søndag, december 27, 2020

Sukkerchok og boglæsning

 Dagene går stille og rolige. I går kørte jeg datteren til podning, nu afventer vi så svar, før vi kan afisoleres. Ret beset må landmanden og jeg jo godt gå ud i verden, så længe datteren ikke har et positivt svar. Vi tror, det er en regelret halsbetændelse på bakteriel baggrund, for belægninger på mandlerne og halssmerterne er aftaget betydeligt efter start af penicillin. Så umiddelbart tænker jeg ikke, at det er Covid, for det er jo en virus, men man kan måske godt have begge dele på samme tid, så vi er forsigtige. Julehytten blev ryddet i går af landmanden og jeg, datteren holdt sig hjemme.

Der ses fjernsyn, soves, læses og spises slik/småkager/konfekt i store mængder. Jeg fik decideret et sukkerchok i går aftes, jeg kunne ikke sove, havde ondt i maven og var voldsom utilpas. Efter flere timers nattelæsning og masser af vand havde jeg det bedre og faldt i søvn. Så i dag er dømt fri for slik og konfekt. Lige nu har jeg slet ikke lyst til småkager, men derimod en lang gåtur. Udenfor er der dog blæsende, råt og vådt, så jeg skal lige tage mig sammen til den gåtur.

Sund aftensmad, rødbedetærte med gedeost

I nat læste jeg Jojo Moyes bog Ræk mig stjernerne: Den er anderledes skrevet end hendes andre bøger og den mindede mig om en af hendes første bøger Brudeskibet. Det er denne anmelder også inde på, hun skriver, at Brudeskibet var den første bog på dansk og at begge modsat de øvrige bøger fra Jojo Moyes er baseret på virkelige hændelser. Anmelderen skriver, at hun savner lidt mere substans og lidt mindre blafrende øjenvipper. Jeg var meget optaget af bogen og synes som anmelderen, at man drives til at læse videre. Bogen handler om en flok kvinder, som er del af et nationalt program for Kentucky for at fremme læsning. De bringer bibliotekets bøger ud til de fjerne bjergegne på hesteryg. Og der er mange, der er modstander af, at enhver nu kan begynde at læse og at det er kvinder, der rider ud i de øde og barske egne. Jeg synes den var rå, barsk og jeg tror på Alice. Den tegner et billede af, hvordan kvinder for under 100 år siden var afhængig af mændenes vilje for at kunne få lov til at agere på en anden måde end "man burde som kvinde" De "blafrende øjenvipper" findes måske i slutningen, men da jeg er stor tilhænger af slutninger med håbet hængende foran os, troen på at det nok skal blive godt, så godtager jeg slutningen. Jeg kan varmt anbefale bogen.

Jenny Colgan og Sue Moorcroft har begge været forfattere, som jeg har nydt at lære at kende. Heldigvis nåede jeg at låne et par bøger mere af Jenny Colgan, før bibliotekerne lukkede. Her hos os tilbyder de ikke et ridende bibliotek som i bogen eller samme service som hos min søster i Vestjylland. De kan stadig reservere bøger og så er der afhentning to gange om ugen i det lokale bibliotek, hvor bøgerne er pakket i pose. Min datter er også hoppet på Jenny Colgan bøgerne, så nu hvor jeg ikke kan aflevere bøgerne igen, har jeg mit eget lille bibliotek, hun kan låne hos.

Der er vist dømt søvnig, afslappende søndag. Gad vide om jeg kommer ud og gå. Vi får se. God tredje juledag til dig.





fredag, december 25, 2020

Glædelig jul - nattøj, hygge, sygdom og videonærvær

 I dag er det første dag i julen (the first day of Christmas), og vi hygger os. Opvasken fra i går står stadig på køkkenbordet, opvaskemaskinen har gjort sit arbejde ad flere omgange, nu mangler kun det, som der skal vaskes op i hånden.

Juleaftensdag forløb stille og roligt. I og med at julegudstjenesten blev valgt fra, og at vi kun skulle være os tre (landmand, datter og fruen) var der ingen deadline. Det betød at jeg faktisk gik i nattøj frem til lige før aftensmåltidet. Mens landmanden passede sovsen, flæskestegen og kartoflerne, smuttede jeg i bad og pyntede mig til juleaften. Bagefter sørgede jeg for de brune kartofler, og så var vi klar.

Det blev en hyggelig aften med tid til masser af snak, også med søn og svigerdatter i Norge. Vi hilste på den norske svigerfamilie og kunne blot konstatere, at vi forstår hinanden meget bedre, når vi står ansigt til ansigt. Juletræet blev det smukkeste juletræ nogensinde. Sådan ender vi med at sige hvert år. Datteren måtte pynte det alene, nu hvor sønnen manglede.


datteren stod også for borddækning


Vi fik vores første julegave, før vi skulle gå rundt om træet. Datteren havde lavet vores egen julesanghæfte med smukke illustrationer. Så i år kunne vi bruge sanghæftet til at synge min julesang, den jeg altid valgte, da jeg var barn og ung: Velkommen igen Guds engle små. Den er bare aldrig repræsenteret i julesanghæfterne, så vi plejer at deles om de tre salmebøger, vi har i huset.

Sønnen havde skrevet de smukkeste ord til os, som ledsagede gaverne. Han forstår at udtrykke sig på skrift. Det kommer mere til sin ret, nu hvor vi ikke har ham omkring os. Vores svigerdatter havde skrevet det mest sjove kort til ham, som om det var fra os. Hun havde fanget os alle spot on. Hele aftenen igennem fik vi små videoklip eller hilsner fra Leksvika.

Som altid får jeg risalamande til morgenmad 1. juledag

Her til morgen vågnede datteren op med ondt i halsen og med hævede mandler med belægninger og muligvis lidt feber. Så røg den julekomsammen, vi skulle have haft med mine jyske søstre på søndag. Nu venter vi på svar på podning og holder os isoleret. Der er dog hentet penicillin efter samråd med vagtlæge og sammen med panodil har det fået datteren til at have det bedre.

Hundene har været fotomodeller, både i går og i dag, så de kunne være med til at ønske alle en glædelig jul. Julebrevet til familierne blev sendt i går eftermiddag, længe leve mailsystemet, når posten nu er blevet så langsom.

Også i dag har vi haft en lang snak med sønnen, det er skønt at kunne holde kontakten ved lige på denne måde. Min ene niece måtte fejre jul sammen med sine bofæller i København, da hun fik corona og ikke nåede at blive smittefri længe nok til, at hun kunne tage hjem til Jylland lillejuleaften. Hun var også med på videoen hos sine forældre og søskendes jul.

Landmanden og jeg nåede en god gåtur i det smukke solskinsvejr med frost på vandpytterne. Nu tror jeg, at jeg vil tage mig sammen og få den opvask væk, så vi kan holde restegilde i aften. God 1. juledag.





lørdag, december 19, 2020

Helt bagud af dansen

Nu må jeg vist hellere få brudt den skriveblokade. Der er gået over en uge siden sidste indlæg, og jeg får læst hos andre, men ikke kommenteret. En god starter er altid at kigge mine mobilbilleder igennem.

Jeg har været vikar for datteren i hendes julehytte, jeg hyggede mig med te og computer/mobil. Det var en af de stille hverdage, så jeg havde tid til at nyde parken og min datters julepynt. Skulle du blive fristet af pynten, så kan det bestilles på hendes instagramprofil.




Den sidste uge var også ugen, hvor jeg igen blev plasmatappet. Efter at have været i karantæne et helt år pga. et mindre indgreb, så nyder jeg, at jeg nu må tappes hver 11. dag. Jeg gættede rigtigt på min blodprocent og vandt et lille stykke chokolade.


Sidste weekend var alenetid for mig, landmanden var på jagt begge dage, og den ene dag så langt nede i landet, at han kørte derned aftenen før og overnattede. Som altid havde jeg store planer for, hvad jeg skulle nå og som altid kom jeg på bedre tanker. Det var jo friweekend, så min weekend blev tilbragt som i mine unge dage, hvor jeg læste konstant og nærmest ikke opdagede verden omkring mig. Men der blev tid til at lave søndagsmorgenmad til mig selv og lægge småkagedej den ene dag og bage den anden dag.


Jeg hyggede mig med de levende lys. Jeg har fået LED-lys, men de bringer bare ikke så megen glæde , varme og lys, som levende lys gør.

 
Selv om det ser ud af meget, så er småkagedåserne overhovedet ikke fyldte. Men pebernøddedåsen hjemmefra, og som dengang var helt fyldt op, skal i brug til mine pebernødder. Hver dag laver jeg en lille skål med pebernødder, ingefærsmåkager og brunkager/vanillekranse. Det er ren nydelse.


Landmanden tog helt initiativ selv til at få lysene op udenfor, og jeg nyder dem hver dag. Ligesom jeg nød, at jeg fik adventsstjernen/Hernnhuterstjernen op. Nu synger den på sidste vers, så jeg bliver vist nødt til at bestille en ny næste år. Og på deres hjemmeside kan jeg læse, at klassikeren, som jeg har, er over 160 år gammel.


Arbejdsdagene er fyldt op med mange tiltag. Der er mange patienter og mange er hårdt ramte. Det er hårdt, både for patienter, pårørende og ansatte med de mange begrænsninger pga corona. Min decembergåtur blev desværre aflyst pga nedlukningerne, men de små sjove og hyggelige indslag i hverdagen har vi stadig. I tirsdags skulle vi enten have røde øreringe eller noget julepynt/hårelastik på. Det skabte smil (som ingen kunne se pga mundbind) , også hos patienterne. En ung kollega, som havde en hårbøjle på med mange julekugler, som dinglede hver gang hun bevægede hovedet, havde startet med at forklare sin patient, hvorfor hun havde den på. Patienten som egentlig havde været meget vrissen og afvisende før, smilte over hele hovedet og syntes om det.


Torsdag satte jeg mig i bilen og kørte i to timer for til sidst at parkere bilen hos min ældste lillesøster i Vestjylland. Hun fyldte år og jeg trængte til at se hende og nyde, at vi kunne være sammen fysisk, men selvfølgelig med afstand og uden kram osv. osv. Jeg fik de mest lækre æbleskiver, som jeg længe har smagt. Opskriften var fra Valdemarsro, og nu har jeg købt kærnemælk og citron i håb om at få dem bagt. 

Vi nåede heldigvis også en gåtur, da regnen endelig stoppede. Og selvfølgelig skulle vi forbi kirkegården med en smuk lille gravdekoration, som blomsterhandleren fik megen ros for. Min niece kunne være blevet 31 år på mandag, men i stedet for er det 15½ år siden, at hun døde, og vi blev et skønt ungt menneske fattigere og mistede muligheden for at se hende blive voksen som med de andre børn i familien. Med børn, der dør, mister vi fremtiden. Med vores forældre, der dør, mister vi fortiden. Det synes jeg er vist sagt.

Som min mor sagde til mine forældres guldbryllup, to måneder efter min nieces død: Sorrig og glæde de vandre til hobe. Og det er jeg for evigt taknemlig for, at vi formår at rumme både sorger og glæder i min familie.


I dag skinnede solen og det gjorde bare dagen endnu bedre. Sønnen havde inviteret os til konfektlavning over Messenger. Så klokken 11 var vi klar, computeren stod for enden af bordet, datteren var hjemme, marcipan, nougat og smuttede mandler lå klar. Vi ringede op til Trondheim, hvor svigerdatter og søn også var klar. Og så snakkede vi, mens vi lavede konfekt. Vi grinte lige så meget som sidste år, hvor vi fysisk var sammen. Og vi fik lavet mange forskellige ting, inklusive de lidt mere kreative udgaver, som fik deres egen navne. Det gjorde godt i min sjæl. Mor og søn er ikke så god til telefonsamtaler, vi er bedst, når vi fysisk er sammen. Her flød talen naturlig i de to timer, vi var sammen. 

Nu er konfekten pyntet med chokolade, datteren er for længe siden kørt op til sit arbejde i julehytten, og jeg vil slappe af med en god bog. Rigtig god weekend til dig.


tirsdag, december 08, 2020

Decembertirsdagsarbejdsdag

 Mørket er stadig over byen, da jeg parkerer bilen 6.40 ved sygehuset. Det store juletræ på toppen af sygehuset lyser smukt sammen med lysene fra de mange vinduer på sygehuset. Der er noget smukt, trygt og godt ved den udsigt, mens jeg tjekker, at håndbremsen er trukket og at mundbindet ligger i lommen.

Jeg tjekker ind af en sidedør og går ned i kælderen. Der er allerede en god trafik af gående med mundbind. Jeg funderer over, hvor hurtigt jeg har vænnet mig til, at sådan ser hospitalsverden ud. Ikke at jeg vænner mig til mundbindene, faktisk får jeg sværere ved at have dem på, jo længere tid der er gået. For slet ikke at tale om at tage dem af. De sidste to dage har jeg tabt det ene høreapparat utallige gange og det er et held, at jeg mærker det og at jeg finder det igen. Jeg gad godt have et høreapparat, hvor man kan have en app på mobilen, som kan finde det. Det har jeg aldrig haft brug for før nu.

Jeg tjekker ind i omklædningsafdelingen, min uniform ligger i mit skab. Jeg henter altid ny forsyning på vej fra vagterne, i stedet for at stå om morgenen i en lang kø sammen med alle de andre, der prioriterer at komme hurtigt ud af døren om eftermiddagen. 

Da jeg kommer ind i omklædningsrummet og runder hjørnet til min sektion, smiler jeg. Min drillenisse har pyntet mit skab så fint og julet. Og der midt i vores travlhed og morgentræthed udvides snakken mellem de forskellige personer fra hver sit afsnit fra godmorgen og ha en god dag til snakken om hvordan vi juler ekstra meget på mit afsnit i år. Ganske enkelt fordi det mest sociale afsnit med de flest skøre og skønne arrangementer udenfor arbejdstid ikke kan være social på den måde, og så må vi gøre noget andet.


Så i morgen skal vi synge morgenjulesalmer med mundbind på og med 1,5 meters afstand ude på vores lange gang. Håber at vi synger så pænt, at patienterne ikke får mareridt af det ;-) En af vores overlæger skal spille klaver dertil. Et klaver som min leder i morgen tidlig triller op fra dens faste plads til os.

Min datter har lavet det smukkeste opslag til min decembervandring for mine kolleger efter arbejdstid i næste uge. Jeg bliver glad og i julehumør af at se på den. Nu er jeg spændt på, hvor meget kakao jeg skal varme og have med op i skoven bag sygehuset.



Min dag var afsat til at få et stort hængeparti af vejen. Alle har en lille lommefolder i lommen, hvori der er de vigtigste instrukser og vejledninger i lommeformat. Min kollega har printet nye opdateringer ud, hun og jeg har tjekket dem alle, og så kom vi aldrig videre pga travlhed. I mellemtiden skulle to af vejledningerne opdateres, og efterhånden havde vi ikke styr på, om alle havde de sidste nye opdateringer i deres lomme. 

Inden jeg kom videre med det, skulle jeg have svaret på mails, aftale ting på plads med min leder og sende nye mails. Min computer havde været til reparation, så den hentede jeg hos IT-support. Desværre kunne kameraet i computeren ikke mere, så jeg skal have fundet en anden bærbar på afdelingen i morgen, for med mange møder på teams har jeg brug for et kamera, der virker. Jeg har prøvet at holde møder med folk uden at jeg kunne se dem. Jeg var helt træt i hovedet bagefter af at holde styr på de forskelliges stemmer.


Så skulle jeg afholde introduktionssamtale efter tre måneder med en kollega, og så blev jeg bedt om at gå til trombolyse. Det væltede ind med patienter, så på et tidspunkt havde vi fem patienter, som kom ind og ud af røntgen, fik målt værdier, blev informeret og til sidst flyttet over på afdelingen. Afdelingen var i forvejen udtamponeret med patienter. Men aftenvagter mødte ind før tid, der blev rekvireret to læger mere til at gå stuegang og få patienter vurderet til enten udskrivelse eller overflytning til videre rehabilitering. Lægeren måtte så undværes et andet sted, men her og nu var det nødvendigt at skabe plads på vores afdeling.

Da jeg kom tilbage fra trombolyse, var der allerede kolleger i gang med at tage mod de forskellige patienter. De fleste havde fået frokost, både patienter og personale, så jeg nåede min frokost inden jeg skulle have næste møde.

Da mødet sluttede, gik jeg i gang med det, jeg egentlig skulle have lavet meget af dagen. Da var klokken tæt på 15, så jeg valgte at blive, til jeg havde styr på det meste. Jeg gik 16.45. Nu ligger der 51 sæt lommekort klar til udlevering, og så skal jeg have printet ud til de sidste kolleger i morgen. Det bliver skønt at kunne sætte kryds ved det hængeparti.

Nede i omklædningsrummet var jeg alene, men jeg nød mit smukke juleskab endnu en gang. Den blå T-shirt og mine hvide bukser kom i returmaskinen og så gik jeg ud i mørket. På vej hjem købte jeg to sandwichs, for aftensmad var absolut ikke noget, jeg gad tænke på.

Hjemme fik landmanden en gave af mig; vores artikel. Så kunne han selv se, at hans kone nu står som forfatter til en engelsk artikel ;-)


God decemberaften til dig.


fredag, december 04, 2020

Jeg kunne tale i timevis

 om sygepleje. Og nogen gange gør jeg det også med mig selv. Der er der ingen, der ser trætte ud i blikket over, at jeg ikke kan slappe af og tænke på andet end sygepleje. 

Jeg kan godt tænke på andet end sygepleje, men jeg tror, at jeg lige til min dødsdag vil være optaget af den gode sygepleje. Den hvor der bliver skabt en forbindelse mellem sygeplejersken og patient/pårørende, og hvor sygeplejersken formår at yde sygepleje ud fra de behov, det enkelte menneske måtte have. 

Om det drejer sig om at sætte ord på det svære i en situation, hvor vi ikke kan gøre mere behandlingsmæssigt, men helt klart plejemæssigt. 

Eller om det er at få patienter/pårørende til at bruge hinanden til at se mulighederne for at håndtere et liv efter Stroke. 

Eller om det er at kunne se, at uroen skyldes, at man ikke kan sige, at man skal tisse og så hjælpe med at komme på toilettet og føle sig ren og soigneret bagefter. 

Eller om det er at anerkende midt i en en ophedet situation, at det er svært ikke at kunne tale. Og at sygeplejersken med disse få ord når ind til den meget urolige og agiterede patient, så de opnår øjenkontakt og sygeplejersken kan se, at ordene gav mening.

Eller ...

På hjemmefronten nyder jeg at slappe af med boglæsning. Jeg slugte Mindernes længsler, jeg læste Jenny Colgans Velkommen til Floras sommerkøkken på 24 timer, og jeg nød at læse som jeg gjorde da jeg var ung. Da lod jeg to og to være fem for at nå at læse en bog færdig. Det kan jeg tillade mig igen, nu hvor der kun er et landbrug og en sygeplejegerning, som jeg skal være til stede i og resten af tiden bestemmer jeg selv.

Jeg har taget en feriedag i dag for at nå at julebage og pynte til jul. I går var min ugentlige fridag, hvor datteren kom og julehyggede med mig. Vi flettede julehjerter. Dvs. jeg fik flettet et, som gjorde, at mine slidgigtfingre protesterede mod videre fletning. Til gengæld fik datteren flettet fire smukke julehjerter. Jeg lavede lækker aftensmad og vi sluttede af med hjemmelavet risalamande, mens vi så den Store Glutenfri bagedyst. Om eftermiddagen havde jeg prøvet en ny opskrift på de juleboller, som Hune bageren altid bager, og de boller blev en succes til eftermiddagsteen.


Der er blevet lavet regnskab både i dag og i går, og det drillede, ikke fordi jeg ikke kan finde ud af det, men fordi jeg var nødt til at have fat i mange forskellige for at få styr på fakturaer. Energien er derfor ikke til vinduespudsning eller til at få julekasserne ned fra loftet. PYT jeg har to dage mere til at nå det, jeg gerne vil nå, og på mandag har jeg en hjemmearbejdsdag, som er tætpakket med opgaver, men jeg kan klare dem i nattøj, uldsko og termovest, mit yndlingsoutfit herhjemme om morgenen. Jeg glæder mig helt.

Mørket sænker sig udenfor, landmanden er ved at læsse en lastbil med kartofler, og inde i køkkenet er der flere juleboller, som vi skal have til eftermiddagsteen. Og henne i min hyggekrog ligger den næste bog i serien om skotske Flora på øen langt mod nord. Må I få en hyggelig fredag aften.




tirsdag, december 01, 2020

Hvad er der i vejen med nu?

 Jeg hulkede helt stille, men jeg hulkede og imens tænkte jeg over, hvornår jeg sidst havde hulket sådan over en bog. Du vil formentlig ikke hulke over bogen, eller måske ville du. Men da jeg skrev til min ældste lillesøster og sagde tak for den gode boganbefaling og skrev om hvordan den iboende angst blev sat fri med min hulken og jeg sluttede min sms med overskriften på dette indlæg, som er et citat fra bogen, svarede hun, tak fordi du også fik den følelse.

Vi har noget med i bagagen, vi har en personlig oplevelse og deraf også en iboende angst for at det vil ske for en af os. Vi har læst andre bøger om emnet, både fiktion og dokumentariske beskrivelser. Jeg har skrevet om mine oplevelser her på bloggen. Det at leve med begyndende demenssymptomer og det at leve som familie til en med begyndende demenssymptomer.

Denne bog er på sin vis en feel-good-bog, det foregår i England i en lille landsby. Vi møder alle de forskellige typer i landsbyen, de er beskrevet med et glimt i øjet. Vi møder de unge mennesker og deres problemer med kærligheden. Vi møder også kærligheden på tværs af generationer og kærligheden mellem et ægtepar sidst i 60erne. Kærligheden er det, der bliver det bærende, da Marigold, en af landsbyens samlende kræfter, begynder at glemme.

Det er en smuk bog at læse, det er en let bog at læse og det er en bog, der greb mig om hjertet. Og jeg ved, at min intense hulken til sidst handlede lige så meget om min iboende angst for at blive ramt og om hvis nu jeg blev den, der fik Alzheimers sygdom som vores far, om mine søskende, min mand og mine børn så ville gribe mig og støtte mig i glemslens tåge. Det ved jeg, at de vil, og måske netop det faktum og den viden forstærkede min gråd.

Der er til sidst en beskrivelse af Marigold, som ikke kan kende sin familie, men som sidder tryg  midt i blandt dem uden at vide, hvem de er. Der går det op for hendes mand, at hun heller ikke kan kende ham længere, og han indser, at det betyder ikke noget, at hun ikke ved, hvem han er, for han ved, hvem hun er, og den person ville hun altid være. Og den tilgang var lige nøjagtig det, der gav min far en følelse af at høre sammen med os. Vi kendte ham, og det viste vi ham og derigennem opstod et nu, der var smukt, kærligt og trygt. 

Jeg kan varmt anbefale Santa Montefiores bog Mindernes længsel