På tur udenfor

 På tur i min have

I søndags gik den ikke mere, jeg kom i haven. Hvis jeg skal være helt ærligt, så skyldtes det mere dårlig samvittighed over, at landmanden måtte knokle hele dagen for at være klar til mandagens kartoffeloptagning, på denne ene fridag han havde. At ligge inde og læse bog, som er det jeg mest af alt havde lyst til, føltes forkert. Så jeg kom ud og fik ordnet bede med tid til at nyde de små detaljer i det smukke septembervejr.

 

Høstanemonerne gør sig til og jeg nyder dem i deres bed, for jeg har ikke held med at tage dem ind. De ser slukørede ud kort efter de er kommet indenfor.

Jeg nyder også, at jeg trodsede en gartners råd og plantede lavendler sidste år foran terrassen. Han mente ikke, de kunne trives i mosen, hvor vi kan have nattefrost helt ind i juli. De blomstrer ikke som lavendelmarkerne i Provence, men det er helt fint. De sender skønne dufte og tiltrækker insekter. 

Jeg tror det er et godt år for egetræer, de bugner i hvert fald med små lysegrønne agern. Og jeg elsker naturens variationer over farven grøn.

Selv om æblerne ikke er klar til at blive plukket, så river blæsten nogle af dem af, og de er himmerigsmundfulde for fugle, fluer og bier/hvepse. 

Jeg brugte google lens til at konstatere at disse svampe i græsplænen faktisk godt kunne spises. men det havde jeg ikke mod på, i stedet for nyder jeg synet af de forskellige svampe.

Bedet med troldhaslen, en aflægger fra mine forældres sølvbryllupsgave fra naboerne, trængte til at blive befriet for græs og ukrudt. Jeg var næsten færdig, da jeg opdagede et hul, hvorfra der kom hvepselignede insekter op. Jeg havde læst om jordbier hos en på instagram og googlede det. Den var god nok, det lignede jordbier, de var mere lodne end almindelige bier/hvepse. Men at tage et billede, der var skarpt nok, kunne jeg ikke med mobilen. Landmanden, der nu slog græs, måtte lige hidkaldes, så han kunne se dem. Vi var begge enige om, at de skulle have lov til at være der. Så lidt af mit lille bed er nu vild med vilje :-)

På tur med datteren

Via instagram havde jeg set, at en cafe, På Fjorden, som datteren har anbefalet i Aalborg, havde fødselsdag i dag, så jeg inviterede datteren på brunch der. Vi fik som fejring af fødselsdagen et glas gratis mimosa til vores brunch. Vi smagte lidt på det, det smagte lækkert, men ingen af os havde det godt med alkohol på det tidspunkt. Til gengæld var det ikke manglende lyst til den lækre mad, der gjorde, at jeg måtte levne. Jeg var så mæt, at jeg ganske enkelt ikke kunne få en bid mere ned.

Bagefter gik vi en tur i resten af North Urban Studio, som hænger sammen med cafeen. Studiet huser forskellige udøvende kunstner, og det var sjovt at se de mange forskellige stilarter, man kan udtrykke sig med/på. Jeg var mest betaget af de to keramikere, som også havde hver deres udtryk. Jeg tror, jeg skal på besøg hos dem igen. 

Mor/datter samværet sluttede med en gåtur langs fjorden forbi roklubber, lystbådehavne og Aalborg Street Food. Solen skinnede, selv om det havde truet med regn. Nu er jeg hjemme igen, landmændene har travlt. Kartoflerne tages op, køres hjem, kører over et rullebånd for at blive renset for jord og sten af to medarbejdere, hvorefter de kommer i 500 kg kasser og sættes i kølehuset. Der står de godt ved konstant temperatur, til de tages ud, når der kommer ordre på kartofler. Kølehuset har helt klart gjort at kartoflerne er lige så friske til foråret som nu. 

Må du få en dejlig weekend. Min er startet med smil og latter, især da jeg skulle fortælle om S, som i torsdags ringede os op. Han er blevet så god til at sige en masse ord, og nu prøver han ihærdigt at sige farmor og faster T. Det bliver godt, når vi kan komme til at se hinanden fysisk igen.

weekend med de gamle

 Alderdom og aldersfornemmelse

Vi kan helt sikkert godt mærke, at vi er blevet ældre, men det lader vi os ikke gå på af. Det har været dejligt livsbekræftende at være sammen med mine elevkammerater fra sygeplejeskolen. Tænk det er 46 år siden, at vi startede. Der var vi en flok på 19-20 år, fulde af håb og forventninger til livet foran os. Ikke alt er gået som vi troede, ikke alle drømme er blevet opfyldte, der har været modgang, skilsmisser, sygdom, dødsfald i vores små livscirkler. men når jeg så på mine elevkammerater sidste lørdag, så tænkte jeg, hold nu op, vi holder os faktisk godt og hvor er folk stadig fulde af planer og initiativer. Vi var femten og 5 er stadig i gang arbejdsmæssigt. Flere var stoppet siden jeg var med for to år siden, flere har planer om at stoppe, en bliver ved til hun er 70, og jeg ved ikke hvad jeg selv vil, endnu.

Vand og boliger

Vi skulle mødes i København i år, først ved den ene af vores elevkammerater, der har en bolig meget tæt på vandet. Den skønneste bolig og den skønneste septembersommerdag. Jeg var stået tidligt op, skulle med flyveren kl 7, nå ud til min søster på Ydre Nørrebro og derefter til Sydhavnen til kl 10. Jeg nåede det hele, men eksplosionen i Hells Angels klubhus gjorde, at busserne ikke kørte der hvor de plejer grundet afspærringer.  Så jeg endte med taxa for at nå det.

Hvor var det dog godt at se dem alle. Høre om deres liv, høre om hvordan de griber efterløns/pensionistlivet an. Det gav mig håb for, at jeg også nok skal finde ud af det, den dag jeg beslutter mig. Som en af dem i en meget travl lederstilling sagde; når alle siger at man får mere ro og energi til at opleve andet i hverdagen, så må man jo tro på det.

Havnefærgen

Efter at have snakket ørerne af hinanden, nydt lækker morgenmad og fået taget fællesbilledet af en velvillig nabo, gik vi hen til havnefærgen. Der var mennesker i badetøj overalt på kajen, der blev solet overalt og der var også nogen der badede.

Min elevkammerat, som vi var hos først, ved utroligt meget om havnefrontens gamle og nye bygninger. Så mens vi krydsede kanalen for at lægge til land på den ene side og den anden side, fortalte hun velvilligt om det.

Da vi nåede forbi Amalienborg, hoppede vi af og gik hen og nød udsigten fra Dronningetrappen, og vi så også en ansat hos de kongelige blive hentet i båd og sejlet ud til Dronningeskibet.

Grønne områder i København

Herefter gik vi gennem kastellet og ind i Østre anlæg, hvor vi nød skyggen fra de mange træer. Jeg nåede endda også at tale kort med mit barnebarn, da han ringede op.

Herefter gik vi videre til området tæt på søerne, hvor resten af dagen skulle foregå. Vi havde alle fået hver vores opgaver på en seddel, og når vi ikke skulle lave noget oppe i den lækre lejlighed, som min anden elevkammerat havde, sad vi nede i gården og nød en øl eller et glas vin.

Det var en skøn gammel lejlighed med små sjove detaljer. Vi fik den lækreste aftensmad, min elevkammerat elsker havelivet og har en stor jordlod 20 km væk, hvor hun avler nok grøntsager og kartofler til at brødføde to unge par og sig selv. På nær kødet og granatæblekernerne var alt fra haven, inklusive blomsterne. Jeg synes, det er så sejt, at hun drager med toget til sin have, arbejder der og når det er høsttid, slæber hun poser med lækker hjemmeavl retur til København.

Hun havde også fået sat højbede op i gården i lejlighedskarreen, hvor der var blomster og bærbuske. 

Hyggetid med lillesøster

Aftenen sluttede af sammen med min yngste lillesøster i hendes lejlighed helt oppe under taget. Vi hyggede os sammen og jeg sov så godt selv om toget kom forbi. Næste dag lavede hun brunch til mig, jeg havde ellers inviteret hende ud, men hvor var det hyggeligt at sidde i nattøj og bare have tid til at snakke. Et hurtigt brusebad og så var jeg klar til at gå til metroen og videre til lufthavnen. Jeg havde lånt en bog af min søster, som jeg faldt i under flyveturen. Det gik så resten af den aften og det meste af næste dag med. Jeg er vild med Kristin Marja Baldursdottirs bøger, og jeg kan se, at der er flere, som jeg ikke har læst. Det må der ændres på. Jeg kan varmt anbefale denne bog; Havblik.

Landmandsliv

Nu er kartoffeloptagningssæsonen startet med tre medarbejdere mere på gården. Der skal smøres eftermiddagsmadpakker hver dag til 5 undtagen søndag, men det er tegn på, at det går godt. Jeg har bagt boller i dag og ville egentlig også bage kage, men brugte al melet til bollerne, så ingen kage lige nu. Udenfor rødmer æblerne og Sankthansurten. Æblerne er først spiseklare, når de har fået lidt nattefrost, så vi venter. Roserne blomstrer det bedste de ved, og hyldebærrene er klar til plukning.

I går aftes gik vi ud på vejen foran maskinhuset, hvor der er frit udsyn for at se, om vi kunne se den internationale rumstation suse forbi, men det kunne vi ikke. Vi må holde ved, for chancerne skulle blive bedre som dagene går.

morgenhimmel

Jeg synger, jeg ler

 og jeg er helt alene. Jeg har opdaget podcasten Sangbogen med Muff og Hammer med Mathias Hammer og Katrine Muff, den er jeg vild med! Jeg får lov til at høre et væld af danske sange med en kæmpe spændvidde og i dag sang Katrine, mens Mathias spillede en ny sommersang fra Højskolesangbogen 2020.

Den smukkeste melodi af Erik Sommer og den smukkeste tekst af Iben Krogsdal, og jeg måtte prøve om stemmen kunne bære, men Katrine hjalp mig igennem. Hvordan det lød ved jeg ikke, alle andre ville kun kunne høre min stemme, jeg får jo lyden ind i mine høreapparater. 

Lige før timerne mørkner i juni, her har du sidste vers.

Fuglenes reder er varsomt forladte
køernes livsbrøl er vilde
alferne hvisker: I nat skal vi findes
fuldmånen soler sig stille
juni er himlen bag himlen bag himlen
lyset du aldrig kan miste
tar du min hånd? Går vi natten i møde?
endnu er der grøde
og juni er lys til det sidste

Og vil du høre melodien, kan du finde den nederst i linket, jeg satte oven over verset.

Jeg ler, fordi de to sammen er vidt forskellige, men de har det sjovt sammen. Egentlig er der kun 3 års forskel på de to, men som Mathias siger, jeg er en gammel sjæl i en ung mand. Og Katrine er så umiddelbar og siger lige det, hun tænker på, med det mest pudsige ordvalg. 

Så jeg har hørt Suspect, Thomas Buttenschøn, Malk de Koijn, Kashmir, Birte Kjær, diverse korarrangementer af danske sange, Poul Krebs, Tonny Landy, Lis Sørensen, Tobias Trier og mange flere. Og jeg er vild med det, vild med at blive udfordret, men også vild med at få lyst til at høre mere af yngre kunstnere, som jeg ikke havde hørt noget af tidligere.

I går aftes

lo jeg også rigtig meget, vi var sammen med vores datter, svoger og svigerinde, og i det selskab keder man sig ikke. Landmanden har den vendsysselske humor, så når han fortæller om oplevelser i f.eks. en svømmehal med underspillet humor og iagttagelser, ja så måtte vi alle overgive os til latteren. Som jeg en gang sagde til ham i en tale, du er den, der irriterer mig allermest, den jeg kan blive så umanerlig vred på, men du er den, der får mig til at grine, den, der får mig til at føle mig tryg og den, jeg vil blive gammel med.

en gåtur med forhindringer

Høsten i år

er ret opdelt, vi blev færdig med byggen forrige uge og troede, at havren skulle høstes i weekenden. Vi nåede også det meste, men regnen søndag satte stopper for en høstdag i går, vi satser på at blive færdig i dag. Først skal der dog sorteres kartofler hele dagen, så selv om det formentlig kun drejer sig om 4 timers høst, så bliver det med eftermiddags - og aftensmadpakke samt sen varmt mad. Det er helt fint, jeg har rester fra i forgårs og masser af nye gode kartofler i kartoffelhuset på den anden side af gårdspladsen.

Ugen der gik

blev fyldt med arbejde, plasmatapning, gåture og boglæsning. Jeg øver mig i at udfordre mig selv, så jeg ikke hele tiden vælger feelgood litteratur som lydbog. Faktisk kan jeg slet ikke koncentrere mig om lydbøger lige for tiden. Godnatlæsningen er blevet en børnebog, mumibøgerne af Tove Jansson. de lader mig i ro, så jeg falder i søvn, hvor alt andet irriterer mig eller vækker mine tanker og sender dem på vandringer, så jeg ikke kan sove.

En faktura, der fik mig til at grine

ikke fordi den var fejludfyldt, men fordi der som reference (den der afhentede varen og opgave kontonummeret) stod : konen. Jamen det er jo korrekt, men for det meste spørger de til mit navn, når jeg henter reservedele til maskiner. Det havde hun ikke lige fået spurgt om, men en i forretningen vidste åbenbart, at jeg var gift med landmanden, hvis konto jeg købte ind på.

Hvorfor spiser franskmænd ikke oste hele dagen?

Vi fik en fantastisk gave fra min mands nevø og hustru, som bor i Paris, men som lige har været på sommerferie i Danmark, hvor vi var sammen med dem. Jeg havde fortalt om de skønne oste i Frankrig, som jeg er vild med. Men at jeg ikke forstod, hvorfor de aldrig serverer oste til morgenmad, når de nu har så stort et udvalg. Der er rigelig til at servere oste morgen, middag og aften :-) Jeg ELSKER ost til morgenmad/formiddagsmad (også om eftermiddagen og om aftenen til te), men hotellerne i Frankrig serverer nærmest uden undtagelse altid baguette, croissant, nutella og syltetøj til morgenmad. Tænk så havde de sendt franske oste, te og tekrus med min svoger og svigerinde hjem til os. Jeg smagte en af ostene i dag, lækkert.

Ha en god og solrig mandag, den første i september måned. 

Ture midt i hverdagen

 Hvert år, når jeg flytter hjem på gården efter at have været i sommerhuset, fyldes jeg af melankoli og tristhed. Jeg vil ganske enkelt ikke hjem. Sommerhuset er for mig en oase, hvor gården og dens natur, årets gang omkring os, samvær med hundene på gåture og i træning er oasen for min mand. Gården kommer nemt til at repræsentere arbejde, arbejde og atter arbejde for mig. Sådan er virkeligheden ikke, og det minder jeg mig selv om hvert år, jeg vender hjem.

Forrige weekend tog vi en spontan beslutning. Vi kørte til Nørresundby, parkerede bilen og gik over kulturbroen til Vestbyen i Aalborg. Vi gik langs vandet, vi gik lidt op og så på nye bygninger og plancher om visioner for den gamle spritfabrik. Kunne vi tænke os at bo der? Nej, det kunne vi ikke, men jeg kan godt forstå, at yngre generationer tiltrækkes af området. Tæt på vand og by, masser af muligheder for at gå, løbe, cykle og tæt på cafeer og det kunstneriske miljø.

Vi købte en sandwich og satte os ned ved lystbådehavnen og nød aftensolen, mens vi spiste. Herefter gik vi tilbage over broen og kørte hjem.

I denne weekend tog vi igen en spontan aftentur til Aalborg. Denne gang for at se på skibene til årets regatta og få en anderledes gåtur. Bilen blev parkeret et stykke fra havnen, for vi var ikke de eneste med den ide. Der var nu ikke mange skibe at se på, det var noget helt andet end the Tall Ships Races. Men det var hyggeligt og der var masser af mennesker på denne lørdag aften, regnen havde stilnet af og solen var fremme igen.

Vi ville spise på det street food marked, der var opstillet i anledningen af regattaen. Det er svært at bestemme sig, og køstørrelserne hos de enkelte boder blev afgørende. Vi fik en lækker flæskestegssandwich og en god fadøl. Bagefter gik vi målbevidst gennem det nye kvarter tæt på havnen og ud mod industriområderne. Her fandt vi Isværkstedet og nød en god softice, selvfølgelig med krokanttopping.

På vej tilbage så vi busstoppestedet ovenfor, helt nede ved havnen og vi nåede at diskutere, hvordan i alverden bussen kunne komme herind, inden vi læste på busplanen (se nedenfor)

At være der hvor du nu engang er, og at finde værdien i det, det er kunsten. 

Nu sidder jeg her en mandag morgen, det er min vanlige fridag fra sygeplejearbejdet. Jeg starter som regel med at sove en time længere og står op kl 6.30. Hundene fodres, mens landmanden spiser morgenmad. Jeg tømmer opvaskemaskine, lægger vasketøj sammen og hænger vasketøj op. Jeg brygger te til os begge, en kande med sort te til landmanden og en kande med grøn te til mig. Så laver jeg morgenmad til mig selv og nyder den enten foran terrassevinduet med udkig til fuglene, eller hvis ryg og bagdel driller halvt liggende i sofaen. Nyheder, instagram og Facebook tjekkes og først derefter bliver jeg vasket og kommer ud af nattøjet.

Så er det tid til kontorarbejdet, i sidste uge brugte jeg en del tid på at knække nøden til det nye digitale arkiv og bogføringsprogram. Det lykkedes faktisk, men jeg er stadig ikke fan af de konti, som programmet automatisk opdeler en enkelt faktura i. På et tidspunkt skal jeg have snakket med nogen, for jeg tror måske, at jeg kan få det tilrettet, så i hvert fald en video om den mulighed.

Vores revisor havde foreslået, at jeg lod programmet bogføre og så lade vores farmassistent om resten, men som jeg sagde til landmanden; jeg sparer penge ved at gøre det selv, for jeg har godt nok brugt meget tid på at tjekke og rette. Og det skulle farmassistenten ellers have gjort. Jeg ved godt, det var fordi revisoren tænkte, at så kunne jeg få noget af mit arbejde fjernet, men jeg holder faktisk af bogføringstjenesten, og det føles godt at bidrage til gårdens ve og vel på den måde udover servicering af landmænd, kørsel diverse steder efter ting til maskiner osv.

Jeg holder jo også af gården, jeg er bare klar til et liv uden den travlhed, som især min mand konstant lever i og som også påvirker mig. Han er god til at nyde de små fristunder indimellem, det er jeg knap så god til. Men lige nu skinner solen, der tages kartofler op, kontorarbejdet er færdig, og jeg vil dykke ned i min mentale to-do liste. Denne gang skal jeg ned i minderne, for jeg har masser af billeder i papkasser, som aldrig er blevet sat i fotoalbums. Jeg fik et album fyldt sidste år, nu er det vist på tide at komme videre.

Ha en god mandag.

Fra en anden weekendudflugt i august. Hals havn og isspisning :-)

Den tid på året

 August måned er måneden for

Den store familiekomsammen

I foråret mødtes jeg med mine søskende, For to weekender siden mødtes jeg med mine fætre og kusiner, vores tante, onkler og moster og en del af vores børn. Der var to i fætter-kusineflokken, der ikke kunne komme, til gengæld kom 4 ud af 5 fra generationen over os. Vi mødes hvert andet år og har gjort det siden vores mormor/farmor døde.

Min mor var ud af en søskendeflok på fem. Min yngste moster er den eneste tilbage fra flokken, men hun kom sammen med sin mand og min anden onkel og min tante. Det var dejligt at mødes med dem, men på sådan en dag savner vi vores mor og far. 

Som en af mine niecer sagde, hvor ville hun gerne have haft mormor/morfar at snakke med. Hun så jo hvordan de andre børnebørn havde tæt kontakt til deres bedsteforældre, og da hun er den yngste i vores børneflok, husker hun faktisk ikke ret meget af tiden, fra før mine forældre blev syge.

Mange af vores børn i min søskendeflok kunne ikke komme, og jeg var ene repræsentant for min lille familie. Mine fætre og kusiner havde dog både børn under 18 og flere af de voksne børn med, det var rigtig hyggeligt at snakke med dem. Vi var i Ribe denne gang på et skønt sted kaldet Skovly. Vi sov i hytter og der var god plads i samlingsrummene, når det regnede.

Vi fik snakket, spist, sunget, leget, dystet og gået tur, alt som det plejer og selvfølgelig med fællesfotografering. Jeg tog turen alene derned, og det gik fint, fordi jeg huskede at holde et par pauser undervejs. Musik og radio fulgte mig på vejen, det er faktisk sjældent jeg lytter til radio, men denne gang nød jeg snakken og musikken.

August har også budt på samvær med svoger og svigerinde og deres franske familie. Blandt andet gik vi en aften tur ned til vandet fra sommerhuset. Gåture er altid en anledning til at få snakket sammen og at stå på en klit og se udover vandet er noget ganske særligt.

Høstmåneden

Sidste uge startede høsten på gården. Vi er altid senere end andre steder i landet, og som tidligere skrevet er det derfor det rene skrivebordsvanvid, at nogen har besluttet, at der skal være sået efterafgrøder, inden vi nærmest overhovedet kan høste. Men det har man ikke tænkt sig at ændre på, så vi gør vores bedste for ikke at få en stor bøde. Andre steder presser de vådt halm for at få efterafgrøden sået, det er jo det rene galimatias.

I går fik vi høstet det sidste byg, men inden regnen kom sidste lørdag havde vi høstet så meget, at vi nåede såning af efterafgrøder inden for lovkravets dato og antal hektar jord.

Høstdagene går sin egen gang. Der bliver smurt madpakker og den varme aftensmad serveres typisk først efter kl 22. Så jeg er træt i dag, for jeg kommer alt for sent i seng til at stå op kl. 5.30. Nu håber vi på godt vejr i næste uge, når havren er klar. Det er dog kun en enkelt dag, hvis det går godt.

Taknemlighed

er forhåbentlig en del af alle årets måneder. Sidste søndag faldt landmanden over søndagens TV-gudstjeneste, så den så vi sammen. Dagens tema var stress og dagens tekst var den om Martha, som bliver irriteret på sin søster, som blot sætter sig ned og lytter til Jesus og hans disciple, som er på besøg, i stedet for at hjælpe Martha, som har så travlt med at gøre godt for alle. Prædikenen tog udgangspunkt i præstens eget stressforløb, bibelteksten og en bog skrevet af en anden præst Kære Martha til stressramte. Jeg er taknemlig for, at jeg ikke har været nede med stress, men jeg ved også, at jeg har en stor flig af det med at ville gøre godt for andre, så jeg glemmer at sætte mig ned og være sammen med dem, tale med dem og lytte til dem. Det øver jeg mig på, øver mig på at min eksistensberettigelse ikke afhænger af, om jeg hele tiden gør noget for andre. Heldigvis er jeg dovent anlagt, så der hvor jeg kan, hopper jeg over det lave gærde. 

I går tog jeg en hjemmearbejdsdag, jeg havde så mange punkter på min opgaveliste, som jeg har svært ved at nå på arbejde. Jeg fik faktisk reduceret ret meget på listen og det føltes godt. Bagefter kørte jeg til Aalborg og mødte min studieveninde,. Normalt går vi en tur og slutter af på en cafe, men vejret var så dejligt, at vi købte en rugbolle med ost og en flaske vand og gik ud til Østerådalen og satte os ved et bord og snakkede og snakkede, indtil vi var nødt til at køre hjem igen. Sikke en skøn måde at slutte dagen af på. Jeg er taknemlig for, at vi mødte hinanden på diplomstudiet og har holdt ved at mødes.

på vej til arbejde

Et hundeliv

 Fandt dette ufærdige indlæg i kladder. Tænk dig tilbage til d. 23/6, mon du kan huske varmen?

Det er varmt for hunde og folk på gården. Vi finder alle vores foretrukne skyggesteder. Mit er i sofaen i den vestvendte stue, Dexter foretrækker bryggersets kolde flisegulv om dagen og om aftenen, når temperaturen udenfor er mere tålelig, er han ikke til at kalde ind. Ayla derimod ligger et eller andet sted i haven om dagen og søger ind i bryggerset om aften. 

Sådan er vi så forskellige. Mange af mine kolleger har efterhånden fået en meget god kulør, det gælder ikke for mig. Når man mest holder sig i skyggen indendørs, giver det sig selv.

Forleden dag fik hundene lov til at træne lidt apportering i vand. Lad os blot sige, at det kunne ses, at landmanden ikke har haft tid til at holde deres færdigheder ved lige, men de nød vandet, hentede det de skulle, men det blev smidt så snart de var oppe af vandet. Og det må man ikke. Det skal afleveres, før man ryster sig eller holder en pause.

11/8

Hunde-og hønseliv

Varmen er vendt tilbage, ikke de høje grader, men lige der hvor jeg gerne vil have det. Ayla ligger inde, Dexter er udenfor et sted. Det passer med beskrivelsen af aftenerne i juni. 

Vores kommune har nu fået endnu mere affaldssortering, vores container til madaffald kommer dog ikke til at blive brugt meget, for alt hvad hundene kan spise, får de og alt hvad hønsene kan spise, får de. Resten kommer i containeren, dvs. te-og kaffegrums, bananskræl, skræl fra citrusfrugter (det nægter vores høns at spise), skræl fra løg osv. Vores hunde elsker madaffald, rester ovenpå hundetørfoderet får stjerner frem i hundeøjne. Og hønsene formelig hopper af glæde. når de ser, at der er osteskorper.

Menneskeliv:

I dag havde jeg en frokostaftale med datteren. Vi har nærmest ikke set hinanden efter at have været sammen i tre uger på ferie og efter et år, hvor vi har været tæt forbundet i sorg og håb. Alt går godt, og det havde jeg brug for at få bekræftet. Det er stadigt hårdt mentalt og behandlingen er heller ikke over, men kemoen er slut.

Vi spiste på cafe Peace med tid til at tale sammen. Min datter havde fået lysnet sit nye korte hår og hun ser knaldhamrende godt ud. Bagefter gik vi en tur ned til havnen og så det kæmpe krydstogtskib, som havde lagt til kaj. Byen vrimlede med krydstogtgæster, som i grupper var på sightseeing med hver deres høretelefoner og en guide foran med en mikrofon. Smart og rigtig godt for hørehæmmede som mig. Vi nåede også en tur op på Sallings Rooftop og nød udsigten udover byen, inden vi skiltes igen.

Landmanden er i marken, jeg vasker tøj og laver aftensmad og til aften skal vi have årets første Folva kartofler, vi har spist nye kartofler af de tidlige sorter, men Folva er vores favorit og helårskartoflen, som lagres, så du kan få gode kartofler hele vinteren og foråret med.

Vi har det vist meget godt på gården, både høns, hunde og mennesker. Ha en god weekend.

På tur, på tur, vi ska på tur

 Vi sang mange sange, både norske og danske børnesange, ligesom vi dansede meget i hele ferien. Jeg lavede vores egen gåsang, når jeg havde S på skulderne.

Som jeg skrev i forrige indlæg, var traktoren et hit. Landmanden havde gjort en traktor pænt ren, så S kunne klatre rundt i den. Men han fik ikke lov til at sidde alene i den, for han er en klog gut og havde aflæst, hvordan farfar fik traktoren i gang, fik traktoren op i fart osv. Alt er håndholdt, så S kunne godt have sat traktoren i gang og kørt ind i noget, hvis farfar var hoppet ud.

Den første dag hentede jeg familien ved færgen fra Stavanger. De nyder at flyve kort indenrigs og så sove på færgen, mens den sejler til Danmark. Sidste sommer var det Bergen, i år var det Stavanger. De fik lov til at slappe af hjemme på gården, inden vi alle tog til stranden om eftermiddagen på den sidste varme stranddag 8.juli. Vi nød stranden og det varme vand til langt over spisetid og så afprøvede vi det nye koncept med streetfood i Hune. Det blev en blandet oplevelse, noget var godt, andet knap så godt, men vi hyggede os. Siden har vi hørt fra andre, at de boder vi fik dårlig mad fra, må have haft en dårlig dag den dag, vi var der.

Svigerdatteren har aldrig været i Skagen, så det måtte vi selvfølgelig ændre på. Vi havde morgenbrød med og holdt pause ved Uggerby å. Første stop blev Grenen med transport i Sandormen, der var masser af mennesker, der stod tæt på spidsen for at få billeder af en fod i hvert hav. Siden skulle S sove, og mens hans farfar og farmor gik tur med ham, badede søn og svigerdatter i Kattegat. Ikke nok med at de badede, men da svigerdatteren gik ud en sidste gang, opdagede hun få meter fra sig et stort gråspættet hoved. Så nu kan hun sige, at hun har svømmet med sæler (og nogle af de grå sten på klippen viste sig at være sæler, der solbader)

Derefter tog vi ind til Skagen by, fik vores obligatoriske frokost på en af fiskerestauranterne på havnen og gik en tur i byen bagefter. Så var vi klare til at komme hjem igen.

S og jeg fik som skrevet i tidligere indlæg også udforsket sommerhusets nærområde med spændende truck og gravmaskine og en dag fik vi lov til, at S måtte sidde på trucken. Det var vældig spændende.

Når man er min søn og svigerdatter, kan man ikke være i sommerhuset uden at være i Fårup Sommerland, så vi tog på udflugt dertil. De tre yngste voksne prøvede en del ikke egnet for mindre børn, mens S sov og vi var barnepasser. Vi grillede pølser og spiste frokost, bagefter afprøvede vi alt, som kunne være sjovt for en to-årig. Til sidst sluttede vi af med Skattejagten, vi kom igennem alle forhindringerne og fandt skattekisten, ligesom vi fik afprøvet Rævens hule (hurlumhejhus) som både var skræmmende og sjovt for både voksne og barn.

S har en briotogbane, som han leger vældig med, så farfar havde fundet ud af, at veterantoget kørte fra Aalborg Station en onsdag ud på tur. Det måtte vi prøve. Det var en god oplevelse, selv om vi havde glemt at tage mad og drikke med. Heldigvis kunne vi købe lidt i pausen ved Østhavnen. Vi kørte også omkring det nye sygehus (kan ses ude i det fjerne på billedet nedenfor) Det sygehus gider jeg OVERHOVEDET ikke tale om, det gør mig trist, gal og irriteret. Så det lod vi passere med kun få ord :-).

Næste gang vi skal med toget, ved vi nu, at man skal komme i meget god tid for at få en af de sjove togvogne (f.eks. spisevognen eller den vogn med separate kupeer med plads til seks i hver) Vi sad på de billige pladser i en vogn uden kupeer, det var nu også hyggeligt. 

Landmanden skulle hjem til gården efterfølgende, men vi andre fandt ind til Penny Lane og nød deres gode brød, juice og te, mens S sov. Siden hen søgte vi efter en god legeplads, men endte med at gå op i Salling, der var der plads til at lege for farmor og S og så kunne forældrene kigge på gode tilbud til en fødselsdagsgave til gutten.

læg lige mærke til at mit Marysvøb stadig bruges :-)

På en dag, hvor regn og sol skiftedes om at have overtaget, drog vi til Aarhus. Datteren var i København, så vi kunne være i én bil. Vi havde morgenbrød med og havde besluttet at bruge resteplads Himmerland til morgenmadspause. Det stod ned i stænger til kort før rastepladsen, så holdt det op og vi kunne tørre borde og bænke af, dække med voksdug og hygge os med morgenmaden i solskin.  Vi drog til Den Gamle By, hvor vi fik set os omkring, mest udefra og mest det, der var sjovt for en toårig. Vi kørte med hestevogn gennem Botanisk Have og den Gamle by, vi så på gamle biler og studerede ænderne i vandet. S prøvede en gammeldags karrusel, vi gamle hoppede op på stylter og jeg kan endnu, jeg skulle dog lige øve mig et par gange, men så kunne jeg gå rundt. Vi spillede med kegler og trækugler og spiste isvafler. indimellem måtte vi i læ for regnen, men hurtigt kom solen frem igen. Vi spiste frokost på restauranten, og vi klappede alle de dyreskulpturer, der stod rundt omkring. 

Dagen var nu ved at være brugt og selv om vi også havde tænkt os at se Aros, blev vi enige om, at svigerdatter og søn kunne tage med toget til Aarhus og opleve Aros og byen ugen efter. Så passede vi S og hyggede os sammen. Ugen før havde sønnen  fået sin fødselsdagsgave af os. Det var efter ønske en aften i byen med svigerdatteren, hvor vi passede S og lagde ham i seng. De fik en lækker 12 retters menu på en mexicansk restaurant i Aalborg. Nogle dage senere tog de en tur til Aalborg for at se en film sammen. Vi nød at få lov til at have S alene, vi nød også, at vi kunne få ham til at sove og have ham sovende i vores seng. At vågne op til et glad smil og en dreng, der var klar til at opleve verden, er en gave.

Vi nåede også at få gæster og være på besøg, inden ferien var ved at nå sin ende. Den næstsidste feriedag fejrede vi på forskud S' to års fødselsdag, som var to dage efter de var kommet hjem til Norge. Jeg bagte brunsviger efter sønnens ønske og S fik sine gaver fra os, som vi bagefter skulle lege med. Torsdag aften satte vi den lille familie af i færgeterminalen og drog hjem igen. Så var vi helt alene igen. På et tidspunkt, mens jeg var i gang med at vaske sengetøj, hørte jeg S' latter. Det var landmanden, der genså en video, for han savnede ham allerede.

Hvor er jeg glad for, at vi kan facetime, det knytter os sammen, når vi savner ham og hans forældre.

Det var ikke lige meningen

 Godt nok vidste jeg, at jeg ville blive træt. At jeg ville få svært ved at slukke husmorhjernen, som skal have styr på, om der er mad nok, hvad der skal spises osv. Men at jeg ikke fik skrevet hverken blogindlæg eller instagramindlæg, det havde jeg ikke troet. Til gengæld har jeg holdt gedigen ferie sammen med min familie, mand, børn svigerdatter og barnebarn. Tre uger i vores sommerhus. Og det var skønt.

Nu har jeg endda også været tilbage på arbejde i en uge, og det føltes godt. Jeg sluttede ugen af med at lægge min dagvagt om i går og gå i aftenvagt. Det var så ikke lige meningen, at jeg skulle gå i aftenvagt efter at have være vågen siden 1.30, men jeg klarede den, vi havde en god vagt, og nu er jeg bare træt.

Der er pakket ud med indlagte pauser, der lyttes til lydbog og jeg vil senere genoptage min læsning i bog. Læselyst har nemlig også været fraværende i meget lang tid, men nu er jeg i gang igen. Annas sang af Benjamin Koppel ligger på mit bord og venter på, at jeg kommer videre i historien om Hanna.

Nå ja, den første bog efter den månedslange boglæsningstørke blev færdiglæsning af Hvor flodkrebsene synger, og som alle skrev, så var og er det en god historie. Den er jeg glad for, at jeg fik læst. Den unge seje pige/kvinde var klogere på mange måder end alle andre, og det føltes godt og rigtigt.

Inde på værelset står min guitar med nye strenge påsat, det klarede sønnen for mig. Så kan jeg øve mig på akkorder og små børnesange til næste gang S og jeg skal ses i Danmark.

Hvor andre af mine kolleger mest af alt hæfter sig ved den megen regn, der har været i vores tre ugers ferie, må jeg erkende, at sådan tænker jeg ikke. Vi har nået så meget, blandt andet har farmor og S hoppet i vandpytter, løbet igennem dem og set på gravemaskine og truck ved et sommerhusbyggeri. Vi har plukket skovhindbær og lagt mærke til alt på turen. Nogle gange har vi haft faster (datteren) med, og vi har hygget os.

S har også kørt traktor sammen med farfar. Farfar er noget ganske særligt for S og ordet farfar kommer hyppigt sammen med ordet traktor. De første dage var vi hjemme på gården, så der kunne køres traktor, kravle i og på alle maskiner og fodre høns. Vi tog også hjem fra sommerhuset nogle få gange, så S kunne få flere ture i traktoren. Jeg blev gavmildt inviteret med på tur, der er nemlig et ekstra sæde i traktoren, der passede til farmor. Ordet farmor vil S ikke sige, han ved udmærket godt, hvem farmor er og peger på mig, når de andre spørger, men han kalder mig Gøja, og hvor det kommer fra, aner vi ikke. Ordet faster T gælder det samme for, faster hedder Gaja.

Dagene startede med, at S vågnede og så kom han enten hen og vækkede farmor og farfar eller også var vi oppe og klar til at være sammen med ham. Så fik vi gode timer sammen, mens generationen mellem os sov længe. Vi legede med biler og traktorer, vi sang sange, vi gik ud og trænede hunde eller gik ture.

 S vil helst ikke tæt på hundene, de er også lige så store som ham og kan godt blive lidt vilde af glæde, når vi går ud. Så S holder sig tæt til en af os. Når hundene er lagt dæk på plænen, finder S sig et sted, så han kan overskue træningen. Efter farfar har kastet træningsboldene ud, tæller S til 3 og siger klar, hvorefter hundene løber ud og henter boldene. Der er noget vildt charmerende over et lille barn, som har lært at tælle og som med fingre, kropssprog og sprog tæller 3,1,2 KLAR. Hans far som barn talte 2 - 10, og så skulle vi løbe. Det har vi også brugt meget tid på, for hold da op som S kan løbe.

Vi er skabt til at løbe, men pludselig bliver vi magelige og så føles det meget lettere at blive transporteret til alt. Jeg læste, at Bente Klarlund havde genset Alle vi Børn i Bulderby og havde funderet over det, at børnene gik/løb til alt. Der var konstant bevægelse og i dag må vores børn/børnebørn jo ikke bevæge sig væk fra vores åsyn. Vi skal have styr på dem. Det har jeg tænkt meget på, for S kunne godt nok få fart på, når han pludselig fik en ide om at skulle se verdenen. Problemet er jo, at verdenen i det her tilfælde består af en vej lige udenfor sommerhuset med mange sommerhusbilister og selv om nogle af dem kører roligt, kører nogle også hurtigt efter omstændighederne, og de har ikke en chance, hvis en to-årig pludselig dukker op ude på vejen.

Så jeg fik løbet meget, så det ikke føltes, som om jeg begrænsede ham. Han blev svinget i luften, fik luftkolbøtter og rideture på skuldrene, indtil bilerne var forbi os.

Nu er hverdagen tilbage og om lidt bliver der travlt på gården. Og som altid er jeg slet ikke klar til at komme hjem fra sommerhuset. Jeg fik ikke gået ture eller havbadet, men jeg fik så meget andet og mere værdigfuldt, nemlig tid med min lille familie. Så gåturene og havbadning kan jeg stadig nå. Jeg kan jo tage på dagsture, når madpakker og alt andet landmandslivsarbejde er overstået i weekenderne eller på hverdagsfridagene. Sommerhuset og dets skønne omgivelser er jo tæt på os.

Det sommerhus er min oase, mit asyl, min livline og nu har den også dannet rammen om ferie med hele familien to år i træk. Det er jeg taknemlig for.

Køleskabskunst af S :-)

30 grader i Trondheim og regn i sigte herhjemme

 Den sidste dag i Trondheim for 14 dage siden blev tilbragt på samme vis om formiddagen som de andre to dage. Bedsteforældreleg med barnebarn hjemme, mens forældrene og faster sov længere. Jeg gik den faste middagstur i skoven bag deres hus, så S faldt i søvn. Det var varmt og det skulle blive endnu varmere.

Om eftermiddagen drog vi til stranden, tæt på hvor vi boede første gang, vi holdt ferie i Trondheim. Der var 30 grader og da alt over 23 gør mig dårlig, nød jeg at køle fødderne i det våde sand sammen med S. Han havde ikke lyst til vandet, men derimod til at gå på opdagelse. Så vi fandt sten, vi kunne smide i vandet, vi fandt små og store muslingeskaller vi puttede i vores spand. Vi gravede grøfter, så vandet kom længere ind og vi så på andre børns spændende lege. Vi mærkede det ujævne underlag med bump og huller i sandet. Alt var en oplevelse.

Da S sov om aftenen, nød vi den lækre aftensanretning med pil selv rejer. Jeg har aldrig været fan af det, fordi jeg ikke kunne finde ud af det. Men nu er det efterhånden en tradition, at vi får det om sommeren i Trondheim, og min svigerdatter har lært mig at pille rejer, så nu får jeg noget at spise næsten lige så hurtigt som de andre, og jeg nød det :-)

Næste dag stod vi meget tidligt op, S skulle i børnehave, sønnen på arbejde og svigerdatteren i gang med sit studie. Vi andre tre hoppede i bilen og kørte sydpå. Vi var i så god tid, at landmanden svingede indenom Kvikne kirke. Vi har så tit snakket om at gøre det, nu blev tiden til det. En gamle trækirke fra 1654, en kirke hvor Bjørnstjerne Bjørnson er døbt. BB har blandt andet skrevet teksten til Norges nationalsang,fået nobelpris i litteratur og jeg husker hans navn fra en gammel pigebog, der havde været min mors, om en norsk pige, Kari, som drog til Kristiania (Oslo) og blandt andet var til selskab, hvor den store forfatter og samfundsdebattør BB var til stede. Desværre var kirken ikke åben, men vi kiggede ind af vinduerne og fik et lille glimt af de smukke træudskæringer.

Datteren blev sat af i en lille by efter Oslo, hvor en af hendes bedste veninder bor sammen med sin norske mand og barn. Her skulle hun holde ferie et par dage. Vi to "gamle" kørte til færgen og nød det gode vejr og den lækre buffet undervejs til Danmark. 

Om lidt skal vi være sammen igen. Søn, svigerdatter og S holder nemlig ferie hos os, så vi skal rigtig se på traktorer og hygge os. Datteren kommer også hjem, så forhåbentlig gider vejrmeldingen ændre sig, så vi kan komme på opdagelse i det jyske. Svigerdatteren skal se lidt mere af Jylland end blot vores gård :-)

Har du nogle gode steder, som er sjove for både et knapt to-årigt barn og de voksne, så skriv endelig. Gerne også steder, der egner sig til en regnvejrsdag, for dem bliver der vist mange af.

Søndagsvandring på fjeldet

Det havde længe stået på vores ønskeliste at vandre på et af fjeldene omkring Trondheim, så søndag blev dagen, hvor vi tog af sted. Der er jo lyst hele tiden, så vi havde ingen hast. Vi vågnede langsomt, spiste morgenmad, legede og så gik jeg tur med S i klapvogn, så han faldt i søvn. Efter hans middagslur tog vi på loppemarked eller brugtmarked i Heimdal. Svigerdatterens storesøster og niece havde en stand med tøj, ting og legetøj. Det var hyggeligt at få hilst på dem.

Nu blev der skiftet til vandretøj og der kom masser af solcreme på kroppen, der ville blive op til 28 grader denne dag. Turen gik til Gråkallen og Skistua. Ved Skistuaen var der parkeringsplads og derfra var ca. 20 minutters vandring op til toppen. Der lå en smuk sø (bjergsø, kalder man mon en sø på fjeldet det i Norge?) ved parkeringspladsen. 

S kom op i bærestolen og her havde han god udsigt til os andre og fjeldet. Der var den smukkeste udsigt undervejs udover Trondheim

Heldigvis luftede det, så det føltes ikke så varmt. Vi tog dog pauser undervejs for at nyde udsigten, drikke vand (og få vejret)

Oppe på toppen kunne vi nu se udover fjorden og se over til S' mormor, så vi vinkede og S fortalte os ivrigt, at der var "båten" til mormor og "hej hej mormor". Det skete hver gang han fik øje på færgen på fjorden.

Vi vandrede ud til kanten, så vi rigtig kunne se mod nord. Området var visse steder meget fugtigt og her voksede kæruld som hjemme i mosen. 

Vi hyggede os, drak vand og pludselig kom en helikopter hen mod os, den cirkulerede rundt i området og min svigerdatter kunne læse på nyhederne, at man eftersøgte en mand på 78 år, som var forsvundet i området. Da vi kom ned, var der hundefolk, politibiler samt ATVer, men heldigvis kunne vi læse senere, at manden var fundet i god behold.

sønnen byggede en lille varde af fem sten som tegn på at vi havde været der

Så gik turen ned igen, det havde været en skøn tur med tid til at nyde udsigten og gå ture med S, hvor jeg igen fik lov til at se omgivelserne med et barns øjne.

Fårene havde det også varmt, så de havde lagt sig midt på asfaltvejen i skyggen, og de havde ikke tænkt sig at flytte sig, så det måtte vi andre så gøre.

Hjemme tændte vi op i grillen igen og hyggede os på terrassen, til S skulle i seng. Så fortsatte vi aftenen indenfor med spil og aftente.