Sne og styrke

 Jeg elsker det! Jeg elsker, at det er hvidt derude. Det hæver mit humørniveau, selv om jeg er gået skrantende ind i december. Jeg ville ønske, at vi havde frost fra nu til slutningen af februar. Hvilken vinter det ville være!

Efter jeg kom hjem fra Norge, nåede vi at se danseforestillingen That's So Me på det Hem'lige teater. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. Jeg vidste, at de ti dansere var amatører, at der var professionelle instruktører hyret, at de knoklede først med styrketræning siden dans flere gange ugentlig og til sidst hver eneste dag efter arbejde i fire timer. Og at min datter havde meldt sig til en audition og var kommet med i forestillingen.

Det var helt og aldeles fantastisk og vi ærgrer os over, at vi først så forestillingen den sidste aften, for ellers havde jeg reklameret vidt og bredt omkring for forestillingen. Musikken, som var skrevet og udført af en kunstner, som gik all in på drømmen om at blive sanger og sangskriver for to år siden, passede perfekt til temaet. Alle dansene kredsede om SoMe verdenen, at få likes, at være en anden end den, man viser udadtil, at føle sig alene midt i trængslen, at føle sig på hele tiden, aldrig at kunne slappe af, for alle forventer man svarer med det samme.

Fra det Hem´lige teaters facebookside

45 minutter var danserne på, i et højt tempo. De dansede, de udførte stomp på trommer, tønder og gulvet (sindssygt flot udført, fatter ikke hvordan de både kunne holde deres egen rytme og lade rytmen indgå i andres rytmer til musikken), de kastede sig rundt på gulvet i dansene uden at ramme ind i hinanden. Det var så godt udtænkt og udført.

Og midt i det hele sad jeg og så på min datter. Tænk at den krop der i 7 måneder blev udsat for giftstoffer for at slå mulige kræftceller ihjel, kunne gennemføre dette, kunne danse så smukt og stærkt. Tænk at den kvinde, som nok er færdig med kemo, men stadig slås med kemohjerne, kunne huske al den koreografi og udføre det til perfektion. Jeg var så stolt på hendes vegne.

Fra det Hem'lige Teaters facebookside

Hver eneste dag minder jeg mig selv om, at vi har så meget at være taknemlig for, ikke blot at min datter er kræftfri men også på trods af at de sidste fire år har været barske år både i Norge og her, så er vi her. Vi har hinanden. 

Og så kigger jeg ud igen på det snehvide landskab, jeg nyder det. I dag så vi en sjov sky/dis, som lå lavt hen over en mark. Det så specielt ud.

Julekasserne er hentet ned, i løbet af de næste uger bliver der pyntet. Datteren hjalp mig i går, vi har begge været syge og skranter som sagt stadig, men ved fælles hjælp kom vi i gang i går, jeg vaskede vinduer med pauser indlagt, hun pyntede vinduer med pauser indlagt. I dag gav det bagslag for mig, så endnu en dejlig aftale måtte aflyses ( min kalender er fuld af streger for aflyste aftaler). Så nu slapper jeg af, drikker varme drikke og krydser fingre for, at næste dejlige aftale i morgen aften ikke skal aflyses.

Har jeg sagt at sneen hjælper på mit humør :-) det gør det også i dag. Jeg ville virkelig ønske, at sneen blev her hele vinteren.