på muren, hvis jeg blev lækkersulten om aftenen/natten. Jeg blev også imponeret over, da vi besøgte svoger og svigerinde, at de kørte ind til den kinesiske grill og købte store lækre kinaruller med ris og karrysovs. Det havde vi heller ikke i Viborg.

Pludselig havde svoger bestilt kinaruller med ris og karrysovs, så eftermiddagen blev til aften med endnu mere hygge og snak om gamle dage. Pyt med at vi er gamle, vi forstår stadig at hygge os og lave spontane ting.

Jeg har fået lidt mere julepynt op og købt lys til det adventsfad, som endnu ikke er blevet kreeret. Nu er der da tændt lys i fadet. Til gengæld nåede jeg i mål med regnskabet i går og i dag. Det nye system driller mig, men i sidste uge havde jeg besøg, hvor jeg fik gode tips og vejledning. Det kom i brug i går.

Denne arbejdsuge bliver anderledes end normalt, for jeg kunne ikke stå for en bøn fra en ung kollega, netop tilbagevendt fra barsel. Hun ville så gerne til afdelingens julefrokost og skulle i aftenvagt fredag. Jeg skal ikke til julefrokost, men vi kan ikke bare bytte, da jeg ikke til daglig har aften eller nattevagter. Kun 1. og 2. juledag skal jeg arbejde. Og der skulle hun også arbejde. Nu går jeg i aftenvagt, hun tager en anden vagt for afdelingen og jeg holder fri på torsdag. Så jeg har fem arbejdsdage i min funktion, inden jeg holder fri fra d. 22. - 24. december.

Men efter helligdagene kan jeg rigtig nyde de resterende tolv juledage, for jeg har fri og har flekstimer til gode, så jeg skal først på arbejde igen, når den lille dansk-norske familie er rejst hjem d. 7/1. Juleaften sammen med datter og svoger og svigerinde. Og fra d. 28/12 skal jeg nyde mit barnebarn og hans forældre i mange dage. Jeg glæder mig! 

Og så gad jeg virkelig godt at snevejret kommer igen. 

Sne og styrke

 Jeg elsker det! Jeg elsker, at det er hvidt derude. Det hæver mit humørniveau, selv om jeg er gået skrantende ind i december. Jeg ville ønske, at vi havde frost fra nu til slutningen af februar. Hvilken vinter det ville være!

Efter jeg kom hjem fra Norge, nåede vi at se danseforestillingen That's So Me på det Hem'lige teater. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. Jeg vidste, at de ti dansere var amatører, at der var professionelle instruktører hyret, at de knoklede først med styrketræning siden dans flere gange ugentlig og til sidst hver eneste dag efter arbejde i fire timer. Og at min datter havde meldt sig til en audition og var kommet med i forestillingen.

Det var helt og aldeles fantastisk og vi ærgrer os over, at vi først så forestillingen den sidste aften, for ellers havde jeg reklameret vidt og bredt omkring for forestillingen. Musikken, som var skrevet og udført af en kunstner, som gik all in på drømmen om at blive sanger og sangskriver for to år siden, passede perfekt til temaet. Alle dansene kredsede om SoMe verdenen, at få likes, at være en anden end den, man viser udadtil, at føle sig alene midt i trængslen, at føle sig på hele tiden, aldrig at kunne slappe af, for alle forventer man svarer med det samme.

Fra det Hem´lige teaters facebookside

45 minutter var danserne på, i et højt tempo. De dansede, de udførte stomp på trommer, tønder og gulvet (sindssygt flot udført, fatter ikke hvordan de både kunne holde deres egen rytme og lade rytmen indgå i andres rytmer til musikken), de kastede sig rundt på gulvet i dansene uden at ramme ind i hinanden. Det var så godt udtænkt og udført.

Og midt i det hele sad jeg og så på min datter. Tænk at den krop der i 7 måneder blev udsat for giftstoffer for at slå mulige kræftceller ihjel, kunne gennemføre dette, kunne danse så smukt og stærkt. Tænk at den kvinde, som nok er færdig med kemo, men stadig slås med kemohjerne, kunne huske al den koreografi og udføre det til perfektion. Jeg var så stolt på hendes vegne.

Fra det Hem'lige Teaters facebookside

Hver eneste dag minder jeg mig selv om, at vi har så meget at være taknemlig for, ikke blot at min datter er kræftfri men også på trods af at de sidste fire år har været barske år både i Norge og her, så er vi her. Vi har hinanden. 

Og så kigger jeg ud igen på det snehvide landskab, jeg nyder det. I dag så vi en sjov sky/dis, som lå lavt hen over en mark. Det så specielt ud.

Julekasserne er hentet ned, i løbet af de næste uger bliver der pyntet. Datteren hjalp mig i går, vi har begge været syge og skranter som sagt stadig, men ved fælles hjælp kom vi i gang i går, jeg vaskede vinduer med pauser indlagt, hun pyntede vinduer med pauser indlagt. I dag gav det bagslag for mig, så endnu en dejlig aftale måtte aflyses ( min kalender er fuld af streger for aflyste aftaler). Så nu slapper jeg af, drikker varme drikke og krydser fingre for, at næste dejlige aftale i morgen aften ikke skal aflyses.

Har jeg sagt at sneen hjælper på mit humør :-) det gør det også i dag. Jeg ville virkelig ønske, at sneen blev her hele vinteren. 

Farmor, kom

 Et barns tillid er en værdifuld skat som man skal værne om. Den er ikke givet, men hvor er den dog helt fantastisk,  når den vises én.

Sidste fredag kørte landmanden mig til flyet. Han var misundelig, men kunne ikke tage to hverdage ud af arbejdskalenderen.  Selv om jeg ikke gider at flyve, så er det det nemmeste, når jeg er alene. Turen til Oslo gik stærkt, jeg sov mig gennem turen.  Det samme gjorde sig gældende fra Oslo til Trondheim. Heldigvis kom bagagen med adventsgaver og julegaver med mig ud til flybussen. Sønnen hentede mig ved stoppestedet tættest på deres bolig.

Jeg gik hurtigt i seng, det havde været en lang dag. Klokken kvart over syv lød en lille stemme; farmor, og jeg satte mig fluks op. Genertheden fyldte lige de første minutter men så skulle vi op og lege. 

Det blev en dejlig dag med tid til at lege, inden vi drog på julemarked på Lavollen, hvor vi var på spøgelsesjagt i oktober måned. Som sidst drak vi varm kakao og nød gode kager. Jeg fik købt fine små engle, nogle havde vinger og krop af tekster på nynorsk. Der kom også to vantenisser med hjem. Jeg køber ellers aldrig nisser mere, men vanterne var med det fineste Selbumønster. Dem kunne jeg ikke stå for.

Vi fik også løbet en masse. S elsker at løbe og der var det smukkeste vejr med rimfrost og bakket område, så vi kunne løbe op og ned.

Bagefter drog vi til Trondheim centrum, hvor der var børneteater med lystænding af træerne i en sidegade til torvet. Der var hundehamrende koldt på det tidspunkt,  så jeg fortrød, at jeg ikke havde taget min skiundertrøje indenunder uldtrøjen.

Vi sluttede turen af med mad på et lækkert pizzeria. Hjemme gjorde søn og svigerdatter sig klar, de skulle til koncert, den egentlige grund til at jeg var fløjet herop, så jeg kunne være barnepige.

S og jeg hyggede os med at se en skøn animationsfilmserie om en skraldebil og en lille drengs venskab og eventyr sammen.

Det gik fint med at få S til at sove. Vi læste mange bøger og så sang jeg ham i søvn. Jeg sov også sammen med ham senere. S sov godt, farmor vågnede nok oftere end hun plejer at gøre.

Søndag hyggede vi os sammen hele formiddagen. Målsætningen for mig var, at vi ikke skulle bruge mobil eller fjernsyn, selv om S helt klart havde en forventning om, at det skulle vi. Jeg nåede mit mål :-)

Han er heldigvis lige så stort et legebarn med masser af fantasi som hans far var, så vi byggede togbaner, kørte ræs med biler på sofaryggen, hoppede rundt til musik, løb om kap, lagde puslespil osv. Hvor jeg dog nyder at have et lille barn i mit liv igen. Det har jeg savnet.

S går til Rabalderdans til hverdag og søndag var der et ekstra tilbud om dette. Jeg fik lov til at være med. Rabalderdans er et tilbud til børn i alderen 2-6 år, hvor børnene gennem en fortælling bruger deres krop til musik eller selv skaber musik med kroppen. S elsker det, men denne søndag var han træt og lidt genert, nok fordi det ikke var i de vante omgivelser fra hverdagen,  så det var mest trygt og sjovest at danse sammen med mor, far og farmor. Til sidst åbnede han op og var så sej, da de dansede breakdance.

Mens S og hans far kørte til Solsiden for at finde en cafe, gik svigerdatteren og jeg gennem bydelen Svartlamon, en slags miniChristiania, dog uden pusherstreet. Oprindelig var det en bydel for industriens arbejdsbefolkning og da man ville rive de gamle træbygninger ned, blev de besatte. I dag har man et fint samarbejde med kommunen. Billedet nedenfor viser et maleri som to af byens kendte kunstner havde lavet sammen. Det blev faktisk redningen, for man kunne ikke rive bygningen med dette maleri.

Jeg har stadig svært ved inde i mit hoved at koble de forskellige dele, jeg besøger i Trondheim. Alt er bygget i dale og op af fjeldene, vi kører rundt om, bag om, i tunneller og pludselig er vi der, hvor vi skal være. Det var skønt at gå og fornemme turen fra det gamle arbejderkvarter til Solsiden, hvor vi drak varm kakao og spiste lækre mandelboller på cafeen Godt brød. 

Bagefter gik vi en tur ud på pladsen ved fjorden og blomsterbroen. Lyset var helt fantastisk smukt i den blå time. Vi hoppede på trampolin og grinte højt sammen. Kommunal ansatte var ved at sprøjte vand på det område som bliver til skøjtebane de næste måneder. Der var nok minus 10 grader eller mere her sidst på eftermiddagen.

Om aftenen nød vi hjemmebragt asiatisk aftensmad, før jeg fik lov til at sove en sidste nat sammen med S.

Mandag formiddag blev nydt sammen, inden alle fulgte mig ned til bussen. S og jeg trak mine kuffeter, vi er et godt team og mit hjerte smelter hver gang jeg ser på det skønne ansigt med tungen lidt ud af munden, et lille gavtyvesmil og funklende øjne. Han var dog lidt ked af det, da farmor tog af sted med bussen. Så var det godt, at forældrene havde planlagt en tur i svømmehal bagefter.

Flyturen gik godt og jeg landede hjemme i sofaen mandag aften. Landmanden og jeg nød billeder og film af S sammen og nu glæder vi os til, at vi skal fejre nytår sammen med den lille familie her på gården.

Så vil jeg glæde mig til den lille hånd, der tager min og siger; farmor, kom.

Lad dem lege i livstræets krone

 Jeg holder meget af sangen Livstræet, og som jeg før har skrevet, holder jeg også af podcasten Sangbogen med Muff og Hammer på DRlyd. Men jeg er uenig med Katrine Muff, som synes at melodien til Livstræet er forfejlet. Hun synes, at teksten er melankolsk og fortjener en melodi, der understøtter det. Og derudover synes hun også, at omkvædet kædet med melodien nemt kan komme til at lyde som "tag dig nu sammen" Jeg synes derimod, at melodien er med til at understøtte håbet i omkvædets tekst. 

"Lad os lege i livstræets krone, lad os føle, at livet er stort, lad os skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port." 

Men det er jo netop det, der er spændende, når man lytter til hinanden. I dag på facebook fik jeg et glimt af aftenshowet, hvor man talte om unge og børns problemer i verden. Peter Quortrup Geisling sagde, at alt for mange i hans generationer havde det med at sammenligne nutidens børns problemer med dengang hans generation var børn og unge. Der var en verden til forskel. Den verden, som alle kan følge med i dag qua de sociale medier. Hvordan kunne vi så hjælpe/støtte de unge mennesker?

"Førstehjælpen er at holde af, at holde om, at holde mund, at lytte"

I disse dage har jeg lyttet, jeg har holdt om, jeg har i den grad holdt af, men jeg har også snakket. Hvor det tunge i sygeplejens vilkår og de vilkår mine kolleger arbejder under, fyldte rigtig meget i onsdags og påvirkede min glæde. Så hjalp indlægget mig til at fokusere på det gode, mine kollegers smil på en onsdag, hvor vi ikke var så belastet og ikke mindst det nærvær og samvær, jeg havde med femten patienter og deres pårørende.

Torsdagen blev lige så god for mig, for jeg sluttede min arbejdsdag af med 14 patienter og pårørende. Og her var sygeplejen i allerhøjeste grad som om onsdagen at lytte til de mange historier om, hvad der skete, da den enkelte patient blev indlagt med et stroke. Først derefter forsøgte jeg at sætte det ind i en sammenhæng med min viden om strokeforløbet, de mange symptomer, man kan få efter en stroke, det at huske at ringe 112 i stedet for at se tiden an eller ringe til vagtlæge. Håbet om via viden og erfaringsudveksling at finde vejen til et godt hverdagsliv er det styrende for de næste fire uger, hvor de mennesker skal møde hinanden og oplægsholdere. Jeg er med på vejen de første to gange. Og begge forløbs første dag efterlod mig med en glæde over at kunne bidrage til den rejse med min sygeplejefaglige viden.

Udsigten fra et alderdomshjem i Nordjylland

Dagen efter, på min hverdagsfridag, mødtes jeg med tre gode kolleger. Vi har valgt at mødes en gang imellem for at snakke og gå ture. En er stoppet med sit arbejde, jeg bliver den næste og de to yngste er 15 og 20 år yngre end mig. Det er en gave at have dem i mit liv. Vi snakker så godt sammen, om sygepleje, om livet, om verden, om vores eget lille liv og så vandrer vi godt sammen. I fredags tog vi turen ned gennem Fosdalen og op ad mange trapper bagefter for til sidst at vende tilbage til udgangspunktet. Det var vådt, der var glat af de mange blade på jorden, men der var smukt.

I går mødtes jeg med mine to jyske søstre til brunch hos mellemste lillesøster. Snakken gik livligt om barndomshjemmet, vores forældre, vores børn og livet generelt. Vi vandrede også, men det blev en meget længere tur end dagen før gennem Rebild Bakker, ned forbi lille Blåkilde og tilbage til Rebild. Jeg var så træt, da vi kom hjem, at jeg blev helt bange for at køre hjem. Men efter lækre kærnemælkshorn og te var jeg klar til hjemturen.

I forbindelse med udarbejdelse af fremtidsfuldmagt fortalte jeg advokaten, hvordan vi fem søskende havde fordelt opgaverne mellem os på trods af, at jeg egentlig stod med fuldmagten, da vores mor døde og vores far senere kom på plejehjem med svær Alzheimers sygdom. Hvortil han svarede, det er når død/sygdom indtræffer, at man finder ud af, hvor god en familie man har.

Og dagen sluttede med, at datteren kom hjem efter danseprøverne på den nyeste forestilling på det Hem'lige Teater. Vi hyggede os med forsinket Mortens aftens menu og desserten, budding med kirsebærsovs, nød vi til den Store Bagedyst. 

Nu er datteren kørt til danseprøve, landmanden slapper af i stuen, mens jeg skriver indlæg på kontoret med Livstræet og andre sange som baggrundsmusik.

Og skulle du være i Aalborg i næste weekend og ugen efter, skulle du måske give dig selv en god oplevelse og bestille billetter til det Hem'lige Teaters That's so me - En refleksion over fællesskab, anerkendelse, ensomhed og værdighed, fortalt gennem dans, bevægelse, lyd, lys og rytmer.

Det gør mig glad

•  når jeg som i dag står overfor en flok på 15 patienter og  deres pårørende og kan mærke, hvordan de finder genklang i hinandens historier om hvordan de fik et stroke. Jeg glæder mig over at én kommune har vedtaget, at de tilbyder en vis del af de "lette ramte" patienter opfølgningsforløb efter stroke. 
• når jeg ser et smil på mine kollegers læber. 
• når jeg tænker på, at jeg både skal ud at gå med tre dejlige kvinder fredag og mine to jyske søstre på lørdag.
• at jeg har bestilt billetter til min mand og datter, så de sammen med mig skal opleve Sissel Kyrkjebø i december måned
• at mine to søstres fødselsdagsgave til mig for over et år siden nu indfris. Vi skal til Oslo Gospel Choir koncert i december.
• at S føler, at vi er i stuen, når vi taler sammen på messenger. Han leger til lyden af hans forældre og farforældres stemmer. Det er derimod hårdt, at han nu ikke vil sige farvel og bliver ked af, at vi skal stoppe med samtalen. Men det var helt tydeligt, da jeg sagde, at jeg kom op til ham om x dage, så livede han op og forstod det.
• at tænke på, at vi skal være farforældre igen til foråret.

Jeg gav mig selv en opgave i dag, da jeg kom hjem efter en sen vagt. Lad være med at udgive det tunge indlæg, jeg havde skrevet. Skriv et indlæg, hvor jeg kun fokuserer på det, der gør mig glad. Det er så hermed gjort. Håber du har oplevet noget, der gør dig glad.

Farmor på fuld tid

 De sidste dage har jeg været sygeplejerske på fuld tid, der har ikke været tid til at dvæle ved de skønne dage, der gik forud. I dag vil jeg fokusere på de skønne dage.

Landmanden tog sig tid til at holde fri et par dage og på den måde kunne vi sætte kursen mod nord sidste torsdag formiddag. Som altid blev bilen godt pakket med værkstøj, sengetøj og tøj/støvler til kolde dage. Vi fik brug for det hele. Vi valgte at sejle til Larvik og så køre til Trondheim (617 km på knap 8 timer). 

Denne gang gik turen hurtigt, vi havde mad og drikke med, så det var kun dieseltankning og tissepauser, der fik os til at stoppe. Vi kom til at ligge bag en norsk lastbil, som kendte alle svingene i fjeldene på riksvei 3. Han ville til Trondheim i en fart, så  landmanden fulgte ham troligt gennem mørket. Vi landede præcist til midnat foran det lille hus og blev modtaget af sønnen.

Læg mærke til traktoren på det lille græskar. Det er S, der har besluttet at traktoren skulle med.

Efter at bilen var tømt for alt det, som ikke kunne tåle at stå i en bil i den frostklare nat, gik vi i seng. Vi måtte være meget trætte, for vi sov som sten og jeg vågnede først ved skub på skulderen, da landmanden registrerede, at der stod en lille og stor person i vores værelse. Det var S og hans far, der kom ind for at vække os (det var aftalen). Der er sket så utroligt meget, siden vi var sammen med den lille gut i tre uger i sommerferien. Han taler meget (norsk) og er vokset fra baby til dreng på de måneder.

Vi havde de skønneste dage sammen, og jeg fik kun taget få billeder og de fleste var af S, som ikke er på sociale medier. Jeg elsker livet i børnehøjde, jeg elsker at høre gutten sige farmor højt og tydeligt, jeg elsker alle de ting vi lavede sammen.

Jeg fik lov til at putte S med boglæsning og sang og  senere på aftenen sov jeg sammen med ham på hans nye værelse de to af nætterne. Vi hyggede os, når vi vågnede med lidt snak om det, der var på værelset, og så gik vi ind og vækkede farfar. Forældrene fik lov til at sove længe, mens vi legede og spiste morgenmad.

Vore julegave sidste år var et Briotog, det bruger han rigtig meget tid på. Farfar og S byggede banen på ny hver morgen, bagefter skulle der køres med biler, mens togene kørte i baggrunden. S er ikke til krammedyr, hans yndlingslegetøj og sovekammerat er en brandbil fra lego. den var med overalt, hvor vi tog hen. Derudover er puslespil det nye hit og S er skrap til at koncentrere sig om brikkerne.

Jeg havde været nervøs for, om jeg nu kunne forstå det norske børnesprog, men det gik faktisk fint. S er god til at supplere med fagter. Den første dag var vi to på legeplads og på vejen hjem ombestemte S sig og sagde noget om "disse" til mig. Jeg mente, at det måske var gynge, men var i tvivl. Heldigvis kunne S selv finde vej til den anden legeplads med gyngen/dissen. Jeg sagde flere gange, skal jeg gynge dig højere eller så højt du gynger. På et tidspunkt kiggede S på mig og sagde: gynge (i et undrende tonefald), jah ( jeg elsker hans ja på norsk) gynge højt. Klog gut som kunne koble norske disse med danske gynge.

Dagene gik hurtigt, vi sluttede af søndag med en tur til Lavollen, hvor der er en hyggelig cafe på en gammel gård. Her fik vi lækre kager og varm kakao, før vi sammen med mange andre børn og voksne gik på spøgelsesjagt udenfor. S syntes det var mere spændende at finde pinde og løbe stærkt ned ad stejle skråninger. Forældrene tog det helt roligt, farforældrene havde det bedst, hvis vi kunne løbe lidt foran ham, så vi kunne gribe ham, hvis han faldt. Det gjorde han ikke.

Lavollen ligger i et skønt naturområde med masser af muligheder for gåture, så det område skal vi helt sikkert besøge igen.

Vi fik også lavet praktisk arbejde og var barnepige for S, så hans forældre kunne komme i biograf og i byen bagefter. De nyder, når vi siger til dem, at de skal benytte vores besøg til dette. 

Turen hjem blev mere dramatisk end vi havde regnet med. Den første halvdel af turen var smuk med rimfrostklædte træer og meget koldt, op til 14 graders frost i højderne. På den sidste halvdel af turen begyndte det at sne, og til sidst så meget, at vi blev bekymret for, om vi nåede færgen. Det gjorde vi. Vi mødte utallige ambulancer på motorvejene og har siden også hørt, at det skabte kaos i sydnorge med den megen sne.

Om 14 dage flyver jeg til Trondheim igen, så søn og svigerdatter kan komme til koncert. Det var jo hele ideen med at gå ned i tid på arbejde, og jeg elsker, at det kan lade sig gøre.

Efterårsferie med frost, solskin, blæst og regn

 Det er koldt om morgenen, til gengæld har det modnet vores æbler. Mange år er det fugle og fasaner, der får glæden af havets æbletræ. Men i år har jeg både fået lavet hyldebærsaft og plukket 3 spande æbler. Godt gået Lene.

Nogle æbler blev skåret i både med skræl, kom i saftkogeren og ligger nu som saft i fryseren. De skal forvandles til æblegele på et tidspunkt. Andet blev kogt til mos og røg også i fryseren. Den sidste spand blev forvandlet til blandt andet poser med med æbler i skiver på frost. Min mor lærte mig, at jeg kunne tage dem direkte fra frost, hælde dem i tærtefadet og så godt med crumble over. Det er godt nok lang tid siden, jeg har gjort det, men nu skal det prøves, om jeg husker rigtig.

Min efterårsferie i sommerhuset startede først onsdag til middag. Inden da hyggede vi os med små udflugter i weekenden, så jeg fik aldrig gjort klar til at forlade landmand og hunde for nogle dage i sommerhuset. Jeg nyder, at landmanden nu har tid til det. Vi fik også uventede gæster, men af den skønne slags. Svigerinde og svoger kom forbi med hjemmebagte muffins. Vi fik brygget te og eftermiddagen gik hurtigt med masser af snak. Derudover var der regnskab, møder og andre hængepartier, der fyldte i løbet af ugen.

Jeg er hjemme igen på gården efter fire skønne dage i sommerhuset. Mit eneste mål med ego-ferien var gåture, tid til bare at gøre ingenting, absolut ikke lave aftensmad og sove. Alle fire ting blev opfyldt. Jeg nød dog også, at landmanden kom de fleste af aftenerne på besøg, og at datteren kom lørdag og blev til søndag. Søndag aften blev vi inviteret til spontan familiekomsammen på landmandens side. Tænk ud af ni søskende kunne de syv søskende med ægtefæller. Det blev en skøn aften fyldt med taknemlighed over at kunne mødes, og igen er det dejligt at blive mindet om de gode rollemodeller for livet i 70erne, jeg er har i mit liv.

Jeg sidder her på kontoret og skal tage mig sammen til dagens arbejde. Trætheden forstærkes af det mørke triste vejr, der er udenfor. Og hvor er der dog mørkt om morgenen.

Jeg tænker på de lange gåture, jeg fik gået i ferien. Den første var onsdag med solskin og forholdsvis stille vejr. 12000 skridt på knap to timer. Jeg vandrede på stierne og endte nede ved havet på vejen hjem. Gåturen sluttede som jeg ofte gør, med trappen op over Kryle Klit, så er jeg sikker på, at pulsen kommer op. Den aften fik jeg havregrød, jeg elsker det. Og lige for tiden er det også min morgenmad. 

De andre aftner købte enten jeg eller landmanden os fra aftensmaden. Og på den måde er jeg nem at gøre glad. Landmanden ringede en dag, han havde ærinde i byen, om han skulle købe aftensmad med hjem. JA TAK. Glæden var stor; tænk at jeg ikke skulle tage en beslutning om det og så havde han ovenikøbet købt rosevin, mit yndlingsslik og is til aftenteen. Skøn ferie :-)

Fredag hvor blæsten og stormfloden truede den sydlige del af landet, drog jeg på lang tur igen. Det blev til 15000 skridt på godt to timer. Denne gang gik jeg gennem klitplantagen, her var der stille og roligt og i stedet for at gå hjem til sommerhuset, valgte jeg den lange omvej op over klitterne og ned på stranden syd for Blokhus.  Det blev en hård tur hjem, jeg gik i strid modvind og jeg var totalt klistret til med sand i ansigtet. Da jeg nåede hen til Blokhus, var jeg så træt, at jeg måtte tankes op med varm kakao to-go hos bageren til at klare den sidste halvanden kilometer hjem til sommerhuset.

Lørdag blev de sidste æbler brugt i en apple pie, som datteren og jeg afprøvede. Den blev god, men dejen skal der arbejdes med. Kagen blev nydt sammen med landmanden til Den store Bagedyst. Det er blevet vores fælles tv-hyggeprojekt lørdag aften. 

Nu er jeg tilbage til hverdagen efter en skøn uge. Jeg skal bare lige have fundet energien. Mon ikke en ostemad og en kop te kan hjælpe hjernen på vej? Det tror jeg. Jeg bruger igen termokande med te ad libitum, hvor jeg i sommerhuset øvede mig i langsommeligheden ved at brygge te i en lille tepotte. Og så måtte jeg jo drikke teen, inden den blev for kold. Imens så jeg Father Brown eller læste masser af bøger. Jeg kunne godt bruge en uges ferie mere. Og ja, Ellen, jeg ved godt hvad du tænker ;-) jeg kunne jo bare blive pensionist, så kunne jeg drikke te i al langsommelighed hver dag :-)

Håber I alle er kommet godt igennem det barske vejr, vi har haft.

onsdag før vejret igen slog om.

Jeg glemte pandebånd og vanter

 Kartoffelsæsonen 2023

den 41. af slagsen, må siges at være et sandt sammensurium af de foregående 40 sæsoner. Hedebølge i forsommeren, rigeligt med regnmængder i sommeren, hed september og mere end rigeligt med regn i oktober. Vejrudsigten i disse dage er en ren gyser, for jorden kan slet ikke suge al den regn, så vi krydser fingre for, at vejrudsigten holder, og vi får tørvejr mandag og tirsdag. Så er der håb om, at vi får kartoffelhøsten i hus. Vi har nemlig også haft år, hvor vi har måtte lade nogle af kartoflerne sidde i jorden. Der var ganske enkelt for vådt til at tage dem op, og da først det var tørt nok, var kartoflerne ikke til noget. Det håber vi, ikke sker i år.

I år er derimod sket det, at landmanden afveg fra sit princip om ikke at arbejde i kartoffelmarkerne på en søndag. Vores sæsonarbejdere havde ikke arbejdet siden tirsdag grundet vejret. Den faste medarbejder arbejdede sammen med landmanden og mig lørdag, hvor vi afprøvede med alt hvad der kunne trække af tvillingehjul på traktorer, vogne og optager, om vi kunne tage op. Det lykkedes og derfor var der fuldt hold i går, som tog kartofler op på den smukkeste solskinsoktobersøndag.

I går måtte de så starte med frost og hvidt på kartoffelkammene, så landmanden og jeg grinte sammen i mobilen, for det er i sandhed et år med alt, hvad vi har oplevet de andre år tilsammen. Jeg glemmer aldrig det år, hvor vi først kunne starte kl 11 om formiddagen, fordi det var for koldt for kartoflerne at komme op af en jord med frostskorpe på. De havde det godt og lunt i kammene, der tog de ikke skade. 

Hvordan gjorde jeg det?

I denne tid tænker jeg en del på, hvordan jeg fik det hele til at falde i hak dengang, børnene var små. Jeg var med i kartoffeloptagningen, jeg kørte børn i børnehave og sidenhen skole. Jeg handlede ind, betalte regninger på posthuset (før netbank), smurte madpakker til folkeholdet, lavede aftensmad, vaskede tøj, læste lektier med børnene osv. Mine forældre var en kæmpe hjælp i efterårsferie og vinterferie. Vores børn kom derned og fik alle mulige kulturelle oplevelser samt masser af tiden i natur. Det lettede lidt på den dårlige samvittighed. 

Men i dag synes begge børn, at de havde en skøn barndom. De kom i kedeldragter/flyverdragter og var med ude i kartoffelhuset. Nogle gange fik de lov til at se Disney videofilm i stuen med kage og saftevand til. Begge vores børn var/er begavet med en livlig fantasi, så sådan en film gav grobund for mange tegninger, lege med inddragelse af Lego, Fisher Price eller udklædningskassen. Når de kedede sig, kom de hoppende ud til os, og så fik de lov til at gå med en kost eller skovl eller blev sat i en kartoffelkasse (da de var små og ikke kunne forstå farligheden af store maskiner) med deres legetøj. Siden hen sørgede de for at lege hos kammerater i de travle perioder. Og som unge voksne nyklækkede studenter fik de arbejde hos deres far. Det gav dem en forståelse for landbruget og deres fars arbejde som kartoffelavler, og det gav deres far en fornemmelse for, om de forstod at arbejde og selv kunne sætte sig i gang. 

Billedet var ledsager til en tekst på instagram: Når min søn ser på skulpturen, ser han en drengs mislykkede forsøg på at lave buddha. Når jeg ser på skulpturen, ser jeg en Tænker, som giver sig tid til at tænke over verden. Jeg elsker den figur og jeg elsker min søn, som gav mig skulpturen 

Frostklar solskinsmorgen

Alarmen var gået i sommerhuset i går nat, så da lyset brød frem kl 7.30, kørte jeg derop. Det var heldigvis falsk alarm, men der var 1 graders frost, da jeg kørte fra gården og omkring frysepunktet i Hune. Nu jeg var deroppe, gik jeg mig en lang tur. 

Men jeg skulle have haft pandebånd og vanter på, for det var koldt for ører og hænder. Jeg kom hjem igen uden forfrysninger og en kop varm te bagefter var slet ikke så ringe endda. Ikke desto mindre var det en smuk, smuk morgen.

Åh som jeg dog savner de ture, de gør mig godt helt ind i krop og sjæl. Jeg håber, vi er færdig med kartoffelhøsten inden næste mandag. Jeg har nemlig tænkt mig at lade hunde og landmand passe gården og så tage i sommerhuset i min efterårsferie.

Blogskriveriet har trange vilkår

så snart jeg er presset. Og presset har jeg været de sidste to uger, det er gået ud over min søvn, som har været af den mest elendige kvalitet. Der er travlt herhjemme , der er travlt på arbejde og jeg har travlt med projekter. 

Mørket er min hverdag om morgen. Der er bælgravende mørkt, når jeg står op kl 5 og stadig mørkt, når jeg parkerer bilen ved sygehuset ved halv syv tiden, men med håbet om lysets komme ude i horisonten. I disse uger startede jeg alle ugens arbejdsdage kl 7, min krop og min hjerne mente, det var en fejl, jeg plejer at møde kl 8, så den kørte alarmberedskab samtlige nætter, så jeg aldrig følte, jeg kom ned i en dyb søvn. 

Lyspunkter midt i en travl hverdag

Ikke desto mindre har jeg oplevet skønne ting i de sidste to uger. Jeg har været til brunch hos en kollega sammen med skønne kolleger, inden vi stod espalier til en anden kollegas bryllup.

Jeg har fejret min skønne svigerindes 75 års fødselsdag sammen med alle mine skønne svigerinder. Min svigerinde arbejder stadig 24 timer om ugen i psykiatrien. Derudover er hun meget aktiv i den kirke, hun og hendes mand kommer i. Hun spiller tennis og deltager i kampe rundt omkring. Hun er sammen med alle mine andre svigerinde, som er ældre end mig, rollemodeller for mig, hvordan man ældes med lyst til livet.

I går kiggede jeg sammen med datteren på lejligheder. Bagefter drak vi te på det nye Penny Lane overfor Nordkraft. Det var hyggeligt med en lille pause midt i hverdagens travlhed og samtidig få fulgt op på hinandens liv. Lige nu er vi der, hvor hverdagen skal genfindes efter lang tids sygdomsforløb selv om behandlingen ikke er slut før til januar. Jeg kan mærke, at jeg nemt ryger i alarmtilstand, så snart datteren er lidt utilpas. Jeg øver mig i ikke at ringe i tide og utide, men lettelsen er stor, når hun så svarer på sms senere på dagen. Jeg er så taknemlig for, at hun nu stråler og har mod på livet. Jeg elsker hendes grafiske illustrationer til Københavns Zoo-Labs vægge, og en skønne dag vil jeg ind og se det.

Må du få en uge, som er god mod dig og giver dig smil på læben og allermest får dig til at grine højt :-)

På tur udenfor

 På tur i min have

I søndags gik den ikke mere, jeg kom i haven. Hvis jeg skal være helt ærligt, så skyldtes det mere dårlig samvittighed over, at landmanden måtte knokle hele dagen for at være klar til mandagens kartoffeloptagning, på denne ene fridag han havde. At ligge inde og læse bog, som er det jeg mest af alt havde lyst til, føltes forkert. Så jeg kom ud og fik ordnet bede med tid til at nyde de små detaljer i det smukke septembervejr.

 

Høstanemonerne gør sig til og jeg nyder dem i deres bed, for jeg har ikke held med at tage dem ind. De ser slukørede ud kort efter de er kommet indenfor.

Jeg nyder også, at jeg trodsede en gartners råd og plantede lavendler sidste år foran terrassen. Han mente ikke, de kunne trives i mosen, hvor vi kan have nattefrost helt ind i juli. De blomstrer ikke som lavendelmarkerne i Provence, men det er helt fint. De sender skønne dufte og tiltrækker insekter. 

Jeg tror det er et godt år for egetræer, de bugner i hvert fald med små lysegrønne agern. Og jeg elsker naturens variationer over farven grøn.

Selv om æblerne ikke er klar til at blive plukket, så river blæsten nogle af dem af, og de er himmerigsmundfulde for fugle, fluer og bier/hvepse. 

Jeg brugte google lens til at konstatere at disse svampe i græsplænen faktisk godt kunne spises. men det havde jeg ikke mod på, i stedet for nyder jeg synet af de forskellige svampe.

Bedet med troldhaslen, en aflægger fra mine forældres sølvbryllupsgave fra naboerne, trængte til at blive befriet for græs og ukrudt. Jeg var næsten færdig, da jeg opdagede et hul, hvorfra der kom hvepselignede insekter op. Jeg havde læst om jordbier hos en på instagram og googlede det. Den var god nok, det lignede jordbier, de var mere lodne end almindelige bier/hvepse. Men at tage et billede, der var skarpt nok, kunne jeg ikke med mobilen. Landmanden, der nu slog græs, måtte lige hidkaldes, så han kunne se dem. Vi var begge enige om, at de skulle have lov til at være der. Så lidt af mit lille bed er nu vild med vilje :-)

På tur med datteren

Via instagram havde jeg set, at en cafe, På Fjorden, som datteren har anbefalet i Aalborg, havde fødselsdag i dag, så jeg inviterede datteren på brunch der. Vi fik som fejring af fødselsdagen et glas gratis mimosa til vores brunch. Vi smagte lidt på det, det smagte lækkert, men ingen af os havde det godt med alkohol på det tidspunkt. Til gengæld var det ikke manglende lyst til den lækre mad, der gjorde, at jeg måtte levne. Jeg var så mæt, at jeg ganske enkelt ikke kunne få en bid mere ned.

Bagefter gik vi en tur i resten af North Urban Studio, som hænger sammen med cafeen. Studiet huser forskellige udøvende kunstner, og det var sjovt at se de mange forskellige stilarter, man kan udtrykke sig med/på. Jeg var mest betaget af de to keramikere, som også havde hver deres udtryk. Jeg tror, jeg skal på besøg hos dem igen. 

Mor/datter samværet sluttede med en gåtur langs fjorden forbi roklubber, lystbådehavne og Aalborg Street Food. Solen skinnede, selv om det havde truet med regn. Nu er jeg hjemme igen, landmændene har travlt. Kartoflerne tages op, køres hjem, kører over et rullebånd for at blive renset for jord og sten af to medarbejdere, hvorefter de kommer i 500 kg kasser og sættes i kølehuset. Der står de godt ved konstant temperatur, til de tages ud, når der kommer ordre på kartofler. Kølehuset har helt klart gjort at kartoflerne er lige så friske til foråret som nu. 

Må du få en dejlig weekend. Min er startet med smil og latter, især da jeg skulle fortælle om S, som i torsdags ringede os op. Han er blevet så god til at sige en masse ord, og nu prøver han ihærdigt at sige farmor og faster T. Det bliver godt, når vi kan komme til at se hinanden fysisk igen.